En tys nat - Adriana

De mange fugle som ellers havde været så aktive og tidligere på dagen, var nu taget i skjul for nattens kolde vinde og underlige lyde, der kom nogle få lyde inde i buskadset, sikker nogle vildsvin eller noget som var kommet til vandhullet for at kunne få noget at drikke, og alt imens de mange små nyttedyr tittede frem fra mørket, sad en ubevægelig skikkelse henne ved et træ, dybt begravet ind i skyggen af dets omgivelser, dog var der nogle røde øjne der skinnede svagt i mørket. Nogle øjne som ikke var nogen man skulle spøge med, disse øjne til hørte en 400 år gammel morder, der igennem tiden havde gjort værre ting end hvad en bande kunne gøre til sammen, selvom det måske ikke havde været hensigten, men derfor havde man jo stadig gjort det, han kiggede stille rundt og vidste ikke hvad han lavede her, skulle han begå mord på et dyr får at få noget at spise eller hvad ville verden have ham til, han kunne nu i grunden godt blive forvekslet med en albino, hvis det ikke havde været for det sorte halv lange hår, som han nu havde fået til egnet sig fra fødslen, men havde det været blond ville der sikkert have været svært at kunne miste nogen form for mistænke til om han var en af de mange mennesker der led af denne medfødte sygdom ved en fejl inde i fosteret. Han sukkede lettere irriteret over sig selv over at hans tanker skulle være så skide svære at finde ud af, både for ham og andre, han kiggede stille rundt, men vendte så de røde øjne mod himlen, hvor månen ville frem men var få svag til at kunne lade sine stråler gennemborer denne tætte sky bedækkede himmel som vidste et hav af utallige steder som man endnu ikke havde opklaret, om hvorfor det var sket, og alverdens spørgsmål som han ikke engang kunne komme på i dette øjeblik alt var bare uklart for ham lige nu. Han rystede lidt på hovedet og kiggede nu ned på jorden og lod en finger strejfe hen over dets kølige og fugtige grund. Det var som om dette sted talte for sig selv, sagde at det var et fugtigt sted, hvor dyr og planter kunne slå sig til ro. Lige meget hvilken race det var, men betød det så også at han skulle slå sig til ro i et sådan sted? Han var jo trods alt os et rovdyr, kunne man vel sige, i hans eget sind var han, dømt til at dræbe, dømt til at være en rædsel og et væsens værste mareridt.

//Sko: http://www.polyvore.com/cgi/img-thing?.out=jpg&size=l&tid=7181904


Skridt der ikke ligefrem var lydløse kunne tydeligt høres i de knitrende blade og kviste som lå på den ujævne jordvej. Dog var det ikke kun skridtene som afslørede Adriana, men hendes mumlen om hvem fanden der kunne finde på at anlægge så meget ujævn jord på lige dette sted. Havde de ikke tænkt på hvor upraktisk det lige var når man kom med sine lyserøde højhælede sko fra Donna Karen New York. Hun lovede sig selv at hvis hun fik fingrene i vedkommende havde han bare at hoste op med et par nye sko, ja han havde så. Hun nikkede for sig selv, og stavrede videre. Hvor hun egentlig var på vej hen vidste hun ikke, hvad hun lavede her viste hun så heller ikke, dog vidste hun godt hvordan hun var kommet her. Sådan ca... Hun var næsten lige flyttet til byen og kunne endnu ikke helt finde rundt, og nu var hun så faret vildt – igen..

En høj lyd skar igennem de tilsyneladende tomme område, Adriana for sammen og tog armene op for hovedet, som for at beskytte det. Men hvor ville det ha' været en ynkelig beskyttelse, en der overhoved ikke ville ha haft virket, men det tænkte hun ikke på. Lydens sidste spor døde ud, og Adriana så langsomt op, men som før var der ikke noget, så hun skyndte sig at rejse sig op. Hun strøg glattende sine hænder ned af den hvide top og de lyserøde små shorts. Selvom hun var faret vild ville hun ikke have folder i tøjet! Adriana så frem for sig, og fik øje på noget blankt, hun lagde hovedet på skrå. Var det en sø? Ja det måtte det være. Adriana gik hen imod den.

Han kiggede fortsat frem og lod sit blik lukke sig i med et stille suk, ind i mellem ville han ønske at han kunne sove, bare lade sig glide hen i en søvn men gjorde det ikke, han holdte sig vågen, selvom mange troede at vampyrer da ikke kunne sove, hvilket så var løgn, vampyrer kunne godt sove, havde bare ikke behov for de store mængder hvile og søvn. Han mumlede lidt for sig selv om at verden var et underligt sted, at han aldrig havde forstået dets betydning og gode velvære ved det, dog kunne han da godt se at ja der var nogle gode tider, men hvorfor leve når man skulle dø, for at gøre civilisationen til et mere behageligt sted for sine efterkommere? Men det besvarede jo ikke grunden til at dø. Sjovt at man i Jehovas Vidner sagde at da Adam og Eva levede kunne man leve evigt, og hvis de ikke havde spist æblet kunne folk den dag i dag, leve evigt, men der var jo allerede nogen der nærmest levede evigt, til den dag hvor folk mente at nu var det på høje tide at de skulle dø, selvom han ikke fattede det, hvorfor skulle man skade noget som ikke var vedrørende til personen, han kunne da forstå det hvis det var en kæreste, kone, eller en meget tæt ven, men heller ikke… han stoppede sin sætning da han ikke gad tænke over det mere, han vidste at hvis han blev ved endte han et eller andet freaken sted om hvorfor den blomst på hans venstre side var lyserød, eller hvor pæn søen nu var, han himlede let med øjnene for at kunne droppe de sætninger der bare blev ved med at kredse rundt inde i hans hoved, at han til sidst blokerede for dem, da han ikke gad at tænke over det mere, kunne da ikke være rigtigt at han skulle tænke hele tiden, selvom han lige nu, hvor han prøvede at blokere sine tanker, tænkte han alligevel, hvordan han skulle styrer sin krop, og sine sanser. Han kiggede lidt hen mod en bevægelse som han havde opfanget i øjenkrogen og ventede til at den eller det kom frem fra sit skjul, han så dog at det blot var et egern og smilede lidt for sig selv inden han igen kiggede ud mod søen men blikket flakkede igen hen mod en skikkelse der så ud til at ligne en kvinde, eller han var ikke helt sikker, men man kunne vel aldrig vide. Han bed sig let i læben men kiggede op på himlen.

Den lette vind tog i Adriannas løse hår, og blæste ind foran hendes ansigt,
og prøvede at føre det ud imod søen. Håret lod sig midlertidigt ikke påvirke
af at det hverken kunne, eller af det skullende blik som Adrianna tog på.
Hendes humør kunne ikke ligefrem siges at være godt, men hvor mange ville
nu også lige være det når de var faret vild og nu havnet i en form for sump
mens man havde yndlingsskoende på. Ikke særlig mange, og Adrianna stod
øverst på listen over dem.
Adrianna prøvede at få kontrollen over håret, men det ville ikke som hende,
dette fik nogle ord der ikke var børnevenlige til at forlade hendes læber med
en hvislende og indædt forbandelse. Det var en forholdsvis lille ting at blive
vrissen over, og det var noget hun under normale omstændigheder ikke ville,
og det gjorde hende blot endnu mere irriteret. ”...det er også den dumme sumps
skyld!...” mumlede hun og vente sit blik mod søen. Hun stod og stirrede på den
som om at den ville forsvinde af den grund. Adrianna var så fokuseret på sig
selv og sit ejet humør at hun ikke bemærkede at der rent faktisk var andre til
stede end blot hende selv..

Han kiggede fortsat frem og lod sit blik lukke sig i med et stille suk, ind i mellem ville han ønske at han kunne sove, bare lade sig glide hen i en søvn men gjorde det ikke, han holdte sig vågen, selvom mange troede at vampyrer da ikke kunne sove, hvilket så var løgn, vampyrer kunne godt sove, havde bare ikke behov for de store mængder hvile og søvn. Han mumlede lidt for sig selv om at verden var et underligt sted, at han aldrig havde forstået dets betydning og gode velvære ved det, dog kunne han da godt se at ja der var nogle gode tider, men hvorfor leve når man skulle dø, for at gøre civilisationen til et mere behageligt sted for sine efterkommere? Men det besvarede jo ikke grunden til at dø. Sjovt at man i Jehovas Vidner sagde at da Adam og Eva levede kunne man leve evigt, og hvis de ikke havde spist æblet kunne folk den dag i dag, leve evigt, men der var jo allerede nogen der nærmest levede evigt, til den dag hvor folk mente at nu var det på høje tide at de skulle dø, selvom han ikke fattede det, hvorfor skulle man skade noget som ikke var vedrørende til personen, han kunne da forstå det hvis det var en kæreste, kone, eller en meget tæt ven, men heller ikke… han stoppede sin sætning da han ikke gad tænke over det mere, han vidste at hvis han blev ved endte han et eller andet freaken sted om hvorfor den blomst på hans venstre side var lyserød, eller hvor pæn søen nu var, han himlede let med øjnene for at kunne droppe de sætninger der bare blev ved med at kredse rundt inde i hans hoved, at han til sidst blokerede for dem, da han ikke gad og tænke over det mere, kunne da ikke være rigtigt at han skulle tænke hele tiden, selvom han lige nu, hvor han prøvede at blokere sine tanker, tænkte han alligevel, hvordan han skulle styrer sin krop, og sine sanser. Han kiggede lidt hen mod en bevægelse som han havde opfanget i øjenkrogen og ventede til at den eller det kom frem fra sit skjul, han så dog at det blot var et egern og smilede lidt for sig selv inden han igen kiggede ud mod søen men blikket flakkede igen hen mod en skikkelse der så ud til at ligne en kvinde, eller han var ikke helt sikker, men man kunne vel aldrig vide. Han bed sig let i læben men kiggede op på himlen. Imens kom nye tanker frem, hvorfor var der så mange religioner når der i grunden kun var nogen der sagde ja til de forskellige ting fordi de ville have gaver og det, men der var os i andre religioner hvor man slet ikke skulle bestemme selv, at man ikke kunne vælge selv. Han hævede det ene bryn over sin tanker og troede generalt bare ikke på noget, han havde stor viden omkring religioner men han troede ikke selv på nogen, det var der sikkert mange der fandt underligt.