Nighttime Sushi [Elizabeth Cruor]

T: Sen aften
S: Sushirestaurant, i baren
O: Skramlen fra køkkenet, småsnakken hist og pist, men mest af alt stille
V: Mørkt

Hvis der var noget Kolya nu var helt overbevist om, var det at han hadede at flytte. Da han flyttede fra sin hjemby til Moskva havde det været lige så slemt. Og nu sad han her, sent om aftenen og åd sushi alene. Flygtet fra de mange flyttekasser der ikke engang kunne pakkes ud, fordi de større møbler, for eksempel et skab til tøjet, slet ikke var kommet endnu. Hans ting lå mest bare og flød rundt.. Heldigvis havde han faktisk fundet et arbejde, hvilket han havde været meget glad for. Det havde plaget hans tanker flere gange inden han flyttede, hvad i alverden han skulle lave når han kom hertil? Men heldigvis ejede hans lejer et galleri i centrum hvor han kunne arbejde. Han var endnu ikke startet, for han kunne ikke lige overskue at starte på et helt nyt arbejde når han også skulle håndtere alt det der flytning.

Men sushi gjorde ham glad - hvis der var noget Kolya elskede var det da asiatisk mad. Især sushi. Han havde sat sig væk fra de der borde, for han følte det akavet at sidde der helt alene. De havde heldigvis også en slags bar, med barstole, hvor man kunne sidde, og der havde han placeret sig. Han havde også kun bestilt nogle bestemte stykker, for ellers kunne han let have spist alt deres running sushi. Og det havde han slet ikke råd til.

Stadigvæk ingen roomie. Øv øv og ti gange øv. Det var begyndt at haste, efterhånden som hun nærmede sig den første.

Hun rystede på hovedet, og glattede stoffen på cowboybukserne. Noget der var umuligt, eftersom de var lavet til at krølle. Så rejste hun sig fra bænken, og bevægede sig mod det nærmeste spisested. En lille sushibar, som hun havde været at finde hos ret meget på det sidste. Der var intet bedre end at trøste sig med svinedyr, ej okay den er faktisk ikke så dyr dernede, sushi. Der var også bare virkelig hyggeligt. Bare sidde der uden egentlig at lave noget. Fisk var egentlig noget hun ikke kunne lide, som udgangspunkt. Da hun var et par hundrede år yngre, så havde fisk været hendes hadespise, men nu elskede hun det. Om det var fordi hun havde vænnet sig til smagen eller fordi hun havde ombestemt sig var svært at sige.

Med vippende hofter og klikkende hæle bevægede hun sig op i baren. Der sad allerede en deroppe i forvejen, men ikke tale om, at hun skulle lone den ved et af firmandsbordene. Hun bestilte og satte sig derefter ned på en barstol. Sukkede og gned sine øjne med tommel- og pegefinger, dog uden at gnide så meget til, at hun begyndte at ligne en panda. En panda på en sushibar, komisk.
Hun løftede hånden som hilsen til sin barmakker, en blond fyr.

//OOG: Undskyld det tog så lang tid, før jeg fik svaret, men har en ret travl hverdag :3

(Det skal du slet ikke tænke på! Bare tag dig den tid det tager : ) Har også selv en del om ørene i hverdagen!)

Noget af det han egentlig heller ikke brød sig specielt om ved flytning, og som han på den anden side egentlig også elskede, var at man ikke kendte nogen. Det kunne både være en fordel og en ulempe - både lille og stor. Ingen vidste hvem man var, ingen havde hørt nogen rygter om en, og man fik hele tiden nye indtryk af nye mennesker, og nye gode venner! Til gengæld kunne det blive en smule ensom hele tiden at strejfe lidt for sig selv i starten. Det var det han egentlig hadede ved det, for at være alene var slet ikke hans kop te. Der skulle gerne ske noget så ofte så muligt - om han så selv måtte gøre størstedelen af indsatsen, så måtte det være sådan.

Han blev revet ud af sin nedadgående flyttespirals tankestrøm da en anden kom ind og satte sig i baren, også alene. Han sendte en nikken tilbage da hun hilste, og eftersom hun bestilte kort efter regnede han med at hun nok var alene. Efter et øjebliks spekulation holdte han sig ikke tilbage med at sige noget, for det ville da næsten være mere akavet bare at sidde og stirre lige ud i luften. "Hej, jeg hedder Kolya!" præsenterede han sig selv og drejede stolen en smule. Lige nu var han ganske glad for at designskolen han gik på i Moskva var international, fordi det havde alligevel lige hjulpet ham med at få den usexede og lettere gustne russiske accent mildnet lidt på hans engelsk. Nu lød det faktisk ikke så slemt. Det syntes han i hvert fald ikke selv...

Elizabeth nikkede kort, da den anden præsenterede sig. Det lød næsten som Koala. Derfor gjorde hun ikke et forsøg på at udtale det. Det ville hun helt sikkert forkludre.

"Hvor er mine manerer? Elizabeth." hun rakte den anden hånden, som en form for undskyldende hilsen. Lidt høflighed havde hun da taget til sig, også selvom den nogen gange gemte sig lidt. En tallerken blev placeret foran hende. Det var mest ris og minimalt af rå fisk. Hun blev aldrig rigtig god til sushi, men ikke desto mindre måtte hun spise et eller andet.

Hun førte et halvt stykke, delt med en spisepind, op til munden og tykkede grundigt. Ikke dårligt. Slet ikke dårligt. Den anden havde en smule accent, men det var noget nær umuligt for hende at sige hvorfra. Sprog havde aldrig været hendes stærkeste side.

//OOG: I am sooo slow. Stresser over eksamenen og glemmer at svare herinde, sorry :3

'Hun skal bare lige tales lidt varm' var det første han tænkte da hun svarede, for hun virkede en smule tilknappet. Men på den anden side, kunne alle jo ikke være ligesom ham selv. Det ville også være kedeligt. Han fik selv serveret sin tallerken der var fyldt med alle de gode fiskestykker og massere af makiruller. Mhmm. Intet kunne slå sushi!

"Er du her fra byen?" spurgte Kolya nysgerrigt efter en pause hvor han lige fik lidt mad i maven. Han ville så gerne finde ud af mere om byen, så enhver mulighed for at få mere at vide modtog han med kyshånd. Samt selskab. Større kyshånd. "Jeg er nemlig lige flyttet hertil," fulgte hans forklaring, selvom hun jo ikke havde spurgt, men pyt. Det havde aldrig rigtig været ham en ulempe at han snakkede så meget. Nogen kunne selvfølgelig godt finde det en anelse voldsomt, men han havde også hørt fra nogle af hans gamle kammerater at de faktisk syntes at det var rart. Men så længe det virkede for ham, havde han da ingen intentioner om at stoppe - det ville jo ikke give nogen mening.

(Det skal du ikke tænke på - det er skam helt okay c; )