Finally Peace? (Brie)

Tid: lige omkring midnat
Sted: Khá's Citadel
Omgivelser: Den eneste lyd var vinden

Den sidste tid havde været hektisk for Khá. Mere dristige dæmoner var begyndt at vise sig så Khá måtte kæmpe næsten hele tiden. Alle steder var der uskyldige i fare. Alle steder virkede det som om Helvedes mure blev brudt ned. Men det havde de jo også været ved længe. Og Khá var jo sendt tilbage for at kæmpe en kamp han før stod i den anden ende af. Mange gange tænkte han om kampene nogensinde ville stoppe. Efter Danayela var klar til verden var hun også væk. Måske var det bare Khá's lod at være alene som et led i hans straf. Et eller andet sted vidste han også godt at kampene aldrig ville stoppe. Hverken på den ene eller anden måde. Der var flere der havde fået betydning for ham og han var ikke sikker på de nogensinde kom tilbage. Måske var det også en kamp han måtte kæmpe for evigt?

Men lige i aften blev hans Engleform pakket væk og han stod som den menneskelige skikkelse Connor. Lysbrunt skulderlangt hår, høj, flot og atletisk med en tydelig muskulatur. Et par solide sorte sko, jeans slidt af arbejde og en hvid t-shirt var hans beklædning lige i aften. Han havde bygget på sit seneste projekt hele dagen. Nu stod han med en god Whiskey og nød den stille vind der varslede en stille nat. Fuldmånen var aftagende men spredte stadig et smukt sølvskær ud over bjergene der var omkring citadellet. Han nød at stå her på borgmuren og skue ud i natten. det var nærmest som om vinden sang en stille sang for bjergene. Måske var det fordi han var Engel at han lagde mærke til det. Selvom i denne skikkelse var det eneste der afslørede ham et meget svagt gyldent skær i hans klare grønne øjne

Han morede sig med at "tale med bjergene" selvom de selvfølgelig ikke svarede ham:
"Gad vide hvor længe freden holder denne gang gamle ven.... Blodet må godt nå at tørre på min klinge denne gang... Skål...."