En nat på kirkegården //Luke//

Dato :: ??
Årstid :: efterår
Dag :: .?
Vejr :: overskyet
Sted :: kirkegården
Tid :: 00.00
Omgivelser :: det der altid er på en kirkegård

Zelia gik en tur og kom til kirkegården. Hun besluttede sig at gå der ind og læse poesi for de døde.
Hun gik ind og satte sig ved nogle gravsten og begyndte at læse sagte.
*Det skulle muntre dem lidt op* tænkte hun imens

Luke som ville besøge sine bekendte gik med rolige skridt ind på kirke gården, han så ud til at være alene, men det sagde hans sanser nu ikke. Men han lod det ligge og gik hen til en sten, "Jeg savner dig" sagde han og satte sig i huk foran en gravsten mens han læste stenen, og så hvormange blomster der lå.

Zelia ssad og tænkte på de mennesker der lå der nede i jorden.
Hun begyndte at læse: "en vinter blomst i mit vinter kolde hjerte. Kold og blå. Døende og vissen. Stilheden i mit hjerte, bindende og tavs. ingen melodi. det hele er forbi. Der er kun en vinter blomst i mit vinter kolde hjerte."

Luke havde hørt en lille stemme og rejste sig op, "Hem andre en mig er på gården?" spurgte han, for enten var det bare noget han bilde sig selv ind eller noget helt andet. Hun kiggede over stenene og smed den hvide rose han havde i hånden så den landte ved gravstenen, i en bunke sammen med de andre.

"Jeg er her." sagde Zelia og så rundt for at være sikker på at der var nogle der havde sagt noget.
Da hun fik øje på Luke smilede hun, glad for ikke at være skør, bange fordi hun var nervøs for om han ville hende ondt.

Luke smilte, og hans grønne øjne begyndte at være mere skrigende og derefter gjorde det også hans skikkelse meget mere skræmmende, når hans øjne ikke kunne vise hvordan han havde det, og hans højde var bare skræmmende. Han smilede og gik med rolige skrid om 'buskende og stene' og om på den side hun stod på og gik med rolige skrid hen til hende, mens han stadig smilte. "Vampyr formoder jeg?" spurgte han med et lille smil og tog et kort kig om dem for at være sikker på hun var alene og ikke havde noget opbakning. Men det var alligevel unødvendigt, med hans høje, højde og hans øjne kunne han skræmme næsten alle væk.
Han smilte lidt og bukkede kort for pigen lidt fra hende, "Luke Main" præsenterede han kort med et blidt smil.

Zelia var en smule bange og mistroisk overfor dæmonen der åbenbart hed Luke.
Hun så på ham og nikkede. "Ja." Sagde hun og lød en smule nervøs.
"Jeg er Zelia." hun smilte halvt. "Glemt mit efternavn" Sagde hun og overveje om hendes evne ville virke på dæmoner.

Han smilte stille, "En ære at møde dig" sagde han venligt, "uheldigt du ikke kan huske dit efternavn" sagde han så tænkende, "Hvor gammel er du så?" spurgte han, det kunne jo være hun var oppe på de hundrede, og derfor ikke kunne huske det, men det kunne selv han, altså sit eget efternavn. Han smilte og kiggede igen kort om dem og gik stille hen mod hende, "Er du her for at mindes dem du havde nær?" spurgte han og lagde hovedet lidt på skrå. Han elskede at forstå folk godt, så vidste han også hvilke punkter man var ømme på.

Zelia så halv trist ud. "er kun tyve. men menneske minderne er blegnet..." sagde hun stille. "Og nej... ikke dem jeg havde nær... folk jeg har dræbt på grund af tørst... Jeg for lidt bedere samvittighed når jeg besøger dem jævnligt og læser for dem. Det... Jeg ved godt jeg er mærkelig." sagde hun tilsidst med et smil.
"Hvad med dig? Hvad laver du her?" spurgte hun forundrende

"Hmm... Ja jeg ved ikke hvordan det er at være menneske..." sagde han og grinte lidt, han var jo selv 113 år. Han trak på skuldrende ved hendes forklaring og smilte så lidt bredere, "Jeg er som sagt her for dem jeg havde nær men døde for nogle år siden," Det ville ikke være så klogt at sige at det var for ca hundred år siden, vel? Hans smil blegnede lidt da han kiggede kort rundt, "Kun tyve, huh?" spurgte han for at være sikker, men lod hende ikke rigtigt svare, "Det var ikke så meget..." sagde han og tænkte kort men hurtigt gennem alle de ting han havde oplevet.