When home, calls for you to return

Privat: Artanis

Burning embers.. Brimstone and Ash... Burning embers.. Brimstone.. And Ash.. Den korte sætning, fløj igennem Djævelens hoved, igen og igen. Blandet ind med spørgsmålet om; 'Hvad sker der med en Djævel, når den dør?'. Alastair rystede på hovedet, og bevægede sig langsomt imod det næste gadehjørne. Den røde krystalliske væske, var begyndt at dække det meste af hans højre hånd, der var fast presset imod hans brystkasse, og de kløfter der var blevet velplasseret tværs over det. Vind blev trukket ind i den haltende, halvdøde krop, der ustabilt kæmpede for at holde sig på benene.
"They heal much faster then other people... They can.. Barely die..." Mumlede den høje Djævel stille til sig selv, inden han vrissede, og kiggede over sin skulder. "Well, not tha' bloody fast!" Knurrede han, og slog blikket frem for sig igen, inden et højt hyl blev hørt bag ham, og en susen knak stilheden, og skar imod hans øregang. Igennem luften fløj et ækelt væsen, der minede mest om et menneske, der havde ligget i forrådnelse i en kiste, alt for længe.
Hvordan var han overhovedet endt i det her rod? Hvad havde han nogensinde gjort, der ville bringe et kreatur som; Vampyre, efter ham? Og så for at gøre det helle være, Vampyrer af Nosferatu Blodlinjen. Han kendte dem alt for godt. Det var ikke første gang, han havde mødt nogen af denne race, men det var første gang, de mødte op i tropper med flere end ti af slagsen. De skulle vel også lære, med tiden.
Kreaturet landede på Alastair's ryg, og tvang ham ud i et næsten hvæsende udråb, i det han faldt forover på sit ene knæ. Han mærkede langt skarpe tænder, borer sig ind i sin højre skulder, og med det samme mistede han følelsen i den skulder. De forbanede tænder, var lavet til at ødelægge alt de fik fat i, og nettop dette gjorde de. Alastair skreg i vrede, og hans venstre hånd rakte op efter Nosferatuen. Den havde nok troet at han var stærkest med højre, men det betød intet. Han greb stadigt fat i kreaturets hår, og rev til. Dette gjorde at store totter af Vampyrens hår blev flået af, og den gav slip med endnu et hyl. Alastair fik så kræfter til at storme imod vægen ved hans side, og hoppede ind i den, så Nosferatuen blev mast imellem vægen, og ham. Dette løsnede hendes greb, og Alastair kom fri. Han vendte sig så, for at hamre en næve imod Nosferatuens ansigt, hvilket skabte en høj knækkende lyd, og et krater i vægen bag hovedet. Vampyren faldt til jorden, stille, men det var ikke ovre endnu. Alastair stillede en fod imod Vampyrens brystkasse, greb fat i dens hals, med den venstre hånd, der stadig virkede. Han begyndte at knurre, imens han langsomt begyndte at trække til, og med endnu flere knækkende lyde, gav Vampyrens nakke op, under presset. Hud, svage scener og kød, var langt fra nok til at holde hovedet fast, og det blev hastigt revet af. Alastair tumlede et par skridt frem, da hovedet gav efter, og han faldt ned på sit ene knæ igen, imens hovedet rullede væk fra scenen. Alastair's vejrtrækning var nu så ustabil, at det var svært at holde det kørende. Han blik gled langsomt frem for sig, og han kiggede ned af en rystende gade. Alt så ud til at dreje og bølge sig frem for ham, og det tog ham en evighed at komme på benene.
"O.. Okay.. Not.. Healing fast enough.. For this.. Help.. Help.. Need.. Help.." Mumlede han stille af sig selv, imens han begyndte at bevæge sig frem imod den nærmeste gade.

Som Alastair kom rundt om hjørnet, kom en mand løbende hans vej, og gispede af hvad han så. Rifterne i Alastair's tøj, fremviste de smukke sår han havde magtet at modtage, i kampen han nettop var kommet ud af. "Oh, sh.. Du har brug for hjælp.. K.. Kan du selv gå? Hospitalet er lige her ovre.." Spurgte manden, og tog et par skridt imod Alastair. Alastair nikkede en enkelt gang, og rejste sin venstre hånd, for at vinke manden imod Hospitalet.
"Still.. On my feet.. Ain't I?" Spurgte han, inden han fragav sig en smertefuld hosten, og han vaklede en smule til siden. Manden så ikke ud til at kunne lide idéen om at forlade Alastair, men gjorde som Alastair havde vist, og løb hastigt imod Hospitalet, som lå lige på den anden side af vejen. En mand der stadig kunne stå, med tre dybe rifter over brystkassen, dybe sår i den ene skulder, og flere steder ned af det ene ben, kunne vel godt klare de sidste skridt imod Hospitalet.
Alastairs øjne gled langsomt op af Hospitalet, og han rejste et øjnenbryn, inden han fnøs med et halvkvalt smil. "And they say.. Luck ain't.. For the wicked?" Hostede han stille med et ryst på hovedet, inden han begyndte at kæmpe sig vej imod hospitalet. Omverdenens godhed blev fremvist, i de mennesker der stoppede for Alastair, og stod ud af deres biler, for at stoppe andre. Folk dyttede, men kun dette for at få andre til at forstå, noget var i vejen. Ingen skynede på den sårede Djævel, ingen rakkede ned på ham for at gå så langsomt. Tværtimod. De stoppede andre i at gøre det, og spurgte ham om han skulle bruge hjælp. Alastair's blik gled omkring folkemængden, og hans øjne blev knebet sammen, til to tynde brune striber. Alt dette, havde han aldrig set. Og det var også det sidste han så, inden han faldt om, for enden af Hospitalets trapper.

Artanis sad midt i en pause og nød et krus te. Hendes hvide kittel hang slap ned omkring hende, og hendes kedelige sko og bukser gjorde ikke meget for at gøre hendes udseende mere opmuntrende.
Dette var dog en svag pris at betale for hvad hun fik til gengæld. Glæden ved at hjælpe andre, at vise dem at bare fordi man er af en ondskabsfuld race, så kan individerne godt være anderledes og vælge at gå deres egne veje. Artanis var en af disse dæmoner. Hvis der var noget hun afskyede, så var det fordommene om at alle dæmoner var onde. Var hun ikke bevis nok til at skyde den påstand i sænk?
Det ville hun da i hvert fald selv mene.

Et råb fra hovedindgangen afbrød hendes tanker. En ung man kom løbende ind og sagde nu, mere forståeligt end da han havde råbt, at der var en mand med voldsomme skader som manglede akut hjælp, lige udenfor hospitalet.

Artanis blodrøde øjne blev storre i overraskelse. Hun satte kruset fra sig og skyndte sig mod de store automatiske dobbeltdøre, lige tidsnok til at se en mand, tilsyneladende i trediverne, falde om foran hende.
Han lå på maven, men hun kunne fornemme hvor alvorlige sårene var: Venstre skulder var næsten revet op, blod løb langsomt fra hans nedadvendte bryst og vejrtrækningerne var anstrengte og uregelmæssige.

"BÅRER! INDGANGEN! NU!" råbte hun over skulderen hvorefter hun fik vendt den 'unge' mand om. Hun bed sig kort i læben da hun opdagede de nye skader: tre store rifter over brystet, flere på benet og et antal mindre skader rundt omkring.
"Hvad i alhverden har du haft gang i..." mumlede hun for sig selv.

Båren ankom få sekunder senere og de fik bakset ham op på den og kørt til akut.

----

De små bib fra apparaterne der holdt øje med hjerterytme, vejrtrækning osv. var den eneste lyd i det stille rum, hvor den fremmede mand nu lå med bandager der dækkede hele hans overkrop, det meste af hans ene ben og halvdelen af hans højre arm samt skulder godt bundet ind i samme stof.

Ved siden af sad en sort håret und kvinde med et forundrende rødt blik og kiggede ned på det rolige ansigt af en sovende mand.
Hun havde selv været med til at sy og binde mandens skader, og en ting var faldet hende ind ret hurtigt: Intet menneske ville have overlevet det der, absolut intet menneske.
På trods af dette var hans vejrtrækning og hjerterytme stabil. Han ville overleve.

"Du er ikke noget menneske, er du?" spurgte hun ud i ingenting og studerede det forslåede ansigt.

Det var det samme som altid. Hver eneste drøm han havde haft, lige siden han var blevet bedt om at vende tilbage, for at huske hvem han var. Hvad han var. Men han havde nægtet, præcis som han nu gjorde i endnu en drøm. Nægtede at 'vende tilbage'. Der var ikke noget til ham der nede. Han var ikke den, de ønskede han skulle være blevet. Og at vide hvor mange sjæle der var gået til, blot for at skabe ham, havde ikke ligefrem bredt et smil over hans læber.

Han havde hørt alt hvad der var sket. Hvis nogen bedøvelse var blevet brugt, ville den intet have gjort, ud over at nedsætte hans evne til at bevæge sig. Selvom dette langt fra var nødvendigt, han vidste godt det ville være værst for ham selv, hvis han bevægede sig. Sidst havde der dog kun været en person, til at sy hans sår sammen. Denne gang, var der mange. omtrent lige så mange, som der havde været og hjælpe ham udenfor. Hvad var dette? Hvad var denne medmenneske kærlighed? Den ene der havde hjulpet ham dengang, var kun ene om det, fordi der var hundrede vis af andre folk, der var fuldstændigt ligeglade med hans overlevelse. Igen kom Lavi's holdninger og prikkede imod hans tanker. Måske var verden virkelig ikke så ond, som han altid havde ment.

-----

Selvom Alastair var vågen, fortsatte han blot med at holde øjnene lukket. Han sparede på energi, for at hans regenerering var i focus. Jo hurtigere han var healet, jo hurtigere kunne han komme ud. Hospitaler var deprimerende. Var i hvert fald altid hvad han havde følt.
Der var en anden i rummet med ham. Bestemt ikke et menneske. Han kunne ikke bestemme hvad det var, da han ikke ville bruge sin energi på det, og han havde ikke mødt nok Dæmoner før, til at kunne mærke alt deres energi. Men han havde den følelse, han altid havde haft når han var i nærheden af andre væsner end mennesker. Forsigtighed.
En kvindestemme brød stilheden, som en pludselig dråbe der ramte et glas vand. Ordene skabte først ingen reaktion fra Alastair, inden hans læber adskildes.
"Oh, and I did so well to hide it... What set me off?" Spurgte han, med en stille, ustabil stemme, inden de blege læber bredte et stort smil. Hans tunge Skotske accent, gjorde det tydeligt at han ikke var født lokalt. Alastairs hoved drejede langsomt, og hans øjne åbnede i det samme trætte tempo. Hans læbers smil voksede så en anelse støre, som han så hvem der havde siddet ved ham i et stykke tid nu, og han klukkede en gang igennem næsen.
"Neither are you, miss.." Sagde han, og rejste øjenbrynene en anelse, inden han lod hovedet falde tilbage, i en hvile stilling. "Beklager.. Stadig.. Ikke så glad for det her sprog.. De har trods alt prøvet at invadere mit land, et par gange.." Hans ord kom langsomt og afslappet, som om han stadig var svagelig og træt. Men det var endnu hans energi's focus, at få ham op på fødderne igen. Og det fik han ikke, ved at spilde energi på at snakke hurtigt og rent.
"Tak.." Fik han til sidst hvisket frem, inden han tog en dyb indånding, og lukkede øjnene igen, for at fortsætte med at slappe af. Hun måtte vente en smule mere, eller stille ham spørgsmål, hvis hun ønskede at føre en samtale. Hans arm skulle lige holde op med at gøre ondt først. Der var stadige smålige smerter i den, da den var igang med at forebygge indre skader, lægerne ikke ville have gjort noget ved. Selv en menneskekrop kunne heale dette med tid. Det ville bare tage dem måneder.

Kort, mørkt hår, lettere robust bygning, hærget og hærder ansigt.
Han var ikke utiltrækkende, men dog heller ikke en som man ville falde for ved først blik.
Han havde en speciel form for charme, men ikke den form for kvindelige charme som Artanis ledte efter. Hun havde Alice som det tætteste på en partner, på trods af det faktum at hun hverken var dæmon eller menneske, men en form for biologisk robot. Hun var... speciel.

----

Mandens stemme brød stilheden, der havde strakt sig i nogle få sekunder efter Artanis først sagde noget.
Han snakkede Engelsk. Ikke at det gjorde hende noget, da hun selv var noget nær flydende i det.

Hans trætte bevægelser var en smule underholdende, som en skildpadde der løber så hurtigt den kan hen mod en bunke salat blade. Det ville dog aldrig være hurtigt, dyrets natur taget i betragtning.
En ting som faldt hende ind var at vedkommende her, på et punkt var en person med en humoristisk sans, men muligvis også kunne være en smule arrogant fra tid til anden, og hvis ingen arrogance var at finde så i hvert fald tykpandethed: stædig, langsomt opfattende eller lignende.
"Du har skam helt ret" sagde hun med et lille smil på læben "Jeg er heller intet menneske, langt de færreste i det her land er. Vi er omringet af dæmoner, djævle, engle, elvere både mørke og lyse, varulve og mere."

Hun tav et øjeblik, hendes fingernegle der bankede let mod et lille natbord ved siden af var den eneste lyd i rummet på nær den bekendte bibben, hendes ansigt fortrukket i tanker som kun hun kendte til.
Til sidst lod hun de runde læber splitte og spurgte "Hvad skete der egentlig? Jeg kan ikke se nogen logisk forklaring på en person der pludselig dukker op, med en krop så slemt tilredt at man ville dø efter få minutter uden hjælp.
"Hmm... Lad mig omformulere det spørgsmål. Hvem og hvad er du? Og hvad lavede du egentlig derude?"