Misery loves my company... (Akumu)

Sted: I den ydre kant af Terre på Bibliotheque.
Omgivelser: Reoler bugnende med bøger, ganske få besøgende.
Vejr: Sneen daler fra en overskyet himmel. Det blæser godt.
Tid: Sidste dag i januar, omkring klokken 21:50.

Det havde ikke taget mere end én sølle eftermiddag at forvandle Terre fra en asfalteret by-jungle til en snedynget frost-ørken. Temperaturen lå lige nøjagtigt på den anden side af nul - akkurat koldt nok til, at sneen blev liggende. Det var et vinter helvede, og den rivende vind var på ingen måde med til at formilde det. I sin flugt fra den oprørske storm, ilede en tynd, langlegemet skikkelse tværs over den øde vej, der førte videre hen til det endnu åbne bibliotek. Det var tydeligt, at dét var destinationen, med den bestemte, målrettede gang. To bevægelsessensoriske lygter, begge monteret på den udvendige side af muren, tændte og lyste sneen foran indgangen op, da det uidentificerede væsen var tæt nok på. Det ravnesorte, indfiltrede hår, der i ekstrem grad trængte til en grundig vask, piskede ind i ansigtet på den nu stillestående mandsperson. Han glanede mod den dobbelte glasdør, der, ligesom det udendørs lys, var sensorstyret, og derfor burde være åbnet, som han var kommet gående imod den. Armene blev afventende lagt over kors, som han forsøgte sig med en trippen frem og tilbage. Usuccesfuldt. Med irritation og skeptik malet i det ellers døde blik, skilte han sine arme ad og gav sig til at fægte med dem i luften. "Hallooo, jeg vil godt iind," brummede han med en snert af tiltagende frustration i den hæse stemme, der fik det til at lyde, som om hans stemmebånd var belagt med afskallende rust. Opgivende, lod han armene falde på plads langs siderne, og en højst utilfreds mine rullede efterfølgende nedover det ligblege ansigt. Mumlede noget arrigt, knap hørligt gammelmandsbrok om nutidens uduelige, elektronikstyrede samfund. Hvorfor skulle det dog være så besværligt? I et sidste, lettere desperat, forsøg, påbegyndte han en form for indianerinspireret ofringsdans, det eneste der manglede var bongotrommerne i baggrunden; then again, mindede det måske mest af alt om en tvær, umulig unge i et supermarked, som havde fået afslag fra forælderen, efter et langt plageri om ønsket af et nyt stykke legetøj - og omsider hørte han lyden af dørene glide op. Dog ikke af den årsag, han troede. For da han var holdt inde med sin... eksotiske dans, og blikket atter blev løftet for derefter at blive rettet fremad mod bibliotekets indgang, mødte hans egne øjne et andet par, gemt væk bag et par sorte hornbriller med en snor hægtet fast til stellet. Og som hans blik zoomede ud, for at få et større helhedsbillede, gik det op for ham, at det ikke var ham, der havde fået den automatiske dør til at gå op - men derimod den ældre kvinde foran ham, der måtte være stedets bibliotekar. De tynde arme, og det ene ben, der var gået i stå og stadig hang og dinglede akavet i luften, røg med det samme ned, og en tøvende pegefinger blev i stedet for hævet op foran hans ansigt, hvor et temmelig bøvet smil havde fundet vej over de smalle, blege læber. "Øh, he...he..." Mere nåede der ikke at komme ud af hans mund, inden han var spurtet afsted som var hans bagdel i brand, forbi den gråhårede, noget forvirrede dame, og ind iblandt de mange, tusinde bøger. Det var ikke før, han nåede ned i den anden ende af den store bygning, han standsede, og drejede ind ad en lang gang af reoler. Han åndede ud i et lettet suk, hvornæst han startede en søgen efter en interessant-udseende bog.

Mørkets frembrud var tidligt på vinterdage som denne. Det havde ærlig talt slet ikke virket som havde solen stået op, da den havde været skjult bag de tunge mørkegrå skyer, som truende gled henover byen, havde gjort det hele dagen, og lod til at have i sinde at fortsætte resten af natten. De nåede i hvert fald et højdepunkt på nuværende tidspunkt med sit frysende nedbør og ubarmhjertige vind som skød igennem krop og sjæl. Ja hvis man da besad det sidste. En mørk skikkelse vandrede gennem det som syntes at være på nippet til at udvikle sig til en storm. De synlige afgrænsninger af hans skikkelse virkede som en skygge og stod i kontrast til det sneklædte bybillede han bevægede sig igennem. Som var han rent faktisk gjort af skygger bevægede han sig lydløst fremad i en nærmest glidende bevægelse, som mødte han ikke modstand for hvert skridt han tog. Skyggen begyndte at tage form og lige kanter som han bevægede sig indunder en lygtepæl og stoppede kort op i sin vandring. Man var ikke meget i tvivl om hvad han var, hvis man havde blot den mindste kendskab til de overnaturlige væsner som influerede i stor bestand i dette landsområde. Fuldblodsvampyren var iklædt en lang sort gotisk frakke, som var lige så sort som hans halvlange hår som dansede yndefuldt, og langsommere end forventet i den kraftige vind. Da de lange samlinger af det midnatsorte hår som ellers kærtegnede hans ansigt og skjulte det gradvist fra omverdenen, gled til siden af vindens favntag, afslørede det et smukt og lyst ansigt. Hans hud var lige så hvid som sneen som gled forbi hans syn. Øjnene var dog det mest særprægede ved hans dragende udseende. Sorte. Som et dybt hul som strakte sig forevigt, og man kunne blive ved at falde i. Som en brønd til det endeløse hul formede sig en smal og blodrød iris. Det nattesorte hår lagde sig atter i perfekte folder over hans ansigt, og et svagt smil gled indover de tynde læber og krogede let opad i den ene side. Som en lille smagsprøve på hvilket ondsindet væsen som svømmede rundt inden i dét mørke han var gjort af.
Det fejlfrie syn gled over omgivelserne og fæstnede sig ved indgangspartiet til biblioteket - hans yndlings opholdssted. Når tiden var gået i stå for et væsen som han, nød han at bruge til på at fordybe sig i bøger og dén viden og lærdom som bøgerne tilbød ham. Han satte atter i bevægelse og med retning imod bygningen. Hans gang fortsatte og lod sig ikke stoppe af de lukkede døre. Han løftede i en langsom bevægelse sin hånd og lod den glide til side gennem luften, og i samme retning åbnede døren sig foran ham som han uden at stoppe op, fortsatte igennem. Først da han var kommet indenfor stoppede han op og stod som en silhuet i døråbningen til de hvide omgivelser udenfor. Døren gled langsomt i af sig selv, og frem voksede atter det fulde billede af mareridtet, ved navn Akumu, som netop havde begivet sig ind i bygningen, og nu fortsatte ind og ned ad det som så ud til at være en tilfældig gang af bibliotekets labyrinter af bogreoler. Det var det dog ikke. Han smøg som om hjørnerne som han rundede dem, og fortsatte tyst fremad. I en åndsfraværende bevægelse greb han en bog fra en boghylde i sin gang fremad, rundede endnu et hjørne mens han åbnede bogen og lod blikket glide ufortrødent henover linjerne af ord, og stoppede først op idet han til sidst satte sig ned i en lænestol placeret i et hjørne og med et par stearinlys på bordet. Det lystigt dansende gullige skær fra de små flammer lyste let fuldblodsvampyrens ansigt op og malede mørke skygger henover det. Som fanget i sine egne tanker og bogens indhold, lænede han sig bagud og op ad lænestolens ryg. Han havde hverken fortrukket en mine eller tænkt sig at gøre sig mere bevemt ved at tage jakken af, som var den syet fast på ham. Sådan havde han tænkt sig at bruge resten af aftenen - Medmindre han blev forstyrret, eller.... fandt frem til en bedre underholdning.