Beautiful Creatures [Natalya]

"Here, Capt'n" En sportsflaske blev rakt frem mod Andrei. Andrei tjekkede hylstret og magasinet i sin pistol, og skænkede flasken et flygtigt blik som han skubbede magasinet i igen. "No, not while i'm working..." Med en hovedrysten og en hurtig afvisende gestus, takkede Andrei nej til flasken. Pistolen blev smidt i hylstret, og uret blev tjekket; 01:34. Han kunne lugte det blodige indhold selv med låget på, men han ønskede ikke at lade sig selv mæske sig i blodet når han var på arbejde eller ude i felten. Hans makkere, denne dag 2 mænd, plejede dog at bade Andrei med tilbud om blod. Det havde nok noget at gøre med, at de følte sig en anelse usikre i hans nærvær, skulle han sulte. To ganske almindelig mænd var med ham. Politistyrken var langt fra bestående af overnaturlige væsner. Opretholdelsen af orden virkede desværre ikke at være iblandt de overnaturlige væsners prioriteter. Så når der skulle handles med de overnaturlige i Terre, blev Andrei som regel sendt med menneskerne, for at balancere odds'ne lidt, på en måde.
Andrei havde modtaget et tip om en mulig mordsag, og havde på overvågningsoptagelser set hint af episoden, men ikke nok til at gøre sig nogle endelige konklusioner. Ikke andet end at hun kunne identificeres, og at der efter episoden var fundet et lig. Derfor, var turen vendt mod vandrehjemmet, hvor en hvis Natalya V. Valkov skulle holde til. Et stort vandrehjem, uden tvivl med adskillige slags overnaturlige væsner, og nok heller ikke de mest behagelige slags. En nervøsitet der var nemt at se hos de to mænd Andrei havde med sig, som de alle tre trådte ud af bilen. Bildørene blev lukket hver især, og Andrei rettede på frakken han bar, og trådte hen til hoveddøren. Det var midt om natten, men det var trods alt der han var aktiv, så han var lidt ligeglad med hvem det ville ubelejlige. Efter der blev banket på døren, ventede Andrei. Hans højre hånd var rakt om under frakken og til lænden, og holdte i pistolen i hylstret, imens han i den anden hånd havde sit identifikationsskilt. Det var langt fra alle i Di Morga og Terre der var venlige overfor en ordensmagt som politiet. Så han havde blot vænnet sig til at være klar på det værste. Det endte dog med at en dame åbnede døren. "Good evening. I am Captain Andrei Strigoi. This is Detective Miller. And this is Detective James." Der blev gjort gestus til begge hans partnere, efter damen havde fået lov til at tage et kig på hans skilt. Hvorefter Andrei så slap pistolen og rettede sig lidt op. Mere rank og alvorlig. "We were hoping to find a Miss Natalya Valkov..?" Det var jo ikke sikkert hun var der, men Andrei sænkede nu hagen og kiggede lidt nysgerrigt forbi damen der havde åbnet døren.

De havde bare leget lidt og desværre var mennesket dødt mellem hænderne. Ingen vidste helt, hvordan det var gået til, men Natalya mente at hun havde sit på det tørre. Alligevel kom det ikke som en overraskelse da politiet troppede op ved hendes 'hoveddør' og viste et politiskilt. Manden er talte var tydeligvis ikke et menneske, men det var de to andre mænd, som han kom med. De så begge enormt nervøse ud. Måske de skulle få sig et andet job. Da den første mand spurgte efter hende og derefter kiggede bag hende greb hun ud efter betjentens hage og tvang ham til at kigge på sig. "I'm right here." Hun sendte ham et afslappende smil. "Are you going to arrest me now?" Det ville være morsomt. Sådan noget havde hun aldrig prøvet før, så hun var helt med på idéen. "Give me a sec." Derefter vendte hun ryggen til døren og gik ind for at slukke musikken hun havde haft tændt. Efter kort at have sikret at alt var lukket og låst gik hun tilbage til betjentene og rakte hænderne frem, hvis de nu ville have hende i håndjern.
"So what are I aressted for? Tålmodigt fulgte efter betjentene. Opsat på at få sig nogle nye spændende oplevelser. Hun frygtede ikke for sit eget ve og vel. Hun skulle nok kunne komme ud, hvis det skulle blive alvorligt. Hun var sikker på sine evner og især, når to tredjedele af betjentene var normale menneske.

Well, det var da en anelse underholdende. Hun virkede ikke det mindste overrasket eller irriteret over at hun skulle arresteres. Hun virkede endda selvsikker og underholdt ved synet af Andrei. Andrei selv, måtte dog også lige skænke hende et blandet blik, som hun tog om hans hage. Han tillod hende arrogancen og selvsikkerheden. Han var nu rimelig sikker på at det snart ville falme. Det mest underholdende var egentlig, at han sikkert bare var endnu et ansigt til hende. Endnu en sørgelig betjent, påbudt at anholde hende. Nogle vampyrer kendte Strigoi-navnet, og trak sig som regel lidt væk når de indså hvem han var. Men til andre, var han ikke andet eller andre end Captain Andrei Strigoi... Til dels tilfredsstillende, og nyt til ham. En af de mange grunde til at han vedligeholdte et nogenlunde normalt job som dette.
Andrei hævede blot øjenbrynet og sagde ikke noget. Men betragtede hende blot som hun valgte at forlade døren, og tydeligvis slukke for musik og lys. Han valgte ikke at følge efter hende. Hun virkede næsten underholdt, så mon ikke hun ville komme tilbage efter mere underholdning? Da hun så endelig vendte tilbage, sendte han egentlig bare et lettere irriteret og alligevel afslappet blik i hendes retning. Nuvel. Hvis det var sådan hun ville gøre det. Da hun rakte hænderne frem mod ham, tog han derfor fat i hendes hænder, og vendte hende rundt, så håndjernene kunne sættet om hende bag hendes ryg. Hans tag var bestemt, og hårdt nok til at hun ville kende til hans styrke, og derved måske få andre ideer end at prøve at undslippe. Han vidste hvor stærk han var... "Natalya Valkov. Pending further investigation, I am hereby placing you under arrest. Suspected of the murder of Jonathan Wilkins.." Ordene var autoritære og bestemte, og i mellemtiden rakte en af de andre betjente ham et par håndjern. Håndjernene gav en svagelig ætsende lyd da Andrei tog om dem. Håndjern lavet af en sølv-legering. Brugbar til både vampyrer og varulve. Og, belagt med en anelse lys-magi... derved med en bredere brug. Han smed dem om hendes håndled, spændte dem til, og vendte hende derefter om igen. "If you, for any reason, should refuse or fail to follow the directions given by your arresting officers, potentially lethal force will be used to subdue you.." Mere eller mindre en standard påtale alle fik når de blev anholdt. Egentlig bare en venlig måde hvorpå at sige; at hvis hun ikke opførte sig ordenligt, ville hun højest sandsynligt få sig en dårlig nat. Med hånden om hendes ene overarm, førte han hende tilbage til bilen ham og hans makkere var ankommet i. De to andre betjente holdte sig lidt i baggrunden, en anelse truet af hende, men også blot årvågne og klar til at reagere, skulle noget gå galt. Imens de to andre satte sig ind på passagersædet og førersædet, førte Andrei Natalya om bag ved. Det var en næsten pansret vogn. Med 4 sæder foran, og et 'rum' bagi, med plads til en håndfuld anholdte, siddende på bænke og lænket til bunden. Andrei åbnede døren, og ledte hende derop. "Sit down." Lød det lidt monogamt fra ham, og han tog en af lænkerne fra gulvet, og satte fast i hendes håndjern. Derefter trådte han selv ind, og lukkede dørene efter dem. Han bankede et par gange på stellet, og køretøjet blev sat i gang. Andrei satte sig med rank ryg overfor Natalya. Han kiggede bare lidt på hende, denne gang med et gengældende afslappet smil. Derefter roede han i sin frakkelomme, og fandt et billede frem, som han viste til hende. "Tell me, do you recognize this man?" Spurgte han så. Selvfølgelig, et billede af den såkaldte Jonathan Wilkins. Manden hun var mistænkt for at have myrdet.

Det gode humør syntes at fordufte lidt da det viste sig at hun skulle i 'hellige' håndjern, men hun brokkede sig ikke. Fulgte tavst med ned i bilen. Styrken vampyren prøvede at bevise for hende reagerede hun ikke på. Hun var da klar over, at den slags skabninger havde masser af styrke, men det forhindrede hende ikke i at føle at de slet ikke var værdige til den. De var jo bare mennesker med lidt for mange kræfter. Det holdte hun dog tand for tunge med. De var tydeligvis også paranoide, for hun blev jo behandlet som en terrorist! Om hun skulle være smigret over behandlingen var hun ikke helt sikker på. Det måtte jo antage hun var farlig. Glad var hun dog for at hun var alene. Hun gad ikke sidde sammen med en flok beruset mænd, der ikke havde været i bad i flere måneder. Det havde hun prøvet førhen og det var ikke en fornøjelse hun gad prøve igen. Hun fik derimod den ganske attraktive vampyr overfor sig.
Billedet betragtede hun lidt. Tænkte i overdrævent lang tid, før hun så nikkede. "Yes, I do." Hun fik vippet hoved på plads. "He was quite sweet. I think a human girl would like him. A bit too much for my taste, but not so much that i wanted to kill him." Det var da også latterligt at dræbe folk blot fordi hun ikke kunne lide dem. Det var lidt for meget af det gode. "I don't know who killed him. I left shortly after. We got som guest and they didn't like us." Forklarede hun. At politiet absolut ville opklare mordet overraskede hende lidt, for det ville nok være svært. Ingen ville stå frem. Heller ikke hende, hvis det nu alligevel skulle være hende.
Mens de kørte videre lænede hun sig tilbage imod vognens side. En smugle irriteret over håndjerne, men forhåbentligt ville hun snart komme af dem igen. Det håbede hun i hvert fald for de gjorde hendes evner mindre kraftige og var som en irriterende konstant kløen. Heldigvis sved de ikke ligesom det havde været tilfælde med vampyren. Den blege stakkel. Han lignede jo et menneske der havde set et spøgelse, bare konstant.

Der blev ikke taget chancer, og ofte blev der ikke sparet på teknologien. En nogenlunde pansret vogn var udmærket til at transportere de verse overnaturlige væsner, og sådanne vogne var standard i Di Morga. Når man havde med væsner af stor styrke, intelligens, eller måske endda magi, ville det være fjollet blot at lade et sådan væsen hvile sig på behageligt bløde sæder i en stationcar. Og med store ladninger af elektricitet eller elektromagnetiske bølger, kunne et trænet menneske af politistyrken, håndtere de fleste overnaturlige væsner. Og hvis et sådan menneske skulle fejle, var der altid individer som Andrei. Og han fejlede sjældent. Men han tvivlede nu på at der hvilede meget respekt eller frygt i Dæmonen der sad foran ham. Hun virkede kølig.. Enten var hun overlegen og selvsikker på at kunne slippe ud af denne knibe. Eller, hun var uskyldig. Måske begge dele, måske ingen af delene. Men det var en sådan tankegang han måtte gøre sig, nu hvor han var i færd med interviewe hende. "You left? Was this before, or after he died? Assuming you saw his body...?" Han fandt en skriveblok fra fra frakkens inderlomme. Han måtte give hende illusionen af at han tog notater. Eller, han tog notater. Men alt dette blev optaget af systemet i selve vognen. Han stolede ikke på nogen... Selv, var Andrei lettere kølig og autoritær overfor hende. mere eller mindre ligeglad med de små smil hun havde sendt ham, og med hvor lang tid hun nu ellers tog sig til at tænke over hendes ord. "And di you get a good look at the guests that arrived? Perhaps their species?" Ak ja, et ord han var blevet vandt til at kalde de forskellige racer imellem. Et formelt ord. Hun var fra helvedet. Han ville næppe kalde hende en del af en 'species'. I hans øjne fandtes der ikke mere individuelle væsner end Dæmoner.. hvilket gjorde dem farlige og uforudsigelige. Endnu mere grund til ikke at stole på hende.. Han havde haft gøremål med Dæmoner igennem tiden...

"After. I saw his body." Forklarede hun kort og rettede sig op, så hun kunne se ned på blokken. Han skrev, men hun kunne ikke aflæse hvad. "There was all kinds. Vampires, demons and devils." Selvfølgelig var der ingen engle eller andre svage væsner i det selskab. Det ville jo have været selvmord og der havde helt sikkert også været nogle 'racistiske' jokes om netop engle, som ingen rigtig brød sig voldsomt meget om. Vampyrene var dog, som altid, lidt forsvarende omkring dem. Deres blod var jo godt og de var jo ikke grimme! Selv var hun mere til aspera skulle det være sådan nogle 'gode' naturvæsner de snakkede om. Egentligt fortrak hun væsner fra sin egen race eller der omkring. Hun gad ikke diskuterer, hvad der var rigtigt eller ej. Så kunne han være lige så pæn.
Tålmodigt ventede hun på, at de ville komme frem til stationen og muligvis andre spørgsmål. Hun havde ikke så meget andet at lave, så hun tog sig god tid. Ingen grund til stress. Noget af tiden funderede hun over, hvorfor der var mennesker som betjente i byen. De måtte da vide, at de intet kunne stille op mod en djævel eller blot en engel. Det var måske derfor de havde vampyr betjenten med. Så de kunne se lidt farligere ud. Måske man skulle prøve at se, hvor meget den vampyr nu faktisk kunne.

Hun vidste tydeligvis ikke hvilken slags vampyr hun havde med at gøre. En Strigoi var typen der oftest blev hadet eller skulet til af andre vampyrer, og dog, var det også ofte dem fra hvilken andre vampyrer løb og flygtede. Engleblod var intet til Andrei, end blot en fin drink... men Vampyrblod.. der fandtes ikke en sødere smag!
Selv med tanken på blod, hvilket ofte fyldte hovedet foruden alverdens andre lyster og pligter, formåede han at notere hvad hun skrev, og lyttede ganske opmærksomt. Det lød dog meget typisk, hvad hun sagde, og alskens slags mistænkte ville ikke tøve med at beskylde sådanne mistroede racer. "That'll be all, for now.." Han lukkede notesblokken sammen, og puttede det atter ind i inderlommen, for derefter at skænke hende et flygtigt blik. Han bankede en enkelt gang på den tykke plade der adskilte det rum i hvilken de to sad, og førerummet. "Two minutes, cap!" Lød det i det samme derefter, og Andrei nikkede blot for sig selv. Han satte sig til rette. Hænderne i sit skød, og blikket vendt mod Natalya. Han sagde dog ingenting i de omkring 2 minutter det tog før bilen gjorde holdt. Blot med let sammenpressede læber, og de isblå granskende øjne. Han ventede nærmest på ord han kunne få lov til at ignorere.

Da bilen gjorde holdt, var det på pladsen forbundet med Législation, og vognens bagdør blev åbnet af to bevæbnede vagter. Andrei lænede sig frem mod Natalya, og tog lænkerne af til gulvet, men lod selvfølgelig håndjernene sidde om hendes håndled. Som han havde gjort tidligere, greb han om hendes overarm, og ledte hende ud af vognen, og ind på selve stationen. Der var befolket derinde. Og travlt. Efterfulgt af et par bevæbnede vagter, ledte han Natalya langs en lang korridor. "I'm bringing you in for further questioning. This might take a while.." Forklarede han roligt uden at kigge på hende. Han gjorde øjenkontakt med en mand der sad på en bænk i korridoren. Endnu en kriminel, bragt derind af en betjent. Han sad lænket til bænken, og ligesom manges blikke, var de rettet mod Andrei. Han kommanderede ganske meget respekt, og var iblandt de højest rangerede på stationen. Én iblandt blot nogle få kaptajner, men kun nogle få andre overordnede. Andrei forventede nærmest at der ville ske noget, men det gjorde der dog ikke... eller... han havde næsten håbet på det.
Han stoppede op og åbnede en ståldør. Derefter ledte han Natalya ind i et gråt rum. Blot med et stålbord og stole dertil. 3 vægge uden udpyntning eller anden maling en gråt, og den ene væg i form af et reflekterende glas. Som et stort spejl på væggen. Hvis man havde set nok af den slags fjernsyn, ville man nok vide hvad det var. Han satte hende ned på en stol, og da hun var sat ned, fjernede Andrei hendes håndjern. "Sit tight.." Lød det bare fra ham, inden han forlod lokalet, og låste den tykke dør efter sig. "Do you have the witness rapports?" En betjent var kommet op til Andrei, og rystede på hovedet ved spørgsmålet. "We're interviewing them now, sir." Andrei nikkede. "Bring them to me, when you're done."..
Andrei lod hende vente derinde i et ganske godt stykke tid. Der var formelle ting som skulle ordnes, men egentlig også bare for at gå hende på nerverne... forhåbentligt. Det var oftest lidt nemmere at få sandheden, eller noget håndgribeligt, ud af en mistænkt, hvis vedkommende havde fået lov til at sidde og tænke lidt for sig selv. Efter godt og vel en halv time, trådte Andrei ind i lokalet igen. Han vendte blikket mod hende, og satte sig så ned på stolen foran hende. "Mis Valkov.. Let's start at the beginning, shall we?" Han lagde begge sine hænder op på bordet, og flettede fingrene med hinanden, alt imens han stadig kiggede på hende. "Walk me through what happened last night.. between you, Mr. Wilkins, and these other guests.."

Efter at være kommet frem til stationen fulgte Natalya lydigt med ind på politistationen. Hun kiggede sig lidt fraværende rundt omkring. Hun havde selvfølgelig ikke de vilde planer om at blive hængende hele natten, så hun skulle lige have sig et overblik over stedet. Henne ved manden, der sad lænket, kiggede hun lidt ned på ham, men kun kort, før hun blev ført videre ind i afhøringslokalet. Der fik hun heldigvis fjernet håndjerne. Hun gned sig straks let over håndledende da hun fik dem fri. Det havde været en ganske ubehagelig oplevelse, men ikke noget, som hun ikke kunne klare. Hun kunne jo klare alt - stod det i hvert fald til hende selv.
Imens betjenten var ude og ordne papir sad Natalya stille på sin stol og fik gang i sine evner ved at lave små gnister i luften. Efter nogle minutter rejste hun sig op og gik hen til døren. Hånden lage hun fladt på den og fik efter et par sekunder døren til at gå op. Uden problemer kunne hun så åbne og træde ud i gangen og forsøge at finde tilbage til sin betjent. Høfligt spurgt hun et par stykker om hun kunne blive henvist til Andrei. Folk kiggede først lidt undrende på hende, men endte med at vise vej. Inden hun dog nåede så langt fandt hun et skrivebord med mandens navn på. Det var gemt lidt væk fra de andre og havde betragtelig mere plads. Han måtte altså være et godt stykke oppe i hierarkiet. For en stund glemte hun, hvad hun egentligt lavede, og gik hen og smed sig i stolen. Efter at have siddet der, mageligt, i et par sekunder, rettede hun sig op og pillede lidt ved nogle forskellige ting. Hun ventede blot på at Andrei skulle finde hende - eller nogle andre - og stille spørgsmålstegn ved, hvad hun lavede. Så skulle der forhåbentligt nok ske nogle løjerlige ting, for det begyndte at kede hende bare at følge efter Hr. Betjent.

// Wow.. hvor kom det fra?

Djævle... Selvviske og destruktive. De end ikke engang klyngede sig til loyalitet overfor deres skabere, hvilket han ville have kunnet respektere. I stedet var de kaotiske væsner, ensommelige og anarkistiske i deres adfærd. Hvilket gjorde dem yderst uforudsigelige, såvel som en formidabel trussel. Og denne kvindelige djævel, var begyndt at gå ham seriøst på nerverne. Så meget, at han hamrede sin hånd ned i metalbordet da han fandt ud af at hun ikke var derinde.. hvilket gad genlyd i lokalet. Han skar sine tænder imod hinanden og rynkede næsen som han trådte ud derfra. En detektiv var i mellemtiden kommet hen til døren da han havde hørt lyden der inde fra. Andrei tog man manden krave og trak ham lidt mod sig, imens han stirrede arrigt ind i mandens øjne. "The suspect escaped.. i want men at every entrance, and on every corner within a mile. I want men on the fucking roof!.." Manden nikkede febrilsk, og Andrei slap ham derefter, for så at fortsætte. Han havde ingen jordisk chance for at vide hvor hun var henne. Alt hvad han kunne, var at lede, og organisere. Hun havde valgt at ændre spillereglerne i et fastlagt spil.. havde valgt at tage styringen på et domæne der ikke var hendes.. havde, ikke mindst, valgt at lege numre midt i Di Morga's største politistation... Han vendte i det samme kursen mod sit kontor. Han var leder af Detektiv-afdelingen. Imens der var skriveborde rundt omkrign i et stort lokale, var hans bag en tynd væg af glasruder, og adskilt med en dør. I det samme han rundede hjørnet, spottede han Natalya sidde ved hans skrivebord. Tydeligvis upåvirket og blot i færd ved at pille ved forskellige ting. Andrei gik selvfølgelig nærmere, og ind af døren der var efterladt åbent. "If you, for any reason, should refuse or fail to follow the directions given by your arresting officers, potentially lethal force will be used to subdue you..." Køligt gentog han det selv samme ord han havde sagt til hende tidligere på aftenen, som han trådte ind på kontoret. Han låste døren efter sig og tog derefter sin frakke af. Han var selvfølgelig opmærksom på hende, imens han hang frakken op på en knagerække, men han var nu ikke videre bekymret. Med hagen sænket og blikket mod hvad hans hænder lavede, åbnede han atter munden. "Several eye-witness accounts proclaim you to be innocent of the murder, and the surveillance footage points in the same direction.." Svarede han, imens han afspændte bæltet omkring livet på sig selv, hvilket holdte hans pistol, og lod det falde til jorden. Derefter tog han hylstret af sine skuldre, hvilket holdte en klinge og endnu en pistol, og lod også det falde til jorden. "But now.. you've made this personal.." Lød det så, hvorefter han endeligt vendte blikket mod hende. Han vidste han nok ville have svært ved at skræmme en kvinde så arrogant som hende, men fløjlshandskerne var for længe smidt, og han ville gerne at hun vidste det.. Han trak ærmerne op i hans langærmede bluse, og vendte så fronten mod hende. "Stand down, or I wil put you down!" Hvæsede han af hende med knyttede næse og et rynket bryn. Det arrige udtryk over ham, havde trukket lidt op i hans mundvige, hvilket afslørede spidse tænder.. Han havde ikke tålmodighed til at blive trodset på en sådan måde. Ej heller ville han lade sin autoritet blive sat på prøve af en simpel sjævel der netop var kommet til Terre..! Bag ham, igennem glasruderne, var betjente blev gjort opmærksomme på situationen, og havde nu for det meste vendt opmærksomheden mod episoden på Kaptajnens kontor...

//Et forsøg på at give tråden lidt ekstra.

Allerede da manden trådte ind af døren kunne hun som en varm brise mærke hans vrede ulme lige under overfladen, men hun valgte tog at tage den helt med ro. Hun betragtede ham i stilhed. Studerede ham nøje, mens han smed sine våben og så lignede en mand der skulle til at fortælle en kvinde, hvor hendes plads var. Noget der vakte afsky hos hende. Tænk at mænd endnu blot valgte den direkte hovedløse vej. De var så simple. De forstod slet ikke, at man kunne snakke sig ud af de fleste situationer. Selvfølgelig kunne mødte man nogle, hvor man måtte bruge nævnerne, men dette var slet ikke tilfælde og det havde hun i sinde at bevise.
"Mr. Strigoi." Startede hun roligt ud. "Force isn't a solution to everything." Roligt lænede hun sig frem i stolen og lage hænderne på bordet. "Let's talk here. You got your men out there and I'm not going anywhere right now." Det burde da være en deal han kunne klare. De var bare et andet sted og han slap for at spille så meget med musklerne, med mindre han havde noget at bevise overfor sine kollegaer der stod omkring dem som om de var terrorister. "You know. I'm a woman. I like to talk about thing. Like to living creatures." Hun forsøgte sig virkelig med at udstråle noget roligt og forhåbentligt ikke så arrogant som hun førhen havde fået gjort. Nu var det på tide at ændre kurs. Hun havde også tænkt sig at spørge om, hvordan hun kunne have gjort det personligt - måske var han tæt knyttet til sit kontor - men kom frem til at det nok ikke ville hjælpe på hendes forhenværende, så hun lod vampyren tage det næste træk.

Natalya's kølige attitude blot smed brænde på bålet der var Andrei's vrede. Ikke en ukontrollerbar vrede, trods alt, men han havde dog ikke tænkt sig at tolerere nogen udfordre den autoritet han havde båret igennem hele sin eksistens. Han var en Ældste af den underjordiske Strigoi Klan, og selv hvis det ikke betød noget til en Djævel som denne, ville han ikke lade hende ignorere det faktum! Det var ganske let for en kvinde som hende et bringe hans blod til kogepunktet... Hun syntes næsten at beherske det som et talent eller veltrænet evne. Og for hvert ord det forlod hendes læber, desto mere sikker blev han i sin sag. Denne Djævel ville snart forstå ikke at udfordre ham... "No, you're not.." Bemærkede han hurtigt ved hendes ord, og rettede et ganske skarpt blik mod hende. Han havde dog ikke tænkt sig at gøre noget uden en anelse omtanke. Kun svage væsner handlede således, og han var en vampyr. Et rovdyr. Imens mange andre væsner var på denne jord for trivialitet, var en vampyr designet til at jage og mæskes i blod. Andrei fnøs en anelse irriteret over hendes ord. I'm a woman... Jovist, hun var. Men meget mere end blot en kvinde. Og hendes køn ville så sandelig ikke få ham til at holde tilbage. Han var totalt uden bemærkningen at kvinder var beskyttet af deres køn eller deres ellers naturligt fysiske svagelighed. Noget Zion ganske effektivt havde forkastet fra sindet af den mand Andrei engang var..
Andrei endte med at skære sine tænder imod hinanden og rynke næsen. Han ignorerede hendes ord og gestus til samtale, og med brede skuldre og fronten vendt mod hende, bevægede han sig hurtigt mod skrivebordet hvorved hun sad. Hvis han fik sine hænder om hende, ville hun ikke kunne glide sig ud af denne situation hun var i...

Det var der lidt i luften. Det var ville gå galt. Enten fordi vampyren mistede tålmodigheden eller også fordi djævlen ikke gad at lege skydeskive mere. Det var ikke en sjov stilling, men hun håbede på at soldaterne ville undlade at skyde på deres kaptajn. Det satte hun i hvert fald sin lid til, da hun forsøgte at udglatte situationen lidt. Noget der tydeligvis ikke ikke hjalp meget, for man kunne næsten se på manden hvordan han dirrede af vrede. Det var, måtte hun erkende, lidt morsomt at se på. Tænk at der ikke skulle mere til. "Good we can agree on that." Lød det en anelse tørt, før vampyren pludselig var klar til angreb og var på vej imod hende. Det kom som en overraskelse så det var næsten i panik hun gjorde et sving med armen og fik luften omkring vampyren til at presse sig sammen og skubbede ind imod hans massive krop. Instinktiv knyttede hun bagefter hænderne og fik opbygget et luftskjold omkring sig. Det ville for en stund beskytte hende imod mulige skud fra vagterne der kom fra betjentene.
Projektet var bestemt ikke let. Det var en stor overflade hun skulle holde ved lige og selvom hun havde siddet og pillet lidt ved sin magi var det slet ikke nok til at hun uden videre kunne kaste sig ud i en kamp, hvor man skulle kaste rundt med vampyrer og stoppe måske hundredevis af kugler der måske pludseligt ville komme. Derfor var hun også meget opmærksom på vampyren. Hun ønskede han tog sagen i egen hånd. Det ville hun letter kunne klare. Et sted forventede hun det også. Han virkede meget maskulin på det punkt. Ville helst bare selv gøre tingene. Alligevel var det andet stadig en mulighed. Hun forsøgte derfor at holde skjoldet oppe til hun vidste, hvad der ville ske.

Andrei var den yngste af en flok på fire vampyrer, der sammen havde levet under hælen af deres skaber, i hundredvis og tusindvis af år. Selv med hans enorme styrke, udholdenhed, og hårdføre natur, havde det været svært at holde sig oprejst. Men nu hvor han var oprejst, og nu nærmest præcist havde levet som vampyr i 600 år, havde han ikke tænkt sig at være underdanig. En sådan kujonagtig adfærd havde han dyrket for ofte overfor sin nu afdøde skaber, og det ville aldrig ske igen. Så en så aggressiv handling fra hans side, var drevet af lidt hastige beslutninger, men alligevel en solid tro på hans egne evner. Dog, måtte han se sig overrasket da et sving med hendes arm, sendte et massivt tryk mod hans krop. Det var som de livløse lunger af hans krop krølledes sammen, og i løbet af blot et splitsekund blev hans moment skiftet. Fra at have færd mod hende og skrivebordet, var han nu sendt den modsatte retning, og hamredes igennem den tynde væg af glas og træpaneler. Han endte med først at ryge igennem væggen, og derefter ramme et skrivebord med skuldrene, slynges bagover det knuste skrivebord, og lande med fronten på det glatte gulv. Et lydløs gisp af overraskelse lød fra de medlemmer af politistyrken der stod samlet i det store lokale. Andrei var velkendt og af høj rang. Tænk at nogen skulle sende ham flyvende således? En af politibetjentene affyrede sin pistol mod kvinden, men kuglen opløstes nærmest til støv som det ramte hvad der måtte være et skjold omkring hende. I det samme blev en flad hånd rakt imod betjenten af Andrei. "Hold your fire! She's mine to handle!" Lød det fra ham, og han kiggede op fra gulvet. Hans trøje var en smule flænset fra glasset han var røget igennem, men ellers virkede han ikke til at have videre men. I en voldsom bevægelse, slyngede han begge sine hænder mod gulvet foran sig. Fingrene blev nærmest boret ned i gulvet, og den ene fod blev trukket op under ham. Og med nærmest al hans styrke, trak han og sparkede han sig op i løb. I en sådan hast og voldsom styrke, at det gav et lille sus i papirarbejdet der lå på nærtstående skriveborde. Hans isblå øjne fæstnet mod målet, som selvfølgelig var Natalya. Hvert hurtigt skridt han tog, øgede hastigheden af løbet, og skuldrene var jævnet mod hende. Skrivebordet lod han sig heller ikke stoppe af, og idet hans ene knæ ramte træværket, flækkedes det og han passerede igennem skrivebordet, og mod hende.

Skuddet gav et lille ryk i Natalya, der faktisk ikke havde troet at de ville skyde. Heldigvis fortsatte det heller ikke mere. Hun lod derfor skoldet forsvinde, hvilket hun var glad for. Pistolens projektil var lille og kunne uden besvær opløses, men en fuldvoksen vampyr var en hel anden snak. Det ville uden tvivl have tæret hende for kræfter og det kunne også blive utrolig makabert for enten ville hun formå fjerne halvdelen af hans krop eller bare gøre ham endnu mere vred og så var det nok hende der lå og blødte til sidst. Derfor var hun glad for sin beslutning om at fjerne skjoldet da vampyren pludselig løb imod hende som en tyr og ikke gav hende nogle chance for at flytte sig. Hun forsøgte derfor, i de få sekunder der var, at gøre sig klar til at blive trumlet ned. Der var ikke meget forberedelsestid og det var ikke hver dag hun sådan blev løbet over ende, så da vampyren ramte ind i hendes krop slog det alt luft ud af hende og gav en eksplosiv smerte, som hun dog holdte inde ved at bide tænderne hårdt sammen. Hun nægtede at skrige.
Om det var hensigten eller mere et tilfælde var hun ikke klar over, men kort efter hun mærkede vampyren foran sig kunne hun et split sekund mærke vinduet bag sig og derefter, hvordan det blev splintret under trykket. Det var dog til at overleve. Hvad der derimod var ganske ubehageligt var at lande på de mange små stykker glas. Så snart de lavede kontakt med jorden forsøgte hun at vride sig ud af vampyrens greb. Noget hun dog hurtigt måtte erkende var mere besværligt end hun selv havde troet. Manden var tung, så selv da hun forsøgte at sparke var det ikke ligefrem fordi han fløj meter eller bare centimeter. Hun valgte derfor at forsøge at bruge neglene, som hun jog ned i halsen på vampyren. At være bekymret for ham var hun ikke. Han skulle nok overleve. Spørgsmålet var mere, hvordan hun efterfølgende ville have det. Derfor kæmpede hun med næb og kløer for at komme fri.