Efter lukketid. (Constantin & Isabella)

Sted: Gysbert's Grill, mere specifikt dagligstuen i baglokalerne.
Tid: Sen aften, bedste sendetid.
Vejr: Skyfrit, men blæser en del.


Gysbert sukkede. Kanalerne flimrede lidt forbi på den lille skærm. Tv-oplæsere skiftede plads med parforholds ekspert, der så måtte give efter for action helte og pepsi reklamer. Det lille væsen kiggede over på det stykke papir, der samlede støv i hjørnet på natbordet ved siden af potteplanten. Endnu et suk. Det havde endnu ikke lykkedes for ham at få så meget som en snoldet konsonant ned over den sidste uges tid. Der ville nok gå et par uger endnu før han kunne samle viljestyrke til at begynde. Hvordan pokker starter man sådan et brev? "Hej Dura, måtte forlade landet, undskyld det gik lidt stærkt!"

Med et lille adræt hop forlod han lænestolen og traskede ud i grillens køkken, der så også var hans personlige, snuppede en flaske billig rødvin med skruelåg, og fandt hurtigt tilbage til 'tronen.' Mens han sad og fumlede lidt med emballagen, gennemgik han dagens gang i hovedet. Alt i alt ikke så skidt. Lige omkring frokost tid havde det væltet ind med folk, så kasseapparatet var for en gangs skyld fyldt. Egentligt burde han nok gå ud og tømme det, men når man alligevel boede i bagenden af forretningen, så man sjældent grund til det.


Desuden begyndte de bedste programmer nu. Gysbert slog benstøtten op, lænede sig tilbage og godt til rette, fyldte sig et glad rødvin og følte sig egentligt meget godt tilpas.

Timerne lige efter lukketid var Constantins foretrukne tidspunkt at operere på. Her var alle butiksindehaverne og de ansatte trætte både i hoved og krop, så der gik typisk en times tid eller to, før de kom i tanke om, at de havde glemt at lukke et vindue eller låse en dør.
Denne gang havde Constantin udset sig en lille gril på havnen. Den måtte være nyåbnet, for han havde aldrig set den før, men at dømme efter strømmen af folk der havde besøgt den omkring middagstid, måtte den have rigeligt med penge i kassen på dette tidspunkt. I hvert fald nok penge til, at en enkelt lille hybrid kunne leve i overflod den næste uges tid.

Constantin kravlede ind af et vindue i køkkenet, der stod på klem, uden tvivl for at lufte ud efter dagens pommesfrit-stegning og den tunge lugt af friture, der ramte ham, netop som han stak hovedet ind. (Jeg håber virkelig, at det er okay. Jeg gik ud af, at det var realitisk med et åbent vindue nu, hvor Gysbert sidder i stuen lige ved siden af, men sig endelig til, hvis jeg skal rette det!)
Han stoppede op på køkkengulvet og stod musestille som en hund, der vejrede i vinden, alt imens han forsøgte at orientere sig. Lyden af et tv nåede hans ører fra et af de andre rum, hvilket kun kunne betyde, at der var liv til stede. Han gættede på, at det måtte være indehaveren af grillen, der havde slået benene op foran tv'et for at slappe af efter dagens strabadser. Han kunne kun håbe på, at denne var faldt i søvn i processen.
Lige meget hvad, så var det højlydte tv en hjælp sendt fra himlen, for det dækkede over hans indtræden. Og helt ærligt, hvem ville have lyst til at rive sig væk fra skærmen i den bedste sendetid bare for at se, hvad det var, der puslede ude i butikken? Det kunne lige så godt være en mus. Constantin gættede på, at mus og rotter var jævne gæster i en grillbar, i hvert fald her på havnen, hvor de vel typisk holdt til under dækket på de mange fiskekuttere.

Han fortsætte sin videre færd om bag ved kassen, hvor han gav sig til at fumle med kasseapparatet. For at undgå den høje bling-lyd sådan et typisk gav fra sig, når det blev åbnet på normalvis, fandt han en fiks lille lommekniv frem. Han stak den med snilde ind i revnen mellem selve pengekassen og apparatet, alt imens han lavede nogle ryk, der resulterede i nogle små klik. Det krævede tålmodighed. Nu måtte han bare håbe på, at programmet i tv'et - hvorfra der lige nu kom et højt mandsskrig og noget, der kunne minde om lyden fra en yderst tosset abe - havde potentiale nok til at holde grillejeren distraheret længe nok.

Gysbert kvaltes nærmest i den billige rødvin. Hans grin var en morsom blanding af grynten, gurglen og tør hoste, der godt kunne lede tankerne hen på en gammel grammofon-afspiller i et badekar. Egentligt et forfærdeligt spektakel fra sådan et lille væsen, men lyden blev hurtigt kværket af endnu en tår af spiritussen. En langneglet hånd kørte regelmæssigt imellem hans mund og posen med franske kartofler på sofabordet, hvilket kun tilføjede mere støj til den allerede smukt konstruerede symfoni. Lykkeligt havde han nu glemt alt om brevet han skulle sende.

Skærmen flimrede.


Gysbert slukkede resolut for lyden, så den unge oplæser med de lidt for perfekte øjenbryn og afblegede lokker måtte mime sig igennem resten. Dybt var sukket som han rettede sig op i lænestolen. Ved alle guder hvor var han efterhånden træt af at høre om mennesker og deres problemer, næsten lige så træt som han var af den her skrækkelige maskerade de altid blev opfordret til at holde sig bag. Mystiske eller ej, væsner var de da, med egne liv og planer! De havde da også lov til at eksistere.

De lange ører på siden af det brune hoved spjættede. En lyd fra køkkenet? Gysbert rynkede lidt på panden, men trak så intetsigende på skuldrene. Det var ikke totalt utænkeligt at han ikke havde fået gjort det af med samtlige rotter endnu. De små djævleyngel ville bryde Fort Knox ned, havde en af vagterne spildt brødkrummer. Han fortsatte traditionen ved at sukke før han rejste sig af stolen, slentrede over til det ene hjørne hvor aluminiums boldtræet havde sin plads og vendte kursen i mod køkkenet, nu solidt armeret. Han blev dog nød til at gøre det lidt tjept, før programmet startede igen!