Det smukke vand, den smukke himmel, og den smukke sø....-stefan

Tid. 23.45
Sted. Søen
Dato. 4 Juni
Omgivelser. Hvad der nu er ved en sø....
Vejr. Nymåne, lidt dejlig kold vind
________

Ester sad ved søen og nynnnede. Hendes smukke rødbrune hår var sat op i en heste-hale. Hendes hud var solbrænt, og hendes øjne så tyrkis blå som det smukke rene vand. Hun nynnede en smuk vuggevise som hendes mor plejede at synge for hende da hun var lille.
Ester var meget glad for søen. Hun havde været der så meget fra hun blev 2 til hun kom på børnehjem som 5 årig. Hun havde ikke været ved søen i snart 12 år. Det var første gang i de 12 år.

Hendes øjne funklede og hendes hår flavrede. Hun smilte stille da der ploppede en fisk op af vandet og da der gik en hjort og frak vand fra søens kølige vand. Der kom en familie af kaniner hen til hende og hun gav dem hver nogle gulerødder. Der var 5 små unger og en mor.

Hun rettede sig op og så igen ud over den smukke sø og derefter næsten under det smukke vand og så op på den dejlig mørke himmel. Hun havde en brun kjole på. Der var et grønt bælte om maven.

stefan kom gående mod søen fra et mørkt sted bag hende og gik op bag hende "hva laver en frisk ung pige her ude"sagde han drilsk. Han smilede ondt og drisk til hende

Det gav et sæt i hende da der var en der talte til hende. Hun vendte sig mod ham med store øjne. "øhh..jeg øhh....vil bare lige lidt væk fra børnehjemmet..." sagde hun usikkert og så på drengen. Hendes dejlige øjne funklede stadig mens hun smilte usikkert.

hans kolde latter kom frem og han så bare på hende "javel så"sagde han drilsk og ondt til hende "kan du gætte hvad jeg er"sagde han og lagde hovedet på skrå med et drilsk smil

"Øhh...vampyr?" gættede hun med et sødt smil og hovedet på skrå. Hun rejste sig og gik lidt tættere på ham. Hendes bare tæer nød det bløde sand, og hun holdt skoende i hånden.
Hendes kjole blæste op og hun tog fat rundt om den for ikke at den skulle flyve helt op omkring hende.

han smilede stadig drilsk men han var ikke den der onde satan der ville bide vis han fik chancen (?staves). "Mit navn er Stefan"sagde han og smilede til hende

Hun smilte også. "Jeg hedder Ester!" sagde hun blidt. Hun lagde mærke til at hans onde latter ikke var der.

//Det staves sådan//

han så bare til hende og satte sig på en sten og så nd i jorden med et trist smil. Faktisk ved han ikke hvad der har været sket mens hans øjne har været røde og skammer sig over hvad han har haft gjordt ved andre mennesker.

Ester gik hen og lagde en hånd på hans ryg. "Hvad er der dog galt?" spurgte hun forbavset med et lidt trist smil på hans vejne.

"jeg har gjordt forykteleige ting"sagde han og så på hende "jeg husker intet efter min tang har taget over og mie øjne har været røde"sagde han trist "jeg ser først hvad jeg har gjordt efter når jeg kommer til mig selv"sagde han trist

"Er du dig selv nu?" spurgte hun og så ham i øjnene. Hun smilte trøstede og aede hans ryg. "Såså, det skal nok gå, jeg har også stukket folk ned med mit elver-svær op til mange gange!" sagde hun med et lille grin mens hun stadig aede hans ryg.