And I just wanted to get something to eat

af Gæst Tors 4 Sep 2014 - 0:11

Tid Klokken er vel tæt mod 1 om natten
Sted Jonlu hospital
Omgivelser En masse syge mennesker, og få væsner
Vejr Solen er gået ned, så det er koldt, mørkt og derudover er der ingen skyer på himlen
Påklædning Tøj
Emnet er mellem Autumm og Henry

Det sekund solen gik ned, stjernerne stille tittede frem, begyndte alle nattens dyr lige så stille at komme frem. Det var en typisk uskrevet norm at alle mørke væsner havde det bedst om natten, hos vampyrerne var det derimod en fysisk lov, at de ikke kunne være ude før solen gik ned. Deres hud gik direkte i flammer ved den mindste berøring fra solen, og efter fem minutter ville de dø, hvilket var utrolig irriterende, specielt hvis de pågældende vampyrer nu ønskede sig et normalt liv. Blandt gadens liv gik en vampyr, ikke en der var direkte ud over det sædvanlige, han kunne gå for en helt normal mand, blot med lidt mere direkte træk, der kunne kæmme hen til at blive bløde.
Med hænderne i lommerne, gik han stille hen af gaden, uden rigtig at så den mindste smule mistænksom ud, på trods af hans unge alder, så havde han en ganske god selvkontrol, og da han samtidig også havde fundet sig et godt mønster, var han også i stand til at holde. De blå øjne betragtede nattens himmel, nysgerrig og alligevel bar de den samme ligegladhed som alle andre vampyrer. De få han gik forbi, var ikke just nogle han så meget som skænkede et blik, han var mere eller mindre bevidst omkring hvor han ville hen og hvad han ville have.

Efter at havde gået i godt et stykke tid, stod han endelig foran hospitalsdøren. Tanken om at sætte tænderne i en blød hals, fik sulten til at røre på sig. Han slikkede sig afventende om læberne og stille dannede der sig et smil på hans læberne. Stille bevægede han sig ind på hospitalet, på trods af at der sad en i receptionen, lagde ingen mærke til ham, da han brugte sin overmenneskelige fart og derved sneg sig forbi alt form for sikkerhed.
Da han nåede gangene hvor alle de syge befandt sig, var det jo ligesom at være et barn i en slik butik, han kunne vælge lige fra hvert enkel hjørne, eller hvad hans hjerte ny begærede. Det var disse øjeblikke han elskede, det at kunne vælge blandt alle de levende, alt det blod, bare tanken fik hans indre i flammer. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt, ofte var der nogle mennesker, eller væsner der duftede bedre end andre, hvilket også bare fortalte om hvordan deres blod smagte. Uden rigtig at se hvor han gik hen, endte han op på et mørkt værelse, hvor der kun var en liggende i sengen. Nysgerrighed blandet op med sin sult, fik ham til at træde frem og hen mod sengens ende, hvor lægejournal befandt sig. Han hævede nysgerrigt øjenbrynet, tøvende tog han journalen op, det var navnet der fik ham til at stoppe op. Navnet virkede så bekendt, som havde han læst det eller hørt om det et eller andet sted.

Han gik hen langs siden af sengen, alt i mens han holde journalen i den ene hånd, men hans fingre gled hen langs dynen på sengen. Han så fra journalen til hende, betragtede hende stille, alt i mens han læste hvad der var galt med hende. Han klukkede stille, hvorpå han satte sig ned ved stolen, der var ved hendes side ”jamen dog, hvad har de dog fået dem selv ind i miss Nephal, sikke dog en tilstand de er i” han lagde hoved på skrå, og lagde journalen til siden på bordet ved hendes seng. Han lagde armene over kors, rejste sig op og bøjede sig ned over hende, blot for at betragte hende nærmere. Man kunne sige meget om hende, men af en pige der lige var blevet fundet i en kælder, sultet så havde hun dog en vis skønhed over sig. Han lod sine fingre glide hen over hendes kind, fjernede nogle hår fra hendes ansigt.
Havde det været enhver anden vampyr, ville de højst tænkelig havde sat tænderne i hendes fine lille hals allerede, dog var han modsat andre vampyrer også mere nysgerrig også elskede han en god baggrundshistorie for sine ofre. Han hævede øjenbrynet, lukkede fingrene om hendes hage, hvorpå han vendte hendes ansigt fra side til side, blot for at betragte hende nærmere. Man kunne sige fjernsynet fik hende til at se grimmere ud end hun i realitet enlig var. Han havde altid elsket en unik skønhed. Han gav dog slip igen, hvorpå han satte sig ned på stolen ved hendes side

af **Autumn** Tors 4 Sep 2014 - 13:28

Autumn var ikke bedøvet på nogen måde. Hun lå bestemt ikke i koma. Ikke længere i hvert fald. Og hun var heller ikke Tornerose. Derfor kom der selvfølgelig en form for reaktion fra hende, da hendes hoved blev rykket lidt rundt på. Hun var ikke typen der sov tungt, men hun havde alligevel ikke kunne fornemme, at nogen kom ind på værelse. Hun havde sikkert haft for travlt med at holde mareridtene på afstand. Det havde virket nogenlunde. Hun havde ikke drømt. Ikke det mindste. Ikke engang et enkelt lille billede. Intet. Hendes hoved havde været fuldkommen tom.

En lettere utilfreds mine strejfede hen over hendes blege ansigt. Hendes øjne klemte sig en smule mere sammen. Hendes læber skar sig til en lige linje. Og hun kom med nogle svag mumlende lyde, at imens hun møvede sig på plads. Drejede om på siden at ligge i stedet for. En lidt akavet stilling eftersom hendes ben ikke helt valgte at følge med. Men hun opdagede det ikke helt selv. Hun var stadig halvvejs mod drømmeland. Og halvvejs mod virkeligheden. Dynen blev skubbet helt op omkring hendes ører, og hun puttede sig godt og grundigt. Foldede sig nærmest sammen til en fosterstilling. Hun smaskede sagte, før hun så ud til at falde til ro igen. Fik det samme helt fredsfyldte ansigtsudtryk frem. De afslappede øjenlåg, den let skilte læber og de bløde vejrtrækninger.
Dog holdt det ikke alt for længe igen. Hun var blevet afbrudt fra sin søvn. Og der var ingen vej tilbage. Lige meget hvor meget hendes krop så end prøvede på at få hende helt hen i søvnen igen. For lidt efter at hun ellers så ud til at drømme sødt, sitrede hendes øjenlåg, hvor efter de stille og roligt løftede sig op. Blinkede et par gange for at vende sig til, at der ikke var fuldkommen mørkt længere. Hun tog en dyb indånding og fugtede læberne med tungespidsen - rent rutine. Først der valgte hun at løfte blikket lidt og lade de abnormalt blå øjne lande på, hvem der nu end havde valgt at sidde ved siden af hendes seng.
Månelyset, der kom ind ad vinduet, fik hendes øjne lidt at lyse var en smule op for at fremvise den klare farve, selvom det var mørkt i rummet. Hun lå lidt og bare så mod denne fremmede mand. Der skete ikke rigtig så meget i det første stykke tid. Hun skulle lige øjne op. De sorte rander under hendes øjne indikerede stærkt på, at hun var i stærkt underskud på søvn. Og at den var blevet afbrudt, måske ikke var den bedste ting, der havde kunne gøres.

”Huh..?” Pludselig kom det hele over hende. Hvad der så ud til at foregå. For meget hurtigt fik hun spærret øjnene op. Blikket i dem gik fra døsig til forskræmt på splitsekunder. Og hun kom overraskende hurtigt op at sidde i sengen. Hun tøvede ikke med at trække sig længere væk. Helt op mod hovedgæret på sengen. Samt så langt ud til den side, hvor personen ikke befandt sig på, som muligt.
Dynen var ikke længer svøbt omkring hende og afslørede den tydeligt alt for støre hospitals T-shirt. Hendes arme var for en gang skyld synlige. Ikke længere dækket af hvide bandager. I stedet var de begge dækket af tynde skorper fra utallige rifter. Helt fra hendes skuldre til hendes hænder. På grund af, at hun var begyndt at spise regelmæssigt igen, var hendes helingsproces blevet en del bedre.
”Who are you!? What…” Hun snublede over ordene. Hendes stemme var hæs, som havde hun ikke brugt den længe. Hendes lange hår sad utæmmet omkring hendes hoved. Pandehåret trængte uden tvivl til at blive klippet, som det sad vildt ned over hendes ansigt og bidrog til hendes næsten skrækslagende og hjælpeløse fremtoning. ”What are you doing here!?”

And I just wanted to get something to eat

And I just wanted to get something to eat

Sv: And I just wanted to get something to eat