Merry go round~ //Hazel - Åbent//

Solen kastede sine sidste stråler på den golde, farveforladte jord, der var lige så grå som himlen havde været just før den kedelige farve måtte træde til side for at gøre plads til en kæmpeeksplosion af gyldent, blåt, lilla og rødt. Midt i hele denne farveeksplosion hang solen som en lillebitte, ensom, gul plet.
Som lyst langsomt forsvandt, blev dets orange skær reflekteret i de sorte øjne på karrusellens dyrefigurer. Dyrenes farver var halvvejs krakeleret, mens enkelte af dem manglede ben, hale eller endda hele hovedet; de lignede nærmere noget fra en gyserfilm end noget, der engang havde underholdt tusindvis af små børn hver eneste dag. Hvis Daelyn havde været en lille unge nu, var han sikkert blevet skræmt til døde af den enhjørning, han havde valgt at placere sig på. Den manglede hele venstre halvdel af hovedet og havde desuden fået en brændt sort farve på sit bagparti. Heldigvis var han nået en alder, hvor der skulle mere end blot en uhyggelig forlystelsespark til at skræmme ham.

Dæmonen sprang fra det ene mærkværdige porcelænsdyr til det andet på den farverigt udsmykkede karrusel; hver eneste gang han tog et hop, fløj hans hale efter ham som en livløs organisme. Kun de enkelte gange, han var ved at falde ned, bevægede den på sig, idet han forsøgte at genvinde balancen igen. Og det lykkedes. Hver eneste gang – næsten. Efter sit syvende hop, gled hans fod, og han faldt. Som en anden adræt kat landede han dog på sine fødder, idet han rettede sig op og kastede et blik omkring sig. Okay – så hvad skulle han give sig i kast med nu?

Hazelin dette kønne væsens navn nu en gang var, havde begivet sig ud, blot for at se på nogle flere ting denne dag, inden solens sidste stråler ville forsvinde helt. de havblå øjne hvilede kort mod den farverige himmel, den så fantastisk ud, havde hun været kreativt nok, havde hun nok malet et billede af den, eller taget et med sit kamera, men det lå derhjemme.
Et svagt smil spillede på de røde læber, idet blikket gled ned mod jorden, hun var havnet i den forladte og dystre forlystelses park, her havde hun vist aldrig været før. Øjnene gled en gang rund, nærmest som for at scanne omgivelserne. Hun havde en sort jakke på, der gik til hendes knæ med en hætte, som var trukket op og gemte en god bid af det naturligt lyse hår, et par meget hullede sorte lyseblå jeans, og et par støvletter, også i sort. hænderne hvilede i lommerne på jakken, hun vidste endnu ikke hvad hun lavede her, lavede i denne by, men noget ved den gjorde bare hun ikke kunne få sig selv til at rejse.
Det var ellers meget mod hendes natur, at blive så tæt på en by, men hun holdt efterhånden mere og mere af stedet, og havde da også mødt et par mennesker, eller.. neij de havde helt klart ikke været mennesker. men i hvert fald havde de da været meget søde.
Pludselig fik hun en mærkelig foenemmelse, som om der var andre, hun stoppede tøvende op. Blikket gled endnu en gang rundt, men hun kunne faktisk ikke se nogen, ikke sådan lige nu. Tænkende gik hun hen til en ødelagt karusel, og lod hånden hvile mod den enhjørning der var, fulgte tænkende de mange figure hele vejen rundt, dog var der til sidst noget der fangede hendes blik, det var en person, kun ganske få meter fra hende.
Lydløst gik hun hen bag ham, og prikkede ham forsigtigt på skulderen, "Hei" sagde hun langsomt, stadig med den ene hånd i lommen, man vidste aldrig om han ville angribe hende, det havde hun lært i den her by, man skulle altid være på vagt, og det var hun også, altid faktisk.

Det var sjovt, som ensomheden kunne gøre selv en asocial person som Daelyn helt rastløs indeni. Han stod og lagde sin vægt fra det ene ben over til det andet, først fra højre ben til venstre så fra venstre til højre og så forfra igen. Han var vant til at være omringet af hundredvis af folk hver eneste dag i byen, hvor han holdt til, så at stå midt i denne menneskeforladte forlystelsespark gjorde ham helt desperat efter selskab.

Vinden var stærk i dag; den bar alle lyde og lugte med sig langt, langt væk. Derfor bemærkede han ikke, at en eller anden havde nærmet sig ham. Først da han mærkede en prikkende finger mod sin skulder, fik han øje på kvindemennesket, der ifølge hans hoved havde sneget sig ind på ham. Det gav sådan et sæt af forskrækkelse i ham over at møde et andet levende væsen her, at han vendte sig omkring i én hurtig bevægelse, så han nu stod med fronten mod hende. Hans øjne scannede hende hurtigt, og det tog ham ikke mange sekunder at regne ud, at hun var en aspara, takket være hans gode næse.
Hej, sagde hun. Langsomt, som om hun enten ikke vidste, om hun skulle hilse, eller om hun blot var lettere tungnem. Daelyn havde dog ikke tænkt sig at hilse tilbage; nej, han ville hellere belære hende om at forskrække andre.
”Er du sindssyg? Folk kan risikere at få et hjerteslag, når du sniger dig ind på dem på den måde!”


(Jeg undskylder kortheden. Jeg skal spise nu, men syntes lige, jeg ville skrive et svar til dig først x3)

Hazel betragtede personen for at se om han havde tænkt sig at reagere, eller om han bare ville ignorere hende, hun havde prøvet begge dele, så hvorfor ikke. Havde godt set han var blevet en smule forskrækket over at hun bare pludselig stod omme bag ham.
Pludselig busede han bare ud med sin snerrende bemærkning, og først blev hun helt trist over han var blevet så vred, hun ville jo bare have lidt selskab. "Det skal ikke ske igen" hvislede hun og vendte ryggen til ham, begyndte at gå væk fra ham, og placerede sig let på en vakkelvorn bænk, der stod lidt fra karusellen.
Måske skulle hun bare gå hjem igen, det blev jo bare mørkere og mørkere, og ham fyren var alligevel sur, så der var ikke nogen chance for hun fik nogen at snakke med desværre. Nogen gange hadede hun det her sted, alle var så sure altid, hun sneg sig jo ikke ind på folk, det var bare sådan hun gik, det var vist nok fordi hun var Aspara. Det havde hun hørt noget om, at de ikke kunne høres fordi de var så svævende i deres bevægelser.
Hazel så ned på sine hænder og pillede ved sine handsker, der var sort og hvid stribede. kort bed hun sig i læben, og trak så benene op til sig, hun gad egentlig ikke gå hjem lige nu, der var ikke rigtigt nogen mening med det, der var hun også alene. let trak hun på skuldrene for sig selv.

//undskylder oz for kortheden ^^'

Den fremmede tøs hvislede af ham, som var hun en vred slange eller noget andet i den dur. Det kom noget bag på Daelyn, der ikke selv kunne se, at en kommentar som den, han netop havde stukket hende, kunne gøre andre vrede. For ham var det blot en venlig formaning om ikke at forskrække folk, der stod i deres egne tanker.
”Fint,” svarede han hende. Han fulgte hende med blikket, da hun vendte ryggen til ham og tog plads på en nærliggende bænk. Der røg det selskab.

Han lænede sig op af det lave hegn, der omgav karrusellen for at holde nysgerrige børn væk derfor. Hvis hun ville spille fornærmet, så ville han også. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at snakke med hende igen, ikke før hun stak ham en ordentlig undskyldning.
Hans blik søgte ud over den åbne plads længere fremme, der vel engang havde været fyldt med små boder og den slags. Igen mærkede han trangen til selskab gnave i sig, men der var ikke andre end hende, som han kunne starte en samtale med. Og det nægtede han.
Et suk forlod hans lyse læber. Han overvejede kraftigt at gå hjem – eller i hvert fald bare at finde sig et andet sted at være…

"Der er ingen grund til at være så fjendtlig, jeg gjorde jo ikke andet end at sige hej, det ikke min skyld du ikke hørte mig" hun trak på skuldrene og smed det lange lyse hår om på ryggen, efter at have taget hætten af, let snoede hun det en gang så det blev en smule samlet, og tog så hætten på igen, hun frøs så hurtigt når det blev koldere i vejret.
Kunne slet ikke se hvorfor han skulle blive så vred over hun bare sagde hej, men hvis han troede at hun havde tænkt sig at sige undskyld for noget så simpelt som et hej, så tog han helt og aldeles fejl, for det havde hun på ingen måde tænkt sig, hun kunne ikke se at hun havde gjort noget galt. Men det syntes han åbenbart.
Jeg søgte bare selskab, jeg vidste ikke du ikke ville have noget, men en anden gang er en simpel afvisning fint nok, der er ingen grund til at blive grov." hun lod sig selv glide ned på bænken og ligge, og så op på det egetræ der stod lige bag bænken, de havde sikkert været pyntet med en masse lys mens den her park havde dens gode dage, nu så de bare rådne og gamle ud, det ville nok ikke vare mange storme før de begyndte at vælte.
Efter et par minutter strakte hun sig og rejste sig, gik tilbage til karusellen, og betragtede en tiger, eller det der var tilbage af den, for den manglede alle 4 ben, og et øre. Tænk at børn kunne have syntes det var sjovt at lege på den.

(Jeg undskylder for det sene svar. Mit internet har kommet og gået i dag, så jeg kunne ikke rigtigt skrive et svar >__>)


Selvom hun havde vendt ryggen til ham og spillet fornærmet, insisterede hun åbenbart stadig på at skændes. Det gjorde nu ikke Daelyn noget; han nød at mundhugges med folk, for det var den eneste måde for ham at komme ud med sine aggressioner på. Det var ikke let at være en sur dæmon, når man ikke havde kræfter nok til at rende rundt og slå tilfældige mennesker ned, ligesom hans artsfæller sikkert ville have gjort det.
”Jeg hørte dig skam godt, da du sagde hej. Det var da du prikkede til mig, at jeg blev forskrækket,” lød det fra ham, og man kunne tydeligt høre forundringen i hans ellers irriterede stemme. For ham var det åbenlyst, at det ikke var hendes hilsen, der havde forskrækket, men derimod hendes prikken på hans skulder, der kom før hendes hej.

Han sad med ryggen til kvinden, men opfattede alligevel ud af øjenkrogen at hun kom nærmere og nærmere, før hun til sidst stoppede ved karrusellen. Spændt på at se, hvad hun ville ham, drejede han hovedet. I det samme ramte hendes ord ham som en syngende lussing, og han sprang ned fra hegnet med en vred bevægelse.
”Fint!” lød det fra ham, før han drejede rundt på hælen og begyndte at bevæge sig væk derfra med hurtige skridt og sin hale svingende bag sig. Han var ikke et lille barn længere – han behøvede ikke at få tingene forklaret mere end en gang, før han forstod dem.