Save Me

Dai kunne ikke lade være med at smile. Det beroligede ham meget at høre de ord komme fra sin kærestes mund. Han vidste egentlig godt at han ikke havde ret til at være så vred. "Undskyld. Jeg ved godt jeg bare burde være glad for at jeg i det mindste har dig nu. Det hænger bare stadig i mig. Det gør mig vred når folk dømmer mig. Det kan godt være at det er rigtigt det de dømmer mig for, de dømmer mig bare på et helt forkert grundlag." Dai slappede lidt af, men holdt opmærksomheden rettet mod Xander. Han drejede hele kroppen og satte sig i skrædderstilling, med ansigtet vendt ud mod køkkenet.
Grunden til at Dai ikke ville indse at Xander egentlig også havde været et monster, eller i hvert fald havde været en af dem som dømte på forkert grundlag, var at han vidste at drengen havde ændret sig. Han var startet på at ændre sig efter det kys på taget, han havde ændret sig mere ved at være sammen med Jonathan, og det virkede som om den sidste rest af mobberen, var forsvundet ud af ham, da han selv var blevet udsat for noget af det, han havde udsat andre for længe.
Dai overvejede lidt hvad der pludselig fik Xander til at se så skræmt ud og ligefrem dække sine ører til. Han fik et kæmpe chok da Xander pludselig skreg løgner, og tabte æggene. Han så hvordan Xander begyndte at ryste, og fattede ikke med det samme at han selv var skyld i det. Det fattede han dog da han fik at vide at han skulle fortælle sandheden.
Hjertet sad oppe i halsen af Dai, da han så tårerne komme op i Xanders øjne. Han nikkede kort, og prøvede at forklare. Han vidste ikke hvordan han skulle få Xander til at slappe af, men han kunne sagtens se at det nok ikke var verdens bedste ide at gå tæt på ham nu. Dai mærkede hvordan tårerne også kom op i hans øjne. Han havde aldrig troet at Xander ville se på ham med skræk og tårer i øjnene og det gjorde ham så uendelig trist. "Jeg.. Jeg... Jeg havde bare tænkt mig at opsøge dem og sætte en skræk i livet på dem.. Ikke skade dem på nogen måde." Dais stemme var helt grådkvalt, og ret lav. Han sagde det dog en gang til lidt højere. Han ville være sikker på at Xander hørte det. Derefter rykkede han bagud, satte sig med bukkede knæ og lagde armene om dem og gemte hovedet. Han kunne mærke hvordan hans egne tårer gjorde bukserne våde, men det gjorde ham ikke så meget.
"Jeg vil ikke gøre dem noget. Bare lad være med at kigge på mig på dem måde." Dai havde løftet hovedet lidt og kiggede på sin fuldstændig skræmte kæreste. Hans stemme var ikke ret meget mere end en hvisken, men alligevel høj nok til at Xander burde kunne høre hvad han sagde.

//Yay 496 ord.. Håber du er tilfreds ^^//

Det var ikke første gang at Xander oplevede disse forfærdelig væsner, som kom frem når folk løj. Han så dem mindst en gang om dagen, men kunne altid komme hurtigt væk fra dem. Der var han bare fanget i en lejlighed, med et mørk væsen som ville have fingre i ham. Han fik ikke engang lov til at reagere på at det var Dai som løj, men tænkte kun på at få det monster væk igen. Den havde lange skarpe tænder, som bestod dens mund kun af en vampyrs hjørnetænder. Dens røde blik som var rettet lige mod Xander, og et hunger som ikke var til at forstå. Xander kæmpede virkelig for at høre hvad eneste ord Dai sagde, men den skrigende stemme gjorde det bare svære. Monstret prøvede virkelig at komme ud og fri fra Dai, og dens næste udsigt var at komme efter Xander.
Det var dog som om den blev låst fast når Dai fortalte sandheden, den skreg stadig og kæmpede for at få lov til at komme ud. Xander stod bare og rystede op af køleskabet, kæmpede for ikke at falde sammen på gulvet. Æggene løb ud af æggebakken og klistrede gulvet til, hele vejen hen til Xander’s fødder.
Han tænkte ikke engang over dette, da hans opmærksomhed helt klart var på det monster. Det tog et par sekunder, efter Dai havde fortalt sandheden, til Monstret begynde at blive suget tilbage og begynde at forsvinde ind i Dai atter igen.
Xander rørte sig ikke en centimeter, før monster var helt væk. Han tørrede sine øjne med sin ene hånd, også selv om tårene bare løb ned af hans kinder. Han kiggede ikke engang hen på ham, eller prøvede på at forklare hvad der var sket. Han gik bare forsigtigt hen og hentede køkkenrullen, før han satte sig ned på knæ på gulvet og begynde at tørre æggene op. Han snøftede svagt for sig selv ”vil... vil du hente flere æg” sagde han og vende kort blikket over mod ham, med et såret blik i sine øjne ”så kan du få snakket med dem.. eller hvad du har tænkt dig at gøre....” sagde han og vende blikket ned mod æggene igen ”måske fortæller du i det mindste dem sandheden.. i stedet for at lyve” sagde han da det slog ham at Dai faktisk havde løjet for ham, de havde ikke engang være kæreste i en halv time og allerede en løgn.

Dai anede ikke hvordan Xander kunne vide at han ikke havde fortalt hele sandheden. Han var ellers god til at lyve. De fleste mennesker anede ikke at han løj, når han altså en sjælden gang imellem gjorde det. Og den eneste grund til at han havde løjet nu, var egentlig for at skåne Xander. Dai rejste sig. Han gik forsigtigt over imod Xander. Han lagde mærke til hvordan æggene lå knuste på gulvet, og så Xander sætte sig for at tørre dem op. Han satte sig på hug ved siden af ham uden at sige noget. Han ville have rakt ud efter ham, forsøgt at trøste ham, men han kunne ikke glemme den måde hvorpå Xander havde set på ham.
"Undskyld Xander. Jeg vidste ikke at du ville blive så bange for mig. Jeg ville ikke gøre dig bange.. Men.. Hvordan? Og.. Jeg skal nok lade dem være.. Men ja.. Jeg skal nok hente nogen æg.. Så kan du også få tid til at overveje om.." Dai kunne ikke sige det sidste af sin sætning. Han kunne ikke sige at Xander nok skulle overveje om han ville være sammen med ham. Han vidste heller ikke om han nogensinde kunne glemme Xanders blik. Han rejste sig langsomt, og gik ind og hentede en trøje. Han kastede et blik mere på Xander, og gik så ud til døren, hvor han stoppede op. Han tøvede lidt og gik så ind på sit værelse igen, hvor han hentede både sin egen, og Xanders mobil. Derefter gik han ud i køkkenet igen.
"Skriv når..Når du.. Har besluttet dig." Det var ret tydeligt at høre på Dais stemme at han var ved at tude igen. Han vendte ryggen til, og gik endnu engang ud til hoveddøren.

Dai forstod det virkelig ikke, og Xander var virkelig bange for at fortælle ham. Han havde ikke lyst til at blive set som en skør person, og slet ikke når det kom til Dai. Han var bange for at Dai ville se på ham med et andet blik, måske endda prøve på at få ham sendt til den lukkede afdeling. Han svarede ham ikke engang når han snakkede til ham, men lyttede alligevel efter på hvert eneste lille ord af hvad han sagde. Det gik heller ikke længe før at Dai kom tilbage, og rakte Xander’s mobil hen til ham. Han tog den bare langsomt til sig, uden at tænke på hvad det faktisk betød. Det var først når Dai valgte at vende ryggen til ham, og på vej ud af lejligheden at han sådan rigtigt fandt ud af det. Han rejste sig hurtigt op, og kom med nogle smertende lyde. Han tog sig hurtigt til siden, og bevægede sig hurtigt ud i gangen hvor han blev mødt af Dai’s ryg ”hvad bilder du dig ind? Du starter vores forhold ud med at lyve for mig, og nu.... vil du have mig til at overveje” sagde han og rystede svagt på hovedet, han forstod det virkelig ikke ”bare opsøg dem hvis du ønsker, men..... hvis du kommer hjem og ligner, bare en lille smule som mig...” sagde han og kunne ikke få sig selv til at sige mere, en vrede kom blot op i hans krop og fik hans hjerte til at hamre hurtigt. Han lag bare roligt sin mobil fra sig, på en kommode som stod i gangen ”bare skynd dig hjem med de æg” sagde han og havde bestemt ikke tænkt sig at skrive til ham, om en beslutning som han ikke engang gad tage. Han havde sagt ja til Dai en gang, så hvorfor skulle han overhovedet tage en beslutning.. når han elskede ham.
Han var sur og såret over det Dai havde gjort, men det betød ikke at han ikke længere havde lyst til at være sammen med ham.

Dai vendte sig om da Xander begyndte at snakke til ham. "J-jeg.. Undskyld. Det var ikke.. Det var ikke fordi jeg ville lyve for dig. Jeg skal nok lade være med at gøre det igen." Dai kiggede ned på sine fødder. "Jeg har det virkelig dårligt over det. Du har helt ret, jeg skulle ikke have løjet." Dai lænede sig lidt over mod Xander. Han kyssede ham hurtigt og blidt på kinden. "Kan du tilgive mig?" Han kiggede bedende på ham, men havde egentlig ikke det store håb.
Han bemærkede vreden som kom op i Xander efter han havde sagt noget om at opsøge dem som havde tæsket ham. "Jeg har ikke tænkt mig at opsøge dem. Jeg har tænkt mig at finde æg." Dai smilede svagt og vendte sig igen. Han åbnede døren, gik et skridt ud, og sendte ham et svagt smil. "Det kan godt være jeg ikke er helt menneskelig, men en del af mig er stadig menneske. Og jeg har ikke været vant til at være sammen med andre mennesker i en del år, så jeg kommer nok til at gøre en del ting der kan såre dig. Du skal dog vide én ting. Jeg vil aldrig med vilje gøre noget som kan såre dig. Jeg elsker dig, og jeg hader den måde du kiggede på mig før." Det var tydeligt at Dai mente alt hvad han sagde. "Skal vi have andet end æg?"

Det var ikke ligefrem let at være sur på Dai, han gjorde det så utroligt svært for Xander. Han måtte ligefrem tvinge sig selv til at være sur på ham, han havde jo en grund til at være sur på ham. Når han mærkede hans læber mod sin kind, gjorde det bare det hele svære. Der var en del af ham som bare havde lyst til at skubbe ham væk, fortælle ham at han ikke skulle kysse på ham, når han var igang med at være sur. Han fik ikke lov til at gøre det, når et suk kom ud mellem hans læber ”ja jeg kan godt tilgive dig” sagde han og viste at det bare ville tage lidt tid, det var vel godt at Dai skulle ud og hente æg. Så kunne han lige nå at få luft igen, og komme tilbage til sit normale humør.
Han rystede kort på hovedet ”fint nok” sagde han bare og var ret så ligeglad med om Dai opsøgte dem, så længe der ikke skete ham noget. Han elskede jo den mand så utroligt meget, og skulle se ham i samme smerte som han selv var i. Han kunne udmærket godt forstå at Dai ikke var glad for at se Xander i den tilstand, men han kunne ikke gøre noget ved det. Han kunne have valgt ikke at komme hjem, men det eneste han havde i tankerne på det tidspunkt var Dai.
Xander viste jo godt at Dai ikke var menneskelig, det havde han set op til flere gange igennem deres venskab. Det var bare hårdt at høre at det nok ikke var sidste gang han blev såret, men sådan var det vel at være i et forhold med et væsen? Han så hurtigt efter ham når han hørte nogle ord, som fik hans hjerte til at hamre så hurtigt inde i brystet på ham.
Han fulgte bare roligt efter ham ud af døren ”det var ikke dig jeg kiggede på..” sagde han og holde en kort pause, hvor han lod sine øjne glide i og et suk kom ud mellem hans læber ”jeg er sindssyg” sagde han efterfuldt af et grin ”jeg fortæller dig senere” sagde han og så kort ned mod gulvet, før han vende blikket mod ham igen. Han lag sine hænder forsigtigt på hans kinder, og lod sine læber blidt mødes med hans ”hm.. de der små lys, man sætter i kager... og måske nogle smertestillende piller” sagde han og hviskede næsten det sidste, bange for at Dai ville blive alt for bekymret.
Han trykkede forsigtigt sine læber mod hans igen ”jeg elsker også dig” hviskede han tøvende, det var jo nogle ord han aldrig havde sagt til noget før, eller jo sin far når han var yngre. Han havde dog aldrig sagt det til en kæreste, og derfor var han vel lidt bange for at sige det til Dai. Der var da en del som var bange for at blive såret, bange for at sige disse ord også ende det bare på gulvet. De ord skulle man jo bare sige hvis man virkelig mente det, og det var der ikke mange folk der gjorde.
Han træk sig langsomt væk fra ham igen, også selv om han ikke havde den store lyst til det ”jeg vil tage et bad imens” sagde han og sende ham et kærligt smil.

Dai smilede svagt da han hørte Xanders ord. "Tak.. Skat." Dai bed sig selv i læben, usikker på hvordan Xander ville reagere på ordet. Han vidste godt at det nok ikke ville blive helt nemt for Xander at tilgive ham, men han håbede alligevel på at han ville kunne gøre det godt igen.
"Hmm.. Selv hvis jeg havde tænkt mig at opsøge dem.. Så tror jeg ikke rigtig de ville kunne gøre mig noget. De fleste mennesker bliver bange når et menneske pludselig bliver til en ulv for øjnene af en. Og da især så speciel en ulv, med lysende blå punkter i hovedet." Dai kunne ikke lade være med at grine. Han kunne huske hvordan Xander selv havde reageret den gang. Han kunne stadig huske den måde han var gået i panik på, selvom Dai endda havde udsendt alle tegn på at han var venlig. Han lavede dog en grimasse da han kom i tanke om hvad der var sket da han havde forvandlet sig. Det fald havde ikke ligefrem været sjovt. Hvis man kiggede godt efter kunne man stadig se nogle ar efter det. De var ikke store, men de var der dog.
Han gjorde måske grin med det, men han kunne godt se i Xanders øjne at noget af grunden til at han ikke ville have Dai til at opsøge dem, var at han ikke ville se ham skadet.
Dais ansigtsudtryk ændrede sig en smule da han hørte hvad Xander sagde. Det var dog ikke noget som en der ikke kendte ham godt ville lægge mærke til. Men en som kendte ham godt, ville lægge mærke til at han så let overrasket ud, og egentlig også lidt fornøjet ud. "Okay søde." Han mærkede hvordan hans hjerte pludselig begyndte at banke vildt af kærlighed, da Xander lagde sine hænder på hans kinder. Han lagde armene om sine kæreste, og holdt om hans lænd, hvor han nussede hans sider med sine tommeltotter. Han gengældte kysset og hans øjne lyste tydeligt op.
"Så æg, lys og panodiler? Eller skal du have noget stærkere?" Dais hæse hvisken var kærlig, men havde en undertone af bekymring.
Han nåede dog næsten ikke at snakke færdig før han igen mærkede de perfekte læber mod sine egne. Han pressede sine egne læber lidt hårdere ind mod sin kærestes, men slap igen så snart han gjorde det. Han hørte hvad Xander sagde som i en døs, og så snart han var færdig med at snakke kyssede han ham igen. Han trak sig dog væk rimelig hurtigt igen. "Det er jeg virkelig glad for at du siger."
Da Xander trak sig væk, gav Dai slip på ham, selvom han egentlig ikke havde lyst. "Okay elskede. Jeg skal nok skynde mig tilbage." Han hørte en rømmende lyd bag sig og så en af deres naboer bag sig. Han rødmede stort og flyttede sig hurtigt. Han var lidt usikker på om den gamle dame ville sige noget, men hun mumlede blot noget om at det var så dejligt at se at unge mennesker turde vise deres kærlighed nu om dage.

Det overraskede ham meget at høre Dai kalde ham skat, det fik en svag farve til at komme frem på hans kinder. Det var ikke fordi han havde noget imod det, det var vel bare lidt underligt at høre sin før bedsteven kalde en sådan noget. Det var vel bare en af de ting som han skulle vende sig til, blot nyde at Dai vise sin kærlighed til ham på den måde.
Han gad ikke engang at diskutere det længere, om de ville skade ham eller ej. Han håbede bare på at Dai ville lade det ligge, og hvis han ikke gjorde.. så kunne han bare håbe på at han ikke kom til skade, gjorde noget dumt der kunne påvirke dem begge i sidste ende.
Han viste jo også at det ikke var normalt, når en person forvandlede sig til et dyr. Han havde jo selv blevet bange den gang, når han så Dai hvorvandle sig første gang foran hans øjne. Det betød dog ikke at alle ville gøre som ham, og løbe hen og gemme sig et eller andet sted.
Han kunne ikke lade være med at smile, når Dai åbenbart ikke var færdig med at kalde ham alt muligt.
Det var ikke til at fatte at han faktisk havde blevet kærester med ham, og det gjorde ham faktisk så tæt på lykkelig som han kunne komme.
Han brød sig bestemt ikke om den bekymrede tone som lå i hans stemme, og han holde bare et smil på sine læber ”gerne noget stærkere.. hjælper hurtigere” sagde han og prøvede på at få det til at lyde at det ikke var noget at bekymre sig om, selv om det var ret så svært når de snakkede om smertestillende.
Hans hjerte hamrede så hårdt inde i ham, at han næsten blev bekymret for at han ville få et hjertestop. Han var forelsket i Dai, og det tvivlede han ikke et sekund på.
Han fik ikke engang lov til at besvare ham, når han rykkede sig væk på grund af den ældre dame som dukkede op. Xander dækkede hurtigt sin overkrop til med sin skjorte, i håb om at hun ikke fik set det. Han vende bare hurtigt blikket mod Dai, og lag sit hoved lidt på skrå. Hvem mon han prøvede på at beskytte? Xander eller ham selv?
Han vende kort blikket mod den ældre dame, og smilte venligt til hende som hun langsomt begynde at gå ned af trapperne. Xander vende hurtigt blikket mod Dai, og greb fat i hans hånd med sin frie hånd ”hey.. bare skynd dig hjem” sagde han og kyssede ham kort på kinden, før han gav slip på hans hånd igen og gik ind i lejligheden igen. Han havde mest lyst til at sige at den ældre dame nok ikke ville overfalde dem, og at Dai ikke skulle være bange for at vise sin kærlighed. Han kunne bare ikke få sig selv til at gøre det, hvad nu hvis han selv blev bange på et tidspunkt og ende med at afvise Dai... i det offentlige.
Han valgte derfor bare at lade som ingentid, og blot håbe på at Dai ville skynde sig hjem igen.
Han gik roligt ind på badeværelset, hvor han fik taget sin tøj af meget forsigtigt. Han kunne ikke holde sig tilbage, og lod sit blik glide hen mod spejlet. Han viste ikke om han havde lyst til at græde, havde mest af alt bare ondt af sig selv når han sådan rigtigt kunne se sig. De mange sår og ikke mindst mærker, han lod et par fingre glide ned af siden af hans hals. Der kom et svagt suk ud mellem hans læber, før han vende blikket væk og gik ind under bruseren. Han lod vandet løbe ned af hans krop, først gjorde det en lille smule ondt, men hurtigt begynde at fjerne smerten fra hans krop. Det gik højst 5 minutter, før han var ude igen. Han viklede blot en håndklæde rundt om livet på sig selv. Han var vel et eller andet sted bange for at begynde at tørre sig ordenligt, bange for at det ville komme til at gøre ondt.
Han tog sig forsigtigt til siden og gik ud af badeværelset, hans blik gled rundt ude i gangen.
Han gik langsomt ind på dai’s værelse, som han havde været inde i et par gange når Dai ikke havde været hjemme. Det duftede blot så fantastisk af denne mand, og det havde nok altid fået ham til at slappe af og føle sig tryg. Han lag sig langsomt ned i sengen, og puttede sig ligefrem ind mod dynen ”mmh” mumlede han for sig selv, som han duftede til dynen.

Dai elskede den lyserøde farve som kom frem på Xanders kinder. Det fik hans hjerte til at banke hurtigere, og forsikrede ham på et eller andet punkt om at Xander virkelig holdt af ham. Det lignede i hvert fald ikke at han var pinlig berørt over ham.
Han overvejede stadig om han skulle gå efter dem, men kom dog frem til at han hellere ville værne om sit nye forhold. Så kunne han altid finde dem på et andet tidspunkt.
"Så noget stærkt. Den klarer jeg." Dai smilede og rakte hånden ud for at kærtegne Xanders kind. Hans øjne fortalte alle hans følelser. Både den fortrydelse han stadig følte, den store kærlighed der fyldte ham, og bekymringen for Xander. Der var også en lille smule vrede, men det var så lidt, at det næsten ikke var til at se.
Dai smilede stort til Xander, og lod hånden falde før han flyttede sig. Hans hånd blev dog optaget kort efter, denne gang af Xanders hånd. "Det skal jeg nok. Pas på dig selv mens jeg er væk." Han rødmede da Xander kyssede ham på kinden, og da døren var lukket efter Xander, svævede Dai stadig oppe på en lyserød sky. Han nærmest løb ned af trappen, og han overhalede den ældre dame. "Hav en god dag frue." Han smilede til hende, og kunne se at hun smilede tilbage. Da han kom ned på gaden indså han at han nok skulle have forvandlet sig inde i opgangen. Han vendte sig og gik ind igen. Han nåede lige at forvandle sig, før den gamle dame kom ned. han satte sig på røven, og lagde godt nok godt mærke til at hun kiggede underligt på ham, men han lod som ingenting og sad bare med tungen ude af munden. Da hun åbnede døren smuttede han med ud, og luntede så ned ad gaden. Han snuppede en kurv hos en af de lokale gadesælgere, og løb videre. Han gik mod den største butik i nærheden, og lige før han nåede dertil, forvandlede han sig i en busk, endnu engang taknemmelig for at hans tøj altid forblev på efter en forvandling.
Han tog kurven i hånden, og gik indenfor. Han skyndte sig at få klaret sine indkøb, og da han kom udenfor klatrede han op på et tag. han var pludselig glad for at de havde en taglejlighed. han skyndte sig hjem over tagene, og da han nåede deres eget tag, hoppede han ned på altanen, og åbnede døren ind til stuen. "Jeg er hjemme." Han gik ind og kiggede lidt rundt. Han kunne ikke høre vandet løbe, så han gættede på at Xander allerede var færdig med sit bad. Så han gik ind på Xanders værelse, men da han ikke fandt nogen derinde, gik han ind på sit eget i stedet. Han smilede stort da han så Xander være dækket til af hans dyne.
"Hej skat. Fandt det hele." Dai gik over til sengen, og satte sig på kanten. Han bukkede sig ned over Xander og kyssede ham kort.
Derefter kærtegnede han hans pande. "Var det et godt bad?"

Xander nød virkelig at putte med Dai’s dyne, nu når han ikke havde mulighed for at være i nærheden af ham. Så var det en næsten lige så god ting, den duftede jo perfekt af Dai. Hans hjerte bankede hårdt inde i ham, ved blot at have duften af Dai i nærheden. Han havde aldrig haft det sådan før, at en duft kunne få hans hjerte op i fart. Der lå vel også et savn inde i ham, som savnede denne mand mere et noget andet. Det var som om han lå der i flere år, før han hørte lyden fra en velkendt stemme. Han havde et eller andet sted lyst til at flygte ud af værelset, mest fordi han ikke viste hvordan Dai ville reagere over at han lå der inde. Han kunne bare ikke få sin krop til at gøre det, og kunen ikke gøre andet end at blive liggende i sengen.
Det var først når han hørte sit nye ´kælenavn´, at han fjernede sit ansigt fra dynen og fulgte Dai med blikket.
Hans smilte bare kærligt til ham ”det var godt” sagde han og regnede heller ikke med at det var svært at finde, de fleste butikker havde jo de forskellige ting og vist ikke... så var det bare en dårlig butik.
Det var som om det hele gik langsomt og han stoppede med at trække vejret, det ansigt som kom tættere på hans og de læber han mærkede lidt efter. Han holde sig bestemt ikke tilbage, når han kyssede ham tilbage. Der kom en svag brokkende lyd ud mellem hans læber, når Dai valgte at trække sig tilbage igen. Han lag hurtigt en hånd foran sin mund, og så lidt overrasket på Dai.
Han lag rolig sin anden hånd på hans lår, og holde bare blikket op mod ham ”mmh” sagde han og nikkede svagt ”eller.. ikke i starten.. men ellers forsvandt smerten.. til jeg kom ud” sagde han og smilte kærligt op til ham. Sengen var blevet lidt halv våd der hvor han lå, eftersom han ikke havde tørret sig overhovedet ”undskyld at jeg har gjort din seng våd” sagde han og det kun nogle sekunder, før han hurtigt så på ham og rødmede ”altså fordi jeg var i bad, og ikke turde tørre mig.. jeg har ikke lavet noget andet” sagde han hurtigt og lag hurtigt sine hænder, foran det røde ansigt ”oh my god” mumlede han mod sine hænder.

Dai kunne ikke lade være med at smile i kysset da han mærkede hvor ivrig Xander var. Han kyssede ham hurtigt på næsen før han trak sig helt væk. Han smilede stadig da han kiggede ned på Xander, og strøg hans pandehår væk. "Altid noget at det hjalp, om ikke andet, så i det mindste mens du stadig var i bad." Dai lagde mærke til at sengen var helt våd hvor Xander havde ligget. "Haha.. Har du lavet frække ting helt uden mig? Det synes jeg er ondt." Dai blinkede til Xander, løftede dynen, og kravlede ind under den, efter at have sat kurven længere væk. Han var ligeglad med om dynen og madrassen var fugtig, han ville bare gerne ligge tæt på Xander. "Ej det gør ikke noget skat. Så må jeg jo bare sove på sofaen i nat." Dai bed sig i læben, og håbede egentlig lidt at Xander ville invitere ham ind i sin seng om natten.
Dai trak Xanders hænder væk fra hans ansigt og kyssede hans kinder. Derefter lagde han sig tættere på ham, og trak sig lidt længere opad. Han kyssede ham hårdt og småkrævende på munden. han lod den ene hånd glide ned af Xanders brystkasse og kærtegne ham på maven. Han lagde mærke til at det eneste stof han kunne mærke, var håndklædet og dynen. Hvilket altså måtte betyde at Xander heller ikke havde taget tøj på. Dai kunne mærke at han blev lidt ophidset, men han prøvede at bide det i sig. Han havde ikke lyst til at tvinge Xander til noget han ikke havde lyst til, eller ikke var klar til. han bed blidt i Xanders læbe og sukkede svagt.

Det gjorde det ikke ligefrem mindre pinligt, at Dai ikke lod det ligge og faktisk bare drillede ham med det. Hans ansigt dunkede lidt ikke kun pågrund af sårene, men også pågrund af den varme som kom op i det ”stop” mumlede han mod sine hænder, og kunne mærke at Dai kravlede ind under dynen til ham. Det gjorde det ikke ligefrem bedre, at han kun havde et håndklæde på.
Det overraskede ham ligefrem at høre, at Dai snakkede om at sove på sofaen. Havde han ikke lyst til at sove sammen med Xander? Havde han gjort noget forkert? Der var så mange tanker der røg igennem hans hoved, en del af ham blev vel blot mere bekymret for at lave noget forkert i nærheden af Dai. Han havde jo ikke lyst til at miste ham, ikke som bedsteven og heller ikke som Kæreste.
Han gjorde ikke engang modstand, når Dai valgte at fjerne hans hænder og han mærkede hans læber mod sin kind ”troet vi skulle sove sammen?” sagde han med en lidt spørgende stemme, mens han kiggede hen på ham. Han så bare hvordan han kom tættere på ham ”je...” han ville have fortalt at han ikke havde andet end et håndklæde på, men inden han fik mulighed for det mærkede han hans læber mod sine. Det var da heller ikke lige så blidt som de ellers havde kysset, han kyssede ham lidt grådigt med. Han trykkede svagt sin krop ind mod ham, og lag sin hånd hen på hans kind.
Han træk vejret tungere som Dai bevægede sin hånd længere ned af hans overkrop, han træk hurtigt maven ind. Det var ikke lige noget som han tænkte over, det var ikke ligefrem fordi han behøvede at skjule noget som helst. Han pressede ligefrem sine læber hårdere mod hans, som var han bange for at Dai ville stoppe kysset. Der var ingen tvivl om at Xander havde savnet ham, også selv om han ikke havde været væk fra ham længe.

Dai havde også savnet Xander. Helt ubeskriveligt. På så kort tid var han blevet vant til at have ham i nærheden og nu hadede han at være væk fra ham. Han nikkede som svar på Xanders spørgsmål. "Var bare ikke sikker på at du havde lyst." Hans stemme var hæs, men man kunne tydeligt høre usikkerheden i den.
Han kyssede Xander hårdere og mere grådigt før han kort trak sig lidt væk. Derefter gav han sig til at kysse ham i hele ansigtet, startende ved hagen, op til øret, som han bed lidt i, videre op til panden, og så den anden vej ned til hagen igen. Det var nogle helt blide kys, og bid. Derefter kyssede han ham på næsen, og tilsidst kyssede han Xanders læber endnu engang. Han rykke sig hen så han lå halvt hen over ham, og på den måde kunne komme bedre til. Derefter lod han sin tunge blidt røre Xanders læber.
I det hele taget, virkede han som om han havde en del erfaring, men det havde han ikke. Han gjorde blot hvad der faldt ham naturligt, og hvad det lod til at Xander kunne lide.
Han lod hånden på  Xanders mave, glide lidt frem og tilbage, for så at glide op til hans side, og blev lidt overrasket da han stødte på et ar. Dog lod han som ingenting, og lod hånden glide op i ned ad arret. Han tænkte ikke lige over at Xander jo var blevet slået og nok også sparket, så hans eller kærlige berøring kom nok i kontakt med nogle af Xanders blå mærker, og sår. Han mærkede i hvert fald et under sine fingre. Han stoppede med det samme og lod i stedet hånden glide lidt ned. Han stønnede svagt af ophidselse og få sekunder efter var han rød i hele fjæset.

De fleste ville nok se det som noget underligt noget, at kunne gå fra at være bedstevenner til kærester på så kort tid. Der var bare noget som følte så rigtigt, når han mærkede hans læber mod sine. Han viste dog at det kunne ende med at blive en dårlig idé, ikke kun hvis de ende med at slå op. Det at have en bande sammen, de ende jo med at blive hinandens svagheder. Hvis de forkerte mennesker fandt ud af det, så ville de risikere at det blev brugt mod dem. Der var bare noget i ham som var ligeglad, dumhed havde man da lov til at have når man var forelsket.
Han havde også forberet en hel tale inde i sit hoved, over hvordan han skulle forklare om det der skete før. Hvordan han skulle forklare den forbandelse som han havde, som blot ville afsløre at han var sindssyg. Det var bare en af de ting som blev slået ud af hans hoved, når først de lå der og kyssede.
Han mærkede hvordan kysset blev mere grådigt, og der var en del af ham som blev mere bekymret. Problemet var at der var en større magt inde i hans krop, som ikke ville have det stoppede overhovedet. Hans hoved fulgte ligefrem efter Dai i et par centimeter, når han valgte at trække sit hoved tilbage. Han åbnede svagt øjnene og kiggede på ham, men det gled lige så hurtigt i når han mærkede de mange kys i sit ansigt. Nogle af dem gjorde mere ondt end andre, men på den anden side så nød han det faktisk.
Der kom et gisp ud mellem hans læber når Dai valgte at lægge sig halv hen over ham, det gjorde jo en lille smule ondt at have lidt den vægt over sine mærker og sår, det var dog ikke så meget at han ikke kunne håndtere det. Han nød jo at have ham så tæt på sig, også selv om han blev lidt mere nervøs i det.
Hans vejrtrækninger var blevet tungere i det, som Dai rørte ved hans blottede overkrop.
Han lag sin fod hen over Dai’s ben, og lod sine hænder glide ned af ryggen på ham og gribe fat i hans trøje.
Når han mærkede hans tunge mod hans læber, gled hans tunge automatisk ud og mødte hans helt forsigtigt.

Dai legede med Xanders tunge lidt før han rettede sig op. "Vi.. Burde ikke gøre det her nu. Ikke med alle dine blå mærker og skrammer." Dai lagde sig ved siden af Xander og rettede lidt på sine bukser. "Altså.. Ikke at jeg ikke vil, men jeg vil ikke have du kommer mere tilskade end du allerede er. Og vi havde vist også noget med en kage der skulle bages. Under alle omstændigheder.. Her er ret vådt.. Skal vi ikke lægge os et andet sted? Hvis vi ikke skal i gang med noget andet altså." Dai rystede på hovedet, så håret, som han ikke havde fået sat op den dag, flyttede sig fra hans øjne.
han kiggede over på tv'et da han hørte en lyd, og grinede da han så at det stadig var Avengers der ventede på at blive afspillet. Han rakte ud efter fjernbetjeningen, slukkede tv'et og smilede så til Xander.
Han kyssede ham i hulningen hvor hals og kæbe mødes, og gav sig til at suge forsigtigt. Da han slap, var der et meget utydeligt sugemærke. "Jeg skulle nødig give dig flere blå mærker."
Han kiggede Xander i øjnene. "Jeg bliver nødt til at tilstå noget.." Dai lod ordene hænge lidt. Både for at overveje om han skulle fortælle at han var jomfru, og for at få Xander til at blive lidt urolig. "Jeg elsker dig." Dai lagde en hånd på Xanders kind, og aede den med tommelfingeren.
Han kom dog pludselig i tanke om den måde Xander havde set på ham på. "Men jeg vil stadig gerne.. Vide hvad det var du ville fortælle mig."

Det overraskede ham meget når Dai valgte at trække sig væk fra ham, det var ikke fordi han havde lyst til at han skulle stoppe. Det var næsten ligefrem som at blive afvist, også selv om han godt kunne forstå at han ikke havde lyst til at forsætte ”hvilke underlige ting er du til? Siden jeg kan komme mere til skade?” Sagde han også selv om han lag en tone på, at han faktisk ikke havde brug for at vide det.
Han havde det nok med den følelse som han havde inde i kroppen, den følelse af at blive afvist af den person man elskede mest. Han sukkede kort når han mærkede hans læber, og kort tid efter den sugende fornemmelse mod sin hals. Han vende langsomt blikket mod ham ”det går nok.. du kan bare sige, at alle mine blå mærker er dine suge mærker” sagde han og sende ham et lidt usikkert smil.
Der kom en svag lille undrende lyd ud mellem hans læber, når Dai ville fortælle ham noget. Han smilte dog bare svagt over hans ord ”jeg elsker også dig” sagde han og lod sine øjne glide i, når han mærkede hans hånd mod sin kind. Han fik dog ikke lov til at nyde det længe, før Dai valgte at snakke igen. Han satte sig bare langsomt op og rettede lidt på dynen over sit skød, før han lag en hånd mod sin ene side ”jeg er sindssyg” sagde han og så kort på ham, før han hurtigt vende blikket væk fra ham igen ”jeg ved du løj, fordi... nogle mørke uhyggelige monster kommer ud af folk, når de lyver.. jeg kiggede ikke på dig, jeg kiggede på den.. jeg får selv en slem hovedpine, når jeg vælger at lyve” sagde han og turde virkelig ikke at kigge på Dai, bange for hvordan han ville reagere på det ”begge ting... forsvinder først, når man fortæller sandheden” sagde han og gav et lille suk fra sig, før han tog sig selv til hovedet ”jeg er tosset.. jeg ved” sagde han og havde ønsket at han ikke havde fortalt ham, men han blev blot nød til at gøre det.

"Hvad jeg tænder på.. Han er ikke underlig.. Men jeg tænder på dig. Og.. jeg har ikke lyst til at give dig flere blå mærker, eller få dig til at bløde." Dai kyssede Xanders kind. "Men eh.. Jeg ved ikke hvad jeg tænder på.. Har.. eh.. Ikke rigtig været sammen med en før." Det var sagt, og Dai kunne ikke trække det tilbage. Han vidste vitterlig ikke hvad han tændte på. Han vidste dog, hvad han ikke tændte på.
Dai smilede kærligt til Xander. "Jeg ville virkelig gerne være sammen med dig.. Men.. Jeg er ikke sikker på hvad jeg skal gøre. Som sagt har jeg ikke været sammen med en før. Jeg vil gerne være sammen med dig min første gang, men jeg ved ikke om jeg kan gennemføre det. Jeg er bange for at komme til at skade dig, eller andet." Han kiggede væk et par sekunder, til han følte han havde fået bedre styr på sig selv.
"Så du siger du gerne vil have sugemærker?" Dai lænede sig over mod ham igen, og lavede sugemærket fra før, en smule tydeligere. "Nu tilhører du mig. Jeg har afmærket dig." Dai kyssede ham på kinden for at vise at det - om ikke andet - så i hvert fald var halvt i sjov.
Dai satte sig også op, da Xander gjorde. Han holdt opmærksomheden rettet mod Xander. "Jeg.. Jeg tror ikke du er sindssyg. Jeg tror du er noget specielt. Som mig. Eller altså ikke som mig, men jeg tror at du også er noget overnaturligt. Sagde du ikke noget om at du ikke kendte din mor? Altså.. Evnen lyder om noget en engel kunne have haft. Sikker på at du ikke eh.. Er halv engel? Eller kvart?" Dai så en smule beklemt ud, han håbede at Xander ikke ville begynde at grine, eller noget lignende. Han håbede at manden faktisk ville overveje muligheden. "Det lyder dumt, men jeg har faktisk kunnet fornemme noget overnaturligt ved dig, siden jeg mødte dig. Men eftersom du blev så chokeret da jeg forvandlede mig, slog jeg det hen, og sagde til mig selv at det nok bare var ønsketænkning." Han rakte hånden ud og lagde den på dynen, hvor han regnede med at Xanders lår måtte være.

Det varmede helt inde i hans krop, at høre at hans egen kæreste faktisk tænde på ham. Det gjorde at han ikke følte sig helt lige så afvist, som når Dai lige havde trukket sig væk fra ham ”okay...” han fik ikke sagt mere, når Dai valgte at snakke videre. Han så lidt overrasket på ham ”har du ikke været sammen med nogen før?” sagde han og kunne næsten ikke tro sine egen øre, Dai var jo alt det både piger og drenge ønskede sig. Så at Dai aldrig havde været sammen med nogen, det overraskede ham faktisk meget ”jeg har heller aldrig været sammen med en” sagde han med en tone, som afslørede at han faktisk skammede sig lidt over det. På den anden side var det vel også skønt? Han kunne ende med at have sin første gang, med en person som han faktisk elskede ”helt fint.. vi venter” sagde han og kunne heller ikke se hvorfor de skulle skynde sig, hvorfor tage det skridt med det samme?
Det overraskede ham lidt når Dai valgte at lave et til sugmærke ”ja jeg tilhøre dig” sagde han og lod et par fingre glide hen over sit sugemærke, og kunne ikke lade være med at være en lille smule stolt over det. Det fik ham til at smile, også selv om han prøvede på at skjule det en lille smule.
Han vende hurtigt blikket mod ham, når Dai næsten ligefrem beskylde Xander for at være et væsen eller et halv ”men... engel er noget man bliver når man dør, jeg er ikke død..” sagde han og så lidt bekymret på ham ”jeg bløder, har sygdomme.. jeg er ikke død” sagde han og havde jo aldrig mødt en engel før, men nu havde han heller ikke mødt særlig mange andre væsner.
Han vende kort blikket ned mod Dai’s hånd, som han lag på hans lår over dynen. Han tog blidt fat i den med begge hænder, og begynde at nusse den med sine fingre ”ønskede du at jeg var et væsen?” spurgte han om og vende blikket mod ham igen, han kunne ikke lade være med at smile imens.

Dai rystede på hovedet og kiggede mod sine hænder. "Nej. Jeg følte mig klar på et tidspunkt, men jeg følte ikke at jeg var sammen med den rette. Det føler jeg nu." Dai rettede blikket mod Xander. Det var fuldt af kærlighed, og det sagde alt, helt uden at Dai behøvede at forklare hvor meget han egentlig elskede denne mand. Han rykkede tættere på ham, så han sad ved siden af ham i stedet.
Dai blev også overrasket da han hørte at Xander ikke havde været sammen med nogen før. "Ingen? Heller ingen af de piger fra din skole?" Dai havde rent faktisk troet at Xander havde gjort det med mange, men det gjorde ham ikke mindre elskværdig, at han ikke havde. Dai syntes nærmere at det gjorde ham mere tiltrækkende.
"Okay.. Ingen grund til at skynde sig vel? Jeg har tænkt mig at blive her ved din side, til jeg dør eller til du ikke gider mig mere. Bortset fra hvis en eller anden kapper mine ben af.." Dai smilede, men hans ansigt var blevet en smule blegt ved tanken.
"Det er jeg glad for. Og jeg tilhører dig." Dai lod sin hånd nusse hans lår og smilede forsigtigt tilbage ham.
"En engel bliver til på to forskellige måder. Enten bliver englen skabt af Gud selv med det formål at være hans sendebud på Jorden, eller også er der tale om et ganske almindeligt menneske, som efter sin død så får den specielle mulighed for at genopstå som et guddommeligt væsen." Dai smilede til Xander. Det kunne godt være at han ikke havde gået i skole ret længe, men han havde alligevel hørt efter når hans forældre fortalte om andre racer. Og endnu mere når de fortalte om hans egen. Engle var dog en af de racer de havde snakket meget om.
"Desuden sagde jeg ikke at du var engel. Men at du kunne være barn af en engel." Dai holdt en lille pause og kiggede indgående på Xander for at se hvordan han modtog de nye informationer. Han så ret seriøs ud, men det var mest fordi han ikke ville have at Xander skulle misforstå noget af det han sagde. Han forsøgte jo ikke at presse noget ned over hovedet på Xander, han prøvede mest at få sin egen nysgerrighed stillet.
"Englemagi vil i de fleste tilfælde være tilknyttet den gode sags tjeneste. Det er din evne også. Du kan fortælle hvornår folk lyver. Du skal bare lære at beherske evnen, i stedet for at lade den beherske dig. Men jeg kan jo ikke være sikker på at du faktisk er en englehybrid. Det er bare hvad der giver mest mening for mig." Dai smilede skævt til ham.
Han nød fornemmelsen af den måde Xander nussede hans hånd, og kiggede ned på deres hænder, til manden snakkede igen. Derefter kiggede han på Xander igen. "Altså.. Jeg har overvejet hvilket dyr du ville have hvis du var Navajo, og jeg har tænkt over hvad det overnaturlige ved dig kunne være, men jeg vil egentlig bare have dig.. Præcis som du er, og ligegyldig hvad du er." Dai lænede sig over og kyssede Xander på kinden.

Xander sad bare og lyttede på hvad han sagde, han kiggede ned på deres hænder imens. Det gik bare ikke et sekund efter at Dai havde talt ud, at Xander hurtigt kiggede op på ham ”er jeg den rette?” spurgte han om og tvivlede lidt på det, han var jo ikke ligefrem drømme svigersønnen. På den anden side så var Dai lige så slem som ham selv, så måske var han den rette for denne mand.
Han rystede svagt på hovedet ”nej.. jeg var kærester med en pige igennem mange år, og hun ville ikke.. så jeg gik rundt og løj om at jeg havde været sammen med hende” sagde han og viste godt det var dumt, men han skammede sig vel over at være jomfru ”når hun valgte at gå i seng med min bedsteven, så havde jeg vel små forhold med 2 andre piger..” sagde han og træk lidt på skulderne ”de troet at jeg havde været sammen med nogen, så jeg slog op med den.. inden de havde lyst til at gå i seng med mig” sagde han og gav et lille suk fra sig, som afslørede at han faktisk skammede sig over det.
Han lod langsomt sit blik glide op mod ham, og nikkede svagt ”okay..... hvis det overhovedet skete, ville jeg køre dig rundt i en vogn” Sagde han og havde bestemt ikke lyst til at miste ham, han var jo forelsket i ham. Det var da også bare en ond tanke at give Xander, at der faktisk var en chance i livet at de ikke ville forblive sammen.
Han bøjede sig langsomt hen, og gav ham et kort kys på kinden ”det håber jeg at du gør” sagde han og viste ikke hvordan han ville reagere, hvis Dai ende med at blive en andens. Det gjorde bare ondt at have tanken i sit hoved, selv i det øjeblik hvor han havde ham mere end noget andet.
Det overraskede ham meget at høre hvordan Dai fortalte om engle, og som det aldrig skete før.. så lyttede han faktisk efter på det, når det handlede om at lære noget nyt.
”men min far er ikke engel.. det kan han ikke være.. og min mor... nej... hun forlod os jo” sagde han og rystede kort på hovedet, kunne ikke tro at en engel ville forlade sin egen familie.
Der var dog en del af ham som troet på hvad Dai sagde, det var jo ikke normalt at se monstre. Han træk svagt på skulderne ”hvordan skulle man kunne styre det, folk kan bare lade være med at lyve” sagde han og hadet virkelig når folk løj, ikke kun pågrund af monsterene.. men det tog også på om man kunne stole på personen, og det var jo en af de ting som Xander næsten aldrig gjorde.
Han kunne ikke lade være med at smile over hvad Dai sagde, og nød bare det kys som han fik på kinden ”hvilket dyr ville jeg så være?” spurgte han om, og så ret så nysgerrig på det.

Dai nikkede. "For mig.. Er du den eneste."
"Hmm.. Det kommer ret meget bag på mig. Du virker så selvsikker. Eller.. Du virkede selvsikker sammen med Jonathan." Dai smilede svagt og lagde sit hoved på Xanders skulder, hvorefter han udstødte et lille suk. "Men føler du dig klar? Ikke at det gør mig noget hvis du ikke gør, vil gerne have vi begge har lyst og er klar til det."
Dai kunne ikke lade være med at smile. "Har jeg nogensinde fortalt dig hvor fantastisk du er? Og forøvrigt ville jeg gøre det samme for dig." Dai kyssede ham hurtigt på kinden, og lænede sig så lidt væk, for at kunne betragte ham. Han elskede virkelig den mand, og han var helt igennem lykkelig for at han gengældte følelsen. Det var endda så vidt, at Dai ikke engang havde det godt med den blotte tanke om at han kunne miste Xander. Det fik ham næsten til at ryste og han gyste faktisk også en enkelt gang.
Dai sukkede nydende da han mærkede Xanders perfekte og bløde læber mod sin kind. "Det er jeg. Det burde du skam slet ikke engang tvivle på. For jeg vil altid være det."  Han drejede hovedet lidt og lod sine læber strejfe Xanders blidt.
"Engle begår også synder. Men som sagt er jeg ikke sikker på noget. Ikke andet end at din far vist ikke er overnaturlig. Så er han i hvert fald blevet det siden jeg var hjemme hos dig.. Forresten.. Hvordan tror du han ville have det med os nu?" Dai så en smule bekymret ud, for han ville ikke skabe flere problemer mellem Xander og hans far, end der var i forvejen.
"Det ved jeg ikke, men det lader ikke rigtig som om folk kan lade være med at lyve. Men måske du skulle opsøge en engel. Jeg ved mange engle arbejder som læger, eller præster. Men jeg kan ikke garantere at der arbejder en her i nærheden." Dai kom til at tænke på sin egen lille løgn. "Jeg er virkelig ked af at jeg sårede dig tidligere skat." Dai kyssede ham på kinden igen, og nussede han kind med sin frie hånd.
"Hmmm.. Jeg ved det faktisk ikke rigtig. En giraf måske? Eller en mus?" Dai kunne ikke lade være med at grine drillende. "Ej.. Tror du ville være en hund. Eller måske en bjørn, da du har et ret kraftigt temperament og du gemmer dig bag dine facader, som en bjørn gemmer sig bag sin pels." Dai smilede stort. "Men hvad tror du? Det er vel nærmest endnu vigtigere."

De ord gjorde noget helt særligt ved Xander, det var som om hele hans krop blev helt varm i det og samtidig blød. Det gjorde det ligefrem svært for ham at sidde oppe, og havde mest af alt bare lyst til at kaste sig tilbage i sengen ”er jeg?” sagde han mest fordi han bare gerne ville høre ham sige det igen, få hans krop til at blive helt blød i det.
Han rødmede svagt og rystede på hovedet ”anede slet ikke hvad jeg lavede, og vi kom aldrig til det punkt.. kun en gang hvor jeg var fuld, så meget at jeg ikke kan huske noget.. jeg stoppede åbenbart mig selv, for han gjorde ikke” sagde han og huskede udmærket godt den dag, hvor han vågnede op ved Jonathan. Husket hvordan Jonathan sagde at det skulle være et særligt øjeblik, men at han var skuffet over at Xander var faldet i søvn. Han var faktisk glad for at Jonathan havde rejst, uden at sige et eneste ord til ham. Det var ikke engang et forhold de havde, men nu havde han et forhold til en som han elskede.
Han træk svagt på skulderne ”jeg ved det ikke,.. gjorde lidt ondt at du træk dig væk før, så havde vel ikke lyst til at det skulle stoppe” sagde han og var ikke sikker på hvordan det føles at være klar, det var jo ikke en af de ting som han viste særlig meget om.
Han sukkede svagt når han mærkede hans læber strejfe sine egne, og kunne mærke hvordan han hungrede efter et kys. Han holde sig dog tilbage, når Dai valgte at snakke videre.
Han rystede kort på hovedet ”min far.. der er intet særligt ved ham” sagde han og prøvede på at virke kold, men sandheden var at han savnede sin far ret så ofte. Den mand som gjorde alt for Xander, uden at Xander selv lag mærke til det. Efter han havde flyttet hjemmefra, lag han vel bare mere mærke til hvad denne mand gjorde for ham. Han så hurtigt hen på ham, ikke sikker på hvad han skulle svare ham ”det ved jeg ikke helt.. vil du da gerne fortælle ham?” sagde han også selv om han havde en idé om hvordan han ville reagere, han dømte jo aldrig Xander for noget som helst. Så hvorfor skulle han dømme ham, for at være sammen med en anden fyr? Han dømte vel mere sig selv på det punkt, og at det påvirkede ham til ikke have lyst til at sige det.
Xander viste da godt at folk ikke kunne lade være med at lyve, han så det jo være dag. Han havde det bare med at holde sig væk fra de folk, også selv om det var svært når alle stort set løj. Han træk svagt på skulderne ”ved jo ikke engang hvordan engle ser ud.. og hvis jeg finder en, og ikke er en engel.. så ser person bare på mig, som jeg er tosset” sagde han og havde endelig ikke lyst til at snakke om det længere, han viste ikke om han troet på det eller ej.
Han træk bare svagt på skulderne ”det er okay.. du gjorde det for at beskytte mig” sagde han også selv om han ikke var glad for at han havde gjort det, men de kunne bare ikke gøre det om.
Han betragtede ham bare som han snakkede, og kalde Xander for det ene eller andet dyr. Der var dog ingen tvivl om at han faktisk kende ham, når han snakkede om hans temperament og ikke mindst facader.
”du ville bare ønske jeg var en hund.. så vi var næsten det samme” sagde han og rakte tunge, lige inden Dai spurgte ham hvad han selv troet han ville være.
Han gav roligt slip på hans hånd, før han skubbede dynen af sig. Han svang et ben hen over Dai, så han kom op og sidde på hans skød. Han skubbede ham derefter lidt kraftigt ned i den dufte i seng, før han satte sine hænder ned i sengen ved hver side af hans hoved. Han bøjede sig langsomt lide tættere på ham, og holde et par smerte lyde for at komme ud. Håndklædet var også igang med en kamp, for ikke at falde af omkring livet på ham ”tror måske jeg ville være en tiger” sagde han og holde en kort pause ”jeg går efter hvad jeg vil have, og ingen eller intet skal stoppe mig” hviskede han og bøjede sig det sidste stykke ned, og lod sine læber mødes med hans i et hårdt og ivrigt kys.

"Helt sikkert. Jeg har aldrig før følt sådan her." Dai rødmede svagt, men det var ret tydeligt at se på ham at han mente hvad han sagde. På den anden side mente han altid af hvad han sagde. Især efter at have fået at vide hvad Xander kunne. Han kunne ikke holde ud at lyve over for ham. Både fordi det tilsyneladende skæmte Xander helt vildt, og fordi det knuste hans hjerte at være nødt til det. Han havde selv været ved at bryde sammen allerede da han sagde ordene, som skulle få Xander til at slappe af, men som i stedet fik ham op at køre.
"Okay." Dai smilede svagt, og var egentlig lidt bekymret for om Jonathan havde lavet noget mens Xander havde sovet, men han slog det hen, da han kom til at tænke på at Jonathan nok følte noget for Xander på samme måde som han selv gjorde. Eller om ikke andet havde følt. Det virkede jo ikke ligefrem som om han opsøgte Xander hver dag, for tiden.
Dai var dog faktisk glad for det, da det betød at han kunne have Xander for sig selv.
"Det gjorde også ondt på mig at stoppe, men jeg blev nødt til det. Jeg vil ikke skade dig, eller gøre dig bange. Og jeg skadede dig, da jeg lagde mig på dig." Dai havde det stadig ikke helt godt med det, selvom han havde elsket at mærke Xanders fantastiske læber mod sine.
Dai hørte godt Xanders suk, og det ophidsede ham ret meget mere end han ville være ved. Han var stadig tændt efter deres lille leg tidligere, og Xander gjorde det ikke ligefrem bedre. Han ville dog ikke have at han skulle stoppe. Så ville han alligevel langt hellere være tændt.
"Det ved jeg. Som sagt kan jeg fornemme når der er noget særlig ved folk. Og ikke for at lyde ond, men din far er blot et menneske. Ikke at der er noget i vejen med det." Dai smilede.
"Du savner ham, gør du ikke?" Han kunne se det i hans blik, og den måde hans stemme forsøgte at være kold, men ikke kunne gennemføre det.
Dai tøvede lidt før han nikkede. "Hvis du ikke har noget imod det, så ja. Han er en del af dit liv. Og for at være ærlig, synes jeg at du skal give ham lov til at være det, sådan rigtigt." Dai kiggede ned, og bed sig i læben. Han var ikke sikker på om han lige havde overtrådt en usynlig grænse.
"Hmm. Jeg havde nu tænkt mig at gå med dig. Jeg kan jo mærke på de fleste folk, om der er noget specielt ved dem." Dai smilede svagt. "Er vi ikke alle sammen tossede på enten den ene eller den anden måde?" Dai grinede lavmælt, men stoppede og lagde ansigtet i alvorlige folder før han snakkede videre. "Men som jeg har sagt før, er det dig der om vi skal gøre noget ved det." Han smilede beroligende til Xander.
"Det gør det ikke ugjort. Jeg ville virkelig ønske at jeg ikke havde løjet. Det er ikke fair at udsætte dig for den slags. Og heller ikke hvis det ikke var sket, havde det ikke været fair af mig at lyve over for dig. Men jeg håber at du ved at jeg aldrig nogen sinde vil gøre det igen." Dai kunne godt se at Xander ikke var glad for hvad han havde gjort. På en måde ønskede Dai dog bare at lægge det hele bag sig, selvom han godt vidste at han ikke kunne gøre det ugjort.
"Så ville vi have en ting mere tilfælles. Men det er ikke vigtigt for mig om du har en anden skikkelse. Det eneste vigtige for mig, er at du er her sammen med mig. Og at jeg får lov til at være ved din side for altid." Han kunne ikke lade være med at smile stort da Xander rakte tunge af ham.
Dai kiggede overrasket på Xander da denne pludselig skubbede dynen af sig og svingede et ben hen over ham. Han lod Xander vælte sig, men havde et spørgende og bekymret udtryk i øjnene. Men da han så hvordan Xanders hoved kom tættere på hans eget, kunne han ikke lade være med at sukke svagt. Han smilede stort da han hørte hvad Xander hviskede, og da hans læber kom tæt nok på, løftede Dai sit hoved, og kyssede tilbage. Han tænkte ikke på andet end hvor heldig han var. Derefter lod han sine arme glide op om nakke på Xander, og pressede ham tættere på sig. Han gispede hver gang han kort slap Xanders læber for at få lidt luft, og blev virkelig tændt. Han elskede denne nye side af Xander, mere end han troede han kunne.

Xander havde bestemt heller aldrig følt sådan en følelse, det kilede helt ind i knoglerne på ham. Hans hjerte hamrede så hurtigt i nærheden af ham, og han havde mest af alt bare lyst til at blive liggende i sengen med ham.
Han havde bare lyst til at starte på ny, som om Dai aldrig havde såret ham. Han havde ikke lyst til at tænke på det længere, det var bare dumt at tænke på sådan noget. Når han udmærket godt viste at Dai ikke var glad for det, at han faktisk var ked af hvad han havde gjort. Det lettede bare lidt inde i hans krop, at han havde denne forfærdelig evne i hans hoved. Hvis han ikke havde haft den, så havde han måske aldrig fundet ud af at Dai havde løjet for ham.
Mon Dai så havde blevet ved med at finde på løgne? Han havde ikke lyst til at tænke på det, men det var bare så svært. Det gjorde ham måske en lille smule usikker, bare sådan en lille smule.
Han havde dog ikke lyst til at fortælle Dai det, ville bare helst komme videre med deres forhold.
Selvfølgelig gjorde det lidt ondt at få vægt over sine sår og mærker, men det havde været noget han ville gå igennem blot for at være i nærheden af ham ”gjorde ikke vildt ondt” sagde han og det var sandheden, det gjorde måske lidt ondt. Det var dog intet han ville skrige op af, men alt gjorde vel ondt når man var skadet.
Xander havde ikke lyst til at have flere til tilfælles med Dai, det ville bare ende med at de så havde for meget tilfælles. Selv om Xander elskede Dai og nød at have ham som kæreste, så var han sikker på at der kom tidspunkter hvor han bare ville lave sine egne ting.
Det lignede bestemt ikke Xander at gøre sådan nogle ting, og hvorfor han gjorde det var han ikke sikker på? Han var bange for at Dai ville noget, som han måske ikke kunne tilbyde ham. Han kunne mærke en nervøs fornemmelse i sin krop, en følelse som fortalte ham at han bare skulle stoppe.
Han holde kysset så meget han nu fik lov til det, imellem de øjeblikke hvor de skulle have luft.
Han viste jo ikke hvad han havde gang i, og det gjorde ham vel en lille smule bange i det. Han træk langsomt sine læber væk fra ham, inderst inde så havde han vel ikke lyst til at gøre det ”undskyld” sagde han kort og dog blev han bare ved med at holde sit blik ned mod ham.

"Hvis du siger det skat.. Så tror jeg på dig." Han samlede hænderne i skødet og kiggede kærligt på Xander. "Jeg ved ikke hvad jeg skulle stille op, hvis jeg påførte dig mere smerte. Jeg har allerede gjort nok af den slags.. Men bare lige så du ved det, har jeg ikke tænkt mig at forlade din side. Om ikke andet, så i hvert fald ikke ret længe ad gangen." Hans smil blegnede, da han kom til at tænke på at han nok blev nødt til det anyway. Han havde jo også nogle venskaber han skulle holde ved lige. Og han vidste ikke lige om Xander havde den store lyst til at rende rundt med den kæmpestore djævel han havde mødt over nettet, eller nogen af de andre overnaturlige væsner han kendte. Det virkede jo ret overvældende for ham, blot det at få at vide at der også fandtes engle, og at han måske kunne være sådan en selv. Eller i hvert fald delvis.
Dai lukkede øjnene kort, men alligevel længe. På nogle punkter var det nok også fint at have forskellige interesser, da de ellers ville blive for ens.. Altså det ville jo kunne ødelægge alt, hvis de var sammen hele tiden. Det var nok også derfor de begge havde haft det super mens, Xander gik i skole, og han selv bare tullede rundt derhjemme, eller var ude i byen. Dai kom til at tænke på hvad der mon ville være sket hvis han havde været ude da Xander var kommet hjem. Hans ansigtsudtryk blev sig straks meget bekymret. Han forestillede sig hvordan Xander ville have stået udenfor døren og næsten ikke have kræfter til at åbne den. Og han forestillede sig selv komme hjem til en Xander som sad på køkkengulvet med en sprøjte trykket halvvejs ind i armen. Han kunne ikke få det billede ud af hovedet igen, så han lukkede øjnene hårdt i, og åbnede dem så igen, og kiggede over på Xander for at sikre sig at han var ok. Han sukkede lettet da han så ansigtet foran sig, ansigtet som stadig trak vejret. Ansigtet af hans bedste ven, og -fordi han havde været hjemme, og havde kunnet hjælpe - nu også kæreste.
Dai nød virkelig kysset, og derfor kiggede han også overrasket på Xander, da han trak sig væk, og fik Dais arme til at falde ned på hans skuldre. "Hvad er der galt?" Dai kiggede undersøgende på ham, og var bange for at han havde gjort noget forkert. Han lod sit blik møde Xanders igen, og flyttede så den ene arm over og nussede hans kind. "Hvad siger du undskyld for? Det var det mest fantastiske jeg endnu har oplevet med dig." Han smilede svagt, og lod så den hånd som holdt om hans skulder, falde ned. Han trak sig lidt væk, og satte sig op. Han lod ubevidst sine øjne glide ned til håndklædet, men kiggede hurtigt væk igen, da han blev bevidst om hvad han kiggede på.