The past..

T: Lige omkring kl 01:00 om natten.
O: En masse folk.
S: Terre's gader.
V: Køligt, but who cares.

Amy stod ude foran en af de utalige natklubber i Terré. Hun stod lænet op af muren og havde den ene fod hvilende op imod den også. Der stod hun så og røg en smøg. Hun havde tilbragt flere timer nede i mørket, med duften af alkohol hængende i luften og nu var det bare blevet lidt for meget for hende, så for ikk at myrde de fleste af dem dernede, var hun gået udenfor. Grundet sin race, følte hun ikke kulden. Derfor stod hun i et par hullede sorte stramme jeans, et par sorte støvler med platou, og en sort mavetop med små røde krystaller på, formet som dråber.
En røgsky blev pustet ud gennem hendes røde læber, mens blikket hvilede på en fyr der gik længere henne af gaden. Hun var egentlig lidt sulten, og hvorfor ikke få sig lidt morskab mens natten stadig var ung, før eller siden ville den hæslige sol jo komme frem igen, og hun var ikke ligefrem glad for tanken om at blive udenfor når den var der. Hun tog et sidste hvæs inden hun smed skoddet i sneen og lod hånden kort løbe gennem det røde hår, inden hun gik hen imod ham. det var helt perfekt, der var en gyde længere henne.

Diego var på vej imod det nærmeste diskotek, hvor han aftenen før havde mødt en meget tiltrækkende ung herre, han håbede at støde ind i igen. Og denne gang skulle han nok komme med ham hjem. Han ville ikke tage et nej. I lang tid havde han blot levet af den nydelse, han kunne finde i Di Morgas natteliv, og det var bestemt ikke noget, han kunne brokke sig over.
Det sorte hår dækkede hans røde øjne, da han så op imod himlen. Han havde hænderne begravet i bukselommerne og var ellers kun iført en sort skjorte. Den var egentlig blodplettet - men det gode ved sort tøj var, at den slags ikke kunne ses. Han var blegere end de fleste mennesker, og dette var ikke kun fordi, han var vampyr. Allerede i sine menneskeår havde han været meget bleg, eftersom han havde arbejdet inden døre på et gevaldigt gos.

Han nærmede sig klubben og kunne lugte en svag aroma af røg og friskt blod i luften. Endnu ikke udgydt, men natten var atter ung! Og før han forlod stedet med en ny partner for dagen, ville der være en ny blodplet på hans trøje.

Han havde netop tilbragt dagen hos en ung menneskekvinde, der lige var flyttet ind i sin egen lejlighed. Om nogen dage - uger, måske - ville udlejeren få sig et slemt chok, når han gik ind i hendes lejlighed og så liget … Men han havde dog ladet pigebarnet beholde en smule af den værdighed, hun havde. Han havde fjernet rebene, der havde været bundet om hendes håndled og ankler, lukket hendes øjne, lagt et lagen over hende og alt det lort man gjorde, når nogen var døde … Men han havde ikke forsøgt at skjule de diverse skader, pigen havde fået … Oh yea, det havde været en vild nat …

Amy gik rolige sikre skridt hen imod fyren der tydeligvis havde fået alt for meget af drikke, da en anden duft fangede hende,. Vampyr helt sikkert, men så længe han holdt fingrene fra det her offer, var hun ligeglad med ham. Hun var ikke i det store lege humør, det havde hun været de sidste par nætter, og ærligt talt hvem gad også at høre skrig hele tiden, og beden om nåde. Lydløst fik hun sneget sig om bag mennesket, og før han opdagede hende havde hun skåret halsen over på ham med en skarp negl. Måske var det der formskift til en kat ikke så slemt igen.

Da hun havde fået det blod hun ville have smed hun liget fra sig og gik ud af gyden igen. Hun lod tungen fjerne den sidste rest af blod fra læberne og kiggede sig kort omkring. Det gik op for hende at den vampyr hun havde fornemmet, faktisk kun var et par skridt fra hende. Det gjorde hende dog ikke urolig, Han skræmte hende ikke. det var der ikke specielt meget der gjorde. Et flugtigt blik hvilede på ham, inden hun så tilbage mod gyden. Nærmest som et lille vink. Liget var ikke helt tømt, så hvis denne vampyr var sulten kunne han jo bare tage for sig. Tænkende strakte hun sig og gik tilbage til diskoteket. Hun så kort op imod himlen, inden hun sænkede de røde øjne igen, og betragtede folk der gik ind og ud af diskoteket.

Det var efterhånden længe siden hun havde været hjemme, det var ikke særligt svært at få lov til at komme med en eller anden håbefuld person hjem, og hun nød da at påføre dem så meget smerte så muligt inden de døde, Meen.. hun skulle måske også snart gå hjem.. og dog.. hvorfor stoppe festen allerede, der var længe endnu til at solen stod op.

Han kunne lugte blodet i luften blive stærkere. Nu var der helt bestemt blevet udgydt blod. Han stoppede op et øjeblik og skævede imod gyden, hvori en vampyr tydeligvis lige havde nedlagt sit bytte. Han rynkede lidt på næsen, da han så at hun tilbudte ham en tår. Som om han ville drikke en andens rester. Det var langt sjovere at nedlægge sit eget bytte!
Roligt gik han imod diskoteket. Og pigen foran ham havde tydeligvis lignende planer. Måske ville aftenen blive lidt mere interessant - mere end han havde forventet. Skulle han rive fat i hende? Han havde sådan en underlig lyst til det. Men han holdt nallerne for sig selv og gik ind på diskoteket.

Alkohol … Alkohol var godt. Han havde brug for noget at drikke. Omgående gik ham op i baren os så på fyren bag disken. Så han var altså også på arbejde den nat. Lykken måtte stå ham bi. Alligevel skævede han lidt rundt efter pigen, han havde set udenfor. Han håbede at kunne finde hendes tanker et sted i rummet - hvis hun da ikke var ude at sniffe med de skumle typer på toilettet.

Måske skulle han byde hende på en drink. Det ville være en god måde at starte en samtale - kliché, javel. Men eftersom hun vidste, han var vampyr - siden hun havde tilbudt sine rester - ville det nok tage en lidt anden drejning end det normale, tamme scoreforsøg med lamme hook-up-lines. Den slags var Diego nu hævet over. Han foretrak en god, effektiv, gammeldags flirt. Se det var noget, der kunne få hjerter til baske hurtigere end 'Gjorde det ondt, da du fald ned fra himlen?'-med Fedtmulegrin og endnu mere fedt i håret … Diego forstod ikke helt den del af den nye kultur. På mange punkter levede han stadig i 1800-tallet. Da folk havde en smule mere klasse … Det var bestemt også noget, han spillede på. Han var elegant, charmerende og nonchalant - og manipulerende. Hvad han havde erfaret indtil videre var, at den slags egenskaber bar tidløse. Men tiden ville ændre sig … og forhåbentligt ville der ikke være plads til hook-up-lines i det næste halve århundrede.

Amy havde moret sig lidt over hans ansigt da hun tilbød ham resterne. Det havde nok også været mere ment som dril end noget andet. Hun kunne simpelthen ikke lade være. Og når nu han også var vampyr, havde han sikkert ikke noget imod lidt drillerier. Hun fulgte ham med blikket som han gik ind, og for en stund blev hun stående udenfor, inden hun gav efter for trangen til at opfylde sin nysgerrighed, og gik derfor ind på diskoteket. Den ekstreme duft af alkohol og røg ramte hende som en mur, men det generede hende ikke synderligt. De røde øjne gled en enkelt gang rundt inden hun opdagede ham igen, og gik op imod baren, hvor han stod. Han havde vidst et godt øje til bartenderen.. Indrømmet.. bartenderen så ganske godt ud, og det havde han også gjort aftenen før.

Med lette og rolige skridt gik hun op bag ham, inden hun med en yndefuld bevægelse stilte sig ved hans side og hvilede armene på baren, med front mod bartenderen. Hun lod kort den ene hånd stryge noget af det ildrøde hår væk fra øjnene og om på ryggen. Det ildrøde hår var hun født med, og det havde aldrig været nogen anden farve. Der var et eller andet ved den fyr hun nu stod ved.. Han virkede.. mere end bare spændende, det var bare en mærkelig følelse. hun kunne ikke helt sætte fingeren på det, men noget ved ham fandt hun spændende.. noget ved ham gjorde hende nysgerrig og hun var fast besluttet på at finde ud af hvad.

Kort lod hun blikket glide henover de mange farverige drinks valg, inden hun trak lidt på skuldrene. Kunne som altid ikke bestemme sig. Men når det alligevel var længe om at påvirke hende kunne det vel være ligemeget hvad hun købte.. eller.. ja det kunne det jo så ikke for hende. En eller anden uheldig fyr satte sig på en barstol ved hendes side og fyrede den ene score replik af efter den anden, og i starten smilte hun bare overbærende, indtil hendes tålmodighed til sidst slap op, og hun skubbede stolen væk under den lettere påvirkede unge mand, der efter en del banden og sure blikke, valgte at gå igen.

Han vendte blikket imod den unge kvinde ved siden af ham. Hun virkede … Det virkede som om han havde set hende før. Men han kunne ikke sætte fingeren på hvor. Men så igen, han havde været sammen med så mange kvinder at man kunne sætte halvtreds kvinder foran ham, han havde været sammen med, og han ville stadig kunne gå rundt til hver enkel og spørge om deres navn og ligge an på dem, som havde de lige mødt hinanden i parken - eller et andet pladder-romantisk sted, som vedkommende tøs nu syntes om. Han havde aldrig bekymret sig så meget for de piger … Derfor var det ekstraordinært, at han følte, han havde set den pige før. Det måtte betyde et eller andet. Men hvad kunne han ikke tyde. Han bestilte to drinks og skubbede den ene hen foran hende uden et ord. Han havde set i hendes tanker, at hun ikke vidste, hvad hun skulle drikke.
Rødt hår … Han havde ikke været sammen med mange rødhårede. Det kunne indsnævre det en del … Han havde undgået rødhårede rimelig meget efter … Amy … Nej, det var noget, han bildte sig ind. Han rystede på hovedet og fik taget sig selv sammen. Umuligt. Det var et århundrede siden.

Han hørte scorereplikkerne fra den anden side af hende og rullede med øjnene. Hvor var det ynkeligt - og … menneske-agtigt. Hvorfor var nogen menneskemænd så overbeviste om, at de kunne score hvem som helst, når de havde fået en drink? Det troede Diego også men ofte havde hen skam også ret i det.
"Hold nu kæft. Hvis du vil have en pige, der falder for den slags lort - gå efter blondinerne." Han hævede det ene bryn og så på ham over disken. Let bøjet frem for at kunne se ham på den anden side af den rødhårede.
Det var ikke for at række ned på blondiner. Men selv en dør som den fyr ville vel forstå referencen. Han var sikkert også den type, der fandt blondinevitser hylende morsomme … Diego så hans tanker han rettede sig op og skubbede fyrens hånd væk, da han skulle til at nive pigen i røven. Et mandschauvinistisk svin oven i købet … Fyren sagde til Diego, at han skulle blande sig uden om og blabla bla. Diego så blot på kvinden. Han var sikker på hun også ville have skubbet det ækle bæst væk.

Bartenderen sendte Diego et blik, men han så det ikke længere. Han var fascineret af denne kvinde, der lignede Amy … Hans Amy … Også selvom det lød så urealistisk i hans øre, som det overhoved kunne gøre. Og selv hvis det var hans Amy … Så havde han ikke været Diego dengang. Han havde været Ciel Phoenix. Det var to forskellige verdener …

Amy stod stadig og skævede af og til mod fyren.. hvorfor virkede han så bekendt.. normalt huskede hun aldrig ansigter, og vampyre var ikke noget hun specielt tid havde været sammen med, så derfor virkede det næsten helt mærkeligt at han virkede så bekendt som han gjorde.
Et ganske kort drillende smil hvilede på hendes læber idet han bestilte to drinks og gav hende den ene. hun tog imod den, og gav ham et svagt nik som tark. Tankerne kørte stadig rundt.. hvorfor kunne han fange hendes opmærksomhed på den måde, det havde hun kun oplevet en eneste gang før.. og det var med Ciel, men det var jo snart mere en hundrede år siden, så hvorfor skulle den tanke pludselig komme op i hende. Da deres øjne mødtes kort så hun det samme forvirrede blik som hun vidste at hun selv havde. Hun vidste at han også genkendte hende, men ligeledes ledte efter en grund til at kende hende.

Egentlig havde hun troet at den idiot til et menneske var gået videre men erfarede at det var han ikke. Eftersom at den anden vampyr tog fat i vedkommende. Hun havde stået og grinet lidt for sig selv over vampyrens kommentar om blondiner, men han havde helt ret. Hun gad ikke det der åndssvage scorerepliks noget, det sagde hende intet. og det var som oftest dem hun bare slog ihjel fordi hun ikke gad høre på dem mere. Langsomt strakte hun sig da fyren begyndte at skælde vampyren ud for at blande sig. hun vendte sig med ryggen til baren og hvilede sig langsomt op af den med albuerne på baren. betragtede dem lidt. Mødte vampyrens blik og smilte ganske svagt, men lige legende nok til at fortælle hun havde samme tanke som han selv, om manden han stod med. "Vil du have æren? eller skal jeg selv smide ham ud?" spurgte hun og så på vampyren overfor sig med et drilsk blik.

Da hun til sidst så væk fra vampyrens blik, var det kun for at se hen imod fyren der nu kæmpede halvhjertet for at komme fri. Hun smilte lidt for sig selv, og så tilbage på vampyren. "Undskyld.. men hvis jeg nu præsentere mig, kan det være du husker mig, og fortæller mig hvor jeg kender dig fra.. jeg hedder Amy" sagde hun eftertænksomt og rettede sig lidt op.

Han så pigen smile, og det fik hans hjerte til at baske som en fugl. Det var han bestemt ikke vant til. Han havde elsket så få gange i sit liv, at han kunne remse navnene op på én hånd - hvilket ville chokere alle dem, han havde været sammen med og inkassere ham en del lussinger.
Men den første havde været Amy … Så hans skaber … Han havde troet, der var noget ved Milo … Og nu …
"Du får æren, chér. Men jeg tror hellere, du må lade være at drikke ham. Du får det bare dårligt." Han satte sig på en barstol og satte foden op på metalbøjlen mens han lænede sig imod baren. Diego selv ville aldrig drikke en som ham. Den fyr ville ikke være sjov at nedlægge og det ville i det hele taget være under hans standart at drikke af sådan en idiotisk - og utiltrækkende - fyr. Medmindre det var i selvforsvar. Og det kunne det snildt blive, hvis fyren blev ved med at kæfte op, som en kat med halen i klemme.

Han så hende i øjnene da hun præsenterede sig og var ved at tabe underkæben. Han så væk med det samme og samlede sig, selvom det blot så ud som om han beundrede pigerne på dansegulvet.
Amy … Det kunne ikke være hans Amy, kunne det? Han havde været sammen med flere piger, der lignede hende, og hvis det blot var en af dem, der tilfældigvis også havde hendes navn …
Selv hvis det var hende, var Diego ikke længere Ciel. Det kunne være fuldstændig ligegyldigt. Det var Ciel, der havde elsket hende og det var Ciel, der var blevet elsket. Han så ikke Ciel og sig selv som samme person … Men han kunne ikke bære at se hende og så miste hende igen …

Han tog en slurk af sin drink. Normalt var det blot for nydelsens skyld, men denne gang var det for at få hans nerver i ro.
"Skoven … 1885 … " Han så hende i øjnene igen. Sidst, han havde set Amy, var da han havde lovet, at han altid ville være hos hende. Og da han så kom hjem, mødte han sin trolovede. Han var stukket af omgående og cirka samme sted havde han mødt sin skæbne …
Han lod dog ordene hænge i luften, da han stak hånden frem for at præsentere sig selv. Aldrig igen ville han kalde sig Ciel, men hvis det var hans Amy, ville hun forstå hentydningen.
"Diego." Hvorfor føltes det som om, hans hjerte slog? Han vidste, det ikke gjorde, men alligevel følte han en smerte i sit bryst, som om det stille hjerte hamrede imod hans ribben for at flygte.

Amy mødte for en stund hans blik, og da han smilte mærkede hun sig selv blive helt blød indeni. Det var meget få personer der kunne få hende til at have det sådan, og tanken om ham.. Hans udseende.. fik hende til at tænke tilbage på Ciel. Men Ciel måtte da være død for længst.. hun havde ikke set ham siden en helt speciel aften. Et svagt grin slap fra hendes læber, inden hun vred armen rundt på fyren og så let som ingenting fulgte ham udenfor, inden hun kom ned igen. "Ah.. det er ikke noget jeg bryder mig om.. Og jeg har også lige fået lidt, så hvorfor blive dårlig over en som ham" smilte hun roligt og stilte sig ved hans side.
Fyren havde slet ikke været noget for hende, sådan en nar med for meget alkohol og stoffer i blodet, og han så ikke ligefrem godt ud, så det var ret nemt for hende at beslutte sig. Hun tog langsomt en tår af den drink han havde givet hende, og smilte svagt for sig selv. den smagte ganske godt. Ikke en hun selv ville have valgt udfra navnet, men den smagte godt.

Efter hun havde præsenteret sig, virkede han meget stille. nærmest tænkende. Som om hun havde stillet ham et eller andet vildt svært spørgsmål. Måske han rent faktisk kendte hende? hun kunne jo have ret i sin antagelse at de havde set hinanden før, eller også syntes han bare at hun var irriterende, det var vel også okay hvis han syntes det, det var ikke om til hende at fortælle ham hvad han skulle sys om hende.
Selv hvis det var Ciel.. var han jo tydeligvis ikke Ciel mere.. Eftersom at Ciel ville være død for længe siden, og da ham her jo var vampyr, måtte det jo være noget i den stil der var sket. Hvis det da var ham.

Let så hun ud på dansegulvet mens han tog endnu en tår af sin drink. Mon han ville ignorere hende? han havde jo lige snakket til hende for lidt siden.
Da hans sætning ramte hende, tøvede hun længe. Han havde ret.. 1885.. det var den allersidste aften hun havde set ham, han havde lovet at komme tilbage, at de skulle være sammen. Hun havde aldrig fundet ud af hvad der var sket med ham, men da han aldrig kom, var hun bare gået ud fra at han måske virkelig ikke havde ment det. "Det var lidt det jeg regnede med at du ville svare.." sagde hun langsomt og smilte lidt til ham.
Da han rakte hende hånden tog hun den langsomt og gav den et blidt klem. "rart at møde dig.. Diego" smilte hun langsomt. Han havde alsa taget et andet navn.. sikkert efter at han var blevet forvandlet, det vidste hun at der var mange der gjorde. Eller også gjorde han det for ikke at blive fundet af sin familie. Hun slap langsomt hans hånd. Måtte lige lægge bånd på sig selv, for ikke at falde ham om halsen.. I alt den tid havde hun troet han var død.. Og hun havde savnet ham.. det havde hun.. Det var den eneste grund til at den vampyr havde kunnet forføre hende på den måde ind i mørket..

Hun tøvede … Var det godt eller skidt? Han var ikke sikker. Det var underligt, at kunne læse Amys tanker … Kvinden, han havde elsket … Så snart hun havde tænkt på, at han havde lovet hende at komme tilbage, og ikke havde gjort det, slukkede han. Han ønskede ikke at høre det … Det gjorde for ondt.
Han havde lyst til at brase ud med hele historien. Forklare hende, hvorfor han ikke var kommet, hvad der var sket, etc., etc. … Men hun var sikkert kommet over ham. Kommet over Ciel. Det var jo over hundrede år siden nu.
Hvor ville han gerne gribe fat i hende og kysse hende på stedet. Det skulle Ciel have gjort i skoven dengang, men han havde ikke gjort det. Så tilbageholdende var Diego ikke. Men han havde ingen ret til det.

"Rart at møde dig også … milady … " Han smilede skævt. Ikke det slibrige, flirtesmil han sendte andre kvinder, men et svagt, kærligt smil. Han behøvede ikke imponere Amy. Hun havde holdt af ham, som han var dengang. Som et klodset, dog elegant menneske.
Han havde også haft kvindetjekke dengang, men han havde kun haft øje for hende. Og så havde han ikke engang været mand nok til at kysse hende. Men han ville have friet til hende den aften. Det virkede så fjernt og dog så tæt på.
Hans smil voksede lidt. Diego var ikke som Ciel. Tanken om at give sit hjerte til én kvinde gav ikke rigtig mening for ham mere. Men Amy kunne gøre en hver mand sindssyg.

"Hvordan … " hans stemme døde ud, men hun måtte vel kende ham godt nok til at vide, at han ville vide, hvordan hun stadig kunne være i live. De måtte være blevet forvandlet i samme tidsrum, for hun lignede stadig sig selv på en prik. Hans hænder ville have rystet, hvis han ikke havde knyttet dem sammen. Det var hverken på grund af chok eller nervøsitet. Han havde bare ikke følt noget i så lang tid, at hans krop ikke kunne rumme alle de følelser, der skød igennem ham nu. For første gang i hundrede år kunne han føle Ciel inde i sig. Han troede ellers, han havde fået ham dræbt og gjort tavs i løbet af de mange år …
Det var ikke til at vride hovedet om.
"Jeg ville være kommet tilbage." Det brast ud af ham, før han kunne stoppe det, men han bed resten i sig og så væk. Der var ingen grund til snakke om det.
Han ville gerne gå derfra … Forlade hende igen. Det var meget nemmere at flygte fra sine følelser end at føle dem rigtigt. Men han kunne ikke bare gå fra hende nu. Nu hvor han endelig havde fået hende … nej, bare fundet hende …
Men hun fortjente vel også en forklaring, hvis det var det, hun ønskede … Men han måtte huske, at Amyen fra dengang kunne være ligeså forskellig fra Amyen nu, som Diego var fra Ciel … Men lige nu var han ikke sikker på, hvilken en han selv var.

Hvilke evner mon Diego havde fået? man kunne få så mange forskellige evner efterhånden.. Hun kunne virkelig mærke at hun havde savnet ham.. Savnet den der viden de begge delte, og derfor oftest ente med ikke at sige specielt meget. Han havde kendt hende som var hun en bog han havde læst utallige gange, og det sammen havde hun med ham. Men tingene var anderledes nu.. Han var ikke længere Ciel, Og hun var heller ikke englen Amy.. men derimod modsætningen vampyren Amy. Følelserne boblede dog frem igen.. nu hvor hun vidste det var ham, og det skræmte hende en smule.
De røde øjne hvilede på ham igen, hun havde bare lyst til at gå.. glemme alt det her, for det gjorde faktisk ondt indeni.. men på den anden side ville hun ikke gå fra ham.

Hun Smilte blidt til ham, da hun bemærkede hans smil. Så huskede han hende virkelig.. Hun havde været så forbavset over at han var faldet for hende, og det havde været imod reglerne at have den slags følelser for et menneske, men.. hun havde bare ikke kunnet stoppe dem igen, da han først havde fået dem frem i hende. Den aften han var gået fra hende, havde de været sammen længe.. og den gang holdt man sig jo tilbage for at vente til man var gift. Hun havde troet at han kom tilbage.. kom tilbage for at fri til hende, men det havde han ikke..
Nu var tingene anderledes.. tit var det hende selv der tog initiativ til at lave noget, og det havde hun også lyst til med ham. Men hun vidste ikke helt hvordan han var nu.. Hvis hun kyssede ham og han blev vred og gik, ville hun hade sig selv. Derfor ventede hun lidt endnu. Ventede på at se hans øjne.

Da han begyndte sin sætning, afsluttede hun den i hovedet før han var færdig. hun smilte ganske svagt. "Efter du var forsvundet styrtede min verden i grus.. jeg var et let offer og en vampyr udnyttede min sårbarhed til at manipulere sig ind i mit liv.. fik mig til at tro jeg elskede ham.. men da jeg opdagede det og konfronterede ham, forvandlede han mig.." sagde hun tænkende og så udover dansegulvet. Hun bed sig kort i læben inden hun så på ham. "Hvad med dig?".
Det næste han sagde, fik hende til at smile lidt. Så han ville alsa været kommet tilbage efter hende.. Det gjorde hende faktisk varm indeni. "Det fortid nu Diego.. jeg er sikker på at hvad end der fik dig til at stikke af, så var det ikke mig.." sagde hun let og så drilsk på ham. hun blinkede en enkelt gang til ham, og lod let hånden glide gennem det røde hår. drak resten af sin drink.
"Jeg.. var bare bange for at der var sket dig noget i starten.. men da jeg af omveje hørte at du var stukket af, blev jeg mere rolig af det.." sagde hun let.

Diego havde ikke anet noget om, at Amy havde været engel, så han havde heller ikke vidst, at deres kærlighed var forkert. Han lyttede til hendes fortælling uden et ord. Hvor var det skrækkeligt, så meget den lignede hans egen. Han rystede lidt på hovedet og havde svært ved at tage sig sammen til at fortælle hende det.
"Noget lignende … En mand fortalte mig om vampyrer og engle og … Alt muligt … Og jeg ville være en del af det, så han forvandlede mig." Der var ingen grund til at fortælle hende, hvad der skete bagefter, hvis hun ikke ville have det at vide. Manden havde desværre også forhindret ham i at opsøge Amy og tage hende til sin, nu hvor han kunne. Fyren havde haft en ret så stor indvirkning på ham, og han tvang ham til at glemme Amy … Han havde forelsket sig i manden, men altid følt et stort tomrum.

"Jeg stak ikke af! Jeg ville hente ringen!" Hans stemme knækkede pludselig og han så ned … Havde hun virkelig troet, at han bare havde ladt hende i stikken? At han var for bange til at spørge efter hendes hånd?
Han havde fortalt sin fader om Amy og hvordan det var hende, han elskede og hende, han ville gifte sig med. Men ægteskabet med den anden kvinde ville være godt for deres familie og eftersom Diego ikke kunne fortælle, hvilken rang Amys familie havde, og derfor ikke kunne sige, at Amy ville bringe familien mere, kunne han ikke godtgøre det … Han havde været låst inde hele natten og hele dagen, fordi hans far var sikker på, han ville stikke af. Og så snart han kunne, gjorde han det skam også. Men selvfølgelig var Amy ikke ude i skoven til den tid og … Oh, hvor var det en skrækkelig Romeo og Julie historie.
"Det er måske fortid … Men det er stadig vigtigt." Han så hende i øjnene med et blik der var mere 'til stede' end han havde været i flere årtier. Han havde altid levet halvt i sin drømmeverden. Han opdagede, at han havde omtalt 'Ciel' som 'jeg' … Hvilket var helt forkert.
"Han stak ikke af … "

Han var ikke i stand til, blot at stå der og se på hende. Han kunne ikke holde det ud. Hendes smil, måden, hun lod fingrene glide igennem sit hår. Ciel havde været en kujon, at han ikke kyssede hende dengang. Men Diego var ingen kujon. Han slyngede en arm om livet på hende og pressede sine læber imod hendes kysset varede kun et øjeblik, før han slap hende igen.

"Jeg har fortrudt, jeg ikke fik det gjort … " Han smilede til hende. Hans læber brændte og det havde krævet alt hans viljestyrke at slippe hende. VampyrAmy eller mindeAmy … Han var ligeglad. I det mindste fik han kysset hende inden hans illusion om hende blev smadret.

Amy så ham i øjnene og lod hovedet glide på skrå. Hun vidste godt at han ikke havde anet noget om hendes engle side. Hun havde aldrig fortalt ham det, fordi hun ikke ville have han skulle ind i den verden. Hun vidste hvor farlig den kunne være, og havde egentlig bare prøvet at beskytte ham fra den.
"Det lidt mærkeligt.. det må næsten være sket inden for den samme tid.. måske med et par uger imellem.. Dræbte du ham? din skaber?" spurgte hun ganske stille og så frem for sig. Hun havde dræbt sin skaber.. og hun havde nydt hvert øjeblik af det. Han havde fortjent det, og selvom det var hendes første mord, havde hun ikke tøvet et sekund.. hun havde gjort det så snart muligheden havde budt sig.

Det næste han sagde fik hende til at lukke øjnene ganske svagt. Så ville han have friet den aften.. Hun havde også troet det, det havde hun virkelig. Hun havde jo elsket ham, og han havde sagt han ville tilbringe livet sammen med hende.
"Det var familien ikke?.. det ville have været så meget nemmere hvis jeg havde været menneske.. Diego sandheden er.. at jeg allerede den gang var noget andet.. Jeg var en engel, jeg måtte slet ikke være sammen med Ciel, Men.. Jeg brød jo nok reglerne lidt, Og det var okay i starten, men Ciel måtte ikke vide noget.. den gang var det vigtigt for mig at beholde mine vinger.. at narren så klippede mine vinger senere hen var jo ikke til at vide.. Men Det var klart at Ciel ikke kunne forsvare mig overfor sin familie, som kun ville have en der kunne gøre resten af familien mere velhavende.." sagde hun let og begyndte at føle sig indelukket. For mange mennesker.. for meget røg.. for meget alkohol,.
"Er det vigtigt.. For Ciel.. eller for Diego?" hun så ham længe i øjnene og stod nu istedet foran ham. Hun lod kort sin hånd stryge ham over armen igen, med et legende glimt i øjnene. "Det godt at vide.. Han ikke stak af.." mumlede hun og nikkede en anelse for sig selv. Det virkede mærkeligt.. at stå sådan sammen med ham, ikk fordi hun ikke kunne finde på det med hvem som helst, men med ham var det noget helt andet. måske fordi hun havde elsket ham tidligere.

Da han pludselig tog hende ind til sig, blev hun kort forbavset. Hun lod langsomt armene glide op om hans nakke og gengælde hans kys flygtigt, så længe det nu en gang varede. Da han slap hende slap hun også ham, og grinte lidt for sig selv. Hun rystede opgivende på hovedet. Han havde ændret sig.. men ikke til det værre, det syntes hun ikke.

"Javel ja.. jeg er ikke helt sikker på jeg forstod det.. måske.. skulle vi lige tage den igen" sagde hun med et drillende smil, og lænede sig ind til ham. Hun kyssede ham intenst igen, og slap så hans læber. Han havde jo selv begyndt det.. og det havde været i hendes tanker et stykke tid, så måtte hun vel også gerne en enkelt gang. Langsomt hvilede hun ryggen mod baren og så udover folkene på dansegulvet.

Han rystede på hovedet. Nej, han havde bestemt ikke dræbt hans skaber. Uden ham var han aldrig kommet igennem den tid efter at have mistet Amy. Han ville sikkert være blevet sindssyg. Og den delvise følelsesløshed vampyrlivet medførte var lige, hvad han havde brug for.
"Men jeg flygtede fra ham … " efter nogen år i hvert fald. Da det hele blev for meget. "Og nu håber jeg bare, han ikke opsøger mig igen … Han løste mig ikke fra 'båndet'." Med båndet mente han selvfølgelig den forbindelse, der var imellem en skaber os hans skabning. Amy var egentlig utrolig heldig, at hun havde været i stand til at dræbe sin skaber … Hvis Diego havde forsøgt det, ville han blive straffet … Hårdt.

Han så på hende med alvorlige øjne, da hun begyndte at snakke om hans familie og om hendes sande identitet. Han mærkede et stik i hjertet, fordi hun ikke havde fortalt ham det. Men alligevel smilede han pludseligt.
"Alle de gange, jeg kaldte dig min engel … og jeg anede ikke, hvor sandt det var." Det betød ikke noget for ham, at havde været en engel. Det betød, at hun burde have været død længe før Diego var blevet født. Han var glad for, at hun var en engel! Ellers havde han aldrig mødt hende … Det forklarede også, hvorfor han aldrig mødte hendes familie. Men nu kunne han ikke længere regne ud, hvornår hun var blevet forvandlet, for hendes ældning var allerede stoppet før hendes forvandling til vampyr …
Hans smil forsvandt dog, da det gik op for ham, at hun også havde taget Ciel-og-Diego-konceptet til sig, og forstod at han ikke var Ciel mere. Men at høre hende omtale ham som en anden person gjorde ret så ondt.
"Det er vigtigt for mig … " Han smilede lidt, da hun rørte hans arm. Det var rart at have hende tæt på igen. Og det var godt at få på det rene, han aldrig havde haft hensigter om at slippe hende. Nogen gange var verdenen bare grusom.

Han var glad for, at hun ikke blot skubbede ham væk. Det havde han næsten været bange for, at hun ville gøre. Men da hun blot lagde op til endnu et kys smilede han bredt og lagde armene om livet på hende igen. Denne gang slap han ikke, da kysset var ovre.
Han kunne fornemme, hvor mange øjne der var på dem. Men for én gangs skyld, følte han ikke, de lå på ham alene. Selvfølgelig ikke. Hans Amy kunne tage opmærksomheden i et hvert rum, hvori hun satte sine ben.
Han strøg blidt sine fingre igennem hendes hår og lod fingrespidserne strejfe hendes kind.
"Du er ligeså smuk, som da jeg så dig for første gang … " Minderne om hende var nogen af de klareste, han havde af sit menneskeliv.

Amy så ham tænkende i øjnene. Hun lod sig langsomt skubbe helt op og stå igen inden hun nikkede lidt til at han ikke havde myrdet sin skaber. Det havde jo heller ikk været nemt for hende, hvis det ikke havde været for det had hun havde til denne. Så hun forstod ham godt.
"Ah.. ja det kan jeg godt se er lidt skidt.. men mon ikke at han havde opsøgt dig for længst, hvis det er længe siden du stak af?" spurgte hun tænkende og lod blikket hvile på ham. Hendes skaber havde da sat sine spor på hende når hun prøvede at stikke af.. og hvad hun måtte gøre den aften hun myrdede ham for at han ikke opdagede det, var ikke noget hun fandt behageligt at tænke på.

"Jeg burde have sagt det.. det ved jeg godt.. " sagde hun stille og så langsomt væk fra ham. efter han var forsvundet havde hun længe overvejet hvad hun skulle stille op.. om det var fordi hun ikke havde fortalt ham sandheden om sig selv, om han var blevet træt af alle hemmelighederne.. alle de gange hun pludseligt skulle gå.
Hun grinte lidt og nikkede til ham, "Præcis.. alle de gange du kaldte mig det fandt jeg det morsomt.. men jeg vidste godt at du kaldte mig det, fordi du elskede mig.. fordi han elskede mig.. Undskyld.. det svært at.. vænne sig til" hun smilte undskyldende og pillede ved en tot af sit røde hår. Let bed hun sig i læben, inden hun betragtede omgivelserne for en stund. Det havde været en dejlig tid som engel sammen med ham, fordi hun rent faktisk fandt en grund til at være der. Fordi hun kunne mødes med ham, og dermed slippe det hele lidt. Sammen med Ciel havde hun bare været en hver anden pige, som var heldig nok til at en elskede hende for den hun var.
"Jeg er glad for.. det er vigtigt for dig.. " hun så ham i øjnene igen, og smilte stille for sig selv. Det havde på en eller anden måde givet hende en form for ro, at det aldrig havde været hans hensigt at forlade hende. Det var virkelig rart at vide.

Hun smilte lidt da han lod armene glide om hende igen. Hun lod derfor selv sine arme hvile oppe om hans nakke, og holdt kysset for en stund. Hvor var det dejligt.. bare at stå sammen med ham. Sammen med en hun aldrig havde troet hun skulle se igen, og alligevel havde været så heldig at ramme ind i.
Hun lod kort blikket glide om dem igen, og et svagt legende smil hvilede på hendes læber da blikket ramte ham endnu en gang. "De kigger allesammen.. vi burde næsten myrde dem.. bare for sjov.." smilte hun drilsk og bed sig i læben. Hun var næsten sikker på hun virkede som gele i hans hænder, så snart han rørte hendes kind.
"Jeg får en fornemmelse af du prøver at charmere mig min kære Diego?" smilte hun blidt. Han kunne virkelig få hende til at føle sig som den eneste pige han kiggede på, det havde han allerede kunnet den gang.

"Det er 75 år siden, jeg stak af … Men jeg er stødt ind i ham siden … " Ikke sådan direkte. Han havde set ham. Følt, at han var tæt på og ligesom kunnet fornemme, når han overvejede at kalde Diego til sig. Men det havde han aldrig gjort. Til tider følte Diego sig næsten skuffet over det. Hvis han havde tilkaldt Diego, ville han i det mindste ikke have været alene mere, og det ville også betyde, at han havde betydet en smule for ham … Han havde virkelig haft et behov for at betyde noget for nogen, efter at have mistet Amy. Nu føltes det minde så meget lettere at bære. Han ville altid foretrække hans engel over alle andre.

"Lad være at tænke så meget over det," mumlede han mens han kyssede hende på panden. "Jeg har alligevel ikke følt mig så meget som Ciel, siden den aften, som jeg gør lige nu."Hun var den eneste person, der nogensinde ville have lov til at kalde ham Ciel, uden at få hovedet revet af bagefter. "Jeg elsker dig ligeså meget som han gjorde." Det var en idiotisk ting at sige. Hans havde stadig fat i illusionen om den pige, hun var dengang. Han var ikke i stand til at tro, hun kunne have ændret sig! Aldrig nogensinde. Ikke hans engel.

Han smilede bredt.
"De kigger alle på dig," han strøg hendes hår væk fra ansigtet og forsøgte, at lade være med at grine, da hun foreslog, at de skulle dræbe dem alle sammen. "Nah … Jeg synes stemningen her var lige ved at blive så romantisk." Han tog blidt fat i hendes hage og kyssede hende.
"Dig behøver jeg ikke charmere. Du er allerede min." Ordene hang løst i luften og hvor sande de var, var han usikker på. For helvede, Amy kunne ligeså godt have fået en kæreste i al den tid, som hun var lykkelig sammen med. Alt, hvad der foregik lige der … intet behøvede at betyde en skid … Ikke andet end glæde over deres genforening.
Men Amy var virkelig den eneste kvinde i rummet, han kiggede på. Hun kunne stjæle hans opmærksomhed som ingen anden kunne. Menneske, engel, vampyr … Hun ville altid være den første kvinde, han havde elsket.

Han slap hende roligt og så hende i øjnene. Så tog han en dyb indånding, før han sagde; "Det ser ud til, at vi skal lære hinanden at kende helt forfra … Hvis du har lyst." Han tog blidt fat i hendes hånd. Drinksene på bordet var glemt og han havde mest af alt lyst til at trække hende ud i den kolde natteluft igen, hvor de kunne være lidt mere alene. Alle de sultne blikke, der lå på dem, gjorde ham ubehageligt tilpas. Det, de lige havde delt havde været et dybt privat øjeblik. Han ville lade en hel natklub se ham have sex, men fandme ikke lade dem se ham i et svagt øjeblik, hvor det gjaldt noget så dybt følelsesmæssigt som et møde med sin forsvundne lover … Og deres første kys …

"Jaa det ved jeg godt det er.. har han kaldt på dig?" Hun så ham tænkende i øjnene og holdt stadig om hans nakke. Hun vidste at ens skaber kunne kalde på en, det havde hendes skaber da gjort.. en enkelt gang.. Normalt var hun jo holdt fanget hos ham, så det der med at kalde hende til sig, var ikke noget han havde gjort specielt meget.. Hun havde aldrig følt sig så levende siden dengang, som hun gjorde nu.. han vækkede noget i hende, som hun for længst troede var forsvundet. Men han havde bragt det frem i hende igen.. den side som hun havde gjort alt for at komme væk fra, fordi det gjorde for ondt.. den var tilbage, men det gjorde ikke ondt længere.

Langsomt lukkede hun øjnene da han kyssede hende på panden. "Okay.. det vil jeg lade være med så" hviskede hun blidt og åbnede øjnene igen. Hun pillede ved hans nakkehår og mødte hans blik. let bed hun sig i læben, og smilte lidt for sig selv "Må jeg så kalde dig Ciel?.. Hvis jeg nu gør det så ingen høre det?" smilte hun legende. Hun virkede tænkende da han sagde at han stadig elskede hende. Hun havde ikke troet hun kunne elske nogen igen.. "Jeg elsker også dig.. ligeså meget som jeg gjorde den gang" sagde hun let og smilte.

Hun grinte stille.
"Neij.. de kigger alle på oz.. ikke kun på mig, du jo røvlækker.. så hvorfor skulle de kun kigge på mig?" hviskede hun drilsk. Hun så ham i øjnene da han tog fat i hendes hage. "Romantisk?.. ja.. bortset fra alle de folk.. de irritere mig.." mumlede hun inden hans læber mødte hendes.
Hans bemærkning om at hun allerede var hans. Det gjorde hende varm indeni. "Sandt.. Det har jeg vel altid været.. men hvis det var en form for spørgsmål, har jeg ikke nogen kæreste, og har ikke haft det" smilte hun blidt og lænede sig op til ham. Hun kyssede ham kort på halsen, inden hun legende nappede ham lidt halsen og i øret. hun stoppede dog kort efter.
Følelsen af at han kiggede på hende, og hende alene selvom pigerne om dem tydeligt prøvede at få hans opmærksomhed, gjorde hende helt glad. Hun vidste godt han kunne li hende, allerede som Ciel, havde han ikke lagt skjul på at hun var den eneste han så på.

Da han slap hende, stod hun lidt og rettede på sin top ganske kort, inden hun smilte lidt. "Det vil jeg meget gerne.. men kunne vi gå et andet sted hen? det ikk fordi jeg ikk kan li at feste.. men de irritere mig virkelig meget lige nu" mumlede hun let og holdt svagt om hans hår. Det var meget personligt for hende, at stå sammen med ham.. hun var sårbar lige nu, fordi hun havde vist så meget af sig selv til ham. Normalt var hun fløjtende ligeglad med hvad andre så, men ikke med hensyn til det her.. Det var for personligt..

Han rystede på hovedet. Selvom han havde været på flugt, havde han ventet på, at blive kaldt på, med tilbageholdt åndedrag … Han havde flere gange ønsket det … Men nu betød det intet. Han var bare glad for at have Amy tilbage. Han havde ikke længere brug for sin skaber. Men indtil båndet mellem skaber og skabning var brudt, ville han nok stadig blive revet tilbage til minderne fra dengang. Men han behøvede ikke bekymre Amy med, hvad han havde været ude for … Og hun ville sikkert også bare grine en smule, fordi det virkede så urealistisk at hendes Ciel skulle udsættes for sådan noget …

"Når ingen andre høre det? … Du kan kalde mig, hvad du vil." Han smilede skævt. Han ville ikke have, nogen andre skulle kende til hans menneskenavn, men hvis det blot var Amy betød det ikke noget. Man kunne alligevel ikke holde fortiden hemmelig, når man stod overfor den.
Han reagerede ikke mere på hendes smigr end at han smilede til hende. Selv kunne han ikke få øjnene fra hende, så han var sikker på at ingen anden i rummet ville kunne.
"Fint nok, så smutter vi ud .. Vi kan tage hjem til dig." Det var det eneste forslag, han kunne komme i tanke om, hvor der ikke var nogen uvelkomne gæster. De kunne ikke tage hjem til ham, eftersom han var hjemløs og havde været det … tja, siden han stak af. "Så kan vi også få lidt ordentlig romantik." Han grinede lidt og gav hendes hånd et klem, mens han begyndte at gå imod døren, for at komme ud fra den tætbefolkede natklub.

"Bor du her i Terre?" Han så på hende med et skævt smil. Selv havde han kun 'boet' i Terre i et år, så det ville være klart, at han ikke havde set hende før … Han så også sjældent på de rødhårede piger … Fordi de mindede ham så meget om hende. Men på den anden side … Ville det være fornuftigt at være HELT alene med hende? Ville han kunne holde hænderne fra hende? Han ønskede ikke at skræmme hende væk med 'Diego' … Men han var heller ikke sikker på, om han kunne opretholde 'Ciel' …
Men i det mindste havde hun ingen kæreste. Det var meget lettende at høre! At hun aldrig havde haft en kom dog virkelig bag på ham. Det burde det ikke … Han havde jo heller ikke haft nogen. Sexpartnere, ja, massere … Men ingen kærester.

"Hvordan kan det lade sig gøre, at du ikke har haft en kæreste?" Han rynkede brynene lidt og prøvede at se det for sig. Hun måtte have mændene sværmende omring sig … Kunne hun virkelig have været som Diego selv var? Han begyndte at overveje, om hun måske ikke var en engel mere - på flere måder.

Amy så tænkende på ham da han rystede på hovedet. Han virkede næsten trist over det.. Men okay hun vidste jo heller ikke hvad han havde været udsat for, hos sin skaber. Hun selv havde aldrig rigtigt haft det bånd.. at ønske han kontaktede hende.. men hun havde jo også altid været hos ham, så det var nok mest derfor. "Hvorfor ser du sådan ud?.. du virker.. skuffet over at han ikke har kontakte dig?" sagde hun forsigtigt og så ham lidt i øjnene. Hun ville gerne vide hvad der var sket ham hos hans skaber.. og alligevel spurgte hun ikke, for hun ville ikke rive op i det, hvis det ikke var gode ting.

Et svagt legende grin slap fra hendes læber da han sagde at hun kunne kalde ham hvad hun ville. "Javel.. alt hvad jeg overhovedet kan finde på?" smilte hun drilsk og lod hovedet glide på skrå. Hun var egentligt glad for at han ikke havde noget imod at hun kaldte ham Ciel. Ikk fordi hun ikke kunne li Diego, men fordi hun havde svært ved at huske sig selv på hans nye navn.
Let lænede hun sig hen og kyssede hans kind, inden hun trak lidt på skuldrene. Hun så kort udover dansegulvet. Der var kommet væsentlig flere personer end der havde været da hun kom. men okay, natten var jo også kun lige begyndt, så det var klart at der kom flere og flere folk til.
"Hjem til mig? det kan vi sagtens, Jeg bor ikke så langt herfra" smilte hun let og fulgte langsomt med ham hen imod døren. "Jaa.. med lys på bordet og det hele ikk?" smilte hun og blinkede til ham. Hun holdt tæt om hans hånd, og smilte kort da han gav den et klem.

"Lidt udenfor Terre.. Men ikke så meget, jeg bor i en mørkerød villa" smilte hun og holdt om hans arm mens hun begyndte at gå ned af gaden sammen med ham. Hun havde ikke forventet at aftenen skulle ende sådan her, hun var glad for at se ham, men det havde ikke været noget hun regnede med. Det var underligt, at en man troede var død, pludselig gik lige ved siden af en.
Hun lod kort blikket hvile mod himlen hvor stjernerne blinkede klart. Lige nu var der ingen folk at se, eller høre. Og det var egentlig ganske rart at gå og snakke uden en milliard mennesker holdt øje med en. Sådan havde hun det i hvert fald.. De fleste bygninger de kom forbi var mørklagte, enkelte steder var der dog lys. Til sidst kom de en smule ud for byen og hun pegede mod et stort hus, og smilte lidt. "Det er mit hus.." sagde hun stille.

Hans spørgsmål kom en smule bagpå hende, men hun smilte dog lidt for sig selv. "Tjo.. Efter at gud brændte mine vinger fordi jeg var blevet forvandlet, var jeg ikke ligefrem i godt humør.. Og en kæreste virkede bare.. for bindene.. jeg kunne langt om længe gøre hvad jeg ville, gå i det tøj jeg kunne li.. sige hvad jeg ville.. have sex med hvem jeg ville.. en kæreste var bare en ny måde at binde mig på.. Og jeg har endnu ikke fundet en der kan holde min interesse som du kunne." svarede hun tænkende. og så derefter på ham "Hvad med dig.."

Han rømmede sig lidt … Ikke sikker på, hvordan han skulle sige det, uden at afsløre så meget, at hun blev bekymret for hans velvære. Han rynkede lidt på næsen mens han tænkte og svarede så; "Han var den eneste, jeg havde, efter jeg mistede dig … Vi fik et meget specielt bånd." Nu blev han vel nødt til at forklare yderligere, hvorfor han var stukket af! Det var ikke den bedste måde at sige det. "Han behandlede mig ikke særlig godt, men … Jeg var ensom, efter jeg stak af." Godt, at det var ovre nu, hvor han havde Amy tilbage. Ensomheden virkede meget fjernere end den havde været i årevis.

"Levende lys, champagne, rosenblade. Alt, hvad dit hjerte kan begære." Han grinede lidt og kyssede hende på kinden. Hans hånd slap hendes og i stedet lagde han armen om livet på hende og holdt hende tæt ind til sig, mens de gik. Hvem skulle have troet, den store, følelsesløse Diego havde en romantisk side? Men Ciel var født i en tid og et sted, hvor den slags ikke blev set skævt til. Han havde været romantisk anlagt dengang. En håbløs drømmer og romantiker. Poet. Det var alt sammen så fjernt. Diego havde ikke selv været i en romantisk situation i hele sit liv - tjo, med Amy. Diskrete, romantiske øjeblikke. Ikke andet. Men det var også nok for ham.

Han så i mod hendes hus med et skævt smil. Hvor hyggeligt. Tænk, at hun boede der helt alene. Det så ud til, de begge havde været meget ensomme i den seneste tid.
Han rynkede lidt på næsen, da hun nævnte gud. Han havde aldrig troet på nogen gud. Selv ikke, da han var Ciel. Han syntes, det lød som noget værre vrøvl, og han havde en teori om, at den person, englene kaldte Gud, blot var en engel, der var højere stillet og nægtede at forlade himlen. En diktator over engle. Han kunne fandme ikke være nogen rigtig gud, det ville Diego ikke tro på. Men han sagde intet. Han bed dog mærke i delen med hendes vinger … Vinger … Hans Amy med vinger. Han kunne ikke lade være med at smile.
Han kunne nikke genkendende til, ikke at ville være bundet. De var virkelig ikke så forskellige. Han smilede skævt til hende og gav hende et blidt klem, mens hendes hjem nærmede sig.
"Jeg følte ikke rigtig noget efter min forvandling … Der skulle meget til, før jeg følte noget. Og endnu mere til, for at jeg kunne nære romantiske følelser for nogen - af nogen art overhoved." Han trak lidt på den ene skulder. "Jeg fandt mere nydelse i alkohol og sex end i selskab og kærtegn … " Det var måske ikke hundrede procent sandt. Men det var sådan, han havde foretrukket sit liv. Mere ikke-seksuelt selskab ville nok have været godt, men han var ikke i stand til at opføre sig socialt acceptabelt. Han ville automatisk begynde at flirte, fordi han havde et behov for at være tæt på folk. Et behov, han undertrykte og aldrig havde set i øjnene.
"Og det korte af det lange … Der var ingen, der var ligeså gode som min Engel."

Amy kunne næsten fornemme hvordan han tænkte.. Så havde hun sikkert ret i at det ikke ligefrem havde været det bedste bånd ham og hans skaber havde haft.. selvom hun lidt havde håbet det. Hun brød sig ikke om at nogen gjorde Ciel ondt.. Hendes Ciel.. "Det jeg ked af.. jeg havde ikk forventet at du ville savne mig sådan.. men når alt kommer til alt, troede jeg du var død.." hun smilte lidt forsigtigt og strøg hans kind kort mens de gik.
"Er du stadig ensom?" spurgte hun tænkende og betragtede sit store hus. Hun var ret ensom.. sikkert også derfor hun næsten aldrig var hjemme. Det mindede hende bare om hvor alene hun egentlig var.

"Uh jamen dog.. så skal den få det hele det kan jeg godt sige dig.. Der er vidst stadig lidt romantik tilbage i dig.. det nu meget dejligt at du efter alt den tid, stadig har det i dig" sagde hun mildt og grinte lidt for sig selv. Hun smilte da han lod armen glide om livet på hende. Det var en rar følelse.. en savnet følelse.
Hun kunne udmærke huske når de mødtes ude i skoven om natten, og bare sad op af et træ og snakkede til langt op af næste dag om alt lige fra drømme og håb, til de værste ting der kunne ske for dem. Efter han var forsvundet havde hun tit siddet derude.. og snakket for sig selv. For at miste ham, havde været det værste der kunne ske for hende.

Da de nåede hen til hendes hus låste hun langsomt døren op og lod ham komme indenfor. Hun lukkede døren bag sig da hun også var gået ind, og fik tændt lidt lys for dem. Huset var moderne men hyggeligt indrettet. møblerne i mørkt træ, der var tykke sorte gardiner foran vinduerne, for at der ikke kunne komme sol ind. Hun gjorde let en gestus mod den store røde sofa og smilte lidt. "Sid ned.." sagde hun blidt.
Hun satte sig langsomt og betragtede ham. Smed sine sko og virkede lidt tænkende for en stund. "Jeg tror nu nok du kunne få hvem som helst.. allerede dengang faldt de i svime over dig, og nu.. skulle man tro du var en eller anden fra et boyband.. aldrig har jeg oplevet piger kigge så meget efter dig med drømmende blikke som her til aften.." smilte hun drilsk og trak benene op til sig. kort efter kom hun dog i tanke om stearin lysene, og rejste sig. Hun fandt nogle røde stearin lys som hun satte i en sort lysestage. tændte dem tænkende.
"Jeg er ikke så meget herhjemme.. det et dejligt hus, men lidt for stort.. det bliver hurtigt ensomt" smilte hun og strøg kort hans arm, inden hun gik ud i køkkenet.

"Jeg er ikke ensom nu," fastslog han, mens de gik ned ad gaden. Villaerne på hver side af dem virkede så gigantiske og tomme. Og ligeså gjorde Amys hus. Men det var dog stadig smukt. Han var vant til store, tomme huse. Han havde boet i et af slagsen hele sit menneskeliv. Og selvom han havde haft sin far og sin søster, en hel anden familie og alle deres tjenestefolk, havde det føltes så stort og uendeligt tomt. Han havde oplevet, hvordan det var at være ensom i virvaret. Flere gange, selv efter sin død. Selv når alle øjne lå på ham, selv hvis han havde en pige siddende på hvert lår, kunne han føle sig ensom. Det var nok det samme for Amy, gik han ud fra.

"Selvfølgelig! Ciel vil altid være romantisk." Men han kunne ikke føre det ud i livet. Diego kunne. Det var sjovt, som de to kunne opretholde en balance. Men den balance tippede fuldstændig, når det blot var Diego, der vandrede igennem natten, uden Ciel i baghovedet.
Han huskede også de aftener helt perfekt. Men mest af alt huskede han alle de chancer, han havde spildt. Mens de sad der og kunne se månen lyse igennem bladdækket over dem. Og ringen havde brændt nede i hans lomme. De sidste aftener havde han haft den med hver dag. Men selvfølgelig, da han endelig havde mod nok, havde han glemt den … Og alle de spildte forsøg på at kysse hende. Diegos syn på den sag var, at Ciel var et skvat, men i virkeligheden var han jo bare så bange for afvisning, at det virkede som en umulighed for ham.

Han fulgte med hende ind. "Du faldt ikke i svime … Du holdt hovedet koldt … Det var det, jeg først lagde mærke til, ved dig." Han havde sat sig i sofaen med et skævt smil så sig omkring i hendes smukke stue. Der kunne han godt føle sig hjemme. Han holdt af det mørke udseende og de tunge gardiner mindede ham om 1800-tallet. Måske var der ikke mange gode minder fra den tid, men det føltes alligevel meget hjemligt. Han så længselsfuldt efter hende, da hun gik ud af køkkenet. Han var bange for, at hvis han lod hende ude af syne ville hun forvinde og han ville vågne fra denne vidunderlige drøm igen. Men han måtte tage sig selv i nakkeskindet og huske sig selv på, at dette var virkelighed. Surrealistisk, men virkeligt.
Hans betagende, smukke engel. Hun sagde, pigerne ikke kunne holde øjnene fra ham, huh? Men han var overbevist om, at det samme gjaldt for hende og mændene. I hvert fald en hver mand med lidt smag.

Amy smilte lidt for sig selv. Det var rart at han ikke var ensom mere. Hun selv var heller ikke ensom. Det var som om noget faldt på plads inde i hende, efter at hun havde fundet ham igen. Hun elskede ham.. ligeså meget som hun havde gjort dengang. Den side hun havde kæmpet for at glemme, den følelseskolde person hun normalt var, hende der grinte af kærlighed, var selv forelsket igen..
Hun holdt meget af sit store hus.. men det var bare svært at få tiden til at gå der helt alene. Hun blev så hurtigt ensom, og ville egentlig bare helst flygte fra huset. Men det var jo hendes hjem.

"Men.. du er også Diego.. og han har vidst heller intet imod det" smilte hun drilsk og kom langsomt ind i stuen med to glas og en flaske champagne. Hun satte det på bordet og satte sig derefter på hans skød med front mod ham, og et ben på hver side af ham. Det der mest havde ændret sig fra den gang, var hendes påklædning og attitude. Hun var mere.. forførende nu. og hun nød det.
Hun tænkte svagt tilbage på de gange i skoven. Han havde virket så mærkelig de sidste par dage inden han forsvandt, men hun havde ikke rigtigt tænkt over det før efter han var væk. Hun havde jo troet at han ville fri til hende.. eller kysse hende.. bare et eller andet. Men det gjorde han aldrig.. "Jeg havde sagt ja.. Hvis Ciel havde friet den nat i skoven.. så havde jeg sagt ja.." sagde hun stille efter en stund. Hun lod armene hvile om hans nakke.

Hun smilte lidt over det han sagde og lod hovedet glide en anelse på skrå. "Jeg fandt dig charmerende allerede første gang.. Men det har aldrig ligget til mig at falde i svime.. og da du så kom til mig.. gik gennem alle de piger kun for at snakke med mig.. kan du huske det? hvor de kiggede da du bad mig op til dans.. Jeg skildte mig allerede ud fordi jeg havde den der midnatsblå kjole på, og de andre havde lyse kjoler.. det var så sjovt.." smilte hun og grinte lidt for sig selv. Hun ville gerne have at han blev her hos hende.. så længe som muligt..
Let lænede hun sig hen og kyssede ham på kinden. Han lagde vidst ikke mærke til at pigerne kiggede.. præcis som den gang.. men hun lagde heller ikke mærke til når fyrene kiggede. ikke efter den her aften. Der havde hun kun øje for ham. Det var mærkeligt.. fantastisk.. men mærkeligt.

Han var en smule overrasket, da hun satte sig over hans ben, og han var bange for, at dette ville betyde, han fik jern på hurtigere end forventet. Men han kontrollerede sig selv. Roligt lagde han hænderne på hendes hofter og kyssede hende på halsen.
"Men i modsætning til Ciel tager jeg initiativet." Han grinede lidt imod hendes hals. "Levende lys, champagne … Vi mangler vist bare lidt musik og nogen rosenblade." Han smilede drilsk til hende. Overfor hende føltes det pludselig som om det var en mulighed at være charmerende, forførende uden at skulle være pervers eller manipulerende. Det gik op for ham, at det var et mere tilfredsstillende selskab, når han kunne være sådan; Eller også var det blot fordi Amy i sig selv var et fantastisk tilfredsstillende selskab.
Ha n gik i stå, da hun sagde, hun ville have sagt ja. Han rettede sig op og så hende i øjnene. Han hjerte ville have sprunget et slag over, hvis det kunne. Han smilede med en vis tomhed …
"Jeg havde sådan glædet mig til at se dit udtryk, når jeg trak ringen frem." Han tog blidt fat i hendes ene arm og hans fingre flettedes ind imellem hendes. "Den gang var det som om … At gøre dig til min hustru ville være alt, jeg nogensinde ville behøve for at være lykkelig." Men hans far havde stået i vejen. Efter hans forvandling kunne han have dræbt sin fader i ren bitterhed og vrede, men det skete heldigvis ikke. Så ville han sikkert også have gået rundt med konstant dårlig samvittighed. At slå familie ihjel ville være uacceptabelt, selv for en vampyr - ifølge ham.

Han lagde blidt hovedet imod hendes skulder, mens hun talte om første gang, de havde mødt hinanden.
"Hvordan skulle jeg nogensinde kunne glemme? Det ildrøde hår … Ha … Jeg har aldrig kunnet se en rødhåret uden at tænke på dig." Han rettede sig op og så hende i øjnene igen. Han strøg hende blidt over kinden og pressede sine læber imod hendes. Ganske kort. Festen havde heldigvis været uden for hans faders viden. Han ville aldrig have billiget, at Ciel havde danset med en fremmed pige, der kunne være af en meget lavere klasse end dem. Hans far havde sikkert allerede planlagt trolovelsen dengang … Mens Ciel mistede sit hjerte til Amy var hans far ved at sælge det. Det var tragikomisk. Pludselig grinede han lidt og hans hånd gled fra hendes kind ned over hendes skulder.
"Hvis du vidste, hvor mange gange jeg drømte om dig i den kjole … "

Amy smilte drilsk til ham og pillede en anelse ved hans nakkehår. Hun sad egentlig meget rart lige der. Et let smil hvilede på hendes læber da han kyssede hende på halsen, hun sukkede blidt for sig selv.
"Jaa det gør du.. det faktisk meget rart" hviskede hun smilende. Hun lod blikket hvile lidt på ham. Det var så dejligt at have ham her hos sig.. "Musik og rosenblade kan arrangeres" smilte hun drilsk og bed sig en anelse i læben. Hun havde da musik, og hun havde da også rosenblade, så hvis det kom til det, var det intet problem. Sammen med ham slappede hun meget mere af. Hun behøvede ikke en eller anden facade, for Diego kendte hende mindst ligeså godt som Ciel, og vidste hvordan hun var. Det var meget nemmere at slappe af på den måde.
Hendes blik virkede afventende efter at hun havde fortalt ham at hun ville have sagt ja. Det havde været noget hun var nød til at sige til ham, nu hvor han var der igen. For det ville hun have gjort, uden den mindste tøven.
"Jeg regnede næsten med at du ville fri.. " mumlede hun stille og lod ham tage fat i hendes hånd. Hun smilte lidt og flettede ligeledes deres fingre sammen. "Det betød også noget særligt dengang.. nu om stunder gifter folk sig for sjov.. Så jeg forstår godt hvis det ikke er det der kunne gøre dig lykkelig mere.." sagde hun mildt og kyssede ham i mundvigen. Det hele var anderledes nu.. selvom hun sikkert ikke ville tøve med at sige ja hvis han en dag spurgte hende igen, var tiden bare en anden. Nu giftede folk sig nærmest med hvem som helst.. det var ikke ligesom den gang.

Da han lagde sit hoved imod hendes skulder, bed hun sig blidt i læben, og hvilede kort sit hoved ned imod hans.
Hun grinte stille og så på ham. "Så du kan huske det.. det jo længe siden efterhånden.. Nu ville de tro mit hår var farvet, selvom vi to ved at det altid har set sådan ud.. Pigerne til den fest kiggede så mærkeligt.." Sagde hun smilende. Idet han kyssede hende, gengælde hun det ømt, det var en dejlig følelse at kysse ham. En dejlig følelse at sidde her sammen med ham, men hun var stadig bange for at han ville forsvinde igen. for det ville hun virkelig ikke have.
"Den blå kjole?.. jeg har den vidst stadig.. den har en del minder i sig efter min mening, så hvordan kunne jeg skille mig af med den, når den mindede mig om dig?" sagde hun blidt og kyssede ham stille på halsen. Hun havde tit set på den.. bare for at tænke lidt på ham.