Peace out.

Tid - 14:53
Sted - Gågaden i Terre
Omgivelser - En masse mennesker, lejligheder, butikker.
Vejr - Småkøligt og overskyet!

Caspian strøg lettere frustreret en hånd gennem det korte, brune hår. Han stod midt på gågaden med ulvehunden Ariel ved siden side, men en flok børn havde omringet dem. Deres højlydte adfærd kunne gøre ham sindssyg, han havde aldrig kunne klare store mængder af så små børn. Selv ville han gerne have børn, men at stå i centrum af en flok på 20-30 børn, som alle ville klappe den stakkels hund, var for meget af det gode. Grundet hans solbriller kunne pædagogen ikke se hans frustration over at være omringet, så hun kaldte ikke flokken til sig.
Med hænderne i lommerne på den sorte læderjakke talte han til 10, i håb om at det ville få ham til at falde ned. Men det duede ikke. Hans tanker fór rundt og en underlig form for angst greb ham. Til sidst måtte han bryde ud af cirklen, med Ariel foran sig og de små børn råbende efter ham. Han forbandede de små larmende bæster langt væk. Havde Ariel ikke været opdraget så godt havde hun bidt en eller anden.
Med rystende hænder fiskede han en cigaret op af sin lomme og stak den i munden, inden han tændte den. Han tog et dybt hvæs og lukkede øjnene, mens han lænede sig mod en husmur i en smal gyde. Ariel sad ved hans side og gav en lavmælt brummen fra sig.
"Jaja tosse..." mumlede han og sukkede svagt. Hans hænder rystede ikke længere og børnene var langt væk nu. På kort tid havde Ariel og de slidte læderstøvler båret ham langt på kort tid. De stramme bukser var slidte og skovmandsskjorten hang ned over buksekanten.

Aubreiane havde betragtede det lille optrin med de mange børn, hun kunne godt kende Caspian uden problemer endda, men havde ikke mødt hans ulv før, stille bed hun sig i læben da han omsider fik trukket sig ud af flokken, hun havde gernet ville afbryde de irriterende unger, kunne tydeligt se hvor frustreret han havde været over at børnene ikke ville flytte sig, og pædagoegen der bare stod og stirrede, hvor det gjorde hende vred på hans vegne.
Stille fulgte hun efter ham og lod hovedet glide lidt på skrå, gad vide om han var okay, langsomt stoppede hun ved hans side, og tog plidt hans solbriller af, "Har du overvejet at hvis du ikke havde dem på, ville de kunne se at du ikke kunne se, også ligesom væære lidt mere på afstand?" spurgte hun mildt og betragtede ham glad.
Hun havde ikke snakket så meget med ham, men kunne nu meget godt li at snakke med ham når hun så fik mulighed for det, det var jo rart nok. "Hvad hedder din ulv?" spurgte hun mildt og grinte lidt for sig selv, stod stadig med hans solbriller i hænderne, hun ville ikke være irriterende dog, det havde mere været for at drille ham.

//så kort nok? xD

Caspian opfangede lugten af noget velkendt og dog så ukendt, men stemmen var ikke til at tage fejl af. Det var Aubrei, hende som tidligere havde været vampyr men nu mere lugtede af dæmon. Hvilken skam.. Hun havde været en sød vampyr, nok den eneste Caspian nogensinde ville kunne lide. Men nu ville de fleste rigtige vampyrer jo også kaste sig over hans hals som det første.
"Hey!" udbrød han, da hun tog hans solbriller af, og selvom at han ikke kunne se, missede han med øjnene. Ariel knurrede lavt af dæmonen, men Caspian tyssede på den og den opfattede at hun var okay. Istedet for at knurre, gik den nu hen til hende og snusede forsigtigt til hendes hånd.
"Jeg vil ikke behandles anderledes, bare fordi mit syn er ikke-eksisterende.." mumlede han og gned sit ene øje en anelse søvnigt. Han havde altid hadet den særbehandling man fik, hvis man rendte forvirret rundt som blind. Her i Terre var det på ingen måde anderledes. Det var også grunden til, at Ariel gik med almindelig snor og ikke den traditionelle sele som førerhunde gik med.
"Hun er en Saarloos ulvehund og hun hedder Ariel - som i Den Lille Havfrue.." svarede han med et skævt smil og klappede blidt hunde på siden. Det var tydeligt at se båndet mellem hund og ejer, til trods for at han kun havde haft den i cirka 3 år.


//Perfekt! :D

Aubreiane smilte for sig selv, og gav ham solbrillerne på igen, inden hun strøg ulvens pels, "Virkelig? Ariel? hvor sødt.." silte hun og betragtede ham med et blidt smil, hun lod hovedet glide lidt på skrå, og grinte for sig selv.
"Neij det forstår jeg oz godt, jeg driller dig jo bare Caspian," sagde hun mildt og stilte sig hen til hans side, hvilede ryggen mod den, og strakte sig ganske kort, "Det underligt.. at være 'levende' eller hvad man siger igen.. " sagde hun for sig selv, men virkede stadig glad for det.
"Men Ariel er vel.. en førehund er hun ikke? jeg mener.. hun virker som en, men jeg ville ikke tro du behøvede det? du klarede dig da helt fint da jeg mødte dig, var det et tilfælde?" spurgte hun mildt og betragtede ham igen lidt tænkende, inden hun bed sig i læben.
Hun ville ikke være irriterende, og slet ikke dømmende, men hun var bare så nysgerrig, og det at han var blind, forundrede hende lidt, ikke ondt eller noget, men hun havde aldrig mødt en der var blind, nok derfor han fascinerede hende lidt, især det med kuglepennen, eller det der havde lignet en kuglepen, det havde virkelig fået hende til at undre sig.

Caspian tog imod solbrillerne og stak dem ned i en lomme. Nu var de taget af, så hvorfor besværlige sig med at tage dem med sig på?
"Ariel er den bedste førerhund man kunne tænke sig som engel... Hun er trofast og loyal overfor mig, mens hun sjældent stoler på andre, med mindre jeg siger god for dem.." svarede han og sendte hende et skævt smil.
"Og sidste gang havde jeg en lille pen med en radar, der registrerede objekter og sendte vibrationer til min hånd.. Så jeg undgik dem.. Ariel er kæledyr og førerhund, så jeg bruger hende ikke altid.." forklarede han og nikkede let, mens hun stillede sig ved siden af ham.
"Hey! Du var jo vampyr sidst! Hvorfor er du nu blevet dæmon? Det var da ærgerligt..." udbrød han og lagde hovedet let på skrå, rettet mod hende. Hun havde været sådan en sød vampyr og selvom han burde frygte hende, havde han ikke haft det store imod hende.
En hånd strøg gennem de brune lokker og da han lod hånden falde, havde Ariel indtaget pladsen ved hans side, hvor hun skubbede til hans hånd med snuden. Hunden kunne være krævende, men Caspian havde sjældent noget imod at tilfredstille dyrets behov for opmærksomhed.

Aubreiane strøg let Ariel's pels og smilte for sig selv, inden hun så op på ham igen, hun smilte lidt for sig selv, "Og så siger du god for mig?du kender mig jo ikk rigtigt, men nu der jo ikke fare for der sker dig noget, jeg kan i hvert fald ikke bide dig" drillede hun og skubbede let til ham, ikke særligt hårdt, bare sådan et drilsk puf, som sådan ikke gjorde noget,.
"Jeg kunne virkelig godt li den pen, det var virkelig en sjov ting... ikk for at drille eller noget det må du ikke tro, men jeg kunne ikke holde op med at tænke på den, den fascinerede mig virkelig, er det noget man bare kan købe som sådan? alsa har du bare gået ind i en eller anden butik og fundet den?" spurgte hun interesseret og lod hovedet glide på skrå.
Blidt betragtede hun ham med et smil, og bed sig lidt i læben, "Jeg har aldrig villet være vampyr.. jeg tryglede om ikke at blive det, så jeg har aldrig brudt mig om det, det var oz grunden til jeg ikke bed dig under vores første møde, jeg bryder mig ikke om det.. og nu bød chancen sig for at ændre det, og.. jeg gjorde det, jeg blev en dæmon istedet og nu lever jeg.." sagde hun mildt og sukkede for sig selv, hun følte sig trist, mente han så nu at hun ikke var den samme at snakke med?.. "Mener du så at jeg ikke er rar at snakke med fordi jeg ikke er vampyr?" spurgte hun mildt.