Shopping is good for your soul, right?

Time: 14.17 (13 minutter før aftalte mødetid)
Place: Storcenteret Eau
Date: 5. Marts
Day: Onsdag
Weather: Vejret er koldt, himmelen er overskyet og der er kun små solstråler der titter frem mellem de forbipasserende skyer. Vinden har ikke helt fat, men den tildeler lidt kulde til de allerede lave temperaturer.
Surroundings: Mødetiden er lige præcis den favorable tid for alle, hvilket har lokket en masse mennesker ud for at shoppe ellers så prøver de at fange filmen der kører om få minutter.
Autumn K. Nephal and Abel N. Lorenz - Privat

Abel minglede sig igennem mængden af folk, der også havde kurs mod centeret. Mødetidspunktet havde åbenbart været det favorable svar for menigmand og Abel var derfor ikke den eneste, der havde bevæget sig ud i kulden, på trods af at det var marts. Når man kiggede på ham så lignede han ikke en der var klædt til det kolde vejr og blæsten der trak graderne ned lige den lille tak ekstra. Hans cable sweater virkede ikke som førstevalget til rystning for vejret, men for Abel, hvis evner og opvækst i Belgien rustede ham til kulden, var den mere end rigeligt. Han havde dog taget et halstørklæde på for ikke at tiltrække alt for meget opmærksomhed på hans vanthed til kulden.
Abel havde aftalt at mødes med Autumn hernede ved storcenteret for at finde maling til sin lejlighed, samt et ønske om at finde en kaffemaskine, så alle hans penge ikke ville kalde til caféen. Ikke at han klagede, han så ikke noget i vejen med at støtte den lille café med penge, så længe han altså fik sin kaffe. Det ville dog være rart for ham, at han ikke var nød til at udvandre fra sin lejlighed bedst som natten var blevet mørkest for at få fat i kaffe fra caféen. Heraf hans dybe ønske om at erhverve sig en kaffemaskine. Abel stod nede foran storcenteret og kiggede op på den etager høje bygning. Han havde godt nok lovet Autumn at møde hende ude foran storcenteret, men efter at have konsulteret sit ur og affirmeret at han stadig havde på den mindre side af et kvarter, så ville han finde butikkerne de skulle lægge tør for maling of kaffemaskiner først.

Inde i storcenteret var der selvfølgelig et varieret sortiment af butikker med alt, hvad man nu kunne mangle. Tøjbutikker og skobutikker lå nærmest indgangen og mens han bevægede sig længere ind i butikken kom han nærmere og nærmere den kategori hans mangle stammede fra. Efter at have passeret en boghandel, som han noterede sig han skulle besøge på vejen tilbage, fandt han malerbutikken. Efter hvad han kunne se fra butiksvinduet så havde de alle afskygninger af maling, tapet, malerinstrumenter og beskyttelse, der var nødvendig i den ædle og besværlige kunst at male. Han nikkede kort for sig selv og fortsatte forbi butikken. Længere nede fandt han en hårde hvidevarer butik. Endnu en gang nikkede han for sig selv, da han fik øje på kaffemaskinerne. Med et svagt smil om læberne gik han tilbage af den vej han havde taget ind i centeret. Han gjorde holdt, da han kom til boghandlen. Han gik ind i butikken og kiggede rundt langs hylderne. Han kom til at smile og lade et fnys falde fra hans læber, da han kom til den overnaturlige sektion af boghandlen. Menneskenes forsøg på at fange de overnaturlige eksistenser på papir morede ham altid. Mest fordi de ramte helt forbi. Han rystede på hovedet og gik videre ned i den anden ende af boghandlen, hvor de ældre bøger stod på rad og række. Han nød når man kom længere og længere tilbage i historien. Det mindede ham om hans hjem og de bøger Luera havde givet ham. Det gjorde det mere interessant for ham at læse. Han lod fingeren løbe langs bogryggene mens han passerede ned langs reolen og kiggede på forskellige bøger. Da han kom ned til 1920’erne stivnede hans smil en smule. Det var omkring her hans krop havde frosset til en fast alder og her… Abel rystede på hovedet og gik tilbage til 1950’erne. Hans opslugthed med bøgerne i boghandlen havde lagt hans tanker langt væk fra tiden og mødestedet ude foran storcenteret.

“Skal jeg være overrasket over at finde dig her?”
Autumn smuttede roligt ind ved siden af Abel for at få øje på, det han stod og kiggede på. Uden rigtigt at tænke yderligere over, om han ville blive forskrækket over hende pludselige tilstedeværelse. Denne bogbutik var trods alt ikke, hvor de havde aftalt at mødes, men han havde ikke være ude foran. Og hun havde ventet længe nok, før hun opfangede hans duft. Hendes lugtesans var blevet skærpet en hel del igennem de sidste par måneder, som de ikke havde set hinanden. Hun havde bevist haft taget en form for afstand til ham, men det var nu rart at være omkring ham igen. Det var betryggende på en måde. Underligt, når man tænkte på hvilken race, han var af. Hun havde ikke altid haft de bedste oplevelser med djævle. Men hvem ville også dømme folk ud fra deres eksistens.
Den lille hundjævle drejede så hovedet og lagde de blå øjne mod djævlen ved siden af hende. I modsætning til de sidste par gange,  de havde været sammen, var et par tykstellede briller sat hen over hendes næseryg. Hun havde ikke lige haft tid til at tage sine briller med sig før i tiden. Et smil formerede sig med det samme på hendes læber, der var malet røde. Og det fremhævede hendes blussende kinder, der hurtigt indikerede, at hun både havde været ude i kulden, og at hun nok havde skyndt sig ud af døren. Meget muligt havde hun sovet lidt for længe. Men sådan var det jo, når man havde en dag fri fra skolen jag. Dog havde hun nået at iføre sig lidt mere acceptabel beklædning. Ingen store T-shirts og polkaprikkede natbukser. Det var blevet skiftet ud med et par lyseblåblå jeans og en langærmet sort bluse. Samt et beige halstørklæde, der lige var til at putte sig ned i.
”Dvæler du tilbage i tiden?” spurgte hun med en blid stemme og lagde hovedet en smule på skrå, før hun selve vendte blikket mod bøgerne et øjeblik. Normalt fandt hun ikke selv historie alt for spændende. Det var ikke længere noget nyt for hende. Hun strøg en lille tot hår, der var flygtet fra den pjuskede knold, hun havde samlet sit utømmelige hår i op toppen af hovedet. Og hun pressede kort sine læber sammen for at sprede læbestiften lidt bedre. ”Eller var du ikke skabt i den tid?” Hun hentydede bevist til 1950’erne, mens hun kørte en finger hen over et par bogrykke. Hun kendte ikke hans alder, så hun vidste egentlig ikke, hvor langt tilbage han var fra. Hun så lidt videre ned ad reolen. De nærmede sig 1960. Og så 1970. Det var egentlig de eneste årtier hun selv kunne huske med frisk erindring. Også selvom hun havde en svag hukommelse lige fra starten.
”Jeg må indrømme, at jeg ikke havde set dig som en bogorm..” kommenterede hun så med en kort latter, hvor efter hun trippede et par skridt bagud og vendte fronten mod Abel med armene samlet ved halebenet. ”Men hvilken glædelig overraskende.”

På trods af Abels træning til at lægge mærke til hans omgivelser, så havde han ikke hørt fodtrinnene der nærmede sig ham før de var lige bag ved ham. Han fornemmede skikkelsens tilstedeværelse bag ved ham og rettede sig op. Han smilede lidt ved Autumns ord og vendte sig imod hende. ”Nej nok ikke.” Hans smil fik en lidt undskyldende tone. ”Jeg blev lidt opslugt af historien her.” Han lavede en bevægelse med hans hånd mod bøgerne foran ham.
”Godt at se, at du også ejer normalt tøj.” Kommenterede han med et smil. Brillerne på hendes næse var dog en overraskelse. Havde hun nævnt noget med briller sidst, det kan godt være hun havde gjort det, men så måtte det have undsluppet hans hukommelse. Sammen med overraskelsen af hendes briller kom også overraskelsen af det sprog hun havde valgt at benytte. Da han havde kidnappet hende og taget hende til de amatørforskere, så havde hendes stemme udvist en tyk britisk accent igennem hendes engelske, men denne gang var det fransk der rullede fra hendes stemmebånd. Han var lidt overrasket over at hun ville vælge et sprog, der var fremmed for hende i stedet for sit modersprog. Ikke at han klagede, engelsk var ikke svært, men fransk lå ham nærmere og nemmere.
Abel regnede med at Autumn havde brugt hendes sanser til at finde frem til ham, men han var ikke sikker på om han egentlig ville vide det. Men nu ville hun nok heller ikke vide hvad han brugte hans sporingssanser på. Et glimte af et kors, blændende lys og et dunkende smerte i hele hans krop flimrede kort for ham, men han valgte at ignorere det. Det var ikke stedet eller tidspunktet at lade tankerne føre derhen.
”Dvæler… Det kommer an på, hvordan man ser på det.” Hans ansigt stivnede i et par sekunder og han stirrede indtrængende på reolen på den modsatte side af dem; der var ikke noget at se der. Et svagt fnys forlod hans læber. ”Nej, vi skal lige endnu halvtreds år tilbage.” Han fulgte efter hende ned af gangen længere og længere mod nutiden. Det var egentlig ikke så meget historien han var interesseret i, det var mere at det havde været der, og at han havde været der. Det var et middel for at gennemleve noget der ikke længere var. Han kunne godt lide at gennemgå sine spor i historien. Eller, sine og sine, spor han havde oplevet.
Han besvarede hendes latter med sin egen. ”Nej, det er nok ikke det første man ville stemple mig. Måske lidt sindssyg, men ikke bogorm..” Han vidste ikke hvad folk tænkte om ham, ikke at det bekymrede ham, for ham så hørte folks tanker hjemme i deres eget sind. Han vidste dog, med det han gjorde når han endelig var udenfor hans dør, så kunne folks indtryk ikke være godt. Han løftede et øjenbryn over hendes pludselige glæde. ”For meget TV har ledt min søgen på underholdning over på bøger, hvilket tager længere tid og er mere varieret. Så det holder jeg mig til.” Han vendte sig fra hylderne med bøger og strøg ud af butikken. Han rakte en hånd bagud og greb fat om hendes håndled og ledte hende ud af butikken. ”Jeg har fundet en malerbutik.” Sagde han før han kastede et blik efter hårde hvidevarer butikken i den anden ende. ”Og vi skal derned bagefter, jeg er nød til at anskaffe mig en kaffemaskine.”

Autumn kommenterede ikke yderligere på, hans lille hentydning til hendes beklædning, men hun sendt et stærkt blik af Are you kidding me. Rigtigt nok havde hun levet i hans T-shirt og diverse shorts, mens hun befandt sig i hans selskab igennem deres sidste var møder, men det var langt fra den måde hun gik klædt til hver dag. Hun rystede svagt opgivende af ham, og hun kunne ikke helt lade være med at smile over det hele. Det var trods alt lidt komisk, når man tanke videre over det.

”Jeg troede ellers du elskede at sidde foran Tv’et klokken lort om natten og se de der platte shows.” sagde hun med en rolig stemme. Stadig med den drilske undertone. Hun kunne godt relatere til det han gik igennem. Hun havde for lang tid siden opgivet at tænde på Tv’et, med mindre det var for at sætte en film på. Hun kendte ikke engang til de serier eller programmer der kørte nu til dags. ”Men jeg må have misforstået, nu hvor hun rent faktisk går efter at lave noget mere produktivt.” Hun puffede svagt til ham med skulderen, lige inden han pludselig satte kursen ud af butikken. Og kort efter blev hendes håndled grebet, og hun blev derefter bare trukket med. Hun blev lidt overrasket, og de første par skridt var lidt klodsede. Hun havde ikke forventet den pludselig travle opførsel.
Hun gjorde dog ikke noget modstand. Hun lod sig blive trukket med, og hun gjorde, hvad hun kunne for at følge med i hans tempo. Hun så forbi ham mod de butikker han pegede ud for hende og hun nikkede blot bekræftende. De var ikke kommet for at se på gamle bøger. Og de var skam heller ikke kommet bare for at se på vinduer. ”Er du sikker på, du kan få en kaffemaskine til at virke ordentligt? Vi må huske at få en brugsanvisning med.” Endelig syntes hun at finde godt fodfæste oppe ved siden af ham. Hun gjorde stadig ikke noget ved hans greb om hendes håndled. Han gik hurtigere end hende med hans lange ben, og hun kunne nemt blive væk i mængden.
”But either way.. Maling først?” Hun sukkede sagte og rettede endnu en gang på brillerne, der var faldet en smule ned i den pludselig afgang væk fra bogbutikken. ”Har du fået tænkt videre omkring hvilken farve, vi skal have fingre i? Jeg tænker at en pastel lavendel, vil passe perfekt! Eller måske en solsikkegul?” Selvfølgelig jokede hun. Hun havde svært ved at se ham med andet end hvide vægge. Hans lejlighed havde trods alt været meget sort/hvid. Og rød. Men hun forsøgte nu alligevel at løfte humøret en smule. Og sammen med det hele sendte hun ham et bredt smil, som hun kortvarigt så op mod ham. ”Eller er du måske mere til den populære mint-grønne-blå, mr. Lorenz?”
Hun fik roligt vredet sin hånd ud af hans greb. Det var begyndt at blive lidt akavet at gå, som om hun var et hyperaktivt barn, man nærmest blev nød til at holde i snor. Hun kunne vel godt finde ud af at holde sig til Abel. Og hvis hun endte med at blive væk fra ham, kunne hun bare opsnuse ham igen så længe han ikke befandt sig i parfumeafdelingen.