Hvad der sker på biblioteket om aftenen (Tonia)

Lige så snart hans sår var helet, flød spørgsmålene ud af ham. Det eneste spørgsmål hun ikke kunne besvare var hvorfor hun havde reddet ham. Det lignede hende overhovedet ikke.
Som stod der og kiggede på ham, irriterede han hende grænseløst med alle sine spørgsmål, som hun egentlig ikke gad at besvare. "Selvfølgelig glimter jeg ikke i solen" sagde hun irriteret og vendte ryggen til ham.
Hun var forvirret. Han var jo ikke noget specielt. Han var bare et måltid, et legetøj. Så hvorfor havde hun reddet ham. Da han takkede hende, og oven i tilføjede ordet smukke, vendte hun sig imod ham med et irriteret blik. Han følte sig sikkert speciel. Det var ubehageligt og ulækkert. Hun havde aldrig følt nogens taknemmelighed før, og det forvirrede hende endnu mere. Hvordan hun havde følt sig fascineret af denne mand forstod hun ikke. Hvad var der med ham? Hun havde næsten slået ham ihjel, hun havde leget med ham, og drukket hans blod. Forstod han ikke at han var fuldstændig ligegyldig? Men hvis han var så ligegyldig hvorfor havde hun så reddet ham?
Hun blev nødt til at gå nu. Hun skulle væk fra dette forvirrende menneske, og ligge det hele bag sig, så hun kunne fortsætte sin tilværelse som hun plejede.
Hun vendte ryggen til ham, og gik væk fra ham. "Gider du at åbne dørene, eller skal jeg smadre biblioteket inden jeg går?" spurgte hun toneløst, uden at kigge på ham.

Wyatt kiggede på hende. Hendes kropssprog, hun var bange, sårbar. Men han forstod hende bedre end hun troede. Hans lidelse var det samme. Han havde frygtet fra den hele sit liv. Han var bange og hver gang det hele blev lidt for virkelig så flygtede han ved at drikke. Derfor var det ikke et blik af medlidenhed han gav hende men et blik af forståelse. Han nikkede lidt og tog sin mobil op. Lige som han skulle til at trykke på den kiggede han igen op på hende. Han havde det samme stålfaste blik i hans øjne han havde da han var klar til at kæmpe for hans liv. Han gik over og forsøgte at sætte en hånd på hendes skulder. '' Jeg forstår hvorfor du vil væk.. Tro mig.. Jeg er faktisk pisse ligeglad med de spørgsmål.. Men jeg har brug for dig... Jeg har brug for at vide hvad jeg er oppe imod.. Træning.. Viden ''. Wyatt fnøs lidt '' Jeg er fucking ikke glad for at bede nogen om hjælp.. Men hvis jeg skal overleve har jeg brug for dig.. Jeg ved jeg er røv irriterende.. Men du så mig lige før.. Jeg er ikke klar til hvad der er der ude og hvis du efterlader mig her.. Så kender jeg mig selv godt nok.. Jeg ved hvad jeg vil gøre.. Jeg har sku brug for din hjælp''. Han tænkte *Og jeg kan se du har brug for min.. Men hvis jeg siger det, så stikker du af*. Wyatt tog et skridt tilbage og kiggede ned mod gulvet '' Jeg ved ikke en fuck om hvad der sker.. Men måske kan jeg være brugbar.. Jeg arbejder for staten.. jeg er ved at bygge et våben for dem.. Men den rette information kan jeg lave brugbar udstyr til dig.. Noget for noget.. eh?''. Han kiggede alvorligt på hende. Han kunne se hvor tæt på hun var at flygte som hun sikkert altid gjorde. Måske hvis han tilbød hende noget brugbart at det ville vægte højere end hendes frygt. han holdt sin arm udstrakt og åbnede sin hånd. Hans blik var slet ikke som i starten. Han var fattet og virkede ikke som en drengerøv, mere som en mand.

Hvad fanden var der galt med ham? Han havde brug for hende? Til hvad? Træning og viden. Og hvordan skulle hun træne ham? Han ville ikke have en chance imod hvad han var så uheldig at støde på i Di Morga, ligemeget om hun så spildte 100 år på at forberede ham. Til den tid var han alligevel død.
Han ville give hende noget til gengæld. Udstyr? En vampyr der rendte rundt med gadgets, hvor latterligt..
Hun kiggede endelig på ham med et koldt blik, og blev forbløffet over hvad hun så i hans øjne. Forståelse. Hun så sit eget forskrækkede ansigt genspejle sig i hans øjne, og blev nødt til at kigge væk.
"Jeg forstår ikke helt hvad det er du forlanger af mig. Jeg kan ikke træne dig til at overleve her. Du er menneske, du er svag og du har ikke en chance. Helt ærligt, så slår jeg dig sikkert ihjel selv, hvis du bliver hængende" sagde hun hårdt.
Og hvorfor skulle hun hjælpe ham? Hvad skulle hun med et menneske rendende efter sig, som en hundehvalp. Føj!

Wyatt kiggede på hende. Han kiggede ikke væk. Han blev bare stående og kiggede på hende. han blev lidt forbløffet over de ord der kom ud af hans mund '' Hellere dig end nogen anden ''. Han var klog og han skulle nok bruge væsners svagheder imod dem, men han havde ikke en chance. Det vidste han bare ikke selv. Han rystede lidt på hovedet imens han holdt hans blik på hende '' Jeg er fucking træt af at løbe fra mine indre dæmoner alligevel.. Nu hvor jeg ved der er væsner så kan jeg ligeså godt gøre mig brugbar ''. Han gik et skridt tættere på hende. Han smilede ikke eller fortrag en mine '' Det værste er jeg fucking forstår dig.. Så hvis du vil dræbe mig, fint.. Hellere en jeg forstår end et eller andet fuck hoved''. Wyatt lagde en hånd på hendes skulder igen. '' Vi er begge to fucking dårlige til det her.. Det kan jeg se.. Jeg er bare så fucking træt af at mine egne tanker ''. Han mente hvert et ord. Det måtte være enten eller. Han havde ikke mødt nogen i lang tid der havde lige så store indre dæmoner som han havde. Han lænede sig ind for at kysse hende. Han vidste ikke hvorfor, han tænkte slet ikke over det. Han gjorde det bare.

Hun gispede ved hans ord. Hvad var det han sagde? At det var helt fint med ham, hvis hun slog ham ihjel? Og han forstod.. Indre dæmoner. Han havde ingen idé om hvad han snakkede om. Han vidste ikke noget om hende. Og hvad var "det" som de begge to var så dårlige til? At stole på andre? At se virkeligheden i øjnene? For Tonias vedkommende var listen meget lang. Men hun kunne godt se sig selv i det han sagde.
Men hun forstod stadig ikke hans trang til at være sammen med hende. Hendes første tanke var, at han ville udnytte hende på en eller anden måde, men alt hans snak om hans tanker, indre dæmoner og at være fucked up... Enten legede han med hende, eller også havde han inderligt brug for hendes hjælp.
Fra det øjeblik han var færdig med at snakke, til det øjeblik han lænede sig ind for at kysse hende var hun overbevist om, at det var hjælp han havde brug for. Men kunne hun hjælpe ham? Og ville hun overhovedet hjælpe ham? Det kunne hun ikke svare på. I stedet lukkede hun øjnene, lænede sig ind imod ham og kyssede ham.

Wyatt trak hende ind til sig og kyssede hende. Han lagde sin hånd på hendes nakke og lænede hende lidt bagover og kyssede hende lidt mere intenst. Det var først efter et par sekunder at det gik op for ham hvad han havde gang i. Han åbnede sine øjne og rejste hende op og fjernede sine læber fra hendes * Wow.. Fuck skete der lige der*. Han kiggede lidt rundt. Han havde ikke mødt en han kunne forholde sig så meget til i lang tid. Hun havde mindst lige så mange indre problemer som han selv havde. De var begge to ødelagte inden i og det var måske det der fik han til at reagere som han gjorde. Han hjerte hamrede som en tromme. Han kiggede lidt på hende '' Erm.. undskyld.. Det føltes bare som det rigtige at gøre.. Jeg tænkte slet ikke over det''. Han stod der og holdt hende tæt ind til sig. Han kunne mærke hendes blod i ham, hvordan det gjorde ham stærkere, hurtigere. Det pumpede hurtigt og fulgte ham med en indre styrke han ikke havde følt før. Han fjernede lidt af hendes våde hår fra hendes ansigt og betragtede hende lidt. Han kiggede ikke på hende som var hun en vampyr eller et monster. Mere som var hun ligesom ham. Ikke race, nej inden i. Han smilede svagt og blev stående og holdt om hende '' Jeg ved ikke hvad fuck det er.. Jeg er ligeglad om du vil hjælpe mig eller ej.. Men vi to er lige fucked.. At stå sådan her med dig.. Før det til at føles lidt mindre fucked ''. Han kiggede hende i øjnene. han var ikke så godt til ord når det kom til følelser. Faktisk var han meget dårlig til det. Men det virkede hun jo også til at være så der lignede de hinanden. Det hele virkede bare lidt bedre når man stod med en der forstod en selv.

Hendes hænder gled op i hans hår, da han lænede hende tilbage, og de blev der, da han afbrød kysset. Hun havde aldrig oplevet noget så personligt, som det kys. Det var skræmmende. Det føltes rart, at have hans arme omkring hende, men hun havde stadig lyst til at løbe sin vej. Hun følte sig blottet og sårbar. Hun havde ikke engang åbnet munden og fortalt ham om sine problemer, og alligevel stod hun der og følte sig fuldkommen nøgen, som om alle kortene allerede var lagt på bordet, og han bare havde accepteret det.
"Jeg ved ikke hvordan jeg skal hjælpe dig" hviskede hun. Hvis han ville have kærlighed, følelser og intimitet fra hende, var det en umulig opgave. Hun gjorde ikke i sådan nogle ting. Hun ignorerede sådan nogle ting. De blev alle sammen lagt i en skuffe, der aldrig blev åbnet. Hun løb fra sådan nogle ting.
Som hun stod der i hans arme, bestemte hun sig for at hun gerne ville hjælpe ham, og hun skulle nok finde en måde at gøre det på. Med tiden ville hun måske give ham lov til at hjælpe hende. Måske.
"Men jeg vil gerne prøve" tilføjede hun endelig og var ikke sikker på, om hun skulle grine eller græde.

Wyatt nikkede '' Jeg har tænkt mig at gøre noget fucking dumt.. Jeg er ikke nogen god dreng.. Langt fra.. Men måske kan jeg faktisk gøre en forskel for nogen af betydning.. Jeg er et fucking mess.. Hvis jeg kan redde et par folk så er det nok for mig ''. han forventede ikke at gøre den store forskel i verden. Han var ikke en helt. Men han ville bare gøre et eller andet. Så han kunne føle han var et eller andet værd. Han var alkoholiker da alkohol var det eneste der holdt hans tanker nede. Han tænkte altid kun på sig selv. Det skulle være anderledes. Denne kvinde havde gjort noget. Han var ikke alene mere, han stod ikke nøgen alene i mørket mod sin dæmon. Der stod en han kunne forholde sig til. Tanken om at han ikke var alene var mere end nok for Wyatt. Han kiggede lidt ned '' Jeg kan ikke give dig.. Alt der der shit.. Jeg.. Følelser og mig går bare ikke hånd i hånd ''. Han ville advare hende. Han var ikke god til sådan noget. Han holdt det på afstand fordi han ikke følte nogen forstod ham. Han åbnede munden og skulle til at sige mere men i stedet lænede han sig ind og kyssede hende blidt på læberne. Det var en mildt kys. Han fjernede langsomt sine læber fra hendes og nikkede '' Tak.. Det.. Tak ''. Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige. Måske var det her godt for dem beggen uden de vidste det. Måske kunne de hjælpe hinanden med deres problemer og heale hinanden lidt. De mindede om hinanden på så mange måder. Han holdt hende tæt ind til sig og hviskede til hende '' Lad os være et fucking mess sammen.. Indtil denne latterlige ide af min tager livet af mig''.

Redde et par folk... Den kategori hørte hun ikke rigtig ind under. Men det lod til at hun allerede var endt der hos ham.
Hun sukkede lettet. "Følelser giver mig alligevel lyst til at kaste op" sagde hun og trak på skuldrene, som om hun ikke stod i den mest akavede, og sikkert livsændrende situation ever.
Han overraskede hende igen med sin taknemmelighed, ikke så meget i hans ord, men i det blide, kortvarige kys han plantede på hendes læber. Kunne hun virkelig gøre så stor en forskel for ham? Og hvis hun gav ham lov, kunne det samme så ske for hende? Det måtte tiden vise. Hun var sikker på, at i det øjeblik hun forlod ham, ville hun skifte mening. Det lå i hendes natur. Hvad var det hun havde rodet sig ud i?
Uden at hun vidste det, havde håbet allerede taget fat i hende. Noget hun ikke havde haft i lang tid. Håb. Så om hun ville det eller ej, var hun nok tvunget til at holde sit løfte, om at hjælpe denne forvirrende, mærkelige og forstående mand.
Hun gengældte hans omfavnelse, og kunne ikke lade være med at grine af hans ord. "Et fucking mess sammen. Deal" sagde hun grinende.

Wyatt grinede lidt og løftede hende op og kyssede hende igen. Denne gang var det et langt kys. Imens de kyssede løftede han hende over på et bord og satte hende ned der. Han tog rundt om hendes nakke med en hånd efter han havde sat hende og pressede hendes læber hårdere imod hans egne. Med den anden hånd tog han sin mobil op af sin lomme og fjernede sine læber fra hendes kort og sagde '' Skal jeg låse op.. Eller skal vi blive her ''. Før hun kunne svare kyssede han hende igen. Han lod hånden ved hendes nakke køre let rundt i hende stadige våde hår og den anden hånd satte han på hendes hofte med et fast greb. Pludselig fjernede han hans læber igen og smilede skævt til hende '' Hvad siger du? ''. Han blev stående sådan og afventede hendes svar. Han ville gerne i gang med at træne men han ville også være tæt på hende. Begge ting var helt fint med ham. Han vidste det ikke selv men han var glad. Glad på en måde han ikke havde været i lang tid. Hun havde givet ham noget han havde manglet. viljen til at fortsætte. Uden at vide det virkede det til at de åbenbart var gode for hinanden. To personer der virkede til aldrig at kunne forbedre sig og ødelægge alt der kom for tæt på dem på grund af deres frygt for det stod nu sammen. Som stak de begge en hånd ud af deres mørke for at mødes i et lille lyst sted. Wyatt stolede normalt ikke på andre og slet ikke så hurtigt. Men det var noget andet med Tonia. Det var fordi i hans øjne mindede de så meget om hinanden. Der stod de, et menneske og en vampyr. Dog var det ikke som på film. Der var det altid manden der var vampyr, den med magten men her var det kvinden. Og det var en gude smuk kvinde.

Hvad var det han gjorde ved hende? Hun udforskede en helt ny side af sig selv, en side hun til sin store forbløffelse godt kunne lide. En ny Tonia. En mere menneskelig Tonia. Følelser hun ikke havde oplevet siden hun var menneske strømmede igennem hende. Generelt var følelser ikke noget hun gjorde i. Så bare det at føle noget, var en stor forandring.
Da han satte hende på bordet viklede hun sine ben omkring hans hofter, og trak ham tættere til sig.
Hun måtte minde sig selv om, at hun ikke måtte give helt slip, ellers ville han ende med at komme til skade. Hendes øjne udvidede sig, da han spurgte om han skulle låse døren op. Fucking nej! Hun skulle ingen steder. Så det var meget velkomment da han kyssede hende igen.
En irriteret lyd undslap hende, da han igen spurgte om hun havde lyst til at gå. Det ændrede sig hurtigt til et drilsk smil, og på mindre end et sekund, havde hun ham liggende på ryggen på bordet, imens hun sad ovenpå ham. Hun tog hans mobil ud af hånden på ham, og holdte den væk fra sig, "hvad tror du selv?" spurgte hun inden hun kyssede ham, og lod hans telefon falde til jorden.
Hendes hænder kørte langsomt op ad hans brystkasse, og endte igen i hans hår, imens hun kyssede ham intenst.

Wyatt hørte hendes små lyde. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde haft det sådan her. Han følte sig mere i live end han havde gjort i lang tid. Da hun med et lagde ham på bordet kom han med et ''uff'' efterfulgt af et smil. Han kunne godt lide måden hun tog kontrol på. Han kiggede kort efter hans mobil. Det var bestemt ikke den han tænkte på lige nu. Hans hjerte bankede hurtigere i det han mærkede hendes hænder. Han lagde hans hænder på hendes hofte. Det virkede til hun gerne ville have kontrollen og det var helt fint med ham. Da hun kysse han kyssede han hende tilbage. Han kørte langsomt hans hænder op til hendes ryg og pressede hendes krop ned mod hans. Han førte derefter en hånd op i hendes hår og trak let hendes hoved til siden og begyndte at kysse hendes hals og sagde '' Det havde jeg heller ikke håbet på ''. Han bed hende blidt i halsen, ikke så der gik hul på hendes smukke hud. Han bed hende blidt i øreflippen og løftede hans hoved hen foran hendes igen. Han kiggede hende kort i øjnene før han kyssede hende intenst og med følelse. Han førte hans ene hånd ned på hendes hofte og holdt den anden på hendes ryg så hun blev holdt tæt ind til ham.

Det havde aldrig føltes sådan før. Ikke engang da hun var menneske. Alting føltes meget kraftigere som vampyr, og hun kunne virkelig mærke ham. Hver eneste af hans berøringer var varme, og til trods for at han kun var menneske føltes han stærk og solid under hende. Hun mærkede tydeligt hver eneste bevægelse han gjorde, hun hørte hans åndedræt, hans hjerte der hamrede i brystet på ham, og blodet der pumpede rundt i ham.
Åh.. Hun havde lyst til ham. Hun havde lyst til at bide ham. Ufrivilligt skød hendes hugtænder ud, og borede sig ind i hans underlæbe og hans blod ramte hendes tunge. På et øjeblik var hun i den anden ende af rummet. Hun stod presset op imod væggen, som om hun ikke kunne komme langt nok væk fra ham. Hun skjulte sin mund med den ene hånd, og den anden var hårdt knyttet ved hendes side.
"Undskyld" sagde hun lavt, og var ikke sikker på om han overhovedet kunne høre det.
Hun var gået for vidt. Hun havde mistet kontrollen et øjeblik. Hun kunne ikke være sammen med ham på den måde, uden at han ville komme til skade. Hun var trods alt ikke et menneske, og hun havde lyst til at sparke sig selv for at have følt sig som et for et øjeblik siden.

Wyatt nød det. hendes bløde kolde læber fra dejlige. Han var glad for han var endt hvor de var nu. Han havde ikke forestillet sig at det ville ende sådan her denne aften. Han mærkede en lille smerte og med et var hun væk. Han satte sig hurtigt op. Han kunne se hvordan hun stod. Han mærkede lidt efter smagen af jern i hans mund. Hun havde bidt ham. Måden hun hurtigt havde genvundet hendes kontrol og fjernet sig var en tegn for ham at hun faktisk kunne lide ham lige så meget som han kunne lide hende. Han sank noget blod og rejste sig. Det var ligesom når han fik et af hans arbejdsflip, der mistede han selv kontrollen. Han rejste sig op og grinede lidt imens han gik over imod hende '' Det gør ikke noget.. Faktisk.. Er det lidt.. Nej meget hot.. Bare vær dig selv.. Der er ingen grund til at undskylde.. Hvis der sker mig noget ''. Han trak skulderne ''Så sker der mig noget.. Det er en chance jeg tager med glæde ''. Han slikkede sig om munden så noget af hans blod ramte hans læber. Han rakte en hånd frem '' Kom så her.. Vi havde en aftale.. Vi var et mess.. Sammen ''. Hans hjerte hamrede dog var det ikke fordi han var bange. hans blik på hende havde ikke ændret sig. Han så på hende med det samme forstående blik. Selv om det ikke var helt det samme så var der. Han vidste hvordan det var at miste kontrollen og bagefter føle sig fortabt fordi man ikke kunne gøre noget ved det. Han forstod hende.

Hot? Hvordan kunne man tænde på at være i livsfare? Dette menneske. Han stolede så meget på hende, at han var villig til at give sit liv bare for at hun kunne være sig selv. Det kunne godt være at han stolede på hende, men hun stolede ikke nok på sig selv, til bare at valse tilbage i hans arme.
Som om det ikke var nok, fik han slikket sig om munden, så blodet nu var på hans læber. Han bedte nærmest om, at hun skulle gøre arbejdet færdigt. Hvor provokerende.
Hun tog en dyb vejrtrækning, hvilket var en fejl, for duften af hans blod nåede hurtigt hendes næsebor. Hun vendte sig væk fra ham. "Giv mig lige to minutter" sagde hun anstrengt, og lukkede øjnene imens hun pustede ud. Hun nægtede at nærme sig ham i den tilstand hun var i lige nu. Det var ligemeget hvor stort et dødsønske han havde, hun ville ikke skade ham. Hun var ingen hjælp for ham, hvis hun slog ham ihjel, og han var da slet ikke nogen hjælp for hende som død.

Wyatt betragtede hende lidt. Han kunne se hvor hårdt det var for hende. Han tørrede blodet på hans læber væk med sit ærme. Han kørte sine hænder igennem hans hår og åndede ud for at køle sig selv lidt ned. Måden hun ville beskytte ham på. Han følte ikke han var det værd. Han så sig selv som en undværlig brik. Han var et mess. Han rystede lidt hoved lidt og hoppede lidt for at falde til ro. Langsomt faldt hans hjerte rytme. Han kiggede på hende. Han syntes det var flot den måde hun taklede det på. han smilede lidt '' Du giver dig selv for lidt credit.. Du ville ikke skade mig og det gjorde du ikke ''. Han grinede lidt '' Tro mig.. Dine kys er det værd''. Han vidste ikke hvordan han skulle opmuntre hende. Han var ikke så god med følelser. Han valgte at give hende lidt tid, så hun selv følte hun var sig selv. Han gik over til hans mobil og kiggede ned på den. Hun havde ret, han var et menneske og hun var en Vampyr. Hvad hvis hun altid ville se ham som mad. Han hadede at være så svag som han var, han var et menneske. Men han var stolt af at være hvem han var. Han vendte sig om og kiggede alvorligt på hende. Hun gjorde det igen. Afstand og frygt. Han kiggede på hans mobil og lå den ligge. Han valgte ikke at frygte lige nu. Han gik med bestemte skridt over til hende og prøvede at ligge hans arme omkring hende. Han sagde ikke noget. Han vidste at ord ikke skulle bruges på sådan et tidspunkt. Handling i dette tilfælde betød mere end tusinde ord. Han ville vise hende at når hendes frygt kom så var han der, og han forstod den.

Han havde ingen idé om hvor ens deres tanker var lige nu. Hun følte ikke at hun var besværet værd. Det gav ikke mening at han ville ofre sig sådan for hende. For hun var det ikke værd. Hvert eneste øjeblik det skulle være, kunne hun ombestemme sig og bare forlade ham. Så stod han der, svigtet og alene igen. Hvis hun da ikke ved et uheld kom til at slå ham ihjel. Det var så let, bare at give slip og lade hendes lyster styre sig i hans selskab, og det var ikke til hans fordel.
Hun tvang sig selv til at slappe af, og hun tømte sit hoved for tanker i et øjeblik. Det hjalp, og hun kunne ikke bekæmpe det lille smil der bredte sig på hendes læber, da han sagde at hendes kys var det hele værd. Men det ville ikke være noget værd for ham død.
Hun ignorerede trangen til at skubbe ham væk, da han lagde armene om hende. I stedet lænede hun sig ind imod ham, gengældte hans omfavnelse og lagde hovedet imod hans bryst. Hun lyttede til hans nu noget roligere hjerteslag, og lod lyden berolige hende, indtil hendes hugtænder trak sig tilbage igen.

Wyatt holdt hende ind til sig og stod bare der i noget tid. Derefter løftede han hendes hoved og gav hende et blidt og ømt kys på læberne der ikke varede i ret lang tid. Derefter lagde han hendes hoved op imod hans brystkasse igen og holdt hende tæt. Han kørte let en hånd gennem hendes bløde mørke hår. De var så ens. På deres helt egen ødelagte måde. Det var næsten helt mærkeligt hvordan de havde fundet hinanden. Med et løftede Wyatt hende op i hans arme og krammede hende hårdt ind til ham. Han sagde intet. For ham var det en af disse øjeblikke hvor ord bare ville ødelægge det. Da han satte hende ned igen kiggede han ind i hendes øjne og først der så det ud som han ville snakke '' Næste gang.. Så kom til mig.. Så holder jeg dig ind til mig.. Jeg er ikke god med ord.. Men som du så ud.. Sådan vil du også komme til at se mig.. Skræmt over at have mistet kontrollen.. Du vil forstå meget bedre hvorfor jeg forstår dig så meget.. Heh.. Vi er mere ens end jeg vil indrømme ''. Han aede hendes kind blidt. Han kiggede på hende og smilede '' Hvad siger du til at vi tager hjem til mig.. Fuck stormen.. Så kan vi få tørt vores tøj''. Han kiggede rundt i det tomme bibliotek '' Eller vi kan blive her og.. Jeg kan bare holde om dig ''. Han kiggede hende i øjnene. Hun var det hele værd og selv om han ikke vidste det i nu så var han allerede begyndt så småt at tænke mere om sig selv. Hun var som ham, hun bekymrede sig om ham. Så måtte han være et eller andet værd.

Hvor var det dejligt bare at stå der. Det var så ukompliceret, bare at lade ham holde om hende, og at hun ligeledes holdt om ham. Og det blide, ømme kys, der ikke var grundet lyst eller begær men bare betød så meget mere. Hun vidste slet ikke at hun havde brug for de her ting, og selvom det skræmte hende, var det noget hun nemt kunne vænne sig til.
Næste gang.. Hun var ikke sikker på, at hun ville tillade at der skulle være en næste gang. Hvis det blev så hedt imellem dem igen, var hun ikke sikker på hun kunne stoppe sig selv igen. Men det havde hun ikke lyst til at fortælle ham. Hun ville ikke såre ham. Så hun gemte den snak til senere, og stedet for så nikkede hun bare.
Hun overvejede kraftigt at de bare skulle blive i biblioteket, men hun havde ingen idé om hvad klokken var, og selvom det følelsesmæssige eventyr føltes som om det ikke havde varet særlig længe, måtte der været gået mange timer siden hun stormede ind på biblioteket. Solopgangen kunne ikke vare langt væk.
"Selvom jeg gerne ville blive her, skal jeg lidt i læ for solen. Jeg er ret allergisk overfor sollys" forklarede hun med et skævt smil.

Wyatt kunne godt regne ud hvad der ville ske hvis hun blev udsat for sollys når hun sagde det på den måde. Han gik over og samlede sin mobil op og trykkede lidt på den. Klik fra dørene kunne høres. Wyatt smilede til Tonia og sagde '' Kom... Vi tager min Motorcykel ''. Wyatt gik ud og steg op på sin motorcykel og startede den. Der styrtede stadigvæk ned og tordnede i det fjerne. Wyatt ventede på Tonia og da hun kom begav de sig afsted mod hans lejlighed.

//Emne fortsætter i andet emne //