Onsdag aften i Sombre - Morgan.

Tid: Sen aften, så omkring de 22-23-tiden.
Dato: 3 juni 2010
Sted: Parken Sombre.
Omgivelser: Nogle få mennesker, træer, buske, fugle og lygtepæle hvor lyset er ved at komme.
Vejr: Det er lige efter solnedgangen, så der er ikke helt mørkt men heller ikke lyst. Luften er lun og det blæser en smule.
_______________________

Den milde aften brise fik de blade som lå på jorden i bevægelse. De lod sig bære op, og havde deres egen form for dans med vinden, og hver gang bladende ramte mod hinanden en kunne sagte knitren høres, og i det at der jo var mange blade blev det til en hel lille brusen. Men det var skam ikke kun bladende der afgav lyd fra sig, nej fuglene i parken sørgede også for at kvidre lystigt, af og til lød det som om at de ville tilkendegive en form for glæde, men der af og til kom nogle skarpe skrap som kunne tyde på at en lille slåskamp var under opsamling, det blev bekræftet af en grå spurv som skyndte sig væk fra et træ, mens en rødkælk stormede efter den. Den stakkels spurv fløj for livet at den ikke skænkede sine opgivelser en eneste tanke, rødkælken var skam ikke meget bedre selv.
Den lille grå spurv der fløj for livet var tæt ved at flyve ind i en ung pige som sad på en af de lidt mere afsideses bænke, med en tilhørende lygtepæl, som vente ud mod det lille vandløb, der var blevet skabt for at fuldende følelsen af at være ude i den fri natur, og ikke blot i en park midt i en by.

__Pigen, Adrianna, sad og var meget koncentreret om den blok hun havde på sit skød, mens hun lod et lille stykke tegnekul glide over det, og trække streger. Adrianna var så fokuseret på dette at hun ikke bemærkede fuglens flugt, eller de unge personer som var i gang med at krydse parken. Hun havde kun sin opmærksomhed på blokken, og af og til på vandløbet og dets omgivelser, for at være sikker på at hun afbilledet dem korrekt.
Hun trak en forkert streg og bandede lavmeldt for sig selv, mens hun ledte efter det viskelæder som hun havde glemt derhjemme.. Hvor var det dog bare typisk.

Det var denne tid på døgnet som bare skrig at man skulle holde sig indenfor, men alligevel var mennesker ikke kloge nok til at lytte på det. men hvad ville det også være sjovt for en vampyr hvis alle mennesker var indenfor? alligevel at klokken var mange så var der alligevel liv i parken, og det var denne mandelig vampyr som lignede en på omkring 20år virkelig glad for. det betød jo bare at han kunne få nået lækkert mad, han gik elegant på grusstien med lange og flotte skridt. han lignede ikke alle andre fyre på 20år, hans hud var hvid og hans overkrop bestod kun af muskler. han havde lange slanke ben og flotte store muskler på sine overarme, han lignede bestemt ikke en der havde trændet for meget eller for lidt. det var lige nok til at få ham til at se perfekt ud, hans øjne var mørkerøde og de lyste næsten om i mørket. gadelygterne fik dem til at ligne at de var lavet af glas, de så helt perfekte ud selv om de så koldt omkring og det var kun hans charmerende smil på læben som gjorde at han ikke så helt kold ud. han havde sine hænder nede i lommerne og havde en smøg i sin mundvig, han søgte efter nået godt og fik øje på en ung kvinde der sad på en bænk. han så lidt på hende og fandt hurtigt ud af at hun tegnede, han gik over til hende og så ned på blokken "er du god ?" spurgte han om selv om han bare havde lyst til at drikke nået af hendes blod

Rødkælken havde opgivet sin forfølgelsen af den lille grå spurv og fløj nu sejersbevist tilbage til det som den betragtede som sit træ. På vejen fløj den over Adrianna og denne mystiske fremmede der nu så pludseligt stod bagved Adrianna. Adrianna der stadig holdt sin fulde koncentration mod sin blok havde midlertidigt ikke bemærket ham, dette gjorde hun først da hun hørte en en stemme der var alt for smuk til at kunne være noget der var blevet frembragt på denne jord. En lille nagende tvivl sneg sig ind over hende, havde det blot været hendes fantasi der havde spillet hende et lille pus eller var den stemme virkelige. Hun så op og mod det lille vandløb og lagde først da mærke til at lyset fra lygtepælen faldt en smule anderledes, kastede en silhuet der ikke var hendes. Stemmen måtte altså være virkelig, og den havde tilsyneladende en ejer. En ejer som stod lige bag hende. Adrianna vente sig langsomt om, og en smuk person sprang i hendes øjne. Hans krop var veltrænnet, men ikke pumpet. Hans træk var fejlfrie og det samme var hans holdning. Det eneste hun kunne have sat en finger på ville være den kølighed der lå som en kappe omkring ham. Men selv den syntes at blegne når man så hans smil. Et smil der kunne få en hver piges knæ til at bævre, og tanken om hvor heldigt det var at hun sad ned, nåede lige at strejfe hendes bevidsthed, inden det egentlig gik rigtigt op for hende at han havde spurgt hende om noget. Adrianna havde på mirakuløs måde sin stemme under kontrol, og den lød helt normal, noget hun overhoved ikke havde regnet med. ”Tja.. Det er vel smag og behag.” Hendes stemme var venlig og blev bekræftet af det smil som hun havde i sin mundvige.