Ulvesang og Måneskær (Shirath - Isabella - Anio)

S: La Marécage Søen
T: Kl. 22.00
O: Skov, sø, dyr, Shirath, hvem ved hvad mere
V: Diset og stjerneklart, fuldmåne

Shirath gik, for en gangs skyld, i hendes ulveform. Rød-ulv. Normalt ville hun gå rundt i sin sjakalform, men denne aften/nat ville noget andet, den ville have en ulv, så månen kunne føle sig værtsat, når ulven ville synge sin smukke sang for den. Søen hyldede også månen, ved at lade dens spejlbillede være klat og tydeligt, så alle kunne se den i vandet. Det eneste som var imod månen, var den disede tåge, som ikke ville havde, at andre skulle kunne se den store, skinnende fuldmåne. Tågen var selvisk, den ville også ses og beundres, men ingen ulve sang for den og ingen sø viste dens spejlbillede. Shirath satte sig ved bredden til søen og så op på månen. Nok var der diset, men man kunne stadig se månen. Tågen var ikke stærk nok til at holde månens skønhed væk fra andre. Shirath følte en trang indeni hende, som hun ikke kunne holde tilbage. Hun strakte halsen op og gav et langt hyl fra sig. En smuk sang til ære for månen. Andre ulve i området hørte hendes sang og begyndte at synge med hende som kor. Sangen havde en handling, om hvordan månen kom ned til jorden og synes, at det var trist, at der ikke var nogen sang om natten. Så den gav ulven en sangstemme, og ulven blev så glad for dette, at hver gang månen var fuld, ville alle ulve synge i kor for at hyle månen, som gav dem evnen til at synge. Shirath lærte denne sang da hun var yngre og levede mere som ulv. Hun havde snakket og været sammen med andre ulve i den tid, og derved lært denne sang. Hun var som i en trance når hun sang denne sang. Hun opfangede ikke særlig meget af, hvad der skete omkring hende, hun fokuserede kun på denne hyldest til månen.

Skyggerne havde lagt sig hen over det ganske land. Solen var gået ned bag den horisont, og var på vej til at belyse resten af verden, dog bare ikke her. Jorden drejede om sin akse rundt om jorden, stjernerne fik lov til at lyse, mens at månen trådte frem i al dens pragt. En mandelig skikkelse, omkring de 19 år. Han var en høj en af slagsen, 1.98 høj. Slank, mere eller muskuløs. Men i grunden ikke overdrevet, hans bukser hang i hængerøv, samt nitte bælter. En hætte trøje hvor hætten var slået op over hans pjuskede sorte hår. Hvorfor han var her, og hvad han lavede, anede han ikke, men man skulle vel ud og gå en tur sometime? Gættede han på, selvom, der var så fucking mange ting der gjorde han ikke lige gjorde ham han nu engang faktisk ville gøre. Et dybt suk gled igennem hans læber, mens han lod hænderne glide ned i hans lommer, med hans notesbog under armen. Death note, den bog han havde haft siden han var 11 år. Han havde fået den af sin tvillingebror den gang. Men broderen var død, død i en bilulykke sammen med forældrene for flere år siden. Der havde han ændret sig, og dæmonen havde taget plads i hans krop. De nødebrune øjne, betragtede hans omgivelser som han gik igennem. Lagde ikke mærke til nogen, eller også blev han bare ikke opdaget? Han trak på skuldrene af sin tanke gang, enspænder for life time. En gang havde han haft en forelskelse, nu, var det bare en tomhed, der blev udfyldt af ligegyldigheder. Kvinder der kom og gik, og han var ligeglad. Fuldstændig ligeglad, alt var lige meget for ham, så længe han fik sin vilje, så var der ingen der kom til skade.
En kort brummen kom ud af hans mund, da han satte sig ned og betragtede det rolige vand, og lukkede lyden ude af ulve hyl.