Something Familiar

Skoven
Sen eftermiddag: Tørt vejr, med en smule kold vind.
Outfit
@Aleksei

Hun kunne ikke huske meget af skoven, som hun nu var i gang med at vandre rundt i. Det var så sært at man kunne bruge timer på denne skov, uden at huske noget. Hun havde været her sidste fuldmåne, hvor hun havde været tvunget til at forvandle sig og tilbringe sin nat her, indtil hun var vågnet op på en nærliggende eng, tæt på en sø.
Lige nu gik hun mest af alt rundt, fordi hun gerne ville se skoven an og lære den at kende – og for at finde ud af, hvad der egentlig var at finde her ude? Med hendes lettere skærpede sanser, kunne hun godt fornemme at der var mange forskellige lugte her ude, hvilket måtte betyde at der fra tid til anden var andre individer at finde her ude. Hun håbede bare at hun ikke stød på noget lig, eller lignende, for hun kunne huske at hun var vågnet op med smagen af blod i hendes mund.

Hun regnede dog med at det bare havde været et dyr hun havde angrebet. Hun mente at hun ville kunne huske det, hvis hun rent faktisk havde angrebet nogen den nat, som ikke viste sig at være et dyr. Det plejede hun normalt at have mareridt om, for ja, det var sket før at hun havde angrebet nogen ved et uheld. Det løb hende koldt ned ad ryggen, da hun tænkte tilbage på det mareridt hun havde, hvor hun havde angrebet en familie på telttur… Kun en mand på omkring hendes egen alder havde overlevet det angreb og han led nu nok af varulvens forbandelse… eller var han sluppet helskindet fra det? Det var spørgsmålet.

Den tomme og triste følelse samlede sig i Evelyn, før hun fangede sig selv i at stå og stirre tomt ud i luften. Hun rystede på hovedet og fortsatte med et gå et stykke ind i skoven.

Aleksei havde været herude i skov næste mere og mindre side sidste fuld måne, hvor han havde gennem gået forvandle som alle andre varulv som ham selv, denne forvandle havde bare været andreledes end de mange andre han havde været igennem, han havde også haft mere kontrol over sig selv i varulv form end han plejer, som kun var godt at han havde det men det mest mærkelig at han ikke var forvandlet tilbage til sin menneske form lige med det sammen, efter fuld måne var gået ned, det var første efter nogen timer at han forvandle selv tilbage.

Det var grund til han næste havde boet her ude side, for at bliver klogere på sig selv, om han kun forvandle sig til varulv når det ikke er fuld måne, han havde hørt historie om varulv der kun det, men han tror ikke rigtig på dem før nu, da han har fundet ud at han enlig kan forvandle sig nu, selv under højt lys dag, det var ikke nem for ham at gør det men han kun gør det, og det havde han så træne på side sidste fuld måne, han har så nogenlunde styre på det nu, det var stadig ikke nem for ham men nemmer end han begynde på træning.

Lige her og nu sad han ved en af de mange skov søer i skov og slappe af, han var iklædt nogen sort jogging bukser og en sort tanktop, som sidder lidt tæt på ham, der lå lidt resten fra et dyr lidt fra ham samt et bål der var gået ude for længe side, han kiggede kort rundt da han kun dufte en anden varulv, en kvinde kun han dufte ude fra lugte, ikke lige en dufte han kun huske at have styk på før, men nu har han heller ikke mødet alle varulv her i Terre.

Som hun fortsatte med at vandre igennem skoven, kunne hun pludselig lugte noget der mindede om et dødt bål. Det måtte næsten have været nogen, der havde været her ude, som havde haft gang i et bål på et eller andet tidspunkt – og hun regnede med at det ikke var alt for længe siden.

Af ren nysgerrighed kunne hun ikke lade være med at følge lugten, hvorefter hun snart kunne se en skikkelse i det fjerne. En anden varulv.
Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på dette og følelserne var blandede. Hun var ikke klar til at skulle springe ind i en flok lige nu og her, da hun gerne ville opleve lidt af verden uden regler og hierarki.
Men måske var ham her også bare en enspænder? Og hvordan kunne hun være sikker på at han var til at stole på?
Dog havde hendes forældre altid lært hende, at hvis der var nogen man skulle stole på, så var det ens egne… Men hvad mente de overhovedet med det? Ens egne? Var det ens egne artsfæller eller ens egen familie?

Hun stod lidt i det fjerne og overvejede situationen, før hun rømmede sig og kaldte ”Hey”.
Det var ikke sikkert at han ville have at hun var her i området – måske var han endda ekstremt territorial og ville fortælle hende at hun skulle smutte ud af skoven med det samme?
Tankerne kørte rundt i hovedet på hende, imens hun ventede på hans reaktion på hendes hilsen.
Hun sendte ham et venligt smil, for at vise at hun i hvert fald ikke havde tænkt sig at reagere aggressivt.

Han blev, sidder selvom han kun dufte en anden varulv, der kommer, tætter og tætter på ham men det var jo en kvinde, så han behøver ikke at være lige så meget bange eller på vagt vil nok være mere rigtig at bruge, angår om den anden varulv vil slå, om et eller andet, lige at slå om område var skov her ikke lige det bedst sted at gør, da skov var et fred område for varulv, et fri sted hvis man kun sige det på den måde, han kiggede sig over skulderen da hun sagde hej til ham, ”hej” sagde han og smiler rolig til hende.

For at viser at han heller ikke var ude på noget aggressivt, han kun godt lugte at hun er nervøsitet hos hende, ”bare tage det rolig, det er ingens område det her og du er hvis ny her i område” sagde han og kiggede om mod hende og smiler svagt, han knæk kort nakke end han rejse sig op og vend sig om, så han bedre kun ser hende og holde øje med hende, selvom det ikke tyder på at hun ikke vil gør noget.

”Har du bruge for hjælp” spurgte han og kiggede på hende og smiler svagt, så må han ser om hun har bruge for hans hjælp eller om hun klar sig selv, han kiggede kort rundt end han kiggede kort op på himmel, end han rette sit blik tilbage på hende og smiler svagt.

Der gik ikke lang tid, før den fremmede varulv reagerede. Reaktionen var ikke aggressiv og Evelyn kunne mærke at hendes skuldre blev en anelse lettere og det var først nu at hun havde opdaget, at hun havde stået og følt sig rimelig anspændt i kroppen. Hun havde nok virket meget mere nervøs, end hun selv havde troet hun var. Det var nok fordi, hun ikke var vant til at møde varulve uden for hendes families flok.

”Så skoven her er et fristed?” Det var en detalje hun havde glemt, siden hun boede her sidst, men det var meget lettende at vide. Hun nærmede sig ham med forsigtige skridt, for det var jo ikke sikkert at det var en invitation til en samtale, bare fordi han snakkede til hende. ”Jeg er nemlig, som gættet, ny i området.” som han rejste sig virkede han pludselig en del højere… Nok omkring de 20cm højere end hende og det fortalte hende også lidt om hvor stor han nok måtte være i sin lycan form.

”Jeg har ikke brug for hjælp, men det kunne være du havde brug for noget selskab?” hun skævede over mod bålet og overvejede hvor længe han mon havde været her ude i skoven for at føle at et bål var nødvendigt.
Noget andet mystisk var også det døde dyr ved bålet, som ikke virkede til at være særligt forrådnet, hvilket måtte betyde at det var slået ihjel for nyligt, men fuldmånen var alligevel nogle dage siden. Hvordan havde han båret sig ad med at slå den ihjel? Hendes blik sagde nok det hele, for hun så en anelse forvirret ud over det dyr.

Ikke desto mindre, havde hun stadigvæk selv lyst til selskab - og det var hun ikke flov over at have spurgt efter.

Han kun ser på hende at hun slappe lidt mere af da hun fandt ud at han heller ikke var aggressivt anlagte her og nu, og samtid virker det til at hun ikke selv vidste hvor nervøs hun var end han havde svaret hende tilbage, ”ja det er et fristed skov her, eller lige for varulv som os to, ikke lige alle andre der synes det sammen” sagde han og kiggede på hende og smiler svagt, det var især elver der havde et problem med dem, da varulv ødelader natur fred og hvad der nu ellers høre til.

Han gik rolig tætter på hende og gik derefter svagt rundt om hende, for at ser hende an, som et dyr nu gør det ved en fremme, ”havde jeg næste gætte mig til, ny som varulv eller” spurgte han og kiggede på hende, han var selv født som varulv og havde derfor ingen ar efter en varulv, født varulv var også kun det eneste rigtig efter hans hoved, men så var det hvis bare når man selv er født som noget og ikke blevet til det.

Han smiler svagt af det næste hun sagde, ”selskab kan man altid bruge fra en anden varulv, der er samtid er køn” sagde han og smiler til hende, han kun godt er forvirre i hendes øjne da hun så det død dyr ved bålet, ”man er vel ikke hele ude evner som varulv” sagde han og kiggede på hende, han havde ikke planer om at fortælle hende at han kun forvandle sig til varulv form hvornår han har lyst til det, det holdt han for sig selv, da det er en god ting at havde i bag hånd når man har bruge for det.

Hun kunne næsten regne ud at der nok skulle være nogen fjender at finde i den her skov – det kunne ikke alt være en dans på roser, når man var så mange forskellige magiske individer om dette område. Heldigvis havde hun kun mødt venlige folk i denne skov eller omegn, indtil videre.
Han kom over imod hende og begyndte at gå rundt om hende, nok for at se hende an. Hun stod stille, for at lade ham kigge, som han nu ville. Hun kunne ikke lade være med at smile over hvor nemt det nogen gange var at se, hvor meget fuldblodsvarulve bare mindede mere om dyr end mennesker – det kunne være så svært at kontrollere sine dyriske instinkter og metoder – og det var derfor hun også gættede at han måtte være en fuldblods.
Forvandlede varulve havde typisk et hjem at gå tilbage til om dagen – en hverdag der skulle fortsætte – men ham her, var lige som hende, isoleret her ude i skoven.

”Nej, jeg er født varulv… Det gætter jeg næsten også at du er?” spurgte hun om med en nysgerrig stemme og et nysgerrigt blik.
Han smigrede hende derefter ved at kalde hende køn, og hun tog det derfor som en gestus til at hun kunne slå sig ned ved bålet, hvor det døde dyr nu også holdte til.

Hun bevægede sig over til bålet og satte sig ned, før hun rettede blikket mod ham, ”Så jeg antager at du er en rimelig god jæger i den varulve form, hvis du kan nedlægge den her udenfor fuldmånen.” eller, hun gættede selvfølgelig stadigvæk – måske havde den været død længere end hun troede? Det virkede bare usandsynligt.

Han smiler svagt af det hun sige, så en fuldblods mere i by, ”det er rigtig gætte, er også selv fuldblods, det eneste rigtig” sagde han og kiggede på hende, dem der var blevet forvandlede til varulv, var bare kanon føde, skulle sende første ude i kamp, han kiggede kort på hende da hun gik over mod bålet, hvor hun sat sig ned ved det, han lad også godt mærke til at hun kiggede kort på dyret, han havde sagt at han ikke var hel ude evner, som han enlig heller ikke er, hans del år i militær hjem i rusland, gjort han næste slog ihjel ligesom nem som når han er i sin varulv form.

Han smiler af det hun sagde og gik over til hende, ”jeg klar mig da” sagde han og tog fat i det død dyrs hoved, hvor han løfte op i det og dreje det lidt, så der kommer et stik sår til syn, ”man kan kom lang med en kniv” sagde han og smiler rolig til hende, end han slap dyrs hoved og sat sig ned overfor hende, ”jeg har da overlevet 27år indtil videre, så lidt erfare har man vel gjort sig gennem tid” sagde han og kiggede på hende.

”Vi flest af os havde vel et andet liv end vi kom her til Terre” sagde han og kiggede på hende og smiler svagt, han var selv fra rusland og havde ikke haft det nemmeste liv, men det havde gjort ham til den mand han er dan dag i dag, han vil enlig heller ikke bytte sin fortid med noget, han havde livet af det han kun liv og var god til det, det var at slå ihjel på den en eller anden måde.

Det eneste rigtige… Som der var varulve, der ikke kunne udstå vampyrer, så var der selvfølgelig også varulve, der mente at der var rigtige og forkerte varulve. Han var åbenbart en af de varulve med den overbevisning om at fuldblodsvarulve var det eneste rigtige.
Det var ikke den overbevisning Evelyn havde, men hun valgte ikke at kommentere på det.

”Det er i hvert fald et flot drab, hvis du har gjort det med en kniv.” hun sendte ham et venligt smil, imens hun holdte øje med hans bevægelser. ”Jeg er ikke just den bedste jæger selv – og slet ikke i min menneskeform,” lo hun let. Jo hun havde helt sikkert slået ihjel i sin ulveform, men det var meget tilfældigt – og ofte endte hun selv med at få bank af det dyr, hun jagtede. Det var måske også derfor hun en dårlig nat var endt med at jage mennesker i stedet.

”Det har vi vel – jeg er selv lige vandret fra Norge… Eller jeg er vandret det meste af vejen, der var lige et heldigt tidspunkt, hvor nogen gav mig et lift helt ned til Frankfurt i Tyskland.” det havde været en lang rejse på omkring en måned. ”Det lyder som om du heller ikke selv har brugt hele dit liv her, så hvor kommer du fra?” spurgte hun nysgerrigt og spidsede ører.

Han kun svagt ser på hende at hun ikke havde sammen mener som ham, angår rigtig og forkert varulv, men havde ikke noget af sige til eller valget hun bare at tie stille lige på det punkt, ”jo tak og det er det, men kan jo også kaster med en kniv, som jeg gjort mod dyret her” sagde han og kiggede på hende, han læner sig lidt tilbage og stykke sig til din en hånd hvorefter han kiggede kort rundt.

Han lo kort af det næste hun sagde og smiler svagt af det, ”du må træner noget mere lige på det punkt” sagde han og smiler kort, efter lidt tid lad han sig helt ned med den en hånd bag hovedet, han lukke sine øjne kort og slappe af, det skulle også være han snart skulle tage tilbage til by, han kun altid kom tilbage og træne på et andet tid men at forvandle, det kun han selvfølgelig også godt gør ind i by men nok mere over i noget dumt.

Han åben sine øjne da hun snakke til ham igen og kiggede over på hende, det er nok derfor han synes ikke at havde set hende før, ”det var heldig nok for dig” sagde han og kiggede over på hende, ”nej det er jeg heller ikke, er rigtig fra rusland” sagde han og smiler svagt, det kun man også godt høre på ham at han ikke er her fra landet.

Hendes blik hvilede fortsat på ham, som han lænede sig mere og mere tilbage. Han virkede meget afslappet i forhold til at hun var en fremmed, hvilket automatisk gjorde hende lidt mere afslappet, selvom hun i forvejen ikke længere følte sig særligt anspændt omkring ham.
”Jeg må helt klart træne noget mere,” der lød et let grin fra hendes læber, før hun selv lænede sig tilbage og kopierede ham ved at ligge sig ned. Man kunne sagtens ane himlen bag træernes kroner, og det var et meget afslappende syn. Desuden var lyden af skoven hendes yndlingslyd, da man kunne høre skovens syngende fugle og vinden i de grønne blade.

”Meget heldigt… Og Rusland ligefrem? Hvad fik dig til at ende her?” spurgte hun ham med en oprigtig nysgerrighed, før hun vendte blikket fra himlen og vendte det mod ham i stedet. Det føltes slet ikke mærkeligt for hende at vende sig så hurtigt til en person – det var nok bare sådan hun var indstillet. Hun havde en hurtig forbindelse til folk. Men så hurtigt som denne forbindelse dukkede op, så hurtigt kunne den også forsvinde igen. Det var noget hun havde vendt sig til og ikke længere en følelse der generede hende – hun var bare som hun var, og det behøvede hun ikke at ændre på.

”Ja det må du, kom i bedre kontra med din ulv” sagde han og kiggede kort på hende end han rette sit blik op mod himmel, han slappe ellers bare videre også selvom der lå en fremme ikke så lang fra ham, men nu virker det til at han ikke behøver at være bange for hende, selvom hun nu gik hen og fandt på noget, virker hun ikke særlig farlig lige overfor ham selv, måske andre men ikke lige ha, selv, der skulle mere til for at gør ham bange.

”Havde bruge for noget nyt i mit liv, og jeg kan spørge dig om det sammen, hvorfor lige denne sted” halv spurgte han og kiggede over på hende og smiler svagt, han savnet da sit gammel livet en gang imellem men han var mere fri her end han var før hen, ”er du så lige ankommet til Terre eller” spurgte han efter noget tid og kiggede over på hende, han vidste enlig ikke helt hvad de skulle snakke om, det var ikke fordi han ikke vil snakke med hende, for det vil han gerne, vidste som sagt bare ikke om hvad.

Han lukke sine øjne igen og slappe lidt mere af, så kun hun få lidt tid til at når at svar ham i, han havde ikke travle og det virker det heller ikke til at hun har, han lad den anden hånd om bag hoved efter lidt tid, for at lig bedre.

Bedre i kontakt med hendes ulv… Hun følte nærmere at hendes ulv skulle til at komme bedre i kontakt med hende. Jo, hendes ulveform var egensindig, ligesom hende, men udover det, så var der ingen empati i hendes dyriske jeg og der var en stor aggression over for andre væsner. Selvfølgelig kunne hun også være aggressiv i sin menneskelige form, men hun var sikker på at det var noget hun havde lært fra sin ulveform.

”Jeg er født her – mine forældre var en del af en flok, med et stort had til vampyrer, så de flyttede væk.” der var helt sikkert en del vampyrer i denne by, mange flere end der havde været i Norge. Det var noget hun virkelig skulle vende sig til, nu hvor hun var kommet til det hun ville kategorisere som en storby. En storby fyldt med alle de magiske væsner, man nu kunne komme i tanke om. ”Jeg er lige kommet tilbage – og jeg tror på sigt jeg vil slå mig ned her og blive del af en flok eller noget,” hun rullede let med øjnene, samtidigt med at hun smilede. Det lød så voksent, at hun rent faktisk ville være del af en flok. Alle hendes teenageår havde hun snakket om at hun aldrig ville binde sig og at hun, når hun var gammel og modig nok, ville slippe ud af floksystemet og være en enspænder resten af hendes liv, hvor hun kunne nyde friheden.

”Men ikke endnu… Jeg mangler stadigvæk at opleve så meget, før jeg finder mig den rette flok at binde mig til.” hun lagde sig om på siden, så hun bedre kunne se på ham.

Han nikke kort til det hun sagde og smiler svagt, ”ja så er det nogen gang, for det mindste kender du dine forældre, jeg er vokser op på gade hjem i rusland” sagde han og kiggede kort på hende, ikke nogen nem barndom han havde haft men han lever og havde også lært en ting eller to af det, at sjæle var ikke noget man lært i militær eller at dirke en lås op var heller ikke en del af træning i militær, men han kun finde ud af begge del, han brugt det enlig også engang imellem stadig.

Han lo kort af det næste hun sagde og smiler svagt derefter, han havde aldrig været en del af en flok, ikke flok som varulv så det, han havde rigtig nok været i militær i mange år der hjem, det var nok det tætteste han kommer på at havde været i en flok, ”lige med flok mulighed, ved jeg ikke særlig meget om det, hvad der er at muligheder, er ikke selv i nogen flok” sagde han og kiggede over mod hende og smiler svagt.

Han kiggede over på hende da hun begynde at snakke til ham igen, derfor så han også at hun lad sig om på side, ”hvad er det du mangle at oplevet, hvis men må spørge” spurgte han og kiggede på hende, han havde så set ikke planer om at skulle ind i nogen flok med varulv, det levet han for alene til at han gad det og samtid vil han heller ikke havde lige så meget fritid, som han har nu.

”Jeg er også glad for at jeg kender mine forældre. Min familie og jeg har et meget stærkt forhold og er der altid for hinanden... Jeg er ked af at høre at du aldrig har haft et rigtigt hjem, ud over gaden, med mindre det var noget du nød.” Det var ikke noget hun kunne dømme, for nogen gange var der bare folk, der elskede at bo på gaden. De valgte det ligefrem selv.

Hun var glad for at høre noget latter fra den fremmede, for det måtte vel betyde at hun havde sagt noget rigtigt – noget han enten slet ikke kunne relatere til eller noget han selv havde tænkt over. ”Når du sidder her alene i en skov, er det heller ikke min første tanke at du er i en flok,” svarede hun ham med et smil. Hun kunne ikke lade være med at beundre alle de varulve hun mødte, som selv var enspændere – altså, dem som valgte aktivt at forblive enspændere. ”Har du nogensinde været i en flok?” Et nysgerrigt spørgsmål, som hun håbede han ville svare på, for hun ville jo også vide noget om ham.

Hun trak let på skuldrene, da hun faktisk ikke var sikker på hvad det var hun præcist manglede at opleve. ”Hmm, jeg tænker bare at jeg har været i en flok hele mit liv nu. Når man er i en flok, så skal man følge den… Men som en enspænder, kan man være præcis hvor man selv vil, når man vil det. Der er ingen regler, kun ens egen samvittighed og morale.”

”Vil nu ikke sige at jeg nød det, men har vel gjort at jeg ser, lyser på nogen ting end hvad andre vil gør og har også lært en ting eller to af det” sagde han og kiggede på hende og smiler svagt, han tog det så set ikke så tung at han ikke havde kendt sine forældre, men det var nok mere at han ikke kender til andet en gade, før han kom ind i militær, det blev til hans familie og var det stadig, han så dem bare ikke så meget mere efter han er ankommet til Terre.

Han smiler af det næste hun sagde og kiggede over på hende, helt dum var hun heller ikke, når hun kun regne den ud, ud de hele store problemer, ”nej har aldrig været i en flok, har dog været i militær der hjem i flere år, så på en måde har jeg vel været i en flok” sagde han og kiggede på hende, han savner ikke at havde nogle til at bestem over sig, det var meget nemmer så her som han har det nu.

”Ja det er meget nemmer at være en enspænder, alle de regler men skal følge når man er i en flok, hvem men har lyst til at gå i seng med, ude man behøver at slås om kvinde, kan man ikke bare gå i seng med hvem man nu har lyst til” sagde han og kiggede på hende, han sat sig op og kørt en hånd gennem sit hår og kiggede derefter ned mod sø.