I need your help - [Morgan]

Tid: 12.30
Sted: Morgan L. Withers klinik i gågaden
Omgivelser: En klient der sidder og venter.
Vejr: Udenfor er det koldt og snefyldt. Himlen er grå.
Påklædning: Outfit
Tag: @Morgan L. Withers

Vejret var koldt, og gråt, og dagene var så korte. Det var virkelig den mørke tid på året. Apolline havde intet imod vinteren normalt, i øjeblikket var det dog deprimerende. Hun så sig over skulderen når hun gik på gaden, og følte sig overvåget og utilpas. Edward var skredet pludselig, og hun anede ikke hvorfor. Hun var mere alene end nogensinde, og kun hendes fans holdt hende overvande. Hendes nyeste album var blevet et hit, albummen var kommet på gaden for lidt over en måned siden, og havde indeholdt syv af de bedste hits. Hun hittede på spotify, youtube og diverse andre medier. Nyheden om hendes tilbagevendende sygdom var ikke kommet ud, om ikke så længe var hun dog nød til at sige det.

Hun havde tabt sig en del, og det selvom hun spiste som normalt. Hendes konsultation med lægen var ikke gået så godt, de havde snakkede om behandlingen, men hun orkede simpelthen ikke gå igennem samme behandling igen. Hun følte sig bare ikke stærk nok. Derfor var hun nu endt her. Morgan L. Withers skulle være en af sin tids bedste psykologer. Det havde taget sin tid at få taget sig sammen til at køre herud, og hun kunne nu sidde der og vente på at det blev hendes tur. Hun havde siddet der i fem minutter, og sad uroligt på stolen og kiggede på sin negle. I ørerne havde hun høretelefoner der spillede musik, ikke hendes egen sjovt nok, noget der skulle være beroligende. Hun trak vejret dybt ind, og sukkede derefter. Måske skulle hun bare gå igen.

Dagen havde indtil videre gået stille og roligt, mest af alt fordi han havde fået et spændende opkald. Og med sådan et opkald skulle der sættes en god tid af. En kendt musiker havde bestilt tid hos ham, så selvfølgelig var han nysgerrig omkring hvad det drejede sig om.
Han var klædt i sorte bukser, sorte blanke sko og en mørklilla skjorte der stod meget let åben så man kunne ane en rød halskæde.
Den sidste klient var sendt ud for at få sin nye tid da Nancy hans aldrende sekretær meldte at hans næste klient var ankommet.
Nancy trykkede på knappen og sagde: "Dr. Withers? She has arrived" Morgan tog den og svarede: "Very well send her in Nancy" Den ældre dame kunne ikke dy sig for at spørge: "You can go in Ms.... Before you leave... Can i get an autograph for my granddaughter?"

-Morgans kontor var moderne indrettet men i en varm atmosfære. Der var mange ting rundt omkring fra forskellige lande. Så var der en chaiselon, lænestol og selvfølgelig skrivebordet med stole ved

Hun nåede aldrig at tage flugten, før hun blev bedt om at gå ind. Derfor rejste hun sig op efter et øjebliks tøven, og samlede sin taske op som hun skubbede over sin ene skulder. En sort lille rygsæk. Hun havde den nærmest altid på sig, der var en blok, flere blyanter pog kuglepenne, og en lille båndoptager. Man vidste trods alt aldrig hvornår inspirationen ramte én, så man måtte være forberedt. Sekretærens stemme, eller sidste bemærkning fik Apolline til at smile skævt. Hun havde ikke lige troede hun var blevet genkendt, men heldigvis var der ingen andre til at opdage det. "Well of course.." svarede hun venligt. Derpå smuttede hun hen til døren, bankede kort på, inden hun trådte ind og lukkede døren efter sig. Derpå så hun sig omkring i det hyggelige varme kontor. Der var mange ting, tydeligvis fra forskellige lande. Psykologen havde tydeligvis været alle mulige steder. Hun så sig omsider rundt efter manden og standsede overrasket op. Hvorfor var han mindst 25 år yngre end hvad hun havde regnet med? "Eh.. hello, I am Apolline Le Blanc, thank you for wanting to see me this fast.." sagde hun høfligt og gik tættere på for at give ham hånden.

Da hun kom ind, smilede han nærmest dragende til hende og gik om foran skrivebordet for at modtage hende og give hende hånden. "Hello I am Dr. Withers but just call me Morgan....
It is not often i get a celebrity in my clinic.... I assume Nancy already asked for an autograph?...... Come have a seat...."
Stolen blev trukket ud for hende hvorefter han var henne og hentede et par sodavand og en flaske kildevand. Efter det var han henne på sin plads og så varmt på hende.
"So... What can i do for you?"
Han virkede meget afslappet og rar og hvis han skulle være ærlig så var hun meget tiltalende

Han var da venlig, og havde noget over sig hun ikke helt kunne tyde.. det blik der.. der var noget over det. Hun trak vejret dybt ind, og trådte nærmere. "She did, I don't mind it though" svarede hun lavmælt. Hun trak rygsækken af sin skulder, og trak jakken af også inden hun slog sig ned på den anviste stol. I mens fandt han sodavand og vand, og virkede rimelig afslappet. Hvorfor skulle han dog ikke være det? Igen så hun sig kort omkring, gned sig på armen og lænede sig tilbage. "I..need help, obviously..." lagde hun ud med. Det her var ikke let. ".. and I was told you are good at your job.." tilføjede hun. "I didn't expect you to be this young though.." indrømmede hun med et skævt smil. "Well... hun sukkede, og kløede sig i nakken. "I have problems and it is not easy to keep my mood positive.." begyndte hun at forklare. Han havde tavshedspligt, men alligevel var det ikke let at snakke om.

Han smilede let ved hendes kommentar om hans alder og åbnede så selv en mineralvand imens han gestikulerede at hun måtte tage hvad hun ville.
"I will take that as a compliment..... Truth be told sometimes i feel like i'm..... 2000 years old....." Det var selvfølgelig ikke helt rigtigt men meget tæt på.
Så lyttede han meget nøje efter hvad hun sagde og studerede diskret hendes kropssprog, han havde et ansigt der nærmest fortalte at han virkelig lyttede.
"Well it can be tough especially in this weather..... But somethings tells me that your problems stems from something else.... A loss....." Det var jo hans job at lægge mærke til detaljer

Hun smilede "It is a compliment" forsikrede hun ham. Tilføjelsen om alderen fik hende til at smile, well.. i princippet kunne han jo være en vampyr, det anede hun ikke. Desuden, det var så overskyet udenfor at der ikke var meget sollys på kontoret. Nuvel, hvor stor var chancen for at møde en vampyr som psykolog to gange i streg? Ikke stor hvis man spurgte hende.
Snart fortalte hun lidt, og hvordan han studerede hende anede hun af gode grunde ikke. Det var ham der var psykolog og ikke hende. Hans konklusion ramte dog faretruende præcist, og hun sank en klump. "Well, I guy I cared about just dumped me.. actually, he left without saying anything so.." hun trak på skuldrene. "I mean, I don't blame him... but it isn't easy anyway" tilføjede hun.

Han nikkede til hendes ord og skubbede ganske diskret en skål med forskellige bolcher og chokolader over til hende imens hun fortalte. Det med at ramme præcist var nærmest hans varemærke og en af grundene til de andre psykologer ikke var så glade for ham.
Så tog han sig kort til hovedet inden han så på hende med et underligt beroligende blik og sagde: "I am very sorry to hear so.... I cannot of course know his motives for doing so but no woman ever deserves to be left heartbroken... Then you try to fix the issue..... But tell me...
Why do can't you blame him?...."
Han gjorde jo hvad han kunne for at hun skulle have det så godt som muligt i hans nærvær. Det var svært at åbne sig for en man ikke var tryg ved

han skubbede en skål med bolcher og chokolade hen mod hende, og hun tog et stykke chokolade og puttede det i munden. Det smeltede så behageligt på tungen. Det sidste spørgsmål efterlod hende usikker, hvordan skulle hun svare på det? "Uhm.. he is much older than I am.. and from a different ...world. I am just a normal boring girl to him.." sådan havde han ikke fået hende til at føle dengang de havde været sammen.. nuvel, nu hvor hun tænkte over det, havde han fået hende til at føle sig som et sexobjekt.. de havde haft et kort forhold, men han havde altid rørt ved hende, trukket tøjet af hende og krævede hende tæt. Han havde skam været god i sengen, det var ikke det, men det havde ikke været meget andet end sex i deres såkaldte forhold.

Han tog en tår mere af sin vand inden han lyttede til hendes ord, han havde hørt noget lignende før. Det var ikke helt til at sige hvad hun mente men hans bedste gæt ville være vampyr eller dæmon. Dog havde han ikke tænkt sig at sige noget om hvad han selv var før hun indledte snakken.
"Something tells me you are not into..... Visually older men...... But i can already say that when he abandons you for such.... He is no angel..... I can only speak for myself on how i treat women and how other men should treat them..... So if i may be so bold.... How did he make you feel like a boring normal girl? You seem to be far more than that"

At han allerede gættede på en vampyr eller dæmon anede hun ikke. Hun havde ikke mødt mange af den slags, ikke hvad hun vidste af i hvert fald. Folk præsenteret sig normalt ved navn, ikke ved race trods alt. Hun tog en vandflaske, og tog en tår af den. Hans svar fik hende da også til at synke en ekstra gang, og hun fnøs som han sagde at manden ikke havde været en engel. "No.. no he was no angel.. that is for sure.." svarede hun mumlende for sig selv. "Well, he wanted sex.. all the freaking time.. and was kinda rough.. I don't mind rough but it was mu...sorry, this has nothing to do with anything..." han behøvede sgu ikke detaljer om deres sexliv, det var lige meget. "The point is, he is gone.. and well.. you will now find this even more weird.. but he was my therapist.." hun lænede sig tilbage i stolen med et suk.

Da hun fornægtede hvordan det havde noget med det at gøre, rykkede han sig lidt ind over bordet og rystede på hovedet imens han havde et eftertænksomt men varmt blik.
"Why apologize? Of course it has something to do with it.... I do not blame couples for having a healthy sexlife but that did not sound healthy at all.... He made you an object.... Which you are not.... You have accomplished so much....."
Da hun så nævnte hvordan han var hendes terapeut, måtte Morgan koncentrere sig kort for at hans øjne ikke blev røde. Ganske vist var Morgan skabt med et formål, men han tog sit job seriøst og at udnytte en position på den måde, hadede han inderligt.
Så satte han sig tilbage i stolen og strøg sig eftertænksomt på hagen inden han spurgte: "I want to try something.... It is a way of testing your perspective of other individuals....
Tell me exactly of what impression i give you.... No wrong answers, just you"

Ja hun havde klarede en del. Hendes sygdom gennem hendes liv var ingen hemmelighed trods alt, folk troede bare hun var rask nu og at alting var ih og åh så skønt. Hun sagde intet for nu, men det var kun et spørgsmål om tid. Alt det havde fyren ikke værdsat, eller måske havde han, hun var ikke helt sikker. Han havde været en god terapeut, fantastisk i sengen når det ellers var udholdeligt, men ja.. det var gået galt et sted, hun var ikke helt sikker hvor. "I know I have.." svarede hun derpå bekræftende. Hvordan han reagerede over oplysningen om at Edward havde været hendes terapeut, var hun ikke helt sikker.. han virkede bare ikke specielt tilfreds ved det. Snart endte han dog eftertænksom, og hun sad tålmodigt og bare så mod ham. Ved spørgsmålet, var hun et øjeblik forvirret. Det var ikke lige det hun havde ventede at høre. "Uhm,..." begyndte hun. "You seems to like your job.. like travelling.. trustworthy I guess..professional.." hun var ikke helt sikker på hvad han ville høre, det var dog hendes svar.

Han smilede af hendes svar og kiggede over på nogle af genstandene inden han svarede: "I have travelled quite a bit yes... I even lived a few years in Japan....."
Så vendte han blikket tilbage på hende endnu en gang med et dragende blik, ikke fordi han prøvede på det, men det var sådan han så ud. Og han syntes da også helt bestemt at hun var smuk.
"Professional..... Not if you ask other psychologists.... They seem to think i am to direct.....
Yes i love my job.... But it all comes down to making another feel good.... Letting them know that they can resque themselves from shackles of a troubled past ov whatever it may be...."
Så smilede han og tog endnu en tår vand og kørte sin stol ordentligt ind til bordet og kom med et forslag der virkede underligt men dog håbede han at hun forstod hvorfor.
"I know it can be hard to come in here.... Opening up like that, especially knowing that this is a clinic.... So i have an idea.... Why not go to a café and talk a bit more there? It is about lunchtime anyway and maybe you will feel more at ease?"

At han havde rejst en del rundt tvivlede hun ikke på, med alle de genstande fra alle mulige lande han havde rundt omkring på kontoret, var det ikke så chokerende. Han kommenteret på hver og et af de ting hun havde nævnt, og hun lyttede opmærksomt uden at vide hvor han ville hen med alt det her. Sikkert noget psykologisk hun alligevel ikke ville fatte, så hun droppede at prøve.
Pludselig havde han en ide, og hun betragtede ham opmærksomt. Hvilke ide? Hans forslag faldt, og hun tøvede og sank en klump. "Uhm.. I would love to but.. if people see me, we wouldn't be able to speak.. they will be all over the place.." svarede hun forklarende. Livet som kendt var ikke let, og det var ikke for sjov hun ikke tog i byen eller blandt folk. Hun elskede sine fans, men nogle gange kunne det være for meget.

Han kiggede eftertænksomt på hende inden han sagde: "I might be able to fix that......"
Så tog han sin mobil og gestikulerede et hurtigt opkald. "Hi Joe? Yes Morgan here. How is the wife? Oh i am very glad to hear.... Listen i was thinking.... I want to go have lunch with a friend of mine but she is in a situation that requires privacy..... Do you think we can work something out? What bill? No it is suddently gone! Great i will see you soon...."
Så kiggede han på hende efter at have lagt på inden han sagde:
"So what do you think about the best pie in town? Or whatever there's on the menu.... Fans won't be a problem.... A friend of mine has a diner just on the edge of town"
Et andet kendetegn Morgan havde var at vide hvad hans klienter havde brug for og hun virkede til at have brug for roen

Han fandt pludselig sin mobil frem, og foretog sig et opkald. Allerede under hans samtale - som hun ikke kunne lade være med at følge med i - kunne hun se han havde løst det problem. Okay, det havde hun ikke regnet med. Men var det nu en god ide at forlade kontorets trygge rammer og bevæge sig ude på gaden? Hun sukkede, hvad kunne der ske? Sidst var det trods alt gået galt fordi Edward havde haft kontor i sit hjem, de var nok mere sikre på gaden. Desuden, det var ikke fordi hun regnede med at denne mand skulle have interesse for hende på nogen måde, han lignede ikke typen. She was safe. Opkaldet var snart over, og hun smilede svagt og nikkede "Sounds fine by me.." svarede hun roligt og rejste sig op. Hun trak sin jakke på igen, og samlede sin taske op. "I am gonna keep this" tilføjede hun og holdt vandflasken op, ikke fordi hun regnede med at han ville have den tilbage, men bare for god ordens skyld.

Det var jo ikke til at sige hvad fremtiden bragte og de var jo kun lige begyndt at snakke så interesse? Ja måske på et tidspunkt. Lige nu ville det være helt forkert.
Så fik hun et varmt smil inden han selv rejste sig og tog en sort frakke der gik ham til lige over knæet. "Go right ahead, i have no intentions of keeping it. Come let's take the personel exit,
best way to avoid fans if they saw you come in here..."
Så gik han ud sammen med hende og stoppede så ved Nancy. "Nancy i am stopping early today so if you just lock up when you want to go home" Nancy nikkede med et lille smil og sagde: "Of course have a nice day Dr. Withers. And thank you for the autograph Ms. Le Blanc" Så viste Morgan hende ud af en bagdør til en lille parkeringsplads hvor han selv var kørende i en sort Mercedes. Først gik han hen og åbnede døren for hende og sagde: "It is a 5 minute drive... Shall we?" Så satte han sig ind i førersiden såfremt hun valgte at acceptere

Hun nikkede mens han fik sin jakke på, og hun hankede op i tasken og fulgte med ud af hans kontor. Nancy sad der og fik besked på at lukke og slukke når hun gik. "You are welcome" svarede Apolline bare med et skævt smil. Glad for at kunne glæde andre med så simpel en handling.
Kort efter forlod de kontoret af en anden indgang - eller udgang - og kunne dermed undgå at vække opsigt hvis nogen paparazzi eller fans skulle have opsporet hende. Bilen var lækker, selv kørte hun rundt i en Audi, men sådan var man vel forskellig. "Yes, thank you" svarede hun som han holdt døren for hende. Hun satte sig ind, og lukkede døren efter sig, for derefter at trække sikkerhedsselen på. Det her var underligt, men hun foretrak ikke at tænke for meget over det.

Så satte han sig til rette og startede bilen, hvorefter der startede noget lavmælt radio. Bilen begyndte roligt at trille ud af parkeringspladsen imens han smilede til hende inden han sagde: "It has been a long while since i've gone out to lunch... So thank you for joining me..."
Så kørte han roligt afsted mod udkanten af byen imens han smilede roligt. Halskæden var lidt varm men det var fordi den afspejlede hvordan han følte og lige nu følte han sig i rigtig godt selskab.
Som de var nået ud hvor der var mindre trafik, kiggede han kort over på hende og spurgte varmt: "So i guess this i better than the clinic? You seemed more nervous back there?"

"You are welcome.." svarede hun af mangel på bedre. Så sad hun bare roligt og nød køreturen. Det her virkede stadig ret underligt for hende, men hun prøvede ikke at tænke for meget over det. Et øjeblik lukkede hun øjnene, og måtte dog se mod ham da han atter brød stilheden med et spørgsmål. Nervøs? Well, hun havde ikke været så nervøs som utilpas og usikker over hele situationen. "I always seem nervous these days, don't mind me.." svarede hun bare.

Han smilede og kom med en kort varm latter inden han sagde: "Don't mind you? I cannot do that.... I want you to feel well.... And not because i am a psychologist... I want you to feel well because you deserve to be happy"
Der gik ikke særlig længe inden de holdt ind ved en diner der så næsten lukket ud og han var der også hurtigt til at åbne døren for hende. Man var vel gentleman.
Så smilede han til hende og sagde: "Hope you're hungry" Så gik han indenfor sammen med hende og stedet havde den hyggelige atmosfære af en rigtig amerikansk diner, der var sågar et gammelt TV der hang på væggen med en nyhedskanal.
Så kom en tyk mand med skæg hen og klappede Morgan på skulderen. Hey Doc! Privacy and your table is already ready" Morgan nikkede til ham og sagde: "Thanks Joe.... We will order in a minute" Så viste Morgan hende hen til en hyggelig bås

Hun så smilende mod ham som han lo, og som han mente hun fortjente at være glad, voksede hendes smil sig større. Det var sandt, det var hun enig i, det var bare lidt svært for tiden. Snart stoppede det ved et hyggeligt sted, der så dog lukket ud, og hun blev hjulpet ud af bilen. "I am a bit hungry" indrømmede hun venligt. Indenfor blev de mødt af en stor mand, han virkede dog venlig. Hun hilste pænt på ham, og fulgte dermed hen til den bås Morgan havde udset sig dem. Hun trak af jakken og lagde tasken ved siden af sig. Stedet var virkelig hyggeligt, og meget stille og roligt. "Do you come here often?" spurgte hun nysgerrigt.

Som de satte sig i båsen, lagde han selv sin frakke fra sig hvilket dog resulterede i den noget specielle halskæde blev synlig. Dog var det ikke noget han tænkte over.
"Yes i do... Joes wife went through a very tough depression after the birth of their son.....
I offered Joe to help for free and i have been coming here ever since....."
Så rakte han hende et menukort med lidt af hvert i inden han selv kiggede i det ved ham. Selvom han ikke var et sekund i tvivl om hvad han ville have. Det var stort set det samme hver gang.
Han var jo en meget direkte mand og denne situation var heller ikke nogen undtagelse.
"I must admit.... It suits you a lot more to smile..."

Hans svar kom bag på hende, han var da en virkelig flink gut. Hun skulle selvfølgelig nok betale ham hvis han altså ville have hende som kunde eller patient. Over telefonen havde hun bare fået at vide hun kunne komme forbi for at snakke, og hun regnede med at det her bare var en indledende runde for at finde ud af om han kunne hjælpe hende. Hun tænkte ikke på det som en konsulationen i hvert fald. "That was very nice of you" lød hendes svar.
Blikket endte da også mod halskæden han bar om halsen, den så lidt speciel ud og hun så derfor nysgerrigt mod den. "Nice necklace. Something you picked up in one of your journeys?" spurgte hun nysgerrigt og nikkede mod den. Hun tog dog pænt imod det menukort han holdt mod hende, åbnede det, og kastede et blik ned over indholdet.
Hans ord omkring hendes smil fik hende dog til at løfte blikket mod ham "Doesn't it suit everybody?" endte hun spørgende. Folk der smilede var alle dage bedre og kønnere at se på end folk der surmulede eller var triste.