Save Me

Dai sad i lejligheden. Han nød at han ikke behøvede at gå i skole. Xander havde dog sagt noget om at de ville få tidligt fri. Han sad med fødderne på stuebordet, en øl i hånden, og en tom ølflaske stående foran sig. Han overvejede lidt hvad han skulle lave indtil Xander fik fri, og bestemte sig for at han ville gå ind og sove et par timer når han var færdig med det program som var i tv'et.
Han kiggede på klokken, så at den var lige omkring 10, og pludselig hørte han skridt udenfor. Han overvejede hvem det kunne være. Så vidt han huskede havde posten da været forbi. Og selv hvis han ikke havde, ville han nok først komme senere.
Dai gik ud mod døren, og skyndte sig lidt mere da han hørte at der var en der prøvede at åbne. Han spærrede øjnene op i forfærdelse da han så Xander. Han rakte armen ud for at støtte ham.
"Hvad er der sket? Hvad har du brug for? Er der noget jeg kan gøre?" Dai kunne ikke helt fokusere på at tænke, det eneste han fokuserede på, var den store mængde blod, og det at Xander så ret vaklende ud.

Hvor ville han dog ønske at han ikke havde taget i skole, men hvem regner dog også med at blive overfaldet af dem man burde kalde venner? det var ikke lige det han havde regnet med, han havde faktisk håbet på en skøn dag med vennerne inden ferien. Det var jo ligefrem forfærdeligt, men det gav jo ham en mindre grund til at stole på folk.
Hans blik gled langsomt hen mod Dai, når han først opfangede at han var der. Han gispede bare højt efter vejret, som han støttede sig ind mod ham "medicin" hviskede han hæst, mens flere tåre havde presset sig frem i hans øjne. Han viste udmærket godt at han ville dø på den ene eller anden måde, hvis han ikke fik det forskelligt medicin som han havde brug for. Han havde ikke lyst til at være ond mod Dai, men uden at tænke sig om skubbede han ham væk. Han vaklede ud i køkkenet til køleskabet, hvor han fandt en glasbytte med medicin og skynde sig hen til en skuffe hvor en sprøjte og hans astma medicin lå i. Han gled ned på gulvet op af køkkenskabene, og fik taget nogle sug af sin astma medicin. han lod den ligefrem falde ud af sin hånd, som han kæmpede videre for at få sprøjten ned i den lille bytte for at få noget medicin op "hjælp" hviskede han hæst og rakte det hen til Dai med den ene hånd, mens han placerede den anden mod siden af sig selv.

Dai var stadig chokeret. Han lod Xander skubbe til sig, og fulgte så efter ham. Han kunne slet ikke fatte hvad der var sket. Han vidste det jo egentlig heller ikke, men han havde en ret god ide om det.
Han fulgte Xander ud i køkkenet, fandt en klud, som han gjorde våd, med noget koldt vand, som han vred op, og så - da Xander sad ned - lagde han den på hans pande. Han satte sig på hug ved siden af ham, og fik hurtigt noget medicin op i sprøjten.
Han satte sprøjten mod en rimelig stor blodåre på Xanders hånd, og tøvede kort. Han tog sig dog rimelig hurtigt sammen. Han ændrede mening lige før han ville have tømt sprøjten og stak i stedet sprøjtens nål ind, på siden af hans hals. Han skubbede dimsen helt ind, så hele sprøjtens indhold blev tømt ud i Xanders blodåre. Derefter lagde han den på bordet og rejste sig halvt. Han tog forsigtigt fat rundt om Xander og bar ham så ind i sin seng. Dai vidste godt at Xander nok hellere ville have været på sit eget værelse. Men lige nu, fokuserede Dai mere på at få sårene gjort rene. Han havde brug for plads omkring sig og han kendte sig eget værelse bedre end Xanders.
Han gik ud i køkkenet igen, kom sin bofælle og bedste vens astma-medicin i lommen og tog en stor spand ud fra et af køkkenskabene, for at fylde den op med vand. Han ventede til vandet var en mellemting mellem koldt, og lunkent. Derefter lod han vandet fosse ned i baljen, og kiggede sig om efter et par rene klude, som han også kom op i baljen.
Da baljen var fuld gik han ind på sit værelse igen. Han rakte astma-medicinen til Xander, og satte baljen på gulvet ved siden af sig.
"Er der mere medicin du skal have?"


//Håber ikke der er for meget godmode o.o//

Hvis blot Xander havde viste at hans venner ville vælge at overfalde ham, så havde han kunne forsvare sig og ikke troet på at han kunne stole på dem. Han havde bare valgt at være et fjols, som så mange andre mennesker var.
Han lod ikke en eneste gang sit blik forlade Dai’s ansigt, det var nok den eneste person som han virkelig stolede på. Der kom dog et overrasket av ud mellem hans læber, når han blev stukket i halsen. Han kæmpede bare for at trække vejret så ordenligt som muligt, det var bare så svært at gøre når ens astma bare ville gå amok.
Han lod sig bare blive hjulpet ind i sengen også selv om det ikke var hans egen, han var ret så ligeglad med hvem's seng det var. Det var bare skønt at få lov til at ligge ned, det kunne også få hans krop til at slappe lidt mere af. Han hostede kraftigt også selv om det bare gjorde ondt i hans krop, han tog sig let til siden som han prøvede på at få styr på sin hoste. Han knappede roligt sin skjorte op, når han havde fået lidt mere styr på sine vejrtrækninger. Hans krop var allerede fyldt af blåmærker, på grund af den blodsygdom som han havde. Han vende sit blik mod Dai når han endelig kom tilbage, og endda havde taget hans astma medicin med. Han tog med glæde imod den, og tog et lille sug af den ”cola?” hostede han og rakte ud efter ham, mens han prøvede at tvinge et smil frem på sine læber. Han var jo ikke ligefrem glad for at lade ham se ham sådan, men stadig glad for at han havde ham der hos sig.

Dai smilede til Xander. "2 sekunder." Han rejste sig igen og gik ud og hentede to colaer i køleskabet. Derefter gik han ind på sit værelse igen.
Han åbnede begge sodavander og rakte den ene til Xander. "pas på du ikke spilder ud over dig. Jeg tror ikke det er rart at få cola i et sår." Dai satte sig på sengekanten igen. Han rakte ned efter en klud, vred den og kiggede så spørgende på Xander. "Må jeg?" Han tøvede lidt, før han trak Xanders skjorte lidt mere til siden og lod kluden glide hen over sårene. "Hvad lavede sårene? Altså blev du sparket, eller er det knivstik? For hvis det er det sidste skal du nok desværre på hospitalet, så du kan få en stivkrampevaccination. Ellers er det nok noget vi selv kan klare." Dai smilede til Xander, men hans blik blev hårdt da han lod sit blik glide hen over de mange sår. "Sig til hvis der er mere jeg kan gøre, Xan." Dai kunne ikke lade være med at smile da han brugte det kælenavn han havde givet Xander. Hans tanker gled dog hurtigt over på overfaldsmændene. Han vidste godt at han burde koncentrere sig om Xander, men hans ulve-jeg havde en gigantisk lyst til at finde dem og gøre det samme med dem, som de havde gjort ved Xander.

Xander var vel et eller andet sted ligeglad med sine sår, han havde bare brug for en cola til at få styr på sin krop. Han var bare heldig at have Dai der, som faktisk hentede en cola til ham uden at tøve. Han gav et lille nik fra sig, som han prøvede at sætte sig en lille smule op ”skal jeg nok” sagde han med en hæs stemme, og drak en lille smule af sin cola. Det hjalp bestemt meget på hans hoste, og ikke mindst begynde farven svagt at komme tilbage på hans ansigt. Han vende hurtigt sit blik mod ham og nikkede kort ”føl dig bare hjemme” sagde han roligt også selv om han var bange for den smerte som kunne komme, men det var jo bare noget man blev nød til at gå igennem. Han gav nogle små lyde fra sig, som Dai vaskede hans sår ”tror ikke de brugte kniv” sagde han da han ikke helt kunne huske det hele, det meste af tiden lå han jo bare på jorden. Hans øjne blev lidt store i det og rystede på hovedet ”ikke hospitalet” sagde han og lag hurtigt sin ene hånd på hans lår, og gav den et blidt klemt. Han var ikke ligefrem en af dem som var glad for hospitaler, da de altid betød smerte i hans tilfælde ”det er min egen skyld” sagde han og mente det, han skulle jo bare have holdt sine fingre fra Jonathan. Måske var det ikke hans skyld, men måske var det faktisk Jonathan’s skyld?

Dai smilede til Xander. "Dygtig Blondie." Dai kunne ikke lade være med at fnise, og lagde hånden op til hans ansigt. Han overvejede at kysse ham, men han ville ikke støde ham, så i stedet nussede han bare hans kind forsigtigt og flyttede hans hår, så det ikke længere lå ud over hele hans ansigt.
Dai kunne ikke lade være med at grine lavt. "Jeg er hjemme. Så jeg skal nok føle mig hjemme også. Nu skal vi bare have dig på ret køl igen."
Dai blev ved med at lade kluden glide hen over de mange sår. Han skyllede den jævnligt, og for hver gang, blev vandet mere og mere rødt. Han holdt blikket rettet mod de mange sår og kunne mærke hvordan vreden fyldte hans indre mere og mere. Han vidste at hvis han ikke fik styr på sig selv, ville han forvandle sig, og han var ikke sikker på til hvad. Derfor prøvede han at slappe af. Han rystede over det hele, på grund af anstrengelsen med at prøve at holde skikkelsen på plads.
Da han mærkede Xanders hånd og hørte dennes stemme, faldt han dog overraskende hurtigt ned. "Okay. Ikke hospitalet. Ikke endnu i hvert fald. Men hvis du begynder at mærke noget som kunne tyde på en infektion, så tager vi afsted. Jeg skal nok være der imens." Dai smilede til Xander, og kunne mærke hvordan han blev mere og mere afslappet.
"Nej det er ej. Det er aldrig din skyld hvis andre overfalder dig. Eller.. Altså hvis du overfaldt dem først, så er det måske.. Men det regner jeg ikke med at du gjorde." Dai strøg Xander over panden og flyttede igen på det pjuskede hår. Han bøjede sig ned og kyssede forsigtigt og eget let, Xander på panden. "Vil du helst ligge her, eller vil du med ind i sofaen? Tænker vi kan sætte en film på, og prøve at tænke på noget andet? Vi kan selvfølgelig også se film på mit tv. Du bestemmer."

Xander var bestemt glad for at de stadig kunne grine en lille smule, også selv om han lå der som en eller anden havde kørt over ham. Han grinte da også med ham, selv om hans krop gjorde lidt ondt i det ”hentydet til mine sår.. skøre” sagde han og så på ham med et kærligt blik, han var jo glad for at han havde denne gode ven. Jo mere blod Dai fik tørret af, jo mere kunne man se de blåmærker som poppede frem rundt på hans krop. Selv hans ansigt begynde at skifte farve i det, til en mere blå gul farve.
Han fjernede ikke engang sin hånd, når han havde fået Dai overtalt til det bedre for ham selv. Han gav et lille nik fra sig ”okay, men kun hvis det går hen og bliver så slemt” sagde han og var ligeglad med hvor længe han skulle ligge der, så længe han ikke behøvede at gå til hospitalet.
Han rystede kort på hovedet ”en eller anden havde sladret om at se mig sammen med Jonathan.. jeg viste det var dumt, at lade mig blive påvirket nok til at være offentligt med ham...” sagde han helt stille i det, og nussede forsigtigt hans lår ”det var dumt at være sammen med ham.. det var mere dumt at jeg plejede at gøre dette mod andre” sagde han og kunne ikke få sig selv til at kigge på Dai, det var jo forfærdeligt at behandle på den måde. Det var jo ingen skyld hvis man var til det samme køn, man skulle jo bare være glad for det også skulle fjolser ikke overfalde en.
Han gav et nik fra sig ”jeg vil helst blive her” sagde han og lå alt for godt i Dai’s seng, den var så blød at ligge i også duftede den jo også fantastisk.

Dai kunne ikke lade være med at stryge Xander over panden. "Det ved jeg godt. Men det er rart at se dig grine.. Også selvom du ligner lort." Han kiggede ned over Xanders krop, rejste sig og hentede sin dyne. Han nikkede til det Xander sagde, og lagde derefter sin dyne hen over ham.
"Alt skal nok gå. Men.. Er dig og Jonathan stadig sammen? For hvis I er.. Burde du så ikke fortælle ham om hvad der er sket, fordi han ikke har været påpasselig nok.. Det lyder nok dumt, men hvis jeg havde en kæreste, ville jeg sørge for at holde mig i nærheden, også hvis det betød at jeg skulle gå i skole. Og jeg ville tage alle slag for ham. Selv sådan en omgang som den du lige har fået." Dai satte sig ved siden af Xander, flyttede spanden lidt væk, og lagde sig derefter ned i sengen. Han startede med at ligge ovenpå dynen, og rakte blot ud efter fjernbetjeningen. Han tændte tv'et, og kom i tanke om at der allerede sad en film i dvd-afspilleren. Dog var han ikke sikker på om det var én Xander ville gide at se. Han kiggede tilbage på Xander og smilede. "Avengers, eller tv?" Han lagde armen om ham og klemte ham forsigtigt ind til sig, mens han sørgede omhyggeligt for at undgå at lægge hånden på et af de mange blå mærker.

Xander kunne ikke lade være med at følge Dai’s blik ned af sin krop ”jeg ligner da lort hver dag” sagde han også selv om man kunne høre på hans stemme, at han faktisk ikke mente det. Xander var jo altid en selvsikker ung mand, også selv om dette overfald bestemt tog lidt på hans selvtillid. Han følte sig bestemt som et fjols, mest fordi han havde ladt sig behandle andre på denne måde. På en eller anden måde, så fortjente han jo at blive udsat for det samme. Det lettede dog lidt når han fik lagt dynen over sig, og faktisk ikke kunne se sårene mere. Han lavede dog en lille grimasse, da dynen ramte nogle af sårene. Dynen duftede skønt af Dai, en tryg duft som fik Xander til at slappe helt af i det.
Han fik bare ikke lov til at tænke længe over det, når han hørte Dai’s stemme og kommentaren om Xander og Jonathan stadig var sammen. Han rystede svagt på hovedet ”nej.... har ikke set ham i et stykke tid” sagde han og var vel et eller andet sted glad for det, det var vel bare en dum fejl som han havde begået? ”vi var heller ikke rigtigt kærester, kyssede bare lidt.. da også forkert at være sammen med sin lærer” sagde han og gav et lille grin fra sig, mest af alt bare fordi han ville glemme ham. Det var jo hans valg at forlade Xander, uden at sige et eneste ord til ham.
Han lod sit blik blive vendt mod fjernsynet, med et tænkende blik i sine øjne ”vi kan godt se Avengers” sagde han og mærkede pludselig armen om sig, det var skønt at bare være tæt på en som man stolede så meget på.
Han lag sig forsigtigt om på siden, for at komme tættere på ham. Han gjorde det meget forsigtigt og lavede grimasser i sit ansigt, som små lyde kom ud mellem hans læber. Han lod sit blågrå blik hvile på hans ansigt, mens tanker røg igennem hans hoved. Mon alt havde været bedre hvis Jonathan aldrig var kommet til? Mon der havde blevet noget mellem Dai og Xander? Mon det havde ødelagt deres venskab? Han lag et par fingre på hans kæbe, som vendte væk fra Xander. Han tøvede ikke en eneste gang, når han blidt pressede sine læber mod hans kind. Han kyssede ham blidt ned over kæben, og havde sine øjne lukkede hårdt i. Han var vel bange, bange for at se hvordan Dai reagerede på det.

"Gu gør du ej. Du skal være sød overfor dig selv s.." Dai bed sig selv i tungen så ordet der var lige ved at smutte ud, ikke kom forbi hans læber. Han rødmede svagt og vendte hovedet væk, til han følte han havde fået styr på sig selv. Han smilede derefter forsigtigt til Xander og håbede på at denne ikke havde opdaget noget.
"Hmm.. Okay. Og.. Det kommer altså an på hvilken slags lærer det er. Men nej det er aldrig en god idé at blive forelsket i en lærer. På den anden side.. man kan aldrig selv bestemme hvem man bliver forelsket i. Det kan ikke styres." Dai strøg Xander over kinden og forsøgte på den måde at trøste ham. Han kunne godt se at Xander var såret, men han lod som ingenting.
Dai lod blot Xander vende sig og rettede derefter opmærksomheden mod Xander. Han så godt grimasserne, og han forstod dem også godt. Han havde jo set sårene, og han havde før set hvad den slags sår kunne udvikle sig til.
Han lod sine øjne glide hen over ansigtet på sin bedste ven. Der var kommet store blå mærker, samt flere steder var der ligefrem sår. Til sidst lod han sine blå øjne hvile ved Xanders strålende blågrå øjne.
Han havde for længst opgivet tanken om at der nogensinde ville komme noget mellem dem, men alligevel mærkede han hvordan luften nærmest slog gnister da deres øjne mødtes. Dai holdt vejret mens gnisterne stod på, og sukkede så svagt. Han fornemmede en bevægelse, og pludselig så han Xanders hoved komme tættere på sit eget. Han kunne ikke tro det. Alt det han havde drømt om så længe var endelig ved at ske.
Han tog en dyb indånding, lukkede øjnene og pustede så langsomt ud mens han mærkede læberne på sin kind. Han drejede hovedet svagt, så det sidste kys landede på hans læber. derefter gengældte han kysset, helt uden at tænke over det. Og han havde ikke lyst til at stoppe igen. Det var simpelthen bare fantastisk, og han vidste at når deres læber slap hinanden ville der højst sandsynligt komme et stort tomrum, og han ville nok også føle at noget uvurderligt var blevet taget fra ham. Derfor stoppede han ikke kysset, men gengældte det bare.

Det var helt klar forkert det han havde gang i, sådan at kysse sin bedsteven på den måde. Han havde jo såret Dai en gang, og hvorfor risikerede han at gøre det igen mod ham? Det var jo en stor fejl som han ikke havde lyst til at indse, og det så heller ikke ud til at Dai havde lyst til at indse det. Det overraskede ham ligefrem når han mærkede hans læber mod sine, og han var lige ved at trække sit ansigt væk. Det var dog lige til han faktisk mærkede, hvor meget han nød at mærke hans læber. Det gav en underlig følelse i hans mave, som han ikke havde mærket før ikke engang når han havde kysset Jonathan. Hvis ikke det var pågrund af alle hans sår, så havde han været over ham i et mere grådigt kys. Han kyssede ham dog helt blidt i det, det var vel også kun det rette at gøre under sådan nogle omstændigheder.
Han nussede blidt hans kind med sin tommelfinger, mens han lod kysset forsætte i et lille stykke tid.
Han træk helt tøvende sit ansigt væk fra ham, han åbnede ikke sine øjne en eneste gang. Som han valgte at gemme det mod hans skulder i stedet, bange for at kigge på ham ”undskyld” hviskede han og fjernede sin hånd fra hans kind, og lag den i stedet mod sin mave. Den underlige og dog dejlige følelse i hans mave, forsvandt bare langsomt i det. Det var næsten ligefrem smertefuldt at miste denne følelse, som om det bare hørte til inde i hans krop. Hans krop havde hungret efter den, i så langt tid og alligevel havde Xander ikke langt mærke til det. Hans øjne sprang kort op, uden han sådan rigtigt lag mærke til det. Han havde mærket denne følelse før, også selv om han ikke havde godkendt den. Da Dai stjal et kys fra ham første gang, så havde den kort været der ”hvad nu hvis...... man ender med den forkerte person, og såre den rigtige?” spurgte han stille om, og måtte ligefrem tvinge sit blik op mod ham. Selv om han var bange for at se det, bange for hvad Dai mente om ham efter kysset. De var jo bedstevenner og ikke mindst partner når det kom til deres bande, også kom Xander der bare og måske endda med at ødelægge det hele med et kys.

Der kørte mange tanker gennem hovedet på Dai, mens han lå der og kyssede sin bedste ven. Den som dog blev ved at vende tilbage var at han ikke ville stoppe kysset. han lagde sin frie hånd på Xanders kind, og håbede på at han ikke ramte et af de mange sår. Han kyssede ham lidt hårdere, men dog stadig så blidt at Xander ville have mulighed for at kunne trække sig vær hvis det var det han ville. Det var længe siden han havde følt noget over et kys. Og det her overgik alt hvad han før havde oplevet.
Han gispede kort da han mærkede Xanders tommelfinger nusse sin kind, men holdt stadig kysset.
Han bed sig svagt i læben og åbnede øjnene da han mærkede den yngre dreng trække sig væk.
Han spærrede øjnene op da han hørte sin bedste vens ord. "Xander.. Det må du ikke sige undskyld for.. Det.. Det var det mest fantastiske jeg nogensinde har oplevet. Jeg forstår bare ikke.. Hvorfor nu? Jeg har prøvet så mange gange.. Og jeg havde ærlig talt givet op." Han holdt fast om den hånd der havde ligget på hans kind, og trak den tilbage op mod hans ansigt. "Hvis der er nogen der skal undskylde er det mig. Jeg burde have været der for dig, da alt det her skete. Jeg ved godt at du siger du helst vil klare dig selv, men en rigtig ven ville have været der for dig alligevel. Jeg er så ked af at du skulle igennem alt det her." Dai kunne mærke hvordan hans øjne blev våde og flød over.
Han var fuldstændig overvældet. Xanders sår, de mange blå mærker, kysset og så det at Xander sagde undskyld, når det burde have været ham.
Han forsøgte dog at undgå at Xander opdagede at han græd,selvom han godt vidste at det nok ikke gik helt godt.
Han kyssede Xander på håret i afmagt. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, lå bare der, med den ene arm om Xander, og den anden arms hånd fast om Xanders.
Han sukkede rystende og prøvede at få sig selv til at slappe af. Han fik lidt mere styr på sig selv, og hørte så Xanders forsigtige spørgsmål. "Det ved jeg ikke. Så må man vel bare gøre det så godt man kan.. Eller kæmpe for at få den rigtige person tilbage. Jeg ved det ikke.. Og dog ved jeg godt hvad jeg selv ville gøre." Han lod sit blik møde Xanders og vidste hvor fulde af kærlighed, forsigtighed og usikkerhed hans øjne ville være.
Han var ikke sikker på hvad det var han så i Xanders øjne. Men han var sikker på at der var en stor del usikkerhed. "Jeg bliver nødt.. til at spørge.." Dai tog sin ene arm til sig, og lagde sig på albuen. "Mente du kysset, eller var det bare for at se om du stadig er til drenge? For hvis det var det sidste.. Bliver jeg nødt til at gå. Jeg kan ikke være sammen med dig, med visheden om at du ikke kan lide mig.. Eller i hvert fald ikke på den rigtige måde. Jeg kan ikke klare det Det dræber mig at være så tæt på dig, uden at kunne vise min kærlighed, og det dræber mig at være væk fra dig, at vide at du holder af en anden. En som ikke er mig." Dai lukkede øjnene og mærkede hvordan nogle nye tårer banede sig vej ned over hans kinder. Han lagde sig helt ned igen, stadig med fast lukkede øjne, da han ikke kunne få sig selv til at se på Xander. Han var så bange.. Bange for at han blev nødt til at gå.

Det var nok den dummeste han havde gjort i hele sit liv, at risikere det eneste venskab han nogensinde havde haft. Hvad var det dog hans krop gjorde mod ham, ødelagde bare det hele for dem begge. Han blev bare ved med at gemme sit ansigt væk fra ham, også selv om hans ord ikke var det eneste ondt i det. *Det mest fantastiske nogensinde* gentog han flere gange i sit hoved, og havde mest af alt lyst til at smile og dog uden at kunne gøre det. De sidste ord gjorde lidt ondt i det, at vide at Dai havde givet op på at der ville ske noget mellem dem. Han følte sig bare mere som et fjols, at han måske havde vækket noget i Dai som han havde brugt tid på at gemme væk.
Han slikkede sig kort hen over læber, og blev næsten ligefrem overrasket over den smag som lå over dem. Det var en sød smag, næsten så godt som ens ynglings slik. Der kom et gisp ud mellem hans læber, når han mærkede hvordan der blev grebet fat i hans hånd. Han mærkede atter den bløde hud mod sine fingre, og kunne ikke lade være med at berøre den blidt. Det var heller ikke fordi han havde det store valg, da Dai holde fast omkring den.
Xander kunen virkelig ikke se hvorfor Dai skulle undskylde, det var da ikke hans skyld at Xander blev overfaldet. Det havde været hans egen skyld hele tiden, og han havde jo fortjent at få slag. Det var bare de forkerte der valgte at overfalde ham, end dem som fortjente at gøre det ”det var min skyld.. alt.. du har intet gjort galt..” sagde han og brød sig bestemt ikke om at Dai valgte at give sig selv skylden, for noget som han slet ikke var skyld i ”du kan ikke følge mig overalt.. og jeg skal nok overleve” sagde han og gav et lille suk fra sig, når han mærkede kysset i sit hår. Det var faktisk rart at mærke det, som et lille barn som blev trøstet eller noget i den stil.
Det var ikke fordi der skulle meget til, før han lag mærke til at Dai græd. Han behøvede ikke engang at kigge på ham, det var bare en følelse som kom ind i hans krop. Han vende langsomt blikket mod ham, også selv om han var bange for at se tårene i hans øjne. Hans blik var fuld af tristhed og ikke mist usikkerhed, mon han havde ødelagt alt sammen?
Han brød sig bestemt ikke om når Dai valgte at tage sin ene arm til sig, og gjorde bare Xander mere usikker i det end han allerede var.
Han lod ham bare snakke færdigt uden at afbryde en eneste gang, han havde såret sin bedsteven og smerten lå dybt inde i hans bryst. Det gjorde bare så ondt at vide, at deres venskab måske var slut og han måske aldrig ville.... se sin bedsteven igen.
Han tvang sig selv op og sidde, når Dai endelig var færdig med at snakke. Han træk sin hånd blidt til sig, også selv om han slet ikke havde lyst til det. Han tog sig hurtigt til siden, og holde et par smertefulde lyde inde. Han var ligefrem tæt på at falde hen over ham, når han prøvede på at bøje sig hen over ham. Han satte hurtigt sin anden hånd ned mod sengen, og gav nogle smertefulde lyde fra sig.
Han trykkede dog blidt sine læber mod hans hage, før han lod dem bevæge sig op mod hans læber ”undskyld” hviskede han og kyssede hans læber en enkel gang ”undskyld Dai.. for alt” hviskede han og trykkede sine læber blidt mod hans. Han træk langsomt sit ansigt væk fra hans igen, og gav et lille suk fra sig ”det eneste jeg tænke på.. når jeg lå ude på gaden.. var at komme hjem til dig, at se dit ansigt” hviskede han og så ned på ham, mens han holde nogle smertende lyde inde. Hele hans krop gjorde jo bare så forfærdeligt ondt, men det hjalp vel også på at virke mere ærlig i det.

Dai studerede Xanders ansigt for at se hans reaktion. Han kunne ikke lide hvad han så, men han vidste heller ikke hvad han skulle gøre ved det. Da Xander var færdig med at snakke, lagde Dai bare armene om ham uden at sige noget. Tårerne trillede stadig ned af hans kinder, men han sagde ikke noget. Han slap dog Xander igen da denne begyndte at bevæge på sig. Han fulgte ham med øjnene, skar en lille grimasse hver gang han kunne fornemme at det gjorde ondt på Xander og da han var ved at vælte ned over ham, rakte han den ene arm ud for at støtte ham. Han turde dog ikke helt røre ved ham, af frygt for at han ville ramme et af de blå mærker.
Han fulgte Xanders ansigt som det kom ned imod hans eget. Han lå helt stille mens Xander kyssede hans hage, og skulle til at protestere da han sagde undskyld. dog fik han ikke sagt noget, da han endnu engang mærkede de fantastiske læber strejfe sine egne. Han sukkede og løftede hovedet svagt for at kunne kysse Xander igen. Denne gang kom han ham ligefrem i møde.
Da den anden trak sig væk igen, løftede Xander sin ene hånd og lagde den på Xanders kind og lod ham så snakke, mens han aede kinden på sin bedste ven.
"Xander.. Du må ikke sige undskyld. Det.. får mig til at tro at du fortryder. Det gør du vel ikke?" Dai satte sig op i sengen og trak Xander ind til sig. "Sk.. Xander jeg ville virkelig ønske jeg kunne have gjort noget for dig, at jeg kunne have været der for dig. Er du sikker på at jeg ikke skal starte næste år? Kan tage de samme klasser som dig, og på den måde være i nærheden af dig det meste af tiden. Og hvis du så har behøv for at være sammen med andre, kan jeg bare stille mig lidt væk, og på den måde være sikker på at der ikke sker dig noget. På den måde, ville jeg have noget at lave, og jeg ville vide at du var i sikkerhed. Men du bestemmer." Han rakte ud efter en af de puder som lå rundt om sengen, og satte den bag sig, hvorefter han lod sig glide bagover og trak Xander med. Derefter vendte han hovedet mod ham igen. Han kyssede ham blidt på læberne, ganske flygtigt, og lagde så sit hoved ind til hans.

Xander var bestemt ligeglad med de smerter som han fik, ved at røre lidt på sin egen krop. Det gjorde mere ondt at risikere at miste Dai, hvis han ikke gjorde noget ved det. Så ville han heller gå igennem smerten som hans krop fik, end hvad hans sjæl kunne få ved at miste denne mand.
Han nød virkelig at mærke hans læber mod sine egne, som en eller anden fantastisk drøm levede han inde i. De læber fik ligefrem smerten til at forsvinde i hans krop, og det eneste han kunne tænke på var Dai.
Han sukkede svagt når han mærkede hans fingre mod sin kind, den varme fornemmelse som gik igennem hans krop. Han så hurtigt på Dai og rystede svagt på hovedet ”jeg fortryder at jeg udsatte dig for smerte, at jeg lod dig se mig sammen med en anden...” sagde han og tog en kort indånding, før han mærkede hvordan han blev trukket ind til Dai. Han tog med det samme en dyb indånding af sin bedsteven, og kunne ikke lade være med at lade sine øjne glide i. Han krammede ham forsigtigt, og bed bare den svage smerte ind i sig. Han vende hurtigt blikket mod ham igen, når han hørte hvad han sagde. Det lød mest som at Xander ikke havde noget valg, at Dai havde tænkt sig at gøre det ligemeget hvad, for at det ikke skulle ske atter igen. Han træk svagt på skulderne ”hvis du gerne vil begynde på Universitetet sammen med mig... så stopper jeg dig altså ikke” sagde han og kunne ikke se hvorfor han skulle gøre det, Dai bestemte da helt selv hvad han ville gøre. Han kunne dog ikke lade være med at lægge mærke til at Dai var tæt på at kalde ham skat, noget som han aldrig havde troet at denne mand ville ende med at kalde ham. Det var heller ikke fordi han havde regnet med at ligge sådan med sin bedsteven, kysse med ham og ikke mindst nyde det så utroligt meget.
Han fulgte Dai med øjnene, som han fik rettet på puden og træk Xander ind til sig. Der kom et lille gisp ud mellem hans læber, når han så hans ansigt komme tættere på. Hans hjerte hamrede inde i ham, men det var som om det stoppede med det samme han mærkede hans læber. Han tøvede ikke en eneste gang, når han kyssede ham blidt tilbage til Dai valgte at trække sig tilbage.
Han slikkede helt forsigtigt sine læber af, så han sådan rigtigt kunne smage Dai. Det tvang kort hans øjne i, den søde smag af hans bedsteven ”undskyld hvis jeg har ødelagt vores venskab, til dette” sagde han og kunne ikke lade være med at smile imens, han var vel ikke bange for at tage chancen. At fjerne et venskab, og måske ende med at gøre det til noget mere fantastisk.
De fleste ende da også med deres bedsteven, da man vel altid passede bedre med den person end nogen anden.
Han trykkede sig blidt ind til ham, og begynde at nusse ham hen over armen. Hans øjne gled atter i helt automatisk ”jeg er lidt træt” hviskede han.

Dai kunne ikke lade være med at smile. "Jeg har kæmpet så længe.. Hvor er det fantastisk endelig at være dig så nær." Det blev sagt meget lavt og med en hæs stemme. Dais blik gled over hver eneste lille detalje ved Xanders ansigt. Han overvejede at gå ud og hente noget at drikke, men han havde ikke rigtig lyst til at forlade sin dejlige seng.. Og da slet ikke Xander.
Han smilede svagt til sin bedste ven. "Jeg kan tilgive dig alt det. Det at have dig i mine arme, opvejer det hele." Han lod sin arm forblive rundt om den andens krop, og begyndte at nusse ham forsigtigt i siden.
"Og.. Undskyld jeg stjal det kys der.. Den gang på taget." Dai gav ham et kys mere på panden og et til på næsetippen. "Håber ikke at du stadig ser det som at stjæle.. Og selv hvis du gør.. Så er det jo egentlig også det jeg lever af.." Dai kunne ikke lade ære med at smile. Han var næsten lykkelig som han lå der. Det eneste der ødelagde lykkefølelsen var Xanders tilstand, og det at Dai stadig ikke vidste om Xander egentlig var interesseret i ham. Som kæreste altså.
"Jeg kan også spørge på en anden måde. Tror du det ville gøre dig irriteret at skulle være sammen med mig hver eneste dag? Selv når du kom hjem vil jeg jo være her. Om ikke andet, så da i hvert fald når jeg ikke laver andre ting. Jeg vil ikke have at vi bliver trætte af hinanden. Jeg har ikke lyst til at miste den bedste ven jeg nogensinde har haft." Dai kiggede spørgende på sin næsten-kæreste og var faktisk lidt bange for svaret.
Han nød at ligge så tæt med Xander, og han havde under ingen omstændigheder lyst til at stå op, men han kunne mærke at han snart blev nødt til at smutte på WC.
"Det er ikke at ødelægge.. Det er blot at gøre bedre.." Han så ængstelig ud, men slappede lidt af da han mærkede Xanders hånd mod sin arm.
"Det har også været en lang dag for dig. Jeg har bare lige en ting mere jeg skal fortælle dig.. Det her.. Er den bedste fødselsdag jeg nogensinde har haft.. Hvis vi ser bort fra det der er sket med dig, altså. Men jeg skal lige spørge dig om noget.. Xander? Min bedste ven.. Vil du.. Være min kæreste? Sådan rigtigt? Vi siger ikke noget til nogen, hvis du ikke vil have det.." han turde ikke kigge på Xander, og lod bare sit blik hvile på tv'et som stadig spillede kendingsmelodien til Avengers.

Xander viste udmærket godt at Dai havde kæmpet så utrolig meget, og Xander har ikke gjort andet end at gøre det mere besværlig. Måske havde han et eller andet sted været bange for at miste sin bedsteven, ødelægge det med et forhold som ingen af dem viste hvor førte hen ”jeg er ked af.. at jeg lod dig vente” sagde han og talte helt fra hjertet af, han var så utrolig ked af hvad han havde udsat ham for.
Han kunne ikke gøre noget end at håbe på at gøre det bedre, at vise Dai at han var ked af hvad han havde udsat ham for. Han så bare stille på ham og smilte svagt i det ”det er jeg glad for” sagde han og var stadig overbevist om at han skulle vise ham, at han ikke havde lyst til at såre ham mere.
Han rødmede svagt i det, når hans tanker kom tilbage til deres første kys ”det gør intet.. du stjal et kys, og nok også mit hjerte” sagde han med en rolig stemme, og holde sit blik hen på ham. Xander var blot lykkelig over at han havde kommet i live hjem til Dai, og kunne erkende sine følelser for denne fantastiske mand.
Han så lidt tænkende på ham, og rystede svagt på hovedet ”selvfølgelig ikke.. vi er sammen næsten hele tiden i forvejen, og hvis det endelig sker at det bliver lidt for meget.. kan vi bare holde en lille pause fra hinanden, kan altid tage hjem til min far” sagde han og havde bestemt ikke noget imod at Dai ville starte på skolen sammen med ham, det kunne måske endda gå hen og blive hyggeligt at gå på skolen sammen.
Hans øjne var svagt lukkede i, og et smil var til at blive fundet på hans læber ”ja bedre” sagde han med en rolig svag stemme, som han trykkede sig blidt ind til ham.
Han mærkede hvordan hans krop slappede mere og mere i, som han lå der i nærheden af Dai og kunne dufte ham ”mmh” mumlede han kort, men det gik ikke længe efter hans øjne sprang op. Han tvang sig selv op fra sengen, og kravlede ligefrem over ham for at komme op og stå. Han tog sig selv til siden, og kom med nogle smertefulde lyde ”je...gave” han fik ikke sagt mere, når han fik hørt det næste. Han så hurtigt over på ham, og var tæt på at falde sammen på gulvet, han fik dog hurtigt balancen lige inden han ville falde ”din kæreste” hviskede han og gik et lille skridt bagud, som resulterede i at han faldt ned på sin bagdel. Han kom med en svag lille lyd, men vende hurtigt sit blik mod ham igen ”ja..” gentog han flere gang fra en hvisken til en mere normal stemme.

Dai blev bare ved at holde om Xander. "Jeg.. Jeg tror at det at du lod mig vente.. Egentlig blot gjorde mig endnu mere forhippet på at få dig til at indse hvad jeg føler for dig.." Han smilede ned til drengen i sine arme. Han kunne ikke lade være med at smile skævt da han så at Xander rødmede. Han bøjede sig ned mod ham og kyssede ham forsigtigt på den ene af de glødende kinder. "Du havde stjålet mit hjerte længe før."
Dai kunne ikke lade være med at tænke at Xander kunne have været død før han var kommet hjem.. Han ville ikke have vidst hvad han skulle gøre hvis det havde været sket. "Okay.. Skriver til universitet i løbet af ferien så.. Men.. Skal man egentlig ikke have et afgangsbevis, for at komme ind? Tror du vi kan fuske lidt med det?" Dai grinede stort til sin bedste ven.
Han holdt bare om Xander, ikke hårdt, men heller ikke så blødt at det ikke var til at mærke. han lukkede også øjnene og slappede af, men pludselig mærkede han hvordan Xander smuttede op af sengen, og endda kravlede hen over ham. Han slog øjnene op, og fulgte efter Xander ud af sengen. Han var ikke vild med de klynkende lyde som kom fra Xander, men han vidste heller ikke rigtig hvad han skulle gøre ved det. "Gave? Jeg har fået min gave?" Dais stemme var lavmælt og han prøvede at berolige Xander. Han kunne dog se hvordan denne mistede balancen, og nærmest allerede før hans røv ramte jorden, sad Dai ved siden af ham. Han lyste op i et smil da han hørte ordet komme ud mellem Xanders læber. Han lænede sig hen til Xanders ansigt og kyssede ham blidt. "Du er virkelig fantastisk Xander. Men du skal passe på dig selv." Dai kyssede ham i panden og lagde så armene om ham igen.

Det var slet ikke sådan at Xander havde regnet med denne dag ville gå, den havde jo forandret sig så grusomt siden han vågnede. Han havde regnet med at tage ud og fejre afslutningen med sine venner, kommet hjem med numre til piger, som han ville have overvejet at ringe til. Kommer hjem til sin bedsteven og drukket et par øl, og måske taget ud på et job eller to. Han havde i stedet blevet overfaldet, og til sidst endt med at miste en bedsteven og fået sig en kæreste i stedet for.
Det var som om det gik i slow motion, når Dai bøjede sig hen for at kysse ham. Der gik et sus igennem hans mave, og han lukkede sine øjne svagt i og lod sine læber mødes med hans. Han kyssede ham lige så blidt tilbage, og lag kort sin hånd på hans kind ”jeg passer så meget på mig selv, som jeg kan” sagde han og sukkede kort over kysset på sin pande, det var så rart at han mest af alt bare havde lyst til at falde i søvn i hans arme. Han kæmpede virkelig for at passe på sig selv, det blev han nød til pågrund af hans sygdomme. Det var bare ikke ofte at det gik helt efter planen, og han ende med et mærke eller to.
Han valgte ikke at svare på at han var fantastisk, for det var han bestemt ikke i sit eget hoved. Selv om Dai var hans bedsteven igennem langtid, så havde han stadig hemmeligheder for ham. Mørke hemmeligheder, som ingen anden end ham selv rigtig kender til.
Han sukkede helt opgivende i hans arme ”du har ingen gave fået.. eller kage” sagde han og følte sig en lille smule ussel, over at han ikke viste at det var hans fødselsdag. Dai fortjente jo at få en fest, få en gave og ikke mindst en fantastisk kage.
Han sad bare og tænkte imens, det var jo rigtigt at man skulle have et afgangsbevis for at komme ind på universitetet. Han vende hurtigt sit blik mod ham, og sende ham et lidt skummelt smil ”jeg har mit bevis. Hvis vi blot scanner det ind på computeren, ændre et par ting.. så burde vi hurtigt få dig ind på skolen” sagde han med en glæde, han elskede jo at lave ballade så utrolig meget, som bestemt ikke lå til hans englesøde side.
Han kyssede ham kort på kinden, før han bevægede sig ud af Dai’s greb ”jeg kan i det mindste lave en kage til dig” sagde han og havde bestemt ikke tænkt sig at give op, i at give et eller andet til Dai på sin fødselsdag. Han tvang sig selv op på fødderne atter igen, også selv om han udmærket godt viste at det nok var en dårlig idé ”ah” jamrede han sig lidt og tog sig hurtigt til siden, før han begynde at bevæge sig ud mod køkkenet, støttede sig op af væggen med den anden hånd.

Dai kunne slet ikke lade være med at smile. Han nød virkelig den følelse som poppede op i ham når han kyssede Xander. han havde ikke forventet ret meget af i dag. Ikke andet end at skulle sige tillykke til Xander, og endnu en aften sidde og ønske at det var ham som var med ude at feste sammen med Xander og hans venner. Derudover havde han også haft tænkt på at tage en løbetur. Han havde ikke fejret fødselsdag siden han var 10. Han havde ganske enkelt ikke haft nogen at holde det med, og det var derfor gledet lidt i baggrunden. Men det gjorde ham underligt glad at Xander virkede så ivrig efter at gøre noget ud af dagen. Dai var dog af den mening at drengen hellere skulle passe på sig selv, i stedet for at rode rundt i værelset og sikkert bare ende med at komme mere til skade.
Dai var virkelig bekymret for Xander. Især på grund af at han ikke ville på hospitalet. Hvad nu hvis der virkelig var noget galt? Hvordan ville Dai så nogensinde kunne tilgive sig selv? Han havde allerede svært ved at tilgive sig selv at han ikke havde været der for Xander da alt det her var sket. På den anden side havde han jo heller ikke regnet med at den anden dreng ville blive svigtet på den måde af sine egne klassekammerater.
Han kunne godt se på Xander at han måske ikke helt var enig i det med at han var fantastisk. Derfor rakte Dai sin ene hånd frem og lagde to fingre på Xanders hage, for at løfte hans hoved lidt. Derefter lænede Dai sig helt frem. "Jeg mener det. Du er virkelig fantastisk." Han kyssede ham blidt på læberne.
"Jeg har fået dig. Det er gave nok. Xander.. Jeg har ikke fejret fødselsdag i.. 10 år. Den sidste fødselsdag jeg holdt, var før mine forældre blev taget, og siden da har jeg ikke haft nogen at holde fødselsdag med. Det vil sige.. Der var Jasper.. Men jeg fik aldrig rigtig fortalt ham hvornår jeg havde fødselsdag, lige som han heller ikke fik fortalt mig det.. Jeg behøver hverken gaver eller kager.. Det jeg behøver lige nu.. Er dig ved min side, så jeg ikke går ud og bider dem, der gjorde det her mod dig, til blods.." Dai lod ordene glide ud mellem sine læber, og kunne fornemme hvordan de hang i luften, et par sekunder efter han havde sagt det.
Dai kunne ikke lade være med at grine. "For helvede da.. Du er virkelig ivrig hva?" Dai drillede ham, men han vidste at han kunne tage det. Han var ret vild med denne anden side af Xander. Han kunne stadig fornemme at der var noget ved ham som ikke var helt menneskeligt, men hvad det var anede han ikke. Han lod dog som ingenting. "Ej, vi skal nok finde ud af noget. Og så kan jeg være der for dig.."
Dai sad og så efter Xander lidt. Han begyndte at fortryde at han havde fortalt Xander, at det var hans fødselsdag. Han s hjerte bankede dog også af stolthed og kærlighed, og han ville lyve hvis han sagde at han ikke var glad for tanken. Lige nu, ville han bare hellere have Xander til at slappe af, end til at bekymre sig om kager. Dai rejste sig med det samme da han hørte udbruddet af smerte forlade Xanders mund. Han kunne tydeligt se hvor ondt det gjorde. "Xander? Kunne vi ikke indgå et kompromis? Du sætter dig ned, og jeg finder noget at spise?" Dai havde ikke sagt noget om det, men han havde faktisk købt en lille islagkage. Han havde nemlig haft tænkt sig at fortælle Xander hvilken dag det var, under alle omstændigheder. Så hvis Xander bare flyttede sig, skulle Dai nok tage sig af det hele. "Jeg har faktisk købt en lille ting til mig selv. Og dig.. Havde dog ikke regnet med at fortælle dig det på denne måde. Men havde dog regnet med at fortælle dig det. Før du ville være taget af sted i byen for at faste hele natten. Jeg gætter på at den del ikke bliver til noget?" Dai forsøgte at føre Xander over til sofaen mens han snakkede.

Det var faktisk en ret så særlig dag, ikke blot for Dai som havde fødselsdag.. men også for Xander, det var første gang han faktisk havde lyst til at fejre en anden persons fødselsdag. Nu var det jo også endt med at blive en mere særlig person end blot sin bedsteven, det var hans kæreste som havde fødselsdag. Det var nok derfor han var så ivrig for at gøre noget ved denne dag, end blot ligge og have ondt af sig selv.
Det så bare ikke ud til at Dai ville godkendte det, og blot lade Xander bide smerten i sig som han bare helst ville.
Han sukkede helt når han mærkede hans fingre mod sin hage, de varme og så utrolig bløde fingre mod sin hage. Det var som om han blev forhekset, af blot en lille berøring af denne mand. Han havde sine øjne svag åbne, og stirrede bare på ham som han snakkede. Han fik ikke lov til at sige noget i sit forsvar, før han mærkede læberne mod sine. Det fantastiske sus som gik igennem hans krop, og kilede i hans mave som en eller anden fjollet forelsket skoledreng.
Det var ingen tvivl om at Xander ikke mente at det var nok, at Dai havde fået ham i fødselsdaggave. Det var jo næsten ligefrem som at give en person en sten i gave, også bare håbe på at de blev glad for det. Han ville gøre noget ud af den dag, hvor Dai blev et år ældre ”derfor skal den fejres” sagde han og hentydet til at han ikke havde holdt fødselsdag i langtid, alle havde da lyst til at blive fejres? Der var bare nogle som ikke ville indrømme det, som Dai åbenbart ikke havde lyst til.
Han så hurtigt på ham som han hørte hans sidste ord ”det sker ikke.. for jeg fortæller ikke hvem det var” sagde han og ville ikke risikere at Dai kom til skade, det kunne jo bare ende med at han faktisk ikke kom hjem til Xander igen. Han mente jo også stadig at det var hans egen skyld, at han havde havnet i det udseende som han havde endt med.
Det var som om Dai ikke forstod hvor et forfærdeligt menneske Xander faktisk var, at han havde gjort alt for at nedgøre homoseksuelle personer på skolen. Han havde lagt skam over sin egen seksualitet, og ikke mindst den person som betød mest for ham ”jeg er ikke et offer” sagde han med en svag stemme, som bestemt havde en tone af skam over sig.
Han rødmede svagt i det, som han holde blikket på ham og rystede på hovedet ”nej” mumlede han og viste godt at han blot drillede, men den røde farve kunne alligevel ikke holde sig væk fra hans kinder.
Der kom et højt suk ud mellem hans læber, når han hørte hvad han sagde ”kompromis? Det kaldes at bestemme” sagde han og hævede sit ene øjebryn, da han bestemt ikke kunne se nogen kompromis ved det. Dai ville få alt sin vilje, og Xander ville ikke få andet end at sidde på sin bagdel.
Der var ingen tvivl om at Xander burde ligge på hospitalet, men det var bestemt ikke noget han havde lyst til hvis han kunne undgå det. Han skulle vel bare overbevise Dai om at alt nok skulle gå, så det bedste var vel bare at lytte på denne mand og gøre hvad der blev sagt.
Han støttede sig svagt ind mod ham, og gav atter et lille suk fra sig ”må jeg nu heller ikke komme ud og feste” sagde han også selv om han ikke havde nogle idéer om at tage ud og feste, det var ikke ligefrem den rigtige tilstand at gøre det i. Han ville nok bare ende med at falde sammen et eller andet sted, og risikere at blive overfaldet pågrund af det ene eller andet.
Han lod sig bare blive ført over til sofaen, og satte sig bare opgivende ned i den ”så må jeg bare tage ud og købe en gave til dig senere” sagde han og så bestemt ikke særlig glad ud, over at ikke måtte lave noget for ham.

Dai kiggede overrasket på Xander. "Hmm.. Hvad vil du så kalde det. Det kan godt være du er et offer. Men det betyder ikke at du er tvunget til at påtage dig offerrollen. Det ved jeg også at du ikke har lyst til. Men eh.. Jeg kan nu godt finde ud af hvem der gjorde det, uden du fortæller mig det. Du ved jeg er ulv i min anden skikkelse. Ulve har en supergod lugtesans." Dai grinede svagt. "Men selvfølgelig.. Hvis du ikke vil have de skal komme ud for noget af det du lige har været ude for, skal jeg nok holde mig fra dem." Det var kun en halv sandhed. Han ville opsøge dem under alle omstændigheder, men hvis Xander bad ham om at lade være, ville han kun sætte en skræk i livet på dem, og ikke direkte bide dem til blods eller lignende.

Dai rystede opgivende på hovedet. "Fint. Men så vil jeg også have lov til at gøre noget ud af din fødselsdag." han smilede svagt til sin bedste ven, nej kæreste. Han var egentlig ikke super vild med opmærksomheden, men han tænkte at han vel godt kunne give efter for en gangs skyld. Han ville jo heller ikke gøre Xander ked af det, eller få ham til at føle, at han egentlig ikke gad ham.

Dai smilede til Xander, og gik over til ham. "Xander. Du er det eneste jeg har brug for at have, men hvis du er sikker på at du vil lave en kage, eller finde mig en gave, må du gerne det. Jeg vil bare ikke have at du kommer til skade. Vi kan bare gemme islagkagen til en anden gang. Så kan jeg sætte mig i sofaen og kigge på at du laver mad?" Dai kyssede Xander på kinden og satte sig ved siden af ham. Han havde godt lagt mærke til hvor utilfreds han havde set ud, og han ønskede ikke at Xander skulle blive sur på ham.
De havde haft nok drama for et par uger, ifølge Dais mening. Altså de blev jo selvfølgelig nødt til at få stjålet noget mad, og Dai regnede også med at de skulle ud og løbe hen over tagene på et tidspunkt. Først skulle han dog være sikker på at Xander var okay. Ikke bare psykisk, men også fysisk.

"Det gør du skam bare.. Men så vil jeg med. Om ikke andet så jeg kan holde øje med dig fra afstand. Regner ikke med at du har tænkt dig at danse med mig og sådan, og så udsætte dig selv for sådan noget her igen." Man kunne tydeligt høre vreden og jalousien i hans stemme. Han var vred på dem havde tæsket Xander, og jaloux, på alle de 'normale' heteroseksuelle som bare kunne danse med hvem de ville, uden at det virkede underligt. Det eneste der tilsyneladende virkede forkert, var hvis det var to fyre der dansede sammen. Så blev man stemplet som underlig, ulækker og gusten. Det virkede ikke som om der var nogen som helst der kunne se at selvom man var en fyr, som var til fyre så var man stadig et menneske. Nej folk kaldte ham ligefrem syg, og andre ting i den sur. Hvis andre i ens nærhed sprang ud, fik man skylden for at have smittet dem. "

"Vi kan tage ud når du har lavet kage? Så skal jeg nok forsøge at lade være med at bekymre mig så meget." Dai kunne fornemme at Xander ikke brød sig om den overbeskyttende side af Dai. Han prøvede at dæmpe den ned, men han kunne godt mærke at det var svært. Han kunne også mærke at vreden fra før stadig sad i ham. Han prøvede virkelig at køle ned, for han ville meget hellere være i nærheden af Xander, end at rende rundt og lede efter unge som havde tæsket ham.

Xander havde bestemt ikke noget imod at Dai ville gøre noget ud af hans fødselsdag, han nød jo også at have opmærksomheden på sig ”fint.. jeg har fødselsdag snart.. den 2 August” sagde han og havde vel altid haft en god fødselsdag, hans far sørgede jo altid for at han fik en god dag. Selv om det ikke altid havde været den fødselsdag, som hans far ønskede for ham. Fest med sine venner, og endda en stripper på et tidspunkt som han aldrig snakkede om. Han havde heller ikke behov for det, da han vel ikke længere var til piger sådan rigtigt? Nu havde han jo Dai.
Han så bare stille op på ham, og lod ham snakkede færdigt. Der kom et svagt smil frem på hans læber, mest når han mærkede kysset mod sin kind ”tak.. det ville gøre mig meget glad” sagde han og havde vel et behov for at gøre det, at vise Dai at han faktisk kunne lide ham. Det var vel en måde at erklære sin kærlighed på, og han håbede bare på at Dai forstod det.
Han rejste sig bare langsomt op og tog sig roligt til siden, han holde nogle lyde inde og gik roligt ud til køleskabet.
Der var nok en del af ham, som var bange for at blive set igen med en anden fyr. Selv om han ikke havde lyst til at være bange, han ville jo gerne kunne gå rundt og holde Dai i hånden ”jeg vil gerne danse med dig, jeg vil gerne holde dig i hånden.. jeg vil alt” sagde han og så kort over på ham, han kunne jo godt høre jalousien i hans stemme. Han kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv, håb om at Dai var jaloux over at han kunne ende med at danse med piger. Han ønskede vel lidt at han blev jaloux over sådan nogle ting, det ville da bare betyde at Xander faktisk betød noget for ham.
Det irriterede ham faktisk lidt at Dai ikke kunne se det, se at det hele tiden havde været hans egen skyld. Han følte ligefrem at han blev set som et offer, at Dai bare ikke ville forstå ham. Den vrede som lå i denne mand, var ikke til at undgå at lægge mærke til. Dai var rasende og det var da også forståeligt, det så bare ud til at han ikke ville forstå Xander’s side af historien. Han tog bare roligt nogle æg ud af køleskabet, før han vende sin opmærksomhed overraskende hen på ham, når han fortalte at han nok skulle finde dem, på den ene eller anden måde.
Han fik ikke engang lov til at svare dem, før denne mand snakkede videre. Det skulle lige til at lette i hans krop, når Dai fortalte at han ville lade dem være. Det gik dog ikke engang et sekund, før en boble dannede sig frem omkring Dai. Denne ellers så rolige boble, blev hurtigt mørk i det og et mørk monster pressede sig ud. Den skreg så høj som den overhovedet kunne, mens dens knaldrøde øjne stirrede på Xander. Han lag hurtigt sine hænder foran ørene, og stirrede bange på dette monster. Den rakte sine sorte lange klør lige mod ham, som prøvede den at få fingre i ham.
Han trykkede sig selv op af køleskabet, og tabte æggene på gulvet. Han var bange og det kunne også ses i hans øjne, som han ikke engang fjernede blikket fra monstret over Dai ”løgner!” råbte han så højt han overhovedet kunne, og gemte sit ansigt bag sine hænder. Hans krop begynde at ryste i det ”du lyver” gentog han et par gange, og kunne mærke nogle tåre komme frem i hans øjne ”fortæl sandheden” sagde han, også selv om han var bange for at høre den.