Himmel og vand i et //Izabella//

Sted: Stranden
Omgivelser: Sand, vand, sand, vand osv.
Vejr: tæt Skydække
Tid: Midt på dagen


Den brusende lyd der stammede fra havet, strømmede ubesejret rundt. Den var overdøvende, kraftfuld og frem for alt. Smuk.
Alyn kom hoppende ned af stranden. Et syn man næsten aldrig så. Forståeligt nok.
Hun kunne nemlig ikke tåle sand. Ikke fordi hun direkte døde af det. Hun fokuserede bare alt for meget på det. Fordi det var så forbandede irriterende. Klæbede sig fast til alting. Det krasede mod hendes hud. Ubehageligt.
Så hun fokuserede for meget på det. Og glemte derfor tingende omkring hende.
Frem for sig kunne hun skue en stor sten. Hendes redning! Hun satte straks i løb. For hende var det dog utrolig langsomt. Forbandede lortesand.
Buen bumpede op og ned på hendes ryg, og rev hendes grå-blå kjole længere ned.
Men hun havde kun en ting i tankerne. Stenen.
Hun kastede sig over den, da hun nåede den.
Og begyndte straks at børste sandet, der klæbede til hende af. Rettede på buen, kjolen og hendes kogter, som pilene lå i. Hun havde lavet en regel med sig selv. Tag altid din bue med.
Den eneste grund til at hun havde begivet sig ud på denne 'farefulde mision' var at hun simpelthen elskede at kigge ud over det smukke uendelige hav. Se hvordan horisonten forsvandt. Himmel og vand blive til et.
Men hun kom typisk ikke herud. For det første var der for mange glade mennesker, hvilket automatisk medførte larm. For det andet var der solen. Solen hun ikke kunne tåle. Eller hendes øjne.
Og så var der dette forbandede sand, som man ikke kunne slippe for. Heldigvis kunne man være heldig at undgå både sol og mennesker. Og Alyn var sørme heldig idag.
Hendes blik var dødt rettet ud mod himlen, som kun blev sortere og sortere.
Hun følte sig glad og tryg under skyerne. Hvad skulle hun gøre uden dem?

Himmelen var ved at blive mørk da Izabella bevægede sig ud af camping vognen der holdte i skoven nær stranden. Hendes tøj var den normale løse top i hvid og de løsebukser.
Hun havde den beklædning på fordi at når hun skulle stikke af, var det løse tøj bedst at løbe i. Med mindre det sad fast i en gren selvfølgelig. Men nu havde Izabella simpelthen våvet sig ud for at gå en tur på stranden. Hun ville ikke være der om dagen, for det første fordi hun var eftersøgt af hendes folk for forråderri og for det andet så ville det være nemmere at slippe væk eller gemme sig når det begyndte at blive mørk.
Izabella gik roligt med liste sko, eller rettere sagt bare tæer, og med et vågent blik hvis nu der var nogle der holdte øje med hende.
Da hun nåede stranden åndede hun lettet op da der ingen mennesker var. Hun så sig lige en ekstra gang om og fik øje på en elver. Hun gispede højlydt og håbede ikke at elveren hørte det.

En dråbe faldt ned på hendes næse ryg. Alyn stirrede intresseret på den. Hvordan den gled længere ned af hendes næse, havnede på spidsen og duuup. Hun var blevet helt skildøjet hvilket måtte have set meget komisk ud. Hun rystede hovedet, lettere forvirret.
En lille mini bevægelse fangede hendes øvede blik, der med det samme rettede sig mod hvem eller hvad det kunne være. Hvis det altså ikke var vinden
Men nej. Hun kunne liiiige skimte en elver.
Alyn knep øjnene sammen. Var det en lyselver? Det lignede det her fra.
Hadet boblede frem i hende. Hvor hun bare hadede lyselvere. Hun sprang ned fra stenen og begyndte med lange skridt at gå hen mod skikkelsen, der tydeligvis var af hunkøn. Hun ignorrede fuldstændig sandet.
Kjolen blæste bagud. Hun stoppede 20 meter fra hende. Sortelver var det hvertfald ikke. Og ikke en blanding.
Det kunne selvfølgelig være neutralelver. Hvilket ikke hjalp spor. Måske lidt, men alligevel. Neutralelvere var bare nogle ligeglade opsnusede folk. Men pigen lignede virkelig en lyselver. Virkelig.
"Hvem er du?" Hendes stemme var hård. Kold. Kynisk

Izabella rettede blikket mod den anden.
Elver pigen foran hende lignede ikke en lys elver. Ikke en høj elver eller en skov elver.
Izabellas øjne skiftede fra lyseblå til sorte som de sommetider gjorde.
"Mit navn er Izabella. Hvis du er lys elver eller høj elver har du nok hørt om mig" sagde hun med et halvt snedigt smil. "Eller måske kender du mig bare som 'forræderen'?" spurgte hun og lagde hovedt på skrå. Hendes lyse hår flagrede rundt om hende og hun holdte nøje øje med elver pigen. "Hvem er du?" spurgte hun så og løftede hovedt. hendes øjne udstrålede ikke lige frem venlighed. Izabella ville være på vagt hvis nu hun ville dræbe hende for det hun havde gjort.

Alyns ansigt blev straks venligere. Eller gladere. Det mildnes hvertfald.
"forræder. Jamen så kan det jo ikke gå galt" Et lidt tænkende smil gled hen over Alyns ansigt.
Hun var selv forræder set fra en lyselvers side. Hvilket egentlig ragede hende en fis.
"Alyn. Blanding mellem sort og lyselver" Hun nikkede til Izabella.
Underlig navn for en Elver, nu hvor hun tænkte nærmere over det.
Pludselig blev hun opmærksom på sandet. Hun hvæsede surt af det. Lortesand...
Hvorfor var der ikke hav og så noget så simpelt som jord...eller græs.?
Bare ikke dette her sand!
Alyn turde ikke rigtig tænke på at havne i en ørken.
Hun begyndte irritret at børste sandet af. Hendes hud havde kuldegysninger, der hvor sandet var. Det var som at se en hyserisk pige rører ved edderkopper

Izabella så overrasket på hende. "Ja så. Jeg er en blod elver. Forrådte mit folk, de smed mig ud. Jeg var faktisk bange for at du var en fra mit folk. Men når du siger det sådan." Hendes ansigt så mildt ud men havde et snedigt udtryk. Efter at Izabella havde vendt hendes folk ryggen havde hun tænkt i mere skumle og skurk agtige baner, selvom hun stadig ledte efter kærligheden. Izabella kiggede på hende. "Hvad er der med dig og sand?" spurgte hun og rynkede øjenbryne. Godt nok havde hun selv mærkelige fobier som at være bange for en gren der knækker fordi hun tror det er en der vil angribe hende, men hun kunne ikke forstå hvad der var galt med sand?

Alyn knep læberne sammen.
"Har du aldrig lagt mærke til hvordan det sætter sig fast på din hud. Hvordan det ryger ind under selv det tætteste tøj?" Hendes stemme var irriteret. Sandhaderen
"og for ikke at snakke om når man træder op af havet. Ren. Så skal sandet altid ødelægge alting" Sandrazisten Alyn.
Hun nikkede hen mod den sten hun kom fra. En hentydning til om de ikke kunne gå lidt væk fra sandet.
Blodelver var ikke noget hun havde hørt om. Så hun var død nysgerrig efter at få mere at vide om hende.
Hendes blik gled ud på havet. Drømmende igen.
Ud af øjekrogen holdt hun dog øje med denne blodelver. Hun var altid på vagt. Altid

Iza, Som hun blev kaldt, så på hende. "Jov da. Sand er faktisk ret ireterrende nu hvor du siger det sådan." sagde hun og så ned på hendes bare tær. Hun begyndte at gå hen imod stenen og satte sig ned ved siden af stenen. Hun smilte lidt. "Skøn aften ikk?" spurgte hun og så op på stjernerne. Iza var en drømmer. Hun kunne være genem led og ondskabsfuld men hun drømte sig stadig væk en gang imellem. Det var simpelthen ren vane for hende at sidde og fantasere om kærligheden og om et bedere liv, ja nogle gange endda om at blive acepteret hos hendes gamle familie igen, selvom hun vidste at det aldrig ville ske.

Alyn hoppede op på stenen. Hendes nye bedste ven
Hun børstede det sand, der sad på hende af.
Hendes blik gled øjeblikkeligt ned på Izabella. Nygerrigheden strømmede ud fra hendes ansigt. Hvad kunne sådanne en? Hvad lavede de? Hvordan fungerede det hele egentlig?
Det var de spørgsmål der boblede op i hendes hjerne.
Hendes stemning, var dog stadig kold. Sådanne var det bare med hende
"Hvor stammer blodelvere egentlig fra?" Alyns stemme afbrød tavsheden. Den blæste lidt rundt med vinden, som gjorde den lettere klirrende.
Hendes fingre kærtegnede den hårde sten. Af og til skævede Alyn på blodelveren. Ellers stirrede hun bare ud på himlen og vandet

Izabella smilte og lo indvendigt over hendes nysgerrighed. "Blod elvere er Høj, Skov, Mørk, Lys eller Bjerg elvere der har forrådt deres folk. Det vil sige at jeg fx gav mit folks fjende oplysninger om de angreb de ville lave. Min far var 'kongen' over mit folk så jeg var med til strategi møderne, tog notater og fortalte det hele til fjenden." Sagde hun med et lumsk smil.
"Da krigen skulle finde sted vidste mit folk ikke hvor jeg var henne. Indtil at de så mig stå ved fjendes side. Deres ansigter var meget komiske at se på. Nå men de fleste blod elvere vil opsøge nogle af samme art, altså sådan så at alle blod elvere der har været høj elvere er sammen. Men jeg ville gerne være selvstændig." sluttede hun af. "Håber ikke det var for forvirende" sagde hun med et glad smil. Hendes øjne var skiftet tilbage til lyseblå.

//logger...//

Forræder. Hyggeligt. Hendes ansigt var igen en kølig maske. Eller den var jo i og for sig ikke nogen 'maske' .
Bare vinduet til hendes hemmelige verden. Og man så nok ikke så meget i det.
Hun havde sat sig i skrædderstilling. Og skrabet benet ved den bemærkning. Det rødlige blod løb ned af stenen og ned i sandet. Men man kunne skimte et strejf af blålighed i det. Og blodet glimtede mere end normalt
Hendes blik gled igen op på elveren
"fortryder du?" Hendes spørgsmål var egentlig let nok stillet. Bare røget ud i den blå luft. Men hun ville nok have svært ved at svarer