thanks for the help, i own you a favor! ( Venus )

klokken: 23:02.

omgivelser: forladt gade, imens lejlighederne er på begge sider af gaden, udover 2 biler.

tøj: tunge militær støvler, tunge russiske militær bukser, en ærmeløs Tshirt med ordet Black Beret Trooper på ryggen og en lædervest henover med ordet Lone Wolf hen over toppen af ryggen med billedet af en ulv i midten og navnet Russia i bunden.

crew: ingen, han er alene for en gang's skyld.

Teddy var stået op den dag, iklædt sig sin uniform, og taget på arbejde som enforcer, havde kæmpet nogle kampe imod mafia'en, ligesom han plejede, dog var det gået gruligt galt, han havde slet ikke forventet hvad da ville ske senere, men han var taget roligt hjem, havde spist aften's mad med sine brødre Shadow og Heavy, deres kaldenavne. sild og kartofler med roer, russisk bonde ret, lige til deres smag.
hvor efter han havde fået et underligt opkald, om at en fra Libra var i fare, og han sku komme ubevæbnet og alene, og dum som han var, æd han det HELE råt, totalt torsk han var, så havde han taget sit sædvanlige tøj på, og var gået ud, for at fortælle de andre han ville gå en tur, han sku have taget backup med, yea he know and trust me, he feel it later.

Han tog bussen for at styrte imod terre fra sin hjemegn af, og roligt bevæge sig igennem gaderne, for at bevæge sig hen til målet, og han så sig omkring, ingen libra medlemmer lokaliseret, ingenting, han så op på himlen, sort, kold, så på den kolde sne omkring sig, men han frøs ikke da han som varulv var meget varmblodet, så kulden generede ham ikke, og så var han fuldbyrdig russer, opvokset i slam kvarteret moskva, rusland.
dog havde han ikke forventet overfald's mænd, og mange af dem, 12 stk, og som den fornuftige mand han var, sprang han lige i flæsket på dem, begyndte og udøve den isralske militær kamp sport, krav maga, og gik amok på dem, med albuer, næver, flad hånd, knæ, fødder, hovedet, han havde trænet dette siden han var 17 og bestemt ikke en amatør, han havde ikke været i eliten for ingenting, men de var stadig mange, og han fik en del slag med jernrør, knojern, fik flækket læben, en mavepuster, tæskene regnede ned over ham, imens de flere gange prøvede og overmande den 208 cm store muskeløse varulv på 175 kilo, og at sige han var en slapsvans, var underkantet da han valgte og løfte en buttet modstander op, ca 185 cm høj med en vægt på 150 kilo mindst, som om han intet vejede, og kastede ham ind i 3 andre fjender, men dog kæmpede han som den soldat han var, imod disse overfald's mænd, og i larmen hørte han råbe at dette var en besked fra mafia'en, nat nat! som fik han's ur instink til og overtage, og bed en af dem i struben, hårdt, for at styrte væk, han skulle ikke dø, ikke i nat, men dog prøvede de og hale ind på den enorme mand, trods han's størrelse, var han hurtig, takke være sine varulve gener, han sparkede døren ind til en lejlighed, stormede op af trapperne, og fandt en lille gave fra libra frem, for at dirke en lås op, ved hjæl paf en Luck-pick 3000 maskine ting han havde fået et lyn kursus i og bruge, for at flå døren op, og lukke den stille i, og låse den.

Han's hjerte bankede hårdt, for hårdt, imens han's krop var øm, og han blødte fra læben, og flere små sår på armene, hvor efter han ikke havde tid til og undersøge dette, han hørte fodtrinene på trappen, med sin gode hørelse, hørte dem løbe forbi, og senere ned igen, og først der, slappede han af, dog kunne han ikke, han var i ukendt område, han's militær trænede sanser scannede omgivelserne, for at bevæge sig ud i køkkenet, og lede efter første hjælp's kassen, dog fandt han ingen, uden og vide hvor han skulle lede, men til sidst blev det for meget, og han drættedet om da han's hjerne slukkede for ham, for at falde om med et kæmpe brag på grund af sin' størrelse, og forsvandt ind i mørket med et træt suk, nok var han robusk og hårdført, men de tæsk kunne de fleste ikke holde til.

// håber dette er okay, Venus ^^

I det selv samme øjeblik, som en hård lyd blev sendt igennem hendes lejlighed, begyndte Venus’ ene spidse øre at vrikke lidt, da det opfangede selve lyden og sendte den videre til hendes hjerne for at vække hende op. Det tog dog lidt tid. Hendes krop nægtede at stå op. Hun havde en tidlig vagt den næste dag, så hun var smuttet i seng relativt tidligt. Hun kom md klagende lyde og krøllede sig helt sammen. Klamrede sig til den fyldige dyne. Men alligevel endte det i, at hun åbnede sine øjne. En ubehagelig følelse blev ved med at lægge over hende. En følelse af, at noget ikke var helt som det plejede. Hun stirrede lidt ud i luften uden at fokusere på noget, inden hun endelig fik rullet sig selv ud af dobbeltsengen. Heldigvis var der dejlig varmt i lejligheden, så hun skulle ikke bekymre sig om, at gulvet ville være isnende koldt, da hun satte de bare fødder mod det.
Hun var stadig døsig og ikke helt til stede, da hun forlod sit soveværelse. Hun gik igennem den samme rutine som hver morgen. Rettede på de sorte hotpants, trak ned i den store fodbold T-shirt og strøg hår, der havde flygtet fra den høje knold, væk fra ansigtet. Hun gned sine øjne, mens hun gik roligt hen over stue gulvet. Med en kurs hen mod køkkenet, som om hun ubevidst var på vej hen for at tænde for kaffemaskinen. Hun havde næsten glemt, hvorfor hun overhoved var stået op. Hun var lige midt i et gab, da hun pludselig nyste, hvilket fik hende til at fungere lidt mere som et acceptabelt individ. Hun rystede lidt overrasket på hovedet og blinkede forundret med øjnene. Og det var først dér, at hun fik øje på det, der ikke burde være der.
Et par ben stak ud fra skjulet bag køkkenskranken. Hun havde nær skreget op af ren og sker forskrækkelse, men hun nåede lige netop at holde begge hænder op foran munden for at blokere lyden. Hun stod stiv på stedet og stirrede. Refleksivt havde hun gjort sig selv usynlig. Hun kunne ikke helt lade være med at forestille sig, hvad der ville ske, hvis denne person så hende. Også selvom hun kendte til selvforsvar. Det var blot rent instinkt. Men der kom inden bevægelse fra denne person. Eller benene i hvert fald. Ikke engang den mindste lyd. Hun begyndte så småt at blødne op igen. Dog forblev hun noget anspændt. Hun sank tungt og listede stille og roligt hen til skranken og forsøgte at få et bedre udsyn til, hvad der egentlig foregik.
Hun blev noget overrasket over, hvad hun så. Ikke så meget, fordi han var en mand, men på grund af hans kropsbygning. Han var jo enorm! Hun stod lidt med store øjne, mens hun studerede ham lidt nærmere. Hun lagde mærke til de lukkede øjne. Og derefter fik hun øje på sårene, der var at se i hans ansigt. Det var uden tvivl flængen ved hans læbe, der fik med opmærksomhed. Hvad var der sket med ham?
”Holy…. shit…” Det kom heldigvis ud som mere en hvisken, som om hun var bange for at vække ham. Han lignede i hvert fald ikke en der bare var kommet ind i en tilfældig slåskamp på gaden, fordi man var lidt for fuld. Hun listede lidt nærmere - forholdte sig forholdsvis usynlig. Hun ønskede helst ikke at tage en alt for dum chance. Hun listede forbi ham, hen til vasken, hvor hun greb om karkluden, der lå klar. Hun skyllede den godt under koldt vand og vred den godt, inden hun vendte tilbage til den robuste mand på hendes gulv. Hun bed sig usikkert i læben, som hun kom ned på hug ved siden af has hoved. Hun kunne umuligt flytte ham. Hun holdt ordentligt omkring kluden, inden hun forsigtigt dyppede den mod den blødende læbe. "Hvad er der dog sket..."

Kuuma hørte fodtrinene, i underbevidsheden, imens soldaten i ham skreg at han skulle stoppe med og være en svans, og angribe den mulige fjende, dog valgte han's mere fornuftige jeg, at åbne øjnene, men så ikke nogen, for at lukke øjnene hårdt sammen igen, bandede svagt, og sagde dog intet, trods han kunne lugte ham eller hende, den, ikke et rovdyr væsen, ikke varulv, eller vampyr eller dæmon.. havde en sød duft, en elver? dog med noget mere groft hen over det, som fik ham til og rynke forvirrede på næsen, dog hørte han hanen, duften fra kvinden, da han hørte hvisken, takke være sine gode ører, dog ikke ordene, men vibrationerne i stemmen var for milde til og være en mand, ellers var det en skide feminine mand, dog endte han med og åbne øjnene, så de gule ulve øjne kunne ses, dog endte han med og glo på kluden da svævede af sig selv, og dyppede han's læbe, som var rart, han hørte ordene, og vidste ikke helt om han skulle svare til luften, dog endte han med og sige lavt ''overfald.. nogle hvalpe da ville opnå et eller andet'' han ville ikke sige sandheden, da det kunne bringe personen i fare fra mafia'ens side, da hun kunne blive et vidne, så hvis hun intet vidste, havde de ikke grund til og skade hende.
han endte med og sætte sig med en stor ømhed i kroppen, og lænede sig op af køkkenskabet, og sagde stille ''du ikke et spøgelse? for jeg kan ikke se dig, men jeg kan lugte dig, kvinde, og jeg ved du en kvinde på din stemme, men vær sød ikke og blive forskrækket'' han ømmede sin arm lidt, for at strække den ud så da kom et knæk, som fik ham til og sukke, dog stoppede han hende ikke i og duppe sin læbe, som hjalp, hvor efter han sagde ''beklager jeg sådan braser ind.. ved godt det sent, og vil du have jeg skal gå, så går jeg gerne, men vil du have noget imod jeg samler mig først?'' han vidste ikke om han var uhøflig, eller høflig, han var opvokset i et kvarter, et hårdt kvarter i rusland, så han var ikke så god til den slags ting, dog sagde han lavt for og være høflig ''jeg hedder Kuuma, bliver kaldt Teddy, rart og møde dig, hvis man kan kalde det det'' han klukkede, dog endte med og brumme da det gjorde ondt at grine i ribenene, som han holdt den ene hånd imod på venstre side, han sagde dog stille ''kan du gøre dig synlig? jeg gør dig ikke noget..'' han lød ærlig, for han var ærlig, han ville ikke angribe hende, da hun hjalp ham, så han kunne ikke se hvad hun skulle gøre ham.
Han så sig omkring, mest for og lytte, men dog ikke så meget, da det også gjorde ondt, han sagde dog stille ''har du nogen våben i huset? for finder de ud af hvor jeg er, får vi nok brug for dem.. da var 10 - 12 af dem, men jeg fik også givet dem nogle skræmmer.. vil dog ikke bringe dig i fare'' han smilede let, som de fleste sagde han så cute ud, nok ikke lige nu, dog sagde han blidt ''er du okay?'' han lød bekymret, for om den ukendt kvinde, var okay, men det var nok også meget at sluge på en gang, hvis man ikke var vant til disse slags situationer, sad roligt og lyttede efter råb eller fortrin, alt da kunne tegne på de havde fundet ham, imens han ventede på kvinden's svar, dog bevægede han sig næsten ikke, og holdt hænderne oppe, for og virke så mindst truende som muligt, selv om han i sig selv var truende, dog gjorde han stadig sit bedste for ikke at virke truende, da han ikke ville skræmme hende.

// håber dette er iorden :)

Et kraftigt chok blev sendt igennem hende, da han pludselig talte. Hun havde været hundred på, at han havde været bevidstløs for blot få sekunder siden. Og han havde ikke virke til at komme til bevidstheden igen. Det var lidt for sent at søge for, at hun ikke var forskrækket. Hun havde meget hurtigt fjernet kluden fra ham og kommet op på benene igen. Blot for at dumpe tilbage på røven. Hun skubbede sig lidt længere tilbage, indtil hun ramte en blokade. Meget muligt bare et af køkkenbordene. Hun stirrede på ham med store øjne, hvilket han heldigvis stadig ikke kunne se. Hun var ikke som sådan bange for ham. Han virkede harmløs nok. Hun havde bare ikke forventet, at han ville komme til sig så hurtigt. Det havde næsten være som, når man troede en person var død, men så vælger at rejse sig og sige Woohoo! til selveste begravelsen.

Han talte meget. Det virkede ret overvældende. Han blev ved med at sende ord mod hende. Om det så var informationer eller forsikringer om, at han ikke ville gøre hende noget. Hun begyndte dog at falde lidt til ro igen, på grund af hans konstante talestrøm. Hvis ikke han havde en form for sikkerhed i stemmen, ville hun havde forvekslet ham med en usikker teenager, der ikke havde talt med en pige før. Hun tog en dyb indånding og lukkede øjnene lidt i, mens hun pustede ud igen. Mest for at berolige sit hjerte, der gallopperede af sted i hendes brystkasse.
”Enten er du ikke bange for konsekvenserne, eller også er du ligeglad, siden du næsten har givet mig hele din biologi, Teddy.” sagde hun så endelig. Hun følte sig mest sikker på navnet Teddy. Kuuma lå underligt på tungen. Og så gav hans kaldenavn ham en lidt mere blød udstråling. Gjorde ham langt mindre truende. Kort tid efter gjorde hun sig så synlig for ham. Hun havde nær glemt, at evnen var blevet aktiveret, før han havde kommenteret på det. Hun satte sig lidt mere afslappet. I stedet for at have benene trukket op under hagen, satte hun sig i skrædderstilling. Hun strøg igen lidt hår væk fra ansigtet, før hun lagde hovedet på skrå, og studerede ham lidt mere. Hun var taknemmelig for at hun kunne se nogenlunde i mørket, for hun var sikker på, at han ville se noget mere forslået ud, hvis hun så ham i ordentlig belysning.
”Våben!?” udbrød hun, da han endte ud med at nævne dem. Eller bare spørge om hun havde nogle. ”Hvad skulle jeg bruge våben til? Det skarpeste jeg har er en køkkenkniv eller mit barberblad. Men direkte våben har jeg desværre ikke lige på ham.” Hun så noget skeptisk på ham. Hvad skulle han bruge våben til? Han havde vel ikke tænkt sig at dræbe nogle? Godt nok havde han åbenbart 10-12 ’hvalpe’ efter sig. Det hele virkede ret ekstremt. Foregik der virkelig sådan noget i Di Morga?

”Ehm.. Hør..” Venus fik endelig samlet sig nok til at bevæge sig nærmere på denne Teddy. ”10 mod en, er ikke ligefrem den bedste kombo. Specielt ikke, hvis der ligger stærkere væsner i blandt dem.” Hun satte sig forsigtigt foran ham og så ham seriøst i øjnene med lidt rynkede bryn. ”Og lige nu er du tydeligvis ikke i den bedste tilstand. Løft armene. Jeg skal have tjekket sine ribben. Du har ondt, har du ikke?” Hun så lidt spørgende på ham, selvom hun allerede vidste svaret. Hun havde lagt mærke til de ansigtstræk, han havde lavet. ”Bare rolig. Jeg er ikke helt uden viden, når det kommer til plejning.” Hun holdt begge sine hænder oppe og viftede lidt med fingrene for at fremhæve, at hun vidste, hvad hun gjorde. Sådan nogenlunde da. ”Jeg var så heldig at leve igennem 2. verdens krig. Et par soldater kom forbi, der hvor jeg boede, og jeg hjalp lidt til, når min mor søgte til deres skader.” Hun så afventende på ham. Hun ønskede ikke at gøre noget, uden at han var med på den. ”Jeg er Venus, for resten. Og jeg kaldes ikke meget andet end det.” Det sidste blev tilføjet med en svag latter.

Teddy kunne høre den ændrede vejrtrækning, da han måtte have chokeret hende, som fik ham til og se undskyldene på stedet hvor duften kom fra, så han så på hende, dog hørte han de enkelte lyde da hun rejste sig og dumpedet ned igen, som fik ham til og kradse sig i det korte næsten skalledet hår, da vidnede om enten rocker eller militær baggrund, men hans tusser sagde sit eget sprog, på hans overarme, som vidnede om militær af russisk baggrund, dog smilede han blidt, for og berolige vedkomnet, da han ikke havde noget ondt i sinde, dog smilede han stadig, med blod løbene ned af læben, som nok ikke var helt så charmerende som han ville det.

Han vidste han talte meget, men han vidste som livvagt, at man skulle snakke meget, da det i visse tilfælde kunne virke beroligende, og så ville det også påvirke ham som ikke truende, og han ville ikke skræmme hende, han sagde dog ikke mere, ville lade hende snakke, han lyttede dog bare til hende's vejrtrækning, da hun så ud til og falde lidt ned, så vel som hende's hurtige hjerte da slog blev bedre, han lyttede dog og smilede roligt for og sige ''jeg acceptere bare min skæbne, og derfor ser jeg ingen grund til og frygte, har ikke just haft liv's kvalitet, så jeg har altid levet med tanken om at fortiden skal indhente mig, og kræve mit liv, eller mit nuværende erhvern, som også kan tage mit liv, så bange? nej, for konsekvenserne? jeg vil beskytte de folk jeg holder af, helt sikkert!'' han var ikke sikker på hvad hun havde ment med konsekvenser, så han antog hun mente angående hans venner og familie, dog da hun gjorde sig synlig, fik han øje på den kønne unge pige, men kroppe og væsner kunne narre en, og han vidste hun havde elver i sig, så hun kunne være 5000 år og ligne en på 20, og han ville ikke vide det, dog fulgte han enhver af hende's bevægelser, så de lette muskler i hende's krop, bemærkede hende's fingre, som vidnede om kamp sport, han bemærkede de mange små tegn, på en erfarne kæmper, ikke som en trussel, bare vane, dog smilede han blidt til hende og rakte sin store grove hånd imod hende, da havde et virvar af ar, nye som gamle, da vidnede om en da havde slået en del, og hårdt, men hans kræftige muskler vidnede også om en da kunne brække ryggen på en bjørn, selv om det var en overdrivelse, men han var bestemt stærk, dog vidste han at hun studerede ham, og han prøvede ikke og skjule sine militær tattooveringer, eller sine varulve og ulve tusser, så vel som de mange ar på halsen, armene, og ansigtet, men som også var på resten af han's krop, alt fra straffe til granat splinter ar på armene og ansigtet og halsen, ar fra klør og knive, bid fra vampyrer og andre væsner, et langt snitsår på underarmen fra et sværd, og mange andre små ar fra stik våben som en skrue trækker og meget andet, da kunne vidne om et hårdt liv, så vel som de store grove hænder, da kunne ligne en beton arbejder's grove labber, da ville kunne knuse en mursten som var det en tændstik, dog var øjnene venlige og blide, trods hans brutale udseende, dog så han på hende, så hver en ting, hver lille detajle, og han smilede bare istedet, for og vise han ikke ville være uhøflig, dog klukkede han blidt ved hende's udbrud og sagde venligt ''bare rolig, det kun hvis de kommer, dog ved jeg ikke hvad du ville bruge dem til, men jeg ville bruge dem til og forsvare hvis vi blev angrebet, for man ved aldrig nu om dage, dog går det nok, jeg ringer til gutterne når da faldet ro på, hvis det iorden?'' han så på hende, da han ville ringe efter sit kobbel, og han ville sandelig ikke være grov hvis de kom trampene her, men dog ville han vente, til det var mere stille, så de ikke kom brasene med automat våben, dog mødte han hende's skeptiske blik, med et par venlige øjne, dog med noget sort i dem, et evigt brutalt skær, da vidnede om en da havde gjort frygtelige og brutale ting, ting man ikke skulle nævne eller mindes om, et par gule øjne med dette mørke skær og sorte rinder under øjnene, som en da stadig mindes i mareridt, om hvad han gjorde, en evig påmindelse om de fortid's synder han havde begået.

Han så blidt på hende, rolig som en tam bjørn, og klukkede blidt for og sige venligt ''det er hvad jeg trænet til, i de sorte beretter, at bekæmpe umulige kampe, men da var ingen særlig stærke imellem dem, det var mest deres antal, og så at de havde våben, som gjorde ret så ondt, hehe'' han fulgte hende roligt med øjnene, rørte sig ikke ud af pletten, og så hende ind i et par kønne øjne, med han's egne medtaget øjne, da stadig vidnede om et skarpt og stærkt syn, trods de ting de havde set, han sagde hende dog ikke imod, men knurredet enig med hende, ikke en truende knurren, men en skadet ulv da vidste at en modpart havde ret, og uden et ord, løftede han armen, uden tegn på smerte, selv om han tydeligt havde ondt, han prøvede heller ikke og spille sej, han var bare vant til og ignorer smerte og fortsætte kampen, men hvis hun mærkede på hans ribben, ville hun vide de 2 midsterne ribben var lettere bukket, intet alvorligt, men noget da kunne gøre skide ondt, som han endte med og vise, fordi det faktisk gjorde skide ondt, han så dog nysgerrig på hende, ved hende's ord og sagde mildt ''det jeg glad for og høre, så jeg da i nogen lunde trygge hænder!'' han klukkede, selv om det tydeligt gjorde ondt, dog gloedet han på hende's fingre, ikke sikker på hvad hun ville bevise, han var selv lidt bekendt med basis læge hjælp, men ikke på sig selv, så det var ikke til hjælp, han lyttede til hende og sagde blidt ''sød mor du har, ikke mange da vil hjælpe folk som os udover vore egne'' han smilede blidt, han vidste hvad han talte om, han fik sjældent hjælp, udover fra han's ven, Doc, da var uddannet militær læge og havde en doctor grad i medicin, dog nikkede han at det var okay hun undersøgte ham, han ville gerne selv vide hvad tilstand han var i, selv om det meste af kroppen gjorde ondt, dog smilede han blidt ved hende's ord og sagde venligt ''Venus? sødt navn, det cool du, intet problem!'' han smilede venligt til hende, han ville dog ikke grine, og hun ville vel forstå hvorfor, da det gjorde ondt at grine, dog sad han stadig og lyttede, for at forvente et angreb hvert sekund, og han var tydeligt anspændt, ikke ved hende, men han ville ikke bringe hende i fare, som han bemærkede ved og sige ''hvis de kommer, så laver jeg et run for it, da du ikke skal blandes ind i dette, Venus, det du for sød til!'' han prøvede ikke og lave et hit på det, men han havde simpelt ment det han havde sagt, at han syntes hun var sød, for det var hun bestemt.