Et møde mellem venner.. Eller? Artemis

Tid: 13.00
Sted: En café midt i Terre.
Vejr: I forhold til at det stadig er sommer, er der ret koldt. Temperaturen er nok nede på 14 grader, men med kolde vindstød.
Omgivelser: Huse, en masse butikker, og en café med et hyggeligt udseende. På grund af kulden, er der ikke så mange mennesker ude.
Påklædning: http://www.bnatsa.net/vb/bn/img_1397219951_200.jpg + skuldertaske

Dai gik ned ad gaden, med hænderne dybt i bukselommerne, og en taske over skulderen. Han kiggede efter en af sine gode venner, før han gik ind. Han satte sig ved deres stambord. Det stod i et af de behageligt mørke hjørner, og havde en blød sofa.Man var dog nødt til at sidde ret tæt, hvis man skulle være mere end 1. Men da det, af en eller grund, altid var der de havde siddet, gjorde det ikke Dai så meget.
Han knipsede efter en tjenerinde og bad om et par menukort. Han smilede venligt til hende, og lod sig så svømme hen i tanker. Han havde egentlig ikke brug for menukortet, for han vidste allerede hvad han ville have, men det plejede at afholde folk fra at komme over til ham hele tiden. Han nød stilheden i den stort set mennesketomme café. Det var jo ligefrem muligt at lade tankerne flyde, uden at blive distraheret af al mulig larm.
Han tog et stykke - allerede godt brugt - papir og en kuglepen ud af sin jakkelomme, og begyndte at tegne kruseduller, som så blev til ord, og efter et par minutter var hans papir dækket af endnu flere kruseduller, end det havde været i forvejen. Faktisk var det nærmest blåt af kruseduller.
Han rakte ned i sin skuldertaske og greb sin lille blok. Han begyndte at lave flere kruseduller, og kiggede så op da klokken over døren ringlede, i forhåbning om at det var Artemis der kom ind.

Hver eneste dag var ét stort stress og jag for Artemis, der konstant var på udkig efter et job, så han kunne finde et sted at bo. For tiden tilbragte han nætterne på gavmilde venners sofaer, men han var ved at løbe tør for venner, og jobmulighederne var små. Han ventede netop nu på svar fra sin sendte jobsamtale, hvilket fik ham til at gå rundt med en evig sky af bekymret over hovedet, så da han havde modtaget en besked fra Dai, der spurgte, om de skulle tage en kop kaffe sammen, var ham blevet himmelhenrykt. Ikke mindst fordi Dai havde en evne til altid at få ham til at smile, ligegyldigt hvor nedslået han så end følte sig. Bare tanken om at skulle se den anden animagus senere, havde fået ham til helt at glemme alle bekymringer om job og hjemløshed den resterende del af formiddagen.

Nu stod han udenfor deres stamcafe. Døren gik op, da en bred mand trådte ind, og igennem vinduet fik Artemis øje på Dai, der kiggede op, men derefter vendte tilbage til at kigge ned i bordpladen. Artemis hævede et undrende øjenbryn. Hvad lavede han? Det kunne godt se ud, som om han tegnede.
Manden, der netop havde åbnet døren, holdt den åben for Artemis, som takkede ham og smuttede ind i cafeen under hans arm. Derfor klingede dørklokken ikke en ekstra gang, da han trådte ind, hvilket vist var til glæde for tjenerene, der skulle høre på den larm dag ind og dag ud.

I anledning af efterårets kommen var Artemis iført en stor, grå sweater over et par stramme, sorte jeans. Striktrøjen var hullet, men på den helt rigtige måde, og den var lang nok til at nå med over hans bagdel. Hans hår sad løst i al sin blonde pragt og faldt bølgende ned af hans ryg, da han begav sig ind i rummet. Han gik med vilje en ekstra lang vej rundt om alle bordene, så han endte med at stå bag Dai, forhåbentligt uden at den anden opdagede ham. Han lagde sine slanke hænder over Dai øjne, idet ham lænede sig ind over ham.

"Bøh!" lød det fra Artemis, efterfulgt af en lille fnisen. Han fik øje på papiret foran Dai, der var fyldt med kruseduller. Han fjernede sine hænder fra den anden og tippede undrende hovedet på skrå. "Hvad tegner du?"


// Jeg skrev det over mobilen, så hvis der er autocorrectfejl undskylder jeg. Jeg håber også det er i orden, at jeg digtede lidt på, at Dai sendte en besked. :3

Dai lod blikket glide hen over den muskuløse mand der stod i døren, og sukkede svagt, da han ikke så et hoved med lange blonde lokker, komme ind af døren. Han overvejede om Artemis havde glemt det, eller om han måske endda stadig sov.
Det var et godt stykke tid siden han sidst havde snakket med Artemis. Hvilket egentlig var lidt trist, da han elskede at holde sig opdateret på hvad der skete i folks liv. Men han havde bare haft så travlt på det seneste..
Han glædede sig i hvert fald til at høre hvordan det stod til med den søde Artemis.

Han så en bevægelse ud af øjenkrogen, og smilede svagt da han så et glimt af det lange blonde hår, som var halvt gemt af en stor grå sweater. Han rettede sig dog ikke op, men sad stadig bøjet over sit papir. Han lavede en lille fisk på sit papir, som han så fyldte ud med kruseduller, alt imens han indvendig talte ned til cirka hvornår han ville blive 'overfaldet' af en overgearet Artemis.

Han lod som om han blev bange, da han mærkede de forholdsvis spinkle hænder på sit ansigt, og grinede da han hørte deres ejers stemme i sit øre. Han fjernede hænderne og trak blidt i dem, hvorefter han vendte sig halvt rundt og gav Artemis et halvt og akavet kram. "Selv bøh." Dais stemme var afslappet, men dog samtidig en smule anspændt. Han havde en svag fornemmelse af at der var noget der ikke helt var som det skulle være for Artemis.

Han vendte sig om mod sin tegning, stadig med den ene af Artemis' hænder i sine. Det var meget naturligt for ham at holde om Artemis. Det havde de altid gjort, og at Dai havde fået en kæreste, skulle ikke ødelægge det, og da slet ikke, når nu Dai ikke lagde andet end venskabelige kærtegn i det.
"Jeg doodler bare. Du ved tegner en masse kruseduller uden at tænke, og alligevel ender det ud med at ligne noget." Dai smilede. "Sætter du dig ikke ned? Jeg har ikke bestilt endnu, fordi jeg ikke var sikker på hvornår du ville komme." Dai lod blikket glide rundt i lokalet, for at se om en af tjenerinderne var i nærheden, men da der ikke var nogen, rettede han igen opmærksomheden mod Artemis. Da den anden også sad ned, lagde Dai armen om ham, og trak ham lidt ind til sig, så de begge to kunne være der. "Hvordan går det så?"

//Det er helt fint :3 Håber heller ikke det gør noget, at Dai bare går ud fra at Mis sætter sig ned :p //

//Nej, det er fint!


Dais reaktion på hans lille ”nummer” fik Artemis til at smile bredt. Han vidste jo ikke, at den anden kun lod som om han blev forskrækket, og det morede ham hjerteligt at mærke Dai spjætte under hans hænder. Hans blik faldt ned på Dais kunstværk, der lignede en fisk fyldt med kruseduller. Det lignede, at man havde udkig ind til dens mave, hvor den havde slugt en masse mønstre og streger.
Hvor akavet krammet end var, og hvor tumpet Artemis end følte sig sådan at stå og blive holdt halvt om til alle menneskers skue, så gengældte han med glæde Dais kram. Han var glad for at se sin ven igen. Det var alt, alt for lang tid siden de sidst havde set hinanden. Det var dengang Artemis stadig boede i sin lejlighed, før han blev smidt ud, og dengang han kun lige havde mistet sit job. Dengang var fremtiden lys, for han skulle da nok finde et arbejde i løbet af ingen tid, men sådan skulle det åbenbart ikke gå ham. Han var nu hjemløs på anden uge i træk.
Det var dog ikke noget, Dai behøvede at gå og bekymre sig om. I hvert fald ikke før Artemis ikke havde andre valg end at opsøge ham for at spørge, om han kunne låne sofaen i Dai og hans kærestes lejlighed.

Han kastede endnu et blik ned på Dais tegning. ”Det lyder som en hyggelig beskæftigelse. Du kunne sikkert også tjene mange penge på at tegne dine værker. Kunstelskere køber de mærkeligste ting,” sagde han og smilede skævt. Han havde før set folk betale i dyre domme for de mærkeligste malerier. Engang så han et, der blot var et helt sort lærred med titlen Kaos. Det gik for en høj pris.

På det seneste var han begyndt at have en mærkelig fornemmelse i maven, hver gang Dai rørte ved ham. Som nu, hvor Dai holdt hans hånd, føltes det, som om han havde slugt tusind sommerfugle, der baskede rundt nede i hans mave, alt imens hans vejrtrækning blev en anelse tungere. Han kunne ikke helt forklare hvorfor det skete. Han vidste bare, at Dai gjorde ham virkelig, virkelig glad.

Sommerfuglene gik helt amok, da Dai lagde armen om ham og trak ham ind til sig. Han måtte synke en klump, før han kunne tale.
"Altså... Det går fint nok," svarede han tøvende, før han lynhurtigt forsøgte at føre samtalen videre. "Hvad med dig? Går det godt med dig? Og hvad med din kæreste, hvad laver han? Det var for resten sødt af dig at vente med at bestille, til jeg var kommet, men nu er jeg her, så hvad med, at vi bestiller nu? Jeg ved godt, hvad jeg skal have, men hvad med dig? Ligemeget, jeg kalder på tjeneren!"

Han trak vejret dybt ind. Pyha, for en enetale! han løftede den ene hånd i håb om, at tjeneren ville få øje på ham, selvom hun lige nu stod med ryggen til.

Dai kiggede også på sin tegning. "Det er kun når jeg tænker at jeg laver den slags. Jeg har vist dig nogen af mine andre tegninger også, har jeg ikke?" Dai smilede til sin ven, og bladrede så lidt tilbage i blokken han sad med. Han slog den op på en side med en ganske god gengivelse af Artemis ansigt. Han havde tegnet den allerede før de snakkede sammen første gang.
Han havde siddet på kanten af det store springvand i parken, præcis som han plejede at gøre. han havde med det samme lagt mærke til fyren med det lange blonde hår, og havde haft en følelse af at han blev nødt til at tegne ham. Om ikke andet så bare for at have ham med sig altid. Nogen gange jokede han med sig selv, at det var derfor de var blevet så gode venner i første omgang.

Efter at han med faste, men hurtige streger havde fået fyrens træk ned på papir, havde han følt at han blev nødt til at præsentere sig selv og give tegningen til fyren. Før han kom så langt, var fyren dog vendt om, og løbet ud af parken, med et besynderligt udtryk i øjnene. Dai var blevet bekymret - af en grund han stadig ikke kendte til - og var fulgt efter ham. Han havde set fyren løbe ind i en tøjbutik, og var kommet frem til at der nok ikke var noget galt alligevel. Han havde lige sat sig ned på fliserne udenfor butikken, da fyren kom ud af døren igen, og drejede direkte over mod ham, for så at falde over ham. Dai havde ikke kunnet lade være med at grine. Og da fyren så han grinede, begyndte han også selv.
De havde præsenteret sig for hinanden, og siden da havde de så været venner.

"Kan du huske den gang vi mødtes? Og at jeg fortalte at jeg faktisk havde fulgt efter dig? Jeg ville have givet dig denne," Dai trommede med fingrene på tegningen og fortsatte så: "Men jeg fik ikke rigtig chancen. Men jeg synes stadig du skal have den. har det lidt dårligt med at gå rundt med en del af dig, når jeg ikke engang har spurgt om lov til at tegne dig."
Drengen på tegningen havde et bekymringsløst udtryk i ansigtet, og så glad ud. Der var ikke helt samme udtryk i hans ansigt nu. Det virkede nærmest som om han var nervøs.

Dai lod hånden han havde om Artemis, glide op mod hans skulder, og nussede den forsigtigt i et forsøg på at få ham til at slappe af. "Hm. Det går helt fint. Og så er jeg endelig ved at føle mig ordentligt hjemme i min lejlighed. Så det går skam helt fint. Skal begynde på universitetet sammen med Xander. Mest for at passe lidt på ham, da han blev tæsket vildt af sine klassekammerater den sidste dag før sommerferien.. Blot fordi de ikke kunne lide tanken om at han er til mænd."

Da Artemis rakte armen i vejret fik Dai albuen lige i hagen. Han havde først lige afsluttet sin sætning, så han havde stadig munden åben. Så da han blev han ramt, klakkede hans tænder hårdt sammen. Desværre var Dais tunge i vejen, så han kunne hurtigt smage hvordan blodet fordelte sig i munden af ham. Det virkede dog ikke til at der var sket noget alvorligt. "Tror bare jeg skal have et eller andet koldt.." mumlede Dai og rakte frem efter det en lille tom skål nogen havde efterladt på bordet. Han spyttede ned i den for at komme af med noget af alt det blod der var i hans mund.Tårerne steg hurtigt op i Dais øjne, og han vendte derfor hovedet væk. Han ville ikke have at Artemis skulle blive alt for ked af det, men for helvede hvor gjorde det altså ondt.

Artemis nikkede. Jo, Dai havde godt vist ham nogle af sine tegninger, dem der var rigtige tegninger og ikke kun kruseduller, der var udsprunget af ren og skær kedsomhed. Blondinen fulgte med, som Dai bladrede igennem sin skitseblok. Han stoppede ved en tegning, som Artemis måtte stirre på i flere lange sekunder før det gik op for ham, at det ikke var et fotografi af ham, Dai havde sneget ind i sin skitseblok. Det var derimod en portrættegning af ham, der lignede så uhyggeligt godt, at han måtte gispe, da han så den.

Han kiggede måbende på Dai, da han fortalte historien bag tegningen.
”Er… Det virkelig mig?” spurgte han, fuldstændig overvældet. Han rakte hånden frem og lod sine fingre flugte linjerne i hans ansigt på tegningen. Dai var utrolig. Hvordan kunne han dog for det til at ligne så godt? Og at tænke sig at denne var tegnet før han overhovedet kendte Artemis, og før han kendte til hans personlighed og små særheder, var helt utroligt.
Da han igen kiggede op på Dai, var der tårer i hans øjne. De pressede sig på, men han gjorde et bravt forsøg på at holde dem tilbage.
”Tak,” lød det hæst fra ham. Mere kunne han ikke få frem, men han mente ordet af hele sit hjerte.

Da Dai fortalte om ham og hans kæreste, lyttede Artemis kun med med et halvt øre, for han var så travlt optaget af at beundre tegningen. Først da han kiggede op for at kalde på tjeneren, mærkede han, hvordan hans albue ramte Dai, og det fik straks hevet ham ud af hans lille drømmeverden.
Han kunne se, hvordan Dai fik tårer i øjnene, og da han spyttede blod ud, mærkede Artemis, hvordan hans hjerte snak i livet. Åh nej… Han havde gjort skade på Dai. Det var det sidste, han ville.

”Undskyld, Dai!” skyndte han sig at sige. Det var tydeligt at høre, at hans stemme bævede, næsten som om han var lige ved at græde. ”Undskyld, undskyld… Jeg var helt væk i mine egne tanker. Er du okay? Klarer du den?”
Han rakte frem og tog fat om hagen på Dai for at studere hans skader nærmere. Der var dog intet at se udenpå, så det måtte være inde i munden, blodet kom fra.

Dai kunne ikke lade være med at smile over Artemis ansigtsudtryk. "Ja. Det er virkelig dig.  tror jeg brugte omkring 10 minutter på selve skitsen.. Men dit ansigt havde brændt sig ind i mit sind, så jeg blev nødt til at gøre det færdigt. Tror jeg brugte 15 timer, fordelt over 2 dage, på at få den til at se helt rigtig ud." Han gav Artemis et lille klam mere, og vidste ikke helt hvad han skulle sige til komplimenten.

"Det var så lidt. Det var en fornøjelse at tegne dig. Forresten.. På et tidspunkt kunne jeg godt tænke mig at tegne din anden form. Hvis det er ok med dig, altså?" Dai lod blikket glide rundt i lokalet, for at være sikker på at ingen havde hørt hvad han sagde. Han havde dog også sænket stemmen for en sikkerheds skyld.

Dai havde godt lagt mærke til betoningen af ordet som kom hæst fra Artemis' mund, og smilede svagt. Han så også godt tårerne, og var lige ved at række ud for at tørre dem væk, men han stoppede sig selv med tanken om at det nok ville være for intimt, og derudover så det ikke rigtig ud som om Artemis ville have at det var meningen han skulle se dem.

Han lukkede munden hårdt sammen, og vendte sig så normalt, efter han havde fået blinket tårerne væk. Han havde ikke noget imod hånde på sin hage, men det sved at se vennens undskyldende og triste udtryk i de tårefyldte øjne. "Undskyld jeg skræmte dig sådan." Det gjorde ondt på ham at snakke, men det gjorde endnu mere ondt at se Artemis' bedrøvede øjne vendte mod sin mund. "Jeg skal nok klare mig. Endnu en god ting ved at.. Være som os." Dai tog forsigtigt fat i Artemis hage, og trak ham hen til sig. Ikke for at kysse ham - selvom det nok så sådan ud for udenforstående - blot for at lægge sin kind mod hans. "Det var et uheld, og jeg bebrejder dig intet."

Det overraskede virkelig Artemis, at Dai havde lagt så mange timers arbejde i en tegning af ham. Det var et kompliment uden lige at vide, at nogen fandt én fascinerende nok til at ville bruge femten timer på at ridse ens ansigt ned på et stykke papir. Artemis kunne slet ikke tage blikket fra tegningen i sine hænder, og han anede ikke, hvordan han nogensinde skulle forklare Dai, hvor meget tegningen betød for ham. Han håbede, at hans ydmyge tak var nok, i hvert fald for nu.

Først da Dai spurgte, om han måtte tegne hans anden form, kiggede Artemis op med et fuldkommen forvirret udtryk i ansigtet. Hvad mente han med dét? Og så den måde han sagde det på, med sænket stemme, som om det var noget, der ikke passede sig at snakke om på en café. Ville han mon tegne Artemis… Uden tøj på? Tanken om at skulle sidde nøgenmodel for Dais kunstneriske udførelser fik straks den blonde animagus til at rødme, så han blev helt varm i kinderne.
”Det… Det ved jeg ikke,” svarede han mumlende alt imens han kiggede nedad for at gemme sine røde kinder. Ikke et eneste øjeblik slog tanken ham, at Dai med ’hans anden form’ hentydede til Artemis’ dyreform.

Artemis kunne godt se, at det gjorde ondt på Dai, men han ville ikke kommentere yderligere på det, for han vidste, at når en mand prøvede at ignorere sin smerte og gemme den af vejen for andre, så ville det kun skade hans værdighed, hvis man ynkede ham.
Dais kind var dejlig blød imod hans. Han lukkede sine øjne i et kort sekund.
”Tak, Dai. Jeg håber, det hjælper at få lidt koldt at drikke. Og så det her.” Og med ét drejede han hovedet, så han med sine læber kunne plante et kys på Dais varme kind. Han trak sig væk igen og smilede mildt til den anden. ”Det var et magisk kys. Nu skal dit sår nok forsvinde i løbet af ingen tid.”

Dai kiggede overrasket på Artemis da han mærkede hans læber på sin kind. Han gik nærmest i chok, og kunne slet ikke tænke. Det var først da Artemis begyndte at tale igen, at det gik op for Dai hvad der lige var sket. Han blev bleg, og kiggede hurtigt rundt. Han håbede squ ikke at nogen af Xanders såkaldte 'venner' var i nærheden, for så ville det snart være farvel til både ham selv og Artemis. Han så dog ikke nogen.

Han rejste sig brat op, kiggede på Artemis og vendte om på hælen. Han glemte sin taske og jakke, og alt det andet. Det eneste han tænkte på var at komme lidt væk. Han gik udenfor og satte sig på hug. Han gemte hovedet i hænderne og kunne pludselig mærke, at de tårer han før med held havde holdt tilbage, nu kom stormende ud, med endnu mere kraft.

Han sad og overvejede hvordan det kunne ske, at de sad og snakkede om hvad Dai og Xander lavede sammen, til at han pludselig blev kysset på kinden af en person han kun så som en god ven. Han var stadig chokeret og kunne ikke se noget for bare tårer. Han kom frem til at han nok var nødt til at tage tyren ved hornene og gå ind efter sine ting. Han blev nødt til at få redt det her ud, så tingene kunne blive som de havde været 10 minutter før.

Det føltes, som om hele verden bevægede sig ti gange langsommere, da Dai pludselig fór op og løb ud af cafeen. Artemis gik i stå midt i en sætning, da han så, hvordan den anden vendte ryggen il ham og forsvandt.
I de første mange sekunder sad han blot og stirrede.
Så kom sorgen, og ikke mindst skammen.

Han havde opført sig barnligt, og nu kom straffen for det. Dai forlod ham, præcis ligesom folk altid gjorde. Han følte sig virkelig som et lille barn lige nu, helt alene i verden og uden nogen som helst anelse om, hvad han skulle gøre af sig selv. Alt syntes at gå galt for ham for tiden. Dai havde været hans eneste holdepunkt, den eneste der kunne gøre ham glad, og nu valgte den anden animagus at tage det fra ham med grådige hænder. Dai havde sparket ham væk, som var han en hundehvalp fra gaden, der insisterede en tand for ivrigt på at blive elsket. Han havde efterladt Artemis, og så endda uden et eneste ord. Var han overhovedet klar over, hvor ondt det gjorde? Det føltes, som om Artemis' hjerte blev revet i tusind stykker. Den ven, han før havde stolet så blindt på, havde nu kasseret ham, ligesom alle de andre. Som om han var et stykke legetøj, der ikke var godt nok.

Han lagde mærke til, at han havde knuget Dais tegning ind til sig. Den var helt krøllet nu. Først da begyndte tårerne at trænge sig på. Hvorfor havde Dai tegnet ham, når han tydeligvis var komplet ligeglad med Artemis' følelser? Var det hele bare et stort nummer?
Han rev tegningen midt over imens tårerne begyndte at strømme ned af hans kinder, før han stormede ud af cafeen. Hans øjne var så fyldt med tårer, at han slet ikke så Dai, der sad på hug et stykke fra indgangen. Og selv hvis han havde set ham, var han ikke stoppet. Dai havde knust hans hjerte, i mere end en forstand, og for alvor bevist for Artemis hvor ligeglad verden var med ham. Han var blot et lille insekt, som alle nød godt af at træde på.

Han løb ned af gaden, fuldkommen opløst af tårer, og forsvandt rundt om et hjørne. Han løb i vildelse og havde ingen idé om, hvor han var på vej hen.


// Out.

Dai sad foran cafeen længe. Eller det føltes i hvert fald som lang tid. I virkeligheden var det nok ikke meget mere end 5 minutter.
Han havde så utrolig dårlig samvittighed, over at han bare var skredet på den måde. Især fordi han kunne mærke hvordan Artemis i forvejen havde det dårligt. Han var bare blevet så chokeret og havde slet ikke tænt rationelt. Han havde blot haft brug for at komme ud af rummet, ud hvor han kunne se himlen og hvor luften ikke lugtede af mad.
Dai så en udflydende skikkelse komme ud af cafeen. Han havde lige rejst sg og gik nd for at finde Artemis. Det eneste han fandt, var dog tegningen som var revet over, samt sin jakke og taske. Han skyndte sig op til en af tjenerinderne. "Kan du ikke sende det her til Dai Akaido Terre? Der er kun en med det nan, og jeg kan ikke huske hans adresse." Tjenerinden nikkede og smilede til ham, hvorefter han vendte sig og skyndte sig ud af døren.
Han løb ind i en gyde, og klatrede op på et tag. Da han var kommet helt op, kiggede han rundt og forsøgte at få øje på en person med lange lyse lokker. Han opdagede så papiret i sin hånd. Han lagde det fladt på muren, forvandlede sig, og snusede så til det. Han fik med det samme færten af Artemis, og snusede så op i luften. Han havde allerede en ide om hvor Artemis var på vej hen, og satte afsted hen over tagene.
Efter at have løbet i omkring 5 minutter fik han endelig øje på den lyshårede dreng. De var nu i et kvater med forholdsvis lave huse så Dai hoppede fra taget og ned på de ujævne brosten foran Artemis. Han landede dumt, og hans ene bagpote gav et højt knæk.
Derfor satte han sig fladt på rumpen med et trist udtryk i ansigtet. Han gav sig til at pive, stærkt bevidst om hvor unaturlig en ulv han var, og evidst om at den anden fyr nok bare ville genkende ham og løbe forbi. Og på grund af bagpoten ville han på ingen måde kunne indhente ham. Han sukkede dybt og håbede på at Artemis ville stoppe op.

//Undskyld det lidt korte svar :s
Håber det går anyway :3
Btw, skriver på en nederen pc, så der er nok en del stavefejl :c //