Duty calls - Lawrence

Den hvide Dodge rullede ind på parkeringspladsen og motoren blev slukket. Scarlett trådte ud, lukkede bildøren efter sig og låste bilen. Der skulle være et eller andet show idag på Desiré Noir, og Scarlett var blevet bedt om at tage derhen for at holde lidt øje med, om der skulle ske noget. Hun var oveni blevet bedt om at klæde sig "formelt" på. Hun skulle give ham formelt, skulle hun. Og så lige i den her varme. Derfor havde hun valgt en hvid skjorte, der dog var så tynd at bh'ens konturer skinnede igennem. Denne var akkompaneret af en sort nederdel, der gik til ca midt på lårerne. Skoene var, hvad hun selv betegnede som sandaler med stilethæle. Det var altid så sjovt at se skomandens ansigtsudtryk, når hun spurgte efter dem. Hun håbede så bare på, at denne påklædning var nok til at hun faldt i et med omgivelserne.
Halvvejs væk fra bilen, stoppede hun dog op og vendte om. Hun låste den op igen og åbnede døren i passagersiden. Hun åbnede handskerummet og fandt sin tjenestepistol, samt det specielle hylster hun kunne have siddende på låret, inden under nederdelen. Da hun havde fået det fastgjort, lukkede og låste hun igen bilen, inden hun begav sig over mod indgangen.

Der var alligevel en del mennesker indenfor, men det lykkedes Scarlett at finde et afsides hjørne, hvor hun nogenlunde kunne holde øje med det hele. Det passede hende egentlig fint, at der ikke lige var så mange mennesker omkring hende, men at de alle syntes at flokkes omkring midten. Det gav hende alligevel lidt luftrum, og selvom hun havde det temmelig varmt, var det til at udholde frem for at skulle stå inde blandt alle de andre.
Hun greb en drink fra en bakke en eller anden tjener rendte rundt med og tog et sip. Den kunne godt være koldere. Hun koncentrerede sig lidt om væsken i glasset, og kondensen på ydersiden vidnede om, at denne nu var blevet væsentligt koldere. Igen tog hun et sip og et svagt smil trådte frem på hendes læber. Det var meget bedre. Hun rettede blikket over mod menneskemængden, men hun kunne stadig ikke se, hvad det var, de flokkedes sådan omkring. Ikke at hun havde nogen trang til at gå hen og kigge, men lidt nysgerrig var man vel altid.

Outfit

På 27. Etage sad Lawrence Watson på sit store kontor. Hans kontor fylte hele etagen, ganske simpelt fordi at 27 var hans lykkenummer. Han havde overtaget firmaet for snart mange år siden og selvom Lawrence ikke ligefrem gik op i mode så var han begyndt at føle sig tilpas i denne store bygning. Bygningen af kæmpe stor, 81 etager i alt. Han havde overtaget den efter sin farfar for selvom Lawrence absolut intet anede om mode, så vidste han en masse om økonomi og finansering, og det var dét der gav ham talentet og magten til hele tiden at udvide firmaet.

Det bankede på døren og en ung blondine stak hovedet ind: "Mr. Watson, det er tid" sagde hun roligt. Lawrence nikkede og rejste sig så op, kvinderne på ddette sted forgudede ham og det var nu ikke fordi han ville forgudes, han ønskede bare at folk gjorde deres arbejde, og heldigvis havde han heller aldrig oplevet det modsatte, folk forstod at de skulle gøre som han bad dem op. Lawrence trådte ud af kontoret og tog elevatoren 17 etager ned, til etagen hvor det store modeshow skulle foregå, sommerkollectionen skulle fremvises fra Lagerfield.

Der blev stille i rummet som Lawrence roligt trådte ind, og en ældre herre gik med det samme hen og gav ham hånd, de udvekslede et par ord, omkring mode, omkring dagen og de smilede kort til hinanden. Lawrence lod sit blik glide rundt i rummet imens at manden stadig talte, og han fik snart øje på en kvinde - men ikke hvilke som helst kvinde: "Undskyld mig" sagde Lawrence roligt til manden foran ham og hans sorte jakkesæt og ham gik nu over i mod kvinden han havde fået øje på, han havde ikke set hende længe, 3 år var det nok blevet til, for han huskede hende fra før Madison's tid: "Scarlett?" ordet brød hans ellers lukkede læber og han stoppede op få meter fra hende med et undrende blik, hvad lavede hun her?

Scarlett var efterhånden blevet træt af bare at stå, så hun havde besluttet, at hun ville gå lidt rundt. Måske endda få øje på, hvad det var folk flokkes sådan omkring scenen for, for der var endnu ingen modeller deroppe. Det hele skulle først til at starte om nogle minutter. Hun fik dog relativt hurtigt svaret, da hun fik øje på en kendt modekonge. Hun kunne umiddelbart ikke huske hans navn, men ansigtet havde hun set før. Det virkede i hvert fald til, at det var ham, alle prøvede at få et glimt af og endda røre.
Hun stillede det tomme glas, hendes drink havde været i fra sig på en bakke, der lige netop svævede forbi hende, mens hun fortsat havde opmærksomheden rettet mod folkemængden. En stemme bag hende, der kaldte hendes navn fik hende dog til at gå i stå og et lille glimt i baghovedet, fortalte hende at stemmen var bekendt. Det var dog først da hun vendte sig om, at det hele egentlig dæmrede for hende, hvem det var. Hun havde jo ikke set ham i... hvad der føltes som en evighed. Det der irriterede hende mest var sådan set, at hun ikke lige havde hans navn i hukommelsen. Var det Lester? Nej Lawrence. Et svagt smil trådte frem på hendes læber og hun rakte hånden frem som hilsen.
"Goddag Lawrence. Jeg må sige, at selvom jeg er glædeligt overrasket, havde jeg ikke lige ventet at se Dem her."
Hun kunne stadig ikke helt skjule sin britiske accent, men det var da blevet bedre med årerne. Sidst hun havde mødt ham, havde hun ikke været ret god til sproget, så i forhold til dengang var det ikke længere så gebrokkent, omend det stadig kneb med accenten.

Hun brugte stilheden til at tage endnu en drink fra en omkringsvævende bakke. Det var lidt sjovt, som tjenerne på en eller anden måde gik i et med området. Måske fordi hendes opmærksomhed lige nu var rettet mod manden foran hende. Manden hun ikke havde set noget til i flere år.
"Jeg vidste ikke, De var inde i mode? Eller vent. Kan det passe at det her, var det De arvede?"
Et svagt minde om en fortælling om et modefirma han skulle arve, havde netop passeret hendes hukommelse, mens hun havde stået og snakket. Hun havde dog ikke lige ventet, at det ville være det største firma i miles omkreds, for så vidt hun huskede, havde han ikke gjort noget stort nummer ud af at fortælle om det.
Selvom hun var venlig over for ham, tog det alligevel lidt tid at komme sig over chokket, som hans stemme havde efterladt i hende. Heldigvis var hun god til facader, så hun viste ikke sin svaghed (det var i hvert fald, hvad hun så det som), men af alle mennesker... Som tingene faldt på plads i hendes hoved, blev det nemmere at overskue og derfor være mindre overrasket. Hun håbede bare mest, at han ikke havde bemærket det øjeblik, hvor hun rent faktisk var gået i stå af overraskelse.

At hun ikke kunne huske hans navn ville nok overraske en smule hvis han havde vidst det, for han huskede bestemt hendes. Men nu var Lawrence heller ikke typen der havde sex med en masse tilfældige mennesker. De var nøje udvalgte og altid på kontrakt så intet kom ud til pressen. Lawrence var et meget privat menneske og der havde flere gange gået rygter om at han var bøsse indtil han giftede sig med Madison, fordi man aldrig havde set ham sammen med en date. Han gjorde bare ikke den slags og efter at Madison var død var han skam også røget tilbage i den gamle rytme, måske det var derfor han var særligt glad for at se Scarlett. Fordi det bragte gamle minder tilbage til hans hukommelse.

"Alt vel, Scarlett?" sagde han blot, folk han havde kneppet kunne han sagtens være på fornavn med, selvom Lawrence var magt liderlig og elskede det faktum at hun respekterede ham, hvilket jo nok også var derfor han engang havde fundet hende interessant. Lawrence var kun interesseret i folk der så ham som dominerende og folk der ønskede at underkaste sig ham, dette ligemeget hvilket punkt i livet det var. Seksuelt naturligvis, men på arbejde ønskede han også at folk gjorde hvad de blev bedt om og gjorde det når de blev bedt om det, og ikke fem minutter senere.

Lawrence smilede let: "Babe, jeg har haft firmaet her længe..." sagde han blot, han havde godt nok næsten lige overtaget det dengang de havde kendt hinanden, men stadig. Det var da snart 5 år siden han startede: "Men ja... Min farfars" forklarede han roligt og smilede skævt til hende inden han tog en tår af det glas champagne han stod med i hånden, det var skønt at se hende igen, hun var uden tvivl lige så smuk som hun altid havde været.

At han ikke sådan lige havde glemt hende måtte vel betyde - på trods af at hun faktisk var typen, der gav lidt modspil - alligevel havde efterladt et indtryk hos ham. Hun havde bestemt ikke glemt ham, men hun var i forvejen ikke for god til navne, og hun var rigtig god til at få disse blandet sammen. Hun vidste dog, at hun ikke kunne tale åbent om fortiden, og hun havde trods alt selv gået med til at holde det privat, så de forkerte øre ikke fik opsnappet noget. Hun valgte derfor lige nu at holde det på det formelle plan, som hun altid havde været vant til. Det var først når de var alene at facaderne forsvandt.

"Tjoo det går stille og roligt. Lige idag er det dog arbejde og ikke fornøjelse, der har trukket mig ind i denne fine bygning. Men nu skal hele samtalen jo ikke handle om mig. Går det ellers godt med Dem?"
Hun valgte ikke at spørge for meget ind til hans afdøde kone, for hun vidste ikke hvor ømtåleligt dette emne var.
De uvilkårlige flashbacks der som følge af mødet nu trådte frem, sendte en usynlig bølge gennem hendes krop. Det var som om, at minderne alene fremkaldte hendes mere dyriske side, netop fordi de nu vendte tilbage. Ikke at hun blev decideret tændt, det havde hun alligevel for meget selvkontrol til, men hun begyndte alligevel at føle sig tiltrukket af ham. Det var underligt, at det skete så ubevidst. Hun måtte virkelig få styr på sig selv.
Hun afslørede dog kun dette i et halvt sekund, idet hendes blik var blevet en anelse udfordrende for så at skifte tilbage til det venlige. Var han vågen ville han opdage det.

Hun fik lidt farve i kinderne, da han påpegede, at han havde haft firmaet et stykke tid, og hendes blik blev med det samme undskyldende.
"Det må De undskylde, men jeg var ikke klar over, at det var Desiré Noir De havde arvet."
Hun tog en tår af sin drink, mens hun fortsat betragtede ham. Hun havde alligevel glemt, hvor meget hun egentlig savnede deres "lege". Ikke fordi hun var forelsket, men fordi hun savnede afvekslingen fra det normale. Det havde på en eller anden måde altid været rart at komme til ham og nærmest få det hele serveret på et sølvfad. Jovist var hun nødt til at være underdanig til tider, men hun havde alligevel altid fået sin vilje. Hvordan vidste hun stadig ikke.

Lawrence smilede roligt til hende: "Arbejde, ja så?" spurgte han interesseret, om han havde glemt noget eller om hun faktisk havde arrangeret sig et godt job anede han ikke, men en ting var sikkert og det var at han nu stille stod og ventede, en ting var sikkert. Hun arbejdede da ikke i firmaet, gjorde hun? Han kendte naturligvis ikke alle ansatte på Desiré Noir, men han ville da alligevel være overrasket hvis hun var gået hans næse forbi. Han bemærkede ikke ret mange af de piger der gik rundt i deres høje hæle på gangene, men Scarlett var alligevel en kvinde man ikke kunne overse.

Lawrence smilede let: "Det gør ingenting" sagde han roligt for hendes ja... Forglemmelse. Han var kun glad for at se at hun havde det godt at han var endnu mere glad for at hun havde valgt at komme til denne dag: "Jeg er glad for at se at du har det godt" medgav han og lod en finger let glide henover hendes arm, blot fordi han kunne og ville. Der var engang han havde ejet hende, på kontrakt, på papir og i det virkelige liv. Men det var dengang og tiden havde ændret sig.

"Hvad siger du til at tage en kop kaffe bagefter?" spurgte han roligt og kiggede i mod hende imens han let lagde hovedet på skrå, han ville gerne høre mere om hendes liv, han ville gerne vide mere og opleve mere. Men ikke her og ikke nu, der var mange ting han ikke ønskede at normale folk skulle høre, og da slet ikke folk på hans firma: "Mød mig ved udgangen efter showet" sagde han med et smil og lænede sig så frem og gav hende et blidt kys på kinden. Han forsvandt derefter roligt ind i folkemængden, mest for at finde sin plads inden showet startede. Klar til at møde hende ved udgangen efter showet.

Scarlett kunne ikke helt lade være med at grine over hans overraskede reaktion. Eller det virkede som overraskelse, hun kunne ikke helt greje det. Hun tog endnu en tår af sin drink, inden hun svarede.
"Ja min chef sendte mig herhen. Der skulle være et modeshow, så jeg skulle bistå vagterne med sikkerheden."
Hun flashede kort sit politiskilt, inden hun lod det glide ned under bh'en igen. Hun plejede normalvis ikke at skilte med det, for det var faktisk nemmere at opdage forbrydelser, hvis ingen var klar over, at politiet var til stede. Det undrede hende alligevel en del, at folk ikke passede mere på, når der nu var risiko for, at betjente i civil var til stede, men så igen... mennesker var generelt dårlige til at lære af deres fejl.

Hendes smil voksede en smule over hans ord. Det var altid rart at vide, at hun ikke havde stødt ham ved at være glemsom. Det var faktisk utroligt, så meget hun egentlig glemte. Det var sikkert hendes alder, men det var alligevel... Irriterende.
Da han lod sin finger glide over hendes arm, gled der igen en rystelse gennem hende, denne gang lidt tydeligere, men stadig ikke af den dårlige slags. At hun engang havde været hans lå stadig i baghovedet, selvom hun jo havde været med til at lave kontrakten. Det var nok også en af grundende til, at hun var blevet hængende. Hun var meget selvstændig, og hvis nogle ting ikke kunne kompromitteres, havde hun ikke tængt sig at gå med til det.

Hans spørgsmål fik igen hendes smil til at vokse en smule. Fantasierne begyndte allerede helt uhæmmet at køre, inden hun fik stoppet sig selv.
"Jo det kan vi da sagtens. Indgangen? Det er en aftale."
Varmen steg igen til hendes kinder, da han kyssede hende, men hun holdt alligevel stadig sig selv i skak. Forretning først, så fornøjelse. Hendes lyster måtte vente til senere med eller uden ham.
Hun fulgte ham med blikket, da han tog plads, og Scarlett selv valgte at stille sig over i et hjørne igen for at kunne holde øje med det hele mens showet kørte.
Det gik faktisk uden noget videre tumult, så det havde trods alt været en nem dag. Hun havde dog ikke glemt sin aftale med Lawrence, og hun bevægede sig derfor ned til indgangen, mens hun spejdede efter ham.

Politi kælling? Ja på en eller anden mystisk måde så var det jo bare helt utroligt sexet. Han smilede kort for sig selv og tog selv plads henne på forreste række, han havde en speciel plads hvor folk altid kunne se ham og hvor pressen kunne tage billeder gennem showet, Lawrence havde aldrig forstået det, mest fordi at han jo absolut intet vidste om mode, han var kun med fordi han skulle og fordi han ejede firmaet. Han håbede at tjene kassen på tøjet, men han anede absolut intet om, om det var et godt eller et dårligt år bare ve da tkigge på tøjet, han syntes ofte at det så grimt og en smule underligt ud.

Da showet var færdig var klokken lidt i ti om aftenen, Lawrence havde fået et par glas champagne og var en smule små bedukket, men fuld kunne man ikke kalde ham. Et kort smil gled over hans læber som han placerede sig ved indgangen og afventede Scarlett, hvis hun da ikke havde fortrudt aftalen med ham. Han var selv ganske glad for at han var stødt ind i hende netop denne aften, det var meget længe siden han havde mødt nogen fra fortiden, gamle venner. Det kunne man vidst roligt sige hun var og mere til, desuden havde han savnet lidt kvindelige bekendtskab.

Han lod en hånd glide igennem sit lysebrune hår der efterhånden stod lidt tilfældigt ud til alle sider, men hans hår var ofte en smule pjusket. Som han stod ved udgangen kom mange forskellige mennesker forbi, takkede, fortalte hvor godt et show det havde været og forlod så roligt bygningen. Andre blev tilbage for at feste og fejre. Lawrence festede aldrig, han drak gerne, men det der med at danse rundt til musik - det var på ingen måde noget han kunne lide og det var bestemt ikke noget som han nogensinde gjorde.

Som han stod der fik han øje på hende et stykke henne, udgangen var jo trods alt stor, der var jo plads til mange mennesker og det kunne være svært helt at overskue det hele: "Hey" sagde han og smilede til hende, inden han gik over i mod hende og nikkede i retningen væk fra Desiré Noir: "Skal vi gå?" spurgte han og tilbød hans arm.

At Lawrence ikke videre tog sig af, at hun arbejde i politiet, gjorde kun deres genforening så meget nemmere. Ikke at hun havde mødt nogen, der tog sig synderligt af det, men risikoen var der vel altid. Især fordi det tit kunne virke som et afskrækningsmiddel, hvilket var temmeligt irriterende, eftersom at hun hadede at blive dømt på forhånd. På den anden side kendte hun jo Lawrence i forvejen, så han ville måske ikke dømme hende på samme måde, som hvis det havde været en komplet fremmed. Nu hvor hun tænkte over det, kendte hun nok ikke nogle som ham, der var så large med mennesker. Der var virkelig ikke ret mange, der kunne skræmme ham væk. Måske en smækfed kælling med hinkestensbriller, men det ville i hvert fald ikke være på grund af hendes erhverv. Tanken morede kort Scarlett.

Hun blev stående i sit hjørne, da showet gik i gang. Mest fordi at hun var i stand til at holde øje med det hele derfra. Det viste sig at være temmelig kedeligt arbejde, for der skete egentlig ikke noget gennem showet, så det endte med at hun satte sig ned og egentlig bare fulgte med i, hvad der skete på scenen. Hende selv havde kun fået de to velkomstdrinks, og da der alligevel var gået en del timer, var hun ikke ligefrem påvirket, da showet var slut. Hvilket nok også var heldigt nok, i og med at hun jo var i bil. Nu håbede hun så bare på, at det ville blive en mere spændende aften end det, dagen havde budt på.

Da hun fandt ham, trådte der igen et svagt smil frem på hendes læber. Det var underligt, men hun glædede sig faktisk til at nyde en aften/nat i hans selskab.
Ved hans spørgsmål nikkede hun, inden hun stillede sig en smule på tæer, så hun kunne hviske ham i øret.
"Men helst ingen kontrakter denne gang. Jeg nyder lige min frihed."
Den sidste del var ment i joke, for hun syntes ikke, at det havde været slemt. Hun havde bare ikke lyst til at føle, at hun var en eller andens ejendom længere.
Hun tog hans arm, inden hun igen lod blikket hvile på ham.
"Skal jeg køre, eller har du en eller anden fancy limousine stående klar?"

Lawrence lagde hovedet på skrå, en smule chokeret over hendes udmelding: "Ingen kontrakter? Du lyder som om du har planer?" sagde han med et lille skævt smil, han var nu en ganske charmerende mand og det havde de fleste piger på firmaet bemærket, dog var Lawrence ikke typen der udnyttede folk og han ønskede ikke at være sammen med hverken modeller eller assistener selvom de sværmede omkring ham, det var på ingen måde hans stil. Men han nød da uden tvivl at han havde magten og han nød da også at de gav ham den opmærksomhed de gjorde. Men om det var hans penge, hans jakkesæt, hans udseende eller hans veltalende sind, det vidste han ikke - og egentligt så var han også ganske ligeglad.

"Thomas henter os" sagde Lawrence, Thomas var hans assistent og det havde han været en hel del år, han kendte alt til alle dele af Lawrence's liv og Lawrence vidste at han ikke gik i byen med sladder, ellers var han skam blevet fyret for mange år siden. Kort tid efter holde en sort Audi op foran dem. Lawrence gik hen til bagdøren og holde den åben for Scarlett og smilede vneligt til hende så hun kunne sætte sig ind, den mand havde nu engang alle dage været galant. Lawrence selv gik rundt om bilen og satte sig ind ved siden af hende.

"Så... noget nyt under solen som politi bitch?" sagde han i et lille drillende grin og lagde hovedet på skrå, hun virkede som altid sexet, smilende og spændende. Det betød ikke at Lawrence forventede noget af hende, lige nu forventede han bare at komme hjem og slappe af, drikke et glas vin og bare snakke. Det var skønt at se hende igen og pludseligt kunne Lawrence mærke hvor meget han faktisk havde savnet hende.

Scarlett fandt tydeligvis hans chokering morsom. Ikke at hun grinede åbenlyst, men hvis man kendte hende godt nok var det let at læse i hendes ansigt.
"Næh ikke umiddelbart, men jeg ønsker ikke at være bundet længere."
Hendes smil voksede en smule, mens hun fortsat betragtede ham. Han havde altid været charmerende, men det var mærkeligt at hun først bemærkede det efter alle disse år. Hun rystede indvendigt på hovedet og skød tanken til side. Det var ikke væsentligt at tænke over på et tidspunkt som dette.

Hun nikkede til hans ord om at det var Thomas der ville hente dem. Ham kendte hun jo trods alt.
"Så han er altså stadig en vigtig del af inventaret."
Det drillende glimt i hendes øjne var ikke til at tage fejl af. Hun havde bestemt intet imod Thomas, men for Lawrence var det ikke normalt at han havde en ansat i så lang tid. De blev jævnligt skiftet ud.
Hun betragtede den sorte bil, som den kom trillende, inden den standsede. Hendes smil voksede en smule, da han åbnede døren.
"Stadig lige galant som altid kan jeg se."
Hun satte sig ind, så han kunne lukke døren. Hun betragtede Lawrence, mens han gik rundt om bilen.

Hans spørgsmål fik hende til at hæve øjenbrynet en anelse.
"Hvis jeg fortalte dig det ville jeg være nødsaget til at anholde dig og give dig livstid. Ud over det ville jeg nok blive fyret for at fortælle dig noget som helst.
Hendes smil voksede igen en smule selvomhendes tonefald var alvorligt.

Scarlett fandt tydeligvis hans chokering morsom. Ikke at hun grinede åbenlyst, men hvis man kendte hende godt nok var det let at læse i hendes ansigt.
"Næh ikke umiddelbart, men jeg ønsker ikke at være bundet længere."
Hendes smil voksede en smule, mens hun fortsat betragtede ham. Han havde altid været charmerende, men det var mærkeligt at hun først bemærkede det efter alle disse år. Hun rystede indvendigt på hovedet og skød tanken til side. Det var ikke væsentligt at tænke over på et tidspunkt som dette.

Hun nikkede til hans ord om at det var Thomas der ville hente dem. Ham kendte hun jo trods alt.
"Så han er altså stadig en vigtig del af inventaret."
Det drillende glimt i hendes øjne var ikke til at tage fejl af. Hun havde bestemt intet imod Thomas, men for Lawrence var det ikke normalt at han havde en ansat i så lang tid. De blev jævnligt skiftet ud.
Hun betragtede den sorte bil, som den kom trillende, inden den standsede. Hendes smil voksede en smule, da han åbnede døren.
"Stadig lige galant som altid kan jeg se."
Hun satte sig ind, så han kunne lukke døren. Hun betragtede Lawrence, mens han gik rundt om bilen.

Hans spørgsmål fik hende til at hæve øjenbrynet en anelse.
"Hvis jeg fortalte dig det ville jeg være nødsaget til at anholde dig og give dig livstid. Ud over det ville jeg nok blive fyret for at fortælle dig noget som helst.
Hendes smil voksede igen en smule selvomhendes tonefald var alvorligt.