En tom skole.. (Akumu)

Mørket havde endelig sænket sig over byen og Akumu havde begivet sig ud på sin sædvanlige nattevandring. Det var jo trods alt det eneste tidspunkt han var ude. Når mørket havde indhyllet verdenen i sit sorte tæppe og det eneste lys var månens sælsomme blege lys. Det fik hans hvide hud til at virke endnu lysere og hans mørke øjne endnu dybere og dystre. Han var høj og var iført sin lange sorte frakke af gotisk udseende. De gådefulde øjne var delvist dækket af det halvlange sorte hår som sad som malet på ham. Dette usædvanlige syn holdt de fleste på afstand, og det glædede ham. Han kom vandrende forbi skolen og stoppede kort op for at betragte den dødsforladte bygning. Eller det troede han i hvert fald, indtil han hørte en dør blive lukket i, ét eller andet sted inde på skolen. Han kunne kun høre det, pga. sin fremragende vampyrhørelse. Han blev stående og så mod vinduerne. Hvem var dog på skolen på dette tidspunkt?...

Akumu betragtede den markante skikkelse i vinduerne, som langsomt og intetanende vandrede afsted. Da hun forsvandt ind af en dør, vendte han blikket mod vejen, han rigtigt skulle have fortsat ud af. men... nysgerrigheden var for stor, og hvorfor ikke?... Akumu vandrede hen til bygningen, greb det tunge dørhåndtag og skubbede døren op, og trådte indenfor på de mørke tyste gange. Han lukkede stille døren bag sig og vandrede afsted langs gangende, trapperne og drejede om flere hjørner. Som fulgte han et usynligt kort... eller et mentalt, han ahvde lagt over stedet. Han satte forten ned og gjorde skridtene lydløse som han nærmede sig døren til dét lokale den ukendte pige var forsvundet ind ad. Han blev stående og lyttede... åbnede derefter døren på klem og tog et stjålent kig indenfor.

Akumu betragtede årvågent hendes bevægelser. Han var godt skjult i døråbningen, som en skygge i de mørke omgivelser. Dog hørte hun den svage knirken og snurrede om på hælene og stirrede på ham. Et svagt og modbydeligt smil gled ind over Akumu's læber, og han åbnede nu døren helt og trådte indenfor i lokalet. Han syntes mørkere end en sort grav i nattemørket i det hvidmalede lokale. "Godaften..." hilste hans bløde, lokkende stemme som straks snoede sit listende om hende. Han smilte. Venligt og dog... så livløst. Han lænede sig op ad dørkammen og betragtede mennesket foran sig. "Det var da et besynderligt tidspunkt at udøve fysik" sagde og nikkede mod genstandene på bordet ved siden af hende.

Akumu lyttede til hendes ord og nikkede eftertænksomt, og trådte lydløst indenfor og nærmede sig langsomt. Stoppede op og betragtede hende "Tjoeh.." begyndte han med et mystisk smil "Jeg studerer bygningen, går lidt på opdagelse og udforsker området..." Han hævede svagt det ene øjenbryn "Men for at være ærlig, var det deres skikkelse som lokkede mig herind" erklærede han med et skævt listigt smil. Han slog det mørke blik ned på genstandene på bordet og studerede dem. Samlede et regensglas op med sine lange tynde pianist fingre og studerede det indgående. Lagde det derefter tilbage på bordet "Og hvad, om jeg må spørge... har de helt præcist tænkt dem at udføre for et eksperiment?" spurgte han en smule nysgerrigt og foldede hænderne bag ryggen og begyndte at bevæge sig rundt om bordet med blikket fæstnet på genstandene.

Akumu hævede svagt det ene øjenbryn og så op på hende "Det er måske ligefrem hemmeligt?" spurgte han med et svagt men gennemtrængende smil. Han fortsatte rundt om bordet og stoppede op foran hendes bog. Hun var allerede ovre og rode i en eller anden skuffe eller lign. Han så nysgerrigt ned i bogen og skimmede dens indhold og tekst. Mumlede et svagt, men forstående 'hmm' og vendte atter blikket mod genstandene på bordet. Nu var det klart hun lavede det om natten.

Akumu smilte skævt da hun - tydeligvis en smule irriteret - lukkede bogen foran ham. "Javel... De har måske skjulte planer at udføre?" spurgte han med et lumskt smil. Han selv havde mange bagtanker og snedige planer at tage i brug. Et, elelr mange es i ærmet. Ikke fordi han havde brug for det, men fordi det var godt at have. Så havde han i øvrigt noget at bruge sin uendelig tid på. Han trådte væk og betragtede hende som hun fandt noget i tasken. Det så faktisk særdeles avanceret ud, og hans øjne fulgte årvågent hver eneste bevægelse hun lavede. Hans blik klatrede op ad hende og fæstnede sig på hendes ansigt, som hun talte til ham. Han smilte sit gådefulde smil og placerede sine udtrakte håndflader bag sig - på bordet og lænede sig bagud, og fordelte dermed vægten som han stod afslappet og lænede sig op ad bordet. Han lagde hoved på skrå og så hende an "Er det ikke af almindelig plig, at præsentere sig selv først, og derefter man forlanger modpartens navn?" spurgte han med et af sine skæve, bedre vidende smil, men som aldrig nåede helt op til øjnene og i sidste ende var... livløse.