En rød nat -Akumu

S: Une pierre - grotte diskotek
T: 01.00
O: en masse forskellige væsner (Vampyr, dæmoner, mennesker,unded og mange flere)
V: kan ikke ses, men mørket
P: En hvid top, kort short som er sort, leggings leopard prikker og ballerina sko

_________________________________________________________________________________________________


Væsner danse vildt til sig ude på dansegulvet, det var i dag diskotek for de alle væsner, det ske hvor man kunne være hvem man virkelig var, der var ikke skyld på nogle ting, Alle hyggede sig og grinede, mange var blevet alt for fulde og nogle ja udnyttede sig af det... Ailince sad i en hjørne sofa og så ud til at kiggede på sine ben, men hendes blå øjne sad på folkene som danse, hun var ved at udsige sit første offer i aften, der kom et kort suk fra hende *ikke sjovt, dette* tænkte hun og vendte nu hovedet mod sofaens ryg, så hendes blik kom mod loftet , som var lavet af sten, hun så undersøgende på det og lukkede øjne i "Fred" sagde hun lavt og et menneske sætte sig ved siden af hende og smilede, hun duftede efter og så mod menneske "mm, hvad vil de" sagde hun med en kold tone, det gav et chok i person "undskyld, tro" person stoppede , men ailince hørte resten i hans hovede... han troede hun var gået under... "mmm" sagde hun da person flyv op...
Ailince lukkede øjne igen, hun var en sand skønhed... genkendelig og perfekt, hendes duft, var sød...

Akumu kom vandrende langs stien som førte til Ung Pierre, grotten hvor alle væsner kunne mødes og færdes i fred fra omverdenen. I hvert fald i aften så det ud til, da et par fulde dæmoner kom væltende ud af grottens åbning. Akumu's høje skygge voksede som han trådte ud i månelyset og skyggerne forlod hans krop. Han var iført sin sorte lange frakke af gotisk udseende. Hans halvlange sorte hår dækkede delvist hans endnu mørkere øjne. Lagde en vis dysterhed over hans allerede markante gådefulde udseende. Det var tydeligt hvilken race han var gjort af med sin gråhvide hud og de skjulte hjørnetænder, som kun blev blottet i modbydelige sadistiske smil. Han trådte målrettet indenfor og blev mødt af overdøvende musik. Han skimmede mængden på dansegulvet, men fandt ingen interessante. Han skulle til at traske op i baren da en helt bestemt duft mødte ham. Han genkendte den straks, da han selv havde været med til at finpudse den og gøre hende som bar den, til det hun var. Han smilede skævt og svagt frydende ved synet da hans mørke blik fastlåste sig på hende. Smilede da hun skræmte et menneske væk. Selvtilliden var blot vokset og det samme var hendes skønhed. Han vandrede elegant derover og stoppede op foran hende "Så mødes vi igen, prinsesse" Sagde hans bløde og dog mørke stemme, og straks snoede den sig om hende og svøbte hende i det sædvanlige døsige greb, som den engang havde gjort for længe siden. Akumu betragtede hende roligt og svagt analyserende. Studerede de små ændringer hun havde fået siden han sidst havde set hende. Smilede derefter atter sit gådefulde smil og afventede hende.

Ailince mødte hans velkendt duft med det sammen da han nærmede hende og da hun hørte hans stemmende, vågende noget i hende, en slags glad vis, det kom ikke bag på hende, det var jo hendes slags skabere , den som havde delt blod med hende, den som havde forandre hende, der gik lidt tid inden hun flyttede på sine krop, da hun enligt rørt på sig , startede det med hendes øjne....
Ailince åbnede langsomt sine øjne og så mod ham, hendes himlen blå øjne var som da de var menneskelig, altså farven, men det var blevet mere kvindelig og forførende at kiggede i , hun lavede et lidt lyd med læberne, mest for at se om han så helt efter hende bevægelser, hun åbnede munden lidt "Ja, ser sådan ud sir" sagde hun, hendes stemmende var mere flydende og forførende, men på en måde kold, hun sættende sig op, i en smuk elegant bevægelser, hendes sort hår hang ned over hendes skuldre og hun så mod bordet, hendes hud var kridhvid, slikkede blød og smuk, hun vendte nu ansigt mod Akumu igen og nikkede "er man som forventede" sagde hun rolige....
Hun var blevet en perfekt vampyr kvinde, forførende, mytiske, smuk, elegant, flydende osv... hun havde det helt... alt hvad en skulle ha... Ailince så mod hans øjne, ikke spor af frygt eller had, de var rolige

Akumu betragtede hende indgående. Det var tydeligt hans tilstedeværelse havde vækket noget i hende, som ellers havde været lagt væk; kaldet minder, lagret i hukommelsen. Han smilte svagt og stilfærdigt. Tænkte sig til hvad hun havde givet sig til i den lange tid hun nu havde været forvandlet... Det var nok ikke specielt pæne ting. Dét fik ham til at smile. Men hans smil nåede aldrig op til øjnene. Det var kun en maske, for indenunder dén var alting... livløst.
Han sendte hende elevatorblikket og nikkede eftertænksomt "Tjaeh.." sagde han prøvende og hævede svagt drilsk det ene øjenbryn, som var han i tvivl om hendes forvandling var god nok. Så lysnede han op "Selvfølgelig er alt som forventet" svarede han.
Han bevægede sig roligt over til hende og satte sig med et godt stykke mellemrum ved siden af hende i sofaen. Selvom han allerede kendte svaret spurgte han alligevel "Hvad er så deres erinde på dette sted?" spurgte han og så afventende på hende

Ailince så mod ham da han sætte sig, det gjorder ikke noget ved hende overhovedet , hun så kort på ham og smilede skævt, hendes små spids hugtænder kom til synlig "Sir, ikke få at være hård eller noget" startede hun og så ud mod væsnerne som dansede "Men høre dine tanker, så lad være med at smil, det en maske" hun så igennem ham, hun behøve ikke tanke kæft til det... det kunne hun bare, det bar jo hendes skaber som sad der, "Det var da heldig du er tilfreds" hun så mod ham igen, men kun med øjne, "Tja stedet, kedeligt og larmende " sagde hun kort og passende, et menneske så mod hende, og hun smilede forførende tilbage, manden rødmede og dansede videre, hun tog smilede væk en maske, hun så mod Akumu..
"Sir de virkede nygerrige, om hvad , vis jeg må vide " hun vendte nu kroppen mod ham, hendes figur havde os forandre sig, den var blevet mere kvindelig, hun var i det hele taget bare mere smuk og kvindlig...
der kom et suk fra hendes læber, de var helt rød, smukke røde "De har stadig den påvirkning på mig sir" hun så mod dem som dansede *hvornår holder det op* tænkte hun

Akumu smilte, selvom hun havde rådet ham til at lade være. "Dén maske, er med til at gøre mig så... levende som mulig" svarede han blot. Selvom smilende ikke var naturlige, men en vane, ville han ikke ændre dem. Nok med at det hjalp ham med at komme tæt på byttedyrene, tiltrak det også så meget andet. Men det han foretrak var at de blev gengældt - hans smil.
Han så atter mod hende "Nysgerrig?" gentog han... det var ikke tit man så dét hos ham... men der var så mange følelser som aldrig nåede ham. Han smilte skævt, svagt overlegent faktisk. "Tjoeh..." han så ud mod mængden. Betragtede de mange bevægelser, som flød sammen til én som en kæmpe levende bølge. "Der er så mange andre steder end hér... så det der lå i min interesse var simpelt hvorfor de havde valgt dette sted." Svarede han mystisk. Hvad hun egentlig havde tænkt sig her, var han ligeglad med. Men hvorfor hun havde valgt stedet. Dét der havde fået hende til at vandre herhen, så langt væk fra byen, var dét han søgte. Om det var til nogen nytte tvivlede han på. Men hvad ville livet være værd hvis alt skulle måles og vejes?
Han så udtrykløst på hende ved hendes sidste ord. Jo, han huskede ganske vidst hvilke følelser han havde fået hende til at føle, og det overraskede ham ikke at de straks blev vækket ved hans tilstedeværelse. Men stadig, hvorfor det netop var de følelser, forstod han stadigvæk ikke. Var det fordi hun kun havde set den 'pæne' side af ham, og ikke hvilket væsen han i virkeligheden var?... Et dystert smil foldede sig ud over Akumu's læber.

Ailince så ikke mod ham "Nej du kan glemme det" sagde hun da han havde fået et dystert smil , som om hun havde aflæsset ham inden han tanket det, hun så mod ham og sukkede dybt over han tanker, det kom kort tegn på liv over hende, i hendes suk, hun så mod sine "Jeg forstå det heller ikke, de følelser, men det vel bare at jeg stadig bære noget fra dig ik" sagde hun og så mod ham, hendes vished var voksne , hun så mod folkene som dansede og gentog hans spørgsmål "hvorfor lige dette sted" hun tænkt lidt, og sukkede "tja, vil de ikke vide, men nok mest af lyst og instinkt " svarede hun mytiske og kørt hans egn leg mod ham, kunne man vel sige, hun var hemmelighedsfuld og mytiske... som ham , hun så mod ham han bære stadig det sammen smil , dystert... "mmm, sir. jeg vidst godt hvem de virkelig var dengang " sagde hun og så til siden ... hun stoppede ... hendes tone var kolde og forførende, det flydende en mere end man bare skulle tro, hun rejste sig elegant og kig hen mod baren, hun var blevet vantil dette miljø, dette mørke, ubehagelig miljø, med billige piger, fuldemænd og mørke væsner, hun hviskede noget til manden og han nikkede til hende , hun gik et glas med blod og han svarede på hendes spørgsmål, hun smilede tilfreds og gik nu elegant forbi nogle menneske, end fuld person...
Flyv lige måde Ailince, men hun flyttede sig ikke ud af stedet, hun så mod ham med sin kolde men forførende øjne, de bliv kort som en maske, varme og blid "Sorry sir, så dem ikke " han rødmede over hendes skønhed og rejste sig og Ailince forsæt elegant hen mod Akumu igen, hun sætte sig og drak af glasset , blod , OB blod , hun så mod akumu

Han lyttede blot til hendes talestrøm, syntes ikke der var så meget at tilføje. Men at hun ligefrem kendte ham, kunne han ikke give hende ret i. Måske kendte hun den overfladiske Akumu, som han var imod alle andre. Men det virkelige væsen var en gåde for alle andre end ham selv. Hans mørke blik fulgte hende som hun vandrede målrettet op imod baren. Betregtede hendes læber som hun hviskede noget i bartenderens øre, hendes smil og veludførte forførelse. Joo... han havde ganske rigtigt vækket noget i hende som hun mestrede ganske godt. Han holdt årvågent et øje med da en mand var ved at vælte ind i hende.. eller hun gik ind i ham. Hun snoede nærmest alt og alle rundt om hendes lillefinger. Akumu hævede svagt skeptisk det ene øjenbryn som hun satte sig. "En sand skuespiller, overspiller aldrig sine roller.." sagde han og betragtede glasset med den velkendte væske. Hun havde åbentbart været her et par gange, og kendte bestyerne... måske lidt for godt...

hun så på ham da hun havde sæt sig "Hm" sagde hun og så mod manden som kiggede mod hende "Tja, det meget nemt, at virkede menneskelig, ligge til min natur vel" sagde hun og så mod ham "Ja kender ham alt få godt, og dette miljø , men nej det først gang jeg er her" sagde hun kort og svarede på hans tanker, hun lagde sig tilbage i sofaen og lagde med hovede mod ryggen af sofaen, hun lagde hovedet ned , så hendes hals slappede af, hun bliv helt rolige igen og hendes hals var blottede, hendes hvid, slikkede bløde hud, var nu synlig for ham "Sir, du skal ikke tro alt dette er deres fortjeneste" hun så mod ham med rød øjne, blod gjorder men sådan, hendes blik var nu dyriske og mere opfangede af omgivelserne

Akumu så ud mod mængden... betragtede de mange racer. Undrede sig over hvordan deres liv var og hvad de havde oplevet gennem tiderne. Men hvorfor undre og fantasere sig til noget man alligevel ikke finder svar på, og som oven i købet er fuldkommen ligegyldige?...
Han smilte ved hendes ord "Nej selvfølgelig ikke... Jeg har blot givet dig mulighederne... støbt dét nye fundament på det gamle og som du selv har bygget videre på..." Svarede han med et åndsfraværende smil. Hun nød det uden tvivl, hendes nye, men dog ikke så anderledes jeg. Men hendes vampyriske side, tog hun uden tvivl god brug af hver eneste dag.

"Sir" hendes rød øjne sad på ham som fast de kunne, de var kold, men forførende "Kan høre deres tanker, let som ingenting, så vis du ikke ønsker jeg hører dem, så læg dem læner inden" hun så mod folkene som danse, hun lagde hovedet på skrå og så undersøgende, man kunne se hun udnyttede sin vampyr kæft, fordi hun kedet sig og vendte derefter blikkede mod ham "Hmmmm" sagde hun nygerrige "Du er faktisk en ret spændende person sir" sagde hun og dette lod til hendes vampyr side, at sige sådan nogle ting ... hans smil påvirkede ikke hende, som vil gøre ved andre "du har ret sir" sagde hun derefter til hans sidste tanke "Men husk, vampyr liver på masker" sagde hun og virkede nu hemmelighedsfuld, hvordan var hun virkelig... En ting var sikker , det var meget forskellige, "Tak for at forvandle mig" hun så mod ham og smilede nu kærligt, dette smil var rigtigt, hun gemt det hurtigt igen "Tilfreds" spurgte hun, hun kunne styre sin krop flydt ud

Akumu smilte "Jeg er skam også påpasselige med mine tanker, i nærheden af dem Ailince" svarede han. Han havde ikke noget imod at hun læste hvad han tænkte, for hun havde alligevel ikke krafterne til at grave i hans sind...
Han vendte endelig sit gådefulde blik imod hende og betragtede hende udtryksløst, indtil et smil dannedes på hans læber. "Så dét synes de?" spurgte han, en smule drilsk. Den replik var blevet almen efterhånden, men han nød den hver eneste gang den genlød. Specielt fra hendes læber.
Han hævede skeptisk øjenbrynene og sendte hende et ligegyldigt men koldt blik. "Unge frøken... jeg tror ikke de skal belære mig" svarede han høfligt men dog bestemt. Han havde erfaret sit i vampyrlivet, og kendte til det hele. Hun manglede stadig at opleve meget.
Han nikkede blot åndsfraværende "Selvtak" lød det som en mumlen fra ham, som om det ikke var noget særligt. Dog smilede han indvendigt og ventede hendes reaktion.
Han opfangede dog hendes kærlige smil ud af øjenkrogen og kunne ikke undlade at gengælde det svagt... næsten usynligt "Godt de ikke har tabt alle de menneskelige følelser" sagde han lavmældt.

hun så mod ham og et smil kom frem over hendes læber igen, meget kort, sammen med et grin, hun så mod menneskerne som dansede igen ,"hmm, " sagde hun og vendte blikkede mod ham "jeg ved godt jeg ikke kender og forstå dig sir, men nogle gang har jeg fornemmelse du er, blid og venlige på din helt egn måde mod mig" hun så mod ham uden at flyttede blikkede, det var et faktum ikke noget han skulle svar på....
Ailince lagde hovedet på skrå "tro mig, har stadig alle mine menneskelig følelser, plus trøsten " sagde hun kort, mest da hun tænkt han var nygerrige over at vide hvordan hendes forvandle havde gået hende få hende... Ailince lagde sig tilbage i sofaen igen og så mod loft "hvorfor er de så det, noget jeg ikke må vide" hun var sarkastisk lige nu ... hun var stille i lidt tid , uden at sige noget , hun vendte så siden mod ham så hun lo med hovedet på ryggen af sofaen og kroppen mod ham "sir, hvorfor forvandlede du mig enligt, har jeg tanket meget over" hun virkede rolige , men blid, på sammen måde som hun havde været ved deres første måde, hun var sikker på at andre ikke så hendes rigtigt jeg, men kun Akumu gjorder, han havde jo ret til at se det, han skabe hende jo på en måde

Akumu lyttede til hendes ord, som flød sammen til sætninger. Han ville hverken røbe højldt eller i tankerne om hun havde ret eller ej. Det grubleri ville han lade hende beholde for hende selv. Det undrede ham ikke at hun havde beholdt sine følelser. Det havde han jo sørget for, ved ikke at drikke alt for meget af hendes blod, og kun givet hende lidt af sit eget. På den måde ville hun ikke glemme dem - følelserne. Men hendes viljestyrke havde nok været det i sidste ende der havde gjort at hun havde beholdt dem.
Han smilte sit hemmelighedsfulde smil "For uvidenhed kan være til gavn" sagde han blot og så hen på hende. Han lyttede til hendes næste spørgsmål, og vente tænkende blikket bort "Fordi du var klar..." svarede han. Det var mystisk og uklart svaret, men det var hans svar.

"du ikke god til at svare vel" sagde hun og løftede sin hånden som refleks og rørt ved hans kind, det gav en mærkelig fornemmelse , en fysiske tiltrækning i hende "Ah" sagde hun og havde ikke forventede den, hun vidste dog det ikke og han kunne ikke mærkede det på hende, hun aede hans kind "De er kloder end jeg" hun smilede kort, og tænkt hun nok heller må flyttede sig... hun vidste han ikke kunne li nærkontakt, og det havde kun været en refleks , Ailince hånden gled væk fra hans kind "Så må jeg vel selv søge svarende ik" sagde hun og smilede kort, så igen andre så det

Akumu så på hende "Der er hverken rigtige eller forkerte svar til spørgsmålet om hvorfor jeg forvandlede dig." sagde han kort. Akumu sad fuldstændig udtryksløs da hun blidt aede hans kind og atter talte. Det virkede i et kort sekund som hendes opførsel ændrede sig. Kun et kort øjeblik, hvorefter hun atter vendte tilbage og trak hendes hånd til sig. Det havde været underligt. At mærke Ailince være lige så kold som han selv...
Han nikkede til hendes sætning "De har fuldkommen ret, min egen" svarede han med et skæv lille smil og betragtede hende. Måske forstod hun ikke alt ved ham.. Eller særlig meget, men hun var én af de eneste som syntes at fatte hvad han mente. Som om hun kendte mere af ham, end andre... og det var jo også ganske rigtigt. Underligt. For selvom han havde kendt andre i meget længere tid end hende, var det bare som om hun... kunne se ham. Høre ham og forstå ham, på en måde som ingen andre. Dét værdsatte han.
Men ak... det var jo heller ikke meget... men blot de små sjældne øjeblikke, var nok for Akumu.

hun så mod ham kort da han sagde min egne, det kom lidt bag på hende, men hun vidste hvad han ment med min egne , det var ikke en kærligheds afklaring , mere et faktum ... end noget andet, hun smilede kort over det hans stilhed, hun havde lukket af fra hans tanker og vil ikke vide mere, han vil helst skylde det, så det måtte han os godt... Normalt vil hun havde hørte det, hun så undersøgende på hans ansigt "mmmm" sagde hun bare som svar på sin nygerrighed
"Akumu" sagde hun og lyd på en mod omsorgsfuldt og roligt, men på hendes mystiske måde at sige det på ....
Den eneste som kunne se Ailince ansigt var Akumu, hun lod mod sofaen ryggen ved siden af sin ryg, så hun var vendt mod ham, hun lagde en hånden på hans ene og smilede så "Tak for at vis dit syn på verden" hun så rolige ud

Akumu vendte sit mørke uigennemtrængelige blik hen på hende, da hun udtalte hans navn og så afventende på hende. Han hævede en smule forbløffet øjenbrynene ved hendes ord, og lagde ikke synderligt mærke til at hun placerede sin hånd på hans egen... Smilede svagt "De takker mig ligefrem?.." spurgte han undrende...
Han tænkte kort "Hvad er det så der er så specielt ved mit syn på verden, at det ligefrem skal takkes for?" spurgte han med et svagt smil og så afventende på hende. Han begyndte at kunne lide hendes selvskab... mere end forventet... ikke på grund af hendes små smigerier, men på grund af hendes person.

hun tog hånden blidt til sig i en normal bevægelse, normale og normal, den var vildt elegant , hun tænkt over det han havde spurgte "Tja, skal jeg gøre det sammen som dem og snakke i gåder eller ej" sagde hun og kløede sin kind, "Så mange muligheder" mumlede hun og så mod ham med sin røde øjne...
Ailince lagde hovedet på skrå da han smilede og kom til at genglæde det , som en refleks, "Du har givet mig mere end nogle andre har" hun snakkede i gåder og gik ikke i detaljer, hun så mod ham rolige og havde på fornemmelse han nyd hendes tilstedeværelse.. det glæde hende enligt, han var ikke helt så svære at aflæse på nogle ting, men andre , meget svære , men stadig , han var et spændende væsen som interesseende hende mere end andre gjorder... De bliv ikke fangede af hinanden tiltræknings evner overhovedet *Spændende* tænkte Ailince og forventede han hørte hendes tanke

Akumu smilte... om han talte så meget i gåder, overraskede ham ikke. Ikke at andre synes han gjorde. Han selv fandt det nu bare som en mere... interessant måde at svare på tingene.. på dén måde fik han jo også modparten til at tænke over det han havde sagt, og ikke bare tage alt hvad han sagde som et endeligt. De måtte opfatte hans ord som de ville. For der var mere end én måde at opfatte hans gåder på.
Han nikkede åndsfraværende ved hendes ord. Forstod godt hvad hun mente og smilte sit svage mystiske smil. Han vendte omsider blikket hen på hende og betragtede hende sagte.

Hun lade mærke til han ikke var til stede rigtigt "mm sir, er du trøstig" spurgte hun da hun underende sig over han var her, ved så mange mennesker , han virkede ikke til person at opsøge mange mennesker, hun lagde hovedet på skrå, en vane hun havde fra da hun var menneske, gjorder hende på en måde nuttede eller kær , efter hvad man selv synes passede, hun så han kiggede på hende og smilede roligt tilbage til ham

Akumu 'vågende' fra sin egen lille tågede verden og så atter på hende, med et klargjort syn. Smilede skævt og svagt modbydeligt "Egentlig.. en smule.. " han holdt en kort pause "Men sådan foretrækker jeg det..." svarede han og så ud på mængden. At føle tørsten, var i det mindste at føle noget som helst...
Han lænede sig tilbage i sofaen med et mindre suk. Lagde hovedet på sofaens ryglæn og så dermed direkte op i loftet. Det ikke'eksisterende loft.. for loftet bestod bare af klippen. Gad vide hvordan dette sted i virkeligheden var opstået?... hmm.. Akumu blev hurtigt trukket med ind i sin egen verden og stirrede blot tænkende op i luften imens hans tanker fór afsted inde i hans hoved.

der kom et smil frem på hendes læber "Sødt" sagde hun til sig selv og gav ham et lille slap på kinden da hun rejste sig "Så kom, ved dette er mod din vilje og lyst" sagde hun og tog fast i hans håndled og gled ud i hans hånden, hun holdt fast og hiv i ham og smilede rolig "Kom og dans med mig" sagde hun og lagde hovedet på skrå... hun var bare interessent i hvordan han tog det, hun forventede ikke noget, men hun holdet fast så vis han hiv hånden til sig, vil hun flyve ned på ham

Akumu så undrende op da hun blidt daskede ham på kinden. "undskyld mig?..." han kiggede forundret på hende... derefter dansegulvet... Det var ikke denne dans han foretrak. Han hævede det ene øjenbryn da hun blev ved med at trække i ham "Og hvad hvis jeg nægter?" spurgte han i et drilsk tonefald. Det var imod hans vilje. Alt strittede i ham og sagde han skulle blive siddende på sofaen og ikke begive sig ud i mylderet. Neeej, det var ikke hans stil. Han så atter op på hende og udstødte et opgivende suk.. "Jaja'da..." mumlede han og rejste sig. Han knappede den lange sorte frakke op og smed den på sofaen. Indenunder bar han en grå skjorte med en hvid vest udenpå. Han hævede -allerede udmattet- øjebrynene og så dvask på hende "Er dette dit alvor?" spurgte han... en smule bedende til at hun ikke ville trække ham dérud.