Shopping! - Private

V: en kold brise på en varm dag.
O: en masse folk, rundt omkring.
S: Centeret.
T: Middagstid.

Mika gik nysgerrigt rundt, hun bar rundt på 4store poser, dog smilte hun for sig selv, mens hun så rundt på de glade mennesker(og væsner). Det forundrede hende meget at hun kunne gå rundt uden folks stirrende blikke(avatar = me), hun lod sine grå'violette øjne spejde rundt, men forgæves, hun havde et kort øjeblik glemt at hun ingen kendte her. "Hmm.". Hun sukkede med et eftertænksomt blik i de tågede øjne. *Her er så mange?* Det undrede hende at hun stadig følte sig alene.

Stéph sad på en lille café ved et bord, der stod udenfor caféen. Han havde lige bestilt noget en sandwish. Ved hans side stod en enkelt pose. Han var trukket i sine hvide short og grønne T-shirt. Over stolen lå der en tynd trøje i tilfældet af, at det skulle blive for koldt udenfor. Han var jo kommet på sin cykel herhen. Og han skulle jo bare hent noget tøj og nogle få andre ting, som var vigtige.

Mika spottede sin ynglings café længere fremme. "Yay!". Hendes øjne glinsede let da hun udså sig det sted hun havde valgt at sidde første gang hun kom over til den, der var bare en lille ting. Hun satte hovedet på skrå med et mindre sarkastisk smil, da hun så nogen allerede sad der. *Hmm.* Hun gik over med nogle forsigtige skridt, "Er denne plads taget?", hun smilte en anelse undskyldne over at forstyrre ham, mens hun stile pegede over mod den frie plads foran ham. Hun så meget komisk ud med sine fire poser, og det pjuskede sølvhvide hår, mens hun tålmodigt afventede hans svar, med de tågede grå'violette øjne rettet mod ham.

Stéph kiggede op, da nogen talte til ham. "Nej, den er ikke taget. Du kan bare sætte dig." sagde han og nikkede til hende. Hun lignede et overnaturligt væsen, men det tænkte Stéph jo alle. Og sådan havde det været side, han havde mødt en asparapige. Han var måske bare blevet mere opmærksom på hans omgivelser omkring ham, fordi der kunne jo ske flere spænende ting. Stéph kiggede begejstret på sin sandwish, da den kom. Det var en tun sandwish, en af hans ynglings. Der blev også sat et glas vand ved siden af.

"Tak". Hun smilte glad og lændte sig tilbage i stolen, hun sukkede let og pustede sit pandehår væk fra sit ene øje, før hun rakte den marmorhvide hånd frem. "Mit navn er Mika Amané, rart at møde dig". Hun satte hovedet på skrå og granskede hans karakter, med sine tågede grå'violette øjne.Han så, ja meget normal ud, det var nok det der overraskede hende. Hun kunne sagtens ligne et menneske, hvis ikke det var for den snehvide hud, iskolde krop og underlig øjnfarve. Hun tyggede let på tanken.

Stéph trykkede hendes hånd og smilte, "Stéphan Mark Chevalier." Stéph sagde det med accent på, det var nemlig fransk. Og det var også der, han havde boet i ca 5/7 år. (Kan ikke lige huske det.) Så hans franske tale var næsten perfekt. Han havde nogle små knæk nogen gange, men det var, hvad man fik ud af at flytte. Ting kunne ikke forblive fejlfrie, ændringer skete, så man måtte lære at leve med det. Stéph lagde nu mærke til, at Mika havde noget lilla i sin øjenfarve, det havde han aldrig set.

Hendes øjne spillede let op, ved accenten. "Er du franskmand?". Hun kunne ikke skjule et smil, da hun havde boet der i 4 år. "Jeg kommer fra Japan, men opvoksede i Frankrig, Niché". Hun smilte med et nik, før hun fik en ide, "må jeg kalde dig Stéph?". Hun gjorde næsten hvalpe øjne og kunne ikke lade vær med at le. Hun så måske ikke ud som en udadvendt person, men det var hun. Hun så igen afventende på ham, med hovedet på skrå, det var en vane hun aldrig kunne komme af med.

"Jeg ikke kalde mig selv franskmand, da jeg kun boede der kort. Men jeg er født i Frankrig." forklarede Stéph, han havde samlet sin sandwish op og bed i den, inden han nåede at reagere på hendes spørgsmål. Han nikkede til hende, da han ikke ville tale med mad i munden til hende. Mange af dem han kendte kaldte ham Stéph, nogen enkelte stykker kaldte ham dog Mark, hvorfor det vidste jeg ikke. Det overraskede Stéph lidt, at havde leet.

"Ahh". Hun nikkede, med et lyttende smil. "Går du egentlig på den lokale skole Stéph? jeg har søgt lidt rundt og fundet ud af at der kun er én skole i lokalområdet". Hun bed sig tænkene i underlæben, det var underligt at skulle vænne sig til de nye omgivelser. Hun så på en af de 4 poser hun havde, den mindste, der var en fin sølv'sort violin, med hendes initialer på, posen var halvt åben, da den lå på gulvet. Hun håbede inderligt at der var musiktimer i hendes nye skole.

"Der er to skoler, en her. Og en slags skole for problem børn i øst afdelingen." forklarede Stéph, "Ja, jeg skal starte mit tredje år der." Han var ikke meget for, at det var hans tredje år, man vidste seriøst ikke, hvad han skulle være ude i fremtiden, han havde virkelig aldrig tænkt over det. Han havde talenter, men det kunne han vel ikke leve på. Det kunne måske blive til noget fritidsarbejde, men så heller ikke mere.

"Nåå ja, jeg overvejer jo faktisk også at melde mig ind på den for problembørne". Hun smilte sarkastisk, "Men hvis du er tredje års elev, ved du så om skolen har musiklokaler, jeg melder mig nemlig bare ind på den af de to der har det". Hun var rimelig ligeglad med alt andet da hun var god akademisk men hendes musik var hendes prioritet. Den slags havde været svært for hende at indrømme før i tiden, men hun så helt anderleds på tingene nu.

Stéph måtte grine lidt over hendes sarkastiske sætning, hvis han ikke havde fanget den sarkatiske tone, så havde han næsten troet på det. "Skolen har mange forskelige klubber, blandt andet musikklubben. Men jeg er selv en del af boldklubben, hvor vi spiller lidt forskelligt." sagde Stéph og smilte. Han sukkede, han ville gerne være en del af musiklubben, så han kunne låne lokaler, men nej, hans far ville jo noget andet.

"Virkelig!". Man kunne høre begejstringen i hendes stemme, det var tydeligt at hun sikkert ville melde sig til den. En smule usikkerhed kunne pludselig tydes. "Er der noget specialt man skal kunne udover at spille et intrument? og er du en del af musik-klubben?". Hun smilte en smule håbefuldt. "Du virker som den aktive type". Hun nikkede som for at give sig selv ret.

Stéph lagde mærke til hendes begejstring. Det glædede ham, at hun var så glad for musik. Der var ikke mange, der havde denne slags glæde. "Jeg ved intet om musikklubben, da jeg ikke er en del af den." sagde Stéph lige ud, han vidste ærlig talt ikke særlig meget om den. Han måtte grine lidt over hendes den sidste bemærkning. Hun havde skam ret i, at han var den aktive type, foreslog nogen noget sport, så var han altid klart, næsten.

Hun lyttede forstående, og nikkede så med et let smil. "Tror jeg melder mig ind i den klub hurtigtst muligt, og mååske senere en idræts klub". Hun grinte da hun skar en grimasse der sagde det ikke ville ske fornyligt, da hun ikke var nogen atlet, bare slank. Hun satte hovedet på skrå og så undrende på ham. "du er senior elev ikk?". Hun tænkte han sikkert ikke kunne lide musik så meget eftersom han havde gået på skolen i 3år uden at melde sig ind i den. Hun smilte med et suk. "Nu ser jeg næsten helt frem til at gå der". en mild latter kom fra hende.

Stéph nikkede bare til Mikas ord. "Det må du selv om, hvor hurtigt det går. Fordi lærerene kommer efter dig, fordi man skal vælge en klub i løbet af en måned." forklare Stéph og kunne godt huske, hvordan havde været for ham. Alle ville have ham i den eller den klub. Og den klub han valgte, de begyndte at blære sig overfor alt og alle, hvilket Stéph havde rullet øjne over.
"Jeg skal starte som senior elev." rettede Stéph på hende, han var jo ikke blevet det endnu, "Og ja, du skal glæde dig."

Mika hvilte sit hoved på sine hænder mens hun lyttede, "Det lyder som om det gør det til et værre drama", hun sukkede med et smil, hun rode lidt undrende op i det pjuskede hår, "Er der andet end mennesker der går på skolen?", hun smilte usikkert, da det ellers ville føles rimelig akavet for hende at være der, hun så rundt, "just cerious", hun smilte blidt.

"De jagter dig eller så ånder de dig i nakken." sagde Stéph og fik det virkelig til at lyde, som om lærerne var nogle stalkers, som ikke gjorde andet, end at rende efter lærerne.
"Nåå... mener du aspararer?" spurgte Stéph, som det første. Det gik lidt tid, før det enlig gik op for Stéph, hvad det var hun havde sagt. "Hvad? Sidder du nu og siger, at du også er sådan en?" spurgte han forvirret.

Hun gjorde store øjne, og gøs, "Måske er skolen for problembørn mildere", hun skar en pinefuld grimasse. hun så undrende på ham med hovedet på skrå, "Nej jeg er ikke en aspara", hun så rundt på de mange omkring siddende, "Er en dødsengel", hun smilte venligt, og håbede ikke han ville få et anfald. "Du er et menneske ikk?", hendes spørgsmål var helt uskyldigt, i sin nysgerrighed.

"De er alle venlige nok, de er ikke engang slemme. Når du har meldt dig ind i en klub." sagde Stéph og grinte lidt, "Jeg tror, de er værre på den anden skole." Og det troede han, fordi det var jo børn, der var hentet fra gaden, som ikke ville gå der.
"Er der flere af jer?" spurgte Stéph med store øjne og så på Mika. Han ville ikke helt have troet det, men så havde hans tanker ikke været helt forgæves. "ehmm.. det tror jeg da nok, fordi jeg kan ikke et ellet andet hokus pokus." sagde han og viftede lidt med armene.