And so this is christmas..

Det var det vidst nu. Hun havde på en måde glæder sig hele dagen. Havde ikke kunne koncentrer sig på arbejdet og spacede hele tiden ud. Tænkte over hvad hun skulle tage på og alt muligt andet. Sat tidsplaner for de forskellige ting og havde endda taget tidligere fri. Blot for at gå helt død på sofaen. Og i sidste øjeblik havde hun blot trukket i noget tilfældigt tøj. Tilladt sig at beholde den smule make up hun havde haft på henne på arbejdet. Blot for at fremhæve hendes hasselnøddebrune øjne. Dette virkede lidt mærkeligt. Hun havde faktisk aldrig været kommet forbi ham og sagt hej. De havde altid bare mødtes ude i virvaret af mennesker.
Hun satte forsigtigt sit tempo lidt op. Hun følte hele tiden blikke blive rettet mod hende som hun traskede gennem den lette sne der knasede under hendes sko. Men trods denne måske lidt ubehagelige stemningen syntes den ikke at gå ind på Amelia. Hun havde endnu et sødt smil på sine læber og forventningen stod lidt ud af hendes øjne. Hun fik trukket det store sorte stiktørklæde lidt mere om og skjule nu lidt af hendes hage samt mund. Hendes arme var omkring hendes spinkle krop som frøs hun. Hvilket hun faktisk ikke gjorde, Også selvom at hun ingen jakke havde over den nogenlunde tætsiddende langærmede bluse i en pæn grålig grøn farve. De lyse jeans var blot de samme hun nok lige havde nået at have haft på i meget kort tid sidste aften. Så det kunne ikke skade at genbruge? Og han ville nok ikke opdage det. Hendes hår sad som det plejede. Lige udover at det endnu bølgede på rundt af fletningerne.

Endelig stod hun der. Foran døren. Hun kunne allerede høre hvordan hunden slentrede rundt inde i huset og pludselig syntes hun at blive mere usikker. Havde dog aldrig set hans hund men hun kunne forestille sig at den var stor. Og skræmmende. Havde et billede af den i hovedet. Hvor flovt ville det ikke være hvis det endte ud med at være en lille tæppetisser. Hun stod lidt og tog en dyb indånding inden hun så fik løftet sin ene hånd. Bankede på. En, to og så to igen hurtigere. Hun fugtede sine læber og igen voksede hendes smil mens hun stod og ventede spændt. Eller noget. Roligt førte hun sin ene hånd op til sin hals. Trak lidt ned i tørklædet og rørte så med den lille bjælde hun havde omkring halsen i et silkebånd. Kunne ikke lade være med at smile bare mere over den lille lyd men fik hurtigt fjernet sin hånd igen da døren gik op. ”Glædelig jul.” kom det fra hende lige idet han kom til syne.

Den store, sorte køter med de rødbrune plamager, her og der, opfangede med det samme lyden af skridt på den anden side af døren, løftede vagtsomt ørene og fór med et lyn op fra sin kurv for at løbe hen til døren, da nogen bankede på, men blev stoppet af dén kæde, der var hægtet fast i halsbåndet, og sad fast i en krog på væggen. "Så hold dog din kæft!" råbte Chase bestemt, inde fra stuen, idet hunden begyndte at gø, som en gal, og forsøgte, uden held, at rive sig løs af kæden. Med et tungt suk rejste han sig op fra sofaen, som han havde ligget henslængt i et godt stykke tid nu, og traskede ud i entréen, hvor han som det første gik hen, for at tage fat i dørhåndtaget, men standsede så, og vendte sig om. "Dæk, Monty!" beordrede han, med en rimelig hårdfør stemmeføring, og trykkede så endelig håndtaget ned for at åbne døren, efter rottweileren, meget modvilligt, havde lagt sig ned i kurven med en noget utilfreds knurren. Han lukkede hoveddøren op, og lyste op i et stort smil, da han så, hvem det var, der stod på den anden side af dørtærskeln, vinkede med det samme vedkommende ind efterfulgt af et muntert kom indenfor og smækkede døren i efter dem. "Jamen i lige måde da," svarede han og sendte hende et bredt smil, hvornæst han lod sit blik køre op og ned af hende et par gange, inden han lænede sig ned mod hende, for at sætte sine læber mod hendes i et kort kys. For en gangs skyld, havde han ikke sin sædvanlige læder-mundering på, men var derimod trukket i en, ret almindelig, sort skjorte, som han havde rullet ærmerne op på og undladet at knappe de to øverste knapper. Læderbukserne havde han dog stadigvæk på, men handskerne og skoene var ikke til at se. "Damerne først," insisterede han smilende, og slog en arm ud i den retning, hun skulle gå, vendte sig næstefter om mod Monty, og bøjede lidt ned i knæene. "Hvad så grimme, skal du med ind i stuen?" spurgte han, idet den med ét satte sig op, kløede den bag ørene, og fik en kæmpe slasker i ansigtet som gengæld. Han rynkede svagt på næsen, inden han tørrede det værste hundesavl af, og fjernede så kæden fra halsbåndet, drejede om og smuttede ind i stuen med hunden, lige i hælene. Tidligere på dagen, havde han slæbt et stort juletræ indenfor, som nu næsten ikke var til at se, for al pynten, der var blevet hængt på det, og der var også en helvedes masse jule tingeltangel rundt omkring, andre steder, men der var faktisk til en forandring ryddet op. Der lå altså hverken tomme flasker eller fyldte askebægere og flød, der var egentlig meget pænt. Chase tog fat i Amelias hånd, da han passerede hende, og fik hevet hende med hen i sorte, læder-, selvfølgelig, sofa som han dumpede ned på og klappede nogle gange på pladsen ved siden af sig, efter at have sluppet hendes hånd, for at få hende til at sætte sig ned. "Det var godt, du kom," sagde han, netop som hun havde sat sig, kvalte det sidste luft der var imellem dem, ved at rykke helt hen til hende, og lagde en arm rundt om hende. "Jeg har savnet dig," fortalte han med et smil og pustede til nogle af hendes brune hårtotter, hvorefter han først plantede et kys på hende ene kind og dernæst et langt et på hendes mund. "Jeg har forresten noget til dig ..." Han smilede lidt hemmelighedsfuldt til hende, da han rykkede bare en smule væk fra hende, og trak armen til sig, inden han smækkede fødderne op på det lave sofabord og lænede sig helt tilbage i sofaen, hvilket også medførte, at han gled lidt længere ned. "Men det får du først senere."

Amelia prøvede at beherske sig omkring den store hund hun med det samme havde fået øje på. Hun kunne stadig mærke hvordan hendes hjerte hamrede lidt hurtigere af sted der havde startet ude foran døren ved lyden af dens gøen. Men allerede som hun havde været indenfor i et stykke tid syntes hun allerede at være mere rolig omkring denne rottweiler. Den virkede i hvert fald mindre skræmmende end hvad Chase kunne præsentere. Og hun havde da oplevet det en gang før. På afstand. Eller noget. Hun huskede ikke klart.
Hun blev helt overvældet idet at hun trådte ind i selve hans stue. Hun stirrede direkte mod det store grantræ der faktisk bare lignede et stort glimrende stykke julepynt. Denne gang var det vist hendes tur til rigtigt at komme i julestemning. Der duftede en smule brændt men på den perfekte måde og hun kunne virkelig ikke holde sit smil skjult. Overhoved. Det strålede nærmest ud af hendes øjne og hun lignede igen dette ville spændte barn der et helt år havde glædet sig til jul. Lige som alle de små børn hun plejede at møde i centret. Så sød og uskyldig som altid. Men hun blev dog hurtigt revet ud af dette idet hun kunne mærke hans hånd omkring hendes arm og blev derefter bare trukket med. Følte derefter hvordan hun blev placeret i hans sofa. Det hele gik ret hurtigt til at hun rigtigt nåede at opfatte hvad hun selv gjorde i denne situation. Idet at han fik lagt en arm omkring hende fik hun nemt vendt sig om for så nærmest at ligge op ad ham. Hans kys virkede så ufattelig savnet. Også selv om at de sjovt nok havde været sammen her tidligere på dagen. Så havde hun faktisk savnet ham. Og det var nok tydeligt at mærke på hende.
”Hvad?” Hun blev noget overrasket over hans ord. Havde noget til hende? En gave? Hun følte atter hvordan hun blev usikker. Rødmede sjovt nok en smule inden hun fik nogenlunde gemte sit ansigt ind mod ham. Havde endnu en hånd liggende på hans brystkasse. ”De-det skulle du altså ikke have belejligt dig med.” mumlede hun så tydeligt hun nu gennem endnu med ansigtet kort gemt. Ja hun var vel opdraget pænt og beskeden. Men det var også noget der lå til hendes natur. Hvilket han nok allerede havde lagt mærke til på en eller anden måde. Lidt efter kom hun så endelig frem igen. Smilede forlegen til ham inden hun så roligt mod sin hånd der endnu lå mod hans brystkasse. Kort tegnede hun et mønster og satte sig så ordentligt op. Et roligt suk kom fra hende som hun satte sig i en smidig skrædderstilling. Sidste ikke helt hvad hun skulle sige. Men fik vel alligevel lukket munden op. ”Du bor anderledes end jeg havde forestillet mig, må jeg indrømme.” klingede hendes stemme som hun igen så rundt på alt pyntet inden hun så igen så mod Chase. Smilede lidt mere sikkert i det. Nok for at vide at det nok ikke var en dårlig kommentar at komme med. Hun drejede forsigtigt hovedet mod hunden hvor en klump med det samme samlede sig i halsen på hende men den fik hun hurtigt fjernet igen. Med stille bevægelser fik hun så taget det store tørklæde af for at lægge det ved siden af sig på sofaen. Rystede let på hovedet for at få sit hår til at gøre nogenlunde som hun ville og hørte selv med det samme den lille bjældes lyde. Svage og blide.

"Er det et kompliment?" spurgte han, til det sidste hun havde sagt, fortrak den ene mundvig i et skævt smil, og lod sit blik følge hendes, indtil det stoppede, ved hunden. "Kom," sagde han, og klappede på sofaens armlæn, havde endnu blikket mod den enorme rottweiler, der straks kom luntende derhen, og satte sig forenden af den sorte sofa. Han drejede sin overkrop så meget, han kunne, og lænede sig halvt indover armlænet, hvorpå han aede den et par gange over hovedet, inden både han og hundens opmærksomhed automatisk blev vendt mod Amelia, da en lavmæl bjældeklang brød stilheden, og fik hurtigt øje på den lille bjælde, der hang i et silkebånd, som hun havde bundet rundt om halsen. Chase rettede sig op, og rykkede endnu en gang tættere på hende, så mellemrummet imellem dem forsvandt, efterlod hunden med et rimelig misfornøjet ansigtsudtryk, og lagde igen armen rundt om hende, så de sad helt tæt. "Den er fin," sagde han med et kækt smil, og strejfede bjælden med en finger, så den sagte, klingende lyd atter lød. Halvdæmonen kyssede hende fra kæben og nedad halsen, nappede forsigtigt i den, alt imens hans ene hånd havde fået frit løb og lod den vandre hæmningsløst rundt på hendes krop. Der gik dog ikke længe, før han stoppede, og trak hånden til sig igen, men beholdt armen omkring hendes skuldre, hvorefter han lavmælt rømmede sig. Det ville nok være en god idé at stoppe nu, før han kom alt for godt i gang - desuden, var det ikke sikkert, at hun ville. Den her aften skulle være anderledes, end den i går; nu var det hendes tur til at bestemme, hvad de skulle lave. Fra nu af, ville han ikke begynde på noget, før hun selv havde lagt op til det. Han bed sig kortvarigt i underlæben, og fugtede den efterfølgende med spidsen af sin tunge. Hvis han da kunne holde sig i skindet. Monty afbrød hans tanker ved at komme med en lidt utilfreds gøen, hvorpå han straks vendte sig om mod hunden og smilede ned til den, klappede en enkelt gang på sædet ved siden af sig. "Så kom da!" sagde han og havde et sekund efter den kæmpe store rottweiler siddende på skødet, og fik hurtigt savlet sit ansigt fuldstændigt til. "Stop, din dumme hund!" udbrød han med det mest bestemte tonefald, hans stemme kunne præstere på nuværende tidspunkt, men kunne ikke lade være med at grine lidt. Eftersom det ikke ligefrem var den letteste eller mindste hund, måtte han skubbe den ned på gulvet igen, og rejste sig dernæst op, tørrede ansigtet af i sine håndflader, inden han vendte sig en halv omgang rundt, så han stod med fronten mod Amelia. "Er der noget, du vil have? Jeg har ikke fået lavet mad, men jeg har nok et eller andet ude i køkkenet," sagde han og pegede over skulderen med tommelfingeren, imens han så spørgende ned på hende.

Amelia udtrykte sig selv med det samme med sin hjertevarme latter idet at se hele sceneriet med denne hund. Hun var overrasket over at den ikke opførte sig anderledes. Men hun var glad for den måde den ham på. Og synet af hvordan den bare satte sig på ham og fik ’vasket’ hans ansigt var virkelig bare så komisk. Hun var blødnet mere op og efter at latteren atter var stoppet sad det endnu fremme. Bare som et smil. Den var faktisk okay nok. Hvordan havde hun være bange for sådan en? Den var så legesyg og glad. Især glad for Chase. Det var tydeligt. Hun kunne nærmest se dens smil.
Hun drejede roligt hovedet mod hybriden igen idet hun hørte hans stemme uddanne et spørgsmål. Hun tænkte sig kort om inden hun med et muntert smil fik skilt sine læber ad. ”Ehm..Hvis du har noget appelsinjuice kunne det være dejligt. Ellers bare noget vand.” Hun var egentligt ikke sulten. Var hun ikke særlig tit. Bare en ting ingen vidste fordi hun faktisk spiste trods det. Det var ikke fordi hun ikke ville spise. Hun fik bare fode fra jorden. Blot ved at gå over det. Derfor havde hun næsten altid bare fødder. ”Uh! Eller noget varm kakao.” fik hun lige påsat. Måske lidt for ivrigt for hun følte sig derefter lidt uforskammet. ”…hvis du har det.” Hun smilede uskyldigt til ham mens hovedet blev lagt på skrå.
Da hun så så ham forsvinde ud i køkkenet faldt hendes blik med det samme mod den store hund der vist også havde fået øje på hende for nu sad de bare der og stirrede på hinanden. Hun fik fugtet sine læber som skulle hun lige tænke over noget inden hun så fik et forsigtigt smil frem og så endelig klappede på pladsen ved siden af hende. Og underligt nok så adlød den hende. ”Hej.” sagde hun stille imens at hun forsigtigt fik lagt sin hånd oven på hundens hoved. Vel for lige at vide om det var okay for hende at gøre. Virkede nu mere sikker og hun startede ud med at ae den. ”Hvor er du blød.” Hun lød helt forundret og hendes smil voksede blot. Det var tydeligt at høre på hendes stemme at det var en kompliment. Hun kørte sin hånd ned og kløede den roligt bag øret imens hun et sted forventede at den enten ville begynde at gø af hende eller slaske hendes ansigt. Hvilket faktisk på en måde skete. Den overfaldt hende næsten. Fik i hvert fald på en måde lagt sig på hendes mave. En overrasket lyd kom fra hende men blev hurtigt ændret til hendes skønne latter idet at hun hurtigt efter følte en våd tunge mod sit ansigt. ”Hjæælp!” grinede hun imens hun prøvede at undgå slikkeriet så meget muligt. ”Din hund har vist fået taget over mig!” lød det igen fra hende. Mindst lige så grinende. Det kildede og hun følte lidt at det var svært at grine med en tung hund siddende på sin mave. Men hun så da i hvert fald ud til at overleve mere eller mindre. Hun havde det i hvert fald sjovt så det ud til.

Chase grinede lidt hendes ubeslutsomhed, nikkede kort af det sidste, hun sagde; "kakao? Jeg skal se, om jeg har det," svarede han til hendes bestilling, hvorefter, han drejede om på hælen, og tøffede ud i køkkenet, der i forhold til stuen, og stort set alle de andre rum, lignede et bombet lokum. Det var i hvert fald ikke svært at se, hvor han havde smidt al sin ragelse hen, da han havde ryddet op. "Fuck ..." mumlede han lavmælt, puffede til et par kasser, fik skubbet lidt for kraftigt til en af dem, så den endte nede på gulvet med en frygtelig larm fra de, nu knuste, glaskanyler, og hvad han ellers måtte have haft liggende nede i kassen. Halvvampyren skubbede det blot til side med den ene fod, hvorpå han fór rundt i køkkenet for at finde en kop mellem alt rodet, og fik i mellemtiden sat noget vand over i elkedlen, der meget belejligt begyndte at hyle, netop som han havde fundet både en kop og kakaopulveret. Det kogende vand blev hældt op i koppen, hvori det brune, støvede kakaopulver lå, og fandt dernæst en ske, som han fik rørt vandet og pulveret sammen med, lagde skeen fra sig og tog den varme kop op i hånden. Derpå smuttede han ud af kaos-køkkenet igen, og ind i stuen til hende, hen til sofabordet, som han anbragte koppen på, og fik først efter at have gjort det, øje på hvad hende, og hunden havde gang i. "Såå Monty! Kom så ned!" beordrede han, pegede på gulvet ved siden af sig, og havde lidt efter den store hund siddende op ad sit ben. Han satte sig ned på hug foran den, og kløede den lidt under hagen; "kan du hente gaven til Amelia? Kan du det? Jaaa, god hund," sagde han, med en forvrænget stemme, og plantede et kys lige ovenover hundens fugtige næse, rejste sig halvt op og smækkede den blidt bag i, hvornæst den luntede ind under juletræet, som den nær havde væltet. "Taak," sagde han, idet han tog pakken ud af kæften på hunden, aede den en enkelt gang henover hovedet, inden han satte sig tilbage i sofaen til Amelia, og drejede sig lidt, så han sad med fronten mod hende. Chase rømmede sig kort, og rakte den frem mod hende, "du får den altså bare nu," sagde han med et forsigtigt smil, ventede på at hun tog låget af den, hvorefter han stillede gaven fra sig på sofaen, og hev en halskæde op derfra, som han holdt op foran sig. Han rømmede sig igen. "Amelia - vil du være min kæreste?"

Amelia fik med det samme sat sig op idet at vægten fra hunden forsvandt igen. Hun fik trukket sit ærme lidt ud over sin ene hånd og tørrede det værste hundesavl af sit ansigt igen. Smilet blev derefter sendt direkte mod Chase. Han var stadig den samme. Den hun havde mødt. Og hun ville faktisk ikke have han skulle ændre sig. Det var jo dette hun kunne lide. Dette hun havde forelsket sig i. Det som hun elskede. Også selvom at hun ikke helt havde sagt det højt eller vist det helt så tydeligt.
Hun fulgte roligt hunden med sine øjne som den luntede hen til det flot pyntede juletræ. Studerede hvordan den snuste sig vej til noget som den lidt efter igen kom til syne med. Hun blev lidt nervøs og stadig nysgerrig efter hvad det kunne være. Men han skulle virkelig ikke have haft gjort det. Hun havde jo intet til ham. Og det kunne hun vel et sted skamme sig lidt over. Hun så hurtigt op på Chase igen da han satte sig ned ved siden af hende. Med fronten mod hende. Han virkede rimelig alvorlig i det. Lidt pirrende i det. Og hun kunne sagtens mærke hvordan at hendes hænder rystede som hun fik taget imod pakken og fik åbnet den. Hun kunne ikke andet end at spærre øjnene op idet han trak denne halskæde op og holdt den op mellem dem. Kort tid så hun bare på den men fik igen rettet opmærksomheden mod hybriden som han rømmede sig. Også nu syntes hun at blive mere nervøs. Det virkede underligt på en måde. Det var nok stemningen der gjorde det hele.
Aspara’en stivnede så og hendes smukke øjne blev spærret mere op idet hans spørgsmål forlod hans læber. Hun følte varmen stige op i hovedet på hende og den sædvandlige rødmen omkring hendes kinder og næseryg kom med det samme frem. Mere fremhævet en før. Hun blinkede forundret og vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige. Det var som om at hun et øjeblik havde gået helt i stå. Nok en underlig reaktion ville nogen nok tænke. Men det var nok også på dette tidspunkt at hun endelig tørret op. Hun fugtede forsigtigt sine læber og prøvede at få ord frem. ”Jeg..Jeg..” Endelig kom hendes smil så langsomt frem igen mens at en hånd blev ført op til sit ansigt som ville hun skjule det. ”Jeg…Ja!” fik hun så endelig frem og hun virkede ikke tøvende ved det svar og hun holdt sig heller ikke tilbage for at nærmest overfalde ham i en omfavning. ”Sølvfølgelig.” hviskede hun ham blidt i øret inden hun igen fik trukket sig tilbage.
Hun løftede let sit hår og tillod ham at sætte den flotte kæde omkring hendes hals for så at slippe de lange hasselnøddebrune lokker igen. Strøg smykket inden hun igen smilede muntert. ”Tak.” Hun var stadig lidt mundlam og fik kun få ord frem som hun mente passede til situationen. ”Vent.” Hun løftede roligt begge sine hænder og førte dem ind over sit hår og mod der hvor silkebåndet med den lille bjælde var bundet sammen. Fik nemt åbnet den lille sløjfe for at lade den forlade hendes hals. ”Her..” sagde hun mens hun fik lænet sig mod halvdæmonen hvorefter hun med fingernemme bevægelser på en måde bundet denne om hans hals. ”Så..” Hun placerede et kort kys mod hans læber inden hun strøg hen over bjælden for at få den klingende lyd fra den inden hun let trak sig væk igen mens hun tilføgede. ”Så ved jeg hvor du er..”