Fix a broken heart...

Sted: Hospitalet, stue 194
Omgivelser: Ingen, en tom seng ved siden af.
Tid: 13.45
Vejr: Regnvejr

Amber lå og kiggede ud af vinduet, hun havde været indlagt i et døgn nu og det var ren kedsomhed blot at kigge ud af det tomme vindue. Sengen få meter fra hende var tom, der havde lagt en pige indtil denne morgen hun var blevet udskrevet, men det gjorde nu ikke Amber så meget, hun følte alligevel ikke kunne snakke, faktisk så følte hun at hun var i chok... Fuldstændig i chok.

Hun havde en nål i sin arm og en slange der gik ind til hendes mave, hun var netop blevet opereret og følte sig stadig en smule svimmel efter at have fået al den mofin. Men lige nu mærkede hun i det mindste ikke smerte, ikke fysisk ihvertfald. Den eneste smerte hun mærkede var den psykiske smerte, den var så overtagende, så ond, så drænene at hun ikke engang var sikker på hun kunne rejse sig op. Hun vidste ikke om hun nogensinde havde lyst til at blive udskrevet og lige nu havde hendes mod på livet droppet flere niveauer end det plejede.

Hun vidste godt at det var hendes egen skyld, ingen havde gjort noget ondt ved hende, ingen havde voldtaget hende eller prøvet at slå hende ihjel. Der va absolut ingenting, og det var nok det der havde gjort det hele ekstra fustrerende, at hun ikke kunne kalde nogen navne, at hun ikke kunne være sur på nogle - hun havde kun sig selv og regnen udenfor at være sur på. Hun lukkede kort øjnene imens hun mærkede hvordan hendes ben snurrede efter alt den bedøvelse og hun ville ønske hun kunne falde i søvn, bare et minut eller bar et sekundt, men det var så godt som umuligt og hun vidste at hun ikke ville få sovet foreløbigt.

Hvis Ichi nu selv skulle sige det, havde den her dag været rigtig lang. Også selvom det kun lige var blevet eftermiddag. Den havde bare været rigtig lang. Og udmattende. Han havde startet med at stå tidligt op, og så tage et bad. I dag var nemlig en helt speciel dag. Han ville hellere have været foruden, men det var ikke et valg, han selv kunne tage. Ichi skulle en tur på hospitalet. Det skulle han cirka en gang om måneden for at blive tjekket op på, og for at se, om han skulle have nogle nye piller. Mange ville nok mene, at han bare burde tage til den normale læge, men sådan var det altså ikke. Hver gang blev det til en tur på hospitalet.
Efter badet havde han fået tøj på og gjort sig klar til at tage af sted. Yuu havde heldigvis lovet, at han nok skulle følge Ichi derhen, inden han skulle på arbejde. Det var Ichi meget lettet over. Han brød sig stadigvæk ikke rigtig om at gå rundt alene. Det blev bare lidt for meget nogle gange.

På nuværende tidspunkt lå han i en hvid hospitalsseng. Var det bare noget han forestillede sig, eller havde undersøgelsen taget længere tid end normalt? Var det et dårligt tegn? Han blev lidt urolig, og blikket flakkede rundt på de læger, som var omkring ham. En af de kvindelige læger opdagede det, og skyndte sig at ”berolige” ham. ”Bare rolig, ven, der sker ikke noget”, hun sendte ham derefter et blændende smil. Det hjalp desværre ikke Ichi særlig meget. Der var alt for mange mennesker omkring ham. Han kunne slet ikke klare det. Hvorfor var der så mange? Der var helt klart noget galt. Damen løj. Det vidste han bare.
Ichis brune øjne flakkede endnu engang rundt i lokalet. Der stod ikke nogen foran døren, og der var ingen nåle i hans arme. Nu havde han chancen. Det lille hjerte hamrede løs inde i brystet på ham. Gå.. Gå jeres vej.., tænkte han. 1, 2, 3.. Nu! Ichi skubbede hurtigt dynen til side, ramte en af lægerne på næsen og flygtede så ud af den åbne dør. Bag ham ramte lægerne, at han skulle komme tilbage, og at de altså ikke var ”færdige” med ham endnu. Det fik ham blot til at løbe endnu hurtigere.
Han løb og løb og løb, indtil han kom til en stue. Han læste hurtigt nummeret på døren. 194…. Der var en pige derinde, men det var lige meget. Han skyndte sig ind på stuen og hoppede op i den ledige seng, inden han gemte sig under dynen. Med skræmte øjne kiggede han ud på pigen. ”Er de også efter dig?”, hviskede han og trak dynen tættere omkring sig selv.

Amber spærrede øjnene op, hendes øjne kunne næsten falde ud af hovedet på hende da hun så en fremmed dreng komme løbende ind på stuen, hun havde ingen idé om hvem han va,r om han var en patient, men det var da nok ikke hans ben der var brækkede. Hun satte sig op så hun bedre kunne se over i mod ham og hun mærkede hvordan hendes sting let gjorde ondt da hun bevægede sig og hun lagde en hånd på siden af sin mave for at sikre sig de ikke var sprunget op.

HUn kiggede over på den modsatte seng og vidste ikke hvad hun skulle sige da han stilte hende et spørgsmål, hun kiggede i stedet bare hen imod døren for at se om nogle kom efter ham men da ingen kom og der fortsat var helt stille i det lille rum, skilte hun stille læberne ad: "Hvem?" sagde hun og kiggede spørgende over i mod ham uden at ane om han rent faktisk havde nogen idé om hvor han præcist hva løbet hen: "Er du okay?" sagde hun med et let bekymret udtryk, han lignede ikke ligefrem en der havde det hele fantastisk - men det havde hun nu egentligt heller ikke selv. Den fysiske smerte var ingenting i forhold til den smerte der var inden i hende, og hun vidste at hun nok ikke var den eneste i verden der havde det sådan.

Hun rettede let på sit brune hår der tydeligt bar præg af at hun havde lagt i sengen de sidste par dage og hendes lysebrune øjne så en del mere trætte u end de plejede, også selvom de lige nu havde fuld fokus på drengen ved siden af hende. Gad vide hvem han var stukket af fra?

Ichi spærrede øjnene op, da hun snakkede. Hvad mente hun lige med ’hvem?’. Var det ikke åbenlyst? Måske havde de taget hendes hukommelse, så hun ikke kunne huske noget. De havde måske allerede fået fat i hende. Pigen så i hvert fald ikke ud til at have det super godt. Det lignede faktisk, at hun havde ligget i den seng i et stykke tid. Hans ansigtsudtryk ændrede sig lidt efter til et forvirret et. Om han var okay? Hvad? Hans hjerte hamrede stadigvæk løs inde på brystkassen, og han var heller ikke faldet ned endnu. Overhovedet.
Pigen spurgte ham, om han var okay. ”Er du?”, spurgte han hurtigt. På den måde behøvede han slet ikke at svare på hendes spørgsmål. Han smed det bare tilbage i hovedet på hende. Indtil videre virkede hun flink nok. Hun var i hvert fald ikke en af dem, men kunne man stole på hende? Måske skulle han være lidt mere stille? Ville lægerne ikke høre ham, hvis han snakkede højt? Pokkers…
Han smed dynen på gulvet og kravlede ned fra sengen. Han trippede over til pigens seng og stillede sig på den side, som vendte væk fra døren. ”Har de allerede fået fat på dig? Lægerne?”, spurgte han stille og en anelse bekymret. Han kiggede på pigen med en rynket pande. Hans brune hår var redt ud til den ene side, men sad alligevel en smule vildt, på grund af alle hans hektiske bevægelser. ”Bare rolig… Jeg skal nok hjælpe dig med at flygte… Du virker flink”, fortsatte han så i det samme stille toneleje. Han blev jo nødt til at hjælpe hende ud. Han kunne ikke bare lade hende ligge der!
Ichi lod blikket glide ned over pigens krop. Hun havde en nål i armen. Det så lidt farligt ud. Gad vide, hvad den gjorde? Ichi havde ingen anelse om, hvor forvirrende han måtte være for den her fremmede pige. Det han sagde, gav jo ikke rigtig nogen mening. Det hang lidt sammen med, at han ikke havde fået noget mad hele dagen, og at han heller ikke havde spist sine piller. Han havde dem ellers med sig, for han havde lovet Yuu, at han nok skulle spise dem.

Amber kunne ikke lade være med at smile let og rystede så på hovedet som havde hun ingen idé om hvad han snakkede om: "Jamen..." sagde hun og vidste ikke helt hvordan hun skulle fortsætte sætningen, hun kunne ret så hurtigt konstatere at han måtte være paranoid, måske han skulle have været indlagt på psykristisk afdelingen i stedet for denne? Hun rystede kort på hovedet og smilede så let for sig selv: "Jeg er ok" sagde hun bare med en let kold stemme imens hun et kort øjeblik lod blikket glide ud af vinduet, hun var overhovedet ikke ok, men det var da ikke noget hun havde lyst til at fortælle en total fremmed som endda ikke virkede til at være helt okay oppe i hovedet.

"Jeg har selv ladet mig indlægge" sagde hun og kiggede over i mod ham: "Jeg skal ikke flygte nogen som helst stede hen, nogensinde igen" sagde hun med et lille venligt smil: "Hvorfor er du her?" sagde hun og kiggede på ham som havde hun næsten en smule ondt af ham, et eller andet måtte der da være helt galt med ham. Hun var glad for at være på hospitalet lige nu for det gjorde at hun slap for at tænke og hun var sikker på at hun fik mad og væske som hun skulle, for lige nu fornemmede athun godt kunne glemme det: "Er du sikker på jeg ikke lige skal hente nogen er kan hjælpe dig?" sagde hun med en forvirret stemme og pegede i mod den røde snor der var over hendes hoved som ville få nogle til at komme.

Ichi lagde godt mærke til, at pigen virkede en smule kold. Måske løj hun? Eller måske var hun bare sådan altid? Ichi havde ingen chance for at vide det, men han borede i hvert fald ikke mere i det.
Han fik et meget forvirret udtryk i ansigtet. Hun havde hvad? Selv ladet sig indlægge? Og hvad mente hun lige med ’igen’? Var hun flygtet fra nogen før? ”Ehh…”. Det var mere en lyd end noget som helst andet. ”Du eh..”, mumlede han forvirret. Hvad?
Hun stillede ham et spørgsmål, som ikke virkede specielt farligt. Hvis ikke det var farligt, kunne han jo godt svare på det. ”Jeg er her tit… Jeg skulle til en undersøgelse.. Og have nogle piller..”, svarede han stille. ”Men der var så mange.. De omringede mig..”, Ichi snøftede kort og dumpede ned på den stol ved siden af sengen. ”Må jeg godt kalde dig Lucy? Du ligner lidt en Lucy..”, mumlede han og trak benene op på stolen. Han lagde armene om dem og trak sig lidt sammen.
Pigen snakkede igen. Hente nogen? Hans hoved fløj op, da han opdagede, hvad hun sagde. ”NEJ!”, udbrød han skræmt. ”Det må du ikke…”, han fortsatte i en hvisken. ”Du må ikke, Lucy…”, han snøftede kort og lagde panden imod sine knæ. Det eneste han havde brug for lige nu, var sine piller, men det tænkte han overhovedet ikke over. ”Vil du ikke godt lade være? Må jeg ikke godt.. bare være herinde lidt?”, spurgte han stille og løftede så igen hovedet. Betragtede hende. Han ville virkelig gerne blive herinde. Lægerne var ikke kommet herind endnu, så det måtte være et sikkert sted, ikke sandt?

Amber var ikke helt sikker på hvor gammel drenge var, at dømme ud for hans opførsel kunne han ikke være meget mere end først i teenage årene. "Ehm... Piller.. Ja... Du virker som en der har brug for... noget" sagde hun og rystede på hovedet imens hun let smilede, hun vidste snart ikke hvad hun skulle gøre eller sige, et var ganske hyggeligt at møde andre på hospitalet og hans underlige opførsel, og det fik hende til at tænke på andet end sig selv og sine egne problemer, hvilket på alle måder var dejlige.

"Tror du ikke det er bedst, så du får taget... Hva end du er på?" sagde hun med et let bekymrende blik og sukkede let for sig selv i mens hun betragtede ham: "og jeg hedder Amber" sagde hun imens hun grinede let af ham, han virkede nu ganske sød, netop fordi at han var en smule klodset og well... Ja normal kunne man vel ikke ligefrem kalde ham: "Hedder du noget?2 sagde hun stille og kiggede over i mod ham med et roligt og dog let nysgerrigt blik.

Ichi holdt lidt bedre fast om sine ben. Han sad faktisk overraskende godt, og nu hvor han sad på den her side af sengen, kunne han hurtigt gemme sig, hvis der kom en læge ind på stuen. Det var utrolig smart, hvis han selv skulle sige det. Pigen snakkede igen. Ichi kunne godt lide hendes stemme. Den var.. beroligende… Lidt ligesom Yuus stemme… Sådan noget Ichi sagtens kunne falde i søvn til.
Det var lykkedes ham at space lidt ud, så han glemte helt at svare på hendes spørgsmål. Han hørte dog udmærket godt, hvad hun sagde. Det var først, da han kiggede på hendes ansigt, at det gik op for ham. ”Uh.. Ja.. Amber? Det er ligeså pænt som Lucy..”, sagde han stille. ”Jeg hedder Ichi..”. Han var helt sikker på, at han havde glemt et eller andet. Noget vigtigt. Noget han bare ikke måtte glemme. Men hvad var det? ”Hmm…”, brummede han tænkende. ”Amber? Jeg har glemt noget…”, sagde han stille og kiggede på hende. Han gav derefter slip på sine ben og lod fødderne ramme gulvet. Noget i hans lomme raslede. Forvirret stak han hånden ned i lommen og hev en lille æske med piller frem. Det var dét, han havde glemt. Han rynkede kort panden og lagde så æsken på Ambers seng.

// OOC : Ichi er blevet forvandlet til en vampyr, men dette emne fortsætter, som om han er menneske //

Amber smilede bare let af ham og rystede så på hovedet, hun havde aldrig før mødt en så hyperaktiv. "Så, hva er der galt med dig?" sagde hun og kiggede ret så skeptisk over i mod ham, hun anede ikke engang om han selv vidste hvad han fejlede for mest af alt virkede han jo bare ret så fovirret.

"Damp?" spurgte hun og var ikke helt sikker på hvad der kunne være med ham, hun varjo altså ikke læge eller noget i den stil og kunne heller ikke placere hans symtomer af selv samme grund, men et eller andet måtte der da være. "Hvad tager du piller for?" spurgte hun da hun intet svar havde hørt endnu og hun kiggede på ham i mens hun afventede om han ville tage dem.

Selv ville hun nok skulle ligge på hospitalet den næste dags tid, indtil de havde helt styr på hendes sting, men lige nu ville hun egentligt helst ligge der forevigt, bare glemme verdenen og bare være spærret inde, igen undrede hun sig let over hans alder, måske han bare ikke hvor så gammel: "Hvor gammel er du?" sagde hun og kiggde over i mod ham med et venligt smil, netop fordi hun var usikker på om hun talte til et barn eller en voksen, men at dømme udfra hans udseende var han på hendes alder, men det kunne jo snyde.

Ichi blev lidt forvirret, da hun spurgte, hvad der var galt med ham. Hvad skulle der være galt med ham? Det var egentlig ikke noget, han havde lyst til at snakke om. Han vidste jo egentlig godt, hvad der var galt. ’Damp?’, spurgte hun. Ichi tippede hovedet let på skrå. Hvad betød det? Hvad var damp? ”Hmm?”, brummede han spørgende, som et tegn på, at han faktisk ikke vidste, hvad hun snakkede om.
Så snakkede hun om pillerne. ”Mm.. For ikke at være underlig.. Agtig..”, sagde han med et lille smil. ”Yuu siger, at jeg skal tage dem, så det gør jeg”, smilet blev lidt bredere, da han nævnte Yuus navn. Der var egentlig ikke nogen, som havde fortalt ham, at pillerne skulle tages, fordi han ikke skulle være mærkelig. Det var bare noget, han selv gik ud fra. I hvert fald noget i den stil. Det var også derfor, han havde sagt ’agtig’ til sidst, for han vidste det ikke helt.
”18!”, svarede han glad med et stort smil, da hun spurgte, hvor gammel han var. ”Men jeg bliver snart 19”, fortsatte han. Han bed sig lidt i læben og rystede lidt på hovedet, så håret flyttede lidt på sig. ”Hvor gammel er du selv?”, spurgte han nysgerrigt. Ichi kunne ikke bedømme hendes alder. Sådan noget havde han altid haft meget svært ved.