Creatures of the Night

Café "Blue Moon"
20:30

En frisk, let kølig, vind løb igennem en af hovedgaderne i byen Terre. En taxa stoppede op på pladsen overfor den mindre franske kafé med mørke markiser. Ud steg Andrija og lod en hånd glide igennem sit mørkeblonde hår, mens han vendte på hans partner kom ud af bilen. En blond vampyr som forhåbentligt bar partneren til den finpudset ring han selv bar rundt om ringefingeren. Det gav ham stadig en mærkelig følelse, men han var efterhånden blevet mere glad for den end han var parat til at indrømme over for nogle - også sig selv.
Pladsen bilen holdte ved et sted, som var belagt med et flisemønster i sort og hvid. I midten lå der et springvand af en pæn størrelse der ud fra en fiskemund spruttede en høj stråle af vand. Kønt var det ved gud ikke, ikke hvis man spurgte Andrija.
Da Millicent var ude, plantede han et kort kys på hendes kind. "I aften skal jeg nok drikke som en fin mand." Et stort smil lå på hans læber. At drikke fra flasken var hans fortrukne måde, men ordenlige folk drak fra et fint glas og han ville gerne vise at det kunne han også. For at understøtte den påstand, trak han hende med hen til "Blue Dragon", en café af bedre standarter og kvalitet.

//Rækkefølge: Andrija, Millicent, Diego og Amy

At påstå man som vampyr havde et helt normalt og trivielt liv ville være en overdrivelse af høj kaliber.
At påstå man med Andrija som partner havde et normalt og velafbalanceret forhold, var simpelt ikke noget man kunne udtale, ikke uden at ens næse ville begynde at gro....og blive meget lang.
Så netop defor var Millicent helt ubeskrivelig glad over udsigten...ikke den forfærdelige vandsprøjtende fisk,der dog signalerede at det var et elegant sted de var ankommet til, men udsigten til en forholdsvis normal aften med ham, og selv om hans humør var kendt for at kunne skiftes hurtigere end Uso kunne rappe, så måtte hun indrømme at når han opførte sig sådan her....når han gad gøre en indsats, så var han skøn og dejlig.
Millicent trådte ud, og selv om den sorte tætsiddende kjole, komplisede det en smule, lykkedes det alligevel med god stil.Kjolen var et lån fra Desiré Noir, en klassisk en med dyb ...meget dyb ryg...og for at kompenserer for den manglende stof,havde den trekvart lange ærmer.En rød syning løb fra hendes lænd og ned over rumpetten, og matchede de høje røde pumps.Kun en oversize hvid dyne jakke ødelagde komplet det stilrene look, og måske håret der kun var samlet med et spænde omme i nakken.
Hun strøg kort Andrija over kinden..." Det glæder mig....lad os nu se hvor lang tid du kan holde både takten og tonen" sagde hun med et smil .
Kort tid efter, havde de placeret overtøj i en lille tilgørende garderobe, og var på vej ind i lokalet.
Millicent søgte efter Andrijas hånd...og gav sig tid til at kigge lidt rundt.
Enkelte borde var stadig ledige....men det der fangede hendes øjne, var noget sort hår på en meget velkendt skikkelse.
"Det er Diego....ham jeg fortalte om." Hviskede hun til Andrija.
Egenlig havde hun bare nævnt at Diego var en ven, og Andrija vidste de havde overnattet hos en af Diegos venner, en dag dagslyset havde holdt hende fra at kunne tage hjem.
Millicent halede afsted med Andrija....selvfølgelig kunne hun ikke bare ignorerer ham, og den yndige kvinde ved hans side....hun måtte da lige sige hej.
" Diego..." Hilste hun kort og med en varm stemme, da de kort tid efter stod ved bordet.

Det var førstegang i evigheder Diego rent faktisk havde været sammen med nogen, da han gik i byen. Normalt smuttede han jo lige præcis i byen for at samle et offer op. Måske havde de byttet roller på en måde. Måske var han blevet offeret. Han vidste i hvert fald, at kvinden ved hans side ikke var som nogen anden kvinde, han havde kendt i sit lange liv. Hun var den første og den eneste kvinde han nogensinde havde elsket.
De var taget af sted for at jage sammen. Men det var pludselig langt sværere at forføre kvinderne omkring ham, når han blev distraheret af Amy. Selvom han havde oplevet præcis hvor virkelig hun var - han havde været så tæt som muligt på hende; og følt sig tættere på hende end han nogensinde havde følt. Han var kommet over det første chok og forstået, at hun ikke bare ville forsvinde mellem hænderne på ham. Alligevel frygtede han, at han kunne vågne hvert øjeblik det skulle være.

Han tog en slurk af sin drink. Hans røde øjne var fikseret på Amys læber. Han havde aldrig haft så svært ved at styre sig før. Og det blev meget hårdt at spille en drengerøv fra det enogtyvende århundrede, når han var opvokset som en gentleman i attenhundrede. Præcis samme tidsperiode som han havde mødt Amy første gang. Hun vækkede gamle minder i ham. Vækkede gamle instinkter. Men han måtte fastholde de nyeste for at overleve.
Med en kraftanstrengelse vendte han hovedet væk og så ud over caféen. Han ville ikke udpeje sit offer med særlige overvejelser. Han skulle bare have blod. Andet var ikke vigtigt. Han satte drinken og rettede lidt på sine skjorteærmer, da hans blik faldt på et velkendt ansigt. Genkendelsen var et ligeså stort chok, som da han havde mødt hende på en snavset natklub for en måneds tid siden. Milliecent … Den stædige men skrøbelige og uerfarne, blonde vampyr.
"Millie … Hvad fanden … " Han var ikke selv helt sikker på, hvad han var ved at spørge hende om. Hans blik landede på dæmonen. Han kunne lugte bæstet og rynkede kort på næsen men lod det ikke gå sig på. Han vidste ikke, hvornår han sidst havde mødt en dæmon. Og det var heller ikke, fordi han som sådan kunne genkende lugten. Han kunne blot lægge to og to sammen. Millie ville ikke gå i byen med andre end sin forlovede. Hans øjne gled over dæmonen et par gange, mens han overvejede om fyren var en trussel eller slet ikke var værdi til hans bekymring. Han valgte at se tiden an.
"Godt at se dig." Udsagnet var ment til Millie, selvom han holdt øje med dæmonen. Han rankede ryggen lidt, rejste sig fra stolen og rakte hånden til Andrija. "Vi har ikke haft fornøjelsen af at møde hinanden før. Men jeg har hørt en del om dig." En sort hårtot faldt ned ved Diegos røde iris.

Amy havde set frem til at de skulle ud og jage sammen. Det var som om at lige nu.. kunne hun ikke få nok af ham. Hvert minut.. hver time.. hver dag de tilbragte sammen fik hende til at elske ham mere og mere. Hun elskede deres tid sammen.. og det var det bedste der var hændt hende, at de havde fundet hinanden igen. Selvom det havde været rent og skær tilfælde, havde det været det bedste der kunne være sket for hende. Hun følte sig tryg sammen med ham, tryg og afslappet.
Egentlig var det ganske rart, at de kunne snakke sammen om alt.. de havde fortiden sammen, en kærlig og skøn fortid, hvor de havde haft alle de følelser, men ingen mulighed for at vise dem frem for offentligheden, fordi de var af forskellige familier. Hun havde hadet det.. mere end noget andet, Og nu.. hun havde bare så meget som hun gerne ville vise ham, og fortælle ham. Hun elskede at være hans.. også selvom hun et eller andet sted, altid havde været det.

Som hun stod her sammen med Diego, havde hun kun øjne for ham. Hun havde bemærket hans vedholdende stirren mod hendes læber, og det fik hende til at smile legende. Hun lænede sig hen og kyssede hans kæbe ganske blidt, inden hun mødte hans øjne. "Du stirre.." hviskede hun legende i hans øre.
Hendes påklædning var en stram læderlignende kjole, der var med en dyb udskæring foran, og afslørede hendes fyldige barm, men uden at vise for meget. Den nåede hende til midt på lårene. En sølvmedaljon faldt flot om hendes lyse hals, halskæden var en hun havde fået af Diego, den gang.. for mange år siden. Hun rettede sig op på de meget høje stilethæle, der var dog også en smule platou i. Støvlerne var snørret og nåede til hendes knæ.
Kort efter så hun en blond pige komme hen til dem, og da Diego hilste på hende smilte hun roligt og tog en tår af sin drink. Hun nikkede blidt til pigen. "Hei.. Jeg hedder Amy, og du er?" spurgte hun mildt og lod hovedet glide på skrå. Hun strøg en tot af det røde hår om bag sit ene øre. De røde øjne hvilede tænkende på Diego da han rejste sig, og hendes blik gled mod Andrija. Hun grinte lidt for sig selv, og rejste sig. "Hey Andy.. Længe siden?" hun smilte drilsk og bed sig en anelse i læben.

Andrija følte sig som en eller anden statue på et muserum. Diego havde tydeligvis ikke lært af de menneskemaner de fleste blev påduttet mens de var små, men de var også latterlige, så han valgte pænt at ignorere både blikket og de brudte regler. "Goddag." Selvom man normalt ville trykke den fremmed mands hånd, i ren høflighed, var de alligevel så godt i gang med at bryde regler, så denne høflighed sprang han selv let og elegant over og vendte sin opmærksomhed mod Amy.
"Tydeligvist." Svarede han hende med et kort smil overfladisk smil. Som var det blevet underkastet en varm laserstråle, fordampede det da han vendte sig imod Millicent. "Skal vi blive hængende?" Uden at vente videre på svar, gik han omkring hende og gled ind på en stol, hvor han lænede sig op af væggen. Hans hånd gled dovent ud efter menukortet, som han stak op under snuden og studerede, før han satte kortet på plads og vendte sit blik mod de tre andre. "Står man op og taler sammen som vampyr?" Han hævede spørgende et bryn.
Selvfølgelig kunne han ikke undgå at bide mærke i at tre andre vampyrer, men så måtte han jo vise hvilke sider dæmoner havde, hvis det blev nødvendigt, for de måtte endelig ikke glemme at når alt kom til alt var han den der ikke havde været et menneske. Det havde de, alle sammen!

Diego var lige så taken by surprise , som Millicent var og et lille grin trillede over hendes læber." Vi skulle ud og ...spise" forenklede hun sin forklaring og viftede afværgende med en hånd, for ikke at skulle uddybe nærmere.
Den smukke rødhåret pige præsentede sig, og Millicent rakte sin hånd imødekommende ud mod kvinden.." Hej Amy...jeg hedder Millicent og kender Diego fra Geneve" lød den korte udgave af historien.
Millicents opmærksomhed blev tvedelt, hun fornemmede at Andrija var.....ham selv ...og en lille rynken kom over hendes næse, da han undgik at tage Diegos hånd.Hvad var der med Andrija og almen god opdragelse? Men det var da ingen ting imod hendes overraskelse da Amy og han åbenbart kendte hinanden.
Naturligvis skulle hun til at spørge ind til det, men Andrija forslog de blev hængende og banede sig vej....og tog plads på en stol, ved siden af Amy.
Millicent så for sig , hvordan deres aften lige havde lavet en U vendning, og hun rystede kort på hovedet, hvorefter hun kiggede først på Amy og siden Diego.Hendes røst havde en undskyldende klang, da hun spurgte " Skal vi slå os sammen ? Jeg vil da gerne høre hvordan det går"
Millicent så på Andrija og mimede et " shyy" han havde lovet at være ordenlig i dag, og det havde han bare at holde.
Millicent fik trukket stolen ud og tog plads overfor Andrija og ved Diegos side.
Hun så sig om efter tjeneren..." jeg er simpelthen nød til at have noget at drikke" lød det, hvorefter hun smilede til Amy." Andy...huh? Så du kender Andrija ?" Lod hun spørgsmålet hænge åbent.
Imens forsøgte hun at fange Diegos øjne, og han ville kunne aflæse hendes reaktion i hendes ....både i forhold til at han havde fundet sin pige, hende han drømte om og længtes efter.Hun var meget glad på Diegos vegne, men også en stor forundring over at Amy synes at kende Andrija, hvor ualmindeligt underligt.

// tilgiv mig lige at placerer os :)

Diego satte pris på sin tankelæsning. Da 'Andy' undgik at tage hans hånd og den mørkhårede vampyr kort skimtede hans tanker, kunne han ikke lade være med at smile. Et kort, arrogant smil. Der var noget ved Andys attitude. Allerede i løbet af et par sekunder havde han vist sig at være et interessant individ. Det føltes allerede som et Izaya-Shizuo-forhold. Men uden knivstikkeriet - og Andy havde da endnu ikke revet et skilt op af jorden og truet Diego med det. Det var vel et godt tegn. Hvor meget mon dæmonen vidste om ham.
Uanset hvad, så følte han sig afslappet og rolig lige indtil Amy hilste på dæmonen og Diego kunne føle fantomsmerter af et bankende hjerte, der pludselig slog hårdere.
Amy … kendte … dæmonen.
Diego var ikke typen, der blev slået ud af kurs. Ikke i sit vampyrliv og heller ikke, da han havde været en fin herre under navnet Ciel. Men dét gjorde indtryk på ham. Hans greb sig i det og vendte roligt hovedet fra dæmonen og til Amy. Med øjenbrynene sænket gjorde han mine til at ville have svar. Millie kom dog i forkøbet med at spørge - helt perfekt. Han havde ikke lyst til at hverken dæmonen eller Amy skulle se ham forvirret.
Hip hurra for skuespillerkunsten.

Ud fra det han vidste om Millicent, ville han ellers tro, hun ville være gået i baglås da Amy præsenterede sig. Især efter, hvad der skete i hotelværelset, da Diego bestilte "room service" og det endte med, at pigen fra hotellet forlod rummet med et råb om "at hun ikke var Amy." Men han havde ikke koncentration eller opmærksomhed til at skænke hende mange tanker. Hans verden drejede endnu engang rundt om den kære rødtop, der havde revet hjertet ud af hans bryst, gemt det væk og slugt nøglen.
Han ville gerne lægge sin arm om hendes talje. Eller i det mindste tage hendes hånd. Men kærtegn faldt ham ikke naturligt, når det ikke kun gjaldt fysisk tiltrækning. Desuden virkede det ikke rigtigt at røre hende i dette sekund. Ikke mens han var ved at lægge et psykologist puslespil. Ikke mens han drejede på skruerne og strammede lærredet, så virkeligheden igen lå spændt ud foran ham - tydeligt.

Amy så kort ind i Diego's øjne, og smilte en anelse legende, inden hun lænede sig hen mod ham og nappede ham en smule i øret. Et svagt grin formede sig på hendes røde læber, da Andy valgte at de skulle blive hængende. "Jamen dog.. ligefrem som altid Andy.." drillede hun let, og strøg kort Diego over armen inden hun placerede sig på skødet af Diego.
Hun havde jo aldrig snakket med Diego om at hun kendte Andy. Eller den fortid de nu en gang havde sammen. Det havde ikke virket som en ting hun behøvede at fortælle, og derfor havde hun ikke gjort det. Let strakte hun sig og lod kort blikket hvile mod den yndige pige Andy havde med. Hun virkede da ganske sød. Da pigen så åbnede munden og stilte sit spørgsmål, hun smilte lidt og så kort mod Andy. Efterfulgt af et forsigtigt skuldertræk. "Tja det gør jeg.. Vi har da haft en tur i byen sammen en eller to gange.." hun smilte drillende til Andy, inden hun kyssede Diego i mundvigen.

Tænkende så hun sig omkring for at hjælpe Millicent med at finde en tjener. "Alsa de røde er okay.." hun smilte venligt og fik vinket en tjener hen til dem. Lod Millicent bestille, inden hun med et opgivende suk lod sig glide ned ved siden af Diego. Det var da egentlig meget hyggeligt med nogle flere personer om dem. Bortset fra at hun stadig var en smule sulten. Det generede hende ikke specielt meget på nuværende tidspunkt.
De røde øjne tog plads på Diego. Hendes Diego.. Af og til var det stadig meget mærkeligt at de endelig var sammen igen.. at de stadig kunne sammen, og havde udviklet sig i samme retning. Det havde jo ikke ligefrem ligget i kortene at de skulle mødes igen. Langsomt rettede hun på den ene støvle, inden hun lod det ene ben glide over det andet. "Hvordan lærte i hinanden at kende.. alsa dig og Diego?" spurgte hun nysgerrigt. Det var nu meget morsomt at de kendte hinandens kærester fra førhen. Hun kendte Andrija, og Diego kendte Millicent.

En statue var en underdrivelse, han var nærmere en abe med stor rød røv, som trampede rundt i sit bur og lod folk pege, grine og hviske. De tre vampyrer fandt det tydeligvist vældig formelt at sidde og snakke hen over hoved på ham, hvilke Andrija absolut ikke brød sig om, men kommenterede det ikke. Pænt blev han siddende, som han havde lovet Millicent, og legede lidt med saltbøssen.
Da emnet faldt på hvordan Diego og Millicent havde mødtes, kiggede han kort op på hende, med et smil hengemt i mundvigen. Nu kunne han få alle kortene på bordet og gav derfor Amy fuld opbakning. "Ja, det kunne være interessant at høre." Han satte saltbøssen fra sig og lænede sig en smugle frem, mens han bestilte en hel flaske Jack Daniels. Tjeneren kiggede overrasket på ham, me fik ikke nogle respons tilbage. Andija ville hellere høre på en saftig historie fra Millicents mund, eller endnu bedre! Diegoes!
Mens Andrija ventede på drikkevarene, stak han hånden ned i skjortelommen og fiskede en pakke smøger op. Han fiskede en op og satte den mellem læberne, før han trak endnu en op og rakte den over bordet. Den anden hånd lage pakken tilbage og fiskede en lighter op som han tændte først sin egen og derefter Amys, hvis hun havde taget imod den. "Kør løs, vi lytter." Han nikkede kort imod imod de to andre.

Som vampyr havde hun fornøjelsen af at kunne sende sine tanker i forskellige retninger, på en og samme tid. Millicent kunne opfangede og bearbejdede multiple oplysninger, og det var lige hvad hun gjore, samtidig med hun fik afgivet bestilling på en flaske god jordnær Barolo og hvad de øvrige ellers ønskede at erhverve sig, ved hjælp af Amy.
Hendes tanker kredsede både omkring Amy , som var hun en lille sol, og Millicent forsøgte at finde sig tilrette i nyheden at hun var dukket op til overfladen, efter en evighed på havets mørke bund.
Hun havde fået et meget romantisk billed af denne pige, et blidt og sårbart et, efter at have mast sig ind igennem en af Diegos ellers låste døre, og han havde beskrevet deres kærlighed dengang, som et smukt match til den klassiske beretning om Romeo og Julie.
Amy , som hun sad der og strålede og glimtrede var en meget ...åben...kvinde så det ud til.Ikke genert på nogen måde.Faktisk var Millicent forundret over hun var så fysisk i berøring og kys, når de sad overfor to ' nye venner'....enda på et lidt fint sted og ikke en lille listig knejbe Somewhere.
Det fik på en måde Amys image til at krakkelerer en smule på overfladen, men nu var det jo også et meget hjemme malet image, og Millicent var bestem ingen Van Gogh, måtte man huske.
Man man måtte da sige , at det så ud til Diegos uforbeholdne kærlighed til denne Amy, som han havde levet med savnet efter i så mange år, var åbenlyst gengældt....og det glædede Millicents sig over, på Diegos vegne.
Hvad Millicent derimod ikke kunne begribe, var hvordan i al verden de havde fundet hinanden igen? Efter alle de år, det var for vildt! Diego havde jo talt om hende som død og begravet for hundrede år siden, og nu....nu sad hun her, billedsmuk og spillevende- eller.....død men, det var jo som man så det!
Måske kom der en forklaring på det senere?
Millicents opmærksomhed blev indfanget af Amys drillende smil til ' Andy' og fik hende til trække brynene sammen, i en smule forundret mine.
Så de var ...festkammerater? Hvorfor så et drillende smil, og ikke et varm eller venligt et? Erfaringen havde lært hende for længst , at det mest væsentlige i en samtale , var de oplysninger der var mellem linierne...alt det der ikke blev sat i tale.Hun kiggede lidt Andrija.Det var på en måde lidt underligt at høre nogen kalde ham Andy.Selv brugte hun kun Andrija. Det var alt i alt meget sjældent hun brugte nogen former for kælenavne -at all, nu hun tænkte over det...hvorfor mon?
" Festkammerater?" Millicent drejede langsomt ansigtet og facede først Amy og smilede...og så tilbage på Andrija, der var i færd med at tilbyde Amy en smøg.
Der var en del ubesvaret spørgsmål der var ved at hobe sig op allerede nu, men inden Millicent kunne tilfredsstille sig selv med at udsøge svar, fik Amy og Andrija vendte skuden om, og rettet spottet mod Diego og Hende.
Hun var ikke fan af ....spotlight.
Millicent trak på skuldrene og et smil blussede kort op ved mindet hun nu delte med dem.
" Jeg er opvokset i Geneve....Diego boede der en periode...ham var en meget populær fyr og datede blandt andet min veninde.Jeg vidste ikke at han var vampyr , dengang" forklarede hun og skænkede vin op til dem der ville have.
"Fornyligt mødte vi hinanden her.... En aften jeg sad på dit job , Andrija - og fordrev tiden lidt"
Det var fakta.At der så var sket en del mere under det møde, det håbede hun ikke Diego væltedé ud med.
Andrija ville nok ikke være helt så lykkelig ved tanken om hun tjekke det med børn ud....og så var der iøvrigt hele nøgle tingen, hun ikke havde fået fortalt om - endnu.
Millicents øjne fandt Diegos, var hendes forklaring tilstrækkelig? Det håbede hun.
Det tunge glas blev hævet i en skål, imens hun håbede på lidt øjenkontakt med Andrija, da hun drak.

Diegos alvorlige grimasse blev afløst af et smil, da Amy satte sig på hans skød. Han lagde blidt sine arme om hendes talje og kyssede hende i nakken. Selv med frygten for at miste hende hængende over hovedet og en person, der åbenbart havde været en konkurrent overfor sig, kunne han ikke føle noget negativt, når hun var så tæt på ham. Fantomsmerterne af et bankende hjerte, en stram følelse i hans bryst - når hun var i nærheden - var det eneste, der beviste for ham, at han faktisk var i live. De sidste mange år lå i tåge.
Men da han blev spurgt hvordan han kendte Millie - og Andy så uhøfligt valgte kun at tilbyde Amy en smøg - blev hans opmærksomhed revet væk. Hans blik faldt på den lille, blonde vampyr, der helt klart gav den beskårede udgave. Han udstødte et kort, lavmælt grin og trak på skuldrene.
"Sådan cirka." Han så op på Amy igen - det var jo hende, der havde spurgt, så det var hende, han skulle have øjenkontakt med. "Hendes by var blevet mit nyeste legetøj. Men lille Millie var den eneste, der ikke ville lege med." Han lænede hagen imod Amys skulder med en lille sidekommentar; "Uheldigt for hende. Hvis det havde været mig, der forvandlede hende, ville hun ikke have stået i lort til halsen efter at være blevet efterladt." Hans tone var hård og hånende, men både Millie og Amy kendte ham efterhånden så godt, at de sikkert kunne se, han faktisk havde en smule medlidenhed med den lille babyvampyr.
Han valgte dog - som Millie selv - ikke at bringe blodudvekslingen og børnesnakken på bane. Eller Edmund. Eller nøglen. Der var pludselig mange hemmeligheder under gulvtæppet. Han ville fortælle det hele til Amy, men det var ikke hans pligt eller ret at fortælle det til Andy.
I hvert fald ikke endnu. Det var også meget sjovere at have lidt … fortrolig viden at trække på. Lidt, han kunne prikke til bjørnen med og have det lidt sjovt. Selv med en smuk elskerinde på sit skød havde han svært ved at se, hvornår det var på tide at sætte hælene i og ikke lege med døden.

De spydige kommentarer på tungespidsen havde det med at brænde. Brænde for at komme ud og blive sagt højt.
"Det var ikke så høfligt af dig, at lade din dame vente, Andy. Hun var helt fortvivlet, da du var ude af synsvidde." Millie havde ændret Diego. Åbnet for sluser, der skulle have været lukkede - og Amy havde givet nådesstødet. Alligevel røg han direkte tilbage i sin gamle rolle.

Amy smilte lidt for sig selv. Af og til hvilede hendes blik på Diego. Hun kunne ikke rigtigt få nok af ham, det var som om at jo mere hun var sammen med ham, desto mere ville hun bare røre ved ham. Det var svært at holde sig tilbage. Især når man førhen, dengang de kendte hinanden, så ned på den slags. De havde haft så mange følelser dengang oz, men de havde været nød til at skjule den fordi hendes familie ikke var noget hun kunne fortælle om, og dermed havde hans familie fundet en anden til ham, fordi hun ikke var god nok.
Da Andy rakte hende en smøg lænede hun sig hen og tog imod den. Hun lod ham tænde den kort efter og smilte for sig selv. Det var meget sjovt at Andy kunne huske at hun røg. Ikke noget hun som sådan havde noget imod. Hun gav sig til at lytte med et spændt blik og betragtede den nydelige vampyr med det blonde hår. Det havde aldrig faldet hende ind at Andy ville slå sig til ro med en bestemt pige. Den gang de sås oftere havde han ingen planer om det. Men det havde hun heller ikk haft jo.
"Det lyder spændende?" sagde hun mildt og lod hovedet glide på skrå. Hun kendte Diego godt nok til at vide det ikke var hele historien, men hun spurgte ikke ind til det, da hun ikke ville ødelægge noget. Let strøg hun Diego's hånd efter at have sat sig ved hans side. Hun bestilte en øl når nu tjeneren alligevel stod der, så var der ingen grund til at vente til vedkommende var gået.

Diego virkede til at føle sig lidt truet over Andy. Ikk at han havde nogen grund til det, Hende og Andy havde altid været enige om de ikke ville gå som par. Og det havde de da også holdt fast i.
Diego's spydige kommentar forstod hun godt, hun forstod medlidenheden, men var ikke helt sikker på at Andy ville forstå den. Af samme grund gav hun Diego's hånd et klem for at han ikke skulle gå for vidt med sine spydigheder. Det ville være trist hvis de to fyre endte med at blive dybt uvenner.

Selvom det ikke kunne ses på hans ansigt, var Andrija dybt skuffet. Han kiggede et ekstra sekund på Diego, der var den sidste der havde sagt noget, før han kort lod blikket glide hen over Millicent, mod tjeneren der var ankommet med deres drikkevare. Før manden nåde at sætte noget på bordet, fløj Andrijas hånd op og greb sin flaske, som han trak ned og fjernede låget. En tår røg ned, før han vendte sig imod Diego med et legende smil i mundvigen. Han var bestemt med på at danse vals.
Han havde en idé til hvad han skulle svare, men holdte det inde i sig. Han var ikke bange for at skulle vise hvem der var hanen i hønsegården og han kunne heller ikke huske hvornår han sidst havde holdt nogle løfter, men han fandt alligevel mest interesse i at sidde pænt. Især da han så at Amy tydeligvis også gerne ville have at de skulle sidde pænt og høfligt. Endnu mere skuffelse.
"Høflighed er blot et bevis på at man er bange, at man frygter sin modstander." Lød det efter smilet havde slippet Andrijas læber, men hans øjne var stadig rettet mod Diego og hvis man ikke så meget forkert, ville man både kunne se en udfordring i hans metalgrå øjne, stemmen og det efterfølgende svage smil, der forsvandt i samme øjeblik han slog blikket ned og heftede det ved sin flaske, som han hældte endnu mere ned af.
Tjeneren havde forsøgt sig med et glas foran Andrija, men han ville ikke benytte sig af det. Det var under hans værdighed - eller også gad han bare ikke bruge tid på at hælde noget væske op i det. Om Diego eller Millicent ville bruge glasse,t var han bedøvende ligeglad med, men hans øjne holdte usynligt øje med Amy's. Det ville være endnu en skuffelse hvis hun pludselig var blevet så fin at hun ikke længere kunne drikke fra flasken.
Andrijas bud gik på at de to andre ville bruge glasset. Millicent var for meget moderne menneske og Diego for meget åh-så-fin-en-mand-fra-middelalderen. Han burde åbne øjne og se hvad der skete omkring ham. Se hen over hoved på sin rødhætte.

At Diego ikke lagde hele svedsken på disken var udmærket, med så stoppede aftenen egenlig også med at være god lige dér, hvis man altså var i Millicents sko.
Hun kiggede forbløffet op på Diego, da han begyndte at spidse blyanten og skrive med skarpt."Helt ærligt Diego...fortvivlet? Det mener du ikke!" Lød det lettere utilfredst fra hendes mund.
Hun skævede til de tre andre, fandme nej om hun ville sidder her og agerer charity case, så havde de noget andet i vente.De mest stille vande havde den stærkeste understrøm, og Millicent var ikke anderledes.
Så Diego havde en lyst til at duellerer med hendes kæreste ?
Han havde aldrig virket til at forstå Millicents tiltrækning til Andrija ...eller måske nærmer tilknytning, men hun var sikker på at det ikke var hende, men Amy der var årsagen nu.
Amy og Andrija havde helt klart været andet end dansepartnere på det lille dansegulv, det stod nu klart.
Hun så over på Andrija der bællede løs af flasken, og forstod det var et tegn.Et budskab.
Hans løfte til hende om en dejlig aften og en kæreste med gode maner, var både dødt og bisat fra det øjeblik han havde sat sig ved bordet.Skuffelses vældede op i hende, og hun gjorde sit bedste for at se upåvirket ud.Det lykkedes kun delvist, men hendes øjne afslørede stadig for meget, og skuffelsen stod malet i dem.
Hun håbede ikke det blev bemærket. Andrija så ihvertfald ingenting, hell....han så kun Amy.....og Millicent havde nu kun en knage at hænge sin hat på nu hvor begge fyre var komplet ligeglade med hvordan hun havde det, ....og den knage hed Amy....Andrijas tidligere elskerinde.Hun tømte sit glas og spidsede læberne, overvejede kort om hun skulle sætte Andrija på plads, da han fyrede op for gloserne.
Men han ville sikkert ikke lytte alligevel, så hun holdte den godt stil og forsøgte smile til Amy.

Diego hævede det ene bryn imod Andy, mens Amy gled ned af hans skød. Hans ene arm lå stadig om livet på hende. Han mærkede hende give hans hånd et klem for at holde ham tilbage, men Andy havde allerede trykket på nogen knapper.
"Så du skulle altså være bange for din egen kæreste, før du ville behandle hende godt nok til ikke at lade hende vente?" Han hørte Millies klagesang og kunne godt se hans ordvalg måske ikke var helt præcist. Men det betød virkelig intet for ham. Han prøvede blot at finde ud af, hvor det ville være bedst at trygge for at få Andy irriteret uden at stampe for hårdt på grænsen. Det så ud til at lykkes fint.
Sjovt, som de fire personer ved bordet ikke kunne blive meget mere anderledes fra hinanden. Andy var tydeligvis en fyr, der spillede på musklerne, mens Diego spillede på hjernen - og Millie var den lille uskyldige mens Amy … Tja, Amy var Amy.

Middelalderen? Bestemt ikke. Han var dog ikke så gammel, at han havde levet i senmiddelalderens 1500. Men det gjorde ikke at han var mindre af en fin herre. Diego morede sig over det lille stykke af Andys tanker om glasset. Måske havde han undervurderet mandens intellekt og forståelse for psykologiske, for Diego var allerede ved at række ud efter glasset, da han hørte det.
I et fjernt hjørne af sit sind prøvede han også at fornemme Millies tanker, men han kunne mærke hendes psykiske skjold var blevet stærkere og han kunne ikke trænge igennem i de første forsøg.

Amy smilte blidt til Diego og nød at mærke hans arm om sig. Især fordi at hun vidste det ikke lå til ham at vise så meget kærtegn.. ikke fordi han ikke ville, men fordi det bare ikke lå til hans natur. Tænkende tog hun et sug af sin smøg og morede sig for en stund over alle de forskellige tanker der samlede sig om bordet. Da hun kort efter pustede røgen ud og så på tjeneren der kom med en øl og et glas, satte hun glasset på bordet og tog en tår af flasken med øl.
Hun kunne godt se det generede Millicent at deres kærester ikke kunne enes. At de havde fundet på en eller anden form for duel uden at have sagt det højt. Let strøg hun en tot af det røde hår om bag sit øre, og betragtede dem. "Så så børn i skal lege pænt, der er ingen grund til det der.. fortid er fortid" sagde hun let og så kort på Diego. Hun kunne dog fornemme at hverken Diego eller Andy ville give op bare sådan lige. Selvom at hun havde et stærkt sind, havde Diego altid adgang til det. Hun var efterhånden blevet god til at lukke andre ude.

"Hvad så hvor længe har i været sammen Millicent?" spurgte hun let og så på den blonde vampyr. Hun ville ikke stoppe de to fyre i deres små spydige kommentarer, men hun var heller ikk bange for at stikke dem begge to en flad, hvis de gik for vidt. Hvilket at Diego vidste, men Andy kunne meget vel finde på at ignorere det. Han havde da set hende blive vred en gang eller to før.
Langsomt så hun rundt på de folk der nu var der. Det var et fint sted.. Og hun kunne fornemme at det var et skidt sted at være så kærlig som hun var overfor Diego. Netop derfor var det sjovt. Der var ikke meget tilbage af den engel, hun i sin tid havde været.

Andrija kiggede spørgende på Diego, før han slog en kort latter op. "Du har fået det helt galt min kære ven." Han pustede røg ud ud af mundvigen, tog en tår og begyndte så at forklare. "Nu citere jeg: Det var ikke så høfligt af dig, at lade din dame vente, Andy. Hun var helt fortvivlet, da du var ude af synsvidde." Han holdte en pause og kiggede kort på Diego, for at sikre sig han fulgte med, før han så fortsatte. "Jeg er altså ikke høflig." Penslede han ud, men undlog at skære det ud i pap. Det kunne han vel selv regne sig ud til, selvom Andrija begyndte at overveje hvor kvik denne dreng var. Han så ikke meget ældre ud end Towa, men der var heldigvis mile i mellem dem.
Emnet blev lukket da Amy åbnede munden. Spørgsmålet fremkaldte endnu et grin fra Andrija, der lod en hånd løbe igennem sit hår. "Det er faktisk en sjov historie." Han skodde sin cigarret og vendte sig imod Millicent. "Vil du fortælle den?" Han lod hende udlægge den som hun ville. Danne det billed hun ønskede, han skulle nok spille og fylde helt ud.

Imens de to fyre rullede målebåndene ud, for at se hvis der var længest , sad Millicent og gjorde et stort indhug i vinen.
Amy stillede det næsten obligatoriske spørgsmål og Andrija kommenterede på det.Nogle gange sker ting for en mening....og der var nok en GOD mening i at Millicents evne ikke strækkede sig over tankelæsning. Havde Millicent kunne læse Andrijas var aftenen nok slut lige der.Hun ville være blevet meget ilde til mode med hans tilbud om ' at spille med.'
Var det de havde måske ikke godt nok? ville hun havde spurgt.
Men nu læste hun ikke tanker, og hun var ikke en der forstillede sig så sandheden måtte sluges , om de ville den eller ej.
" Faktisk ...ikke så længe.....jeg havde et sammenstød med ham en aften i byen, sådan mere eller mindre...og Andrija takkede ved at blive min mentor.Og inden jeg vidste hvad han havde gang i, vågnede jeg op med den her på min finger" hun knipsede på den lille guldlænke omkring ringfingeren og sendte et strålende smil til Andrija.
Det var helt klart ikke de ord han ville vælge, med det gjorde dem nu ikke mere usande.
Millicent gav sin opmærksomhed til Amy og blinkede...." man keder sig ikke i selvskab med ham, det er helt sikkert...men det ved du sikkert"
Hun havde et øje på Diego og Andrija , mere hvis de ikke nøjes med at måle længden men også skulle til at tjekke bredden, så ville det nok blive FOR meget....alligevel!

Diego kyssede Amy på kinden, da hun afbrød de to fyre, men tog ikke særlig stor notits af hendes ord. Andys grin fik et lille smil frem på hans læber, men selvom dæmonen havde hævet humøret, ville han stadig ikke lade sagen ligge.
"Men du sagde også, at man skulle være bange for sin modstander, for at være høflig. I dette tilfælde er din 'modstander' Millie." Det undrede ham, hvorfor Andy ikke allerede havde forstået hans kommentar første gang; for Diego havde absolut forstået dæmonens. Men det virkede pludselig som om de snakkede over hinandens hoveder. De var bestemt ikke på samme bølgelængde.

Hans opmærksomhed blev fanget af Millie. Han havde heller ikke selv fået hele historien om de to - selvom han allerede havde set hendes ring dengang på hotelværelset og havde spurgt ind til fyren. Han havde stadig samme indstilling til Andy som han havde fået efter Millies fortælling dengang. At Millie fortjente bedre. Men han var ingen Kirsten Giftekniv. Han ville lade de to sejle deres egen sø.
Han rystede kort på hovedet, da Millie fortalte at Andy var hendes mentor. Det gav stadig ingen mening for ham; hvad godt kunne en dæmon gøre end vampyr?

Amy grinte en anelse for sig selv, da Diego kyssede hende på kinden. Hun vidste godt at det betød, at han havde hørt hende, men egentlig ikke ville gøre så meget ved det. Det generede hende nu heller ikke. Let strøg hun hånden gennem sit hår og tog endnu en tår af sin øl.
Da Millicent svarede på hendes spørgsmål så hun blidt på hende og lyttede. "Det lyder.. spændende?" smilte hun dog med et spørgende udtryk i øjnene. Det lød en anelse mærkeligt.. Men sikkert ganske kærligt ment. Langsomt lænede hun sig ind til Diego. Hun nød sådan at sidde sammen med ham.. det hele virkede bare så aflsappende på hende.

Tænkende så hun med Andy og smilte legende. "Ikke at jeg havde troet han nogensinde ville holde sig til en kvinde.. det alligevel nye ord" sagde hun drilsk og grinte kort for sig selv.
Let kyssede hun Diego på kinden, inden hun tog et sug af sin smøg. Lidt efter pustede hun røgen ud og så kort på Andy. De havde helt klart haft det vildt sammen.. Meen.. det havde jo også været ganske sjovt. I hvert fald i hendes hoved,. Tænkende strakte hun sig og så på Millicent.. hun virkede lidt stille. Som om at Andy gjorde hende utilpas. Måske var han bare lidt for meget lige nu.

Andrija begyndte spørge sig selv hvor Diegoes intelligens stammede fra, for det var bestemt ikke en abe eller hvad man nu sagde mennesket kom fra. Hvis det alligevel var tilfælde, var der noget der havde skadet ham voldsomt meget, for han kunne tydeligvis ikke se logikken i selv de mest simpleste ting. Men før Andrija fik lov til at pensle det hele endnu mere ud, brød Millicent ind med en forklaring og han pressede læberne sammen, næsten som var det en reaktion på hendes historie. Måske var det det. Han gjorde intet på at give respons på hendes kæmpe smil og glimtende ring.
Han gjorde kål på endnu en tår og satte flasken i bordet uden at ændre sin mine. Det skete heller ikke da Amy åbnede sin fikse mund. "Sjovt at det skulle komme fra din mund." Det var i det mindste ikke ham der sad og gravede sine fingre rundt i sin partners hår, som var det en anden skødehund. "Men ... tiden forandre jo sig." Tilføjede han kort efter, med et spinkelt smil i mundvigen, der blev lukket med mere af flaskens indhold.
Det hele begyndte at kede ham noget så grueligt. Måske var det et forkert valg at slå sig ned sammen med dem. De sad jo kun og snakkede pænt og høfligt, samtidig med at de to duer sad og var ved at gnide fjerne af hinanden. Hvor yndigt! De skulle forstille at være noget ældre end Millicent, men Andrija begyndte alvorligt at tvivle. De lignede et hvert nyforelsket par.

Andrija....var altid lidt for meget.En del af tiltrækningen såvel som en flig af problemet.Millicent kendte til alle fanerne i hans vifte- mere eller mindre, og hun kunne garanterer at der ikke var et eneste høfligt ben i dæmonens krop.
Hun så på Amy og kastede et smil af på vejen.
Selvfølgelig fik hun ikke serveret detaljerne ...dem Andrija havde ment var sjove, ikke fordi de var ...hemmelige....hun var bare til det der kiss and tell stuff, havde aldrig set pointen i at udbasunerer det til alt og alle....det ligesom udvandede det hele lidt, mente hun.
Diego havde hænderne fulde af hans kærlighed, og det var dejligt st se ham sådan.
Hvad mon han sagde til de drillende smil der konstant blev tildelt Andrija af Amy.
At det var flirt, var tydeligt....selv om ordene udeblev, talte de blanke læber deres eget sprog....og da bemærkningen kom, om at det var mærkeligt at Andrija skulle holde sig til en kvinde, greb Millicent i den og så med et ret så gennemborende blik , på den søde rødhåret kvinde....men det måtte jo siges...
" Det er et spørgsmål om at møde den rette.....rimeligt simpelt " blev budskabet hængt op til fri sku i lysende neon, og Millicent valgte ikke at tilføje de ekstra linier der dansede i hendes hoved.....hun havde en mærkværdig lyst til at kradse lidt i lakken på Diego og hans kæreste....men istedet fokuserede hun på sin vin, og på de ting der var blevet sagt mellem linierne omkring Andrija og Diegos pige.

Det med at holde sig til én, var en tanke, der havde været meget fjern fra Diego efter han var blevet forvandlet. Så da samtalen gled imod emnet, flyttede hans blik sig til Amy og blev liggende der. Det var så urealistisk for ham, at de havde fundet hinanden igen. Det virkede heller ikke rigtigt, at de havde tilbragt så lang tid fra hinanden. Men det, der virkelig fik taget i ham, var, at Amy, som han selv, var prøvet at komme videre efter forvandlingen. Det var stadigt vanskeligt for ham, at føle noget som helst, men når han var omkring hende kom følelserne som små stik i brystet, der mindede ham om, at han var i live - selv nu, i døden.
Han var begyndt at betegne Andy som skidt, han havde fået under neglene, og da dæmonen holdt op med at snakke, havde han det helt fint med at få sidste ord. Dæmonen forstod jo tydeligvis heller ikke engang selv, hvilket udtryk han havde givet hans selskab.
Andy og Amy var ikke svære at regne ud - og det plejede Millicent heller ikke at være, men da hun smed sin egen kommentar i puljen og Diego sad og holdt øje med hendes tanker, blev han da lettere overrasket over den pludselige stålsathed. Han smilede skævt af hende. Det kære pigebarn.

// Dæmon, der står i Amy's indlæg, at hun strøg igennem sit eget hår. Ikke Diegos. //

Amy smilte roligt for sig selv. Hun kendre udmærket Andy godt nok til at vide, at denne forsamling efterhånden begyndte at kede ham. Egentlig havde hun heller ikk helt kunnet forstå at han ville sidde sammen med dem, men man skulle vel altid prøve nye ting, og måske bragte denne forlovede gode sider frem i ham.
Hun mærkede Diego's blik på sig, og mødte efter en stund hans røde øjne. Smilte ganske blidt til ham, og lod kort hovedet glide på skrå. Sagde dog ikke noget, for det var der ingen grund til, hun vidste jo godt hvordan han havde det. Tænkende tog hun en tår af sin flaske med øl, og drejede blikket en enkelt gang rundt, for at se på de personer der var på cafeen.
Da de spydige ord forlod den blonde vampyrs læber, smilte hun roligt og drejede blikket hen imod pigen. "Hey Blondie, slap af, Det kan sagtens være du har ret, min kommentar var en konstatering, ikke en ondsindet bemærkning. Jeg mente blot at Andy aldrig har virket som typen der ville falde til ro, og det ved han udmærket godt at jeg tænker om ham. Alle personer kan ændre sig hvis de møder den rette" svarede hun køligt. Ikke om hun ville finde sig i at blive talt sådan til, uden nogen som helst grund. Hun havde intet imod den blonde vampyr, og var da et eller andet sted nok fascineret over at det var lykkedes nogen at tæmme Andrija.

Andrija skar kort tænder, før han irriteret skubbede sig ud fra bordet. Rejste sig og greb sin flaske, for så at marchere ud fra caféen og væk fra de trivielle vampyrer, der tydeligvis havde mere end nok i sig selv. Udenfor smed han sin cigarret, tømte sin flaske og kylede den midt ud på vejen, hvor den sikkert kunne lave noget ravage sener hen på natten.
Muren virkede som et passende sted for ham, så med hænderne i bukselommerne og ryggen mod muren, stod han og ventede til Millicent kom ud, for så ville han tage af sted i en fart. Amy var blevet kedelig. Kærlighed gjorde folk kedelig. Han fnøs hånligt af sine egne tanker, skiftede vægten over på det andet ben og betragtede det blege skær fra en af gadelamperne.