To Get Peace (Sebastian)

TidPunkt!: 21.12
Område!: La Marécage - Søen
Omgivelser!: En sø, nogle træer
VejretUdsigten!: NyMåne, let vind og lunt

Den nye månens blege lys var stærkt denne nat. Den oplyste området om søen i et hyggelig og behageligt lys men det var stadig mørkt alligevel. En svag plasken som når en person trak sine bare fødder gennem vandet i vandkanten kunne høres og afslørrede et væsen. De korte eller måske mere halvlange mørkebrune krøller faldt perfekt og fint ned over skulderen og hårspidserne falgrede en smule i den lette vind og fulgte sin ejer. En pige som disse smukke lokker tilhørte var også den person der nu gik roligt og afslappet gennem det kølige vand. Hun var kun iført en hvid sommerkjole der gik hende til over knæerne der ligeså flagrede efter hende som en lystig følgessvend. Hendes smukke dybe og lidt specielle og krystalklare havblå øjne var rettet mod himlen hvor at de milioner af stjerne der nu var på det enorme sorte lærred blinkede ned til hende. Hun lignede så mange andre piger ud over at denne pige havde et par små dunede og snehvide engleengler på ryggen. Og de blafrede af og til bare som om at de ville sige "Vi er altså ægte".

Afslørende knæk fra kviste og diverse tørrede blade og grene kunne høres lidt derfra, idet en høj og rank skikkelse kom gående med rolige skridt hen langs en smal sti, der førte ned til La Marécage. Selvom denne person ikke havde været her specielt meget, så kendte han dog alligevel vejen. Det var ikke så svært at orientere sig, når man først havde været her et par gange. En sort habit smygede sig til hans slanke krop og sammen med hans spidssnuede sko og hvide handsker, gav helheden i hans beklædning et lidt royalt og nobelt udseende/look. Hans mørke, halvlange hår flagrede en smule bagud ved hvert skridt, han tog og lagde sig derefter ind til hans hovede igen, hvorefter det hans hårlokker endnu en gang løftede sig en smule, da en let brise slog imod hans ansigt og synliggjorde hans ellrs skjulte øjne, der havde et svagt, rødglødende skær.

Man kunne med det samme høre at denne pige stoppede op med at gå gennem vandet. Der kom et mindre plask fra der hvor hun samlede bene og vendte sig om mod lyden fra skoven. Hendes sommer kjole hvirvlede en smule om hende da hun gjorde det men den nåede aldrig for langt op. Der var så nu kun de små vandringe om hende som bare voksede og voksede til de blev så store at de forsvandt ud af et væsens synsvinkel. Hun så stadig lidt mod himlen men så så hun lidt ned og hen mod skikkelsen. En dreng..eller en ung mand det var lidt svært at svare på her i mørket og hans trak hjælp hende heller ikk ligefrem. Man kunne se at hun var blevet overrasket men ikk forskrækket. Hun stod så bare stille nu og så på ham. Betragede ham. Studerede ham. Åd ham lidt med øjnene. Kopierede ham ind i sit hoved. Men hun stirrede ikk det mindste. Hun vidste selv hvor irriterende det var når nogen gjorde det. Hendes vinger blafrede en smule mere hvor efter at hendes mundvier bevægede sig og et smil samlede sig på hendes bløde læber. De var ikk for smalle og eller ikk for fyldige. De var lige tilpas og de passede til hende lige som alt andet. Dog kunne man meget svagt skimme at hun havde en lidt større mave. Men man kunne også sagtens se at det ikk var fordi at hun ahvde spist for meget uden at dyrke motin. Nej, hun gik rundt og bar' på et lille extra liv kunne man vel sige.