You seem familiar, but...

Dette emne er tilegnet Autumn.

Sted: Sautant – Skaterparken.
Dato og tid: Søndag d. 2. marts kl. 13:16.
Omgivelser: Store og små ramper, et par bænke hist og her. Der er rimelig mennesketomt. Ud over ham, er der tre andre.
Vejr: Solen titter frem bag nogle skyer, og det er alt i alt et meget behageligt vejr med en mild vind. Det er dog endnu ikke helt varmt nok til at smide jakken og de lange bukser.

Lektier. Det var uden tvivl djævlens værk. Og hvorfor var det, at de, uden undtagelser, altid skulle have dem for henover en weekend? Lærerne måtte tro, at de intet andet havde at foretage sig. Universitetet var ikke meget anderledes end folkeskolen på det punkt, desværre – nærmere endnu værre. Men dén rapport var fortid nu, efter næsten to dages knoklen. Det havde krævet en del energidrikke, slik og ikke mindst koncentration. Se, grønne Monsters og op til flere poser blandet slik henne fra kiosken havde været lette nok at skaffe. Det var mere koncentrations-delen, han havde haft svært ved. Med alle de overspringshandlinger, han havde haft, i løbet af de sidste to dage, havde det taget ham dobbelt så lang tid, som det burde. Nåh, heldigvis skulle han ikke tænke på det mere – i hvert fald ikke før den blev sendt tilbage til ham med en vedhæftet karakter. Hvis han skulle skyde på, hvad den var værd, ville han satse på et 4-tal. Den var blevet temmelig rodet, og han manglede at indsætte nogle resultater, som for længst var gået tabt i hans uendelige bunke af overtegnede notatpapirer. Skulle han forsøge at finde dem én gang til? Shayne lod de blågrønne øjne glide flygtigt henover papir-kaosset i den udslåede sovesofa. Nahh. Ét klik med musen, og opgaven var sendt afsted.

Det kunne godt være, at han ikke var den største naturelsker, men nøj, det var rart at komme ud i den friske luft. Han var blevet ret ør i hovedet til sidst, efter at have tilbragt en hel weekend inden døre, på nær de få, korte ture hen til den nærmeste kiosk – hvor han netop havde været inde i for at købe en cola. Den originale naturligvis. Det andet sukkerfrie stads gad han ikke. Hvad var fidusen overhovedet i det? Så kunne man lige så godt snuppe en kildevand, hvis man var så opsat på at være sund.
Den sorte, hætteløse forårsjakke blev lynet en anelse længere op, og med colaflasken spændt fast under den ene overarm samt hænderne stukket i lommerne på de løselige, beige chinos, slentrede han raskt afsted, fulgt på vej af solens kærtegnende stråler. Det ville være en skam, hvis han allerede nu skulle vende tilbage til sin indelukkede mandehule, så kursen blev sat i retning af den offentlige skaterpark, nærliggende til storcenteret. Der var forhåbentlig ikke overfyldt. Han kunne ikke fordrage større menneskemængder.

Næ, der var ganske fredeligt. Færre folk, end han havde regnet med, men han klagede ikke. Et knap synligt, lettet smil strejfede hans læber, og han gav sig næstefter i kast med at gennemsøge området for ledige bænke ved hjælp af sit blik. Han fik hurtigt udset sig en, som han sjoskede hen til med halvsløve skridt. Øjnene blev atter sat i arbejde, da han scannede bænkesædet for fugleklatter og andet snavs, og endte med at tjekke den af som godkendt. Shayne drejede sig en halv omgang for følgende at bumpe ned på det efterhånden rimelig nedslidte, udendørs træmøbel. Den knagede forholdsvis højt, indtil han havde fået sat sig ordentligt til rette. De burde se at få dem udskiftet, før de rådnede væk. Eller før en der var tungere end ham, slog sig ned på en af dem.
Den brusende lyd af en sodavand, der åbnes, lød kort, da proppen på den let omrystede cola blev skruet af. Det boblede en smule voldsomt over til at starte med, og nåede selvfølgelig også at ramme hans ene knæ, inden han havde fået rakt sin arm langt nok ud fra sig selv for at undgå præcis dét. ”Pis…” mumlede han, på grænsen til en hvisken, i et irritabelt tonefald. Men at bande hjalp ikke på så meget, så han fik tørret sit knæ af med enden på det ene ærme. Mest af ren refleks, for den våde plet var der jo stadig. Endelig løftede han plastikflasken op til munden, tog først en lille tår af den og derefter en kæmpe slurk.
Det var underligt at være tilbage i byen. På en måde. Han havde savnet Terre – Di Morga. Det var jo derfor, han var rejst tilbage dertil. Det lille land havde bare noget, som ingen andre steder havde. Lige hvad det var, var han dog i tvivl om. Det var nærmest som om, det lå indkapslet i en magisk sfære. Men uanset hvad der var årsagen til det, følte han sig mere hjemme her, end han nogensinde havde gjort ovre i England. Endnu en mundfuld blev taget af den mørke, kulsyrede drik. Hans kinder blev en kende tykke, idet de fyldtes med væsken, men faldt ind til normal størrelse igen, da han havde sunket det. Blikket begyndte atter at vandre rundt i omgivelserne, dog ikke for at lede efter et godt siddested – denne gang var det blot for at nyde udsigten, selvom den egentlig ikke var noget særligt. Begge hans mundvige bevægede sig gradvist længere og længere op ad i et bredt, velfornøjet smil. Det var rart at være hjemme.

Det var en underlig fornemmelse, at stå med skateboardet i sine hænder. Det var jo bare et simpelt stykke træ med hjul, men alligevel bragte det uendelige strømme af minder fra alle mulige retninger. Hun havde altid haft en forkærlighed for lige netop den form for tranport. Det havde vel et sted startet ud med et løbehjul og senere bevæget sig op til noget mere avanceret. Hun stod et øjeblik og vejede det i sine hænder, mens hun overvejede sine muligheder. Den rampe hun havde bevæget sig hen til så ikke alt for stejl ud. Og inde i hendes hoved blev hun ved med at overbevise sig selv om, at hun jo sagtens kunne klare den. Hun havde kørt frem og tilbage på større uden problemer. Men det var før i tiden. Før hun blev rullet rundt i alt muligt lort. Og en ting der var blevet afsløret for hende, som hun havde fundet sin vej på selve boardet, var at hun ikke havde den helt samme balance som den gang. Hun havde nu heller ikke haft den største mulighed for at holde det ved lige. Og den midlertidige mangel på brugbarhed fra sine ben, hjalp heller ikke på situationen.
Den lille djævel - Autumn - lagde roligt de hazel-farvede øjne ned på skateboardet. Det var ikke ligefrem det, hun plejede at eje, men det var i det mindste ikke splinternyt. Det var godt brugt. Men heldigvis ikke til at punkt, hvor det længere var muligt at kunne vænne sig hundred procent til dets bevægelser. Et suk gled efterfølgende hen over de tørre læber. Vinteren havde været hård ved dem, og hvis hun ikke ejede bare den mindste form for kontrol, ville hun uden tvivl have pillet og bidt både underlæben og underlæben til blods. Flere gange. I stedet forsøgte hun konstant at fugte dem nok med sin tunge. Læbepomade var ikke noget, hun havde tænkt meget over.

Med ét smed hun skateboardet frem sig, op på rampens ene startpunkt, før hun selv tog godt fat i kanten og med et lille hop kom fik hun møvet sig op selv uden alt for meget besvær. Hun havde trods alt fået samlet sine kræfter sammen igen. Hun var ikke svagelig som i starten af vintersæsonerne. Det var marts nu. Foråret stod i døren. Og solen var endda fremme. Som noget at det første satte hun sig egentlig bare. Benene lod hun dingle udover kanten, alt imens hun gav sig selv tilladelse til at observere sine omgivelser. Det var ikke længere så tit, at hun fik mulighed for at komme udenfor uden at skulle tænke på at have dårlig samvittighed. Denne gang havde hun faktisk fået lov. Så længe hun passede på. Ikke et alt for størst problem for hende. Det hun ønskede allermindst var at blive taget i ufrivillig varetægt igen. Per automatik landede hendes blik på denne enkle dreng, der sad på en bænk ikke langt fra hende. Det forekom hende lidt underligt, at han bare havde sat sig der. Som var han en ældre, der blot var kommet for at se til at sit barnebarn stod på sit board af træ. Ventede på at det ville falde så han kunne trøste ham. Et smil formede sig i mundvigen, som hun forestillede sig det. Selvfølgelig var han ikke en ældre herre. Han så endda ud til at nærme sig ung mand titlen. Han slappede vel bare af. Hvad mon han tænkte på?
Et pludseligt hjerte slag fik hende dog til at se væk igen. Det havde været som om at tykt søm var blevet hamret direkte ind i hendes brystkasse for så at blive revet ud igen, hvorefter smerten meget hurtigt var forsvundet. Luften havde nær blevet banket ud af hende. En hånd var med det samme blevet ført op til stedet, og efter et par dybe vejrtrækninger syntes hjertet at falde på plads igen. Hvad havde det været?
Lidt forvirret og en smule fortumlet, kom hun meget hurtigt op at stå. De lyseblå jeans blev trukket godt op, eftersom de var faldet en smule ned i hendes kamp på at komme op på selve rampen. Den tykke mørkeblå hoodie blev trukket godt ned igen. Og hætten blev sat til rette hen over hendes hoved. Skjulte det blonde hår så meget som muligt. Hun fumlede en smule ned skateboardet med sin ene fod, indtil det var placeret perfekt. Lidt ud over kanten. Men hun var ikke ordentligt til stede. Tankerne kræsede stadig den ubehagelige følelse fra før. Hun turde ikke engang at se tilbage på de mørkhårede unge mand. Dog forsøgte hun stadig at fokusere på sin vej fremad. Og hun kom vist af sted en smule for tidligt.
Med tungen lige i munden placerede hun sig på sit board. Og inden længe følte hun suget i maven, da hun kørte ned ad. Det gik da fint nok. Hun nåede over til den anden side. Men så kom turen til at vende tilbage. Vendingen gik ikke som planlagt. Hendes ben valgte at gå hvert til sit midt i det hele. Nægtede at samarbejde. Hvilket ikke resulterede specielt godt.
Med et hvin faldt hun mod rampens glatte overflade. Hun landede først. Pladask på maven, hvorefter hun gled resten af vejen til bunden. Derefter kom skateboardet, som selvfølgelig valgte at lande direkte oven på hende. Borede sig ned i hendes stakkels ryg. Hun krøllede sig kort tid efter sammen i fosterstilling, alt imens hun lå og klynkede for sig selv. Hun græd ikke. Hun ømmede sig bare. Jamrede en smule over sin egen ulykke. Hun burde havde vist, at hun ikke kunne klare det. Ikke bare sådan lige. Hun blev liggende et øjeblik og skar diverse ansigter, mens hun kom sig nok til at komme på benene igen. Måske skulle hun bare ligge der for evigt. Lukke sig inde i en kuppel til hun var klar til at sprede sine vinger. Muligheden lød fristende.

Sådan her burde enhver søndag tilbringes. I fred og ro. Det var umådelig rart omsider at være blevet færdig med den plagsomme lektiebyrde. Hans hoved føltes underligt tomt lige nu, men det bragte ingen triste miner eller andet ubehag med sig. Det var afslappende. Nærmest døsende.
Hans interesse bed på krogen af en blond pige, nogenlunde på alder med ham selv – måske nogle enkelte år yngre. Hun havde et skateboard i hænderne. Ikke at der var noget konventionelt i det. Det var trods alt ved Sautant, de befandt sig. Selv havde han trukket sig en næsten helt væk fra denne hobby, som nogen endvidere mente var en decideret sport. Skrabede knæ og brændemærker på håndfladerne var bare ikke så sjovt, som det engang havde været. Eller, lige netop dén del havde nok aldrig været vitterlig morsom. Men han kunne ikke benægte, at dét at sidde der og iagttage det ukendte, lyshårede hunkøn vakte en vis lyst i ham. En lyst, til selv at få fingrene i et bræt på hjul og så ellers bare rulle derudaf. Han var dog utvivlsomt sikker på, at stillede han sig op på sådant et i dag, ville han ikke nå meget længere end til den anden side af rampen, før balancen ville ryge, og han falde på enden; hvilket var præcis det, der skete for denne pige.
Handlende rent instinktivt, fór han op fra sin plads, som var et rustent søm pludselig brudt ud af den knirkende bænk, netop der hvor han sad; og uden videre omtanke, hastede han hen til den sammenkrøllede skikkelse, der havde lagt sig ned på midten af rampen efter noget, der havde set ud som et slemt fald.
”Er du okay?” Hans stemme var lettere ru og bar en undertone af oprigtig bekymring. Der var en svag pine at ane i hendes ansigt, som var fortrukket i en grimasse. Han samlede sit mundvand og sank en enkelt gang, inden han gled ned på hug. ”Måske du skulle øve dig lidt mere på asfalten, før du giver dig i kast med tricks på ramperne.” Det var egentlig ment som et venligt råd, men var kommet ud ret forklejnende. Øjnene søgte med det samme ned ad, afvigende fra hendes. Kort efter, løftede han dog langsomt blikket op på hende igen, og lod et skævt, prøvende smil vokse frem på sine læber. ”Bare et forslag,” skyndte han sig at tilføje.
Shayne satte knoerne mod jorden og skubbede således sig selv op at stå. Endnu med smilet hvilende på munden, rakte han sin højre hånd frem ned imod hende – både som en hjælpende gestus og en hilsen. Hvis hun tog hånden i sin og bød hans assistance velkommen, ville han hive hende op at stå – hvis ikke, ville han blot ryste den for derefter at give slip. ”Shayne.” Rimelig kortfattet, men en præsentation var vel på sin plads. De grønlige, blå øjne var fokuseret på den yngre kvinde, som han i al diskretion betragtede ned til mindste detalje. Hun virkede foruroligende familiær, men han tog ikke yderligere notits af det. Han smilede forsigtigt til hende, alt imens han gav sig til at skrue låget på colaflasken af og på, for at holde sine hænder beskæftigede.

Autumn havde aldrig været en af dem, der kunne opfange bevægelse og tilstedeværelse fra omkring sig selv, mens hun havde gang i alt muligt andet. Hun havde brug for at fokusere på det som noget af det eneste. Så det kom som ingen overraskelse, at hun ikke lagde mærke til, at dette menneske havde nærmet sig hende, før hun hørte hans stemme. Hun så ikke op til at starte med, men hun var nu alligevel ret sikker på, at de bekymrende ord var rettet mod hende. Med mindre et eller andet uerfarent individ havde gjort samme stunt som hende. Dog var stemmen ganske tæt på hende, så hun tvivlede ikke. Hun sippede automatisk sine læber og fik meget hurtigt kvalt alle sine klynkende lyde. Så galt var det heller ikke. Og så blev en underlig følelse samtidig sendt op i hende. En følelse, hun ikke havde følt i et godt stykke tid nu. Hun følte direkte ubehag ved at have skabt bare den mindste form for medlidenhed eller bekymring hos et fremmed menneske. Det sidste års tid havde gået med hende, der havde grædt igen og igen over sine egne problemer, selvom hun i princippet ikke brød sig specielt meget om, at andre fik netop den side at se.
”I’m… I’m fine.” Det tog noget tid for hende at registrere hendes brugende tunge. Hun havde været så vant til at tale engelsk med dem, der var omkring hende, at hun et kort øjeblik ikke havde tænkt over at skifte tilbage til det franske, nu hvor hun havde bevæget sig ud i offentligheden. Dog valgte hun ikke at rette sig selv. Det var ikke det mest avancerede engelsk på nogen måde. Stille og roligt begyndte hun, at rette sig op igen. Det gjorde stadig ondt, og det blev ikke bedre af, at hun bevægede sig, men hun kunne ikke tillade sig at blive liggende. ”And…” Hun stoppede hurtigt sig selv, som hun fortsatte med at tale. Hun rømmede sig højlydt, inden hun fik fortsat i kronik til at hun endelig kom ordentligt op at sidde og fik rettet blikket mod personen, der var kommet til hendes redning. ”Jeg mener - Ville du fraråde et barn, der ikke kunne skrive, at skrive?” Hun var vel et sted irriteret. Irriteret af sig selv, fordi hun ikke længere kunne, hvad hun kunne en gang. Og irriteret på ham, fordi han så det nødvendigt at kommentere på hendes fejlforsøg. Hun fumlede et kort øjeblik med at få det blonde hår væk fra sit ansigt - og håbede inderligt, at parykken ikke havde rykket rundt til trods for at være limet godt fast - og så endelig mere direkte mod drengen. Eller man ville nok kalde ham en ung mand.
Hun stivnede med ét, da hun fik et ordentligt kig på ham. Hun glemte næsten den hånd der blev rakt ned mod hende. Hendes kæbe var blevet tabt og efterlod hendes mund en smule åben. Alt imens hun stirrede på ham. Hun følte sit hjerne synke bare en lille smule, som hendes hjerne endelig syntes at genkende ham. Og ikke nok med det, så blev hendes mistanke bekræftet, da han præsenterede sig. Som i en trance rakte hun op efter hans hånd og lagde forsigtigt sin i den for så at komme helt op at stå. Stadig med blikket limet mod ham. Hun havde været ved at tro det. Han havde vokset. Ikke kun i højden. Hans ansigt havde lidt mere maskuline træk. Og var det skægstubbe, hun kunne skimme? Eller var det bare lyset? Hans stemme havde også ændret sig siden, hun sidst havde hørt den. Det var underligt.
”A-..” Hun fangede sig selv i at nær begå en fejl. Et held at ordet havde faldet forkert i hendes strube, for at gav hende en mulighed for at vågne op. Det kunne godt ske, at det var Shayne, men hun var ikke længere Autumn. Ikke for ham i hvert fald. Som hun var vendt tilbage fik hun blødnet lidt mere op og et smil formede sig hurtigt på hendes læber. ”April.” Hun slap hans hånd igen, inden hun begyndte at rette på sin beklædning. Børstede en smule støv af sig og rullede med skulderne, hvilket hun hurtigt fortrød, da ryggen beklagede sig under handlingen. ”Av..” mumlede hun for sig selv og skar en sidste grimasse, inden hun henvendte sig til mennesket igen. Hun burde ikke virke mistænksom. Hun var April nu. Og hun vidste godt, hvad hun skulle. ”Hey..!” lød det fra hende, hvorefter hun fik grebet fat omkring bunden af hoodien. Hun drejede omkring, så hendes ryg var rettet mod ham, inden hun løftede bare en smule op for at fremvise den bare ryg. ”Kan du se noget? Det sviger som bare helvedet.” Det var vel nødvendig information. For hvis det blødte, burde hun gå gjort noget ved der med det samme.

”Jamen, i så fald, er det rart at møde dig, April.” Hånden, som han havde brugt til at trykke hendes, søgte ned i bukselommen på den tilsvarende side, og det samme gjorde den anden, efter at have sat colaflasken i spænd under armen. En mærkværdig, kildrende fornemmelse havde samlet sig i hans mave, netop som hun havde fremsagt navnet første bogstav. A. Det var dog ingen rar følelse. Den indre kilden. Det var ikke sammenligneligt med forelskelsens sommerfugle. Det her føltes mere som en horde af vrede hvepse. Men ligesom før, lod han ikke sine tanker cirkle alt for længe omkring det, og forsøgte i stedet at ignorere det, så godt han nu kunne – noget som de næste ord, der kom over Aprils læber, var ganske behjælpelige med.
Shayne stirrede betuttet ned på det blottede stykke ryg. Det tog lidt tid, inden spørgsmålet sank helt ind og trængte igennem til ham, og da det endelig var lykkedes, glippede han et par gange med øjnene. For at komme ud af den hypnoselignende tilstand. ”Øhh…” Han så en anelse rådvildt på hende, før han omsider reagerede på det, hun havde henvendt sig til ham om, og bøjede let ned i knæene, for bedre at kunne se eventuelle skader. Hænderne røg op af lommerne igen, og uden videre omtanke, ledte han en af dem hen til denne piges ryg. Forsigtigt lod han det yderste af fingrene berøre centeret af hendes lænd. Der var allerede kommet nogle lilla afmærkninger, og huden omkring dem var svagt rød. Han rettede sig atter op. ”Altså, det bløder ikke. Men du kan nok godt forberede dig på et ret fælt blåt mærke,” konkluderede han og rømmede sig så, som skulle han til at tilføje mere, men forblev tavs. Genovervejede ordene, inden han omsider gav dem frit løb - drevet af frygten for at en pinlig stilhed skulle begynde at sværme omkring dem. ”Du.. burde lægge noget is på, når du kommer hjem. Det tager det værste,” mumlede han, dog højt nok til at det burde være forståeligt. Og akkurat som han havde hængt dét forslag op på åbenlyshedens tavle, tændtes en usynlig pære over hans hoved.
”Eller hvad siger du til, at vi smutter hen og køber en rigtig is i stedet for? Det kan dulme enhver smerte.” Hans mundvige fortrak sig i et bredt smil, som nåede hele vejen op til de blågrønne øjne. ”Vi kan smutte ind på Ben&Jerry’s isbar, inde i centeret.” Shayne pegede over skulderen med den ene tommelfinger. Eau lå kun ganske få gader derfra. ”Jeg giver.” Med hans løn, var det muligvis ikke det smarteste træk, men mon ikke han kunne ofre lidt penge på is, uden at det ville gøre en alt for stor forskel? Nu var det i hvert fald sagt. Linjen var kastet ud, med dyr is som madding. Forhåbentlig bed hun på. Der var noget inde i ham, der længtes efter mere tid sammen med hende, skønt de kun lige havde mødtes. Hvorfor, anede han ikke. Hun virkede bekendt, hvilket på en og samme tid gav ham en følelse af tryghed, og gjorde ham underligt trist. Måske de havde gået på samme skole? Selvom hun åbenlyst var nogle år yngre end ham. Smilede falmede en kende, imens han afventede hendes svar, men det svandt aldrig fuldkomment ind.