A merry little christmas.

Hun havde det ikke særlig godt. Og hun fik det værre og værre jo mere, hun så på sig selv i fuldmandsspejlet foran sig. Hun havde direkte svært ved at genkende sig selv. Det var ikke engang de samme øjne, som så tilbage på hende. Den klare blå farve var skjult fuldstændig bag de hazel-farvede kontaktlinser. De så så virkelige ud. Som var de blevet lavet specielt til hende. Hun havde før overvejet, hvordan hun ville se ud med en anden øjenfarve, og hun havde forsøgt at redigere hendes øjne i et par af sine billeder. Men dette gav langt fra samme følelse. Hun blinkede et par gange i et håb om at en smule af den blå øjne ville være synlig, men linserne flyttede ikke på sig. Det var næsten som om, hun faktisk ikke havde dem i, så behagelige var de. Måske var parykken også med til at give indtrykket af, at det ikke var hende, der reflektere de tilbage i spejlet. Askeblond. Den farve enhver naturlig brunette altid havde ønsket sig at have. Hun kunne ikke helt lade være med at rette på den, som om hun var bange for, at den ville falde af ved det mindste vindpust. Men den var som limet fast. Hun justerede på det tunge og korte pandehår. Pjuskede lidt op i det, så det havde mere fylde. Det turde hun næsten ikke gøre med resten af håret. Det var blevet sat så fint. Store krøller. Alle i samme retning, væk fra hendes ansigt, så det gav den glamourøse effekt. Parykken var en smule kortere end hendes normale hårlængde, men det nåede hende stadig ned omkring skulderbladene, når hun kastede det hele om på ryggen.
Hun sank tungt og kørte blikket ned over kjolen, hun var blevet iført i. Den var enkel men smuk. Ikke for meget, men heller ikke for lidt. Den var lige tilpas til det, den skulle bruges til. Hun trak lidt ned i den og udglattede maveområde. Hun kunne mærke sin mave snore sig sammen, som hun lod sin hånd blive liggende. Hun var tynd. Tyndere end hun egentlig selv ville have. Hun savnede den lille bule, hun altid havde haft. Hun havde ikke spist meget siden, hun var kommet til Iscaroit for blot en uge siden, men hun havde gjort sit bedste for ikke at bekymre Evan. Hun satte sine hænder i hver sin side af taljen og betragtede sig selv med et lidt mere positivt syn denne gang. Kjolen var af noget kraftigt stof, så heldigvis så hun en smule større ud. Hun var stadig forundret over, hvordan hendes bryststørrelse ikke havde lidet under det hele. Noget af det hun virkelig nød sig af, var den måde Juliette - en af organisationens medlemmer - havde fået liv i hendes ansigt. Hun var stadig bleg, men hun så ikke død ud. Der var farve i hendes kinder. Og hendes øjne virkede store og vågne. Og hendes læber var dækket af en rød læbestift, som så allerbedst ud, når hun smilede. Blot ved tanken om det, fik hende endda til at smile. Hun følte sig faktisk smuk, selvom hun var nervøs. Og usikker. Hun drejede så en sidste gang omkring sig selv, inden hun endelig fik taget sig sammen til at forlade sit værelse. Sit nye hjem.

Noget af nervøsiteten forvandt pludselig ved synet af den unge mand, ved bunden af trapperne. Det var underligt at se ham sådan. Han havde klædt sig pænt på, men fordi han stadig var i sin spøgelsesform, lignede det at, han var fuldstændig gennemblødt. Hun brød sig aldrig om, at se ham sådan. Men han havde forsikret hende, at det var okay og, at det nok skulle gå så snart, de ankom til denne julefest. Hun forstod ikke helt, hvordan det skulle foregå, men hun stolede på Evan. Også derfor tøvede hun ikke længe med at tog ned ad trappen.
Hun var selv overrasket over, hvor nemt hun havde ved at gå i de sorte høje hæle. Måske huskede hendes krop den fantastiske balance, hun plejede at have. Hun tvivlede dog på at hun ville kunne forholde sig oprejst, hvis nogen skubbede let til hende. Hendes ene hånd gled roligt hen over trappens gelænder, og som hun nærmede sig spøgelset, syntes hendes smil at vokse. Lidt efter lidt.
”Sorry for making you wait.” sagde hun så med en stille stemme, som hun stillede sig foran ham med hænderne uskyldigt foldet foran sig. ”It took some time to recognise myself in the mirror.”

De mørke øjne stirrede lettere tomt ind i det kvadratiske spejl. Han lignede noget taget ud af en gyser film. Det gennemsigtige ansigt var noget så forslået. Huden havde visse steder en rød eller blå farve og det ene kindben var brækket. Det mest voldsomme var dog det store aflange kødsår, der havde bosted på hans kind og som var så dybt, at der var hul indtil hans tænder, der havde taget en lettere grøn farve. I venstre side af munden manglede han også et par tænder, både for oven og for neden. Han var alligevel meget taknemlig for, at ingen af hans synlige tænder var blevet slået ud, eller var rådnet væk for den sags skyld. Oppe i panden på spøgelset var der ligeså et kødsår, der dog var skjult bag en krøllet lok hår. Han havde ellers forsøgt, at sætte sit hår pænt, men han måtte hurtig opgive. Håret var plaskvådt og det var tit, at han måtte fjerne lokker af hår, der havde forvildet sig ned foran hans øjne. Et dybt suk forlod de hævede læber, hvor der på underlæben for evigt ville være et blødende sår. I kroppen på spøgelset, rumsterede der en let summen af panik. Mennesker. Der ville være mange i aften. En dyb indånding blev taget. Han var nervøs. Men var det overhovedet noget nyt? Spørgsmålene hobede sig op i hans hoved. Hvad nu hvis der gik noget galt? Og var det overhovedet en god idé? Autumn var jo næsten lige ankommet til Iscariot. Hun havde jo ikke vænnet sig til stedet endnu og hvad med offentligheden? Efter at være gemt væk fra verdenen udenfor, måtte det da også være skræmmende? Og tænk nu hvis hun blev genkendt? Evan fik pludselig kolde fødder. Panikken bredte sig fra brystet, i en stikkende smerte der rejste rundt i kroppen på ham. Fald ned.. Fald ned, tænkte han mens han nærmest febrilsk hev efter vejret. Hænderne kørte han frustreret igennem det mørke hår. Fuck! Hvad fanden havde han rodet sig ud i?

Det lettere ustabile spøgelse, bevægede sig ned af trappen til forhallen. Det gik op for ham, at han var alene. Autumn var ikke kommet ned endnu. Juliette var sikkert stadig i gang med, at ligge makeup på hende. Han stillede sig foran det enorme juletræ, der var blevet spraymalet hvid og dekoreret med store kugler, i henholdsvis guld og sølv samt sløjfer i samme farve. Evan fandt det selv hæsligt, men han havde intet at sige til indretningen på Iscariot. Specielt ikke når Juliette var den som stod for det. Den kvinde var der ingen der kunne rokke på. De mørke øjne gled væk juletræet og lagde sig dernæst ned af ham selv. Han havde i aftenens anledning, iklædt sig en hvid skjorte, sort slips samt sorte bukser og habitjakke. De spidse lædersko var blevet pudset, så de nu skinnede som var de helt nye. Det eneste der ødelagde billedet af en nydelig klædt ung mand, var det gyselige udseende samt det våde tøj der klæbede sig til hans krop. Men heldigvis ville han automatisk blive iklædt sig sin menneskeskikkelse, det sekund at han trådte over dørtrinnet på Titan Fall. Det var nok det eneste betryggende ved situationen lige nu. Han var stadig noget så urolig, men lod det ikke skinne igennem de tomme øjne, der nu var rettet afventede mod trappen.

Var han faldet i staver? Han blinkede med øjnene. Det var utroligt. Han kunne nærmest ikke genkende hende. De abnorme blå øjne var skjult bag hazel-farvede kontaktlinser. Parykken så nærmest også ægte ud. Den røde kjole klædte hende umådeligt meget og makeuppen var lagt så flot, at det fik hende til at se mere sund og rask ud. Evan havde tabt kæben. Hold kæft hvor var hun smuk! ”It’s all right” sagde han. Et smil formede sig på hans læber og de mørke øjne der før var tomme, var nu blide. ”So are you ready to go?” spurgte han, mens hans blik granskede de millioner af farvestrålende mønstre, der kredsede om Autumns skikkelse og samtidig dansede for hans blik. Mørket lå dog på lur og truede med, at udslette nogle af mønstrene. Men det var blevet bedre, det vidste han. Mønstrene havde før været mere i fare, end de var nu. Autumn var i bedring og det gjorde ham glad, at kunne se det.

Evan satte gang i benene for, at følge dem ud til udgangen hvor der ventede en bil, der ville køre dem derud. Evan stoppede dog op foran døren, ”Normally I would get the door for you.. But you know” lettere opgivende kastede han sine arme frem for sig. Uden at forklare videre, da hun jo godt vidste hvad han mente, gik han igennem døren og trådte ud. Bilen holdt med motoren tændt og chaufføren stod derude, klar til at åbne døren for Autumn. Et nik blev sendt i chaufførens retning, da han med store øjne betragtede Evan, der bevægede sig ned til bilen og dernæst satte sig ind, ved at gå igennem bildøren. Da han havde sat sig tilrette, begyndte han at tromme afventede med sine fingre lårene. De mørke øjne betragtede bilens inventar grundigt. Panikken sad stadig som rester i hans årer og som et let smerte i hans bryst. Han bedte til, at hans ustabilitet ikke ville skinne igennem i aften. Han havde bare brug for, at glemme det hele for en stund.

Autumn havde egentlig vænnet sig til Evans udeseende. Hun havde trods alt kun kendt til hans såkaldte spøgelsesform indtil kun fornylig. Det havde vel været lidt af et chok, da han pludselig så menneskelig ud. Den faste form så helt klart bedre ud, men hun følte sig ikke frastødt af hans groteske udseende, som hun nok ville have været, hvis ikke deres forhold var blevet bygget på, som den var. Han kunne jo heller ikke gøre så meget ved det. Han var lidt ligesom hende. Fanget i en krop, der nægtede at ændre sig meget mere end, at hårene måske ville vokse en smule. Og selvom han lignede noget, man havde trukket ud fra en gyser, så holdte hun meget af denne unge mand. Han gav hende følelsen af tryghed. Ikke så meget fordi, han kunne beskytte hende mod forskellige farer, der lurede om hjørnet, for hun var selv stærkere end ham. Det var nok mere fordi, han så gerne ville beskytte hende. Den motivation han havde til lige netop dét, var noget hun beundrede.
Den lille djævel kunne mærke, hvordan mundvigene bevægede sig en smule længere op i et større smil blot ved, at hun så hans. Hun skulle stadig lige komme sig over hendes tidligere isolerede tilstand, men hun syntes stadig at kunne mærke en klar forskel. Og hun kunne vel kun give Evan skylden for det. Han havde altid været omkring hende, siden hun var kommet væk fra forskningsfaciliteterne. Hun sagde ikke mere og fulgte bare efter ham, som han nærmede sig døren. I stedet vågnede hun op fra den lille drømmeverden, hun havde fundet i stemningen, der så fint havde hængt i luften omkring dem. Meget muligt en stemning, der var kommet ved synet af spøgelset i den fine mundering. Det var noget andet end, hvad han normalt iklædte sig. Så det var lidt specielt. Hun så sig flygtigt omkring i søgen efter det overtøj, hun havde blevet lovet. Godt nok ville hun ikke rigtig fryse, når hun kom udenfor, men det var en skik til mere formelle fester, at kvinde først afslørede deres påklædning, når de ankom. Hun fandt hurtigt frem til den enkle stumtjener, der stod klar nær døren med en enkel sort frakke hængende. Hun svøbte den roligt omkring sig, overrasket over hvor præcist den passede hende. Hun følte sig måske lidt for fin i den, men hun beklagede sig ikke. Hun havde ikke meget andet at tage på. Og det var kun for denne aften. Hun kunne tillade sig selv at være lidt mere fin.
Hun så kortvarigt hen mod ham, som han forklarede situationen. Hun så lidt frem og tilbage mellem ham og døren. Også selvom hun forstod ham helt fint. Hun fik da ellers også samlet sig efterfølgende og sendte ham et bekræftende nik og en svag latter. ”I’m sure I can open a door myself so don’t worry about it.” forsikrede hun ham, som hun bevægede sig hen mod ham lige i tide til at se ham passere igennem døren. Selv fik hun trukket håndtaget ned og åbnede døren uden yderligere problemer.
Kulden blev skudt direkte ind i hende. Automatisk trak hun frakken lidt tættere omkring sig og skubbede skuldrene lidt op. Det prikkede med det samme i hendes kinder, og netop det sendte mange minder igennem hendes hoved. Hun elskede virkelig vinteren. Hun havde altid været tiltrukket mest til de koldere måneder. Og sneen – oh sneen. Smilet havde vokset med det samme, og hun vidste endda tænder denne gang. Hun tillod sig selv at se lidt op mod himlen, inden hun forsigtigt gik videre hen mod bilen, som ventede tålmodigt på dem. Hun lagde ikke engang mærke til det blik som chaufføren stod med, da han fik øje på hende. Heller ikke, da hun endelig så lige frem igen. Da så hun mod Evan, der steg ind i bilen – igen uden så meget som at åbne døren. Det endte hun så heller ikke med at skulle, da chaufføren hurtigt var kommet til hendes redning og åbnet den op for hende. Først der så hun mod ham, men kun et kort øjeblik for at sige tak.

Sæderne var bløde. Behagelige. Hun kunne næsten falde helt ned i dem. Læder. Hun spændte sikkerhedsselen som det første, inden hun sendte sine hazel øjne hen mod Evan. Stadig med det svagt barnlige smil siddende på de malede læber. ”Amazing how it snows this evening, don’t you think? There was a blizzard earlier but now it’s just falling so gracefully.” Det var tydeligt, at hun ville være mere ude I sneen. Hun havde nærmest lysende stjerne i øjnene. Dog faldt hendes energiske munterhed lidt, da hun fik set spøgelset lidt bedre til. Hun pressede sine læber en smule sammen og studerede ham lidt ekstra. Han virkede træt. Nervøs. Mere end hende. Hun havde været fyldt med mere tomhed for, hvad der ville ske, end nervøsitet. Det var selvfølgelig ikke noget, hun ville fortælle ham om. Hendes mangel på følelser, that is.
”Hey..” Hun søgte forsigtigt efter hans opmærksomhed. Forsøgte at få ham til at se på hende. Hun smilede beroligende og lidt efter, endte hun med at lægge sin ene hånd hen over hans. Eller nok mere inde i hans. Hun vidste, at han nok kunne fornemme kontakten. Og det var bedre end ingenting. ”So you think they’ll have a christmas tree since it’s a christmas party?” Hun prøvede at løfte hans tanker mod noget andet. Det var hendes made at sige, at det nok skulle gå.

Turen tog ikke alt for lang tid. I hvert fald kom det bag på Autumn, da bilen stoppede, og de var ankommet. Hun så lidt ud af vinduet og fik med det samme øje på palæet. Flere gæste var allerede på vej op ad indkørslen mod indgangen. Det virkede lidt overvældende. Hendes kæbe var faldet, og hun sad lidt med åben mund. Hun sank tungt lige inden døren blev åbnet for hende og tvang hende mere eller mindre ud af døren. Hun kunne ikke bare gemme sig fra dette. For hun ville jo gerne inderst inde. Det var bare den store mængde af mennesker, der sikkert var at finde indenfor, som gjorde hende usikker. Dog tog det hende ikke mere end et halvt minut at komme ud af bilen. Uden at tænke over, hvor Evan var nærmede hun sig palæet. Nu hvor hun var ude i kulden igen, virkede det meget bedre. Og langt hyggeligere end Iscaroit.
Men med ét stoppede hun brat op. En underlig følelse jog igennem hende. Hun følte sig pludselig svimmel og en smule utilpas. Hvad var der sket? Det var som om en del af hende var blevet fjernet. Med et skræmt udtryk i ansigtet vendte hun sig panisk omkring for at finde Evan igen. Og der gik ikke lang tid, før hun fik øje på ham igen. Dog var der også noget anderledes ved ham. Han lignede et menneske. Et ganske almindeligt menneske. Præcist som han gjorde om dagen. Men solen var gået ned nu, så hvorfor var han i sin menneskeform?
”What is going on?!” udbrød hun panisk og så helt rådvild hun. Var dette bare en drøm?

Sneen faldt så rolig, så yndefuldt. Træernes grene var bare. Bladende var for længst faldet til jorden, som nu var sneklædt. Hele landskabet der susede forbi hans åsyn var så fortryllende, som var det taget ud af et Disney juleeventyr. Evan var faldet væk igen. Væk ind i glemslen, de destruerende tanker samt det sneklædte landskab. Han blinkede et par gange for, at vende mere tilbage til virkeligheden. De mørke øjne lod han langsomt løsrive fra landskabet og i stedet ligge sig mod Autumn, ved hans side. Hun havde nu fået hans fulde opmærksomhed. Han nærstuderede hende. De hazel farvede øjne var ikke nær så kønne som de abnorme blå, som han normalt iagttog. Alligevel klædte farven hende. Juliette havde sikkert bestemt det hele, selv hårfarven og ikke, at forglemme kjolen, der klædte hende utrolig godt. Autumn var smuk. Også selvom, det ikke rigtig var hende. ”Huh?” han blinkede et par gange. Han havde ikke lige opfanget det hun havde sagt. Hendes skift af samtaleemne fik ham til at trække en anelse i hans mundviger. Hun forsøgte, at berolige ham. Fortælle ham, at alt nok skulle gå. Tvivlen havde dog sået sine frø indeni ham. Tænk nu hvis det ikke gik? Ville hans medicin overhovedet virke? Tankerne rystede han hurtigt af sig, inden de ville brede sig yderligere eller sætte sig fast som en eller anden parasit. ”Maybe we could build a snowman sometime?” forslog han. Det kom ikke ud så muntert som han ville have det, men det var vel fint nok. Autumn kendte ham bedre end nogen anden. Det kom altid en smule bag på ham, hvor godt hun egentlig kendte ham. Hun havde på mirakuløs vis kommet ind under huden på ham. Hun havde lært ham så meget og han var mere eller mindre taknemlig for hendes dumpen ind i hans liv. Også selvom det ikke lige havde været på de bedste vilkår. Men hun var fri nu. Og derfor ville han hellere end gerne, bygge en snemand sammen med hende, bare for at se hende smile og udstråle sin glæde, der som altid smittede af på ham.

Bilen stoppede op. De var fremme. Havde han virkelig dagdrømt så længe? Eller var der bare ikke særlig langt? De lettere trætte øjne søgte mod Autumn, der lignede en der havde tabt kæben. Den hang hvert fald temmelig meget. Hun var sikkert ligeså nervøs som han var. Autumn var vel bare lidt bedre til, at skjule det – noget han aldrig selv ville blive god til. Evan var mere typen der bar sine følelser udenpå tøjet. Han trådte ud af bilen. Chaufføren var så elskværdig, at holde døren for ham til trods for hans gennemsigtige skikkelse. Et lille tandløst smil blev sendt i hans retning, inden bildøren blev smækket i. Autumn var allerede langt foran ham, så Evan satte mere eller mindre i luntende tempo. Slam! Det føltes som om, at han var gået igennem en tyk mur. Panisk, greb han sig til brystet, da en stikkende smerte dukkede op ud af det blå. Han hev febrilsk efter vejret og lod blikket gå ned af sig selv. Det våde jakkesæt var nu knastørt og han var ikke længere gennemsigtigt. Nej, han var menneskelig. Det virkede. Lettet, pustede han en ordentlig mundfuld luft ud. Nu kunne han slappe mere af. Det kunne allerede mærkes. Måske det alligevel ville blive en god aften.

Hendes udbrud fik ham til at se op. Han mødte hendes paniske blik. ”Calm down.. It’s like a non supernatural zone that we’ve entered” Sagde han i en rolig og yderst beroligende tone. Han holdt hænderne op foran sig, ”It’s okay” et skævt smil blev sendt mod hendes retning, mens han forsøgte at fange de hazel farvede øjne. Langsomt rakte han hende sin hånd, i håb om at hun ville tage den.

”What?!” Autumn havde stadig svært ved at falde ned. Hun kunne ikke komme over følelsen af, at et eller andet manglede. Den eneste forskel fra før til nu var, at hun vidste, hvad der manglede. Hendes evner. Hendes magiske ladning. Hendes eneste form af selvforsvar. Var det sådan det føltes at være menneske? Fuldkommen hjælpeløs. Svag. Hun fik det nærmest helt dårligt. I modsætning til så mange andre, var hun mere eller mindre styret af sine evner. De var der altid. Aktiveret. Så hun blev tydeligvis langt mere påvirket af det. Med ét fløj tankerne over mod Evan. Hvad med ham? Han var nærmest blevet revet ind i sin menneskelige form. Hun vidste stadig ikke, om det var noget, han var vant til, på grund af det konstante skift, han gik igennem, så hun ikke lade være med at bekymre sig lidt om det.

Ganske forsigtigt løftede hun sin ene hænd hen mod spøgelset. Fingrene lukkede sig blidt omkring hans hånd. Hun kunne rører ham. Han var ikke gennemtrængelig længere. Det var beroligende. Og lidt efter lidt faldt hun ned igen. Hun stod langt mindre anspændt, og det skræmte blik i hendes øjne forsvandt igen. Det skulle nok gå. Der var trods alt ikke sket noget, der ikke skulle ske. Det var meningen. Inden længe var der igen et lille hint til et smil hos hende.
”You…” Hun daskede efterfølgende til hans nærmeste overarm med en knyttet næve. ”You could have told me about it before we left.” Hun lød noget fornærmet. Hun ville gerne have haft de overordnede informationer til at starte med. Hvis hun kunne fornemme ustabilitet hos ham, burde han så ikke også kunne have følt det hos hende? Hun slap stille og roligt hans hånd igen, blot for at flette sin arm ind i hans, så de lignede ledsagere og ikke familiemedlemmer. Hun fik altid fornemmelsen af, at folk, der så dem, ville tro, at han var hendes bror.

Som de gik videre op til indgangen, begyndte hun så småt at vænne sig helt til det hele. Den tomme fornemmelse i maven blev fyldt ud af spændte sommerfugle. Og alle hendes tanker summede mere eller mindre kun omkring, hvilken aften det ville blive. Det havde været så længe siden. Hun havde det lidt om et barn på sin fødselsdag. Fødselsdag.
Det gik fint med at komme op ad de første par skridt. Og døren blev elegant åbnet fora dem begge, som de nærmede sig. Var de sent på den? Hun vidste ikke, hvornår festen var blevet sat til at starte. Faktisk havde hun ikke fået noget som helst at vide, udover at det var en julefest. Allerede dér var hun blevet solgt som slikstokke i supermarkedet. Varmen indefra slog hende hårdt i ansigtet, som en blød pude med gåsedun. Lydene blev med det samme opfanget. Og duften af mad bed hende hårdt i næsen. Fik hendes mave til at rumle en smule, selvom hun ikke følte sig sulten. Det her sted var noget helt andet end Dé Pestis. Det var måske begge store palæ-bygninger, men Titan Fall var langt mere hyggelig. Det var næsten som om, at lysene var mere gule og mere varme. Det der selvfølgelig blev banket hårdest frem var den ufattelig behagelige summen af liv. Alle de muntre samtaler, der kørte over alt. Den dejlige julemusik, som hun havde savnet til ekstreme længder.
Hun stod igen helt fortryllet, som hun så sig omkring i entreen. Der opstod julelys i hendes øjne. Hendes ansigt blev lyst op. Gav hende en naturlig farve tilbage, som syntes at skinne igennem make-uppen. Det var en meget fraværende handling, da hun tog frakken af og fremvidste sin beklædning. Hun havde nær ikke set mod den unge mand, der tog imod hendes frakke for at lægge den hen til garderobe-pigerne. Hvor uhøfligt af hende!

”Hold on a second.” Efter at have trukket Evan lidt længere ind i entreen til at mindre blokerende sted, stoppede hun ham op. Hun stillede sig med fronten mod ham og tog et enkelt skridt tættere på ham, inden hun tog fat omkring hans slips og rettede lidt på det også selvom det ellers sad som det skulle. ”Down.” beordrede hun, inden hun selv rejste sig længere op på sine tær for at kunne nå hans hår. Nu hvor det ikke var vådt længere, ville det nok være nemmere at justere på nu. Hun pjuskede en smule i hans krøller og strøg de værste totter væk fra hans ansigt, inden hun endelig tog hænder til sig igen og smilede bekræftende til ham.
”Better.” Hun tog efterfølgende skridtet tilbage igen og glattede lidt ud i kjolen omkring sin mave igen. Så en smule nervøst ned af sig selv, og så tilbage mod spøgelset. ”Do I look alright myself?”

Hun tog hans hånd. Hendes kølige kropstemperatur rejste op af hans arm, og sendte en bølge af lettelse ind over den nu menneskelige Evan. Hans skuldre faldt afslappet ned, da de spændte muskler i hans krop, lod til at løsne sig en smule. Det hele skulle nok gå after all. Eller ikke. Autumns toneleje fortalte ham, at han havde klokket en anelse i det. ”Oh..” udbrød han med løftede bryn. ”Yeah.. I’m… I’m sorry, Autumn” de mørke øjne så skyldigt ind i hendes hazel. ”I should’ve told you” indrømmede han, mens hans frie hånd rodede usikkert op i de mørke krøllede lokker. Han havde indset sin fejl, og skrev det hurtigt om bag øret. Husk altid, at fortælle hvis der er nogle vigtige (understreg: vigtige) ændringer.

Han klemte kort hendes hånd, inden hun gav slip. Evan rakte hende sin arm, og sammen – arm i arm - begav de sig hen mod hoved indgangen. Sneen knasede under deres fødder, men spøgelset lagde ikke yderligere mærke til det. De mørke øjne betragtede deres omgivelser. Sneen glimtede så fint i lyset fra faklerne, der var placeret med nærmest præcis afmåling imellem hinanden. Der var virkelig gjort en hyggelig stemning ud af det. Men jo tættere på Titan Fall de kom, jo mere anspændt følte han sig. Tankerne strømmede ind i hovedet på stakkels Evan. Hvad nu hvis folk genkendte hende? Hvad nu hvis han ikke kunne klare mængden af mennesker? Eller hvad nu hvis hun ikke nød aftenen? Eller værre, hvad nu hvis der skete et eller andet ubegribeligt? Hans vejtrækning blev mere anstrengt. Lungerne snørede sig sammen og blokerede for luft. Kroppen spændte automatisk. Hvis han ikke snart slappede mere af, vidste han godt hvad det ville ende ud af. Endnu et angst anfald.
Til Evans held, brød hans tanker op da de trådte ind på Titan Fall. Et kort øjeblik var han overvældet over varmen. Det var som om, at han havde trådt ind i en sauna, for blot et kort øjeblik. Den hyggelige stemning udenfor, var forstærket herinde. Samtalerne gik livligt rundt, julemusikken lød i baggrunden af de forskellige tonelejer af stemmer. Han gættede på, at det var Jingle Bells der spillede, men han var ikke helt sikker.
Evan trak på smilebåndet, ved synet af Autumns glæde. Det strålede ud af hende. Han huskede ikke at have set hende så glad og så sorgfri før. Tankerne fra før blev med ét visket væk. Hun havde fjernet hans tvivl. Det skulle nok gå det hele.
Autumn trak ham igennem flokken af mennesker i gangen, til et mindre befolket sted. Et af de mørke bryn blev hævet, mens han afventede hvad det var hun ville. Ah, hun ville rette hans slips. Han lo blidt, da hun beordrede ham om at bukke sig ned. Hun kunne ikke nå op til hans uregerelige frisure. ”It’s not my fault that you’re so tiny” sagde han, med et skævt smil som han bøjede ned i knæene, så hun bedre kunne nå. Han kunne ikke lade være med at smile. ”It’s almost impossible to control my hair” sagde han så og så på hende med et sigende blik. Nok var de rettet på nu, men der gik ikke langtid før at krøllerne atter skyggede for hans mørke øjne. Han havde aldrig held med, at sætte det ordentligt.
Evan rettede ryggen og så ned på hende. Om hun så godt ud? Svaret var nemt at besvare. ”Okay? You look stunning Autumn” komplimenterede han hende, mens han begravede hænderne ned i lommen. ”As usual” tilføjede han så. Blikket gled rundt på deres omgivelser, ”So what do you wanna do?” spurgte han hende, mens han betragtede et nyankommet par ved døren. Kvinden havde langt brunt hår og var iført en gulvlang blå kjole. Manden ved hendes side var iklædt et typisk pingvin sæt. ”Are you hungry?” de mørke øjne rejste spørgende mod Autumns hazel farvede øjne. Hun måtte vel være sulten. Siden hun var ankommet til Iscariot, havde det været svært at få hende til at spise. Evan håbede lidt, at den opløftede stemning også ville opløfte hendes appetit.
En tanke i baghovedet gnavede dog Evan. Han var stadig urolig. Alle menneskerne, var han stadig nervøs for. Han havde det aldrig godt i alt for store forsamlinger.