All in one night full of problems ~Mimi Jackson~

Tid :: 22.30
Sted :: Allées Gyderne 
Omgivelser :: Op til flere container fuld af skrald samt en fæl lugt af pis og andet affald, et par enkelt væsner som begiver sig omkring i de mørke gyder..  
Påklædning :: http://25.media.tumblr.com/tumblr_lwnua7RNbQ1qk5i64o1_r1_500.jpg
Vejer :: Tæt mørke og en eller ret så kølelig luft, endda en let blæst som blot hiver mere lugt frem i de mange gyder..
Emnet er privat


Vinden suset let igennem det brune hår, han stod der og han var noget så betaget af den person som han kunne se udenfor den gyde som han ellers gemt sig i. Han var omgivet af et større tæppe af mørke og skygger og det umuligt og se ham hvis man stod ude på gaden lige foran ham, han havde været betaget af dette skrøbelig men lette offer og han overvejet nænsomt hans næste trak, en hver bevægelse var fin og let fra hans side men nu var han hellere ikke i kontakt med jorden som sådan, nej faktisk fløj han fem centimeter over den og hverken vind eller lyd ville kun afslører ham i dette lille paradis af mørke. 
Hans offer var en ung mand på omkring de tyv og han stod lidt udenfor gyden mens han var igang med vente på den sidste bus som endnu ikke var dukket op og det var nemt nu at Wicked faktisk overvejet om han skulle trak manden ind i mørket eller om han bare skulle luk ned for hans hjerne i en større ting, begge muligheder lod ham ganske tiltalene men han kun jo kun traf et valg og det valg vil enden betyde at han skulle gøre en større kamp ud af det eller os kun han bare tag den nemme vej, åh de to muligheder var simplehen for meget for ham og han valgt blot den nemme vej nemlig ved hjælp af det element som han var så tæt forbundet med på en vis plan. Hans blik rettet sig atter på den unge mand og han åbnet langsomt den ene hånd mens han trak vejret langsomt, der ville gå omkring et par sekunder før at manden ville opdaget at der ingen ilt var og omkring et minut efter ville han nok ikke have mulighed for være ved større bevisthed, selvom Wicked hade hvordan mennesker var så skrøbelig var der nu os noget sjovt ved og lege med dem og han så langsomt til mens manden begyndt og miste alt mulighed for trak vejret, nu skulle han blot vente på af manden ville falde om og der efter ville han selv træde ud af det tæppe af mørke som han var omgivet af. Tiden gik hurtigt og manden gik i gulvet som hvis han havde dukket for meget, nu var det blot op til Wicked og han trådet langsomt ud af mørket mens han kiggede sig om efter andet tegn på liv, ingen.. Det kun ikke være mere perfekt og Wicked gik hurtigt ud og tog fat i manden armen og der efter trak han ham blot med ind det mørke som han var kommet fra og han forsat med trak manden videre ind igennem gyden mens at han var komplet ligeglad med hvad manden nu end måtte få på sig af urenheder, den lille gå tur var lidt lang og han kom endelig til enden af gyden hvor der faktisk var en enkel lampe som oplyst enden. Stedet var så urent og rode som et sted nu kun blive og lugten af pis og affald var større end i de andre gyder som Wicked havde gået igennem den aften, langsomt sat han manden op af muren og han kiggede langsomt på den unge mand som han havde taget som offer. Manden havde mørket hår i forhold til hans eget hår også var der os det at han var en ung student efter hvad Wicked sådan lige kun se for han havde haft op til flere ting som der lag an til at han kun lige kun være færdig med en gymnasial uddannelse, hans tøj bestod af en blå t-shirt og efter hvad Wicked lige havde mulighed for se var det vist en af de lidt mere populær som han havde fået fat i for fyren var beklædt i tøj som man kun ville kun finde hos en mere rig familie, Wicked gik ikke ligefrem op i hvor hans offer kom fra for de ville alle sammen enden med og blive glemt med tiden så hvorfor gøre det store ud af og gemme dem af vejen.
Igen blæst den ubehaglig lugt forbi Wickeds næse og han lavet et ansigt som sagde at han ikke brød sig om duften, men så igen, det var en god duft som kun overdæk duften at et menneske som lå og rådnet op og det var nemtop os derfor at Wicked havde valgt det her sted som lege plads. Nu måtte han blot vente på at manden skulle komme til sig selv men der kun god gå i mellem en halv tim og op to før at det sket så han måtte blot dræbe tiden i mens at han ventet, Wicked hade ligefrem at mennesker skulle være så langsomme til og komme til sig selv og han sukket kort mens at han overvejet hvad han skulle lave..

Den kølige aften hvor uglerne sikkert ville tude i skovenes kolde mørke dyb. Deres rovfugle kløer ville sikkert inden længe gribe fat i de pibende mus eller kanin unger, som den kunne få fat i. Den ville derefter stige til himmels endnu engang, med en overlegen majestætisk oprejsning imod himmerigets åbne porte.
En kølig brise gled hen over føddernes beklædte gennemhullede allstars, imens en skikkelse sparkede til den ene sten efter den anden, hvad end fødderne nu kom i nærheden af. Op langs benet sad nogle tætte ødelagte, og total nedslidte skinnyjeans i mørkegrå, nogle steder var de dog lappet sammen med en rødbaggrund og hvide prikker, eller en sort lap, eller blå, grøn, gul, og så videre. Man kunne jo blive ved. På bagen lige under bælte holderen på højre side var der dog et langt fint nedslidt sted, som kun bestod af tråde. Det afslørede dog den hvidlige hud der gemte sig omme bag dem. Men kun når hun brugte det højre ben til at gå fremad. En sort skjorte var stoppet ned i bukserne, hvor de lige oppe ved brysterne var åbnet op, så man kunne se den lysegrå top der var inden under. Bukserne blev holdt oppe af et godt ned slidt læder bælte der kunne springe i stykker hvert øjeblik det skulle være. Hendes hår var atter sat op i en sjusket og ligegyldig knold, hvor det lignede at håret ikke rigtig var sat op på nogen måde. Men dette generede hende ikke ligefrem. Med nogle kedsommelige skridt traskede hun videre.
Hvorfor hun i alverden havde besluttet sig for en tur ud i gyderne var enkel, hun boede heromkring, og desuden larmede hendes overbo så meget med musikken at hun ikke kunne holde ud at være i lejligheden. Ganske vidst havde Mimi Hannibal Murcrow Jackson svingende humøranfald, men lige i dag var en af mange, hvor hun tænkte tilbage til sin dødsgang. Den dag hun blev myrdet, i en simpel butik, hvor en mand var gået amok med et maskingevær. Der havde ikke været nogen grund til at bruge det, det var blot en simpel bondeknold, der var på nødensrand, og havde brug for penge. Han havde været tæt på et nervesammenbrud, og det ente derfor ud i 6 menneskers død, deriblandt hendes. Hun havde blot været 24 år, med et helt liv foran sig. Selvfølgelig havde hun stadig et, men dette liv indgik ikke i de forventninger hun selv havde sat sig. Hun havde taget en kolossal drejning, fra den søde lille landpige, og var blevet til en hver forældres mareridt. Men det rørte hende ikke, det der rørte hende var at hun aldrig fik mulighed for at hævne sig på den mand der havde gjort det, aldrig havde fået mulighed for at se ham i øjnene og fortælle ham hvilken smerte han rent faktisk havde forvoldt. Han blev ikke pågrebet, så snart han havde røvet butikken forsvandt han som dug for solen. Hvilket også var en af mange ting der havde generet hende. At hans flugt ikke var blevet forfulgt, at han bare var gået ustraffet fra det, med penge i hånden. Givet vist havde han vel samvittigheden på bagen, som konstant ville gnave i hans baghoved. Det håbede hun da.
Et hårdt spark sendte hendes sten, ind i mørket, og videre ind i gyden. Hun havde ramt skævt på den, hvilket gjorde hendes skud forgæves. Men det betød da ikke at hun ikke kunne gå efter den. Der skulle langt mere til for at fjerne hende fra hendes egentlige beskæftigelse. Jo tættere kvinden kom på gyden hvor stenen var blevet kastet hen, desto mere irriteret og frustreret blev hun. Det var tydeligt at denne kvinde havde behov for at komme ud med sin vrede. Skrig ville ikke være nok på nogen måde, der skulle næver til, og sådan ville det bare være under nogle omstændigheder. I det samme syntes hun der var noget ude i øjenkrogen som generede hendes tilgang til sin sten. Hendes nærmest isblå øjne, kastede et blik til den ene side, og skimmede let med øjnene for at se lidt bedre. Var det en mand? Forenden af gyden. Lyset udgjorde dog det endelig resultat for hendes forvirring og antog at skikkelsen var to mænd, den ene havde dog langt hår. Han stod foroverbøjet over ham der lå på jorden, en typisk ’Football Star’ som de fleste ville kalde ham sikkert. Hun gik forsigtigt nærmere, selvom hendes instinkter fortalte hende at det var dumt, kunne hun ikke ligge sin dumme nysgerrighed væk, den var som regel skyld i de fleste ulykker der skete omkring hende, fordi hun simpelthen ikke kunne holde næsen for sig selv en gang imellem. Med en kort rømmende lyd, lod hun sit blik falde frem og tilbage imellem disse to, inden hun startede ud med at tale.
”Undskyld, men har De brug for hjælp?” Gestussen virkede gammeldags, selvom det var i en nyere tid, men ikke alle normer kunne hun lægge fra sig, da de var som indprentet i hendes baghoved.

Letter betaget af ventetiden opdaget Wicked faktisk ikke den skikkelse som dukket op i gyden bag ham, han havde faktisk hørt lyden af en sten som rullet en smule hen over jorden før den atter stoppet med bevæg sig. Et øjeblik efter lod en kvindes stemme og Wicked vendt sig langsomt om, han var ikke ligefrem overrasket over at hun havde fundet ham men på samme tid udvist han hellere ikke den største glæde for blive opdaget med en mand som han selv havde sendt ud af bevisthed men så igen, livet var jo ikke ligefrem sjovt uden at de undvidne kom lidt ind i vejen. Han trak vejret langsomt mens han kiggede på hende og han tog et snif for finde ud af hvad hun var for en. Engle duften var en smule nem og genkend og hun ville sikker være en af dem som ville prøve på og stop ham for det var en del af de job som engle nu havde, eller det hvad Wicked havde hørt fra hans tid i helvede før at han endelig kom op og blev en del af de menneskelig verden "hvad ser det da ud som?" Sagde Wicked kort mens han kiggede på hende med roligt blik. Wicked gik ude fra engelen selv ville kun opdag det og vis ikke.. Ja så måtte han vel bare sæt hende ind i sagen selv det nok ikke var det bedste trak som Wicked ville kun komme op med, lige meget hvad måtte han vel hellere selv komme en lille historie om hvad der skulle til og forgå når manden engang våget op for det ville måske give større mulighed for lokke englen med i det hele, ja det kun faktisk være ret så sjovt og havde hende med på en anden form for morskab.
Wicked trak vejret langsom og han gave sig til tid til kig nærmer på hende eftersom hun nu nok ikke havde tænkte sig og efterlad ham med manden, hun var nydelig engel af natur, det var nemt og sige, men engle havde jo en list større skønhed end den som de nu havde haft som menneske, eller nu kun han aldrig være sikker på at hun havde været et menneske for de var os dem som der var født sådan..

De normalt så rolige øjne kiggede nærmest skræk indjagende på manden, der stod ved den bevidstløse skoleelev. Hans stemme løb hende koldt ned ad ryggen. Ikke pågrund af ham i helhed, men pågrund af det som hun selv en gang havde været vidne til. I samme nu begyndte hændelserne fra hendes fortid, lige så stille at snige sig ind imod hendes sind. Flashbacks som hun selv havde gemt væk langt inde i hendes sind, bankede imod de murer som hun selv havde opsat for at gemme det afvejen. Ikke nok med det, havde hendes tid i galeanstalten gjort hende ekstremt sårbar på visse områder. Mere sårbar end hvad hun selv ville indrømme overfor sig selv. Hendes liv var sådan set blevet totalt ødelagt efter hendes egen død, og hun forstod stadig ikke hvorfor hun endnu var i live, eller med andre ord, sendt tilbage til jorden. Kvinden mente ikke selv at der var noget tilbage her som hun kunne gøre.
Dog var der tider hvor hun endnu blev ved med at bilde sig ind, at hun aldrig havde været død, blot bevidstløs i nogle minutter, og haft en underlig drøm, derefter kommet tilbage til virkeligheden igen.
Hendes 45årige lange død, havde skabt en ustabil tilstand for kvinden, der gjorde at hun var så ekstremt uberegnelig som hun nu kunne være. Hendes sindstilstand, var ikke videre let at aflæse, da hun hele tiden kunne overraske på de mærkeligste måder. Den 69årige gamle engel greb langsomt fat omkring hendes eget hår. Imens de krystalblå øjne kiggede stift ned imod jorden. Efter et stykke tid hvor hun bare stod og prøvede at samle sine tanker, med en svag men hørlig rystende stemme, kom en svag sætning ud af hende; "Gå væk fra ham." Mumlede hun lige så stille, men stemmen var hørlig nok til at man kunne hører den fra det sted af, hvor han stod. I samme nu, gik hun hen imod dem og skubbede ham væk fra drengen, selvom det måske ikke havde været det bedste træk alligevel, men hendes sindstilstand, var langt væk fra det normale jeg hun til dagligt havde. Hendes lettere tomme blik gled ned imod den unge skole knægt, der sikkert gik på universitetet, eller en eller anden form for videregående uddannelse. Men selvom hun sikkert havde skubbet manden som havde stået foroverbøjet over drengen, var det ikke til at vide, om hendes indbrud i den egentlige affære der havde forgået, måske kunne drejes imod den mand hun egentlig lige havde reddet. Det kunne dog også være det ville gå ud over den anden mand, hvis identitet hun ikke kendte til.
Endnu et dryp lød i baggrunden, hvor med det virkede som et tikkende ur, til en snart eksploderende bombe. De kolde tomme krystal blå øjne, betragtede stadig drengen, imens hænderne lige så stille gled ud igennem hendes hår. Givet vist var denne dreng ikke den mand som havde myrdet hende for 45 år siden. Men hendes tilstand var så uberegnelig og næsten ukontrolleret at det ikke var til at sige hvad hun kunne finde på det næste øjeblik.
Pludselig satte hun sig ned på hug og greb fat i hans krave og trak hans livløse legeme op fra jorden, hvor hun nær studerede hans ansigt som var han et eller andet fremmet indvid fra en anden planet.
"Hv.." startede det lige så stille ud. Der kom ikke flere ord ud over hendes læber, før end hun nærmest begyndte at råbe hulkende imens hun ruskede hans overkrop. "Hvorfor?!" Skreg hun imens hun blev ved og ved. I hendes sind, var han den mand der havde dræbt hende, selvom det langt fra var tilfældet. Han var end ikke født på daværende tidspunkt. "Hvorfor skulle du dræbe mig?!" skreg hun hulkende, grædende, og totalt åndsforladt. Imens hun ruskede og hamrede hans hoved ned i asfalten, som ville hun knuse hans kranie.