Det kommer ikke dig ved [Zero] [XXX]

Sted * Industri kvarteret
Tid * Tæt på at være midnat.
Vejr * Et dejligt vejr.
Omgivelser * Hvad der nu findes sådan et sted.


Denne aften var ikke en normal aften, denne aften var denne unge dæmon kommet ud fra sit hjem, navnet på denne dæmon var Jasmin, dog husker hun ikke længer sit efternavn da det ikke havde nogen betydning for hende, der var ikke meget i denne verden som havde en betydning for hende, hun havde engang en lillebror som var hendes et og alt, men da en eller anden vampyr havde valgt at dræbe ham, mistede Jasmin sin glæde ved livet.
denne aften havde Jasmin valgt at tage et par helt sorte læder bukser på som sad utroligt godt omkring hendes lår og hendes hofter, man kunne virkelig se at hun gik meget op i hvordan hun så ud, derfor havde hun også taget en rød top på son viste en smule af hendes perfekte bryster, hun har aldrig været ked af sin krop, og det bliver hun heller, hun var glad for den krop hun havde, uden på den mørkerøde top havde hun taget en smuk læderjakke på som stod åben, på hendes smukke små føder havde hun valgt at tage nogen læder støvler på med sølv pynt, hendes lange mørkebrune hår var sat på i en hestehale, hvis hun havde haft det løst nu ville det krølle smuk ned omkring hendes bryster.

i aften havde Jasmin valgt at gå en aften tur i den måske fulde måne, der ville nok gå en nat eller to før den var hel fuld, stjerne på himlen lyste næsten lige så smuk op som månen, vinden var stemme så der var intet kulde som sådan, det var køligt men ikke som sådan koldt som det havde været i sidste par dage, her gik Jasmin i sine egne tanker og tænkte på om hun snart skulle finde en eller anden som hun kunne tage som slave, en hun skulle torturer, en som kunne voldtage en anden, for det meste havde hun mænd som slaver, men nogen gange havde hun dog også kvinder, men de var bare ikke lige så sjove som mænd var.

Indeni en af de forladte lagerhuse. Nede i kælderen. Var der mørkt og stille til at starte med. Men pludselig blev der udstået et skrig fra noget der lød som en kvinde. Efterfulgt af endnu et skrig. Og ordene ’herre vær sød’ i samme skrig. Men de ord fik bare skrigene til at blive højere. I takt med skrigene begyndte man også nu at kunne høre lyden af en pisk ramme hud. Den kraftige klaskende lyd der kom fra det blev så høj at den gled hele vejen ud af lagerbygningen. Skrig efter skrig kom. Og hver eneste gang var der en bønfaldelse om at hendes herre ikke ville lade være.

Langsomt rettede en ung mand på sit hår lidt og så på den unge kvinde på de omkring 17 år hænge i et kryds. Med røde mærker over armene maven og benene. Alle sammen stammede tydeligt fra en lille ridepisk. Men det var manden blevet træt af kunne man se. Manden tog roligt sin skjorte af. Efterfulgt af armbåndsur og mobil. Og lagde det hele på et bord. Før han fandt noget nyt frem. En nihalet pisk med små metalstykker for enden. Hvorefter pisken kunne høres igennem rummet. Efterfulgt af endnu et skrig fra kvinden. ”Ti stille med dine bønfaldelser slave. Jeg bestemmer hvornår din afstraffelse er slut.” Sagde han hårdt. Slaven prøvede at tie stille men slagene gjorde det så svært at hun ikke kunne lade være med at bønfalde. ”Zero min herre vil du ikke nok stoppe?” Sagde slaven. Manden der tydeligvis hed Zero lod sin hånd glide igennem sit hår. ”Nej.” Sagde han kort hvorefter han hamrede pisken hen over hendes mave og bryst så hun skreg yderligere. Langsomt lagde Zero pisken på et bord. Og fandt et skab frem med forskellige piercinger samt en piercingspistol. Slaven begyndte at skrige endnu mere og bønfalde ham om at lade være. Men Zero var ligeglad. En piercing. To piercinger. Tre piercinger. Før hun vidste af det. Havde hun piercing i begge niples en i tungen og en i næsen. Der alle blødte svagt undtagen den i tungen. Zero smilede kort. Og tog så ridepisken igen. Og hævede den kort for at slå hende før han stoppede op. Hvad var det for en lugt?

Zero genkendte lugten. En dæmon var nået ind på lagerbygningen. Og i det øjeblik han opdagede det. Hang han 2 vægte i de nylavede niplepiercinger på kvinden. Og forsvandt så. Han teleporterede sig op på lagerbygningens gangbroer oppe ved loftet. Og så ned imod jorden. For at se om han kunne se dæmonen nogen steder.

Jasmin kom ud af sine egne tanker da hun hørte et skrig, et skrighun kendte godt, et skrig som kom fra en kvinde som var ved at blive torturet, hvor hun dog elskede at hører sådan et skrig, han lukkede øjne og huskede hvordan hendes sidste kvindelige slave skreg, det var det sidste hun havde hørt fra sin slave før hun dødede fordi smerten var for står og hun ikke rigtig gad hjælpe hende til live igen, så Jasmin havde bare lade hende ligge.
Igen kom hun ud af sine tanker da skriget kom med ord, et ord hun kender og selv var blevet kaldt 'herre' endnu en gang savnede hun sin sidste slave hun måtte altså snart finde en nu slave om det skulle være en mand eller en kvinde ville hun finde ud ad.
Roligt fik Jasmin efter lyden hun måtte altså vide hvem der bruger sådan et sted til tortur, for det var jo ikke ligefrem det bedste sted synes hun selv, hun ville nok havde gjort at man ikke kunne hører skrigende her ude hvor hun stod, nu savnede hun igen sit tortur kammer som hun havde brugt så langt tid på at gøre klar og hun har aldrig sådan brugt det.
Hun kiggede rundt på den bygning som hun mente skrigende kom fra, hun kiggede på den ende side at bygningen og på den anden sige af bygningen, men der var intet at se, så kiggede op og så at der var en mand, *Hmm er det mund denne mand som leger med sine slaver* Jasmin smilede ondt og grinede svagt til manden imens hun sagde "Ser man der en mand, sikke en overraskelse. eller ik"

De blide røde øjne så roligt imod kvinden der kom af syne. Men så snart hun snakkede til ham begyndte han at grine. ”Du er ikke særlig klog at snakke sådan ned til mig kvinde.” Sagde han roligt og så på hende fortsat før han gik hen af den gåbro der var. Mens han lod en finger glide hen af håndtaget. Det smeltede ved hans berøring så det begyndte at dryppe ned mod gulvet. Hvor det stivnede og satte sig fast i gulvet. Han rettede sig roligt imod hende igen. Før han roligt lod en blå flamme samle sig i hans hånd. Som derefter dannede sig til en lille hund. Som han så smed mod broen. Den udviklede sig til en stor ulv der smeltede broen. Men før broen faldt ned forsvandt han i en form for hvirvelvind. Hvorefter han dukkede frem bag hende i stedet.

”Du er ude af din league dæmon. Jeg er ældre end du nogensinde ville tro. Og jeg har mere erfaring end dig. Så skrid fra mit sted. Og jeg vil ikke skade dig. Bliv. Og jeg bliver nød til at dræbe dig. Eller værre.” Sagde han roligt før en blå flamme dannede sig i hans hånd. Der langsomt formede sig til et blodrødt sværd der så ud til at være i flammer. Men det var hårdt og fast. Men varmen fra den var der stadig som om det var flammer varmere end hvad der burde være muligt at lave. Roligt bevægede han sig rundt om hende og stillede sig et par meter fra hende foran hende. Og så afventende på hende. *Come on girl. Turn around. Jeg gider ikke lege i dag. Jeg har en dårlig dag.* Tænkte han kort og hævede sit sværd så den rettede sig direkte imod hende afventende. Et blidt smil gled hen over hans læber i takt med at han så afventende på hende.

Jasmin hørte ham grine, og hun rystede bare på hovedet og så ned i jorden, hendes øjne blev rolig rødsorte og ikke mørkebrune, hvor hun dog hadet sådan nogen typer som tror de har hele verden i deres hænder, hun kiggede på manden igen og sagde roligt "Der er to ting jeg vil sige dig, for det første, måske jeg ikke klog men jeg er smukkere end du nogen sinde bliver, for det andet må du lærer at hører efter hvad man siger, for jeg snakkede sådan set ikke til en dreng som dig" hun var ligeglad om hun var klog eller ej, det var ikke det som havde nogen betydningen for hende lige nu, hun så hvordan han legede med evne, *Sikke et lille barn at misbruge brug sin emne sådan* man kunne se på hende hun var ligeglad med hvad han bruget sin evne til, han var bare et sort barn som fik alt hvad han ville havde, og det var et tegn på at være et barn.

Jasmin rystede igen på hovedet og sagde stille, "Så nu forventer du jeg sætter mig på knæ og beder om tilgivelse, hvor efter du tror du kan tage mig ned i dit kammer? så må du virkelig tro om, og hvis du ville havde dræbt mig havde du gjort det" hun kiggede væk fra ham og så hen på en dør som var der i bygningen, hun smilede koldt og hendes øjne skiftede farve endnu en gang, til de dejlige mørkebrune øjne.

Blikket fæstnede sig på hende da hun begyndte at snakke. Den respektløse tone begyndte at irritere ham kraftigt. Da hun kaldte ham en dreng. Begyndte hans blodrøde øjne at blive mere mørke i farven. Som om blodfarven begyndte at størkne til at blive størknet blodfarve i stedet. ”Jeg er mindst 10 gange ældre end dig. Jeg har mere livserfaring end du nogensinde vil overleve nok til. Og så kalder du mig et barn? Det er dig der går ind på en dæmons territorium. Hvor dum kan man lige være.” Sagde han roligt med et svagt smil. *Latterlige tøs! Tror hun hun bare kan fornærme mig?! Og slippe godt fra det?!!* De vrede ord strømmede rundt i hans hoved. I takt med at han tænkte over måder at torturere hende smerte hende. Få hende til at fortryde hun nogensinde så meget som kiggede på ham. Det ville være så nemt. At knække hende. Det ville være så nemt at han ville kunne gøre det i søvne.

Han grinte kort. Og så på hende svagt. ”Nej. Jeg forventer ikke at du går på knæ og tigger mig. Jeg forventer at du er dum nok til at tro du kan vinde over mig. Så jeg har en undskyldning for at angribe dig. Og dræbe dig langsomt.” Sagde han roligt. Langsomt begyndte der at samle flammer der dannede sig rundt om hans arm. Og nærmest lagde sig hen over hans højre arm hvor han havde sværdet som en form for rustning. Hans flamming hand. Den gjorde at hans styrke blev forstærket. Samt at hans bevægelighed blev lettere og mindre påvirket af luft eftersom ilden åndede luften før den kunne nå at stoppe hans arm. Hvilket gav ham en smule ekstra fart i armene. Det kombineret med hans teleportering. Og enhver ville være i problemer. En kort teleportering kom fra ham. Og han stod 10-20 meter fra hende. Hvorefter han løb imod hende. Efter at ha løbet omkring 3 meter begyndte han at forsvinde i korte øjeblik. Flashsteps kombination. Han brugte sin teleportering til at teleportere sig i et zigzag mønster for at forvirre dem. Hvorefter han dukkede frem lige foran hende. Svang sværdet imod hende. Men forsvandt igen. Hun ville højst sandsynligt flytte sig. Og han ville dukke frem bag hende i stedet. Og eftersom hans sværdhug allerede var halvvejs. Ville hun ha næsten ingen tid til at undgå det. Hvilket var det han håbede på.

Jasmin smilede koldt til denne mand, hvorfor var han så blid over for det, han var jo helt klart et barn og måske mere end bare et barn måske var han endda en tøse dreng, hun grinede ved tanken og hørte hvad han sagde, ja det kunne godt være at han havde levet mere end hende, ja han havde måske oplevet noget som hun aldrig ville havde gjort og hvad så? hun var sin egen og det var det vigtigste for hende, men hvorfor sagde han sådan noget, normalt ville folk sige at de var ældre og stærkere hvis man var bange for en person, var han bange for hende, endnu en gang grinede hun og sagde roligt efter han havde snakket til hende, "Okay hør, for det første snakker man ikke højt om hvor gamle man er, det viser bare at man er bange for en person, og for det andet er dette ikke dit område, så vidt jeg ved tilhører dette alle, og for det tredje du kunne bare havde lavet dit lille rum lydtæt så havde jeg aldrig gået hen til denne forladte bygning, så jeg tror jeg er lige så dum som du selv er" *Dumme dreng* tænkte Jasmin for sig selv.

Jasmin hørte roligt hvad han sagde og grinede svagt og rystede på hovedet, "Selvfølelig ikke sådan ville alle jo sige det, men hvis du gerne ville dræbe mig hvorfor har du så ikke gjort det? altså mange vil dræbe mig men det er aldrig sket, så hvorfor skulle det ske nu? jeg spørger bare, kan du give mig en god grund til at tro at du er noget særligt?" hun kiggede spørgerne på han, han var sku lidt underlig? havde han måske en dårlig dag? og hvis han havde så havde hun gjort den dårligere og det holdte hun rigtig meget af at gøre folk dage dårlige.
Jasmin så efter ham med øjne og så hvert et skridt han tog, hvorfor prøvede han troede han måske ikke at hun havde prøvet dette før, at et eller andet barn ville komme løbende efter hende for at dræbe hende, nu måtte han altså komme igen, hun blikkede ikke på noget tidspunkt, men lige så snart han var tæt nok på hende satte hun sig ned på hug så hurtig at det var utroligt, hvor efter hun så manden forsvandt roligt lænede hun sig frem af og lavede en lille kolbøtte hvor efter hun kom til at sidde på hug igen hvor efter hun stillede sig op, og vente sit ansigt til ham.
Hendes ellers så dejlige mørkebrune øjne blev meget hurtig rød-sorte, hvis han så hende i øjne kunne man bare se dem skifte farve, hun grinede svagt og sagde roligt, "Hvis et barn som dig ville dræbe mig, må du altså finde på noget beder? tror du ikke jeg har oplevet en som dig? en som både kunne ild og teleportering?" hun kiggede på ham og prøvede at se ham i øjne så hun kunne se hans værste minde og give ham den smerte som han havde følt den dag.

Det rolige blide blik faldt på hende da hun begyndte at fornærme ham for hans alder. Og grinte roligt ved hendes fornærmelser. ”Det kan måske være din generation ikke gør det. Men både jeg og min lillebror fortæller vores alder. For at advare folk fordi vi ikke ønsker at dræbe vores artfælle ihjel. Men vi tøver ikke med at gøre det.” Han smilede blidt til hende. Hun var spicy. Hun var modig. Dumdristig. Hun stod over for en dæmon der var ekstremt meget stærkere og ældre end hende. Og kom med spydige kommentar. Det interesserede ham. Men ikke nok til han ikke ville ha hende væk derfra. Hendes kommentar om hans torturrum fik ham til at smile. ”Hvorfor skulle jeg? Det er min bygning det her? Jeg ejer den. Ligesom de nærmeste 3-4 andre lagerbygninger. Så jo dette er mit område. Ydermere så det en del af et Mafiaområde. Min Mafia. Så jo dette er mit område.” En blid hånd gled igennem hans hår for at fjerne håret fra hans ansigt svagt.
 
Hendes kommentar om at hvorfor han så ikke havde dræbt hende endnu fik ham til at grine kort. Og trak roligt på skulderen. Det vidste han ikke. Nok fordi hun interesserede ham. Dog var det nok nu. Han ville ikke finde sig i flere fornærmelser.
Og da slet ikke fra en dæmon i babyalder i forhold til ham. Han mærkede hvordan hans flammer samlede sig i sine hænder. Og han smilede kort til hende. Det kunne godt være hun undgik hans angreb. Men pointen var ikke hans angreb. Han var klogere end det. Hans angreb far afledninger. For i takt med hun undgik hans sværd. Placerede han sin fod mod jorden. Og en lille cirkel kom frem i blå flammer om hans fod. Til at starte med lignede det bare noget han gjorde med sin fod når han trådte ned. Hvorefter han teleporterede over på den anden side af hende. Hen til højre. Og så til venstre for hende. Alle steder kom en lille cirkel af hans blå flammer. Hvorefter en form for pæl i flammer kom frem i midten af hver af de 4 småcirkler. Efterfulgt af de forbandt hinanden i en form for mindre væg af flammer. Der så derefter voksede sig høje. Mindst 6-7 meter høje. Hvorefter De gled ud af så de dannede en form for arena. Begrænsede hendes område for at undgå. Roligt kom han selv gående igennem flammerne. Sværdet var forsvundet og han havde samlet hænderne på ryggen. Disse blå dæmoniske flammer. Var specielle. Kun han selv kunne røre ved dem uden at få skade. Selv en ilddæmon ville få ekstreme skader af dem.
”Forskellen på dem du har prøvet før mig. Er at jeg ikke bare er en der kan teleportering og ild. Men jeg har backup efter backup efter backup.” Langsomt kom der noget mere igennem flammerne. Det var hunde. Lavet af de blå dæmoniske flammer. Der langsomt stillede sig op ved siden af Zero. 4 styks af dem. Før de på skift styrtede imod ham. Hver af dem ville prøve at bide sig fast i hende og derefter eksplodere. Hvilket betød hvis hun blev bidt fast i ville det gøre ekstremt ondt specielt efter eksploderingen. Det ville nok ikke dræbe hende men skade hende ville det. Men hvis de bed forbi ville de alligevel eksplodere. Hvilket betød at hun ikke kun skulle undgå et bid. Men også en eksplodering efterfølgende. Og så ikke bare en gang. Men fire gange. Zero vidste hvad hans hunde tænkte før de selv tænkte det. Så han vidste hvor han skulle stille sig for at undgå eksploderingens trykstyrke. Men flammerne var han ligeglad med. Eftersom han ikke kunne blive skadet af dem. Men trykbølgen ville kunne. Så derfor gik han altid lige ud for det et sted hvor flammerne ville nå ham. Men hvor trykbølgen ikke ville.

Jasmin smilede svagt og håbede på utroligt meget at han ikke havde set hende smile, men hun kunne så heller ikke gøre noget ved at han se hendes smil, selvfølelig kunne hun godt se at han måske ikke synes at det var så sjovt at hun snakkede sådan til ham, men hun var sådan om han kunne lide det eller ej, hun hørte efter hvad han sagde det var jo det mindste hun kunne gøre, eller måske ikke, hun smilede igen og på ham, "Når i vil ikke dræbe jeres egen race men alligevel tøver i ikke, sjovt ikke?" hun så spørgerne på ham og ventede på hans svar, det han sagde gav overhovedet ingen meningen for hende, men det kunne hun få på plads på et andet tidspunkt, hun så hvordan han smilede da det hun havde sagt angående at det ikke var hans område, hun grinede svagt og sagde roligt, "Okay du har i alt 4-5 bygningen her, men der er jo langt flere end 4-5 bygningen, er desuden kan det godt være det er Mafia som opholder sig her, men jeg er sådan set ligeglad, jeg går hvor det passer mig, og det er sådan set dit egen fejl at jeg står og snakker til dig, hvis du ikke havde valgt at slå din lille tøs af en slave så havde hun aldrig skriget også havde j g aldrig gået hen til 'din' bygningen" hun kiggede svagt på ham, hun kunne intet gøre, hvis dette var hans bygningen kunne han godt sige at hun ikke måtte komme ind i den, men at stå ude foran og kigge på den kunne han intet sige til, sikke en dumt barn han dog var.


Nu hvor Jasmin tænkte over det måtte denne mand være meget gammel, måske var han slet ikke noget barn, måske var han et gammelt barn som ikke rigtig kunne huske hvordan det var at være voksen, hun smilede roligt og tænkte at måske skulle hun havde været sødere ved ham men så alligevel ikke, hun var jo ikke den første som havde gået til angreb det var jo ham så hun havde jo holdt tilbage det havde han ikke, han havde ikke gjort andet end at gå imod hende, hun havde jo ikke gjort han noget ud over at snakke til ham, måske skulle hun være stille frem over? måske skulle hun prøve det så kunne han se hvordan det var når hun ikke snakkede til ham måske kunne han beder lide det.
hun så hvad det var han havde gang i og før hun kom væk var hun blevet fanget, hun kiggede på ham men sine helt lysebrune øjne (Kan ses på hendes profil) hun var ikke længer vred på ham hun viste at hun var fanget og hun intet kunne gøre for at slippe væk så hun kiggede bare på ham med en slap krop, hun havde kun sine tanker på at hun intet måtte sige til ham, hun gjord det kun for sjov skyld bare for at se hvad han sagde til det.
hun så hvordan hans hunde kom hen imod hende, hun stillede sig beder for også at stå beder, hun tog sine arme ud til hver sin side og gjord sig klar til at hans lid hunde skulle bide sig fast i det, hun smilede af deres bid kom, hun grinede svagt og så på manden og sagde roligt, "En voksen mand" hvor efter fire eksploder kom efter hinanden, hvis man virkelig lyttede efter Jasmin's stemme kunne man hører hende grine.
efter noget tid blev alt roligt og man kunne se hvordan en lille bunke lå et stykke væk fra Zero, en lille bunke var Jasmin som var faldet sammen efter ekskluderingen, nu lå hun helt stille og så helt forfærdelig ud.

// Håber du kan spille på mit svar Zero :) //

Han grinte kort ved hendes kommentar. Og lod en hånd glide igennem sit rimelig lange hår kort. ”Der er en tynd streg imellem at ikke vil og ikke tøve. Hvis vi kan undgå det så gør vi det. Men hvis de yngre ikke vil lytte. Så gør vi det. Fordi i unge dæmoner skal ha respekt for os ældre.” Sagde han roligt med et roligt smil. Han drejede hovedet lidt. ”Har du lagt mærke til hvor du er gået hen? Du er gået ind i et område hvor der kun er 4-5 lagerbygninger. Vi ejer dette her område af industrikvarteret. Og vi kan ikke li at man er næsvis og vil undersøge vores steder. Og hvad jeg gør er ikke dig vedkommende. Men dog interessere det mig at du vælger at undersøge det i stedet for at gå den anden vej som næsten alle andre gør.” Han grinte blidt og lænede sig imod armlænet eftersom han stadig var oppe på gangbroen på dette tidspunkt.
 
Hendes ord inden hundene bed sig fast fik han til at dreje hovedet. Hun stod på grænsen til at blive dræbt. Og først nu vælger hun at give ham den respekt at kalde ham en voksen mand. I stedet for et barn. Hun fascinerede ham. Hvordan kunne hun gøre dette? I det hundene var ved at eksplodere. Skruede han ned for styrken af det. Så det ville såre hende kraftigt. Men det burde ikke dræbe hende. Eksplosionerne kom. Og Zero mærkede hvordan hans blå flammer omfavnede ham. De skadede ham ikke eftersom det var hans egne flammer. De gav ham nærmest en form for koffeinskud. Han mærkede energi glide ind i ham. Varmen fra flammerne genopladte hans batterier så at sige. Han hørte udmærket hendes latter. Men han var ligeglad. Hun måtte selv om hvis hun ville grine af det. Han havde vundet. Sådan så han på det. Hvad skulle hun ellers gøre? Ja måske ville hun kunne undgå nogle af dem. Men selv Zero var i tvivl at hvis det ikke var for hans teleportering at han kunne undgå det hele hvis det var ham som var i hendes situation.
 
Da hun lå ned på jorden med kraftige forbrændinger efter eksplosionerne. Valgte han at gå hen til hende roligt. Og lagde et par fingre på hendes puls. Hun var stadig i live. Skulle han ha det lidt sjovt med hende? Ja det syntes han. Han tog roligt fat i hende og løftede hende op. Hvorefter han bar hende ned i kælderen hvor han tortureringsudstyr var. Dette var en af hans mindre rum. Han havde nogle der var meget større. Dog så han ingen grund til at bruge nogle af dem. Roligt spændte han hende fast oppe på et kryds han havde ekstra dernede. Så hun stod med armene over hovedet og spredte. Og benene spredte nede ved gulvet. På den måde kunne hun ikke rigtig gøre noget. Men eftersom det ikke så ud til hun var vågen. Vendte han sig imod den anden slave. Som hang i et kryds der lignede det Jasmin var på nu. Slaven hulkede svagt. Og så skræmt på Zero. Hun havde hørt eksplosionerne og så hvordan Jasmin så ud. Og begyndte at tigge ham om at ikke skade hende ligesådan. Zero grinte kort. Og tog svagt pisken han havde lagt før. Og begyndte at slå slaven igen. Hårdere end før så hun skreg og græd som en sindssyg.

Jasmin var sådan set lige glad med hvad Zero sagde til hende, det eneste hun hørte fra hans mund var bla bla bla, hun tog sig ikke af hvad han mente at gamle dæmoner skulle bestemme over det små dæmoner, måske var det bare fordi han var slave herre at han sagde dette fordi han måske troede at Jasmin ville være hans lille tøs som gjord alt hvad han sagde, så kunne han godt tro om igen, hun var sin egen og ingen skulle bestemme over hende, hun kunne mærke at hun var ved at blive vred så hun viste at hendes øjne ville skifte farve til en blod rød (Se profil hvad rød betyder) hun kiggede på Zero og sagde vred, "De eneste dæmoner som du bestemmer over er dine små tøse slaver" han skulle ikke tro han ellers bestemme over nogen andre, hun kiggede op på ham og grinede svagt, "Jaja så siger vi det Hr. barn, måske har du betalt for det men det er alligevel ikke dit og det bliver aldrig dit helt igennem" intet i denne verden var ens, hvis der nogen som ville stjæle en bil så gør de det, måske var det bare sværere nogen steder end andre steder.

Jasmin lå stadig helt stille på jorden, en masse billeder kom igennem hendes hoved, en masse billeder hun aldrig havde troet at hun skulle se igen.

Jasmin mærkede ikke at Zero havde taget hende med ned i torturrummet, hun mærkede ingen ting, men vågnede lige så snart hun hørte nogen skrige, hun kiggede svagt op og så hvordan Zero tortureret en ung kvinde, Jasmin kunne mærkede en svag følelse som hun havde savnet, og hendes øjne skiftede svagt til en gul farve, hun rystede svagt på hovedet uden at det gjord alt for ondt på hende, hun tog sig sammen med hendes dejlige brune øjne kom tilbage som de havde været til at starte med på dette møde med denne mærkelige mand, hun kiggede hen på kvinden og grinede svagt og sagde roligt men hæs, "Hvis du gider så skrig lidt hører tøs" hun grinede svagt, hvor hun dog savnede sin egen slave.

// Undskyld det blev kort, der var ikke så meget at spille på da hun var bevidstløs :P //

Han lod piskens spids glide hen over maven på hans slave. Så man kunne se smerten i hendes ansigt eftersom at hun næsten ikke havde mere hud på maven efter alle de slag. Zero smilede kort. Og slog så hårdt en enkel gang på hendes ene bryst lige ovenpå en niple hvor der hang en piercing. Som tydeligvis var ny fordi niplen var rimelig hævet. Hun skreg skingert på grund af det stød af smerte hun pludselig fik. Kort efter hørte han en stemme bag sig. Var den nye vågnet? Han vendte sig roligt. Hendes latter genkendte han for nemt. Det var samme latter han fik når han syntes at torturering tændte ham. Han gik roligt hen til hende. Og placerede piskens spids under hendes hage. ”Vil du ha hun skal skrige højere? Har du nogle forslag da?” Spurgte han kort. Og gik så tilbage til sin slave. Før han roligt lagde pisken og fandt en ny ting frem. Den nihalet pisk med metalspidser han havde brugt før. Som han roligt svang rundt i et par cirkler i en lodret vinkel. Slaven begyndte at ryste. Hun vidste hvad der ville komme nu. Hans leg. Zero smilede kort. ”Så det tid til lidt kor.” Sagde han hvorefter han imens han svang den rundt fik den tættere på hende så den slog hende flere gange i træk hen over hendes ene niple. Samt arme. Så hun skreg i forskellige tonelejre. Nærmest som om han spillede musik på hende ved af hendes skrig. Før han svang den hårdt rundt i en vandret vinkel. Og ramte begge hendes niple lige efter hinanden. Smerten og gråden i hendes ansigt blev forstærket yderligere og hun skreg så hårdt at hun nærmest blev hæs af det.
 
Roligt tog han fat i slavens kryds. Og trykkede på en knap bagved. Der var 2 knapper. Den ene gjorde at krydset kunne rotere så hun ville ende på hovedet. Mens den anden ændrede hendes vinkel. Han trykkede på den med vinklen så hun til sidst lå lodret på krydset. Hvorefter han langsomt fandt stearinlys frem. Efterfulgt af en kniv. Samt en metalstang. Han tog roligt stearinlyset. Og tændte det. Lod lidt af stearinet brænde før han løftede den hen over hende og tippede den lidt. Så stearinet gled ned fra stearinlyset og ned på hendes i forvejen ekstrem ømme mave der gjorde hun skreg yderligere. Efterfulgt af han gjorde det samme med hendes hænder. Bryster. Lår. Ja selv hendes lysk så noget af det smeltede stearin gled ned på hendes klit så hun skreg på hendes højeste tone indtil videre. Han grinte svagt. Og fandt en gagring frem. En ring man pressede ind i munden på folk så de ikke kunne lukke den. Som han så pressede ind i munden på hans slave og spændte fast bagved. Hvorefter han roligt spændte hendes pande fast til krydset så hun ikke kunne dreje det. Og lagde så roligt stearinlyset’s bund i munden på hende. Så i takt med det brændte længere ned gled det ned i munden på hende og brændte hendes inderside af munden. Han så lidt på den nye kvinde. Og smilede kort. ”Hvilken slags dæmon er du? Ild?” Spurgte han roligt og tog så jernstangen op fra bordet. Og gik hen foran hende. Placerede stangen lige ved hendes læber. ”Giver du ikke et lille kys for held?” Spurgte han roligt som tegn på hun skulle kysse jernstaven og gøre spidsen glødende varm samtidig.

Jasmin smilede svagt til Zero og sagde endnu en gang med en hæs stemme, "Jeg har mange idéer, men de er mine find dine egne idéer" hun grinede svagt og så hvordan Zero fandt sin ni halet pist frem igen, hun viste hvad sådan en pisk var hun havde selv et par stykker men dog var hendes dog alligevel noget særligt, hun havde endnu ikke set nogen slaveherre havde sådan nogen som hun havde, måske var det fordi hun selv havde lavet dem, hun havde selv opfundet dem sammen med en gammel ven som hun ikke længer har kontakt til, Jasmin kom ud af sine tanker da Zero begynde at snakke om kor, han havde da ikke tænkt sig at torturer hende, eller havde han, hvis han så meget som rørte hende ville hun dræbe ham uden at tænkte over det og hun ville være ligeglad hvor meget af hende som ville overleve, hun havde dog et spørgsmål til ham som hun må havde svar på, men først måtte hun få ham til at stoppe med at torturer denne tøs så hun ikke tændte på det.

Jasmin kiggede på Zero som stadig torturet denne kvinde, hvis han ikke også snart stoppede ville hun dø, også havde han ikke længer havde dette legetøj som han nu lege med, hun grinede svagt hver gang hun skreg efter han havde piskede hans slave, hun rystede på hovedet og prøvede at få hendes dejlige varme gule øjne væk, hun hader at havde så mange farver øjne, hun kiggede på Zero da han bad hende om at kysse stangen som han havde i hånden, han havde spurgt om hvilken dæmon hun var, det var her hun havde chancen for at spørger ham om en ting, "Du kender jo svaret så hvorfor sige noget?" hun kiggede væk og hendes gule øjne kunne ikke bare forsvinde, hun tog sig sammen og kiggede op på ham igen, hun smilede svagt og tænkte på sin lillebror som hun mistede for mange år tilbage, rolig blev hendes gule øjne til en smil grøn farve, hvor efter hun sagde med en mere normal stemme, "Hvorfor dræbte du mig ikke" hun kiggede ned igen og kunne fornemme at hun var ved at havde sit normale humør igen.

Zero smilede kort over for hendes form for humor. Før han klappede hende hånligt på kinden. ”Hvorfor kan det være at selvom du nægter at sige dine idéer så kan jeg nærmest dufte i luften at du tænder meget på at jeg torturere hende.” Spurgte han kort og gik over til hans slave uden at vente på hendes svar. Før han begyndte at torturere og mishandle hende.
Lyden af de høje skrig fik ham til at lukke nydende øjnene og læne hovedet tilbage lidt. Før han roligt så imod sin slave igen. Og gik hen og greb hende om halsen. Klemte så hårdt det var tydeligt slaven ikke kunne få luft. Før han begyndte at hviske noget i hendes øre. Og så gik et skridt tilbage. Hvor han begyndte at torturere hende igen. Som beskrevet før.
 
Da hun valgte at være flabet om han allerede kendte svaret grinte han blidt. Og vendte sig imod hende. Lod metalstangen støtte imod gulvet mens han lænede sig imod den. Han drejede hovedet på skrå langsomt. Og så på hende svagt. ”Du er i ingen position til at skulle være flabet.” Sagde han roligt. Før han roligt løftede stangen og så lidt på den. Før han lod spidsen ligge imellem hendes ben på gulvet. Han så på hende. Hendes spørgsmål fik ham svagt til at trække på skulderen. ”Spild. Du er ung og smuk. Hvorfor skulle jeg?” Sagde han roligt og så på slaven kort. Før han vendte blikket imod hende igen. Og lod stangen glide lidt imod hendes inderlår. Slaven lå stadig og ømmede sig. Samtidig med hun engang imellem skreg på grund af stearinet gled ned og ramte hendes inderside af munden eller ydreside. ”Til gengæld er jeg begyndt at se det interessante ved at ha ladet være. For nu kan jeg se at du og jeg ikke er så forskellige. Vi elsker begge to at torturere slaver. Og tænder begge to meget på det.” Han smilede roligt til hende. Og lod stangen glide op af hendes inderlår og presse lidt imod hendes underliv.

Jasmin smilede svagt og rullede med øjne imod Zero så han kunne se det, hun tog vist fejl han var stadig et barn og det ville han altid være i hendes øjne lige meget hvor voksen han prøvede at være kunne det ikke lave om på hendes syn på ham, hun grinede svagt og sagde roligt til ham, "Det ikke når du torturer hende, det kunne havde hvilken som helt anden, det ville havde været lige meget hvem det var" hun smilede svagt til ham da han havde vent hende ryggen, hun så hvordan han torturet sin lille tøs, hun mærkede den mærkelig følelse igen hun havde fået da han startede med at torturer sin slave, hendes øjne skiftede roligt farve til den igen dejlige varme gule farve, hun rystede på hovedet og prøvede at få følelsen væk selvom hun godt viste det var umuligt at få væk, det var noget hun var født med, hvorfor kunne hun ikke bare havde brune øjne til alt, hvorfor skulle de skifte farve, hun sukke og kiggede på Zero, hun opgav at tænke på noget andet.

Hun grinede og valgte at spytte Zero i hovedet og sagde roligt, "Jeg er flabet vel med det eller lad hver" hun mærkede hvordan han brugte stangen til at rører ved hende, hun viste allerede med det samme at hendes øjne ville skifte og denne gang prøvede hun ikke en gang at holde det tilbage, de dejlige gule øjne som så på Zero skiftede farve til en blod rød farve samt sort hun sagde vagt til ham uden at være bange for hvad hun sagde, "Hvis du forsætter bider jeg din pik ad og stikker den op i røven på dig til du skider ud over den, hvor efter jeg stikker den langt ned i halsen på dig så du altid ville havde smagen af dit eget lort i munden rasten af dit liv, og alt dette ville jeg gøre uden at blinke" man kunne se på hendes øjne at hun mente hver et ord hvad hun sagde, hun var ikke bange for denne dæmon og det bliver hun aldrig og det var hun helt sikker på, hun kiggede stadig på ham og grinede ondt, "Jeg vil tænder mere på at se dig spise din egen pik" nu havde hun fået nok af denne dæmon mand, hun kiggede ham dybt i øjne og lukkede sine øjne roligt og åbnede dem igen, hendes øjne havde en helt anden farve denne gang, hun havde slet ikke nogen farve det var helt sorte og hun kiggede bare Zero ind i øjne og prøvede at finde hans værste minde frem i ham.

Zero så på hende roligt og grinte svagt. ”Det kan godt være at du tror det. Men jeg kan føle og mærke at du kan specielt godt li det når jeg gør det.” Sagde han roligt og fortsatte sin torturering
 
Han så på hende da hun spyttede ham i ansigtet. Langsomt steg hans temperatur i ansigtet. Og fik spyttet til at fordampe rimelig hurtigt. Før han så på hende med et lidt vredt blik. Hendes truende ord fik ham til at grine lidt. Før han pressede hårdere imod hendes underliv. Skrigende fra slaven bag dem blev højere. Og Zero rykkede sig tættere på hende. Som om han havde stygge planer for hende. Hvilket han også havde. Men først skulle han knække hende. Få hende til at indrømme hun tændte på at se specifikt ham torturere andre. For det vidste han at hun aldrig ville indrømme frivilligt. ”Og jeg vil tænde mere på at du løsnede op og overgav dig til dine lyster.” Sagde han roligt og grinte svagt.
 
Da hun pressede mindet frem skreg han kort af smerte. Mindet var så dybt begravet at det gjorde ondt at finde det frem. Han smed stangen og gik kort på knæ mens han stadig ikke kunne slippe hendes øjne med hans egne. Hans blodrøde øjne fik en svag lyserød glans i takt med de skiftede til postkasserød. Han var svag. Han gjorde alt hvad han kunne for at stritte imod for det ene minde. Men det lykkedes ikke. Han stoppede med at skrige. Og hans hænder faldt ned fra hans hoved og ned langs hans sider.
 
Mindet:
Når det er mindet er det normal skrift:
Når det er Zero der snakker i mindet er det skråskrift:
Det var mørkt. Intet kunne ses. Zero hed dengang Christopher. Det sidste han huskede var at hans by blev angrebet af dæmoner. Og hans familie var blevet dræbt. Han prøvede at huske. Men kunne ikke engang huske om hans bror var blevet dræbt. Han frygtede det værste for ham. Men mere nåede han ikke at tænke over. Før døren til det lille forladte mørke rum blev åbnet. En dæmonisk skikkelse kom i syne. Og greb fat i Chris. Chris var betydeligt mindre dengang kunne det ses. Og på vejen ud af rummet så han kort på et spejl. Og billedet af en 12 årig dreng viste sig. Zero gik i panik. Ikke den dag. Alle andre end den dag. Men så heldig var han ikke. Han blev hevet ind i et rum. En kvinde med en sæk hængende over hovedet hang på et kryds magen til den som Jasmin hang på lige nu. Med ryggen til Chris. Hvorefter dæmonen stak en pisk i hånden på Chris. Chris så undrende op på dæmonen. Før han blev skubbet imod kvinden. Chris begyndte at ryste. Nej han nægtede. Han ville ikke skade en anden. Kort efter mærkede han smerte på ryggen. Den 12 årige Chris begyndte at skrige. Han havde fået et piskeslag med en pisk der havde små knivstykker i enden. Så de var blevet flænset direkte igennem hans tøj og hud. Langsomt hævede han pisken. Ikke mere. Slip mig fri dæmon nu!!! Pisken fløj igennem luften og blev hamret hen over kvindens ryg. Igen og igen. Chris gjorde alt hvad han kunne for at undgå at blive skadet selv. Han piskede igen og igen. Chris fik selv nogle enkle slag fordi han engang imellem tøvede eller sparede på kræfterne. Chris piskede hårdere og hårdere i takt med han blev bedt om det. Før kvinden så hang lidt mere livløst. Blod løb fra kvindens ryg. Skrigene fra hende rungede stadig i Chris'es hoved. Men han turde ikke lade være. Langsomt bedte dæmonerne ham om at stoppe. Og de tog kvinden ned fra krydset og tvang hende på knæ foran Chris med ryggen til ham. Ikke det. Please jeg ber dig. Ikke det. De bad Chris om at knække nakken på hende. Chris strittede imod. Han nægtede at dræbe kvinden. Men han blev presset hen imod kvinden og pisket for sin ulydighed. Chris løftede roligt sine hænder mens de rystede kraftigt. Før han roligt tog fat om hovedet på kvinden. Han lukkede øjnene. Og drejede så hovedet så kraftigt at han hørte det modbydelige knæk fra nakken. Hvorefter kvinden faldt. Sækken faldt af hovedet på kvinden. Ikke åbn øjnene. Please. Vil du ikke nok? Langsomt åbnede øjnene på Chris. Og så på kvindens ansigt kort. Kroppen lå med fronten nedad. Men hovedet var blevet drejet hele vejen rundt så det kiggede direkte opad med stive øjne. Og det var der det gik op for Chris hvem det var. Noget knækkede indeni ham da han så det. Han knækkede fuldstændig. Det kunne ikke passe. Hun var død. Han havde set hende blive dræbt. Han skreg kort og løb direkte hen til hende og holdte om hendes livløse krop. Før han skreg af dæmonerne. "BRING HENDE TILBAGE!!! PLEASE. BRING MIN MOR TILBAGE!!!" Mindet blev langsomt sløret og forsvandt. Det var hans værste minde. Det efterfølgende var at de tvang ham til at torturere mange andre kvinder. Men ikke nogen af betydning. Og efter 10.000 års tvang for torturering. Var det blevet en lyst for ham at torturere. Et begær. En vane.
En form for stoffer for ham. Han var afhængig af det.

Jasmin grinede flabet til ham, som om hun tændte mere på at han gjord det imod denne kvinde, hun kiggede svagt på han og sagde roligt, "Kun i dine drømme" hvor efter hun kiggede væk fra ham igen.

Jasmin kendte det blik han sendte efter hun havde spyttede ham i hovedet, han havde planer med hende, men det var de to om at bestemme, ingen skulle sårer hende ikke engang denne dæmon som hun stadig kendte navnet på, som om hun ville løsne sig op for et barn som ham, hun kiggede på ham og grinede, "Du kan lide at jeg er inde lukket" hun smilede flabet til ham.

Hun så hvordan han satte sin ned på gulvet, hun var ligeglad med hvad han sagde til hende, hun skulle bare vise ham hvor stærk hun var, hvor stærk hendes evne var en evne hun havde brugt op til flere gange på hendes slaver, det var derfor den var så stærk som det nu var, hun mærkede hvordan han prøvede at kæmpe imod men hun stoppede ikke bare fordi det gjord ondt på ham skulle han ikke tro at hun stoppede.

hun så alt, hun stod ikke mange mester fra den lille dreng, en lille dreng som overhovedet ikke lignede den mand som hun så i øjne, hun så hvordan drengen var en form for slave for andre dæmoner, hun så hvordan han skulle piske en kvinde, Jasmin kunne ikke få øjne fra det, hun måtte se hvad der skete, hun sådan hvordan drengen piskede kvinden og hvordan han slev blev piskede hvis han ikke gjord det, dette minde smertede hende men hun blev nød til at se rasten af mindet hun ville vide hvad der skete med kviden og drengen.
nogen minutter efter havde dæmonerne bedt ham om at dræbe kvinden, han Jasmin stod nu ved siden af drengen uden at rører ved ham, ingen kunne mærke at hun stod der, ingen ville ligge mærke til hende, hun så hvordan drengen brækkede nakken på kvinden og hvordan han opdagede at det var hans mor, Jasmin fik et chok og se hvordan drengen blev ældre og hvordan han forsatte med at torturer kvinder.

Jasmin lukkede sine øjne og stoppede mindet, hun var tilbage i manden tortur rum igen, hun kiggede ned på manden som havde være den 12 årig dreng, hun sukkede og sagde roligt, "Det var din mor ik sandt?" hendes øjne blev blå, hun var bange for at det var sandet det hun havde set, selvom hun godt kendte svaret.

Da han var kommet tilbage fra mindet så han ned på sine hænder. Mindet havde boret sig ind i hans kranie. Han kunne nærmest ikke slippe det igen. Han førte sine hænder op til hans hoved. Og lod hænderne glide ind i håret. Som de roligt tog fat i og hev lidt i. Som om han prøvede at rive mindet ud af hans hoved. Han begyndte svagt at stønne efter luft eftersom han helt havde glemt at trække vejret. Og lod sin en hånd ramme gulvet så hårdt at det gav genlyd i det lille torturrum. Man kunne stadig høre slaven bag ham ømme sig og skrige engang imellem af smerte. Det irriterede Zero ekstremt meget. ”Ja det var det” Sagde han kort til svar til Jasmin over hendes spørgsmål. Han endte med at rejse sig op. Og tog jernstangen. Og gik hen til slaven. Han hævede jernstangen og slog slaven ud med den så hun svagt blødte fra hovedet. Før han tog stearinlyset ud af hendes mund og smed det på jorden. Han stod stille lidt. Med ryggen til hende. Før han langsomt vendte sig rundt. Hans øjne. Normalt var de røde. Altid forskellige nuancer af rød. Men lige nu. Var de sorte. Hans pupiller var kulsorte. Hans øjne havde stadig det hvide i sig. Men pupillerne var kulsorte. Han bevægede sig langsomt hen imod hende. Og stoppede op foran hende. ”Et eneste ord om hvad du har set. Og jeg finder dig. Torturere dig. Får dig til at ønske du var død. Finder alle du holder af. Torturere dem foran dig. Skære dem i små stykker og river deres indvolde ud. Tvinger dig til at bade i deres indvolde. Og spise deres hud og kød. Og så først der. Når du er helt knækket. Og ser der ingen udvej er. Så dræber jeg dig. Langsomt og smertefuldt. Ved at skære dine kropsdele af. Stykke for stykke efterfulgt af jeg brænder sårene så du ikke dør af dem.” Hans øjne var fuldstændig alvorlige. Før når han var kommet med en trussel havde han haft lidt sjov i blikket. Men denne gang så var det som om man nærmest kunne se scenariet i hans øjne. Han var ikke bare alvorlig. Det var ikke bare en trussel. Det var ikke noget han sværgede. Eller lovede. Det var allerede blevet et løfte inden han overhovedet havde sagt det. Et helligt ubrydeligt løfte. Han vendte ryggen til hende. Og begyndte at gå. Til at starte med prøvede han at holde sin kølighed. Men kunne ikke længere end til trappen. Han begyndte at løbe op af trappen og løb bare af sted. Han løb hen af vejen i industrikvarteret. Han løb for nok cirka 5 minutter før han endelig stoppede op. Lidt over en kilometer fra hans bygning. Hvor han endelig så op. Han stod på et tag. Han var ikke bare løbet. Men åbenbart også løbet op af en stige. Han kunne intet huske af det. Han stod bare. Og kiggede ud over industrikvarteret samt meget af byen. Han stod på en lagerbygning for et eller andet specielt. Cola eller sådan noget. Han så bare ud over udsigten. Og satte sig kort ned. Hans blik var begyndt at få en rødelig glans igen. De var stadig sorte. Men havde en rødlig glans over sig.

Jasmin så hvordan han var blevet efter han var kommet tilbage fra mindet, det var et meget stærk minde et minde han gerne ville glemme, et minde som havde gjort ham til den mand han var i dag hun sukkede svagt og kunne mærke nogen følelser som ikke var hendes egne, var det mund den 12-årig drengens følelser hun havde fået sig, hun rystede p hovedet og prøvede at holde dem ude, men hun mærkede smerten, den smerte drengen havde fået da han havde set det var hans mor, Jasmin kiggede ned på Zero som stadig sad på gulvet, han begynde at hive sig selv i håret og Jasmin synes det var lidt sjovt, mange ville nok havde gjort noget andet, men hun måtte tage det alvorligt, hun havde set et minde som han havde prøvet at gemme væk og nu havde hun fået det frem i ham igen.
Jasmin hørte hvordan han svarede hende på hendes spørgsmål, og nu hvor hun tænkte over det var det dumt sagt, selvfølelig var der hans mor han havde dræbt hvem skulle det da ellers være, han havde jo også råbt at de dæmoner at de skulle bringe hende tilbage til livet, selvom det var umuligt, hun sukkede og sagde roligt til manden,"Det jeg ked af" man kunne godt hører på Jasmin stemme at det ikke var tit hun sagde de ord, hvis hun havde vist at Zero havde dræbt sin egen mor havde hun gået uden om dette minde, men da hun ikke viste det kunne hun ikke stoppe med at kigge videre i mindet, og det var dette hun havde fået ud af det.
hun så hvordan Zero slå sin slave ud og Jasmin blev vred hendes øjne blev røde igen og hun råbte af ham, "Bare fordi du er ked skal du ikke dræbe hende" han var et moster helt igennem et moster, hun ville aldrig havde slået en slave ihjel, og det var der forskellen på de to var, Zero slog ihjel uden at tænkte det gjord Jasmin ikke.
Hun kiggede Zero lige ind i øjne da han begynde at snakke til hende, selvfølelig ville hun ikke sige det til nogen, hun viste hvor meget dette minde betyd for ham og han måtte gerne beholde mindet for sig selv, hun skulle nok lade hver med at sige det videre men alligevel sagde hun noget flabet til ham, "Det vil jeg glæde mig til" uden hun havde tænkt over det hun allerede sagt det, hun var bare flabet og sådan var hun ingen kunne lave om på det, ikke engang denne mand som lovede hende at hvis hun sagde det videre ville hun blive dræbt, måske var det fordi hun havde hørt det så mange gange uden det er sket at hun ikke tog sig af at folk sagde de ville dræbe hende.

Før Jasmin fik sagt mere havde han allerede vent ryggen til hende, hun rystede på hovedet og viste at hun selv måtte få sig ud af dette, hun sukkede og åbnede sin hånd, roligt kom en lille grøn flamme frem, og roligt var hendes håndled helt grøn af hendes flammer og langsomt begynde læderet at smelte, hun mærkede hvordan det langsomt dræbte sig fast i hende håndled men hun var ligeglad hun skulle bare fri og det skulle være nu, da hun var kommet fri fadt hun frem af, hun var lige ved at falde med næsen ned i gulvet men hun fik stoppede det med at holde sine hænder foran sit hovedet, en voldsom smerte kom frem da læderet stadig brændte sig ind i hende, hun gjord det samme ved hendes foder.
til sidst stod Jasmin klar til at løbe efter Zero, hun så på kvinden og sagde roligt, "Ja sådan går det når man er kedelig" hun smilede svagt og løb afsted efter Zero.

Jasmin forsatte med at løbe til hun kunne se en person oppe på et tag, hun stoppede op et stykke der fra, og gik roligt der hen, hun valgte at blive nede på jorden hun kiggede roligt ned i jorden med sine brune øjne, hun sukkede svagt og sagde roligt, "Chris? Du må altså undskyld jeg viste ikke du har været ude for sådan noget, nu kan jeg beder forstå du er en for vokset barn, du har aldrig haft en barndom som så mange andre" hun viste godt det måske ikke hjælp på nogen måde, men nu viste han i det mindste hun var kommet efter ham.

Zero reagerede ikke rigtig på det hun sagde da hun sagde hun var ked af det. Hvis hun virkelig havde været så ked af det? Hvorfor kunne hun så ikke bare ha set mindet for sig selv da han var begyndt at gå i panik. Han sukkede svagt. Og stod lidt med jernstangen i hånden. Han havde lige slået sin slave ud. Hendes ord om at han ikke behøvede dræbe hende. Fik ham til at kigge hen over skulderen på sig selv. ”Jeg har ikke dræbt hende. Jeg gad bare ikke at høre på hende mere.” Sagde han blidt og smed jernstaven kort. Så imod sin slave lidt. Før han vendte sig imod hende.
Det kunne godt være hun tog hans ord og vendte dem imod ham som en flabet kommentar. Men han var ligeglad. Hans trussel var ægte. Han havde gjort det før. Flere gange faktisk. Når først Zero ramte dette niveau. Så mistede han al form for gennemtænkning. Han havde ingen former for mulighed for at gennemtænke om det var en god idé. Han gjorde tingene inden han tænkte sig om. Specielt når det galt det minde.
 
Da hun råbte hans gamle navn. Reagerede han med det samme. Han så direkte ned på hende. Han lyttede til hendes ord. Og sukkede kort. Før han forsvandt i en form for hvirvelvind som han havde gjort så mange gange før. Og kom frem bag ved hende. ”Af en der lige har set igennem mine minder er du dårligt informeret. Jeg har ikke heddet Christopher i næsten 2.000 år. Jeg hedder Zeronium. Jeg bliver kaldt Zero.” Han så på hende roligt afventende. På at høre hvad hun selv hed. Hvis hun ville fortælle ham det. ”Og jeg behøver ingen barndom. Jeg behøver ikke at mærke hvordan det er at vokse op ordentligt. Det eneste jeg behøver er at folk ikke hele tiden forlader mig.” Sagde han svagt. Og gik hen til hende. Og stillede sig helt foran hende så deres øjne så dybt ind i hinanden. ”Hvis du vil se noget alvorligt. 19 september. 2010. Tjek den dag i mine minder.” Han så hende dybt i øjnene stadig så hun nemt kunne se det. ”Eller 20. December 2013.” Han så vredt på hende. ”Eller skal jeg fortælle dig det? Den 19. September 2010 stod jeg dagen før mit eget bryllup. Og blev dolket i ryggen af en eller anden kælling jeg engang havde voldtaget som troede jeg stadig var ond. Og jeg mener jeg blev dolket i ryggen bogstaveligtalt. Da jeg kom tilbage 3 måneder efter havde Kaia min forlovede begået selvmord fordi hun troede jeg havde fået kolde fødder. 20. December 2013 tog min anden side over. Orez som han hed. Tog over og voldtog min elskede kæreste Kimberly Ann Bell. Imens han tvang mig til at se det igennem mine egne øjne uden at jeg kunne gøre noget!” Egentlig hjalp det jo ikke noget at han fortalte hende alt det. Men nu havde hun set hans dybeste mareridt. Hans værste minde. Så kunne hun lige så godt få de 2 værste dage de sidste 5 år. Zero havde aldrig været heldig. Hver gang han fandt nogen han elskede så mistede han dem igen. Sådan havde det været i 20.000 år. Og han kunne ikke ændre på det. Ligemeget hvad han gjorde. ”Så fortæl mig en gang til. Bare en gang. At jeg er et voksent barn. At jeg ikke skal tages seriøst. Jeg er en ødelagt massemorder med terrorisme og voldtægt på programmet inden jeg spiser min morgenmad.” Han sukkede svagt og vendte ryggen til hende før han gik hen til bygningen og hamrede sin næve ind i den.

Jasmin kunne se han ikke lyttede til hende, det gjord han først da hun havde råbt at han ikke skulle havde dræbt hende, hun smilede svagt da han havde sagt hun ikke var død.

Jasmin kiggede Zero lige ind i øjne da han kiggede på hende, hun så hvordan han forsvandt og hun havde gættede sig til han forsvandt for at slippe for hende, men han var bare kommet ned til hende, ned for at snakke men hende, hun smilede svagt og viste godt det ikke var det bedste tidspunk at smilede på men hun synes det var sødt han ikke bare var forsvundet, hun synes det var sødt at han var kommet ned til hende, derfor smilede hun svagt, dog stoppede hun hurtig med at smilede da han begynde at snakke om sit navn, hun nikkede kort og sagde roligt, "Hvad kan jeg sige, jeg oplever hun hvad du føleler og hvad du tænkte den dag, jeg viste ikke du blev kaldt for Zero, men mit navn er Jasmin dog har jeg intet kælenavn" hun blev hvor hun var hun ville ikke stille foran ham så de kunne se på hinanden, hun ville vente til han gjord noget, hun kiggede ned i jorden og sagde roligt til ham, "Det er det man lærer ved en barndom Zero, du lærer hvordan du holder på dem du elsker" hun havde selv mistede så mange venner og veninder fordi hun ønskede at blive voksen, hun har selv mistede folk, og hun viste at det var fordi hun voksede hurtig fra dem fordi hun ikke kunne vente med at blive voksen, hun kiggede op og fik et lille chok da hun så ind i Zero's øjne hun havde det som om hun så på sig selv bare på en mand og ikke en kvinde, hun rystede på hovedet da han sagde hun bare kunne se hans minder fra nogen dage, hun havde ikke lyst til at tage hans minder frem igen, hun havde ikke lyst til at bruge sin evne på ham igen, ikke nu hvor de roligt snakkede til hinanden, hun lyttede dog stadig efter da han begynde at snakke om to dage som der var sket noget slemt, hun kiggede Zero i øjne og sukkede svagt, "Zero jeg er ked af at du mistede din forlovet, hvis jeg møder denne person som stak dig i ryggen lover jeg sig at jeg finder personens værste minde frem. og jeg er ked af at hører at du mistede din kæreste, det er altså heller ikke okay du forlader dig, hvis hun virkelig havde holdt af dig havde hun blevet og havde hørt hvad du havde at sige, du siger jo selv det var din anden side, så det var jo ikke din fejl" hun sukkede svagt og viste at dette måske ikke hjalp men han havde brug for en lige nu og hun var den eneste der kunne hjælpe ham, bare hjælpe ham en smule, hun så hvordan han gik hen til en mur og slå imod dem, hun sukkede igen og gik hen til ham og lade sin smukke hånd på hans skylder og sagde roligt og blidt, "Zero du er måske ikke et barn men du er en voksen mand som ikke kender til børns fejl, og det er de fejl du går igennem nu, og det hjælper altså ikke at slå imod en mur, slå på mig" hun sagde det sidste med alvor i stemmen, hvis han skulle slå på noget skulle det være hende.

Han nikkede kort til hendes navn. Han så lidt på hende. ”Underligt. Der er Jazz. Jassie. Mini. Og jeg kan sikkert finde på flere endnu.” Sagde han roligt og så fortsat på hende. Hans blik var begyndt at få den blodrøde farve de normalt havde når han var neutral i humøret. Da hun begyndte at snakke om fejl i barndommen sukkede han kort. Og lænede hovedet tilbage. ”Jeg begår aldrig fejl. Selv mit angreb imod dig. Som du troede du var sikker fra. Var i virkeligheden et skalkeskjul for det egentlige angreb. Jeg er ikke dum. Før du overhovedet overvejer at dukke dig har jeg fundet 3-4 scenarier du kunne ha stoppet mit angreb.” Sagde han roligt og så på hende svagt igen. Han lod sit blik falde i hendes øjne igen. Hun virkede meget til at forstå ham. Hvordan det var at være som han var. Nej det kunne ikke lade sig gøre. Hun var ikke ligesom ham. Eller var hun? Han begyndte at tvivle på om hun var. Måske? Han sukkede kort. Og lod sine tanker falde fra den del. Og videre hen på de ord han fortalte hende. Hvorfor? Hvorfor snakkede han om dette?
 
Han så på hende roligt da hun begyndte at fortælle ham at hun ville skade den person som havde dolket ham og han grinte kort. ”Held og lykke. Hun mistede sin hukommelse året efter. Hun kan ikke engang selv huske hun gjorde det. Tror du virkelig jeg ville lade hende gå så let? Jeg fandt hende kort efter hun mistede hukommelsen. Jeg torturerede hende alligevel. Og hun sagde hun intet kunne huske. Ligemeget hvor meget jeg torturerede hende. Ingen tror de kan dolke mig i ryggen og slippe godt fra det.” Han drejede hovedet svagt på skrå mens han så på hende. ”Kimberly? Ikke hvis det skete igen og igen og igen. Dengang var min anden side stærkere end mig. Nu? Vi er et og samme person. Hvilket er grunden til jeg har mine lyse idéer for tortur.” Han smilede kort. Og så lidt på hende. Før han roligt begyndte at knappe sin skjorte op. Før han tog den af. Han fremviste sin krop som havde flere tatoveringer. På hans højre brystkasse var der et form for dragehoved hvor halvdelen af huden manglede. Så ud til at ha rådnet op. Hen af halsen så langt nede at kraven normalt dækkede for den. Stod der i tekst ’only satan can jugde me.’ Men den tattoo der virkelig vækkede opsigt var en tatto han havde ned af hele venstre side under hans arm. Hvor der stod Kimberly. (Billeder af dem på profilen) Derefter gik han hen til muren.
Da hun sagde han skulle slå på hende. Vendte han sig imod hende med sådan en bevægelse samt en hævet hånd så det så ud til han var ved at slå hende. Hvilket han også var. Men han stoppede op lidt fra hende. Hans ansigt var helt foran hendes hvilket betød hun ville kunne mærke hans varme letpustende ånde imod hendes egne læber. Han så hende i øjnene. Og hans øjne havde stadig den neutrale blodrøde farve. Han så på hende. Hans hånd var cirka 10 centimeter fra hendes ansigt. Langsomt gled den hen imod hende. Dog ikke truende mere. Den lagde sig på hendes nakke og greb fat i den. Han hævede den anden hånd så han så ud til at ville slå hende med den så hans ene hånd holdte fast og den anden slog. Men han kunne ikke få sig til det. Og før han vidste af det. Var der noget der var taget over indeni hende. Og pressede sine læber grådigt men lidenskabeligt imod hendes. Mens hans hånd på hendes nakke pressede hendes læber imod hans så kysset blev yderligere mere grådigt. I håb om hun ville kysse tilbage. Lige nu ville han bare mærke nærvær. Han ville ha den fornemmelse af at kysse nogle. Som ikke var bange for ham. Ligesom Kaia havde gjort så mange år siden. Det var i hvert fald den forklaring han gav sig selv da han opdagede han pressede sine læber imod hendes.

Jasmin grinede svagt da han begynde at sige alle mulige kælenavne han kunne havde givet hende, dog tænkte hun over det og rystede så på hovedet nej ingen af disse navne passede til hende, de var alt så søde og det måtte han da havde kunne se, "Zero de passer jo overhovedet ikke til mig" nu hvor hun lade mærke til det så hun hvordan hans øjne skiftede farve lige som hendes egne, kunne det virkelig passe at der var andre som havde det samme problem som hun havde, hun havde det stadig som om hun kiggede på sig selv.
Hun sukkede da han vente hovedet op af, han rystede på hovedet og hørte hvad han havde at sige, ja det kunne godt være hun kunne havde stoppet det men så havde de nok ikke stået her nu og snakke samme som normale væsner, hun kiggede på ham og sagde roligt, "Alle begår fejl selv dig Zero, når jeg troede ellers du var dum, ej jeg driller, jeg skulle måske havde gået imod dig, så havde du sluppet for at se de minde, undskyld jeg tager det frem igen, men det jo rigtig du skulle havde dræbt mig" hun kiggede imod jorden, hun kunne ikke få sig selv til at se på ham, hun havde jo ret hvis han havde dræbt hende havde han ikke set sit værste minde.

Jasmin grinede højt og rystede på hovedet, selvfølelig viste han det ikke, hun kunne bruge sin evne, hun kunne finde minder frem som folk har glemt også selvom de har mistede hukommelsen, så ligger minderne stadig inde i hovedet på folk, "Zero hvorfor tror du jeg siger det? jeg kan bruge min evne selvom de ikke selv husker noget kan jeg få mindet frem" hun kiggede ind i Zeros øjne og smilede svagt, hvad var det dog han gjord ved hende, normalt talte hun ikke sådan til andre, normalt var hun flabet og kold, måske var det fordi hun viste hvordan han havde det, hun rystede på hovedet og sagde roligt, "Nej jeg tror ikke folk slipper afsted med noget, tro mig kender det selv, måske alt for godt" hun kiggede op i himlen og sukkede svagt, hvor hun dog savnede at stå sådan her og ikke tænkte på noget, hun mærkede hvordan vinden roligt kom, og hendes dejlige brune hår bevægede sig roligt, hun smilede og så hen på Zero igen og sagde svagt, "Du vælger selv hvem der bor i din krop, du har opgivet at få ham ud derfor er du bange for han kommer igen og igen"
hun så hvordan han tog sin skjorte af, hvorfor gjord han dette? hvorfor tog han den af hvorfor skulle hun så alle hans tattoo? dog faldt hendes blik på en bestemt, det navn på hans kæreste stod på ham, hvorfor? elskede han stadig den kvinde? hun rystede på hovedet, kunne hun ikke være ligeglad med om han stadig elskede denne kvinde som hans anden side havde voldtaget, så længe det ikke var hende han var forelsket i.
Jasmin så hvordan han gjord klar til at slå hende, og hendes dejlige varme brune øjne så ham i øjne, hun smilede svagt da hun mærkede vinden fra hans slag, han havde stoppet sit slag men hvorfor? hun kiggede undersøgende på hans øjne uden at bruge sin evne, hun mærkede hvordan han tog fadt i hendes natte, var det fordi han ikke vil havde hun faldt efter slaget? troede han virkelig at hun var så svag? så havde han stadig meget at lærer om hende, hun mærkede hans ånde imod hendes læber, bare han ikke kyssede hende, hun lovede sig selv at hvis han kyssede hende ville hun slå ham.
Hun så hvordan hans anden hånd gjord klar til at slå hende, og hun kiggede bare stadig ind i hans røde øjne, hun var ikke bange hun havde jo selv bedt om at han slå hende, lige med et mærkede hun hans læber imod sine egne, hun lukkede øjne svagt og kyssede igen, hun kunne lide det, hun forsatte med at kysse igen, hun åbnede roligt øjne og så det var Zero som stod foran hende, hun åbnede øjne helt op og slog alt hvad hun kunne imod hans kæmpe imod hun prøvede at komme væk fra ham, hendes brune øjne skiftede til en mørkeblå farve, hun kiggede bare på Zero med et chok i blikket.

Han så på hende svagt da hun kaldte ham dum. Han smilede kort. ”Men hvis jeg er dum? Hvad er du så? Du faldt for mit dobbeltsnydetrick? Og det var en taktik jeg fandt på på et par sekunder?” Spurgte han svagt med et lettere drillende smil. Han sukkede kort da hun nævnte at dræbe igen. Og han så hende direkte i øjnene igen. Med et svagt alvorligt blik. ”Fordi hvor mange tror du ikke jeg har dræbt på 23.000 år? Jeg dræber ikke folk der ikke kan forsvare sig. Og jeg dræber kun hvis jeg ikke ser nogen anden mulighed. Så da du stoppede med at kæmpe imod sænkede jeg styrken for mine hunde så de ikke var lige så skadelige. Og så kunne du ikke forsvare dig selv. Så jeg ville ikke dræbe dig.” Sagde han roligt og så på hende svagt. Han smilede svagt til hende. Et normalt halvcharmerende og forførende smil. Der førte en hvis mystik over sig. Selvom hun vidste meget om ham. Var det tydeligt at med 23.000 år bag sig så var det ikke ligefrem alt hun vidste om ham.
 
Han så lidt på hende. Drejede hovedet lidt på skrå. ”Kajika. Kajika Dé Volkan. Men nej drop alt om at nærme dig hende. Hun er bedre kontaktet end du og jeg sammen. Bare hendes nuværende kæreste Render er mere erfaren i at dræbe folk som os end vi selv er. Han dukkede frem på min radar for 4 år siden. Og på de 4 år har han dræbt 620 vampyrer 12 dæmoner 5 engle og en djævel. Samt taget kampen op imod andre meget stærkere væsner og overlevet. Og det var da han var menneske. Nu? Er han vampyr. Udover det arbejder hun tæt med en ved navn Jason. Han er CIA afdelingsleder her i Di Morga. Trænet af et hemmeligt tempel i kampsportsgrene der gør selv jeg ville ikke tage en sværdkamp med ham. For ikke at tale om Dean Sanders. Lazarus. Ja jeg kan blive ved.” Sagde han svagt og smilede lidt. ”At prøve og få fat på hende ville være selvmord. Så bare drop det jeg fik min hævn.” Sagde han roligt og smilede svagt til hende. Han fulgte hendes blik lidt og smilede svagt. Himlen var faktisk meget flot i dag syntes han pludselig. Han lukkede øjnene. ”Engang. Engang havde jeg de smukkeste himmelblå øjne. De var mit hattrick for at finde slaver. Forførende og charmerende. Nu. Nu har jeg blodrøde øjne. Det var fordi Orez og jeg selv blev kombineret til en person. Hans kulsorte øjne med mine himmelblå. Og det endte med vores øjne lignede nogle der blødte 24/7.”
Han så lidt på hende og smilede svagt. ”Det er så meget Kimberly betød for mig dengang. Men jeg burde efterhånden få den fjernet.” Sagde han svagt og grinte blidt. Før han roligt tog sin skjorte hen over kroppen. Dog uden at lukke den.
Da hun valgte at kysse ham igen til at starte med. Gled hans frie hånd sig ned på hendes hofte. Hvor han roligt hev hende lidt ind imod ham så de stod helt tæt. Han mærkede hurtigt hendes hånd forsvinde og lagde hurtigt mærke til hendes hånd der fløj imod ham. Og han smilede kørt. Før han fjernede hovedet. Og greb fat i hendes arm og svang hende så rundt så hun endte uden at det blev for hårdt. Med ryggen ind til muren han før havde slået på. Før han stillede sig helt foran hende. Og pressede sine læber grådigt imod hendes igen. Mens han pressede sin krop ind imod hendes så hun kunne mærke hans muskuløse krop. Der havde muskler de perfekte steder så han stadig havde en perfekt mobilitet. Men stadig så stærk ud.

Jasmin smilede over det han sagde til hende, hun havde aldrig sagt hun ikke var dum, hun kiggede på ham og sagde roligt, "Jeg har aldrig sagt at jeg var dum, men det var et flot angreb alligevel" hun hørte hvordan han grinede drillende til hende, han var sku underlig at finde rundt på? i første om gang prøvede han at dræbe hende, også havde han prøvet at forfører hende også nu snakker de normalt sammen, Jasmin havde det underlidt hun havde aldrig snakket med en som var ligesom hende, det var bare som om at de to lignede hinanden helt igennem, hun kiggede på ham igen og sagde med en blid og rolige stemme, "Jeg kunne godt havde forsvaret mig, men jeg valgte at lade hver, du kunne stadig havde dræbt mig da dine hunde havde bid sig fast i mine arme og ben men du valgte at stoppe dem, hvorfor? og sig nu ikke det er fordi jeg er smuk og ung?" hun kiggede på ham imens hun rullede med øjne.

Jasmin hørte hvad han sagde om denne kvinde som havde stykkede ham i ryggen hun sukkede og sagde roligt, "Jamen så går jeg ikke efter hende" hun rullede med øjne, hun viste ikke rigtig hvad hun skulle sige til ham angående denne kvinde, så hun sagde ikke mere og hørte bare efter hvad han ellers sagde om sine øjne, hun smilede og sagde roligt, "Måske kan du få dem tilbage hvis du slipper af med denne Orez, jeg har dog også nogen himmel blå øjne, jeg har også gule og røde og brune, ja jeg kunne forsætte med at sine hvilken farve jeg har som øjenfarve" hun sukkede og kiggede ned i jorden, hvorfor skulle hun også havde fortalt ham om sine øjne, det var sådan man kunne se hvilket humør hun var i, det var ikke meningen at han skulle vide dette, men nu var det for sent at tage det tilbage, hun havde sagt det og sådan ville det være, hvorfor skulle han få det fjernet betyd hun måske ikke stadig meget for ham, så hun så på han med et svagt glimt i øjne og sagde roligt, "Hvorfor få det fjernet, synes du skal beholde det, det er bare et tegn på at du elsker hende" hun kiggede væk igen, der var et eller andet ved ham som fik hende til at føle sig særlig hvad det var kunne hun ikke sætte finger på.
Jasmin mærkede hvordan han hånd kom ned til hendes hofter, nu var det nok, okay at han havde kysset hende men at rører ved hende på denne måde skulle han ikke havde lov til, hun mærkede hvordan hun ikke fik ramt på ham, hun kiggede stadig på Zero, hun mærkede muren bag hende og hun gik lidt i panik, dog tog hun det stadig med ro hun rystedepå hovede og sagde stille, "Zero hold dig tilbage" men før hun viste da det stod han igen op af hende og kyssede hende lide som før, hun mærkede hvordan han havde fadt i hendes end hånd så hun havde stadig en hånd tilbage, hun sukkede i kysset og satte sin hånd imod hans mave, hun mærkede hans mavemuskler hvor hun dog hadet sig selv, hun lukkede øjne imens hun fandt sin grønne flamme igen, hendes hånd bliver langsomt varm og hvis han ikke flyttede sig ville han blive brændt.