Sinister Shopping

Sted: Slavehandlernes Mekka
Tid: Skumringstimen
Beklædning: Khá havde ændret sin ærkemagerkåbe så den var mere i stil med en trenchcoat

Noget nyt skulle prøves. Khá stod ikke som sådan ud her fordi han var djævel, men fordi han valgte at ose med sin rigdom. Han blev behandlet som en konge af alle der havde noget at sælge eller blot ville væk fra et sølle liv her. Engle, Elvere og mennesker og meget mere sad enten i kæder eller bure eller var sat til en opgave for at udstille hvad de kunne så folk ville byde mere for dem måske. Khá ville egentlig ikke købe noget eller nogen, men bare det at mærke decadencen her nede var fantastisk. Han stødte ikke rigtig på noget der var unik nok til at han ville overveje et køb dog. Bare det at være engel eller elver eller andet var ikke nok. Deres evner skulle være helt specielle. Og hvem ved? måske mødte han nogen interessante individer udenfor burene?

Den ene sleske stakkel efter den anden forsøgte at prakke en dårlig handel på Khá. Det virkede til at være endnu en aften uden noget held eller spænding. Ikke noget nyt. Hvad skulle man også forvente i en slavehandel? Det var ikke fordi at det var noget Arkant supermarked

Det virkede næsten helt okkult at gå rundt i blandt de mange fakler og lys der flakkede rundt fra den ene slave bod til den anden. Diverse mestre der udstillede deres slavers dyd på den ene eller anden facon; uanset hvad man søgte kunne man måske være heldig at finde det. Hvad end for en blandings race! Mudderblods væsener af alle slags. Det var et helt tag-selv-bord af freaks, der bare ventede på at komme fra det ene par kyniske hænder og over til nogle andre.

Og iblandt de mange kyniske individer der så på nævnte 'freaks' gik en lav kvinde skikkelse rundt. Et par høj hælede støvler gav deres ekko over det stykke asfalt der nu var tilgængeligt. Sorte leggings klamrede sig til hendes ben imens en stram sort kjole - der komplimenterede hendes barm og timeglas figur - dækkede fra hende lår og op til hendes hals, hvor en simpel sølv halskæde smygede sig om den. Et par lange, enkle sølv øreringe hang fra de piercede øreflipper, og lod sig liderligt befamle i lysets skær. Om hendes liv var der et sort bælte, vis overflade skinnede som lak. Hun gik med en sort frakke over skuldrene, og en stropløs pung af samme materiale som bæltet. Et sølvarmbånd med en hvid sten i, glimtede om kap med øreringene. Håret var strøget tilbage og gemte spidserne af hendes øre, så hun lignede et menneske. En mørk kvinde. Hendes øjne var malet med en diskret naturlig øjenskygge og optegnet med samme sparsommelighed. Ligeledes var hendes læber blot gjort mere tydelige af en klar lipgloss.

Hun lignede hverken en adelig kvinde, men en kvinde der til trods ikke manglede noget. Hun kunne lige så godt være på vej til en casuel middag som til et stævnemøde. Meget kunne man sige, men stil det havde hun til trods.

Hun fortsatte ned af gaden og vendte øjne hist og her, af slave handlere der prøvede at lokke hende til at købe fra dem. Hvilket ikke var hendes intention, hun var såmænd bare nysgerrig.

Det var nu næsten morsomt at se hvor langt de forskellige "købmænd" ville gå for en handel. Khá havde fundet sig hvad der nok nærmest var en café der nede og sad og så på de andre der ville købe. Den måde hvordan mange af dem forsøgte at virke som om de vidste alt om slavehandel var næsten humoristisk. Han morede sig fantastisk med at sidde og kigge på en meget rig mand der forsøgte at købe sig en vampyrslave. Han pruttede om prisen på de mest tåbelige måder:

"jamen hun er jo helt udsultet og afkræftet, hvad kan hun overhovedet? Jeg kan gå et andet sted hen og få en bedre pris"

Man kunne tydeligt se at den eneste grund til hvorfor de ikke havde gennet ham væk endnu, var fordi han havde så mange penge. Personalet hvor Khá sad, fedtede også utroligt for Khá. Det var faktisk irriterende. En af personalet blev pisket for at stirre på Khá og komme med bemærkninger om hvor hans øjne var. Khá tændte det lille stearinlys på bordet med den Arkane Flamme

Netop som Khá havde rejst sig og skulle til at gå, var der noget der fangede hans opmærksomhed. En vidunderlig duft. Khá vendte sig om og så hende gå forbi ham. Hun var ingenlunde i tvivl om hendes skønhed som den kjolse sad. Udfra den uvirkelige ynde, var Khá's gæt at hun var elver selvom hun lignede et menneske. Man kunne nærmest beskrive hendes skønhed som arrogant, da den var så meget hævet over andre her. Khá tog sig selv i at kortvarigt stirre på hende

Mængden af folk var hvad man kunne forvente på et så eksotisk sted; en slagmark. Man skulle næsten smyg sig forbi den ene efter den anden for at komme fra A til B, men selvom det let kunne blive en forhindring for den almene person, virkede det ikke til at forhindre hende i at befærde sig. Hun var ikke bemærkelsesværdigt høj, men heller ikke alt for lav. Hendes fysik var slank dog ikke spinkel, og derfor kunne hun let klemme sig forbi den ene efter den anden.

En lille smule utålmodigt blev hun ved med at spejde fra bod til bod, idet det slog hende at de alle sammen lignede hinanden. Uden så meget som en tanke for den herre der havde stirret på hende, bevægede hun sig uanfægtet forbi. Det var ikke første eller sidste gang at folk havde tildelt hende en usædvanlig opmærksomhed; hun var heller ikke helt sikker på at hun endnu var særlig god til at integrerer sig helt og glide i ét med mængden.

En hånd blev ført op til brystet for at trække jakken lidt tættere om sig, indtil hun stoppede ved en bod der ikke solgte slaver men tilgengæld solgte diverse pynte ting til nævnte: halsbånd, halskæder, øreringe, armbånd, læder remme, kæder ect. Noget der utvivlsomt ville få en hver kvinde til at stoppe op og give det et kig. Hendes mørke øjne faldt dog over et lettere eksotisk par øreringe; en snoet slange med grønne øjne der funklede, og der hvor den bukkede var der blevet fastsat små sølv kæder som endte ud i aflange dråber.
Hun tog den op og lagde den i håndfladen for at studere den nærmere med et sultent blik, før manden ved boden fik øje på hende - hurtig som en høg!

,, 100 euro, og de er dine! Ægte sølv, eksporteret fra egypten!", påstod han.

Hun gav et mindre kattesmil til ham før hendes entusiasme omkring smykket dalede lidt.

Han var ikke sikker om det hans nysgerrighed eller om det var hans manerer der tog over da han forsigtigt lyttede med til handlen der foregik i smykkeboden. Hendes nysgerrighed omkring de mange smykker virkede næsten som begær. En halskæde havde åbenbart fanget hendes opmærksomhed. Khá havde forsigtigt bevæget sig lidt frem så han kunne se hvad det var for et smykke. Det var ganske vist et flot smykke. Pludselig hørte han sælgeren sige:

"den er importeret fra Egypten!"

Der tog Khá's manerer dog over. Han gik rimelig fast hen til boden og sagde:

Nej hov hov! det er ikke pænt at snyde damen. Det smykke kommer ikke fr Egypten overhovedet!

Sælgeren panikkede nærmest og forsøgte at sige hvad der lød som et sælgertrick: Jamen den er blevet fundet for nyligt i Kongernes Dal! Jeg har ærligt importeret den!

Khá: Så er de blevet snydt. Hvis det skal være et smykke fra Kongernes Dal skal det ca se sådan her ud

Khá løftede sin halskæde frem. Det var en utrolig flot Ankh graveret med hieroglypher og i midten var den prydet med en stor sort Obsidian-sten. Havde man forstand på den slags, kunne man se tegn for både "død" og "magi".

Det var ikke min mening at forstyrre dem frk. jeg ville blot ikke se ham forsøge at snyde dem

// Det var et par øreringe. men det går nok.

Man kunne ikke ligefrem sige at det var bedrøvelse der skinnede igennem i det mørke blik, men der døde en form for optimisme; ikke at prisen ikke var overkommelig, men hun var ikke helt sikker på at hun var så forelsket i smykket at hun ville betale det beløb for det. Hun nåede dog ikke at overveje hvorvidt hun ville have det eller ej, da hun pludselig blev afbrudt af en fremmed i en trenchcoat. Overraskelse fik hendes pupiller til at trække sig sammen, og hun så en smule mundlamt til imens at handleren og den fremmede kom i en mindre kambolasie med hinanden, over hvorvidt smykket var autentisk eller ej.

Da han så fremviste et smykke som han hårdnakket påstod var fra selv samme sted som sælgeren havde hævdet det andet var, blev hendes blik dog lidt mere nysgerrigt end det forblev chokeret. Men som han undskyldte efterfølgende, var hun blot stille et par sekunder, indtil hun så ud over den menneske mængde der uden tvivl ville have vendt deres blikke i deres retning, efter at han havde fremvist et sådanne relikvie.

Hun så kort ned, lagde smykket på plads og gav handleren et undskyldende blik: ,, Undskyld ulejligheden.", fik hun fremsagt inden hun trak sig væk fra boden igen.
Som hun gjorde ville hun gribe fat i den fremmedes arm og målrettet trække ham fremad, for at gestikulere til at han skulle gå. Noget så naturligt opsatte hun et lille skuespil og lod som ingenting, indtil der ikke længere var øjne på dem.

Da de var kommet et godt stykke væk, ville hun dog tage armen til sig igen og se op på den fremmede:
,, Er De helt fra forstanden?", spurgte hun.

Hendes stemme havde en mørk undertone og hun trak let på ordrende, og rullede med tungen svagt ved endelserne - en tydelig accent som ikke helt var til at placere.

Khá begyndte at grine lidt da hun spurgte om han var gået fra forstanden

,,nej så absolut ikke. Jeg ville egentlig bare spare dem for at blive snydt og jeg havde min skabelse i Egypten så jeg har en absolut god ide om hvad smykker derfra bør koste. Det var såmænd ikke for at fornærme nogen eller noget som helst. Jeg må nok tilstå at de fangede min opmærksomhed da de hvis jeg må være så fri absolut ikke passer ind et så dekadent sted som dette. Jeg undskylder hvis jeg har fornærmet dem. Må jeg præsentere mig selv, mit navn er Khá"

Han bukkede ærbødigt for hende og fandt det næsten forfriskende at hun ikke blev generet af gravens kulder der kom fra ham.

Hun sendte ham et forundret blik da han uanfægtet af hendes ord, grinte: mænd havde i sandhed ikke særlig mange brikker at flytte rundt med. Eller også forstod han alvoren i at han havde blottet noget værdifuldt i en rede af skader, men var for arrogant til at anerkende dets alvor? Hun forstod sig ikke på hankøn - magen til mystisk tankegang!
En tale strøm fulgte og den tilsyneladende mørke menneske kvinde, lyttede til hvert et ord, til trods for at der stadig var en stemme inde i hendes hoved der bød hende skille sig af med ham omgående; han kunne kun blive en belastning, sådan som han åbenlyst talte på gaden om sin skabelse - var der mon overhovedet sandhed i det? Hun overvejede hvorvidt at en mand der var så ivrig efter at sætte konklusion under sig selv så hurtigt, overhovedet nærede et gram af oprigtighed?
Men hun nåede ikke langt før at hans talestrøm var ovre, flot snirklet ind i et afsluttende kompliment og en undskyldning hvorefter der fulgte en præsentation af det snakkesalige individ.

Hun spidsede munden let og lod den trække ud til siden i en utilfreds mine kunne man vel kalde det. Som han bukkede ærbødigt - som en klovn fra et teater - bed hun sig usikkert i læben og så sig omkring: fanden tage de old relikvier der absolut skulle rejse sig fra graven og netop opsøge hende, og tiltrække uønsket opmærksomhed. Endnu engang blev de tildelt ubehagelige blikke. Hun stirrede tilbage på ham.

,, Ved guderne.. ", sukkede hun opgivende.
,, Jeg forstår at De har set mange flere somre end jeg, men prøv at integrer Dem en smule!"

Derefter ville hun gribe fat i hans arm igen og trække ham videre indtil folkenes hvisken og misbilligende øjne havde fortaget sig igen.

,, Vi bukker ikke længere for hinanden i offentligheden, den korrekte hilse måde er et håndtryk. Eller i visse tilfælde bare et 'goddag'.", indviede hun ham i.
,, Har De ikke studeret nutidens gestikulationer og socialisering, før De begav Dem ud i samfundet?", spurgte hun i en blanding af forbløffelse og forargelse.

Diskret gik Khá med hende men dog bestemt i eget tempo.

,, Jeg forstår udemærket deres synspunkt frk, men jeg anerkender den tidsalder jeg sådan ser er fra og det er en høflig måde at vise folk respekt på. Og da jeg eminerer gravens kulde er håndtryk noget der sjældent bliver taget godt imod fra min side af. Og hvis de selv er af den overbevisning at man ikke skal flotte sig med status eller des lignende, så burde de så absolut selv være mere diskret. Og jo jeg har skam studeret den tid jeg lever i. Det er bare underordnet. Mange af væsnerne her er markant ældre end jeg selv er, men de gemmer heller ikke hvem de er. Og siden de nu mener jeg ter mig forkert, burde de så ikke selv udvise respekt for, hvis ikke en venlig person, så en ærkemager?"

Imens han fortalte sin side af det hele, begyndte hans øjenhuler stille at fyldes med en klar blå flamme. Havde man forstand på magi vidste man udemærket hvad det var. Det skete som regel når Khá blev vred. Da Khá selv lagde mærke til det skete, trak han vejret dybt og stille forsvandt flammen igen.

,,Igen jeg beklager at jeg har fornærmet dem, men som minimum ville jeg værdsætte at de udviste mig nogenlunde samme respekt som jeg forsøger at vise dem"

Flammerne der udfyldte hans øjne fik det ikke just til at glide hende koldt ned af ryggen; hans temperament tog hun som en konklusion på sine forhenværende tanker. Han valgte at kalde sig selv for 'ærkemager' til trods for at han havde en kort lunte og tilsyneladende en alt for stor stolthed, idet han insisterede på at vifte med sin herkomst. Som hun blev bedt om at udvise samme venlighed, rystede hun på hovedet - lettere opgivende.

,, Som ærkemager må De da også kunne forstå vigtigheden af at indordne sig? De satte mig i en udsat situation for lidt siden, ved at tiltrække opmærksomhed. Og i al fortrolighed kan jeg da afsløre at jeg endnu ikke har mødt en anden eksistens der så glædeligt ønskede at signalere med deres stamtræ, som De. Til trods for at man siger alderdom bringer visdom.."

Hendes blev blev fjernt et øjeblik, hun virkede betænksom idet hun mumlede lavt:
,, Eller er det 'rigdom'?", hun himmelede med øjnene af sine egne ord, inden hun så tilbage på ham; rolig som en overlegen kat.

,, Jeg viser Dem skam respekt, måske ikke krybende og i armod af Dem, men jeg taler til Dem som jeg ville tale til alle andre."

Hun klikkede kort med tungen og viste svagt sine hvide, halv spidser tænder derved. Så et kort øjeblik stædigt til den ene side, inden hendes mørke blik atter lagde sig over ham.

,, Hmm.. Man vifter ikke med gamle, værdifulde relikvier på en markedsplads af lykkejægere, med mindre man ønsker at gøre sig selv til mål. Eller føler De Dem hævet over dette? Mener De at Deres alder og evner gør dem immun overfor verdens kynisme og begær efter rigdom? - Nogle af disse lykkejægere kunne let vise sig ældre end De, og mere ivrige efter at bruge Deres evner. Derfor... værdsætter jeg diskretion, ligeså meget som De burde.
Man kan sagtens ære sine rødder uden at strække sine grene for højt.".

,, Jeg er udemærket godt klar over min korte lunte som de siger. Men det er ikke ærkemageren i mig der gør dette. Der har skam været konsekvenser ved mine handlinger i fortiden og dem bøder jeg stadig for. Jeg indordner mig skam også. Men i en by af af djævle, dæmoner, engle, elvere og meget andet. En by hvor man ikke skal lade sig underkue. Jeg har så absolut ikke haft en nem start her, da jeg er det væsen jeg er. Alt hvad jeg har og er har været en hård kamp at opnå. Og ja hvis de tænker på en lykkejægers kynisme, så er jeg hævet over det. Og hvis jeg skulle miste livet til en stærkere end mig så er det sådan det er. Jeg har eksisteret for længe til jeg skænker døden en tanke. Jeg gør ikke dem noget, og så gør de som regel ikke mig noget.

Khá ville normalt set blive gal på hende, men åbenbart ikke. Måske var det det simple faktum at hun turde sige noget igen.

,,Hvad angår Ankhen? den ville allerhøjest være et relikvie for en arkæolog. Det er et simpelt smykke. Med fare for at lyde hoven så er rigdom ikke noget jeg har for lidt af. Og ganske rigtigt kan man sagtens ære sine rødder uden at strække sine grene for højt, men jeg kan forsikre dem om at jeg bøjer mig ikke for nogen"

,, Hvis jeg må være så fri, skulle vi ikke prøve på ny? Hvis det behager dem, skal jeg gerne gøre mig mindre bemærket. Ville det være uhøfligt af mig at byde dem noget at spise eller at drikke?"

De næste ord fik Khá til at smile forsigtigt

,, Ganske ubemærket naturligvis"

Endnu en talestrøm blev givet hende og skønt hun lyttede, var det svært at vurdere hvorvidt hun bare fraværende stirrede og foregav at lytte, eller om hun rent faktisk bed mærke i hvad han sagde, og lod det vende inde i hende selv.

Men dets mere han talte dets mere følte hun sig en smule højere, til trods for at hun sikkert knapt ville gå ham til brystkassen. Han var som et voksent barn med magt: så hovmodig og ignorant at han glemte at leve - eller det var hendes holdning og teori i hvert fald. Hun var ikke interesseret, men som han tilbød mad og drikke lod hun alligevel til at tø en smule op; at gratis måltid kunne vel aldrig skade? Med mindre det bestod af rotteben og tudse lever, eller hvad enten man brugte i roder konges tid!
Hans kommentar om diskretion fik hende dog til at give et lille katte-agtigt smil, inden hun ville træde forbi ham næsten arrogant:

,, Jeg tvivler på De overhovedet er i stand til det.", sagde hun åbenlyst provokerende.
Et harmløst lille drilleri - eller var han også for følsom til at kunne tåle det?
,, Så længe De ikke byder på barbaque slanger og bille souffle, og vi lige pludselig befinder os i sten-alderen, så lad gå. Tilbage til civilisationen!"

Hun vendte sig halvt om efter at have gået et par skridt og lod blikket glide ned af hans tøj, vurderende.
,, Men jeg går ikke i byen med Dem i den mundering.", konstaterede hun.
,, Tag hjem, ifør Dem noget... nutidigt og stilet, vis muligt.", hendes smil blev næsten syndigt kælent.
,, Resturant Bon Appétit, klokken 8 i morgen aften. Lad os se om din såkaldte rigdom har hold i sig? Shall we?"

Legesygen i hendes blik spredte sig og lod de mørke øjne funkle forførisk, inden hun vendte blikket væk fra ham igen og begyndte at gå ind imellem flokken af mennesker; lod han hende gå ville hun tids nok forsvinde i mængden, og lyden af de høj hælede støvler's ekko over jorden - blev det sidste tegn på hendes egentlige eksistens.

Det var nu alligevel rart at se hende gå fra rullende øjne til et mere drilsk smil. Selv djævle vil ikke nødvendigvis fryses ude. Hun virkede nærmest fraværende til at starte med, måske helt og aldeles ligeglad men så var hun nok allerede gået i stedet for at skænke ham yderligere opmærksomhed.

Han kunne nu ikke lade være med at grine lidt af hendes kommentar om hvor vidt han var i stand til at leve eller være diskret. Hun mente jo nok begge dele.

,, i så fald må jeg se om ikke jeg kan finde noget. Lad os se om de så kan finde noget elegant der stadig fuldt ud komplimenterer deres krop. Og jeg sværger ingen biller eller des lignende. Det er så absolut ikke ngoet jeg ynder at spise. Og ja mon ikke min tegnebog kan klare det. Så vil jeg være klar der kl 8 der i morgen aften Miss"

Med et næsten kækt smil rakte han hånden frem til et håndtryk, ganske som hun havde foreslået. Imen hun stille gik sin vej, sagde Khá ærbødigt: ,,til vi ses igen"

Fortsat i: https://vie-la-mort.danskforum.net/t11504-noir-et-bleu-kha#217638