It's good to be home //Luke//

Tre bank lød op døren. Udenfor stod Luke, der på en underlig måde så både godt og skidt ud; hans tøj var nyt, hans hår sat med voks og et skævt smil hang om hans læber, men samtidig var hans hud bleg som huden på én, der ikke havde set dagens lys i flere uger, og hans øjne havde et gennemtrængende død udtryk, og var dermed endnu mere følelseskolde, end de plejede at være. Det sidste halvandet år var han sunket længere og længere ned mentalt og havde til sidst været så langt ude, at han næsten ikke kunne redde sig selv. Det var først for et par måneder siden, at han var begyndt at arbejde igen og få det bedre, men depressionen hang stadig omkring ham som en tyk, sort tåge.
Men alt det, var ikke noget, Mallorie behøvede at få at vide. Hvis hun vidste, hvordan han havde druknet sit liv i alkohol og stoffer, ville hun garanteret aldrig se ham på samme måde igen. Den slags opførsel var der ikke meget autoritet over.

Lige nu glædede han sig bare til at se sin lillesøster igen. Alt for spændt til at vente på, at hun fik møvet sig hen til døren og åbnet op, trådte han ind. Han kunne mærke, hvordan hjertet bankede i brystet af ren og skær spænding, og da han så den rødhårede pige siddende i sin sofa, dukkede et stort, helhjertet smil frem på hans læber.

"Mall!" udbrød han, slog armene omkring hende og løftede hende op. Hun var ikke vokset meget på de sidste to år, bemærkede han - heldigvis, for det ville være pinligt, hvis hun voksede ham over hovedet. "Åh, hvor har jeg savnet dig!"

Han slap hende og holdt hende ud i strakte arme, så han kunne betragte hende. Hun så så forandret ud, så... Moden. Hun lignede slet ikke lille Mallorie længere, men for fanden, hvor var han glad for at se hende! Hun var lyspunktet i hans liv nu, hvor intet andet gjorde ham glad. Hans øjne gled over hendes fregnede kinder, hendes røde hår, hendes hals og... Hvad var det, der stak op fra hendes bluse? Overraskelsen stod tydeligt malet i Lukes ansigt, da han slap sin søster. Var det... en tatovering?

"Mallorie," begyndte han langsomt og benyttede sig, som han så oftest gjorde, når noget var galt, af hendes rigtige navn. "Hvad i al verden er det dér?"
Hans egen krop var dækket af tatoveringer, men at se en tatovering på Mallories krop, dét var en overraskelse. Den slags havde han aldrig troet om hende. Hun var jo bare lille, uskyldige Mallorie.

Da de tre bank lød på døren sprang Mallorie nærmest op og løb hen over sit stuegulv. På daværende tidspunkt havde hun ikke rigtig gidet at trække i noget specielt. Hun havde et par strømper på, som havde et blåt og grønt mønster, et par små shorts og en nedringet top. Netop så nedringet, at kanten af hendes tattovering kunne ses. Hele hendes højre arm var også blevet til et sleeve, men det var endnu ikke til at se for nogen, eftersom hun havde trukket en sweater på, men blot havde ladet den være åben. Kiggede man på hende nu kunne man ikke se, at der var andet end den ene.

”LUKE!” hvinede Mallorie højlydt, da hun kunne mærke hans arme omkring hende. Der gik ikke mere end et nannosekund før hun havde slynget armene omkring hans hals og låst benene fast omkring hans liv, som han løftede hende op. Det havde været 2 lange år uden at se ham. Ved første øjekast lagde hun ikke mærke til, hvordan han så ud og det undrede hende heller ikke synderligt, hvis hun skulle se det. Hun vidste godt, hvad der havde foregået i hans liv, men det var ikke det vigtige lige nu.

”Jeg har også savnet dig!” mumlede hun imod hans hals og knugede sig til ham. Det varede dog ikke længe, før han slap hende og hun lod sig dumpe ned på gulvet igen. Som hun stod overfor ham var der meget der havde ændret sig. Hun var blevet voksen, det var tydeligt at se, både i hendes ansigt og hendes væremåde. Hun var lykkelig over at se ham, men da han begyndte at betragte hende, måtte hun bide sig i læben. Der var ingen chance for, at han IKKE ville opdage det, så… Måske var det bedst bare at fortælle ham det?

Urgh… Hun hadede når han brugte hendes rigtige navn. Det var udelukkende et tegn på, at hun havde gjort et eller andet galt og hun skulle til at høre for det. ”Uhm….” begyndte hun og kiggede kort ned af sig selv. 9 var det blevet til, hvis man talte alle dem, hun nu havde på højre arm. ”Tatoveringer” sagde hun blot og trak på skulderne, imens hun prøvede på at sende ham et uskyldigt smil. Skulle hun fortælle ham hvor mange?

”Inden du spørger” fortsatte hun med et suk, ”så nej. Det er ikke den eneste.” Med det tog hun sin sweater af og sparkede strømperne hen ved siden af ham. Der var hendes sleeve og de to hun havde på fødderne. Ved hun trak op i sin trøje, bare en smule, kunne den sidste anes. De to store var på hendes bryst og hun elskede dem!

”Er de ikke flotte?” spurgte hun med et modigt smil og håbede for alt i verden, at han ikke ville falde om af forskrækkelse.