Let's Change The Subject...

Det var langt over de fleste børns sengetid, men alligevel havde én bestemt bastardunge af en hybrid valgt at holde sig vågen. Den spinkle skikkelse bevægede sig rundt på kirkegården uden noget andet formål end at få bugt med den insomania, der forhindrede ham i at lukke øjnene. Plaget af mareridt fra tidligere minder havde han vendt og drejet sig i sin seng, indtil han til sidst fik nok og sprang ud af sit værelsesvindue, som han havde ladet stå åbent bag sig til forvirring for de Proteus Paradox medlemmer der havde til job at holde øje med ham. Hvad ville chefen dog ikke sige hvis hun opdagede, at Constantin endnu engang var på fri fod?

På trods af vinterens komme, var vejret temmelig mildt denne aften, hvilket Constantin nød godt af. Iklædt et par jeans, sine sædvanlige store, sorte støvler og en simpel trøje i så mørkeblå en farve, at han gik i ét med natten, hoppede han fra den ene gravsten til den anden. De fleste der så ham ville straks påpege, hvor respektløs en stodder han var, sådan at betræde gravene på et helligt sted, men Constantin var ligeglad. Han havde intet til overs for Gud og hans hellighed.

De endeløse rækker af hvide gravssten og halvvisne blomster, som udgjorde de døde folks sidste hvilested, begyndte efterhånden at kede Constantin. Han overvejede netop at sætte hælene i jorden og vende om, da en skikkelse kom til syne for ham. Det var en mand, og takket være hans perfekte nattesyn, kunne Constantin tydeligt se hver en detalje i hans ansigt, og synet fik ham til at smile. Kunne den mand - og endda en virkelig lækker mand - der stod der, mon redde ham fra hans kedsomhed?

Han sneg sig op bag ved fyren. Det var noget, han altid havde været god til - at snige sig af sted så lydløst som en kat på listepoter. Den fremmede var en anelse højere end Constantin, der dog lige netop kunne strække halsen langt nok til at hviske ind i dennes øre:

"Bøh."


(Jeg beklager det lamme svar. Jeg har lidt travlt lige pludselig, da jeg snart får gæster. Hav et skønt nytår <3)

Dean var ikke ligefrem tålmodig når det kom til de her ting, og slet ikke når han som nu bare havde brug for det næste fix og den næste person, til at give ham det stof som han inderligt havde brug for. Dean kiggede utålmodigt på din smadrede iphone 4, det var noget tid siden at han havde skiftet, men på den anden side så var det jo ikke hver dag at man faldt ned for himlen og bare sådan lige råd til en ny telefon, og han var derfor endt med bare at stjæle en telefon fra en random person i byen. Dean håbede dog på at denne aften ville ændre hans liv, og at han snart ville komme til at tjene penge igen, så han kunne holde ud at leve, han hadede ikke at have nogen penge og han hadede ikke at have bedre styr på sit liv end han havde lige nu, han måtte snart videre i teksten og ud og opleve noget nyt.

Som Dean pludseligt hørte en stemme bag sig, vendte han sig roligt om: "Endeligt!" konstaterede han blot, han havde virkeligt brug for noget og hellere nu end om ti minutter, Dean var en mand der hele sit liv havde været afhængig, ikke fordi at han ikke kunne stoppe, men fordi at han ikke havde lyst til at stoppe, hver gang han næsten havde været clean, var han startet op igen uden at tøve, fordi at det var sådan han havde brug for at leve sit liv, han havde brug for udfordringer og han havde brug for at tage tingene ganske roligt, han ville ikke være action præget.

"Har du det med?" spurgte Dean blot, som han vendte sig i mod ham, han havde brug for at komme videre i teksten, og denne unge mand, kendte Dean som sådan ikke engang. Han vidste hvem han var og havde hørt at han var god til sit job, men det var også cirka det eneste, på den anden side, var det dog også det eneste som Dean var interesseret i.

//Det er helt okay xD, Er selv lidt slow!//