Skaber og yngling

Tid: Omkring kl. 23.
Sted: Forët.skoven
Vejr: Mørkt, omkring 5 grader.
Omgivelser: Kun hvad skoven byder på.

Specielt en af de mange ting, som Mary havde lært efter forvandlingen til vampyr var fuldendt, var, at mennesker var forfærdeligt dumme. Virkelig. Nogle havde en sans på lige fod med en trold. Det var lige til at himle med øjnene over, og nogle gange blev deres nærvær simpelthen for meget. Andre gange kunne Mary bruge deres lave intelligens til egen, overordnede fordel. Lidt tricks og tryllekunster fra hendes egen side, og hun ville få en yderst herlig middag. For menneskers blod; det smagte bestemt godt.
Denne aften havde Mary nedfældet en ældre kvinde – en kvinde, som muligvis skrånede gode år op i tresserne -, som havde gjort den frækhed at gå tur med sin hund i skoven ved sen aftentid. Blot tanken om hvor uansvarlig dette menneske var – at vandre gennem en mørk skov alene, og især i Di Morga, var aldrig ufarligt -, og havde Mary alligevel ikke været så sulten, som hun havde været … tja, så havde hun besøgt hundelufteren alligevel. Nogen skulle jo lære dem det.
Mordet havde været lettere end at pudse egen næse, og blot for egen fornøjelses skyld havde Mary nydt og slækket sig i kvindens ørepirrende skrig, da hun langsomt brækkede enhver knogle i hendes krop. Synet af kvindens opspilede øjne, som vildt og hypnotiseret af smerte stirrede frem i luften for sig, så øjnene næsten bulede ud, havde fået Mary til at slå nakken tilbage i et vildt latterskrig, før hun lænede sig frem og begravede tænderne i menneskets skrøbelige hud. Flere timer senere kunne Mary stadig smage den søde, metalliske smag af blod i sit svælg hver gang hun sank, og et lille fnis undslap hver eneste gang.
Ubekymret og i fuldkommen afslapning hvilede hun nu mod en træstammes rolige overflade. Grenen, hun sad på, hævede sig adskillige meter over jorden, og Marys fod dinglede legesygt fra denne. Sommetider med forestillingen om, at hun løb hen af den våde skovjord, som hvilede under hende. Mørket var tæt denne aften, og de massive, mørkegrå skyer og træbladene hjalp blot med at slukke de sidste stjerner på nattehimlen, og skovens villa var efterladt i sukkende stilhed.
Et af kvindens knogler – en lang og spids en som Mary absolut ingen anelse havde om hvor, den stammede fra – viste sig nu som glimrende tandstik. Med en svag nynnen i struben sad Mary og rensede sine tænder, mens hendes skarpe øjne uinteresseret afsøgte skovbunden under hende. Det føltes efterhånden som en evighed siden hendes aftenmåltid, og det prikkede utålmodigt i fingrene efter noget at give sig til. Et flygtigt, mentalt billede af hendes skaber, Frost, pressede sig uventet ind på nethinden, og Mary virrede ulykkeligt med hovedet.
Hvor længe siden var det efterhånden, hun havde set ham? Hun havde virkelig haft travlt på det sidste og havde ikke skænket ham en eneste tanke (kun når hun havde vigtigste spørgsmål om livet som vampyr, selvfølgelig), men nu da hun havde uendelig meget tid, trak det længselsfuldt efter en ordnelig samtale med ham.
Et opgivende fnys forlod hende, da hun irriteret smed knoglen væk. Kritisk snerpede hun læberne sammen og stirrede intenst på et punkt foran sig, som om Frost med et magisk puf! ville dukke op.
Hvad ellers havde man det usædvanlige bånd mellem skaber og vampyrlærling til?

"Mary?" En blid og tålmodig stemme lød mellem træerne og Frost dukkede op på gåben. Han var bekymret for hende. Han havde regnet med at hun ville være moden nok til at kunne blive overladt på egen hånd. Godt nok kunne hun være en håndfuld, men han så hende ikke som en potentiel morder der ville blive overvældet af de gode vampyregenskaber.
Det tidlige tidspunkt gik ham på. Normalt forlod han først sit hjem efter midnat, for at være sikker på at solen var langt nok væk. På dette tidspunkt var han nød til at have solbriller på go havde til sin store irritation smurt solcreme på. Han anede ikke om det virkede på vampyrer, men, indbildt eller ej, han kunne mærke bivirkningerne fra den nedgående sol i ansigtet, hvor de prikkede ham i huden som allergi. I det mindste var de i en mørk skov. Det beroligede ham en anelse at der var et øvre lag mellem himlen og ham.
Han rynkede næsen, da han blev opmærksom på lugten af dødsangst. Den skar ham i næsen og var ukendt for en afholdsvampyr som ham, der sørgede for at gøre sine måltider så udramatiske som muligt.
"Hvad er det for en lugt?" spurgte han med væmmelse og dækkede underansigtet med hånden, mens hankritisk så sig omkring. Det her var en dårlig situation.

Mary smilede selvtilfredst, da den umiskendelige form af Frost roligt kom vandrende i hendes retning. Blot tilstedeværelsen af ham modspillede hendes energiske ild.
”Man skulle tro, du var en flagermus!” trallede hun glad. ”Det tog dig ikke mere end få sekunder.” Med vift af både arme og ben skiftede hun brat position, så maven og lårene nu hvilede mod træstammens ru overflade, benene svang legesygt frem og tilbage i luften som et knækket pendul, og Marys kind hvilede mod hænderne. Et snu smil dekorerede mundvigene.
Hvor var det egentlig rart at se Frost igen. En plan var allerede ved at forme sig i hovedet om hvorledes hun skulle lokke flere spændende oplysninger ud af ham. Måske kunne de endda gå på jagt sammen; se om de kunne fange en elver eller –
Tankerækken nåede brat sin ende og faldt udover en høj skrænt, som et tog uden de støttende skinner. Hun satte sig op og lagde defensivt armene over kors.
”Den stank,” svarede hun bidende, ”er faktisk min morgenmad.” Øjnene hvilede halvt sammenknebne mod hendes skaber. Hvorfor i al verden havde hun bedt ham om at komme, hvis han kun havde tænkt sig at være en kritisk idioti? Det trak i læberne, og det gik op for Mary, at hun sad med blottede tænder.
Ligemeget. Så kunne han se, hvor vred hun var.
”Og hvor har du overhovedet været?” snappede hun. ”Jeg har ikke set dig i flere dage!”
Hun undlod at nævne det faktum, at det faktisk var hende, som havde været skyld i deres ringe kontakt.

"Min kære." Han lød fortsat blid og tålmodig, selv om han var skuffet over hendes opførelse. Han tiltalte hende ofte med titler som "min kære, min egen, min ven" uden at der lå noget i det. Især bruge ham dem på en skjult sarkastisk måde. At han især brugt dem når han var bekymret eller skuffet over hende. Han scannede diskret de nærmeste træer og buske for synlige beviser på Marylises måltid. Det kunne ikke gå at hun var uforsigtig og han ville på ingen måde have Marylises mord knyttet sammen til ham. Hvilket det ville blive, hvis det kom ud at hans yndling var en morder.
Han stoppede under den gren hun sad på og lagde den ene hånd mod træets ru bark.
"Du kan altid ringe, hvis jeg er ude af byen." Hvilket han ofte var. Måske havde det været en dum ide at ændre hende. Hun havde været en udfordring som menneske. Selvfølgelig ville hun fortsat være det og han havde dårlig tid til hende og hun kunne ikke være på egen hånd.
"Vi kunne have spist sammen." For fremtiden måtte han sætte mere tid af til hende og være opmærksom på hendes behov, så de undgik flere af den slags episoder.

Adskillige hårlokket drev ind foran ansigtet, da Mary lagde hovedet på skrå. Hun pustede med munden for at drive dem væk og stirrede afventende på Frost. Da der ikke fulgte andet efter den blide formaning, himlede hun med øjnene og svingede med benet i retning af ham. Afstanden var naturligvis alt for lang imellem dem til nogen form for kontakt, men det forhindrede hende jo stadig ikke i at drømme.
”Jamen det tænkte jeg jo ikke på, vel?” vrissede hun. Rastløshedens væsen stak endnu engang sit viltre hoved frem, og Mary besvarede dette med at svinge kroppen sidelæns, så hun nu hang og dinglede fra grenen. Barken gnavede sig insisterende ind i håndfladerne, og hun strammede grebet. Tænderne blev blottet endnu engang, men nu var det et grin. Hun slikkede sig sultent om munden.
”Det vil jeg gerne. Kan vi ikke fange en elver?” Det var ikke ringe ting, hun havde hørt om deres blod, og jo mere hun fik fortalt, jo større blev hendes passion efter at nedstalke den nærmeste af disse yndefulde skabninger og få en ordentlig smagsprøve.
Legefuldt begyndte Mary at vugge med hænderne, så hun vippede og dinglede. At Frost stod så nær var næsten uudholdeligt, og hun måtte bide sig i læben for ikke at puffe til ham med foden. Havde hun haft sko på, ville hans hoved sandsynligvis have fungeret som målskive.
”Fortæl mig hvad du har lavet!” kommanderede hun opstemt.