Don't Dwell on the Past

13.34

''Thank you so much hun for these!'' Debbie smilede med et stort smil, som fremhæv hendes runde æblekinder. ''You're quite welcome'' Leandra grinede med en let blød klang og smilede tilbage til den runde kærlige person der stod foran hende og betragtede de urter og savler som hun havde taget med. Typisk kom Debbie altid ud i skoven for at hente hendes varer, men da hendes søn lå syg havde Lea gjort en enkelt undtagelse, som hun allerede havde fortrudt det øjeblik hendes fod havde krydset grænsen mellem skoven og vejen ind til byen. Men Debbie havde altid været en trofast kunde og Lea havde brug for pengene.

17.45

''Excuse me'' trods at stemmen i sig selv var blød og venlig, kunne man med lethed høre hvordan at den flød med nervøsitet. Med tasken knuget godt ind i hendes arme prøvede hun at kante sig forbi nogle mænd der knapt nok ænset hendes tilstedeværelset, men var mere optaget af den diskussion omkring fodbold de havde godt kørerende. Da hun endelig kom forbi dem smilede hun, dog kun i korttid da hun kiggede sig omkring for blot at finde ud af at hun var omgivet af mennesker der var så travlt optaget af hvad de selv lavede at de ikke så hvem og hvad de måske var ved at gå ind i.

Lea knugede tasken endnu tættere ind til sig og en knude i maven der bare ikke ville gå væk. Selv efter flere hundrede år kunne hun ikke klare at være i for store folkemængder, hvorfor havde hun dog også begivet sig ind til byen? Tankestrømmen blev dog brudt da en mand pludselig blev klasket ind i muren foran hende af to politibetjente, åbenbart havde manden stjålet noget i butikken længere nede af gaden. Med kæmpe blå øjne betragtede hun situationen foran hende ske mens hun selv stod som forstenet. Læderet af tasken begyndte at varme godt op imod hendes bare hud, men selv ikke det fik hende ud af chokket over hvad der skete foran hende, det var først da manden begyndt at skrige skældsord mod alle der ville lytte at hun endelig vågnede op, med et lille sæt der satte i gang i hele kroppen skyndte hun sig væk fra gå gaden.

21.16

''Great.. Just great!'' brummede Asparaen af sig selv ''You are so totally lost'' hendes sko var begyndt at gnave og hårene havde rejst sig en smule på armene da det pludselig var blevet en meget kølig aften, efter at have været sådan en varm dag. Og kun iført en blå tynd sommerkjole der gik til lige under knæene og nogle sandaler kunne hun godt begyndte at mærke at kulden trængte ind igennem hendes hud og satte kuldegysninger igennem kroppen. Men før hvor der havde været masse mennesker, synes der nu ikke at være nogen i nærheden for hende at spørge om vej. Typisk, det var så typisk hende at tabe hoved i panik også miste overblikket over hvor hun gik hen. Men der var jo ikke så meget anede at gøre end bare at blive ved med at gå, ind til hun måske var så heldig at støde på en person der kunne være så venlig at fortælle hende hvilken vej hun skulle gå for at komme tilbage skoven.

Ikke så mange minutter efter kom hun hen til en parkerings plads ved en stor bygning, lignede lidt et hospital? Hendes fornemmelse af hvad stedet var blev hurtigt bekræftet da hun kiggede hen og så en ambulance stå ikke så langt væk. Måske var der nogen her der kunne hjælpe hende, hendes ansigt blev en smule mere eftertænkt som, ja det var vel forsøget værd. Ganske vist, ikke så langt fra hvor hun stod så hun en mand komme ud af nogle døre, med lette skridt begyndte hun at halv løbe der over. ''Hey sorry, excuse me!'' råbte hun i håb om at hun kunne fange personens opmærksomhed. Der gik ikke mange sekunder så var hun henne ved ham, lettere forpustet over at have gået rundt så meget tog hun en dyb indånding inden hun lige skulle til at spørger hvorledes hun kom hurtigst tilbage til skoven, lagde hun mærke til hvordan personen så ud. Med et næsten skrækslagen blik betragtede hun manden der stod foran hende, hun, kendte ham? Nej, det kunne ikke passe, munden åbnede sig lidt over chokket hvor meget han lignede ham, men tanken blev skudt væk, der var så mange år siden at var død, det kunne umuligt være ham. ''Sorry.. you just.. look like someone I know'' hendes stemme var næsten en hvisken, da alt mund havde valgt at forlade hendes mund i dette øjeblik. Pull yourself together!.

Hun rømmede sig en smule og tog sig selv i at stå at stirre lidt for meget på manden, hvor efter en let rød farve begyndte at brænde igennem hendes kinder, lige nu havde hun lyst til at sparke sig selv hvis det havde været muligt. ''But, ehm well, can you point me in the direction of the forest? I seem to be a little lost...'' et lille smil bredt sig hen over de fyldige læber, mens hun stadig ikke kunne ryste følelsen af sig over hvor meget han dog lignede Adriel.

De hasselnødsfarvede øjne bevægede sig stødt gennem parkeringspladsen. Kun et par meter fra hans placering, ved siden af hovedindgangen til hospitalet, stod ambulancen som han havde kørt med det meste af aftenen. Jean, den franske ambulancekører som Adriel havde taget vagten med, stod og fyldte ambulancen op med nye forsyninger af medicin, så nattens vagt kunne forløbe uden problemer. Nattevagterne i Di Morga var nok de hårdeste. Det var dér mørkets væsner for alvor trådte i spil, og udgjorde skade mod både de intetanende mennesker, og de rene væsner i området. På den ene side følte Adriel sig langt mere tryg i ambulancen under sådan en vagt, så han ikke var alene i lejligheden eller i Di Morga's gader - mens han på den anden side, blev udsat for de mest traumatiserende syn om natten. Det var ikke noget man vænnede sig til, bare lige 'sådan'. Under krigen havde han konstant følt en kvalme i svælget, når endnu en tilskadekommen blev placeret på briksen, under faderens kniv. Nu var det ham selv, der skulle stå for at lappe de værste skader sammen. Og der var ikke plads til at miste hovedet, fordi man så blod, eller til at krakelere fordi man ikke kunne udholde at se andre i smerte.

Han løftede hånden, som et farvel, da Jean satte sig ind i ambulancen og forlod parkeringspladsen. Dernæst forlod et lavmælt suk, de lidt blege læber. Det var tydeligt at han snart havde brug for søvn. Selvom han som altid udstrålede noget rent og godt, lå der en træthed i hans øjne, og en besynderlig skyldfølelse over dagens tab, trods han havde gjort alt i sin magt, for at holde patienterne i live. Netop som han var ved, at tage det første skridt væk fra hospitalet, registrerede han lette fodtrin, mod parkeringspladsens asfalt. Da han hørte den kaldende stemme, drejede han hovedet, og så mod skikkelsen, der snart stoppede op ganske tæt ved ham. I de første par sekunder registrerede han ikke hvem hun var. Men dernæst slog det ham... For Adriel var det ikke mere end 10-14 år siden han sidst havde set hende. Alle sine år i himlen, huskede han jo ikke. Derfor havde det kun føltes som dage, da han betrådte jorden i 2001, efter sin død under krigen.

Chokket var malet i hans ansigt, og øjnene spærredes en smule op. Han lignede vel mest af alt én der havde set et spøgelse. "Leandra..?" Kom det, forvirret fra ham. Der var noget absolut barnligt over udtrykket i hans ansigt i dette sekund, og han veg en smule tilbage, som om det havde været svært at afholde sig selv fra at vakle en smule. Han rystede let på hovedet over sig selv. Det kunne ikke passe. Det var ikke hende... Hun burde være død nu. Burde hun ikke? Men han mærkede den samme aura omkring hende som han havde dengang. Dengang havde han ikke kendt til det overnaturlige, men havde alligevel altid mærket noget omkring Leandra, som var anderledes. Måske havde det været derfor hun havde fascineret ham så meget, og derfor han havde følt sig så tryg i hendes selskab. Det var en ren glød, og der var noget 'perfekt' over fremtoningen. Nu hvor han kendte til det overnaturlige og selv var en del af det, kunne han endelig sætte en finger på det. Dén aura der lå omkring hende, og svøbte hendes skikkelse, var den samme der bandt magien sammen i Di Morga. Aspara-blod...

"Holy...-" Endnu en gang måtte han træde et skridt tilbage. Dette var netop da en sygeplejerske, der vist netop havde fået fri, var trådt ud af døren. Med ryggen bumpede han direkte ind i hende, hvilket fik en del franske bandeord til at glide over hendes læber. Alligevel kunne Adriel ikke vriste blikket fra Leandra og undskylde overfor sygeplejersken bag sig, der blot blev mere frustreret, da hun måtte forlade stedet, og bande over 'de unges manere nu til dags'.
"You're a..." Adriel stoppede sig selv. Det var efterhånden svært at formulere én eneste sætning for ham. Derfor sank han en klump i halsen, og lod den ene hånd glide frustreret gennem det lyse hår. Som om han ikke just vidste hvad han ellers skulle gøre, eller hvordan han skulle te sig. "Gosh... I need to sit down for a moment." På trods af kommentaren, forblev han stående, naglet til stedet.
"I never thought I should see you again..." Det var som om han efterhånden begyndte at blive mere fattet. Snart bevægede mundvigerne sig en smule op, og noget nærmest håbefuldt fyldte øjnene i nogle sekunder. Han havde mistet så meget fra sit gamle liv, og nu stod han foran en person der havde betydet så meget for ham. Hun havde hjulpet ham med at stikke af. Hun havde givet ham en chance, og en mulighed for at blive fri og leve sit liv. Men skæbnen havde ville det anderledes.

Hun opfangede ikke lige i starten, at han rent faktisk havde sagt hendes navn og kom med en eller anden dum forklaring på hvorfor det ikke var, at hun kunne finde tilbage til skoven. Mest af alt for at prøve at gøre det mindre pinligt at hun faktisk kunne formå at fare i vild inde i byen. Men pludselig gik det op for hende at han rent faktisk havde sagt hendes navn, hendes øjne udvide sig og munden faldt en smule. Hvor måtte hun se dum ud, som hun stod der og stirrede på ham, med åben mund og kæmpe øjne. Kun som et barn ville kigge når de stod og kiggede ind igennem vinduet på en lejetøjs butik eller nu om dage var det vel mere en slik butik. Kvinden der bandede i baggrunden havde hun slet ikke lagt mærke til var kommet ud, ænsede hende slet ikke. For et kort øjeblik var det for hende som om at verden i dette sekund var stoppet med at dreje, som man så velkendt sagde når ting som disse skete, verden kunne have været gået under og hun ville have været uvidende omkring det. Forstenet, uden så meget at fortrække en muskel stod hun bare og kiggede på ham. Men hun havde set hans lig, hun havde truet alle der bare ville have ladet ham ligge med død og helvede, pest og kolera hvis de ikke fandt en måde at få ham væk og give ham en ordenlig begravelse. Han havde været væk for så længe!

Det var først da han snakkede noget om at han var nød til at sidde ned at hun vågnede en smule op igen. ''Adriel'' hendes stemme hviskede næsten hans navn ud, som havde hendes mund fuldstændig forvidst alt vand. Men det var først da ordende, 'I never thought I should see you again' blev talt at hun fløj imod ham og kastede sine arme omkring ham. Knugede ham så hårdt ind til sig, at man skulle tro hun prøvede at klemme livet ud af den stakkels mand. Da hun endelig langsomt slap ham igen, var hun inderst inde modvillig, hun var bange for at så snart at hun lod ham gå faktisk bare ville se en helt anden person, en eller anden fremmed mand der stod og kiggede chokeret på hende som var hun sindssyg. Men da hun trådte væk fra ham, var det stadig ham, stort set intet var forandret, ud over at sidst hun havde set ham havde han været udhungret, mager så man kunne se de fleste af hans knogler. En torturet sjæl der ikke helt troede på at han endelig var fri igen og for hvad? Kun for at blive..

Tårerne begyndte at håbe sig op i hendes øjne og hun følte sig skamfuld, inderst inde ville hun kaste den ene undskyldning efter den anden efter ham, over hun ikke havde kunne redde ham, over at det havde været hendes skyld. Men det var ikke tidspunktet og hun prøvede ved al sin magt at holde det tilbage, et smil krøb dog frem hvor en enkelt tåre fik lov til at glide ned af den runde kind. ''You thought you never see me? You where the one that was dead..'' fik hun endelig frem med et lille grin der efterfulgte det hun havde sagt. ''I can't belive it, you're really here..'' hun modstod lysten til at prikke til ham, bare for at sikre sig at han ikke forsvandt op i blå luft. Igen stod hun bare og stirrede på ham, ude af i stand til at vide hvordan hun skulle gribe det an. Der var så meget hun ville fortælle ham, men der kom ingen ord rigtig ud, det var som om at hjernen havde valgt at gå på ferie i dette øjeblik og derfor efterlade hende som en eller anden zombie der bare stod og kiggede på ham, som var han ikke ægte. Hun kom dog til fatningen igen og et grin rungede hen over hendes læber, mens hun lagde hænderne imod hendes nu varme kinder. ''By all the gods Adriel, It's really you isn't it? It's really.. But. how? You.. you..'' igen havde hun det som om hun blev kvalt af tårene der pressede på, hun kunne ikke afslutte sætningen, you died.

Overrasket var han ved at vige tilbage, da Leandra kastede sig ind i hans favn. Som regel var en så hurtig bevægelse, noget der ville sætte englens faresignaler igang. Det var trods alt en sjældenhed at han var så tæt på en person. Det var én af de mest markante forskelle fra hans menneskelige liv. Nu var han langt mere sky og påpasselig. Det var hvad koncentrationslejren havde gjort mod ham... Og det var noget, han ét skridt ad gangen arbejdede for at hele. Alligevel, blot et splitsekund før hendes arme havde lagt sig omkring ham, var det som om han naglede fødderne yderligere ned i jorden. Dén del af ham, som hun engang havde kendt, reagerede altså instinktivt, så snart han vidste hvad det var hun ville. I et sekund bebrejdede han endda sig selv for, ikke at have taget initiativet. Det var dog umådelig rart, at hún gjorde det... Så blev det mere impulsivt og faktisk også langt mere tilfredsstillende og 'normalt'. Han lagde armene omkring hende. Selv fra deres tid i Røde Kors lejrene, havde han ikke husket at de nogensinde havde delt et kram som dette. Men hvem kunne også bebrejde dem det? De havde trods alt begge troet, at de aldrig ville se hinanden igen. Det var næsten et mirakel.

"Oh my God..." Mumlede han lavmælt mod hendes hår, i takt med at han knugede hende yderligere ind mod sig. Trods han havde endt sit liv dengang, bankede der stadig et hjerte i hans bryst - og det samme gjorde der vel i hendes. De var begge i live... Og livet var ikke noget han havde sat pris på i et godt stykke tid nu. En let latter forlod de ellers blege læber, og han bøjede ryggen en anelse tilbage, så han formodentlig ville kunne løfte hende et par centimeter over jorden, i blot nogle sekunder. Han havde aldrig været stærk. Alligevel var han langt stærkere end han havde været som menneske, trods han racemæssigt var underlegen fra mange andre i Di Morga.

Da han endelig lod sine arme glide ned langs siderne, og lod hende glide ud af sin favn, var et stort smil plantet om hans læber. Det var et strålende smil, som var blevet en sjældenhed i Di Morga. Det virkede næsten  direkte problemfrit. Som om der ikke var kaos i hans sind eller hans liv, og som om han ikke netop havde vasket blod af sine hænder i en hospitalsvask.  " I just can't believe it." En hånd gled hurtigt gennem det lyse hår, mens en overrasket mine stadig stod tegnet over det ungdommelige ansigt, der efterhånden var vågnet langt mere op. Træthedstegnene var som vasket væk for en stund:  "This is... Crazy." Tilføjede han dernæst, og takkede i sit stille sind Gud for at føre dem sammen igen.

Han forstod hendes forvirring. Den boblede trods alt stadig et stykke i ham selv, trods gensynet fyldte ham mere mere lettelse, end higen efter svar. I hvert fald i détte øjeblik. Det var først da han igen trådte helt tæt på hende, at han opdagede tårerne i øjnene. Den empatiske del af ham, kunne ikke lade være med at kopiere det i sine egne brune, honning-agtige øjne, før han rystede på hovedet mens den øverste tandrække blev blottet en smule.
"I... I got a second chance..." Sagde han dernæst, med en lidt halvhæs stemme. Det var svært for ham, at tackle følelserne der bevægede sig indeni ham nu. De virkede så fremmede for ham nu. Lykken... Lettelsen... Det var næsten for meget. Han lagde en hånd mod hendes, som hun netop havde lagt mod sine kinder. Han kunne næsten mærke varmen brænde gennem disse. Der gik lidt tid før han igen sagde noget. Nu svandt smilet en anelse om hans læber, og noget næsten sørgmodigt bevægede sig i øjnene. En sørgmodighed over de mange år de havde været adskilt, og måden hvorpå de var blevet splittet fra hinanden på. Han dømte hende ikke... Det havde han aldrig gjort. Men han var skuffet over så hastigt hans liv var blevet taget fra ham på. Og hvor mange år han havde mistet.
"I wished I could've returned to you.. And my dad, right away but..." Han undslap et suk, før han igen lod sin hånd glide ned langs siden:  "I couldn't... One day... I just woke up, and everything had changed. Sixty years had passed and my dad was..." Han gik i stå og tvang sit blik ned i jorden. Han havde søgt efter sin far da han var blevet genfødt på jorden. Det eneste han havde fundet var en gravsten.
Snart hævede han igen blikket mod hende. Øjnene klemte han en anelse sammen. Som om han stadig var i tvivl om hvorvidt hun var virkelig eller ej:
"I thought you were dead like everyone else I knew then."

Der var så mange følelser der pludselig flød igennem hende, som et vandløb efter en regnfuld periode der pludselig havde mere strøm end det burde. De ændrede sig fra at være lettet, glad, overvældet, dårlig samvittighed som stadig nagede hende til tider, til at være direkte rasende. Ikke på ham, men på sig selv, på verden, når man havde levet så mange år som hun havde begyndte tingene at blive en meget blurret streg hvor man til sidst kun var efterladt til sig selv. Hvor mange gange havde hun ikke siddet ved elskedes dødsleje, sagt farvel mens hun forblev uforandret. At se ham igen konfronterede hende med ting som hun havde troet hun for længst havde lagt bag sig, inden at hendes tanker lod hende falde mere ned i hendes ynkelige selvmedlidenhed, mærkede hun hvordan at hans hånd lagde sig hen over en af hendes. Hendes mosefarvet øjne, der synes at skifte mellem blå og grønne alt efter hvordan at lyset det ramte, løftede sig og kiggede ind i hans. Hun måtte hive et gisp ind, før at hun kom tilbage til overfladen igen, hun åbnede munden for at sige noget, men efter ikke at få andet ud end en anelse forhøjet vejtrækning, før hun måtte anerkende at hun ikke rigtig havde så meget mere at sige i dette øjeblik. Så derfor lyttede hun i stedet, fuldstændig fortabt i øjeblikket var hun ikke længere klar over hvor kold hun efterhånden var omkring hendes nøgne ben og arme, men ærligtalt var det hellere ikke det første på hendes tanker. Da han afsluttede sin tale strøm lagde hun hoved imod den hånd som han havde lagt sin på, mens at hånden på den anden side af kinden fjernede hun og lagde på hans arm.

''I tired to stay.. But I .. Couldn't live with the fact that I couldn't save you.. And seeing you father every day.. I.. I stayed and helped him for some years, and I did come back... before he died...'' hun tog en dyb indånding og lukkede øjnene hårdt i, hvor hun dog skammede sig over at hun ikke bare kunne have bidt det i sig, men når hun selv bebrejdede sig så meget som hun havde gjort, så havde det været som om alle lige pludselig kiggede ned på hende, gav hende ret, hun var skyld, hende og alene. Hendes læbe skælvede lidt og hun var nød til at gå et skridt væk fra ham, få noget afstand, alt det her var bare for meget at sluge, hun kunne stadig ikke få sit hoved rundt omkring realiteten omkring at han stod her foran hende, nu som engel, i bedste velgående. Igen skammede hun sig over at hun ikke bare kunne takke imod denne gave som der var blevet givet, med glæde og smil på læben. Men selvom der var glæde, selvom der var lettelse i denne på ingen måder forventet hændelse, var gensynet med ham også bare et flash back til en meget dyster tid i hendes liv og det blev ved med at grave følelser op, som hun ikke ville konfronteres med. Denne gang var det hendes tur til at køre hendes fingre igennem det lange tykke brune hår, ''I'm so sorry Adriel...'' hendes blik kiggede langt om længe op igen imod ham, som et barn der var blevet væk fra sin familie kiggede hun på ham mens at hun lagde armene rundt omkring sig selv i et fast greb. En overvældende følelse om at bare at forsvinde, løbe væk her fra overrumlede hende med en chokerende kræft, men hun gik ingen steder, i sidste ende kunne hun få sig selv til det.

''Can you forgive me? I.. I..'' hendes stemme knækkede over og den ellers så fattet kvinde stod bare og stirrede på ham, hun føltes som om at hvis nogen bare prikkede til hende ville hun falde sammen som en porcelæns dukke der var blevet limet sammen igen. Den her gang vældede tårende ned af hendes kinder, mens hun stod uden en lyd, øjnene fæstnede sig imod asfalten som hun betragtede uden et ord. Hvad skulle man sige? Hvordan skulle man opfører sig, der var ikke en manual på hvordan at man kom igennem et dødsfald af en person som havde været på sin egen måde af stor betydning af ens liv, også, så mange år efter pludselig var at finde igen. Lige nu, kunne hun ikke gøre andet end det som hun burde have gjort alle de år tilbage, nemlig bare at lade følelserne vise sig frit. Og i dette tilfælde var det at lade de varme salte tåre glide ned over hendes brændene varme kinder, mens at resten af hendes krop rystede let af kulden der bed i hende.

//OOG; Hey, var meget i tvivl omkring hvordan jeg skulle formulere mit svar, så det er nok desværre lidt rodet.. håber nu det er okay :) Og btw, kort ros, du skriver fantastisk! Elskede dit svar.

Smerten ved, at have mistet livet dengang, kunne ikke måle sig med den han havde følt, da han havde fundet frem til sin fars gravsted i Canterbury. Trods han, fra øjeblikket han betrådte jorden igen, havde vidst at sandsynligheden for, at hans far stadig var i live var umådelig minimal - var det som om han ikke havde ønsket at se sandheden i øjnene, før han havde set navnet på gravstenen, som stod netop ved siden af moderens. I dét øjeblik havde han følt sig så umådelig fortabt, at han var faldet sammen og var begyndt  at tigge Gud om at ende hans lidelser igen: Denne gang for evigt. Da ingen af hans bønner dog blev hørt, begyndte han at bebrejde Gud for ikke at have givet ham en chance for at sige farvel til sin far, og bare betræde jorden i få dyrebare sekunder, for at kunne fortælle  hvor meget han savnede ham, og at han var okay. Det var nok det værste ved en tidlig død... Der var så meget man ikke nåede at få sagt, fordi man altid - selv under krigen - kunne have svært ved at udvise taknemmelighed, fordi man naivt afgjorde at 'der var tid nok'. Leandra havde tilbragt tid hos Adriels far, da han ikke selv kunne være der. Det gjorde ondt, at forestille sig hvordan perioden måtte have været, efter hans død. For trods faderen altid havde haft svært ved, at vise Adriel hvor højt han elskede ham - var den unge engel ikke i tvivl om hvor ubetinget kærligheden i sidste ende havde været. At Leandra i det mindste var blevet i en tid, fik taknemmelighed til at brede sig i englens bryst. For det sidste faderen ville have haft brug for var ensomhed: Og han havde altid været så glad for Leandra.

Han rakte ud efter hende, da hun havde taget et par skridt væk fra ham. Alligevel var det som om noget i ham virkede tøvende. Distancen mellem dem gjorde ham på mange måder utilpas og endnu mere usikker, men han kunne se at smerten i hendes ansigt var reel, og derfor ønskede han ikke at reagere for brat. Snart lod han derfor sin arm falde ned langs siden igen. Lykken som han blot for få øjeblikke havde følt, var som vristet ud af hans hænder. Istedet formede der sig en knugende fornemmelse i hans bryst, og i adskillige sekunder følte han sig absolut rådvild. Han vidste, at han ville have kæmpet med følelser som dem Leandra beskrev, hvis han havde stået i samme situation. Behovet for at bebrejde nogen og føle noget, kunne ofte sende skylden mod én selv. Han kendte det fra sit arbejde. Hver dag følte han skyld over de menneskeliv han ikke kunne redde. Som om det havde været hám der i begyndelsen havde været skyld i deres kvæstelser. Det var velnok en forkert tilgang at have, men det lå i hans natur... Han åbnede munden for at sige noget, men kunne ikke få en lyd over sine læber. Hvad skulle han sige? Usikkerheden lå i hans øjne, som han betragtede hende. Der var ingen bebrejdelse i hans udtryk; og tanken om at Leandra havde følt skyld havde aldrig rigtig strejfet ham. Ikke før nu.
"Leandra, please don't..." Lød det endelig fra ham, da tårerne begyndte at trille ned over asparaens kinder. Godheden strålede ud af hendes væsen, og derfor var det endnu hårdere for ham, at se hende på denne måde. Se hvordan smerten viste sig i hendes øjne, som var fyldt med tårer. Og se hvordan hun nærmest krængede sig selv sammen, og fik sin skikkelse til at fremstå mindre og langt mere skrøbelig.

Det var først da ordenne: ... Can you forgive me..?- gled over hendes læber, at et mere stædigt udtryk stadfæstede sig i englens øjne. Han trådte tættere på hende, og lod snart sine hænder omslutte hendes skuldre, der virkede umådelig smalle som hun stod og nærmest krammede armene om sig selv. Han bøjede hagen en smule, og forsøgte at se på hende med et så overbevisende udtryk i øjnene som overhovedet muligt. Det lykkedes ham at bibevare udtrykket, trods han efter tiden i koncentrationslejren havde haft umådelig svært ved at fremstå som meget andet end usikker. "Listen to me." Ordene var blide, men bestemte. Lige nu var han dødligeglad med hvordan dette måtte se ud, for dem der gik ind og ud af hospitalet.

"You did save me." Alvoren var tydelig, og han forsøgte ihærdigt at lyde stærk, selvom han mest af alt havde lyst til at krakkelere blot ved synet af tårerne der faldt fra hendes øjne, og den rystende fornemmelse fra hendes krop, han kunne mærke i de halvvarme håndflader, der hvilede mod hendes skuldre.
 "Without you I would have been in that place for... God knows how long." Fortsatte han, hvorefter et lille suk forlod hans læber. "I would have taken my own life, if I stayed in there." Koncentrationslejren havde ændret ham. På så mange måder. Den havde mærket ham for livet, og placeret en smerte i øjnene, som han engang kun havde set hos krigsofre, men aldrig rigtig troet at han ville genkende i sit eget spejlbillede. "I would have lost my sanity... And lost myself."

Snart slap han hendes skulder med den ene hånd, og skubbede en vilkårlig hårtot, om bag hendes øre. Hans blik havde endnu ikke sluppet hendes - hvad end hun ville se ind i hans øjne eller ej. For selvom han kæmpede med trangen til at se ned i jorden, vidste han, at han derved ville overgive sig selv til sin egen usikkerhed. Og der var så meget han blev nødt til at sige, mens han stadig følte sig bare en smule stærk nok til at få det ud: "You gave me a chance, alright? That breath of freedom, when I got out..." Antydningen af et smil syntes at forme sig selv over hans læber, trods det kun var en mild trækning i den ene mundvige, "-I haven't felt a happiness like that ever." Han gav hendes ene skulder et mildt klem.  "Yeah, my life was taken from me, but... I'm here. Flesh and blood." Han holdt en kort pause før han fortsatte: "That place...- It was hell on earth. Dying was my escape."

Snart fjernede han sin hånd fra hende, og sank en klump i halsen. Inderligt håbede han på, at mildne smerten i hendes øjne. For den reflekterede sig i hans:
"I just wish I could've been here sooner. To tell you that it was okay. It hurts to see you like this."


//OOG: Det er skam mere end okay :) Thanks - du skriver også sygt godt!//

Hvor ville hun dog inderligt gerne tro ham, varmen af hans hænder der havde lagt sig på hendes skuldre hjalp en smule på kulden der krybet sig ind på den naive aspara som blot havde mistet sin vej, men nu stod over for hvad nogen ville kalde skæbnes mysteriøse måde at arbejde på. Hun sank en klump som havde dannet sig i hendes hals, tårende var stoppet med at falde, men lyset fra hospitalet og en gadelampe nær dem fik dog stadig hendes kinder til at reflektere der hvor at de havde vandret. Hans ord hjalp, en smule, men nok ikke lige så meget han havde håbet på. Selvom hun måske havde fået ham ud, havde hun jo ikke reddet ham, ikke virkelig. At han så følte noget andet, at han ikke bebrejdede hende, det hjalp måske mere end hun forstod lige nu, såret som ellers havde været lægt, nu stod åben som når krigsramte soldater igen kom ind med gamle sår der havde åbnet sig, fordi der ikke havde været tidsnok til at give dem den hvile de i virkeligheden havde brug for. Hvor mange gange hun ikke havde set mennesker dø på operations bordet, efter de lige havde reddet dem, fordi en eller anden højere oppe ikke mente at de kunne lade dem heale i den tid de have haft brug for, før at de igen var blevet sendt ud i krigens flammer og denne gang end med at blive slugt hele uden end chance for at komme tilbage til deres familier.

Det var dog først da hun mærkede hvordan en af hendes hårtotter blive flyttet fra dens plads blandt de andre lokker, at hun flyttede blikket fra asfalten op imod hans ansigt med nogle overrasket øjne. Hendes hjerte bankede pludselig en smule hurtigere, men det var ikke en følelse der fik lov til at forblive længe i hende før at hun havde dæmpet det ned igen, havde isolation virkelig været så hård imod hende, at menneskelige gestus som at få ført hår om bag øret, pludselig kunne overvælde hende så meget? Hendes øjne flyttede sig dog ikke væk fra hans ansigt igen, de blev ikke ført tilbage i asfalten af skam, men hun begyndte langsomt at forstå at han faktisk ikke gav hendes skylden for hvad der var sket, selvom der nok ville gå lang tid før at hun selv ville give hende den samme luksus, havde han vel ret, hvis hun ikke havde reddet ham fra lejeren, hvad ville der så være sket med ham? Der var mange mennesker der siden hen efter krigen, folk som havde overlevet fem lejre og stadig havde levet i bedste velgående den dag i dag, men hvor godt havde de det i virkeligheden? Hvordan blev man nogen sinde rask igen efter at blive udsat for noget så grotesk – hun huskede stadig hvordan hun var gået igennem Sachsenhausen koncentrationslejr få dage efter at englænderne havde været igennem den, tanken om hvor mange kvinder, mænd, børn måtte lade livet fordi en lille mand med et kæmpe ego og fuldstændig forskruet syn på virkeligheden havde overtaget magten, så mange blinde mennesker der bare havde fuldt efter ham og uskyldige måtte lade livet kun på grund af deres blod. Hun sank igen og lod tungen glide ud i mellem hendes læbe og fugtede hurtigt sine læber.

Da han slap hende mærkede hun hvordan at kulden greb fat omkring skulderen, hvilket gjorde at hun denne gang begyndte at ryste fordi at det faktisk var begyndt at blive lidt for koldt at stå ude i hendes mundering. Det var dog alligevel det sidste han sagde som gjorde allermest indtryk på hende, det gjorde ondt på ham, at se hende sådan? Hun løsnede grebet omkring sig selv og armene faldt ned af hendes krop, hun havde virkelig hellere ingen ret at føre sig frem sådan her, da slet ikke nu, da han pludselig havde fundet ud af at hun stadig var i live, hun havde i stedet opført sig egoistisk, fremført sig som offeret omkring hvor hårdt det havde været da han var blevet dræbt. Hvor hårdt det ikke måtte have været at komme tilbage, uden familie at vende hjem til, uden at have noget bekendt at vende tilbage til overhoved. Hvis det ikke havde været forkert havde hun himlet øjne af sig selv, men valgte i stedet at gå imod ham denne gang, i stedet for at kaste sig ind i hans arme som hun havde gjort første gang, valgte hun denne gang en lidt mere blidere fremgangs møde. Lagde to arme rundt omkring hans nakke og løftede sig op på tå og med et blidt kys på hans kind lagde hun hoved imod hans skuldre. ’’Thank you… Even now, you have more compassion towards others, than I ever had.’’ mumlede hun stille og knugede ham tættere på hende, trods følelsen af stadig at føle sig overvældet og stadig kunne mærke hvordan hun inderst inde var bange for at dette var en drøm, en ond og voldsom realistisk drøm, men stadig en drøm hvor hun ville vågne op i sin seng og finde ud af at alt der var sket lige nu, slet ikke var sket. ’’You shouldn’t be the one comforting me.. I didn’t lose a big chunk for my life..’’ trods at føltes varm imod hende, som hun stod der og knuget ham ind til sig, var det stadig ikke helt nok til at lukke kulden ude længere, så efter noget tid måtte hun modvilligt slippe ham igen ’’Im sorry, but Im fearing that I turn blue soon, I really need to get somewere warmer, do you know how long a walk it is to the forest?’’ trods at hun ikke ville skilles nu, mente hun hellere ikke hun kunne tillade sig at spørger om hun kunne gå med ham hjem, måske var der stadig noget af de gamle dage bundet fast i hendes måde at opfører sig på, selvom hun havde levet meget med på bølgen når det kom til de andre normer, hun sukkede, måske skulle hun også bare hjem og tænke over det hele, sætte sig ned og faktisk forstå hvad der var sket, trods at hun virkelig ikke gad at skilles så hurtigt. Så hurtigt tilføjede hun dog;
’’Unless, you dont mind, spending some more time with me?’’ med et smil på læben og armene igen lagt rundt omkring hende, denne gang dog mere for at holde varmen lidt bedre.

At vende tilbage til jorden, og til selve livet, var måske noget der kunne have fyldt mange med lykke. Men at åbne øjnene og møde en verden så markant anderledes fra den man havde forladt, havde været uendelig grufuldt for Adriel. Verden havde virkelig forandret sig, og det samme havde individerne i den. Dem der ville have kunne huske krigen, var for længst blevet placeret på plejehjem, eller fået residens i den kolde jord som englens krop selv lå i et-eller-andet-sted. Dem der, som ham, var faldet under krigen var sikkert blevet beskrevet med komplimenterende ord som; 'tapper' og 'helt'. Englen havde dog ikke betrådt jorden med en følelse af velvære over hans indsats i krigen. For hvad havde han gjort der var så specielt? Han havde ikke kæmpet. Og han havde nok været mere besværlig ved sin fars side ved operationsbordet, end han havde været nyttig. Gang på gang havde han måtte forlade operationerne, for at kaste op bag lægeteltene eller plaske vand i hovedet, så han kunne tage sig sammen. Den eneste bedrift han havde følt var i sit greb, var ligesom livet - blevet vristet ud af hænderne på ham. Det var da angrebet på lejren skete... Han havde bedt sin far om at skjule sig, og havde taget penicillinen. Fjenderne var ude efter den, og medicinen var så dyrebar og svær at skaffe.  Adriel havde løbet. Stærkere end nogensinde, for at kunne få medicinen i sikkerhed - blot for at vandre direkte ind i sit eget mareridt, og sende sig selv i koncentrationslejr. Leandra havde ikke været skyld i hans død... Det havde hans eget naive håb i første omgang. Et håb om at være en helt i bare nogle sekunder. 
Men selvom det havde været forfærdeligt at vænne tilbage til en verden hvori det man havde haft kær var opløst til det rene ingenting, var Adriel taknemmelig for, at han ikke havde levet i efterkrigstiden, da ikke blot Europa - men større dele af verden, lå i ruiner og var plaget af paranoia og frygt. At skulle opbygge sin egen styrke og sit eget mod i en verden hvor alle led ligeså meget som én selv, virkede forfærdeligt. For uanset hvor man ville se hen, ville der være en bristet familie, børn med tårer i øjnene, eller mennesker med mistede lemmer, ejendele, familiemedlemmer og hjem. På en eller anden måde var englen glad for, at han aldrig nåede at se sig selv i spejlet netop efter tiden i koncentrationslejren. For det syn der ville møde ham, ville ikke være præget af den barnlige naivitet som førhen havde hersket i hans ansigt, og som han som engel tilsyneladende havde fået genoprettet gennem sin tid i himlen. Måske huskede Adriel ikke sin tid hos Gud, men han vidste at dén del af ham der var blevet ødelagt i KZ lejren, var blevet helet en smule. For hvis ikke - ville han nok for længst være låst inde på en galeanstalt. De psykiske men han havde nu, var ingenting i forhold til den tilstand han kunne have været i.

Igen syntes kontakten at overvælde ham en smule, trods Leandra bevægede sig så uendelig forsigtigt mod ham, da hun foldede hænderne bag hans nakke og lagde hovedet mod hans skulder. Det var som om de begge virkede tøvende overfor den fysiske kontakt, og alligevel følte Adriel sig umådelig tryg, så  snart han overbeviste sig selv om, at det var okay... At det var Leandra, og at hun ikke ville ham noget ondt. Savnet i ham gnavede stadig, selvom han mærkede hende mod sig. De havde blot mistet så lang tid, og intet i ham ønskede at give slip på det nu. Ingen andre kunne komme så tæt på. 
"No, you didn't. But maybe losing those years was a blessing in disguise. You, on the other hand, had to live in a world in ruins after the war. A broken world." Han talte roligt. Stemmen var lav, nu hvor de stod så tæt på hinanden. Hun virkede så kold, og i et sekund ønskede han at han havde taget mere tøj med, bare for at kunne give hende noget over skuldrene. Med den ene hånd strøg han hende let over håret.   "You were left behind. And I'm thankful that you stayed with him. My father I mean... You know how he could be sometimes. It means a lot that you stayed for a while, when I couldn't."
Han sendte hende et let smil, da hun langsomt havde trukket sig væk fra hans favn. Der var stadig noget ufattelig ubegribeligt ved hele situationen, men han priste sig lykkelig for, at skæbnen for en gangs skyld ville ham noget godt. At en aften som denne kunne blive vendt på hovedet på denne måde. Hvis han blot havde brugt mindre tid på at vaske blod af sig, eller var gået direkte hjem frem for at stå i et par ekstra minutter udenfor hospitalet - ville dette så være  sket? 
"Oh... I'm sorry, I don't. I'm not very  familiar with the forrest, but I bet it'll be pretty dark when you'll reach it." Lød det roligt fra ham, mens et lidt vurderende udtryk gled over hans ansigt. Skoven var ikke just et sted han var ofte. Faktisk aldrig. Han følte sig ikke tryg i så åbne arealer, og især ikke på denne tid, når skumringen lå lige om hjørnet, og lyskilderne ville forsvinde. Men det var ikke hans første bekymring. I don't wanna let you do. Not now... Not yet... Han ønskede ikke at de skulle skilles endnu. Selv ikke hvis de aftalte blot at mødes efter et par dage. For hvis der var den mindste sandsynlighed for, at dette ville være sidste gang de sås - ville han ikke tage chancen. Ikke før han havde spenderet mere tid med hende. 
Noget lettet syntes at finde vej mod hans øjne. Som om han var glad for at få bekræftigelsen i, at Leandra måske ønskede at være mere sammen med ham nu, og ikke ville lade vejret og kulden bestemme over sig: "I don't mind. Of course I don't." Skyndte han sig derfor for at sige, før han blottede tænderne i et lille smil. 
Han nikkede over mod den højre udgang fra parkeringspladsen, og ind mod Terre; "I don't live that far from here actually, if you'd wanna have a place to stay for a little while." Foreslog han,  "Nonetheless - I'll feel a lot better if you wait 'till morning to get to the forrest. If not - I'll atleast insist on walking you to the forrest myself." Det var ikke blot fordi han var vokset op i en verden hvor det var uanstændigt for en mand at lade en kvinde gå alene ved mørkets frembrud -Adriel stolede tværtimod bare ikke på Di Morga - eller dets beboere. Det var ikke just fordi han anså sig selv som værende en god beskytter, men han ville have det langt bedre med sig selv, hvis han vidste at hun var i sikkerhed, nu hvor han rent faktisk kunne bekræfte at hun var i live. Dog var han sikker på, at Leandra i sidste ende, var langt stærkere end ham selv, og sikkert temmelig hærdet i at klare sig selv: Hun havde trods alt levet indtil nu. Overlevet en krig og what-not.

’’Trust me, after the first world war..’’ hun rystede lidt på hoved mens hendes hånd lavede en gestus omkring at det var ingen ting; Når man havde levet så længe som hende, så blændede alle disse krige sig langsomt ud I et. Sjovt som alle historier valgte at genskrive sig, lærte man virkelig aldrig bedre og hvordan kunne det egentlig være, at det altid var en lille mand med kæmpe ego som valgt at skulle fuldføre det umulige, tænk at man alle sammen kunne være så magtliderlige og gå i sporene på romerne, og genskabe det kæmpe imperium som de havde haft. ’’Let’s just say, that I lived far too long to really bother believing in that we could all live in peace.’’ hun smilede sorgmodigt mens hendes tanker kort strejfede de lykkelige minder om hendes fortid, den gang hun havde haft en familie, en fremtid der så en del mere lykkelig ud end hvad den gjorde i dag. ’’Really, it was the least I could do. I knew, or still know how it is to lose your family, so I couldn’t really let him be all alone. So no need to thank me, just did what I hoped you would have wanted me too. tilføjede hun hurtigt efter, mens at det lille smil stadig prydet hendes læber. Det blev dog brudt efter noget tid da fortænderne valgte at placere sig i underlæben og en dyb indånding luft blev trukket igennem hendes næsebor og fik brystkassen til at løfte sig helt op, før at den faldt langsomt på plads igen. Det virkede ikke som om der var særlig mange her inde i byen egentlig vidste særlig meget om skoven som omringet byen i levede i, et kort opgivende suk over at det så ud til at det ville blive en større opgave at finde sin vej tilbage til det dejlige hyggelige hjem ude i skoven. Næsten som taget ud af en af hendes yndlings børnebøger, det lille hus i den store skov. ’’Oh well, that’s alright, I will find my way eventually. And-’’ hun ville have bidt sig selv i tungen hvis det ikke gjorde så forbandet ondt, hun var altid så dårlig til at blive ved med at snakke, især når andre var begyndt. Hun tog en dyb indånding mindede sig selv om at tælle til ti, selvom man typisk anvendte denne teknik til når man var vred, havde hun fundet den yderst behjælpelig når hun var begyndt på en af hendes talestrømme. Nogle ting ændrede sig vidst aldrig. Hun fniste en smule og kiggede imod ham med nogle bållige øjne der lyste op af morskab. Han havde virkelig ikke ændret sig særlig meget, trods efter så meget tid var gået levede han stadig i de normer som der var forventet af en ung mand. ’’You know, we don’t live in the 40’s anymore. But, I have to agree, after being accounted with two werewolf’s in such a short period of time, I rather not travel into the forest at this time of night.’’ hendes ansigts udtryk havde hurtigt lagt sig i nogle bekymrende folder, mens at tankerne var vendt tilbage til de nætter hvor hendes så uendelige dårlige held havde bragt hende i nogle situationer der havde været lidt for tæt på, hendes finger spidser gled langsomt hen over arret der stadig var en smule rødligt hen over hendes kind, før at en hovedrysten fik bragt hende tilbage til den virkelig verden. Hun stod her jo stadig, så der var ingen grund til at fortsætte med at dvale i minder hun alligevel ikke kunne gøre noget ved. Hun lod fingrene glide igennem det bløde hår og opdagede først for sent at dette betød at hun ødelagde det sidste af fletningen der havde siddet således at hendes pandehår ikke faldt ned i hendes øjne. Hun sukkede irriteret, men valgte dog at lade det falde som det passede det, uregerlige hår, skulle altid helst ligge sig alle de steder hvor det var mest ubelejligt. ’’So, if it’s really not too much of a hassle, I really like to stay till morning, maybe then I’ll have some more luck finding home again. ’’ det var nu meget mere betryggende for hende at vide, at hun ikke længere skulle vandre rundt I byen alene. Hun havde endnu ikke boet her særlig længe og dette var en af hendes få gange hun faktisk havde bevæget sig ind i centrum, hvilket havde vidst sig at være lidt af en fiasko. Hun burde virkelig begynde at udvise lidt mere arrangement for at integrere sig i den ny moderne teknologi, men, bare tanken om det gjorde hende udmattet.

’’You truly just saved my life today.. Faith works is mysterious ways. Maybe the best thing that happen to me all day, was the fact that I got lost’’ et stort smil spillede hen over hendes læber, tænk hvis hun havde fundet direkte hjem, hvor længe ville der så ikke være gået inden hun havde prøvet at begive sig ind i byen igen? Utroligt som skæbnen spillede ind nogle gange, hvordan domino brikkerne begyndte at vælte lige så langsomt, mange ting denne dag kunne have bragt hende en anden vej. Hvis manden ikke havde stjålet fra butikken og derved tiltrække opmærksomhed, som bragte politiet til at stoppe ham foran hende, som i hendes forvirring og chok trak hende i den forkerte retning. Halvt opslugt af sine egne tanker om hvor pudsigt dette møde havde været, hvordan at hun havde overfaldet den stakkels mand med hendes skyldfølelse midt i en parkerings plads, et eller andet sted kunne hun ikke gøre andet end at smile en lille smule ad det nu, jo hun havde det vidst allerede en del bedre. I stilhed ville hun følge efter ham ned af Di morgas dunkle og menneske forladte gader. Alt hvad der var sket på så kort et øjeblik var meget at tage ind og hun måtte indrømme at hun havde så meget at sige til ham, at hun ikke rigtig vidste hvor hun skulle starte, eller slutte henne. Så med armene omkring hende, gik hun ved hans side fordybet i hendes tanker uden rigtig at ligge mærke til hendes omgivelser, måske, bare måske var dette grunden til hun i første om gang var faret i vild? Kulden generede hende stadig en smule dog, så det at vide at hun var på vej et sted hen hvor der var varme, var en velkommen tanke, måske hun skulle tage det først, også finde ud af hvordan hun ville starte på hendes strøm at spørgsmål - hvilket han sikkert også havde til hende - når hun endelig kunne mærke hendes fingre igen.

The First World War...
Hvordan det måtte have været, at leve så længe som Leandra - havde englen absolut ingen anelse om. På en eller anden måde var han endda bange for, at spørge præcist hvor længe asparaen havde været på jorden, og  hvor mange rædsler hun havde gennemgået. Trods han selv var født i hvad der føltes som en svunden tid,  havde selve Adriels tid på jorden ikke bestået af mange år. Trods han havde været en ung mand da han døde, var det som om hans mentalitet skulle bygges helt fra bunden, da han fik sin anden chance i livet. Minderne fra det forhenværende liv havde stadig været der, men noget i ham var fremmet. Det var fjorten år siden nu - og på en eller anden måde, var hans mentale tilstand ikke meget mere end det... 14 år... Jovist havde han set rædsler som kun de færreste kunne drømme om. Men frem for at give ham erfaring på livet, havde oplevelserne gjort ham langt mere usikker og uskyldig. Som om han endnu ikke havde lært, at være hårdfør, men tværtimod stadig var tynget flere år tilbage efter at være blevet psykisk og fysisk tortureret i KZ-lejren. Og når man skulle vende sig til en 'hel ny verden', var man blot endnu mere usikker og vaklende. Adriel havde trods alt vendt tilbage til en verden, som var præget af teknologi som måske blot var blevet introduceret dengang under krigen. Hvad der dog havde fået ham til at tabe kæben mest når det gjalt verdens udvikling, var når det gjalt medicinen. Det hele fascinerede ham stadig... Miraklet ved den udviklede, specificerende medicin og sundhedssystemet der var langt mere kontrolleret. Personer kunne successfuldt blive holdt kunstigt i live, og man kunne foretage transplantationer, som mirakuløst kunne give liv til et trængende individ. Det fascinerede Adriel på en måde, som han knapt nok kunne sætte ord på. Men dét han nok ønskede mest af alt, var at have set faderens reaktioner på de medicinske fremskridt. For han vidste, at den kære mand, ville have haft tårer i øjnene af fryd.

Noget lettere flovt gled over englens ansigt, hvorefter han så ned mod sine fødder. Mundvigerne hævede sig en smule. Nej, de levede tydeligvis ikke længere i 40'erne - og han vidste, at han stadig havde meget at lære. Efterhånden var han blevet bedre til at formulere sig som så mange andre: Tale på en måde som virkede mere 'normal' og ikke kalde alle 'Miss' eller 'Mr'... Okay, det hændede at han ikke kunne dy sig; men dem der ikke løftede skeptiske øjenbryn når han gjorde det, syntes faktisk ofte at blive imponeret over høfligheden. En gang imellem slog det dog tilbage på ham, ved at folk mente at han var sarkastisk... Men sarkasme var ikke just noget han nogensinde havde lært at bruge, trods man nu til dags, syntes at hælde det ud konstant: Noget der irriterede ham grænseløst, fordi ingen talte fra hjertet længere. Under krigen, havde det næsten været vigtigt at gøre det. For hvad hvis man ikke fik chancen for at sige det man ville?
 
Øjnene mødte igen Leandra's, da hun nævnte varulve. Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den snart igen. Måske var det bedst ikke at spørge for meget ind til det. Både for hendes og for hans egen skyld. Det overnaturlige samfund kunne stadig virke overvældende for ham, og sommetider kunne han være flov over at tænke tilbage til uvidenheden i sit gamle liv. Det slog ham, at Leandra aldrig havde fortalt ham sandheden, men han huskede sig selv på, hvor risikabelt det var at afsløre sig selv. En anden ting han var flov over var, at selv med hans viden om det overnaturlige samfund, og hans deltagelse i det - var han stadig svag. Evnerne tillod ham ikke at beskytte andre: Kun til en vis grad sig selv. Det var netop da dén tanke gled gennem hans hoved, at han bemærkede arret, som Leandra netop havde ladet sine fingre røre ved.
"I understand..." Kom det fra ham, med en tydelig bekymring i øjnene, der ihærdigt forsøgte ikke at dvæle ved det svage røde mærke mod hendes hud. Han mærkede et stik af smerte; Smerte over at verden var så forskruet som den var, og at Leandra havde levet længe nok til måske at forstå dette, langt før han selv gjorde. Ved synet af arret kunne han ikke lade være med at fundere en smule... Et sted i verden lå hans lig. Begravet i jorden, og sikkert intet andet end sølle knogler nu. Han var genopstået med en replica af sin gamle krop. Håret var blevet en anelse lysere, og det samme var øjnene. Kroppen var ikke plaget af den sygelige hunger eller arene fra forsøgene i KZ-lejren, som havde kunne ses på hans krop da han døde. Han så sund ud... Alligevel var der stadig to runde ar fra skudhullerne i hans brystkasse. De var aldrig forsvundet, som alt andet. Det var nærmest som en reminder til hvordan han forlod verden, og at han ikke var intakt. Ikke mentalt og ikke fysisk. 
Han slog tankerne væk, og forsøgte sig med et mildt smil: "It's no problem at all. I'll make sure you get to the forrest tomorrow." Det var et løfte han, med alt i verden ville holde. Han var sikker på, at han nok skulle kunne pege hende i retning af skoven næste dag, eller følge hende derover, hvis det var før arbejde. Han trak skulderne lidt op mod ørene. Endelig var lidt af køligheden i luften ved at ramme ham. Ligesom ordene: ' you saved my life' gjorde, så snart de ramte luften. De ramte ham dybt, og fik smilet om hans læber til at virke mere reelt. Gennem sit arbejde, fik han aldrig dén del med. Den del hvor han modtog taknemmeligheden fra dem han havde hjulpet. Af netop samme grund betød det så uendelig meget at høre det nu. Især fordi han vidste, at hun mente hvert et ord: Og at han selv havde det på nøjagtigt samme måde.
"I still can't believe this has actually happened." Det var tydeligt at han var overvældet, og glæden var tydelig i hans blik. Det var som om Gud endelig gav ham en belønning for hans handlinger. En belønning der kunne få et reelt smil om hans læber. 

Turen hen mod lejligheden var ikke lang. Det var en vej som Adriel havde gået så ufattelig mange gange, og trods han ikke var helt tryg ved de høje bygninger, måtte han indrømme, at noget ved arkitekturen i det indre Di Morga, var ret tilfredstillende for blikket. Desuden var han tilfreds med lyskilderne i området. Som engel var det som om hele hans udstråling blev mere afslappet, hver gang han trådte ind i skæret fra en lygtepæl, eller måske endda fra en af de forbipasserende biler. Der var så ufattelig meget han ville spørge hende om, men - som Leandra - var det svært at finde et sted at starte. Det ville blive langt bedre, når de kom væk fra distraktionerne i det åbne, og han vidste, at han selv ville føle sig langt mere tryg indendørs. 
Efter omtrent et kvarters tid, nåede de gågaden, og en af de ældre komplekser, som dog netop var blevet nyrenoveret. Stedet var langt fra overdådigt, men i forhold til mange kvarterer i Di Morga, var dette et af de mere eftertragtede, fordi prisen netop var lige til at bære, og kvarteret ikke var snusket eller plaget af den største mængde kriminalitet. Efter Adriels erfaringer, var det her mange mennesker boede. I centrum. De overnaturlige hér, var dem som ønskede at blende mere ind med mængden - mens dem i steder som Logement, åbenlyst jagtede deres bytte i gaderne.
Han lukkede hende ind i en opgang og førte hende op af to sæt trapper. Roligt satte han sin nøgle i en af dørene, og tog fat i håndtaget. Netop før han trykkede det ned, så han dog tilbage på hende: "I apoligize for the mess... I don't usually expect visitors." Dernæst trådte han ind i lejligheden. Trods han ikke havde været hjemme i hvad der svarede til 12 timer, var stedet oplyst af en standerlampe lidt derfra, samt lampen i loftet. Tanken om at træde ind i sin lejlighed i komplet mørke, og gå hen til kontakten 4 meter derfra, havde altid virket utiltalende for ham - og derfor forlod han aldrig lejligheden uden at tænde lyset i hvert fald i 1 rum. 

Man gik direkte ind i stuen. Stedet var ikke beskidt, eller komplet rodet. Der var blot mange genstande i rummet, som i-sig-selv faktisk var placeret rimelig systematisk. Der var bunker af bøger, som ikke kunne være i den brede reol der fyldte en hel væg, samt papkasser der stod stablet i et hjørne, med samlinger af diverse slags... Ja, stedet var fyldt med mange forskellige ting, som et tydeligt bevis på, hans rastløshed og tilbøjelighed til at prøve kræfter med nye færdigheder, blot for ikke at sidde i sine egne tanker, eller føle sig for ensom. Alt fra en guitar, der stod lænet op af den grå sofa, til et stafili og skitseblokke fyldte lejligheden. Stedet var hyggeligt, men langt fra rummeligt med de tunge møbler og genstande, der tog meget af pladsen, og sikkert også skjulte hvor stort stedet egentlig var, med sine ellers hvide vægge. Tv'et foran sofaen var vel det mest 'nymoderne' han ejede, trods dette var fundet i en genbrugsbutik. Netop over sofaen hang en mængde avisudklip fra Di Morga's avis. De franske overskrifter prydede væggen. Alle havde en form for relation til Adriel, trods han ikke var nævnt i 1 eneste: 'Biluheld koster femtenårig livet', 'Mor til tre kæmper for livet på Jonlu', 'Marcus fortæller: Lægerne reddede mit liv'. 
Stedet var mildest sagt en tidskapsel... Fyldt med ting og sager fra forskellige årtier. Det var vel Adriels måde at få indhentet det forsømte på, trods han stadig havde umådelig meget at lære. Foruden stuen var der et lille køkken, et badeværelse og et soveværelse: Sidstnævnte var nærmest ligeså proppet med ting og sager som stuen. 
"Can I get you something to drink? Tea, coffee, water?" Lød det fra engelen, efter at han havde lukket døren bag dem, og trådt et par meter ind i rummet. Han nikkede over mod køkkenet, men ventede ikke just på hendes svar, før han trådte ind i rummet. Der var ikke just en dør der skilte rummet fra stuen - blot en halvvæg. Han begyndte, lidt automatisk at tænde for elkeddelen. Som regel drak han selv en kop the efter arbejde, så det var vel blevet ren rutine for ham nu. 
"Are you hungry?" Spurgte han dernæst, ved at hæve stemmen en anelse, så hun kunne høre ham.

Hun smilede varmt over de ting han sagde, men forholde sig dog alligevel i ro. Hun betragtede i stilhed de gader de gik igennem, dog ikke for at beundre arkitekturen. Men for at se om hun dog alligevel ikke skulle genkende noget af det, måske at dette ville vise hende hvor hun skulle gå hen, når solenstråler igen ramte murstenen og fulgene ville synge deres morgensang. Hun nød altid de perioder af året hvor at hun ville vågne op til klangen af solsorten der hilste solen som var det en kær gammel ven, eller de sommer aftner hvor hun sad i urtehavnen og kunne høre nattergalen. Dens fantastiske unikke sang stemme, som hun aldrig nogen sinde kunne blive for træt til at lytte til. Hendes øjne lagde sig dog endelig på noget velkendt, gågaden. Havde hun virkelig været så tæt på hele tiden? Med et opgivende suk over sig selv og sin fantastiske stedsans, hun måtte snart opgive med at finde sig til rette i byerne. Hun ville nok bare aldrig blive vandt til den hurtig fremgang, både inde for arkitekt stilen og det teknologiske. Hun havde kun lige lært hvordan man brugte en telefon, som var begrænset til at hun lige vidst hvordan hun skulle ringe op og sende en tekstbesked, eller sms som man kaldte det. Hun havde da også lært at bruge en computer, men hellere ikke noget hun orkede at bruge særlig meget tid på. Men sådan som tiden udviklede sig i lynets hast og hende som der ville forblive den samme, var det vel på tide at hun snart prøvede at tage alt det nye til sig. I stedet for at skubbe det væk, putte bind for øjnene og prøve at lade som om at hun stadig blot var en lille pige, som der kunne lege ude i skoven uden at tænke på dagens mange store valg og konsekvenser.

Allerede det at komme ind i en opgang, kunne mærkes på den god nedkølet hud, som skreg på at blive lukket inde i varmen. Hun fulgte med ham op af trapperne og da det endelig lød til at de var kommet til hans dør, lod hun nogle forventningsfulde øjne betragtede ham, mens han åbnede op. Hun måtte dog slå en lav latter op, i hendes hoved kunne hun ikke rigtig forstille sig at han var typen som virkelig havde en rodet lejlighed. Som i, hvordan andre mennesker ville fortolke rodet. ’’It’s quite alright, in my experience when people say they have a messy apartment they really don’t.’’ med disse ord trådte hun ind i stuen og hendes tanke blev bekræftet, hvis dette var rodet så ville han ikke se hvordan hendes ude hus så ud. ’’Like I said, not messy at all’’ nysgerrig kiggede hun rundt i stuen, hendes slanke fingre gled hen over de bøger som var stablet rundt omkring, mens blikket fangede nogle af de enkelte overskifter. Øjnene fortsatte væk fra bøgerne og op på hans lille avis udklips kollage som han over sofaen, hendes bryn lynkede let sammen, mens at tænderne langsomt begyndte at kærtegne hendes underlæbe. Det var tydeligt at se at han stadig var utrolig knyttet til de patinter han havde, nu vidste hun jo ikke hvilket arbejde han havde, men efter at have set han komme ud af hospitalet var hun ret sikker på at det var der han havde sin arbejdsplads. Men det undrede hende ikke det mindste, hvis hun huskede rigtig havde han altid været den sidste til at opgive. Der var altid en chance for at personen kunne overleve, selv havde hun i de første par år været en af dem som havde knyttet sig alt for meget. De gange hvor hun havde med tåre glædet ned af kinderne, skreget at de nok skulle overleve. For til sidst at blive revet væk, det var ikke sundt for en, man var aldrig herre over hvem der levede eller døde den dag. Men den følelse af mærke livet sive ud af en person, var aldrig behagelig. Meget vel også derfor hun ikke længere var så stor en del af denne branche mere.

Hun vågnede op da hans stemme brød stilheden og rev blikket væk fra væggen med avis udklippende, for at vende dem imod ham i stedet. ’’Some Tea would be very lovely. Thank you.’’ hendes blik lagde sig dog hurtigt ned på hendes fødder og det var gået op for hende, at hun bare var vadet ind med sko på. Med hurtige skridt hen til døren, fik hun hurtigt trukket sandalerne af og satte dem pænt ved siden af. Derefter gik hun hen til hvor Adriel befandt sig, i køkkenet. Hun skulle lige til at besvare hans seneste spørgsmål med, at hun egentlig ikke følte sig særlig sulten, før at hendes mave gav et lavmeldt brøl fra sig. ’’Well, I was going to say not really. But maybe.. something light to eat, if it’s not too much trouble.’’ hun lagde armene på halvvæggen, mens hun betragtede ham i køkkenet, igen slog det hende hvor urealistisk det var. Hun fnøs et lille grin, gad vide om det nogen sinde ville være noget man vænnede sig til? ’’So.. Now that I feel like, I can actually feel my fingers again. I has come to me, I have not even really asked, how are you? How have you been, all this..’’ hun slog en arm ud for at understege hvad hun sagde, hun kunne slet ikke forestille sig hvordan det måtte være, man var død og pludselig så er man tilbage. Alle man kendte, døde, eller næsten alle i dette tilfælde. Et var at man lige som hende, overlevede alle dem man holde af, men i det mindste fik tiden sammen med dem, noget andet af at finde ud af dem man holde af er døde, men ikke have haft chancen for virkelig at føle man havde den tid sammen med dem som man behøvede. Hun fugtede igen læberne, mens hendes øjne kiggede bekymret på ham, næsten som om at han var en skråbelig ting der var gået i stykker, men man havde fået limet stykkerne sammen igen. Dog alligevel ikke rigtig forstod hvordan det stadig kunne holde sammen. Hvilket i og for sig sikkert var skide irriterende, at have nogen der betragtede en sådan. Men hun kunne ikke rigtig hjælpe det, med de ting han var gået igennem. Hun lukkede kort øjnene, hun kunne slet ikke forstille sig det. Så simpel var det egentlig at sige.

"Of course it isn't." Lød det fra englen, da Leandra takkede ja, til tilbuddet om mad, hvis ikke det var til for meget besvær. Lige nu var han blot taknemmelig for at have fået denne chance. En chance for, at genoprette noget af det han savnede mest - kontakten til sit gamle liv. Leandra havde været der: Under krigen, og med hans far, da han ikke selv kunne være der for ham. Hun havde set mange af de rædsler som han selv havde, og hun vidste hvordan det føltes når man så livet svinde ud af individers øjne. Bare tanken om at hun delte en form for forståelse af krigens omfang som en førstehåndskilde, var noget der fik ham til at føle sig mindre alene. Måske havde hun ikke mistet mange år af sit liv, som han havde - men var hun virkelig heldigere på dét punkt? Leandra havde sikkert levet længe nok til at se mange individer dø for øjnene af hende. Hun havde nok set dem visne og falde, som efterårsblade. Var det ikke en værre skæbne, end den han selv havde været underlagt?
Elkeddelen gav en summende lyd fra sig, netop efter han havde tændt denne. Teknologiens udvikling kunne stadig skræmme ham en anelse efter disse år han havde levet på jorden. Måske fordi han i starten havde nægtet at benytte sig af det. Livet var blevet lettere og mindre tidskrævende på mange punkter, men sommetider kunne Adriel alligevel ønske at det ikke var tilfældet. For når man levede evigt, kunne hvert sekund føles som en evighed. Han trådte hen mod køleskabet og fandt to plastik-indpakkede sandwiches ud. Et let smil lå om hans læber ved hendes spørgsmål, men da han vendte sig om med de to sandwiches i sine hænder og bemærkede udtrykket i hendes øjne, falmede smilet med det samme. Dét blik kendte han alt for godt... Flere skænkede ham det, når de hørte hans historie. Og det samme blik han skænkede patienter som aldrig ville kunne blive 'hele' igen.
"Please don't look at me like that Leandra." Kom det fra ham, med en alvor i stemmen, trods denne var umådelig svag. Øjnene krængede han ned mod gulvet, og ned mod sine fødder. Han kunne ikke klare at se den form for bekymring rettet mod sig selv. Som om han var lavet af glas, og kunne gå i stykker ved den mindste bevægelse. Han sank en klump i halsen, og hævede snart blikket mod hende igen. Der var noget bedende i hans blik. Som om han inderligt forsøgte, at få hende til at vaske udtrykket bort, og ikke lade ham se det som alle tænkte; 'stakkels sjæl'.
"I'm fine okay? I'm...-" Han forsøgte at komme med et overbevisende argument, men det var som om læberne ikke kunne få de rigtige ord frem. For hvad skulle han sige? Skulle han lyve?
"I'm alive..." Det var vel i grunden det vigtigste, var det ikke? Mange ville nok se på ham med skeptiske øjne og fordømme ham som værende utaknemmelig, hvis de opdagede hvor ulykkelig han var. Men han gjorde blot det han var på jorden for at gøre - han arbejdede for Gud. Hans egen lykke, var tilbagelagt. Det var ikke en betingelse, men det var blot sådan det hele havde udartet sig. Med isolation, kom ensomhed - og med ensomhed, var det kun jobbet og 'missionen der kom i fokus'.

Han forsøgte at slå samtalen væk fra sig selv, og hævede derfor sandwichene i hver hånd: "Tuna, or Ham and cheese?" Han lagde dernæst disse foran Lenadra på halvvægen, og vendte ryggen til hende. Ganske langsomt gav han sig til, at finde to krus frem, tebreve og et par teskeer. Så snart vandet kogede begyndte han at hælde op i krusene. Alt blev gjort ganske langsomt. Som om han benyttede tiden til at tage sig grundigt sammen. Og da han endelig vendte sig om mod hende igen, med en kop i hver hånd, var der et lille smil om læberne.
"Let's... Sit on the couch." Foreslog han og satte snart kurs mod stuen og den halvgamle, men dog temmelig behagelige sofa. Kopperne stillede han mod sofabordet, før han satte sig tilrette i sofaen og nikkede mod den anden side af denne, som tegn på at hun kunne slå sig ned.
"So... You live in the forrest now?" Det var måske tydeligt at han forsøgte at få samtalen langt væk fra sig selv. Men der var dog også en oprigtig interesse i spørgsmålene. Han trak sine ben lidt op til sig, og satte sig sidelæns i sofaen, så den nederste del af ryggen lænede sig mod det brede armlæn. Han tog sin kop og i hænderne, og begyndte roligt at røre rundt i den med en af de detaljerede teskeer. Endnu en samlergenstand...
"How long have you been here? In Di Morga I mean." Spurgte han dernæst, og lagde hovedet en anelse på skrå. Hvor længe hun havde været på jorden, var også et spørgsmål der trykkede voldsomt mod læberne, men han ville helst ikke blabre ud med for meget nu. Uanset hvor lang tid det så måtte tage at få bund i alle detaljer... Tid var vel noget de begge havde massere af.