All I want for christmas.

#ASchristmasparty

Dato :: Mandag den 22. december 2014
Tid :: Omkring klokken halv syv - 18:32

- Forbeholdt til Quin Hacket -

”Fuck!..”
I det samme øjeblik som han følte en svag smerte ved sit kæbeben, slap han barberbladet af ren refleks. Han forsøgte at gribe det igen, men allerede det øjeblik han så meget som bøjede ned i knæene, lå det og skramlede rundt på badeværelsets gulv. Og barberskum lå spredt over alt - En tydelig overdrivelse. Han brummede svagt for sig selv af ren irritation, som han rejste sig op igen og fik skyllet barberbladet godt af, så det var klar til det sidste arbejde. Han havde så småt fået alle skægstubbene væk nu, så de sidste strøg var kun for, at han kunne være sikker. Han tog en dyb indånding inden han lænede sig ned og vaskede det resterende skum af. Det var lidt underligt for ham at kunne mærke, hvor glat hans hage var. Normalt gik han jo ikke op i at få barberet alt af. Ikke på samme måde som denne aften. Han tørrede sin hage af og så sig lidt i spejlet foran sig. Han var ikke overrasket over at se en smule blod pible frem et enkelt sted, men han blev noget provokeret over resultatet. Han havde normalt ikke problemer med at barbere sig uden at skære sig selv. Han kunne da umuligt være så nervøs for, hvad der foregik nedenunder. Det var trods alt ikke jorden undergang. Og han havde da lært at være blandt andre mennesker uden at vrisse af deres lave IQ. Han sukkede opgivende og rakte ud efter et stykke toilet papir, som han rev et lille stykke af og placerede det hen over det mikroskopiske sår, der alligevel syntes at bløde en hel del.

David gik med store skridt ud af badeværelset og direkte ind i sit daværende soveværelse. Alle værelserne på Titan Fall mindede om hotelværelse i hans øjne. Men det var vel også forståeligt med alle de beboere, der ønskede at have et privatliv. Han kørte en hånd igennem håret, det var så godt som tørt nu, inden han rakte ud efter den hvide skjorte, der lå klar til ham på sengen. Han rystede den lidt ud for at den ikke var så stiv, inden han endelig dækkede sin overkrop til med den. I stilhed knappede han den helt op og proppede den efterfølgende ned i de lyse jeans, inden han iførte sig den sorte habit vest. Derefter kom den fine sløjfe, der blev kaldt en butterfly. Han havde bundet et par slips så vel som butterflys før i tiden, så det var ikke det største problem for ham, at få bundet en røde sløjfe omkring sin hals. Dog syntes der at opstå problemer, og det tog ham længere tid, end han havde forventet. Og han måtte virkelig holde tungen lige i munden. Han behøvede ikke engang at se sig selv i spejlet for at vide, hvor dum han så ud og efter blot et par sekunder, rev han skjorten op fra bukserne og lod den i stedet hænge udenpå. Ærmerne på skjorten skubbede han ligeledes op omkring sine albuer. Så gik turen tilbage ud på badeværelset.
Han så sig atter i spejlet. Han virkede så… ren. Ikke at han ikke var ren til dagligt, men han følte sig langt mere fint opstillet. Måske var det stemningen også med til at give følelsen. Han greb om sin voks og tog den rette mængde, som han kørte igennem håret, så det ikke sad så fladt. For en gangs skyld gjorde han noget ud af det. Han lod det ikke bare sidde i allerverdens retninger, og da han var færdig, kunne man virkelig se, at det sad præcis, hvor det skulle. Dog manglede det noget. Han tøvede lidt, før han endelig bare tog brillerne af. Han kunne godt se uden dem - Sådan nogenlunde da. Alligevel gjorde han sit bedste med at få et par kontaktlinserne stukket i øjnene. Denne gang med succes. Så var der vel ikke andet at gøre, var der? Han nægtede at tage parfume på. Og han havde ikke tænkt sig at bruge neglelak eller mascara.

”Alright then…” mumlede han lidt til sig selv, mens han rystede de sidste nerver af sig og rettede på skjortens krave og vesten en sidste gang. Og så marcherede han ud af badeværelset, ud af selve værelset, ud på gangen og videre ned af trappen, hvor han kunne den mængden af gæster, der allerede var på vej ind ad døren. Stedet summede allerede af liv, hvilket var mærkværdigt. Men samtidig var det også ufattelig behageligt.
Han hørte den velkendte stemme fra Diana, og så hende skynde sig fra spisesalen og hen mod lokalet der blev brugt som garderobe. Det at forestille sig Sofia lave diverse ulykker morede ham, og det fik endda et lille smil til at fremstå i den ene mundvige, som han luntede det sidste stykke ned af trappen. Han nød det, at ikke mange viste, hvem han var endnu, og han gled i stedet bare igennem mængden for at komme indenfor til selve festen. Allerede som hans ører fangede lyden af julemusik, faldt noget afslappende hen over ham. Og som han så sig omkring følte han sig godt tilpas. Det var præcis som han havde forestillet sig. Han huskede vinterballet på Quatre. Alt for formalt. Ingen fornemmelse af den familiehygge, han sammenlignede julen eller vintermåneder med.
Men det var nu ikke stemningen han søgte som det første. Hans blik søgte noget helt andet. Noget i en mere fast form. En form formet som noget han kendte alt for godt til og næsten glædede sig til at se. Han så sig helt forvildet rundt, men han syntes ikke at fange noget bekendt, udover Katarin med William og Markus ved træet. James kunne han sikkert finde ved mad- og drikkebordet, og det skulle ikke undre ham, hvis Klaire stadig var på sit værelse. Hvor fanden var Neil egentligt?
Han blev trukket fuldstændig ud af sin trancelignende tilstand, da et par børn valgte at løbe ind i ham. Af ren automatik så han med og skulede vel en smule ved et uheld, for børnene virkede direkte skræmte af ham, som de undskyldte og skyndte sig væk igen. David så noget overrasket ud og stod et øjeblik bare og rettede på butterflyen, som om den generede ham. Der var der han drejede omkring og endelig tog et bedre kig hen mod det pragtige juletræ, hvor en bekendt duft fangede hans næse. Han stod et øjeblik bare og stirrede på hende, som hun stod der. I hendes grønne kjole. Hun havde stået ned ryggen til, og han havde ikke kunne genkende hende, hvis ikke det var på grund af den lille dreng, der så ivrigt pegede mod juletræets stjerne. Han blev en smule blød i knæene, og han var nød til at samle sig op, inden han kunne tage et skridt mere. Han rettede ryggen og rystede den underlige følelse af sig, som han nærmede sig den unge ulvetøs og hendes bror.

”Hvis jeg havde kendt til Teds iver, ville jeg have ladet ham sætte stjernen på.” sagde han med en stemme der knækkede sagte i starten. Han stillede sig ved siden af dem og så kort op mod toppen af træet, hvor efter blikket landede mod Quin. Hænderne blev begravet i buksernes lommer som altid.

Så var det endelig dagen, huset havde summede i flere dage nu af bare spænding til julefesten som skulle holdes den 22 december. Dagen var bare gået så hurtigt, da Quin hurtigt havde gemt sig i køkkenet for at hjælpe til med at lave maden, måske endda havde hun håbet på at hun kunne have undgået at være med til selve festen, måske bare blive der ude og sørget for at der hele tiden var nok mad til alle de gæster som var blevet inviteret. Men som altid havde hendes plan ikke lykkes hende, trods Diana havde udvist taknemlighed for at Quin havde været så ivrig med at hjælpe til. Havde den ikke gået så længe som Quin havde håbet, klokken lidt over fem var hun blevet smidt op på sit værelse, med beskeden om at hun godt kunne få gjort sig klar. Og hvis der var tid tilbage, kunne hun komme tilbage for at hjælpe med det sidste.
Og nu står hun så der, Quins brune øjne betragtede sig selv i fuldmands spejlet der hang på væggen ved siden af hendes seng. Den grønne kjole sad tæt rundt omkring hendes bryster og trods at Quin havde protesteret imod at have kjole, havde hun ikke fået et ord indført da Katarin havde set hende i den. Nu hang den så atter på hende, og snart var hun tvunget til at gå ned til resten af menneskerne og vise sig offentligt i den. Hun sukkede tungt og stak underlæben en smule frem. Ubekvemt trak hun lidt i toppen på kjolen for at se om hun ikke kunne gøre at brysterne ikke lignede balloner der ville springe i hoved på folk. Desuden var den også alt, alt for kort, den gik hende kun til knæene og med de høje sølv stiletter som hun også havde fået, ifølge hende, påtvunget under julekøbet, gjorde det bestemt ikke bedre. Hun trådte et skridt tættere på spejlet for at betragte sig selv noget bedre, hun havde mere make up på end hun plejede, hendes øjne havde fået påført et let lag øjenskygge i den mørke grå nuance, rigeligt med mascara samt eyeliner. Læberne prydet frem i en mørke rød farve, mens at håret hang i store slange krøller ned af hendes skuldre. Men før at hun nåede at tænke videre over, hvor mærkeligt det føltes at have alt dette pynte stats på, hørte hun en velkendt stemme som der råbte Quin. Og da hendes øjne vente sig fra spejlet mod døren ud til gangen, bredte hendes ansigt sig i et stort grin, hun nåede lige at sætte sig på hug da nogle spinkle arme havde lukket sig rundt omkring hendes hals. ’’Lille lille Teddy’’ grinte hun mens at hun kom op på benene og svang ham rundt, dog med en smule besvær da hendes fod tøj ikke tillod hende at gøre det særlig stærkt som de plejede. ’’Har du set træet søster? Det er sååå flot..’’ smilet på hendes læber var ikke til at fjerne, da hun satte ham ned, som altid var hendes bror overspændt på hele aftenen, han havde ikke snakket om noget i flere dage, at der snart var fest, også kunne han også være i huset sammen med hende.

’’Er Marlene og Charles stadig nede i entreen?’’ hendes ti årige bror nikkede ivrigt ’’kom så skal jeg vise dig!’’ hun kunne ikke lade være med at grine, over brorens iver, mens at hun var nød til at halvløbe efter ham ned af trappen, grinet svandt dog ind og kun et høfligt smil var tilbage. Hun gav hånden til den lyshåret kvinde, men i stedet for at få hånden tilbage, trak kvinden hende ind i et varmt kram. ’’Vi, Charles og jeg sætter pris på at du inviterede os..’’ Quin trak sig tilbage og bøjede hoved høfligt før hun talte ’’Det er mig der takker, for at i gad at bringe ham her..’’ mens hun snakkede havde hun lagt hånden på broderens hoved og trak ham ind til sig, så hans hoved hvilede på hendes hofte. Det var en smule underligt for hende, at tackle situationen, med parret som havde valgt at adoptere hendes lillebror, men tanken om at de havde kommet gjorde hende varm om hjertet. Før hun nåede at sige mere, mærkede hun hvordan at Teds hånd havde lukket sig om hendes hånd og trak hende afsted ind i forsamlings stuen, hvor at juletræet var blevet sat op. Hun råbte et undskyldende tilbage til Marlene og Charles, mens hun leende prøvede at holde trit med den lille dreng.

Ted havde et fast greb omkring hendes ben mens at fingeren pegede ivrigt op imod stjernen som Markus var i gang med at sætte på spidsen af det store juletræ. Det gav dog et gib i hende, da en velkendt stemme talte ved hendes side og rigtig nok, da hendes øjne vente sig imod den mandelige skikkelse, var det David der snakkede. ’’Åh, han ville bare have endt med at vælte træet, så det er nok meget godt.’’ drillede hun, mens at Ted højlydt protesterede, Quin gav ham et skub i ryggen ’’Smut hen og få noget at spise..’’. Hun nåede dog lige at vende sig om, da Ted var halvt ude af hendes synsfelt ’’Og jeg kommer og tjekker om du har spist noget ordenligt, og ikke bare slik!’’ råbte hun. Derefter vente hun sig imod David med et undskyldende smil. En tavshed lagde sig hen over hende, så i stedet for at sige noget lod hun sine slanke fingre glide hen til hans butterfly og rettede en smule på den ’’Sådan, så sidder den perfekte’’ et stort smil spillede på hendes læber, dog kunne hun mærke en knude forme sig i maven, da hendes øjne fangede hans.

’’Erhm, jeg..’’ hun rynkede brynene da hendes stemme knækkede let over, ’’Jeg må hellere komme tilbage til køkkenet, se om der er noget jeg kan hjælpe med..’’ forskrækket over hvordan hun stammede, mærkede hun varmen i kinden, og hurtigt skred hun afsted og hen imod køkkenet.

”Well… Det ville nok bare gøre aftenen lidt mere spændende. Men tror vi ville hade at skulle feje alle de knuste julekugler op fra gulvet.” Han fortsatte drilleriet lidt, mens han forsat betragtede træet lige i tide til at stjernen endelig var blevet sat på plads, og Markus bevægede sig ned ad stien efter at have løftet sin ene hånd som en hilsen ned til David. Han havde vel og mærket vænnet sig til anderkendelsen fra de andre i flokken. Det var snart et helt år siden, at han var blevet en del af den. Han havde vel ændret sig lidt siden da. Han var ikke længere den typiske lone wolf længere. Faktisk følte han sig langt mere som en varulv end en engel nu. Det havde selvfølgelig altid været svært at se sig selv som en engel, men nu om dage var det eneste som satte ham i den gruppe af væsner det faktisk at han ejede et par fimsede vinger. Og mon han ikke også havde en usynlig glorie over sit hoved som kæmpede for at blive der hvad gang, han gjorde noget dumt eller talte grimt. Han stod lidt og lo sagte af sig selv ved den tanke. Af en eller anden grund hjælp festens stemning en hel del på hans humør. Eller måske var det ikke festen men i stedet en person. Uden at tænke over det drejede han sit hoved og så ned på Quin. Han mødtes med det samme med hendes øjne og han blev nød til at synke tungt. Han havde ikke forventet, at hun også så på ham. Det var en omgang uforventet øjenkontakt. Og han følte nerverne komme tilbage. Det blev heller ikke bedre, da hun vendte fronten mod ham, og han automatisk vendte fronten mod hende, så hun bedre kunne komme til at rette på hans butterfly. Han stod sikkert helt stiv som en idiot, men heldigvis var det hurtigt overstået. Det eneste der ellers kom ud af hans mund var et halvt forsøg på det simple ord tak.

David så med det samme efter hende med et lettere skræmt udtryk i ansigtet. Han ville have grebet ud efter hendes arm, som man gjorde i en typisk romantisk fortælling, men det gik ikke helt, som han havde håbet. Hans hånd nægtede at komme op ad lommen, hvilket bare resulterede i, at han stod og ruskede voldsomt i sin hånd for at få den ud. Han sendte med det samme skylden mod de nye bukser, selvom det tydeligvis var hans egentlig knap så kordinerede forsøg op at være spontan. Hvad var grunden for, at han skulle stoppe hende? Han sukkede derefter bare opgivende og lavede et enkelt hop på stedet, inden han luntede efter den smukke unge kvinde, der altid syntes at glide ud af hans greb, som var hun lavet af smør.
”Quin! Vent…!” Han indhentede hende på ingen tid, men i stedet for at stoppe hende, stillede han sig blot ved hendes side og gik med hende i samme tempo, hvilket ikke var alt for besværligt for ham. Hun var ikke vant til at gå i stilletter, og han havde længere ben end hende. ”Du vover på at flugte uden mig.” mumlede han så og snorede sig vej mellem gæsterne sammen med kvinden i den grønne kjole. Det var ikke noget han så hver dag - Hende i kjole. Eller opsat hår for den sags skyld. Det var næsten som om at det hyggelige lys fik hendes hud til at stråle endnu mere end den plejede. Ikke at hun ikke var smuk i forvejen. Det var bare som om den var blevet fremhævet denne aften. Det var dog dejligt, at hun ikke normalt shinede sig sådan op. Det gjorde tidspunkter som disse en smule mere specielle.

Køkkenet var uden tvivl det område, hvor der var mest stres på. Men det var stilnet af lidt efter lidt som maden var blevet stillet frem på det aflange bord, så på daværende tidspunkt var der faktisk plads til de to flokmedlemmer uden, at de ville stå i vejen. Alligevel endte David med at stå lidt i vejen for en af de ansatte, som var på vej ud i fælleslokalet med en bakke dip og chips. Grundet de sædvanlige reflekser nåede han lige at dreje fra og greb om bakken for at den ansatte ikke skulle tabe den, hvilket var direkte malet i den stakkels mands ansigt. Dog havde David ikke nogen intentioner i at give bakken tilbage. Han kastede blot med hovedet som en hentydning til, at han nu var ejeren af bakken og dens tilbehør. Der var nok i forvejen til alle de andre gæster. Så med bakken i sine hænder fortsatte han hen til Quin.
”Er du stadig ikke vant til at være en del af sådan et stort selskab?” spurgte han roligt, samtidig med at han stillede bakken fra sig på det frie køkkenbord, inden han selv hoppede op for at sidde ved siden af. Han klappede let på pladsen på den anden side af bakken, hvor efter han tog en chips og proppede i munden. ”Det er lidt en skam.” Han så kortvarigt hen mod hende, inden han slog blikket væk igen, før han fortsatte med en lidt mere forsigtig stemme. ”Du ser ellers godt ud.” Han rømmede sig højligt lige efter ordene havde forladt hans mund. Klargjorde sin stemme. ”I mean.. Det klæder dig. Kjolen. Det hele..” Han så mod hende igen og viftede sin ene hånd op og ned af hende for at forklare, hvad han mente. Han vidste ikke, hvordan det skulle formuleres, så det lød rigtigt, så der gik ikke længe før han opgav og bare så på hende med et noget akavet smil og proppede endnu en chips i munden på sig selv for at stoppe talestrømmen. ”Shit…..”

Trods nervøsiteten skyllede hen over hende, da hun måtte erkende at han fulgte efter hende. Kunne hun ikke lade være med at le over hans kommentar, omkring at hun ikke kunne få lov til at flygte uden ham. Var hun virkelig så gennemskuelig? Uden at kunne gøre andet end at sende ham et smil, forblev hendes kurs imod køkkenet uforandret, hun hadet denne følelse omkring dem, denne akavet følelse af at man aldrig kunne sige de rigtige ting, man altid sagde de forkerte ting. Hvordan at folk drillede dem, eller, måske burde hun hellere sige Neil drillede dem eller hende vel nærmere. Han var der altid til at sige noget provokerende, hvis hun havde stået og kigget lidt for længe på David, for hver dårlig undskyldning hun lavede for at tale med David. Og hun havde ikke tænkt sig at give Neil den tilfredsstillelse at drille hende i aften, men hvad prøvede hun at bilde sig selv ind? Han ville altid være der til, at gøre hende pinligt berørt, eller blot få hende helt oppe i det røde felt. I hendes tankestrøm, havde hun slet ikke lagt mærke til at der var ansatte på vej ud fra køkkenet med fade af flere forskellige slags lækkerier til festen, dog, da der var en som gik forbi hende med et fad med snaps, fik nuppede hun tog på vej ind i køkkenet og hældte begge i bunden. Hun skag et ansigt over den bitter smag der gled igennem hendes hals og varmede den godt og grundigt op, det var først da han snakkede til hende igen, at hun lod sine øjne glide tilbage til hans skikkelse. Hvorfor skulle han også se så godt ud?

’’Nej, jo, det er mere denne dumme kjole og alt det her stads!’’ brummede hun lettere ulykkeligt, mens hun skar et ansigt, dog gik hun hen til den plads som han havde klappet på, men da hun ikke følte sig sikker i hendes høje hæle, valgte hun i stedet at blive stående ved siden af bakken og tog selv nogle chips fra skålen. ’’Oh?’’ mumlede hun over hans kommentar omkring at det var en skam og det næste som han sagde, fik det virkelig til at brande i kinderne, om det var alkoholen eller hans kompliment fik hende til at rødme, var ikke godt at vide. Og hvis nogen ville spørge hende, så var der ingen tvivl om at det var varmen i alkoholen som gjorde at hendes kinder brændte.  Hendes øjne stirrede en smule misbilligt på ham, mente han det virkelig? Hendes blik vandrede ned af sig selv, alt hun så, var bare hvor forkert det så ud. Et eller andet sted ville hun ønske, at hun var som de fleste piger, som elskede at putte kjole på, ligge pæn make up, også føle sig endnu smukkere end de havde gjort før. Hun bed sig en smule i underlæben, måske var det alkoholen, det han havde sagt, eller generelt hele stemningen som gjorde at hun gik hen foran ham i stedet at stå lænet op af køkkenbordet. Stadig med et let bid i underlæben, havde hun nu stillet sig lige foran ham, så tæt at hendes krop ville kunne røre hans ben, hvis hun bare flyttede sig nogle få millimeter, da han nu stadig var en del højere end hende, trods at hun havde høje sko på. Måtte hun stadig bøje nakken, en smule for at få øjenkontakt med ham. ’’Synes du virkelig?’’ kom det hæst fra hende, mens en smule akavet stillede sig en smule tættere på ham. ’’Well, du ser også virkelig godt u-’’ hun nåede ikke at fuldføre hendes sætning, før at hendes bror kom styrtende ind i køkkenet og begyndte at hive helt vildt i hendes hånd ’’Kom søster! Du skal se hvor flot det sner ud af vinduet’’ fuldstændig fortumlet over at Ted pludselig havde været der, trådte hun væk fra David. Rømmede sig lidt og smilede så til hendes lillebror, hun satte sig ned på hug så de var i øjenhøjde ’’Hvis du bliver ved med at hive mig afsted, har jeg ikke nogen arme eller ben til sidst’’ mumlede hun lavmeldt og prikkede ham på næsen ’’Jeg skal nok komme og kigge lige om lidt..’’ mumlede hun så og kunne ikke andet end at grine lidt da han løb ud af køkkenet. ’’Hvis det bliver ved på den her måde, så har jeg brug for noget mere af drikke..’’ mumlede hun mest af alt for sig selv ’’Ser ud til jeg ikke kan få lov til at skjule mig her mere..’’ nu havde hun igen vendt sig imod David og smilede venligt til ham inden hun gik hen for at tage nogle flere chips og spise, hun følte sig så flov over det hun havde gjort for lidt siden. Hun havde mest lyst til at flygte fra ham, ud blandt menneskerne, men vidste godt hun ikke kunne blive ved med det. ’’Skal, skal du med hen og kigge på sneen der falder?’’ prøvede hun og havde mest lyst til at slå sig selv i hoved. Dette var dog bare for pinligt.

Holy shit!! Det var det eneste, der valgte at glide igennem Davids hoved, da den mere sentimentale stemning meget brat faldt til jorden og forsvandt. Han havde det næsten helt dårligt. Den lille energiske dreng havde virkelig givet ham et chok. Han tog tiden, hvor Quin kæmpede lidt med sin lillebror, til at samle sig igen. Han løsnede lidt mere op. Slappede af i skuldrene. Han pustede tungt ud og rystede svagt på hovedet for at vække sig selv op. Hvad var overhoved lige sket? Det havde han ikke set komme. Hun havde næsen virket… forførende. Hvilket egentlig ikke klædte hende. Derfor forstod han ikke helt situationen. For alt klædt hende. Hun var altid smuk. Måske have han bare forestillet sig det hele i hans forfærdelige hjerne af perverse tanker. Men så var der de øjne, der havde set ind i hans. Tanken om dem fik ham til at falde lidt ned og skyllede skuffelsen væk. De havde været så kære at se ind i.

Han sad nu lidt mere afslappet. Krummet i ryggen og med sine arme hvilende på sine lår. Og hænderne samlet i midten. Han drejede hovedet, da han hørte et par små fødder løbe af sted igen. Afslørede at han atter var alene med Quin - nogenlunde da. Han håbede at alle spor var forsvundet, men man kunne aldrig være helt sikker. Han smilede let til hende, inden han hoppede ned fra køkkenbordet igen. Han rettede per automatik på sin vest igen og rettede ryggen lidt. Han følte sig selv så formel denne aften. Også selvom han aldrig ville nå samme niveau som nogle af de andre gæster, der havde valgt Titan Fall frem for Quatre.
”Hvilken hund ville jeg være, hvis jeg ikke elskede at lege i sneen.” svarede han med et drilsk smil i mundvigen, samt den typiske sarkasme i stemmen. Han stillede sig foran hende og lagde sin hånd på hendes hoved. Det var næsten en skam at rode rundt i hendes hår, nu hvor hun havde det sat så fint op. Af netop den grund endte det i stedet med, at hans hånd blev fjernet, og han forsigtigt strøg en tot væk fra hendes ansigt. Han måtte vænne sig af med den elendige vane. Hun var ikke et kæledyr. Eller et barn for den sags skyld. Men samtidig var det at ae hende, noget der holdt ham på det rette spor. Holdt ham fra at gøre så meget andet.
”Kom.” Næsten ubevist greb han omkring hendes hånd. Den var så lille og spinkel i forhold til hans store maskuline. Han begyndte så at trække af sted med hende. Dog var han lidt mere forsigtig med hende end, hendes lillebror havde været. ”Hvis du føler dig utilpas, kan du bare… tage fat i mig, okay?” Han så sig kortvarigt over skulderen hen mod Quin. Han smilede ikke, men hans øjne forklarede dog, at han endnu var i et godt humør. Han var trods alt ikke kendt for at være den som smilede mest. Han så så tilbage til vejen foran sig. Og turen ud af køkkenet og igennem fællessalen gik overraskende hurtigt. Inden længe stod de i entréen, hvor Ted allerede stod ved terrassedøren og gloede ud på baghaven.
David slap så Quins hånd igen og satte tydeligvis farten op, som han sneg sig ind på den lille dreng. Alt imens han kom længere og længere ned i knæ. Og det samme øjeblik, at han var kommet tæt nok på, satte han sine arme i siden på drengen og løftede ham op i et svuptag. ”Hey there, little guy.” udbrød han med den sjældne munterhed i sin stemme. Han fik med det samme løftet drengen op over sit hoved, så han kunne sidde på sine skuldre, ligesom han altid gjorde i selskab med David. ”Hvorfor dog bare se sneen igennem vinduerne? Jeg har hørt rygter om, at de servere varm chokolade udenfor.” Han havde et godt greb i drengens ben, mens han så drejede omkring for at stå med fronten mod Quin, der sikkert ikke gik alt for hurtigt. ”Hvad siger du, søs?” spurgte han og kastede med hovedet i retning mod udgangen til baghaven. Det broderligegen sprang virkelig igennem nu, hvor han ikke kun skulle imponere Quin.

Stemningen blev igen bedre over hans kommentar ’’Helt seriøst, hvad går der af dig i aften?’’ denne bemærkning var mest tilegnet at han var ret munter i sin måde at udtrykke sig, der lå ikke så dyb en sarkasme bag hans ord som der plejede. Det klædte ham næsten, men så igen, det ville bare ikke være David hvis der ikke var påført godt med sarkastiske. Hun skulede til ham, da han lagde hans hånd på hendes hår, for at forberede ham på at han bare kunne vove på at ruske rundt i det, især nu når hun havde brugt næsten en halv time på at sætte det så tæt på perfekt som hun kunne komme. Det var i hvert fald tydeligt, at hun virkelig havde prøvet at gøre noget ud af sig selv. Og selvom at David ikke var lige så fint klædt på som de fleste af herskabet, så var det alligevel tydeligt at han havde gjort noget ud af sig selv, dog var det en smule mærkeligt at se ham uden briller. Måske mest fordi at det var en af de ting som hun syntes klædte ham så godt, men, hun bed sig ubevidst i læben, hvor var det her bare åndsvagt! Hun slog sig mentalt oven i hoved for ikke at kunne tænke på andet og sikkert derfor stod og stirrede dumt på ham. Dette kunne alligevel ikke nytte noget, hun havde ikke tid til at gå rundt på denne måde, som svævede hun på en lyserød sky. Hun havde skole, arbejde en lillebror som skulle passes, lige som hun havde slået fast at resten af aftenen ville hun holde hoved koldt, mærkede hun hans robuste hånd lægge sig rundt omkring hendes. Hendes hjerte sprang et ufrivilligt slag over og varmen, som hun lige havde sluppet af med i kinderne, kom tilbage. Hun prøvede at mumle at han altså ikke behøvede at holde hende i hånden. Men før hun kunne tale noget højere var de allerede på vej ud fra køkkenet. Nu var det lidt for sent, måske lagde han ikke mærke til det, men for hende føltes det som om at alle øjne pludselig var på dem, folk der smilte og løftet kort varigt et øjenbryn over at de holdte i hånd. Godt Neil ikke var der, han ville have haft verdens bedste aften og kunne have brugt det imod hende resten af natten, hvis ikke flere uger frem.
’’Hmm?’’ fraværende vente hun sit fokus tilbage på David som havde sagt noget til hende, men i første om gang kunne hun ikke lige huske hvad det var. Lige som hun skulle til at sige var? ’’Oh, yeah, selvfølgelig.’’ fremstammede hun og sendte ham et lille smil. Slip nu bare min hånd, tak.’’ dette sagde hendes tanker, mens at hendes krop tydelig sagde giv ikke slip. Derfor var det også en kold fornemmelse der opstod i håndfladen da han gav slip.

Hendes hjerte smeltede næsten da David tog hendes bror op på skuldrene, det at han havde været der så meget for Ted. Måske så det ikke ud af meget, at Ted havde fået lov til at komme og blive passet på Titan fall men, det var en stor ting for dem. At have levet største delen af deres liv, kun hvor de havde hinanden. Var det dejligt at se at også andre vokse kunne vise ham, at ikke alle var som deres mor. Hun huskede stadig hvor lang tid at det havde taget hendes lillebror at begynde at tale med folk i skolen og været så bange for at tage hjem til sine venner. Mange gange ringet grædende om aftenen og bedt hende komme og hente ham.
Hun rev sig selv ud af de dårlige tanker og sendte et smil hvor tandsættet blev vidst. ’’Varm kakao? Jamen selvfølgelig skal vi da der ud!’’ nu, mere end tidligere ærgrede hun sig over hvordan hun var påklædt. Hun ville hellere ud i sneen og lege, end at trippe rundt i frygt for at ødelægge de nye sko hun havde købt.

Hun fulgte langsomt efter Teddy og David uden for, hvor hun meget hurtigt styrede hen imod tæpperene. ’’Hold nu kæ-’’ hun nåede lige at stoppe sig selv fra at bande ’’Wow, det er koldt..’’ med store øjne fik hun rettet hendes ordvalg, mens tæppet blev lagt rundt omkring hendes skuldre. Ted blev ellevild over sneen og virkede meget mere interesseret i at se på den, end at få varm kakao. Hun kunne ikke lade være med andet at smile, mens hun med stolthed i øjne betragtede den lillefyr der prøvede at fange snefnug med hånden.

”Okay, pas på hovedet.” kommanderede David, da der var kommet en accept på hans forslag fra Quin. Han åbnede døren for hende, og lod hende gå udenfor først, før han selv kom godt ned i knæ, så han kunne sikre sig, at Ted ikke ville få smadret sit hoved op i kanten. Man kunne aldrig være for forsigtig. Han ønskede ikke at lade drengen gå hjem med en bule. Så hellere våde bukseben, på grund af for meget leg i sneen. Forhåbentlig ville han ikke ende med en forkølelse. ”Woop..!” Han rettede sig op med det samme, at han kom udenfor og lukkede døren efter sig, så kulden ikke skulle strømme indenfor i varmen til de gæster, der stadig brugte sin tid på at proppe deres ansigter med Dianas lækkerier.
Han skulle lige netop til at vende sig mod Quin og sende hende i retning af tæpperne, da hun klagede over temperaturen, men han blev blot mødt af et slag i ansigtet. Selvfølgelig vidste hun selv, hvor de var. Hun havde trods alt været mere eller mindre med til at planlægge festen. Måske havde hun forholdt sig mest i køkkenet frem for planlægningsbordet. Han lukkede hurtigt sin mund, som havde stået åbnet. Klar til at dirigere hende mod de opvarmede tæpper. Opmærksomheden blev i stedet rettet mod hendes bror, der sad på hans skuldre og var godt i gang med at opdage evnen fra sin egen kropstemperatur, når han fangede snefnug, men de så smeltede med det samme.
”Nu ikke noget med at ødelægge frisuren deroppe.” kommenterede han med en svag latter. Der var en form for mere imødekommen udstråling fra ham. Lige som når han var omkring William - Amber Skys lille engel. Han brød sig måske ikke om møgunger. Men børn blev først møgunger, når han ikke selv havde noget at gøre med dem. Så snart han følte et svagt ansvar for den, indtrådte instinktet. Et par kvinder, der allerede havde sat sig i ved et af bordene, iført deres varme pelsfrakker, mens de nød en kop varmt gløgg, sad og sladrede til hinanden omkring de tre, der netop havde trådt udenfor. ”Sikke nogle unge forældre..” kunne han hører, da han vendte det venstre ører til. Det skabte lidt usikkerhed i ham. Sendte en varm fornemmelse igennem hans krop, der allerede holdt varmen helt fint, i modsætning til Quin, der havde pakket sig godt ind i tæppet som var hun baby-Jesus, klar til at blive lagt i krybben.
Han rystede det af sig og blev igen nød til at rømme sig, hvilket åbenbart blev taget som forlegenhed hos gruppen af kvinder, for se fniste lidt for sig selv over det. Han fik så løftet Ted ned fra sine skuldre igen og stillede ham sikkert på terrassen. ”Sådan der.. Du er da vokset siden sidst, er du ikke?” Han tillod sig at ugle den lille drengs hår. ”Der ender med, at jeg snart ikke kan løfte dig rundt længere.” Han så op fra drengen og hen mod den skønne kvinde i den grønne kjole. De krøller. Det var noget andet, end det utæmmelige hår, hun normalt havde. Han tog sig selv i at stå og smile som en idiot, og som en udvej vendte han kursen mod det lille bord, der serverede de varme drikke.
”To gløgg og en kakao med lidt ekstra flødeskum.” bestilte han med en stemme, der stadig truede med at knække midt over. Han begravede sine tommelfingre i bukselommerne og trommede de resterende fingre mod sit lår, mens han ventede. Så sig lidt omkring. Der var nu pænt pyntet op. Han var ikke nogen styr fan af vinter. Vejene blev alt for glatte. Han havde ikke længere tal på, hvor mange gange han var endt på røven, mens han bare havde gået i gaderne.
”Værsgo, monsieur O’Neal.” Yeah, stop that. Men i stedet for at sige de ord højt, tog David blot imod to af kopperne. En med gløgg og en med kakao. Gløggen blev overraskende nok rakt hen til Quin. ”Det var dig der sagde, at du havde brug for lidt at drikke, right?” Han blinkede kortvarigt, inden han kom ned på hug foran Ted, som fik kakao. ”Den er varm, så ikke noget med at brænde sig. Du skulle gerne kunne drikke endnu en kop, ikke sandt?” Han kom med lidt klagende lyde, da han kom helt op at stå for så at tage imod sin egen kop og så mod Quin endnu engang. ”Det burde hjælpe lidt på nerverne… I guess.” lød det fra ham inden han tog en slurk af sin kop og skarp med det samme en grimasse. Han var ikke vant til gløgg.

Lige som David overhørte Quin også samtalen omkring, at de godt nok måtte være nogle unge forældre. Godt de var ude i kulden, ellers havde Quins ansigt da tydeligvis knækket ud i en farve så rød som en tomat. Hvad var der galt med hende? Aldrig plejede hun at være så akavet som hun var lige nu, det var til at brække sig over! Alle de gange hvor hendes klasse kammerater havde været ved at falde i stimer over den helt nye lækre skuespiller, eller når pigerne nærmest drømmende betragtede hold Kaptajnen for baskeball holdet, eller bare generelt holdes spillere. Havde hun siddet med rullende øjne og fnyst, men nu var hun jo ikke bedre end de tøsede fnis, rødmen og det at gøre sig til for en fyrs skyld. Det var ikke hende! Men her, stod hun jo så i kjole, høje sko, make up og opsat hår og modbeviste alle teorier hun havde omkring sig selv og drenge. Hvis dette havde været en tegnefilm, havde hun stået og banket hoved imod muren lige nu.

Hun betragtet ham da han bevægede sig hen imod standen hvor der stod en nydelig påklædt mand som der sørgerede for de varme drikkevare, hun mærkede en hånd der hæv lidt i hendes kjole og hendes øjne gled ned imod Ted. ’’Har du gaven?’’ mumlede han med store øjne, hun kunne ikke lade være med at le. Ted havde glædet sig så meget til at give deres gave til David, at han ikke længere kunne vente. Der kunne vel ikke være noget i vejen for at give ham den to dage for tideligt. ’’Jeg henter den lige om lidt, aftale?’’ broderen nikkede ivrigt og de stod sammen og kiggede lidt på sneen der dalede ned, lige så stille lagde de sig over på den allerede ret høje dyne af hvidt. Hvis det blev ved på denne måde ville mange nok have problemer med at komme hjem med de transportmidler de havde taget. Nu lå Titan fall et stykke uden for Terre, hvilket gjorde mange nok alligevel havde vovet og taget bilen. Men det var vel deres problem. Hun vente sig imod David da han kom tilbage og tog imod gløggen, grinede svagt over hans kommentar. Ja hvis han blev ved på den måde, blev hun nød til at drikke for ikke at være så anspændt hele tiden. ’’Jeg fortæller dig om det har hjulpet når jeg har drukket den..’’ sagde hun med et lidt mere afslappet smil på læben og tog den første slurk, den dejlige varme smag gled ned igennem hendes smag og varmede kroppen inde fra. Men hun nåede ikke at drikke særlig meget af den, før at Ted igen hæv i hendes kjole. ’’Nu?’’ hun rystede på hoved og grinede ’’Skal nok skal nok’’ hun gav sin kop tilbage til David ’’Bliv her, er tilbage om lidt..’’ hun sendte ham et mysteriøs smil, inden hun trådte tilbage ind i varmen. Hun nåede dog ikke særlig langt hen af entreen, før at dørene åbnede og, hvad Quin ville påstå, var den smukkeste kvinde hun længde havde set trådte ind af dørene. Det hjalp ikke meget da hun fik taget jakken af. Quin sank en smule mundvand og kunne mærke hvordan at den tunge følelse i maven kom tilbage. Denne gang af jalousi for at hun aldrig nogen sinde ville kunne se så smuk ud. ’’Wow…’’ mumlede hun sagte for sig selv, men mærkede så en arm omkring hendes skuldre ’’Hvad så Quniy, sker der noget spændende?’’ hendes brune øjne lagde sig på den velkendte skikkelse, af en hvis Hr Matthews. ’’Neil..’’ brummede hun irriteret og skulle lige til at komme med en irritabel bemærkning omkring at han skulle fjerne sin arm. Men dette var ikke nødvendigt da han uden ord selv tog den væk også skyndte sig efter kvinden som havde forsvundet ind i folkemængden inde i fælleslokalet. Hvad var den af?, forvirret skyndte Quin sig op på hendes værelse for at hente gaverne.

’’SÅ!’’ hun kom grinene tilbage ud i baghaven, Ted løb ivrigt hen til hende. Med den lille julepose i hånden, løftede hun knægten op så han sad på tværs hen over hendes venstre hofte. ’’Her..’’ hun rakte posen frem til David ’’Glædelig jul fra Teddy og jeg.’’ med spændte øjne kiggede de begge på ham. I posen ville være en tegning som Ted havde lavet af en stor ulv hvilket faktisk havde lykkes ret godt, når man tænkte på at han kun var ti år gammel. Der ud over havde de begge hjulpet hinanden med at lave fire firkantet bordskåner til kopper, med forskellige udskåret motiver på. Samt havde hun arbejdet på et bredt lederarmbånd hvor hun havde indsat et, synes hun selv, flot ældre udsenet ur. ’’Altså, vi vidste ikke hvad vi skulle give dig.. vi..’’ hun sank en lille klump ’’jeg håber du bliver glad for dem.’’ hun fremtvang et nervøst smil, det havde været svært at finde en gave til ham. Da han jo ikke havde ønsket sig noget som sådan og alt hvad man kunne tænke sig han ville blive glad for, havde han jo allerede. Så nu, håbede hun på at han i hvert fald ville synes om noget af det. ’’Skynd dig at åbne dem!’’ kom det så ivrigt fra Ted, at det nærmest var umuligt at holde ham i armene uden at være ved at tabe ham.

David havde været alt for opmærksom på alt muligt andet, end hvad de to søskende havde stået og snakket om. Han havde fokuseret mest på at holde sig rolig. Og han havde tydeligvis også stået og holdt øje med den unge mand, der serverede dem deres varme bestillinger. Derfor kom det bag på ham, da Quin pludselig valgte at skride og bare efterlade ham udenfor i kulden sammen med Ted. Det var nu ikke så galt igen. Dog nåede han ikke helt at sige den mindste bekræftende lyd, før ulvepigen var suset indenfor. Han tillod sig selv at se efter hende igennem vinduet, hvor han lige nåede at se den velkendte idiot komme op og tage kontakt til hans elskede mobbeoffer. Så Neil havde endelig valgt at deltage i festen. David havde nær troet, at han ikke turde komme, siden han ingen ledsager havde. Men så ud til at floklederen var forkert på den. Lidt ubevist fulgte han Quins - og overraskende nok også Neils - blik, men han fangede kun et kort sekund af den person, de begge to stod og gloede på, som var denne blondine selveste Afrodite. Dog var det mest den underlige fornemmelse af genkendelighed, som havde fået ham til at se mod hende. Og der gik skam ikke længe for han fik trukket sit blik væk.

Han kunne mærke terrassen under sig buldre en smule, og da han så sig omkring, så han Ted så helt ivrigt og nærmest hoppe på stedet. Det værste var uden tvivl det enorme smil, der sad på hans læber, som kæmpede han for at holde noget inde. ”Hvad står du og griner sådan af?” spurgte han drillende og gik helt hen til ham. Han forventede ikke et svar. Det var mere som en lille kommentar. Og med ét var det som om noget blev fjernet fra hans skuldre, og hans knæ gav efter under ham. Han kom med det samme ned på hug. Han lænede sine arme på sine lår, og han gav fuldstændig slip på nakkemusklerne, så hans hoved blev lænet godt forover. Han åndede tungt ud af noget der mest af alt kunne minde om lettelse. Under selskabet med Quin, havde hans hjerte været ude af kontrol. Og han var sikker på, at han flere gange havde holdt vejret. Han følte sig en smule svimmel, men inden længe fik han kæmpet imod det.
”For helvede da…” mumlede han svagt for sig selv og løftede sit hoved for at se mod Ted, som havde sat sig ned foran ham med et bekymret udtryk. David smilede blot til ham for at fortælle ham, at han var okay igen. At der var intet at være bekymret for. Det han følte kunne umuligt være livsfarligt. Your sister is gonna be the death of me, man. Det lå lige på tungen, men turde squ ikke sige det højt. Drengen kunne ende ud med at rent faktisk godt forstå engelsk.

Med ét kom David op at stå, da døren pludselig blev åbnet og Quin endelig kom tilbage. Han havde nær væltet bagover på grund af den hurtige bevægelse og det svage chok, han havde fået. Han gjorde alt for ikke at spilde gløgg ud over sig selv, hvilket endte i, at han i en fart fik stillet krusene på det nærmeste bord. Han nåede lige netop at se op igen, da en julepose blev stukket op i fjæset på ham. Han blev noget forbavset. Han stod lidt og så frem og tilbage, inden han måske en smule tøvende tog imod gaven. ”Ehm..” var det eneste der gad komme ud af hans mund i første omgang. Det var kun lige da Ted skyndte på ham, at David fik taget sig sammen.
”I burde da ikke…” Han stoppede sig selv, inden han kom med den åndsvage kliché replik. I stedet pressede han sine læber sammen og gik i gang med pakke med det samme. Næsten som om han var en lille dreng julemorgen. Det første var tegningen. Han gjorde store øjne og så med det samme hen mod drengen, der sad og hyggede sig ved Quins hofte. ”Woaw! Der er vist nogen, der er et sandt naturtalent, huh?” Han blev helt overvældet af, hvad han blev ved med at finde i posen. Han havde trods alt ikke forventet noget fra dem. Og godt nok var han ikke den nemmeste at imponere, når det kom til gaver, men dette tog et greb om hjertet på en eller anden måde.
Så kom den sidste pakke. Uret. Ure havde aldrig været ham. Hans far havde altid båret et armbåndsur frem for bare at tjekke tiden på sin mobil. Han havde virkelig elsket ældre ure - ure der nu om dage var det nye high tech, hvilket gjorde tilbagetænkningen lidt underlig. Men alligevel efterlod det ham atter mundlam, da han holdt uret op foran sig. ”Lige…” startede ham med en svag stemme, inden han endelig så tilbage mod Quin. Et smil havde formet sig og efter at have klargjort sin stemme igen afsluttede han: ”Lige hvad jeg manglede.” Han tøvede ikke med at tage uret på så godt han nu kunne med juleposen dinglende om sit andet håndled. ”Tak.” Han havde nær trukket dem begge ind til en omfavnelse, men han stoppede sig selv i tide.
”Hey, Teddy.” lød det så pludselig fra ham, da han så væk fra søsteren, som han ellers havde haft sine øjne limet til. ”Jeg har hørt rygter om, at der ligger en gave til dig inde under juletræet. Hvad med at du smutter der ind og ser om du kan finde den?” Der gik ikke lang tid før drengen havde vredet sig fri fra Quin, og efter at have stillet sit eget krus fra sig på et bord, spænede han indenfor. Det morede David lidt. Dog syntes han at blive seriøst et kort øjeblik efter, da han vendte al sin opmærksomhed mod hans nogenlunde kavaler denne aften. ”Øh… Jeg.. har faktisk også noget til dig.” Han kløede sig en smule i nakken, inden han endelig førte sin hånd om til sin baglomme, hvor han trak en pakke frem. Et under at den havde kunnet være der uden at blive fuldkommen ødelagt. ”Jeg var ikke sikker på, hvad fanden jeg skulle give dig.” Han rakte forsigtigt gaven frem til Quin, mens han forholdte en form for øjenkontakt. Han var ikke en nervøs nørd, så han kunne vel sagtens se på hende, selvom de var alene igen. Han så dog lidt ned mod pakke, som indeholdte en iPod. ”Du plejede at låne min før i tiden, så jeg tænkte at det nok var på tide, at du fik din egen.. I don’t know. Den kan byttes, hvis det er.”

Da Ted havde hørt omkring gaver til ham, var det nærmest et mirakel at han ikke havde væltet Quin med i forsøget på at komme ned på sine egne to ben. ’’Tag det nu roligt!’’ grinte hun ’’Tror ikke der er nogen der stjæler din gave..’’ men før hun nåede at fuldføre sætningen var den lille brunhåret dreng allerede løbet ind igennem døren udenfor, med en hovedrysten gik hun hen og lukkede døren efter ham. Før hun vente tilbage imod David, hendes smil blev hurtigt forvandlet til et mere genert et. Hun rørte lidt i hendes hår ’’Hvis..’’ igen tog hun sig selv i at bide sig i læben og sukkede opgivende ’’Jeg ved godt at er mere til moderne ting, men, altså hvis du ikke synes om det er der ingen tvang til at gå med det.. Men, du ved, vidste ikke hvad jeg skulle give manden der har alt..’’ grinte hun nervøst, mens at hendes nethinde afspillede en film hvor hun lige så godt kunne stå og hamre hoved op imod muren sådan som hun opførte sig lige nu. Hvorfor skulle det pludselig være så svært? For nogle måneder siden, havde han ikke været andet end en af de tåber som var venner med Neil, derefter havde det været ret så mærkeligt at han havde valgt at blive pedel. Bare generelt havde hun aldrig skænket ham en tanke og, at universet havde trådet deres liv sammen som det var nu. Havde hun stadig svært ved at forstå. Men hun lige nu, lige i aften ville hun prøve at se det positive i den virus hun var blevet givet.

Hendes øjenbryn skød i vejret da han nævnte han også havde en gave til hende, af alle, nej hun havde virkelig ikke forventet at få noget af ham. Hun havde ikke lige set ham som en gave person, men med taknemmeligheden malet i hendes ansigt tog hun imod den lille pakke. Hun sank en klump som der havde sat sig fast i halsen, hvilket også gjorde at hun var nød til at hoste lidt før at hun følte hun kunne få ord frem. ’’Det, det skulle du virkelig ikke havde gjort.’’ Med let rystende hænder, begyndte hun at pakke gaven ud. Da hun så hvad der var i, måtte hun anstrenge sig for ikke at begynde at græde, hvilket nok var tydeligt for de tåre som der faretruende viste sig i øjenkrogen. Hendes helt egen iPod, hun havde ikke en gang en ordenligt mobil telefon som virkede og det var rigtigt at hun altid havde lånt hans, da hun elskede at lukke sig ind bag vægge musik. ’’Jeg.’’ hendes stemme knækkede over, mens at hun endelig tog sig sammen til at kigge ham ordenligt ind i øjnene. ’’Tusind.. Tusind tak’’ uden at kunne nå at stoppe sig selv lukkede hun ret spontant armene omkring ham, så vidt hun vidste havde hun aldrig fået en gave før i hele sit liv. Jo, hun havde fået Teds flotte tegninger som han havde lavet. Men hun plejede altid at sige han ikke skulle tænke på det med gaver til hende, for julemanden kom altid kun med gaver til søde børn. Så med et smil på læben, havde de jul efter jul altid siddet alene på deres værelser, mens at hun havde betragtet ham blive glad for gaverne julemanden var kommet med. Hendes hjerte føltes som om det var ved at springe ud af hendes bryst, så ondt gjorde det lige nu.

Hvor længe de havde stået der, før det gik op for hende at hun stadig holdt om ham. Var hende uvist, men hun trak sig hurtigt tilbage da hun lagde mærke til det. Hun sendte ham et undskyldende smil, men vente hurtigt sine brune øjne ned imod den lille indpakning med iPoden i. ’’Mange tak David, den er jeg, virkelig glad for.’’ kom der så endelig til sidst, mens hendes øjne vente sig op og kiggede ind i hans skønne dybe brune øjne.

David havde ikke rigtig købt gaver igennem de sidste mange år. De eneste, han havde givet noget, siden han døde, var idioten Neil og djævletøsen Autumn. Neil var altid let. Og det samme havde Autumn været. For hende havde et forbande gavekort til Steam eller lignende været nok. Han havde aldrig tænkt over en gave så meget, som han havde gjort vedrørende den til Quin. Ikke siden han var nødsaget til at købe gaver til sin lillesøster. Eller sine forældre. Han havde selv været overrasket over, hvor meget han havde stået og overvejet hvilken farve, hendes gave skulle være. Hvilken model. Skulle han få fat i nogle bedre høretelefoner ved siden af? Ville hun egentlig overhoved blive glad for elektronik?
Han begyndte at blive mere og mere nervøs, som hun pakkede gaven op. Hænderne blev proppet ned i bukselommerne for, at han ikke skulle lade dem flyve over det hele. Han trommede lidt ned den ene fod. Og en enorm mængde spyt begyndte at danne sig i hans mund. Tvang ham til at synke igen og igen. Alt imens han stirrede fra hendes hænder og op til hendes ansigt, som var han bange for at gå glip af noget. Så det var ingen underdrivelse, at han blev skrækslagen, da han fik øje på tårerne, der dannede sig i hendes smukke øjne. Det havde nær knust hans hjerte, men så skabte hun øjenkontakten. Og han opdagede glæden, der var fremme i hendes blik i form af et lys. Og så sprang hun pludselig på ham.

Det kom noget bag på ham, da hun svang sine arme omkring sig. Han havde næsten væltet bag over, siden han ikke havde haft den bedste stilling. Men ved at sætte den ene fod hårdt bagud, fangede han balancen igen og undgik at vælte dem begge. Han ønskede ikke at skabe mere en scene end nødvendigt foran de stadig hviskende damer. Frøs de ikke? Skulle de ikke snart indenfor igen? Kunne de ikke bare skride og lade ham være alene med Quin?
”Woaho..!” udbrød han højlydt og at sige, at et overrasket udtryk var malet i hans fjæs var at undervurdere den måde hans ansigt kunne folde sig ud. Hænderne kom farende ud af lommerne og blev bare holdt oppe, som var en pistol blevet rettet mod ham. Han rettede med det samme blikket ned på hende, som hun stod presset ind mod sig og forvirring hang skarpt i luften.
”Hey. Hey.. Rolig. Det var bare en iPod.” Han forstod ikke helt. Han blinkede lidt med øjnene, inden han endelig slappet lidt mere af. Han sukkede svagt og rystede opgivende på hovedet. Hænderne lod han sænke, dog tog det lidt tid, før han endelig bare arme armene omkring hende. Fuldendte omfavnelsen. Det var nu ret. Sådan at kunne mærke hendes hjerte banke. Lige som hun sikkert kunne mærke hans. Han sank besværligt et øjeblik og så kortvarigt mod himlen, inden han kunne fornemme lidt mere bevægelse fra den unge varulv i sine arme, hvilket fik ham til at slippe hende så hurtigt, som hun havde sprunget på ham. Han havde tydeligvis noget imod at krammet blev brudt, men det værste af det hele var det faktum, at hans kunder var begyndt at koge.
I det øjeblik, han så hende se tilbage mod ham, da hans ene hånd ført lidt op foran hans ansigt, og han se selv lidt væk fra hende, som han svarede. ”Det … det er godt. Jeg kan lægge noget musik over på den for dig her en af de kommende dage.” Han rømmede sig igen. Det var næsten som om at det eneste, han havde gjort hele aftenen var at rømme sig gang på gang. Han måtte have en virkelig stor tudse i halsen. ”Jeg er også virkelig glad for uret. Jeg er ligeglad om det ikke er moderne. Moderne klæder mig nu alligevel ikke.” Han så endelig tilbage på hende, og han fjernede hånden som ellers havde skjult den smule rødmen, der uden tvivl havde bevæget sig mod hans ører på daværende tidspunkt. ”Det er virkelig koldt her ude, hva?” Den bedste forklaring nogensinde. Og om han ikke lige fik et forsigtigt smil frem igen. ”Skal vi gå indenfor igen? Du ser ud til at fryse langt mere end mig selv. Og du burde da også være sulten, med mindre du nippede til maden, mens du hjalp til tidligere?”

Hun smilede stort til ham, da han sagde at han ville ligge noget musik hen på den. Og kunne ikke undgå at grine lidt, mest af sig selv over ikke at være den store mester i teknologi. Egentlig ikke så meget fordi at hun var dum til det, men mere fordi hun aldrig havde haft penge til at købe sig til alt det nye og derfor hellere ikke havde haft mulighed for at udfordre sig inde for feltet. ’’Yeah, det nok bedst du hjælper mig med det, ved hvordan jeg får den til at spille og hvilke sange den skal spille, men det er så vidst også det eneste’’ hun fniste igen, mens hun fugtede underlæben.
Et nyt udtryk gled dog hurtigt over hendes ansigt, om det var fordi at de ældre damer var begyndt at fnise igen, eller om hun faktisk havde lagt mærke til at manden foran hende også rødme. Flammede hendes ansigt op, mens trangen til at slå sig selv i ansigtet med flad hånd var utrolig overvældende. Med et lidt forfjamsket ansigt udtryk, gled hendes øjne hen på de gråhåret damer som der blinkede til hende. Mere febrilsk var det ikke til at få kontrol over hendes hjerte. Hvis det havde været muligt, var det nok på vej ud af hendes hals i dette øjeblik. Arh, get your shit together!, skreg hendes egen arrige stemme inde i hoved, der var ingen grund til at opføre sig sådan her. Det var jo bare David, men at høre at han faktisk var blevet glad for uret fik hendes maven nu alligevel til at snore sig sammen, samt et lille smil til at brede sig til et større et hen over hendes rød malede læber.

’’Koldt?’’ tabt i tankerne, havde hun ikke lige lagt mærke til at hun nok bare havde stået og stirrede på ham, som en eller anden idiot. Før at han igen var begyndt at snakke, men før hun nåede at svare på det næste spørgsmål, svarede hendes mave næsten for hende. En let knurren kom fra den, mens hun med nogle store øjne gled ned af hende selv. ’’Nej, tror faktisk jeg har glemt at spise noget som helst i dag’’ grinte hun let, mens hun smilede til ham, denne gang var det hendes tur til at tage hans hånd i hendes. ’’Du burde også være sulten’’ med hendes gave i den ene hånd og hans hånd i den anden, fik hun åbnede terrasse døren og hæv ham med sig ind i den varme hal. Duften af mad slog imod hendes næsebor, straks var den mærkelige følelse som hun havde haft ude i kulden forsvundet og i stedet, erstattet af en stor sult efter at få noget varmt mad. Dog inden de nåede helt ind til der hvor maden nu stod en gang, stødte de atter på en velkendt figur. ’’Har i set en blond kvinde gå forbi her?’’ brummede Neil, mens han kiggede på dem, dog røg et øjenbryn hurtigt op i panden og det var som om, at han for et øjeblik glemte alt omkring at der var nogen han ledte efter. ’’HA! Jeg vidste det, Markus skylder mig en halvtresser..’’ han blinkede til  dem, inden han hurtigt smuttede forbi. ’’Oh by the way David..’’ han pegede op imod dørkarmen over dem hvor der hang en mistelten. ’’Du må hellere kysse den fantastiske smukke kvinde der står foran dig, før at en anden springer til.’’ igen slog han en latter op, selvom det var som om at smilet og grinet ikke nåede op til hans grønne øjne. Quin slog øjnene op imod misteltenen og kunne mærke hvordan at varmen igen tog fat i hendes kinder. ’’Erh, jeg..’’ igen fuldstændig ude af fatning, kunne hun ikke rigtig få sig selv til at kigge på ham. Selvom at hun fandt sig selv i den position at hun ikke ville have noget imod det? Endnu mere forvirret kom der med stammende stemme ’’Så, så mad huh?’’ med disse ord gjorde hun sig klar til at gå hen til bordet med mad og gav slip på hans hånd.

David måtte indrømme sig for sig, hvor uendelig behageligt det var at komme indenfor igen. Han havde trods alt aldrig nydt sig meget af kulde. Eller områder udenfor. Det var meget vel snart et år siden, han blev en del af denne varmhjertelige flok, men han kunne stadig ikke helt ryste vanesagerne af sig. Han var et inde-dyr, for sure! Men han var ikke det man gik rundt og kaldte for lone wolf. Ikke længere. Han kunne nu godt lide andres selskab. Hvis ikke direkte, så bare følelsen af at der var andre omkring ham. I samme hus. Samme by. Det var måske det, han havde manglet før i tiden. Den følelse af at høre til et sted. Dog var det ikke kun den varme indelukkedes luft, der tiltalte ham, som de kom indenfor. Duften af maden havde ligeledes fanget hans opmærksomhed. Også selvom han et sted mest havde lyst til en eller anden form for junk food, så stod duften af den amerikanske jul ham tæt ved hjertet. Utroligt hvor lidt den traditionelle julemad havde ændret sig igennem tiden.

På grund af diverse distraherende ting omkring ham, blev han noget forskrækket da den kræftidiot til en hybrid, pludselig stod nærmest helt oppe i fjæset på ham og Quin. Normalt ville han kunne lugte ham på lang afstand på den mængde cologne. Men åbenbart ikke denne gang. ”Fuck mand!..” Han kunne ikke helt holde ordene ude for at understrege chokket.
”Blond kvinde?” Længere nåede han faktisk ikke i svaret, før Neil skiftede emne. Og ellers bare på vej væk igen. For så at gøre hans liv så meget bedre ved at vende tilbage med den åndsvage bemærkning. Automatisk fik David set op ad. Ganske hurtigt, faktisk. Og et øjeblik stirrede han bare op mod den lille grønne greb, der hang hen over dem. Og det samme øjeblik, han havde forstået det fuldt ud, så han tilbage mod sin gode ven. Klar med et borende blik. Men hybriden var forsvundet i mængden igen. Efterfølgende løb et tungt suk bare hen over hans læber, og han sank hovedet dybt for at samle sig lidt igen, inden han se tilbage på Quin.
”Ehm…” Nu hvor det blev skrevet ud med store blokbogstaver foran ham, kunne han ikke helt lade være med at forestille sig det i hans hoved. Havde han faktisk lyst til at kysse hende? Ikke så meget fordi hun ikke var tiltrækkende, for det var hun, men hun var stadig Quin. Den rapkæftede tøs, han nærmest havde samlet op på gaden. En person han havde taget til sig for og mere eller mindre trænet op. Han sank besværet igen og fugtede sine læber. Ville det være en god idé? Det var jo egentlig bare noget man gjorde. Kyssede under mistelten. Om man mente det eller ej.

”Hva? Oh. Ja. Mad!” Han blev med ét vækket fra sin mindre trance af hvirvlende tanker, da kvinden ved siden af sig begyndte at tale. Han rystede på hovedet, og da hun slap hans hånd, lod han den glide ned over sit ansigt. Han begyndte selv at trampe efter hende igennem entreen og videre ind i selve festsalen. Der var kommet mange flere til en sidst, men overraskende nok var der plads til alle uden at man stod skulder til skulder. Det var nu stadig overvældende. Han fandt hurtigt over til Quin, der allerede havde smuttet igennem mængden over til det lange bord med mad. Han tøvede ikke med at gribe om en af anlagte tallerkner, hvor efter han bevægede sig ned ad bordet ved siden af sin ledsager - sådan da.
”Hvad mon der går af Neil, huh?” startede han, mens han fik overført noget kartoffelmos til sin tallerken. ”Han virkede næsten helt ude af det.” Han så kortvarigt mod Quin. ”Tror du han faktisk fik fundet en ledsager til festen? Men så igen.. Blondt. Troede han var mere til brunetter.” Det sidste blev mest mumlet til ham selv, inden han fik samlet en portion mos op med sin gaffel og proppede det i munden. "Ser ud til, at han endelig er kommet sig over Autumn."

Hun var hurtigt kommet hen til bordet og åndede lettet ud, bullet dogde. Mens hun lavede en mental note til sig selv, omkring at hun ikke skulle gå igennem den døråbning sammen med nogen. Heldigvis følte hun at hun var faldet noget ned igen, da David havde fundet sin egen vej hen til bordet. Så med en tallerken i hånden, begyndte hun at tage for sig af de forskellige retter der var blevet lavet til aftens anledning. ’’Hmm, du kan have ret, men tror ikke han kom sammen med en kvinde. Da jeg er ret sikker på at det var blondinen som der kom ind igennem døråbningen sammen med en anden mand da jeg skulle op og hente dine gaver, er personen han leder efter..’’ hun trak lidt på skulderen, hun kendte ikke meget til Autumn og havde hellere ikke været den som havde spurgt ind til det. Især ikke efter Neil havde fået nyheden omkring at kvinden havde taget sig eget liv, det havde været et helvede at være i nærheden af ham. Fra det ene øjeblik et vrag som der lignede at han havde grædt hele natten, til en opblæst nar der ville gøre alt for at sørger dem omkring ham, med spydige kommentarer. Til at være personen der ikke længere kunne holde fingrene væk fra flasken, det var dér at hun havde grebet fat i ham. Da hun ikke længere følte at han kunne styre behovet for at drikke sine sorger væk. Om det havde hjulpet, var hun stadig i tvivl omkring, men ellers måtte det være op til David om han mente, at der igen skulle siges noget til ham.

Hendes blik rettede sig imod ham, da hun så at han kun havde taget kartoffelmos og nu stod og smagte på det. ’’Sulten? Eller stoler du ikke på mine madkundskaber?’’ hun blinkede til ham, mens at hendes tallerken allerede var godt fyldt med kalkun, kartoffelmos, rodfrugter, sovs. Faktisk alt det som der hørte til, når det om til den helt store amerikanske festmåltid. Hun tog en kniv og en gaffel, hvor hun så begyndte at kigge efter et sted hvor man kunne sætte sig hen og spise, men da de fleste steder så ud til at være optaget, men så lagde hendes blik sig på et bord til to, hvor hun skyndt sig hen for at besætte det. Heldigvis kom hun som den første og satte sig ned og gjorde tegn til at han skulle komme derhen når han var færdig med at finde mad.

Da hun ikke ejede særlig store manere, var hun allerede begyndt at spise inden at han fik sat sig ned, mens blikket var rettet imod vinduet hvor man kunne se sneen falde lige så stille ned uden for. Hun tygget af munden, hvor efter de brune øjne vente sig hen imod ham igen. ’’Så, hvem er Autumn egentlig?’’ hun lagde hoved lidt på skrå, hendes nysgerrig havde grebet ind. Måske var det på tide at finde ud af hvem denne kvinde egentlig var, som der kunne tæmme den ellers så kvinde glade fyr. Den historie hun kendte til, var hvad hun havde læst sig frem til og de få samtaler hun havde overhørt. Men aldrig havde hun egentlig blevet sat ind i, hvorfor hun var så speciel. Så mens hendes øjne kiggede nysgerrigt på ham, fortsatte hun så sin spisning.

David kommenterede egentlig ikke så meget videre på Neils mærkværdige opførsel. Det eneste der kom fra ham, da Quin forklarede den tidligere situation for ham, var blot et par mumlende lyde, mens han i princippet bare stod og savlede lidt over maden. For ligemeget, hvor meget han savnede at æde junk, så var duften bestemt noget, der var tiltalende for hans næse. For ikke at tale om smagen. Hvis ikke han vidste bedre, stod han sikkert allerede og slikkede sin gaffel af for at få alt kartoffelmosen af. Siden han var kommet til at blive en del af Amber Sky, havde han næsten ikke kunne få nok af Diana’s kartoffelmos. Og den ældre dame havde bestemt gjort lidt ekstra ud af det denne aften.
Han stod allerede med gaflen mellem sine læber, da noget knap så forventet, væltede ud af munden for varulvetøsen. Flokleder stod endda et øjeblik og bare stirrede på hende, som om han lige skulle suge det ind til sig. Han havde vidst, at hun havde hjulpet til i køkkenet, men han havde ikke haft den mindste idé om, at hun faktisk havde været med til at lave maden. Han havde haft for travlt til at se ud i køkkenet. Egentlig havde han prøvet, men hver gang havde han fået diverse køkkenredskaber smækket i hovedet. Efterfølgende havde han opgivet. Han blinkede forundret, inden han endelig kom tilbage til den virkelige verden. Han sank en enkelt gang, før han meget hurtigt hev gaflen ud af munden. Han måtte have set ud som en sand idiot. Roligt kørte han sit blik ned mod madbordet igen. Så hun havde været med til at lave alt det her? Hvorfor virkede det så...appellerende?
”Ehm..” Mere nåede han ikke at sige, før Quin var væk igen. Efterlod ham til sig selv et øjeblik. Han så en smule panisk frem og tilbage på den smukke kvinde og bordet med maden. Det blev næsten helt frustrerende for ham til sidst, hvor han endte med at smide tilfældige ting op på sin tallerken. Der var kun lige plads til det hele faktisk, og han måtte passe på ikke at spilde det hele på gulvet, da han endelig fik luntet sin vej hen til bordet. Han havde nær bare smidt tallerkenen ned, men fik lige nået at stille den med manere, inden han satte sig ned foran sin beta.

David havde ikke rigtig fået noget mad indenbords, før Quin begyndte at spørge ind til Autumn. Han stoppede sit bestik halvvejs mod sin mund og så lidt overrasket på hende. Selvfølgelig kom det ikke bag på ham, at hun spurgte ind til denne ene person. Hun havde oplevede effekten af hende. Bare med lidt afstand. Alligevel tillod han at proppe sin mund med mad, inden han begyndte at forklare. Måske ville det gøre samtalen lidt mere afslappet.
”Autumn var vel og mærket mig og Neils bedsteven. Tro det eller ej, så hang jeg ud med andre end idioten.” Han forsøgte at løfte stemingen lidt med at kaste med hovedet i retningen af der hvor Neil havde været sidst de så ham. ”Neil kom pludselig en dag og præsenterede mig for den her mikroskopiske pige. Jeg kan huske, at jeg ikke tænkte høje tanker for hende, indtil lidt tid. Jeg forventede jo bare, at hun var en af Neils fangster.” Han trommede roligt med kniven mod bordet, som var det en kuglepen. ”Men hun viste sig at være anderledes. Hun var nok en af de mest oprigtigt muntre person, jeg havde mødt, hvilket gjorde det helt uvirkeligt, da jeg fik nyheden at vide.” Det var begyndt at blive lidt tungt at tale om, kunne han mærke. Han tog en længere pause og spændte mine læber ud til en lige streg, inden han så hen mod Quin. ”Yeah..” Han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige. Derefter endte han med at rakke om i sin anden baglomme - den hvor gaven ikke havde været i. Det tog lidt tid for ham at få den slidte pung op. Nye bukser. Han bandede lidt for sig selv, hvorefter han endelig fik pungen op. Han svang den op, inden han lagde den åben på bordet og skubbede den hen mod hende. ”Her er vi. Og der har vi Autumn.” Han pegede ned på et billede af dem alle tre. Ham selv stod ude til højre og lignede sig selv. Måske lidt mere sjusket og indelukket end nu. Men samme briller og samme hættetrøje, som altid. Neil stod i midten med sit sædvandlige charmerende smil. En arm om David. Og en arm om en ganske lav ung pige. Hun så ikke ud til at være mere end sytten. Hendes hud var bleg og hun havde overraskende langt brunt hår. Og hendes øjne var meget muligt et af de ting, der stod mest ud. Midsommersolen gjorde dem blot endnu klarere. Men prikken over i’et var det enorme smil, der lyste hendes ansigt op.
”Det er et meget bedre billede end det, der blev vist i avisen.” mumlede han en smule arrigt. Han sukkede en smule opgivende og gik tilbage til sin mad. Lod billedet ligge fremme, hvis Quin ønskede at se nærmere på det. ”Neil endte med at forelske sig håbløst i hende. Han er måske i hælene på så mange andre kvinder, but trust me - den her lille filur var alt han så på, hvis hun var i nærheden.” En tør latter lod fra David, som han lænede sig tilbage i stolen med et stykke kalkun balancerende på sin gaffel. ”Ikke ligefrem den person, som man forestiller sig, en som Neil ville falde pladask for, huh.”

Hun betragtede ham i stilhed, mens hun begyndte at spise af de ting som hun havde taget på tallerken der stod foran hende, i alt sin pragt. Et par nik kom fra hendes hoved, for at vise ham at hun lyttede efter hvad han havde at sige omkring emnet, 'Autumn'. Hun stoppe med gaflen halvejs hen til munden og betragtede i stedet billede som han vidste hende. Det var en smuk pige som prydet med et stort smil ved siden af Neil, som altid havde sit charmerende smil der spillede hen over de fyldige læber, David stod som altid med sit indelukkede ansigt, dog med et svagt smil hen over læberne. Det var mærkeligt at tænke på, at den smilende pige ved deres side, skulle have begået selvmord. Men når man tænkte på, hvad journalisten havde beskrevet hun var gået igennem, var det måske ikke så mærkeligt. ''Ja, det er forfærdeligt at tænke på hvad hun dog må være gået igennem'' mumlede hun stille, mens hendes hoved lagde sig en smule på skrå, hun kunne slet ikke forestille sig hvordan det måtte have været, både at gå igennem det, men at have siddet og set på fra side linjen uden at vide hvad der i virkeligheden skete.

Hun gumlede en smule på kartoflen som hun havde placeret inde i munden ''Det er virkelig utroligt at tænke på, at en pige som Autumn ville være Neils type, når man tænker på de piger man ser ham hænge ud med på gymnasiet'' mumlede hun for sig selv mens hun fortsætte med at spise ''Synes stadig det er utroligt at du er så gode venner med Neil'' sagde hun drillende mens hun pegede på ham med gaflen hvor på der sad et stykke skinke. Det emne de var inde på, var ikke lige i jule stemningens tro, måske hun slet ikke skulle have spurgt ind til det. Hun proppede skinken ind i munden, mens hendes blik gled ud af vinduet hvor sneen langsomt dalede ned fra himlen. Det havde ellers være en rigtig dejlig dag og aften, ind til videre. Lang tid siden hun nogen sinde havde holdt en ordenlig jul. Hvis hun i det hele taget havde? Hendes blik vandrede var vinduet hen på hendes lillebror der sad og havde en hed debat med nogle af de andre fra huset omkring de gaver han havde fået ind til videre. Smilet som der var bredt hen over den lille drengs ansigt, havde hun aldrig set før, det var en fantastisk følelse som der bredte sig i hendes indre. ''Tak..'' mumlede hun stille og vente sit blik tilbage imod David ''Hvis du ikke havde taget mig ind...'' hun rystede på hoved, dette skulle ikke være en af de lange taler omkring hvor meget i gæld hun var hos ham, for alt hvad han havde gjort. For det håbede hun at han allerede vidste, men mere, bare for at udtrykke hvor taknemmelig hun var for det han havde gjort for hende. ''Tak for alt det du har gjort''.

David gjorde ikke helt så meget andet end at trække på skulderne. Han var godt klar over, hvor meget det kunne udstråle, at han var ligeglad og ingen empati havde overfor det der var sket, men det var heldigvis ikke den hele sandhed. Det var stadig et sårbart område for ham. Han havde ikke reageret alt for godt, da nyheden var kommet til ham. Men han havde været nød til at være stærkere end de andre. Det var hans opgave at forblive stående så fundamentet ikke ville bryde helt sammen. Han havde et større ansvar. Han kunne ikke tillade sig selv at sorge. For slet ikke at vise den frem. Så i stedet for at føre videre på lige netop det tragiske emne, klappede han sin pung sammen - noget der altid sendte en underlig tilfredsstillende følelse igennem ham - og proppede den tilbage i lommen. Han skubbede usynlige briller op på næseryggen og indtog en ny mundfuld mad for at få styr på sig selv igen. Dog lykkedes det faktisk Quin at få sat kursen i den rette retning.

Noget forundret så David op på den unge kvinde overfor sig. Han stoppede et kort øjeblik med at tykke for bare at stirre på hende, og da tiden endelig startede for ham igen, glemte han at tykke det sidste, inden han sank, hvilket blot resulterede i en smule besvær at få presset maden igennem spiserøret. Han begyndte at hoste tørt og blev nød til at banke en knyttet hånd mod brystkassen, før han var klar til at vende tilbage til Quin. Et smil havde endda placeret sig tilbage på hans smalle læber.
”Du har virkelig ikke meget tilbage for Neil, huh?” sagde han for at sende den drillende tone mod hende, som hun havde mod ham. ”Men jeg kan godt se hvordan det er svært for folk på sidelinjen at forstå. Jeg tror at det fungerer sådan her:” Han satte sig bedre til rette og flyttede så sin tallerken en smule til siden, hvorefter han lænede sig en smule ind over bordet. ”Neil ejer en meget dominant personlighed, så derfor kan han på et punkt godt lide at være beskyttende. Du ved - sådan noget prinsen-redder-prinsessen-shit. Og Autumn var bestemt den type der hørte under kategorien som prinsessen. Men samtidig kan vores elskede idiot virke ganske truende og skræmmende, og den typiske ’prinsesse’ tør ikke nærme sig. Men det gjorde Autumn.” Det lød ikke helt forkert i hans hoved. Men det lød nu heller ikke helt rigtigt. Han kendte trods alt ikke alt omkring de to turtelduer. Han rettede sig atter op igen og rullede med skulderne. ”Og hvis vi skal finde en teori vedrørende de pjevsede tøser, der hænger op og ned ad ham, kan det uden tvivl være fordi, han nyder opmærksomheden. Og den kan han nemt få fra den slags kvinder.”
Da han så hendes blik flygte lige rundt søgte han selv efter, hvad hun så efter. Der var ganske nemt at gætte sig til hendes øjnes retning. Hun mindede ham lidt om sig selv og den måde, han havde været overfor sin egen lillesøster. Konstant bekymret. Og selv den mindste positive kropstrækning fra hende kunne varme hjertet af lettelse. Han tog stilheden til at grave en smule madrest fri fra sine tænder med tungen. Så godt han nu kunne.
”Du tænker for meget over det. Jeg havde mine grunde. Og som jeg sagde til dig i starte, kan vi ikke have, at du mister kontrollen og tilintetgøre halvdelen af Di Morgas beboere. Eller værre - bliver dræbt.” Det var måske lidt dybt og lidt en grum forestilling. Og han fangede skam hurtigt problemet. Han forbandede sig selv indvendig og ville nok have svovlet en smule over sin stupide tale, hvis ikke han havde haft bare en form for kontrol over sig selv på grund af julens gode ro og orden. ”Never mind..” Han rystede hurtigt på hovedet og kom efterfølgende op at stå. Han kunne ikke holde ud at blive siddende. Han var bange for at blive ved med at sige noget dumt. ”Kom.” sagde han kort og godt men fortrød hurtigt. I stedet fik han hurtigt bevæget sig hen ved siden af hende og rakte en hånd indbydende frem mod hende. Han rømmede sig en smule og så væk, som han spurgte: ”Hvad med at vi indtager dansegulvet? Der ser ud til at have kommet mere liv, nu hvor der er kommet flere gæster.” Forsigtigt kørte han de brune øjne tilbage på hende, mens han ventede på et svar.

Selvfølgelig var verdenen ikke på hans side. Selvfølgelig skulle bare et eller andet gå galt på sådan en stor aften. For med ét blev der helt mørkt. Et gisp blev sendt igennem lokalet, da al elektronik forsvandt. Musikken stoppede. Og den eneste lyskilde, der var at finde, var de tændte stearinlys, hvilket egentlig gav en ganske hyggelig - og romantisk - fornemmelse. Men det holdt nu ikke David fra at føle irritationen komme frem i sig. Han havde smidt alt usikkerhed og akavet udstråling. Og i stedet for at se mod Quin, så han sig omkring for at tjekke op omkring gæsterne. Heldigvis så det kun ud til at være børnene, som freakede ud over det pludselig blackout.
”For fucking sake.. Perfect!” bandede han højlydt for sig selv. En smule sammenbidt. Han var nød til at tage en dyb indånding for ikke at begyndte at flippe over det. Der havde været absolut ingen problemer inden festen, da de testede alle lysene. Men livet elskede bare at give ham citroner alt for hurtigt til, at han kunne nå at lave nok fucking lemonade. Han knejsede frustreret med nakken, inden han atter vendte sig mod Quin.
”Bliv her. Jeg skal bare lige ned i kælderen. En sikring er sikker sprunget..” Man kunne sagtens høre at han gjorde alt for ikke at lyde alt for hidsig. Han blev dog et øjeblik for at sikre sig, at det var i orden. Forhåbentlig var hun ikke bange for mørket. For der gik ikke alt for længe, før han drejede omkring og begyndte at masse sig igennem menneskemængden og løb videre mod sin obligatoriske opgave.

”Han er da en rigtig handyman, ham David, synes du ikke..?” James stemme lød pludselig i nærheden af Quin. Han virkede til at være helt rolig med situationen. Han bevægede sig blot stille og roligt omkring med hænderne i lommerne på de stramme bukser. Og de tunge sko klikkede afslappet, som han tog et skridt. ”Han kan alt.” Han havde aldrig brugt sig meget om den nye flokleder. Af gode grunde. Han lod dog som om at han havde accepteret ham. Men han accepterede ham på samme niveau som han respekterede ham. Ufattelig lavt. Han tog blikket fra retningen, hvor David var forsvundet, og så i stedet mod hunulven, inden han elegant gled ned på stolen, overfor hende. ”Jeg hørte I talte lidt om, hvordan han havde taget dig ind.” Han havde holdt lidt øje med de to. Og han havde bestemt en af de bedre høreevner. I modsætning til David og hans halvdøve øre. ”Må jegspørge dig om noget, Quin?” Han elskede hendes navn. ”Finder du det ikke underligt? Hvordan han vidste så meget om dig, da han tog dig ind? Han tøvede slet ikke med at indvie sig i flokken.” Han foldede sine hænder sammen og lagde dem på bordet. Så mod hende med et ganske sikkert blik. ”Har du nogensinde overvejet, at han selv er en varulv? Og hvad han er i stand til. Han er trods alt en alfa. Har du nogensinde tænkt over, hvem der bed dig og gav dig virussen?” Han kunne ikke lade være med at smile lidt. ”Just saying - Men han er en utrolig aggressiv man, synes du ikke?” Så kom lyset tilbage igen.
Han sukkede så opgivende og lod blikket falde, hvorefter han rejste sig igen. ”Jeg ville ikke have været den der fortalte dig det, men jeg syntes det tog ham for lang tid.” Han så mod hende med et svagt bedrøvet blik og bevægede sig hen forbi hende igen. ”Men han var den som bed dig, Quin.” Og så var det hans tyr til at forsvinde i mængden. Han havde vundet. Det var han sikker på.

”Quin!?” David blev uendelig lettet, da han så hende samme sted som han havde efterladt hende. ”Det var bare nogle løse ledninger og sådan lidt halløj. Ingen ting jeg ikke kunne klare.” Han så næsten helt stolt ud, som han luntede det sidste stykke hen mod hende og stoppede foran hende. ”Klarede du den? Du ser lidt bleg ud.”

Hun nikkede lidt til hans observation omkring at hun ikke havde særlig meget til overes for Neil, godt nok var deres forhold blevet bedre siden sidst. Men, nej den fyr krøb under huden på hende, på den mærkeligste måde, men man kunne måske sige at de havde lært at respektere at hade hinanden. De kunne godt være ’venlige’ mens andre var til stede, de kunne måske endda også gøre ting for at hjælpe hinanden. Men at kunne komme til at forstå og lide den fyr? Hun troede ikke lige at det var noget som ville komme til hende forløbeligt. Hun fugtede langsomt hendes læber og spiste det sidste som lå på hendes tallerken, hun følte sig allerede mæt, det havde taget hende længere tid end hun havde regnet med at vænne sig til, at spise normalt igen. Når man kom fra et hjem hvor to måltid mad var som en højtidelighed, var så mange retter som der var placeret på langbordet, som at være kommet til paradis. Men det betød så også at hendes mave ikke havde plads til alt den mad som hun gerne ville spise, hvilket havde gjort at hun mange gange havde endt med mavepine efter aftensmad. Hun sukkede stille for sig selv, hun burde virkelig stoppe med at stoppe sig som et eller andet svin, det var vel ikke videre appellerende over for andre. Måske, visse andre? Hendes brune øjne, gled langsomt hen imod manden der sad og snakkede foran hende, hvis han spurgte hende om at gentage hvad han lige havde sagt, havde hun nok med store øjne måtte erkende at hun ikke anede hvad der lige var kommet ud af hans mund. Optaget af det stærke kæbeparti, det brune hår der, måske lidt mere nydeligt sat end normalt, hans øjne, selv den måde han havde sine briller på. Lige så langsomt som det gik op for hende hvad det egentlig var hun sad og tænkte, havde han hånden hen imod hende. Hvad havde han spurgt hende om? Hendes blik var kort i forvirring, ind til at hans stemme gengang sig i hendes hoved, indtage danse gulvet. Et stort smil bredte sig hen over hendes læber ’’Så den store stygge alfa danser også? Mon det er godt for dit image..’’ men for at han ikke skulle skifte mening, havde hun hurtigt tage hans udstrakte hånd i hendes.

Også skete det, det som der virkelig bare ikke kunne være rigtigt! Lyset og musikken, forsvandt i det som hun havde taget hans hånd i hendes. ’’You got to be kidding me..’’ mumlede hun hæst, hendes brune øjne gled hen over menneskerne, som der næsten paniske begyndte at fumle rundt. Der var stadig stearinlys som brændte lystigt i rummet, hvilket gjorde at der hurtigt blev skabt en mere hyggelig stemning. Men uden strøm, ingen musik, ingen musik, ingen dans. Hun sukkede dybt og var lige ved at opgive på aftenen, skulle de da slet ikke få lov til at få et øjeblik sammen uden at blive forstyrret? Lige som de tanker gled igennem hendes hoved, kunne hun mærke varmen sprede sig i hendes kinder, disse tanker måtte stoppe! Forhelvede, så længe havde hun ikke en gang kendt manden, for slet ikke at snakke om at han var lederen af den gruppe ulve hun var i, det, var bare, ikke muligt? Hun nikkede blot da han sagde han ville smutte ned og tjekke sikringerne og med et dybt suk gled hun tilbage i stolen hun havde siddet i. Alt imens hun prøvede at tænke over hvorfor hun var begyndt at have sådan nogle tanker, når hun så på David, hvad der gjorde at, hun følte sig så tiltrukket af ham? Hun kunne ikke løbe fra at hun synes han så ekstremt godt ud, hun smilede lidt af sig selv, mens en enkelt tand greb fat i hendes underlæbe. Måske hun skulle udtrykke hvad hun følte omkring ham? Eller, nej, igen i konflikt omkring hvad hun følte og hvor vidt hun skulle være ærlig, omkring hvad hun troede hun følte. Rev en velkendt stemme hende ud af tankerne.

’’..James..’’ sagde hun måske lidt mere køligt end hun havde tænkt sig, hun havde altid synes der var noget over James, som hun ikke helt kunne placere sin finger på. Noget som gjorde hende urolig hver gang han var i nærheden af hende, men som sagt kunne hun ikke helt forklare hvor denne følelse kom fra. Derfor kunne hun et eller andet sted hellere ikke tillade sig, at være uhøflig over for ham. Hendes øjne betragtede ham sætte sig ned foran hende, lige så stille havde hendes øjne stillede sig skarpt i mørket og det gjorde hende derfor ikke noget at det kun var stearin lys som skinnede ved hendes side. ’’Nu har du sat dig, så, stil dit spørgsmål..’’ hendes attitude over for ham var ikke særlig interesseret i hvad han egentlig havde at sige, men sådan var hun generelt over for alle. Men det næste han spurgte om, kom bag på hende, chokket var tydeligt skrevet i hendes ansigt. Hvad fanden snakkede han om, han mente vel ikke? Men jo mere han snakkede, jo mere tydeligt var det hvad James prøvede at fortælle hende. De sidste ord der dannede sig hen over læberne, da han gik forbi hende. Efterlod hende i fuldstændig blank tilstand, det kunne ikke passe, han ville aldrig, ville han? Også var det som om at hele verden styrtede i grus, var det derfor han var så sød imod hende, fordi at han havde skyldfølelse? Så, det var som om hendes brystkassen blev stukket af en kniv, det hele gjorde ondt, mens at tårende pressede faretruende imod øjenlågene. Fuck, også hørte hun hans stemme, den stemme som hun elskede så meget også kom vreden. Hun rejste sig brat op. ’’Nej…’’ hendes stemme var som gift, med nogle lynene øjne imod ham stormede hun ud af lokalet og op på hendes værelse hvor hun greb den første og bedste taske. Hun var nød til at komme væk der fra, hun kunne ikke blive et sekund længere i dette hus, under samme tag som ham. Stemmerne skreg ind i hoved på hende, konfliktede, den ene der fortalte hende at hun burde lade det gå, det at komme her var noget af det bedste der nogen sinde var sket for hende. Mens den anden skreg hvordan fanden idioten kunne lyve og finde på at opføre sig sådan over for hende, når der sikkert ikke lå mere bag. Hendes øjne faldt ned på ipoden som han havde givet hende. Lysten til at smide den ind i væggen og ødelægge den var stor, men den røg nu alligevel ned i tasken uden hun videre tænkte over det. Uden at hun havde lagt mærke til det gled tårende ned af hendes kinder, mens hun uden omtanke greb tøj fra hylderne og smed det ned i tasken.