Broken Little Heart - Luten

Endnu en dag var sovet væk, og natten lå frisk foran hendes fødder.
Millicent syntes det var en ualmindelig smuk nat, for på himlens sorte tæppe hang i hundrede vis af stjerner. Stjerner der lagde en eventyrligt stemning , over en ellers sten kold og kedelig by.
Hun savnede al det smukke glitter og  jule lys , der havde hygget så dejligt i hele november og december måned.Efter det var taget ned og pakket væk, virkede gaderne og de store butiksvinduer bare så nøgne og kolde.
Millicent havde ikke travlt.
Hun skulle ikke på kontoret i dag, så Hun tog sig god tid, da hun vimsende ned gennem Terre midtby - på vej ned til en kop kaffe og måske en lille cognac at varme den kølige krop op med.
Under armen havde hun sin bærbar , planen var at tjekke lidt mails og lige undersøge om mafiaen var ude på nye spilopper.
Hun lavede nu ikke meget larm, som hun gik gennem gaderne i de flade sorte støvler, godt pakket ind i en al for stor dunjakke, hvid ...ligesom hendes lille strikhue og halstørklæde.
Stille og stille, altså ...hun gik og små sang uden at tænke over det selv, da hun havde øredutterne i og kun hørte den larmende musik fra Iggi , Black Widdow.
Deeeet var ikke sikkert hun var heeeelt så cool, når det kom til at rappe- men DET forhindrede dog ikke den lyshåret vampyr i at give den max gas.

Lidt længen nede af gaden. Gik Luten Espinoza en 7 år gammel menneske dreng, alene rundt og ledet efter mad og penge så han kunne komme til. Lægen da han havde være syg i nogen uger efter en slem snestorm som, havde dække hele byen og kulden havde være meget slem for. Den endnu unge Luten som ingen familie havde og ingen tog sig vider af at, Den lille dreng gik rundt og hoste og lidt et lig på grund af han var ret syg både at kulde men også at mangel på mad. Hvilket ikke var så godt for ham da han nemt kunne blive Alvorlige syg af det

En duft .
En duft af menneske ? Næsetippen vippede lidt.
Millicent så sig omkring og fandt at en lille skikkelse bevægede sig et godt stykke nede af butiks gaden.
Det så ud til at være nede ved passagen , hvor alle skralde spande og containere stod , der tilhørte en Italiensk restaurant?
Hvad lavede en lille dreng ude så sent ? Det kunne også være en dværg , men en dværg i en container var nok endnu mere sjælden .
Måske var det en af de unge ballademager ? En der ikke gad overholde sin 'kom hjem tid' og nu sad hans forældre så , syge af bekymring hjemme i stuen , og forestillede sig de slemmeste ting der var hændt deres barn.
Derfor havde den varme og blide stemme en lille bitte smule kant til sig , da hun kaldte undersøgende ud

" Heey du der ! Hvad laver du her ?"

Millicent satte tempoet op , og nærmede sig menneske drengen.

" de mår ikke gøre mig noget " klynke Luten forskrækket. Og krøb bange sammen i mellem, nogen containere i mens han ryste og klynke svagt. Hvad lavet han her i den her del af byen var at han ledet efter nogen at spise " jeg er sulten, og leder efter noget at spise " sagde han og rette så sine. Flyverbrille og sin hat og lidt efter hoste Luten slemt og så ret udmatte og syg ud,

En spinkel stemme kom hende imøde og Millicent satte sig hurtigt ned op hug . Drengen var bange for hende ?
Og at dømme efter udseende var han ikke særlig gammel , et sted omkring de 6 år ville hun gætte på.

" Heeey heeey bare rolig. Jeg gør dig intet " lød en beroligende klang fra hendes mund.
Millicent havde allerede en bad feeling omkring dette. Han virkede mere bange end ude på ballade og ALT for lille til at trille rundt her alene. Da han forklarede han ledte efter mad , kunne hun næste mærke det fysisk i sit hjerte.

" Du ... Leder efter mad ?" Gentog hun stille og lod sit blik undersøge knægten. Han så lidt forsømt ud og ikke helt frisk.
" hvor er din mor elle far ?" Spurgte hun stille og så sig omkring.

" jeg har ingen far eller mor. De er døde begge to " klynke Luten svagt og trak sig sammen i en lille, kugle for at beskytte sin bløde dele og for at skjule hvor lille og tynd. Han endelig var efter 4 år alene på gaden havde ikke være let, for sådan en lille fyr og slet ikke når hans immunforsvar var så. Skrøbelig som det var efter hans var bleven udsat for flere grimme ting, i sit lille kort live

Millicent sad helt tavs lidt tid. Hun anede ikke hvad hun skulle sige.
Hvert en nervebanerne i hende kaldte ud efter den lille fyr, ønskede at kramme ham ind til sig og love at det hele nok skulle blive godt igen.
Det her var bare ikke en film og hun anede ikke om det nogensinde kunne blive godt, for den lille tynde knægt.
Men det kunne ihvertfald blive bedre.

" Jeg er Millicent " sagde hun stille og satte sig helt ned på fortorvet.
" Jeg er rigtig ked af du ikke har en mor og en far . Har du slet ikke nigen til at ...passe på dig ?" Spurgte hun bekymret.
Han måtte da have en eller anden der gav ham tryghed og kærlighed ?
Jeez ...han var jo bare et lille barn.

" Bor du på børnehjemmet ?" Det var det eneste sted hun munne forstille sig en lille fyr som ham boede, når han eller var praktisk talt alene i verden.

"jeg har ikke nogen. Som kan tag sig af mig og nej jeg bor ikke på børnehjem, jeg lever her på gaden siden jeg var 3 år gammel " græde den lille Luten og var. Meget bange for hvad det skulle ske med ham nu hvor hun viste at, det ikke var nogen som tog sig af ham eller at han ikke havde. Noget rigtig sted at bo og havde ikke haft det i 4 år siden hans plejeforælder død,

Okay- det var så dødsstødet for den blonde vampyr med hjertet der bare ikke ville dø.
Han havde levet alene på gaden, siden han var 3 år ?!
" du gode " mumlede Millicent og lagde en hånd på panden, imens hun tænkte over hvad hun skulle.
Burde man ringe til politiet ? Det ville næppe gøre den lille fyr mere tryg, ikke lige nu da.
" hør...lille skat. Du skal ikke være bange, jeg lovet jeg vil hjælpe dig alt hvad jeg kan" prøve de at hun at tale beroligende.
Millicents arme hans ned langs siden, hvis han havde lyst kunne drengen putte sig ind til hende hvis han ellers turde komme så tæt på.
Og holdte han afstand ville hun istedet forsøge med..." Hør....du ser kold og sulten ud. Må jeg få lov at tage dig med ind til en sodavand og en burger...pizza....luge hvad du har lyst til at spise ? Så kan vi snakke lidt imens ?" Prøvede hun at skabe tillid...og give ham en mæt mave.

Luten putte sig ind i mod hende. Fordi han følge sig mere tryg ved hende nu end før, og han nikke stille " jeg er sulten og jeg fryser sådan " sagde han. Og trygge sig tæt ind til hende for at finde varm og tryghed, nogen som han ikke havde haft i 4 år nu men Millicent indgød ham varm, tryghed. Og nærhed de ting han savne mest ved at være alene så længe,

Millicent slog straks begge arme omkring Drengen og holdte ham ind til sig. Den ene hånd strøg op Of ned af hans ryg.
Hendes vampyr krop var køligere end et menneskes , men hvad hun manglede af krops varme , gjorde hun op for i omsorg og beskytter trang.
Hun overvejede kort at tage drengen med sig hjem nu.
Gordon ville ikke sige spor.
Kunne han tage en halv nøgen prostitueret med hjem for at hjælp hende , så kunne Millicent da godt nok også tage en lille dreng der var helt overladt til sig selv - syg og sulten og bange - med hjem !
Men først måtte hun vide mere og skabe lidt tillid.
Hun fiskede efter hans lille hånd og og ville rejse sig op.
" der er et sted vi kan få varmen og noget med ... kom "
Og så tog hun Luten med på den lille hyggelige kro.

Luten holdt sig tæt til hende. For ikke at blive væk fra hende da han endelig følge sig tryg ved hende, og da de kom et kroen satte han sig ned på en stol. Og trak bene op under hagen og så sig urolig omkring også for at, skærme hans overkrop som var dække af sår og ar fra flere overfald som. Var sket for ikke ret lange tid siden

Millicent havde sat sig på en blød lille læder'sofa og hun kiggede lidt på drengen. Så klappede hun på sædet ved siden af sig , det var vist Bedst at holde ham lidt tæt på.
" du , sæt dig her ved siden af mig , så kan vi også bedre se ud af vinduet " prøvede hun at skabe en hyggelig stemning
Hun kunne godt se han havde det svært.
Hans ar kunne hun ikke se , grundet blusen han havde på.
Millicent tog sin hvide jakke af og en flaskegrøn strik kjole med Hvidt smart mønster , havde hun under.
" nå ... Hvad hedder sådan en fyr som sig så ?" Spurgte hun varmt og modtog deres menu kort.
" du peger bare på det du vil have " skubbede hun kortet over til ham.
Der var gudskelov billeder af det hele på.

" jeg hedder Luten Espinoza. Men kald mig bare Luten " sagde han og satte sig ved siden af hende, og følge sig tryg i mens han valget hvad han gerne ville. Ha at spise og drikke efter der var gå næsten 2 dage uden han havde får, nogen som helst at spise da han ikke havde funden nogen. Som helst det bare var den mindste smule frisk " og jeg vil gerne ha en bruger med ekster ost og uden løg, tomater og agurk " sagde Luten

Millicent fik bestilt hans mad og en sodavand.
Hun skulle selv have en Zero og et flutes med grillet kylling.
Hun behøvede ikke spor mad og drikke, det betød intet for hende.
Kun at det hjalp hende holde fast i menneskeligheden, som alle hendes vaner egenlig gjorde- og så var det også en nødvendig facade udadtil, ville man begå sig blandt mennesker.

" Luten...sikke et fint navn. Lidt anderledes" roste hun ham.
" Luten...jeg vil gerne hjælpe dig. Jeg synes det er så sejt at du passer på dig selv, du er meget dygtig. Men jeg synes også at et lille barn skal have andre der passer på dem. Og hjælper dem...og giver dem mad , forstår du hvad jeg mener ?" Prøvede Millicent lidt tøvende at komme omkring emnet.
Hun ville have ham installeret på børnehjemmet, så han havde et trygt sted, noget der mindede om et hjem- til han enda fandt et rigtigt et, men folk der kunne adopterer og elske ham.

" min plejemor sagde altid. At det var min rigtig forælders sidste ønske at jeg skulle hedde Luten, og det efter kom de så tja jeg har ingen steder at tag hen. Så jeg måtte klar mig selv lige siden 3 års alderen og kende ikke til, andre mennesker " sagde Luten stille og så ned i bordet og ønske ikke. At han skulle forlade Millicent igen hun var søde og hjælpsom,

Det var et klart at den lille fyr var ensom, forhutlet og overladt helt til sig selv i en kold og uforsonlig verden. Et lille mirakel var det at han ikke var blevet spist af en af de dæmoner eller vampyrer der hjemsøget DI Morga både nat og dag. En skælven bugtede sig ned af rygraden på Millicent.
Mon dem hun kendte nogen sinde havde spist et barn ? Hun måtte blinke tanken væk, da hun gippede med øjnene et pat gange, og lod sin hånd glide ned over Lutens arm.
" Dine forældre gav dig et dejligt minde om dem. Et du altid vil have med dig....dit navn" lød det varmt.

Maden blev serveret og Millicent skubbede tallerkenen over til Luten.
" Spis al det du kan, men ikke for hurtigt, så får du mavepine. Og jeg liver dig...Luten...at du ikke kommer til at sulte mere, jeg skal nok få rettet op på det her.

Hun fiskede mobilen frem , og sendte en sms.
Gordon sweetie,
Jeg har på en måde fundet en lille dreng på syv år.
Han er HELT alene :0
Kan du ikke ringe til hende du kender der bestyre børnehjemmet, og
Spørge om jeg må komme med ham ?

Ellers tager jeg ham med hjem !
~ Millicent

Hun lagde mobilen fra sig på bordet, og afventede besked.
Løsningen var ikke at tage ham med, ikke til deres lille lejlighed.
Luten skulle have varme , kærlige men stabile forhold, og Millicent var alt andet end stabil.

//Sorry, jeg hopper lige kort ind og svare SMS, hvis det er OK for alle//


Millicent,
hvorfor overrasker det mig bare slet ikke?
Men jo, jeg kan godt ringe til Stella, for at lade hende vide i kommer. Børnehjemmet er dog åbent alle dagens timer, så det burde ikke være noget problem uanset.

HVIS du tager ham med hjem så RING til mig inden. Jeg arbejder på en drabssag for Libra herhjemme, så er der nogle forstyrrende billeder der skal ned af køleskabet inden i er her.
~ Gordon

Luten nikke og begyndte at spise sin mad. Men ikke så hurtig da han ville nyde sin mad og lytte til at Millicent, ringe til en som hed Gordon som hun viste bor sammen med. De snakke om et børnehjem hvor Luten måske skulle bo på, men kun vis han kunne lige det ellers skulle han bo hos Millicent og Gordon. Vis han måtte

Millicent fik svaret fra Gordon og ville forslå Luten at de besøgte børnehjemmet, efter de havde spist.
" Der er et sted børn kan bo....med mad og masser af legetøj. Kvinden der passer på jer hedder Stella og hun er rigtig sød "
Millicent huskede hende som meget smuk og imødekommende, hvilke var af betydning, når man var en lille skræmt fyr som Luten.
" Jeg kunne godt tænke mig at vi besøgte hende...og børnehjemmet når vi havde spist- så kan du se hvad du synes om stedet ? Måske du kan få nogle gode venner der ? Og jeg kan besøge dig !" Smilede hun varmt og strøg en kølig hånd over den lille varme hånd som Luten havde.

" jeg vil gerne prøve. Men jeg er bange " klynke Luten stille og så ned i bordet, han var så bange for at ingen ville kunne lige ham eller at de ville gøre skade på ham. Lige som mange andre han havde mødt før Millicent

Millicent så ned på den lille fyr.
Klart han var bange. Bange og utryg.
Hun var komplet fremmed og ville så tage ham med til nogle andre fremmed folk. Han havde ingen forudsætning for at vide at Millicent aldrig ville skade et barn eller tillade andre gjorde det.
Hun strøg ham over ryggen , blidt i job om at få ham beroliget bare en smule.
" Det er hent normalt du er bange , Luten. Men jeg lover det er et godt sted , og Stella der passer på børnene der , hun er vældig sød.
Hun får også mit telefon nummer , kan du altid bede om at snakke med mig, hvis der er noget som helst , ik ? " smilede hun opmuntrende til den lille dreng.

" okay. Jeg er ikke så glad for at møde nye folk de har en tendens til at ville skade mig uden grund, så jeg har ikke rigtig nogen jeg kan stole på. Men dig stole jeg på ved ikke helt hvorfor men nogen ved dig minder mig om, min rigtig mor som jeg ikke kan huske så meget af " sagde Luten

Millicent kunne mærke hvordan hendes hals snørrede sig sammen.
Den føltes rug, som havde hun drukket blod med sandkorn tilsat.
Hun måtte synke et par gange , da ordene havde sat sig på tværs og ikke rigtig ville ud.
Var det ikke bare en skæbnens ironi? Hun ville aldrig opleve at blive mor- og her sad en lille knægt og sagde hun mindede ham on den mor, han engang havde .
" Livet kan være rigtig hårdt...det ved jeg godt. Men jeg SVÆRGER at ingen på børnehjemmet røre dig ,Luten. " Millicent ville også slå vampyrgenerne ret kraftigt til, og splitte hele hjemmet af, inklusiv hoveder fra halse, hvis nogen så meget som så forkert på et barn- men det var en helt anden snak.
" Hvem har dog været sådan efter dig , Luten ?" Spurgte hun, og skubbede hans sodavand over til ham.

" en del af dem jeg har mødt på. Gaden det jaget mig, slog mig og nogen andre grimme ting, jeg ikke har lyst til at huske på men de står altid klar i min. Hukommelse " sagde Luten og drak sin sodavand og slog en svag bøvs, og rødmede ret kraftig