Well Hello there? (Isabella)

Tid: omkring 16:00
Sted: En hyggelig café i gågaden
Påklædning: Et par jeans, en hvid t-shirt og en sort blazer-jakke og et par dyre italienske sko

Hvilken herlig dag.... Kaylan kunne så småt sige han var faldet til selvom han ikke havde været her så længe. I dag skulle det så fejres. I dag fik det smukke næsten hvide hår lov til at hænge frit i stedet for en hestehale. Noget simpelt tøj på og så ellers ned i byen. Dagen skulle fejres med et stykke kirsebærtærte og en kop af det kaffe han var blevet så glad for. Han havde også så småt fået styr på at køre bil hvilket var heldigt. Den bil han åbenbart ejede var en sort åben sportsvogn. Det ville jo være synd og ødelægge den fordi han ikke kunne køre. Kort stod han og trak vejret dybt og fyldte sine lunger med frisk luft. Så satte han sig ellers ind og kørte ned til byen hvor første opgave var at finde en parkeringsplads. Det tog lidt tid men dog lykkedes det og han kunne bevæge sig mod cafeen. Ganske som altid fik han en del blikke mest fra kvinder. Igen ikke noget han lagde mærke til eller tænkte over. Kaylan var allerede for sin art utrolig smuk både af elegante ansigtstræk og generel kropsbygning. Så for mennesker eller andre væsner ville udseendet blive lagt mærke til. Dog var han begyndt at eksperimentere lidt med tøjstil for at passe bedre ind. Dog havde han altid den meget specielle ørering i venstre øre.

Cafeen blev fundet og han udvalgte sig et bord udenfor. Der var alligevel så fantastisk vejr så hvorfor ikke udnytte det. En ung mand der åbenbart var ny i tjenerfaget, kom lidt nervøs hen til ham og spurgte: "Ønsker de at bestille hr?...."
Kaylan kunne ikke lade være med at smile og sagde varmt og venligt: "Du er ny ikke? Du behøver slet ikke være så nervøs. Jeg vil gerne have en dejlig frisk kop kaffe og så et stort stykke kirsebærtærte"
Tjeneren nikkede og svarede lidt mere roligt: "Så gerne hr."
Imens tjeneren gik efter Kaylans bestilling, kiggede han ud på gaden og betragtede de mange mennesker der gik forbi. Han kunne godt lide at danne sig et billede af deres historie. Hans evner gjorde det rimelig nemt, men han brugte dem dog ikke til den slags.
Snart blev hans bestilling sat med ordene: "Ønsker de andet hr?."
kaylan duftede saligt til kaffen og smilede til den unge mand: "Nej tak ikke lige nu. Men ved du hvad? Din service er ganske som den skal være så her til dig"
Tjeneren fik en ganske klækkelig gang drikkepenge og nikkede i tak som han gik og lod Kaylan nyde sin kage. Kaylan følte sig nærmest helt opløftet i dag. Nærmest som om han kunne mærke der ville ske et eller andet godt. Mmmm.... Den tærte var nu god

Vejret var alt for skønt til at blive indedørs. Var det ikke også på tide, at hun endelig fik set sig om? Hun havde brugt for lang tid på at hvile i sin forvirring, panik og selvmedlidenhed. For en gangs skyld var humøret højt, da englen bevægede sig ned ad gågaden. Elegancen, skønheden og den englelige glød hun besad, tiltrak hende uønskede blikke. Måske det i virkeligheden ikke var hendes engle kvaliteter der limede andres blikke fast til hende. Det kunne være det faktum, at hun stadig rendte rundt i mandetøj, som den rare Evan havde foræret hende. Penge til tøj, havde gud desværre ikke medsendt da hun dumpede ned på jorden.
En let brise hev fat i de mørke, krøllede lokker. De lyseblå øjne blev gemt bag øjenlågene, og en dyb vejrtrækning blev trukket helt ned i lungerne. Hun sugede det hele til sig. Lydene af forbipasserende, brudstykker af samtaler imellem venner, diverse dufte der strømmede ud fra caféer og restaurenter i nærheden, blandet med en svag snert af bilos. Hun begik dog fejlen at fortsætte blindt fremad med lukkede øjne.
Hun kolliderede brat med en anden krop. Hendes ben blev på mærkværdig vis flettet ind i den unge mands, og hun snublede fremad. Nærmest i slowmotion, så hun til imens hun nærmede sig en cafégæst. Hun kunne ikke stoppe. Hun bragede ind i ham, og hendes vægt fik stolen med den tilhørende cafégæst til at vælte bagover. Selv lå hun oven på den stakkels mand, med ansigtet begravet i hans skulder. Hans lange, bløde hår kildede hendes kind da hun kiggede op i et yderst smukt ansigt. Hendes eget ansigt var frosset i en chokeret grimasse. Øjnene var store og runde, og munden hang halvt åben imens hun indtog de elegante ansigtstræk. Snart blussede hendes kinder op i en let rød farve. "Undskyld, det er jeg virkelig ked af!" sagde hun hastigt, og forsøgte febrilsk at få fodfæste så hun kunne fjerne sig fra den unge mand. Hendes fødder gned imod brostenene, og resulterede i at hun fløj fremad og slog panden imod den andens. "Auch!" udbrød hun, og bed sig skammeligt i underlæben. "Undskyld, undskyld, undskyld!" kunne det blive meget værre? Hun flavrede med alle lemmer, og fik endelig kastet sig til siden. Hendes hofte fangede armlænet på stolen, der derefter kastede den unge mand fra sig. Nu var det hans tur til at ligge ovenpå hende. Brostenene pressede hårdt imod hendes skulderblade, som resultat af mandens vægt oven på hende. En panisk, halvkvalt, skinger lyd undslap hende. Fysisk kontakt var ikke Isabellas stærke side, og ubehaget lagde sig som en tung vægt på hendes bryst, og hun havde svært ved at trække vejret. Situationen var forfærdelig! Hvordan skulle hun kunne gøre det godt igen? Hendes stammende undskyldninger kunne umuligt være tilfredsstillende. Hun havde ingen penge, så hun kunne ikke engang købe den smukke mand et stykke undskyldningskage. Hun havde mest af alt lyst til at løbe sin vej. Men manden ovenpå hende, forhindrede den plan i at lykkes.

Lidt væk i sine egne tanker, blev Kaylan meget overrasket over den unge dame der lidt pludseligt kom væltende. Han nåede ikke at sige så meget inden de væltede rundt endnu en gang. Det var mere end bare tydeligt hvor nervøs hun var over situationen hun var, så for at hjælpe hende, smilede han roligt og varmt til hende. På trods af de slog panderne sammen og rullede lidt rundt, var han ikke det mindste sur. Han rejste sig elegant og sad på hug ved siden af hende imens han sendte hende et varmt og roligt smil endnu en gang: "Du kan være ganske rolig... Kom lad os få dig op og sidde"
Roligt og yndefuldt hjalp han hende på benene og på en stol overfor hans egen. Ganske blidt holdt han hendes ene hånd og fandt et tørklæde fra sin lomme. Efter et kort dyp i vandet, tørrede han blidt snavset fra hendes hånd. Hun var fantastisk smuk, men virkede også meget genert. Så Kaylan gjorde meget ud af at være forsigtig med hende så hun ikke følte ubehag. Måske kunne han endda vende situationen til noget godt for hende

Tjeneren kom til undsætning og skulle til at sige noget, men Kaylan stoppede ham. "Jeg vil gerne bestille to tærte, to kaffe, og to kildevand" Lidt paf gik tjeneren efter bestillingen og Kaylan vendte opmærksomheden tilbage på den unge dame.
"Du behøver ikke undskylde. Den slags kan ske for alle. Håber du er okay. Jeg tænkte at vi kunne nyde et stykke kage imens du fik lidt ro på igen? Jeg hedder forresten Kaylan. Rart at møde dig frk."
Så lagde han stille tørklædet på bordet og hendes hånd ovenpå klædet, hvorefter han satte sig på sin egen stol igen. Hun var faktisk ret sød i sin fremgangsmåde

Hendes kønne øjne flakkede og kiggede på alt andet end mandens ansigt, der var en anelse for tæt på hendes eget. Hun kunne ikke forhindre et lettet suk i at slippe fri, da den fremmede ikke længere lå oven på hende. Hjertet bankede dog stadig i høj fart, og hendes hurtige vejrtrækning syntes hul og utilstrækkelig. Hun nikkede stumt, da han foreslog at hun kom op at sidde. Hun havde dog ikke forventet, at han tog hendes hånd. Hjertet hoppede uregelmæssigt, da deres hud fik kontakt. Han ville jo bare være venlig, hvor skulle han vide fra, at hun havde en allergisk reaktion overfor fysisk kontakt i form af panikanfald?
Med en elegance der matchede hans, fik hun rejst sig op. Hun blev stadig overrasket over sin egen graciøsitet. Som menneske havde hun været ganske klodset. For nu virkede hendes ben dog meget menneskelige og usikre. Hun havde forventet at han ville have sluppet hendes hånd. Men selvfølgelig var han en gentleman. Alt hendes fokus lå på deres hænder, og panikken der syntes at pulsere som små chokbølger fra hendes håndflade og ud i resten af kroppen. Hun var ikke i stand til at værdsætte hans venlige gestus, som han fjernede snavset fra hendes hånd. Alligevel tvang hun et usikkert smil frem, der også afspejlede alt hendes ubehag. "Tak" hviskede hun og kunne stadig ikke få sig selv til at kigge på den fremmede. Hendes blik blev dog revet væk fra deres forenede hænder, da tjeneren kom farende. Hun nåede ikke at beklage ulejligheden hun havde skabt, før han var sendt væk igen med en bestilling. Hun var næsten lige så paf som tjeneren, da hun endelig fik øjenkontakt med manden overfor hende. Igen nikkede hun tavst til det han sagde. Først da hendes hånd var frigivet fandt hun sin stemme. "Det er meget venligt af dig" sagde hun med en stemme der skælvede en anelse. Hun gemte begge hænder i sit skød, så han ikke ville kunne nå nogen af dem igen. Igen, kunne han ikke vide, at hun havde det svært med fysisk kontakt. Det var vel ikke ligefrem noget man fortalte, lige efter man havde væltet en fremmed på gaden. Det var noget hun helst ikke sagde højt. Hun var meget nem at læse, og andre regnede det som regel ret hurtigt ud, så hun ikke selv behøvede at sige noget. Problemet var, når de spurgte ind til, hvorfor hun var sådan.
"Jeg hedder Isabella" tilføjede hun endelig, efter et par diskrete, dybe vejrtrækninger. Han tog det hele meget pænt. Var han bare utrolig tolerant og venlig, eller faldt piger bogstavelig talt over ham hele tiden? Nysgerrighed havde indtaget de lyse øjne, og panikken gjorde langsomt retræte.

Han gengældte det venlige smil med et lige så varmt smil og en venlig glød i sine øjne. 
"Rart at møde dig Isabella. Sikke noget hva? Du kan være ganske rolig, jeg rører dig ikke igen. Der er ingen grund til jeg fremkalder ubehag" Noget af det bundede nok ud i hans evner, men Kaylan var fantastisk til at tyde folk og danne sig et godt indtryk af dem uden det helt store besvær. Han så hurtigt hun var Engel, men han valgte ikke at sige noget om han vidste det. Der var ingen grund til at bygge mere på en allerede anspændt situation der gerne skulle blive behagelig. 
Han vendte sig lidt hurtigt da tjeneren kom med deres bestilling så han selv kunne hjælpe tjeneren med at sætte den. Ganske kort blev hans spidse ører afsløret, men han lod ikke til at tænke over det. Eller også lagde han ikke mærke til det.

Så blev der elegant sat en kop kaffe og et stykke kage hen til hende hvorefter han hældte kildevand op til dem begge. "Nu håber jeg du kan lide enten kildevand eller kaffe. Ellers må vi lige få fat i tjeneren igen. deres tærte er dog rigtig god her"
Kort fik han ideen til at spørge hvad der var sket siden hun var så bange for berøring. Men endnu hurtigere efter kom han frem til at det skulle hun nu nok fortælle hvis hun syntes han skulle vide det. Der kunne jo være mange forklaringer på det. Og sandt at sige var det heller ikke så relevant lige nu. Lige nu handlede det om at få vendt det til en positiv situation for hende.
Hans egen historie var jo heller ikke noget man bare sådan lige fortalte. Dog svarede han som regel hvis han blev spurgt. Svaret kunne dog variere i niveau af detalje.

Efter en tår vand, smilede han igen til hende med et blik de rørte de fleste. Men dog ikke så det virkede som om han gjorde det bevidst.
"Det var ikke min mening at gøre dig ubehagelig til mode frk Isabella. Det var nu et sjovt tilfælde. Jeg sad netop og tænkte over det kunne være godt med behageligt selskab til et stykke kage. Jeg er.... Rimelig ny her"
Hun havde vakt hans nysgerrighed i stadigt voksende grad