Please Don't Rain On Me

Sted: Foran Desiré Noir
Tid: 01.05
Omgivelser: Intet
Vejr: 8 grader, overskyet.

Anastasia havde sat sig ude foran den 81. etage høje bygning, hvorfor hun sad netop der kunne nok have mange betydninger, men mest af alt så var hun jealous. Jealous på de mange piger der arbejdede dette sted, de havde jo alt. De var smukke, rige, havde fyre der forgudede dem. Så var der piger som Anastasia, unge piger der mest af alt var forvirrede og især hende af alle. Ana var utryg ved verden, og ved sig selv. Hun havde boet i Terre i 3 måneder efterhånden og selvom hun havde fået et udemærket arbejde som assistent ved det store mode firma, så manglede der alligevel en del ting før at hendes liv sådan for alvor kunne falde på plads.

Hun havde brug for ro, hun havde brug for venner og hun havde brug for at se sig selv på en anden måde. Men der var bare et problem. Ana var aspara, en race som ikke nok med at være ret så sjælden også var meget eftertragtet. Der var mange mørke væsner i denne by, folk der ville have fat i hendes blod eller i hendes sjæl. Det var nok derfor at hun efter 3 måneder stadig ikke kendte ret mange folk, hun turde ikke stole på nogen og hun forsøgte stadig at finde den lille familie hun nu engang havde, også selvom hun ikke anede hvor hun skulle søge efter dem.

Anastasia kiggede på klokken, hun burde nok snart gå hjem. Hun boede i en lille kælderlejlighed i Terre, den var jo faktisk fin nok, den var bare en smule kold og når man i forvejen var ensom som hende, ja så skulle der ikke meget til for at gøre verden en smule mere nedern, og det var nok det som denne afsten var sket. Hun sad i en rød sommerkjole, bare ben og en lille jakke over sig. HUn frøs fakisk også en smule, men igennem sorgen og smerten over tabet af sin familie, ja så mærkede hun det næsten ikke, hun følte bare hun havde brug for ro, frihed og... Intethed.

Baalichi gik rundt uden egentligt at tænke over, hvor hans fødder bar ham hen. Lige nu var han fordybet i sine tanker om livet... Eller hvad man nu kunne kalde den over 2000 år lange eksistens, som han nu havde udlevet. Godt nok havde han formået at udrette store ting, men han følte sig nu ensom. Mange døde, inden han nogensinde selv ville overveje at lægge sig i en etværelses med låg. Så lige nu gik han bare, indtil han ikke gad mere.
Kort løftede han hovedet for at finde ud af, hvor han var henne. Åbenbart havde hans fødder valgt, at han skulle hen foran Desiré Noir. Ikke ligefrem det han havde forestillet sig, men det var nu her, han var endt. Pludseligt fik han øje på en ung kvinde, der sad foran bygningen og så lige så trist ud, som han følte sig. Måske kunne han snakke lidt med hende? Hun så ret yndig og sød ud. Men hun virkede også meget usikker og ensom.
Så han valgte stille at gå hen ved siden af hende.
"Undskyld mig, frøken? Ville De have noget mod, at jeg satte mig her?"
Han smilte venligt til hende og talte meget venligt.

Anastasia sukkede kort for sig selv og lod så en hånd glide igennem det blonde hår og let placere et stykke af det bag hendes øre, hun kiggede i mod himlen, det truede med snart at begynde at regne og på en eller anden måde var det bare ganske passende til hendes humør. Hun følte sig en smule melankolsk som hun sad der og anede faktisk ikke helt om hun skulle sige A eller B her i livet, hun var efterhånden så fortvivlet at hun flere gange havde overvejet at tage sit eget liv, bare for at slutte det.

Anastasia fornemmede nogen gå i mod hende, en skikkelse og hun løftede roligt blikket imens hun mærkede et kick af adrenalin gå igennem sin krop, hun stolede på ingen måde på fremmede. Mange væsner kunne lugte hvad race hun var, men Anastasia var slet ikke gammel eller god nok til at kunne aflæse dem og hun havde derfor absolut ingen idé om hvilke væsner der gik forbi hende på gaden, hvilket nok skræmte hende endnu mere end hvad godt var.

Da skikkelsen kom tættere på kunne hun se det var en mand, han så en del ældre ud end hende. Anastasia rejste sig op, af ren skræk for at han ville løbe efter hende og hun skulle stikke af: "Ehm... Jeg... Jeg tror jeg skal gå" sagde hun blot da han spurgte om han måtte sidde, hun var ikke tryg blandt fremmede og det var jo nok derfor hun ingen kendte, hun turde slet ikke give dem en chance. Tænk hvis de var vampyre som var ude efter hendes blod? Hun havde også hørt der var varulve og djævle i byen, hvordan kunne man dog nogensinde stole på folk når alle havde disse underlige magiske... Tendenser?

Baalichi kiggede bekymret på pigen. Hun virkede til at være helt ude af den, og han havde da et par ideer om, hvorfor. Men han gad da nok vide, hvorfor mon hun var så angst, at selv en venlig sjæl som Baal virkede skræmmende. Stille kløede han sig i nakken, mens han kiggede på hende. Lugten af aspara var helt klart tydelig, så hun havde sikkert oplevet, at der havde været mange folk, der havde prøvet at forgribe sig eller værre med hende. Ret forfærdeligt. Men nu skulle hun da ikke smutte. Det kunne jo godt være, at hun havde brug for en ven.
"Jamen, undskyld mig da, unge frøken. Det var ikke meningen, jeg ville trænge mig på. Men De virkede bare lige så forvirret og ensom, som jeg også følger mig af og til i denne verden."
Nu håbede han ikke, at hun ville synes, at han var for langt ude, men hun virkede som om hun havde brug for noget venskab her i byen.

Baal ventede stille på, at hun svarede, og imens tog han en cigaret frem, tændte den og begyndte at ryge den. Dog var han meget opmærksom på ikke at sende røgen hen mod pigen. Det havde han altid gjort, for han havde altid set det som ubehøvlet at sende røg i folks ansigter.

Anastasia blev stående et par meter fra ham, dog var hun ikke løbet sin vej endnu og det var vel en start. Hun betragtede ham og rynkede så på panden: "Hvad er du?" spurgte hun, som havde hun krav på at vide det, men det havde hun jo nærmest også. Hun ønskede at vide enten hvem eller hvad hun talte med, verden var så.. Underlig. Verden var så forvirrende og hun var bange for at alle folk var djævle, vampyre og varulve. HUn havde aldrig mødt magiske væsner før at hendes familie døde, hun havde altid boet i en tro på at alt var okay og at verden var et godt sted, men af og til så måtte man jo indse at verden ikke altid var som man håbede.

Hun kunne ikke helt aflæse ham, han så vel flink nok ud, og alligevel så var han meget maskulin, han havde sikkert også evner der kunne knække hende sammen på et øjeblik og hun kunne ikke særligt godt lide tanken om det. Hun ville bare gerne være i fred, hun ville gerne dø i fred. Ja faktisk vidste hun ikke hvad hun ville, men hun vidste bare at det liv som hun kørte lige nu på ingen måde fungerede og hun var nødt til at prøve noget nyt, på en eller anden underlig måde. Hun turde bare ikke.

Anastasia kiggede roligt i mod hendes ur: "Og... Hvorfor er du ude nu?" spurgte hun ligeledes, burde folk ikke sove? Var det ikke noget med det kun var vampyre der levede om natten? Åh Gud! Var han vampyr, ingne tvivl om at Anastasia var meget paranoid og sådan følte hun sig skam også, hun følte sig usikker og som stod alle folk klar til at springe på hende og bide hende: "Ja undskyld, men jeg er ikke vant til området" sagde hun blot da hun fik en smule dårlig samvittighed over at stå og beskylde ham for ting i sine tanker, han havde jo trods alt intet gjort hende, ikke endnu ihvertfald.

Baalichi nikkede anerkendende, da hun spurgte til, hvad han var. Så han tog det sidste sug af sin cigaret og smilte til hende.
"Tja, nu må du ikke blive skræmt, men jeg er en hybrid. Halvt engel, halv dæmon. Og bare rolig, det betyder bare, at jeg er i stand til rent faktisk at tage moralsk afstand fra de andre dæmoner. Min engledel har den største andel af mig. Og mit navn er Baalichi Iman. Men bare kald mig Baal."
Han smilte til hende for at berolige hende, men han vidste godt, at hun formenligt bare ville være endnu mere skræmt end hun var før. Men hvad kunne han gøre ved det? Det eneste han kunne gøre var, at han kunne være så flink mod hende som muligt, og så bare vise, at det ikke er alle dæmoner, der ønsker død og ødelæggelse. Eller... Det gjorde han jo stadig, men han skabte mere ødelæggelse blandt de kriminelle end blandt lovlydige.

"Det gør ikke noget, unge frøken. Og hvorfor jeg er så sent ude? Jeg er lidt af en natteravn, for at sige det mildt. Natten er min inspiration, til når jeg sidder og skriver digte. Specielt solnedgange og solopgange er det mest fantastiske."
Han smilte ganske stille til hende, mens han prøvende tog et skridt hen i mod hende. Bare for at se, om han måtte komme på en lidt mere venskabelig bølgelængde.
"Og hvad er De så? Og hvorfor er De så sent herude, frøken?"
Siden hun nu virkede så angst for at være her, så var det da næsten dumt, at hun var herude midt om natten. Specielt med vampyrer og så videre.

"Baalichi? Why?" spurgte hun forundret, det var ikke et særligt fransk navn, men faktisk så han nu heller ikke særlig fransk ud. Dog gjorde det hende ingenting, Anastasia var jo selv fra England og man kunne ikke ligefrem kalde hende racist. Anastasia var jo heller ikke et fransk navn, det var russisk. Ofte havde de franske tunger også svært ved at udtale hendes navn, hvilket ofte irriterede hende. Dog havde hun ikke så mange venner at hendes navn blev sagt særligt ofte, det var mest hendes forældre der kaldte hende det, og de sagde jo ikke ligefrem så meget mere. Alene tanken fik hende til at sukke let, alt var bare så meget nemmere for et år siden.

"Fordi jeg ikke kan sove" svarede hun blot, måden han talte på skræmte og irriterede hende på samme tid, han lød jo som om han var flere hundrede år gammel, det var han sikkert også og mere til. Det var jo også en af de ting der skræmte hende ved disse væsner, de kunne jo have oplevet både Jesus, jordens opstandelse og den sorte pest. Det var en ret skræmmende tanke for en ung pige som Anastasia, der nærmest intet havde oplevet i sit liv,d og vidste hun jo godt at hun kunne blive lige så gammel, hvis da bare ingen onde magter blandede sig.

"Anastasia.." sagde hun som en kort præsentation af sig selv: "Sorry jeg bryder mig ikke så meget om fremmede" smilede hun som hun stod der fire meter fra ham med armene over kors, og lige nu nægtede hun også at gå tættere på, hun ville da gerne have nye venner, men det skulle ikke være for enhver pris og selvom denne.., Bal... Hvad end han hed, virkede flink. Så virkede han også en smule snusket, Anastasia følte hun havde aflæst ham med det samme og stod derfor nu på afstand en smule i tvivl om hvad hendes næste trin skulle være.

Baal tænkte sig en smule om.
"Hvorfor Baalichi? Det ved jeg ikke. Men jeg stammer heller ikke herfra. Jeg er født og opvokset i 'oldtidens Grækenland', som det kaldes nu. Så derfor har jeg dette, som du udtrykker med dit ansigt, besynderlige navn."
Han var godt overrasket over, hvor utroligt indelukket pigen virkede. Det virkede virkeligt med hendes korslagte arme, at hun overhovedet ingen interesse havde.. Og dog.. Alligevel så hun ud til at smile, hvilket bare gjorde ham endnu mere forvirret. Hvad pokker mon han skulle gøre ved det?

Så Baal stod og tænkte sig om et stykke tid. Men det blev kun et par sekunder, da han hurtigt blev enig med sig selv om, at han bare skulle prøve at varme hende op, selvom han måske virkede som den lidt skræmmende type.
"Hør.. Det gør ikke noget, du ikke kan lide fremmede. Mange kan det ikke, når de først kommer her til byen, og de møder en person, der har levet i rigtigt mange år. Men jeg ønsker dig altså intet ondt. Ønsker blot dit venskab... Hvis du altså ønsker en ven, der kender byen ud og ind på den gode måde, og kan hjælpe dig med at undgå de værste personligheder i byen. Ikke fordi jeg er venner med dem, men jeg kender de flestes ansigter, og kan hjælpe dig med at genkende disse."

Næsten som ved en profeti kom der ovre på den anden side af gaden gående en gruppe folk, som mistænkelig vis lignede en gruppe hårdkogte fyre, der var ude på ballade. Baal holdte bryskt øje med dem, til de var smuttet. Heldigvis havde de ikke lagt mærke til dem.

Anastasia lyttede til hans livshistorie, eller ja... Livshistorie kunne man nok ikke kalde den, men han forklarede da noget om sig selv, hvilket også gjorde hende en smule nysgerrig. Så gammel var Anastasia jo heller ikke og som mange andre unge var hun draget af folk der kunne give hende informationer hun ikke vidste i forvejen: "Grækenland? Wow... Der har jeg aldrig været" sagde hun med et lille smil. Faktisk havde hun aldrig været andre steder end i England og Frankrig, hendes forældre kunne ikke så godt lide at rejse og som årene gik kunne Anastasia bedre og bedre sætte sig ind i hvorfor, selvom hun som barn inderligt havde hadet det.

Som han kom med sin lille tale omkring stedet og venskab, ja så lyttede hun. Selvom Anastasia talte, så var hun langt mere en lytter end hun var en taler og hun nikkede derfor roligt ved hans ord. Hun kunne da godt være hans ven, hun ville jo også gerne have en ven. Bare han ikke prøvede på noget! Var der ting som Anastasia ikke var interesseret i så var det kærlighed, sex og alle de der... Teenage ting, hun havde så mange itng at tænke på for tiden så sådanne ting lå meget fjerne, men en ven? Det var nu ganske fristende.

Hun kiggede roligt i mod ham og nikkede så langsomt: "Og hvad er dit foreslag?" spurgte hun og forsøgte at smile lidt, for ikke at virke alt for nervøs. Ville han ind i byen? Bare sidde og chille? Ana havde jo nærmest glemt hvordan man lavede venskaber med folk, alt lå meget fjernt for hende, især nu hvor hun i lang tid havde levet for sig selv uden sin familie. Hvorfor skulle verden og menneskelige relationer da også bare være så fandens indviklet?

Baalichi nikkede og smilte venligt til hende. Derefter startede han på sin sætning, men kom til at lyde lidt rusten, så han hostede og prøvede igen.
"Ja, undskyld, men når stemmen har været igang i 2544 år, så bliver den lidt rusten. Men Grækenland er et smukt land. Selvom det var dem der startede det, med at kvinder ikke måtte stemme til demokratiske valg."
Han vidste godt, at dette sikkert lød ret lamt, men han ville gerne vise, at han vidste en masse om sit fædrene land. Også for at vise sig selv at han endnu ikke havde glemt sine rødder. Men dette var nok ikke ligefrem tidspunktet for sådan noget.

Da Anastasia spurgte, hvad hans forslag var, blev han lige paf et kort øjeblik. Men han fattede sig hurtigt og tænkte sig om.
"tjaa, nu skal du jo sige, hvis du ikke er med på det, men jeg kender en hyggelig kro, hvor vi kan smutte hen og få en bid brød og lidt at drikke. Du ved, bare for at få fugtet halsen og få sat snakketøjet igang."
Han smilte til hende og var utroligt glad for sit kammeratskab med krofatteren på "Den Glade Sigøjner". Baal skyldte fyren utallige tjenester, men alligevel blev han ved med at gøre ting for Baal, så som at åbne om natten eller give et gratis måltid.
"Så, hvad siger De, frøken Anastasia?"

Anastasia nikkede roligt i mod ham, hun forestillede sig også Grækenland som et udemærket sted. Men ja han havde jo ret i at de også havde haft mange ikke så fornuftige ting på bordet, men det havde mange lande jo: "Nåh ja, Frankrig havde Napolion der førte krig i Europa" sagde hun med et smil og et let skuldertræk, det var jo sandt, alle lande havde vel deres dårlige sider og stortset alle lande havde haft deres dårlige tider. På mange punkter fra Anastasia glad for at hun ikke var så gammel, hun havde ikke oplevet mange af de dårlige ting her i Europa.

Anastasia rynkede let på panden imens hun et øjeblik stirrede på ham over hans foreslag: "Det... Det kender jeg ikke" sagde hun ærligt og med et lille træk på smilebåndet, hun kendte ikke så meget til de mange steder i Terre, hun kom jo ikke så meget ud. Hun anede derfor ikke om det var en bar eller... Noget helt andet. Anastasia drak ikke alkohol, generelt var hun bare en meget sød og uskyldig pige, og hun kunne godt lide at være sådan, især nu hvor hun hurtigt havde regnet ud af hun var en af de eneste i Terre og i hele Di Morga der havde det sådan.

Hun nikkede dog, det var vel okay. Hun kunne lige så godt forsøge at give ham chancen selvom det var med en kritisk rynke på panden. Hun rettede let på det blonde hår og det afslappede men dog stadig fine tøj på havde jo og hun afventede så at han viste vejen, det eneste sted hun kunne finde hen fra Desiré Noir var hjem, hun var endnu ikke blevet så gode venner med byens ret så underlige geografi.

Baalichi nikkede til hendes kommentar om Frankrig. Gode gamle Napoleon, tænkte Baal. Han var en sjov fætter.
"Nej, Den Glade Sigøjner er også en ret lille kro. Men den er hyggelig, og man kan næsten få alt der."
Han var glad for, at hun ønskede at gå med ham, for han trængte til en ven, lige så meget som hun så ud til at trænge til det. Selvfølgelig håbede han også på, at det kunne blive lidt mere romantisk, men nu skulle han heller ikke skynde på det. Hun så jo en smule fin ud i tøjet.
"Jamen, siden du gerne vil med, så kom!"

Langsomt begyndte Baal at finde vejen til kroen ad de store veje, mens han forsøgte at komme til at gå ved siden af hende, da han ikke ønskede, at hun skulle se de snuskede gader i Terre eller møde nogle folkene der endnu... Det ville hun sikkert ikke kunne håndtere.. Slet ikke, da hun var aspara, da disse fyre elskede at omringe en, og begynde at 'hygge' sig med dem. Mens de gik forsøgte Baal at snakke med hende.
"Men hvordan er en ung frøken som Dem endt her i Terre?"

De var snart fremme kunne Baal se, og heldigvis kunne Baal genkende bygningen på 100 meters afstand, og den var heldigvis stadig åben. Så de kunne stadig nå at komme indenfor og få noget at spise.

Anastasia smilede i mod ham og valgte alligevel at gå med, dog havde hun sine forholds regler, hun var ikke typen der bare sprang i armene på nye folk og ofte syntes folk hun var kedelig eller irriterende fordi at hun hele tiden skulle overveje situationer, men hun ville bare gerne være på sikker bund altid, hun var ikke god til at springe ud i nye ting og bare prøve ting hun ikke kendte til. Hun havde uden tvivl en meget lille safty zone som hun helst ville holde sig indenfor så meget som muligt.

Anastasia lagde hovedet let på skrå ved hans spørgsmål og sukkede så roligt: "Well jeg har boet i Paris med min familie i mange år" sagde hun og smilede roligt, selvom mindet om dem stadig kunne få det til at gøre ondt helt ind i hendes hjerte: "Men de døde, de blev forbandede... Alle udover mig" sagde hun roligt og kunne godt mærke det var en meget trist hitstorie hun nu var igang med. "Og da min far lå på sit dødsleje sagde han til mig at jeg skulle tage til Di Morga, for at finde en Asapara som ville passe på mig" sagde han og smilede roligt for sig selv.

Hun havde det svært med hele historien: "Så jeg har kun boet her i et par måneder" sagde hun roligt, selvom det føltes som en evighed, nok især fordi at hun jo ikke snakkede med så mange mennesker og ikke helt havde venner eller andet at lave: "Hvad med dig? Hvorfor bor du her?" spurgte han roligt og smilede så let til ham som de roligt gik afsted.

Baalichi nikkede anerkendende til det hun fortalte om sin familie. Selv nu kunne han mærke den brændende sorg over sit eget tab og hadet til de folk, der havde forvoldt hans forældre døden, de ikke havde fortjent. En blodåre blev lidt tydeligere i hans tinding, da hans minder om dette overfaldt ham igen, men han kom hurtigt til sig selv og kiggede på pigen ved siden af ham.
"Har selv også mistet hele min familie. De blev brændt inde i deres hus.."
Bitterheden var tydelig i hans stemme, og han hostede kort for at komme over det, så han kunne lyde mere venlig, og så begyndte han at svare på hendes spørgsmål om, hvor længe han havde været her i Terre.
"Tjaa, jeg har boet her i et par hundrede år, godt og vel. Har mistet tal på det. I hvert fald kender jeg byen ud og ind, og jeg har nogle gode kontakter her. Dog kun arbejdsmæssige kontakter."

"Men jeg synes ikke, vi skal dvæle ved fortiden."
De var ankommet til kroen, og han åbnede døren og holdt den for hende, mens han ventede på, at hun skulle gå ind. Det virkede måske lidt gammeldags og lidt for gammel-gentleman's agtigt, men han var opdraget af den gamle skole, og man skulle behandle kvinder med ærbødighed.

Anastasia kiggede roligt i mod ham som han også fortalte noget om sig selv: "Oh" sagde hun en smule overrasket: "Det er jeg ked af at høre" medgav hun, det var aldrig sjovt at have mistet nogen og Anastasia hadede virkeligt tanken om døden, men på den anden side så.. Ja det skulle vel bare ske nogengange, selvom det var så skide uretfærdigt, men i det mindste var hun glad for at han fortalte hende det, det gjorde ham i det mindste en smule mindre skræmmende.

Hun nikkede kort da han sagde de ikke burde dvæle ved fortiden, well det va rjo nemt for ham at sige, han havde jo mange års fortid at tænke på. Hun havde kun 21 år, 21 år af minder som hun ikke ønskede at glemme og som alligevel gjorde ondt at tænke på. Hendes familie sårede hende når hun tænkte på dem, men hun havde jo heller ikke lyst til at elske dem, for hun havde jo altid elsket dem meget højt og været meget tæt med dem.

Hun sukkede kort, men smilede som han holde døren for hende til kroen og hun satte sig roligt ned ved det nærmeste bord. Kroen var da ganske hyggelig, en smule mørk og ikke sådan et sted hun så ofte befandt sig: "Jeg vil bare gerne have kaffe" sagde hun med et roligt smil og lod sin jakke glide nedover hendes skuldre så den blomstrede sommerkjole rigtigt kom til syne. Hun havde altid meget feminint tøj på, men hun var også meget piget, især med det lange lyse hår der roligt faldt i mod hendes skuldre.

Da de kom ind ad døren, og hun fik taget sin jakke af, ledte han hende hen til bordet.
"Bare roligt, jeg skal nok gå op og bede om din kaffe, frøken."
Han smilede behageligt til hende, og gik derefter op til baren og bestilte to irske kaffer, hvis hun ikke var med deroppe. Derefter gik han ned til bordet med de irske kaffer (eller normale kaffer, hvis hun kom med op til baren) og gav den ene til hende.
"Men man skal passe på med hvad man glemmer og hvad man husker. Jeg husker tydeligt min familie, som de var, og ikke hvad der skete med dem... Eller jo, selvfølgelig, gør jeg det, men husker det ikke i detaljer. Det gør for ondt."
Han smilede til hende og valgte kort at klemme hendes håndled inden han tog en slurk af kaffen.
"Du skal nok komme over det. Det lover jeg dig."