Something's wrong..

T: Omkring kl 23:00.
O: Intet andet end gravsten.
S: Kirkegården.
V: Lunt, og stjernerne blinker overalt på himlen.

Stilheden omsluttede hende som et dystert tæppe, der kun ville håne hende.
Hukommelsen var stadig et sort hul, og alt virkede nyt og spændende, men samtidig skræmmende.
Et let suk gled ud gennem hendes læber, inden hun satte sig på en bænk.

Egentlig havde hun valgt kirkegården denne aften, måske lidt i et håb om at finde sig selv på en af stenene.
Blot for at vide noget.

En spinkel hånd lod fingrene glide gennem det lange sorte hår, som bølgede ned af hendes ryg.
"Og hvad så nu?" spørgsmålet var stille, ment til hende selv. Hvad skulle hun nu stille op.
Påklædningen denne aften var mørke jeans og en langærmet trøje der havde lav ryg og viste kanten af hendes mave, et par simple mørke støvler.

Natten var lun og behagelig. Pænt meget som han ønskede det. Han hadede kulde... afskyede det med hele sin sorte sjæl.
Han bevægede sig stille rundt imellem gravene, mens han bare nød stilheden.

Det varede dog ikke længe før han fik øje på den unge kvinde, og Hans nysgerrighed tændtes omgående.
Når han så en kvinde som hende, kunne det kun gå tre veje...

Hun ville blive endnu et offer, eller hun ville formå at slippe væk.
Den tredje mulighed var at hun ville være en potentiel ven...

Han nærmede sig hende roligt, mens han prøvede at bestemme sig...

Dana hvilede kort hovedet i sine hænder mens hun betragtede gravstenene.
Let bed hun sig i læben, inden hun rejste sig.
"Kom nu.. Husk noget.. Det kan du godt.." Hun mumlede det for sig selv, sparkede til en lille sten og lukkede øjnene.

Virkede som om hun tænkte.
"Mit navn er.. Danayela.. Jeg er.. 19 år.. Eller var det 20.. Eller noget.." Hun bandede ganske lavt, inden hun åbnede øjnene igen.
Så sig omkring.
Kirkegården gav hende vidst ikke meget hjælp på dette punkt.

Alligevel havde hun en følelse af at nogen kiggede på hende.
Tøvende lod hun blikket glide rundt på omgivelserne.
"Er her nogen?"

Danayela... 19 år... hendes talen med sig selv gjorde ham lidt mere nysgerrig.
Han smilede da Hun spurgte om her var nogen... hendes sanser fejlede bestemt ikke noget.

"Du er ikke alene... fortæl mig, Hvad laver du her? Dette er et farligt sted..." sagde han, og lod sin silhouette dukke frem I skyggerne.
Han betragtede hende sultent... han havde endnu ikke bestemt sig...

Dana betragtede det omrids hun nu kunne se.
Kunne ikke helt se i mørket om hun skulle passe på men hans ord gjorde det klart.
Hun skulle være forsigtig nu.

"Hvad jeg laver?.. Det vidst svært at forklare.. Ville du tro mig hvis jeg sagde jeg håbede jeg var begravet her?"
Hendes hoved gled en smule på skrå.
Havde ikke noget problem med at være alene i mørket.
Det at der var andre gjorde det en smule mere utrygt for hende.

Hun havde bare villet se om det var muligt at få hendes hukommelse igang, men efterhånden var den eneste mulighed nok at slå sig selv i hovedet med noget tungt.

"Hvem er du?"

Han betragtede hende roligt, målende...
"Det er ikke svært at tro." Sagde han.
"Mange væsener var engang noget andet end det de er den dag I dag..."

Hun anede ikke hvem han var. Ikke endnu ihvertfald.
Han smilede... efter Hans sidste tre ofre, havde omverdenen og ordensmagten endelig fået øjnene op for at Der skete noget I nattens mulm og mørke.
Han var blevet eftersøgt, med en klækkelig dusør til den som kunne stoppe ham.

"Jeg er blot en nysgerrig sjæl." Sagde han. Hans røde øjne glimtede I mørket.

Dana smilte lidt forsigtigt, han virkede ganske venlig.
"For mig.. Er det mere for at kunne huske noget.. Ser du.. Jeg aner ikke hvem jeg er, jeg kender mit navn. Men efter jeg kom til jorden igen gik noget galt. Jeg er endda i tvivl om min race"
Tænkende lod hun fingrene glide over en gravsten.

"Du svarede mig ikke på hvem du var?" Hendes stemme virkede tøvende.

Af og til ville det være nemmere hvis hun ikke var sendt her til.
Hendes skridt var langsomme og rolige som hun gik endnu en gang ned mellem rækkerne af grave.
Hvis nu hun bare kunne finde sig selv.
Selvom det nok ville være svært at finde sig selv når man ikke kendte sit efternavn.

Han fulgte hendes bevægelser med sit blik, mens han lyttede.
"Hmm... og dens slags tør du godt fortælle en vildt fremmed på en øde kirkegård, midt om Natten." Sagde han, fornøjet.

Var hun mon klar over hvor sårbar det fik hende til at virke?

Han smilede igen.
"Hvem jeg er? Godt spørgsmål..."

Et let grin slap fra hendes læber.
"Sandt, men hvis du vil dræbe mig skal du være så velkommen, jeg er på sin vis allerede død"
Hun vendte blikket mod ham igen.
Stjernernes lys fik hendes øjne til at glimte en smule.

Det ville faktisk kun være en hjælp, så slap hun for at gå og føle sig dum.

"Åh du skal spille mystisk.. Det fint.. Jeg er vidst også færdig her for i aften"
Hendes stemme virkede en kende tøvende, men stadig mild.

Forsigtigt hvilede hun hænderne ned i sine bukselommer og lod hovedet glide på skrå.
Så længe på ham, inden hun vendte ham ryggen.
Begyndte at gå hen imod indgangen til kirkegården for at komme ud igen.
Denne by var nu underlig, alle steder var så åbne.

"Haha, skal det forestille at være en invitation? Fristende... dog tror jeg ikke du ville kunne lide mine... metoder." Sagde han. Spøjs pige...

Da Hun vendte om og begyndte at gå mod udgangen, forsvandt han I skyggerne og dukkede op et par meter foran hende. Han var nu Helt synlig I mørket, med sit lange hvide hår løst Ned ad skuldrene.
Han var iført en sort skjorte og et par løse, mørkegrå bukser.
"Går du allerede? Jeg har ikke bestemt mig endnu..."

Hun smilte let og trak på skuldrene.
"Det ville stadig være nemmere end det her"
Der var ingen tvivl at spore i hendes stemme, var ikke bange for at dø som sådan, så ville hun også få vished for hvilken race hun var.

Da han dukkede op lidt foran hende, lagde hun hovedet på skrå.
"Bestemt dig? Hvad mener du?"

Hans udseende kom bagpå hende, hun havde ikke set en som ham før.
Når alt kom til alt havde hun ikke set så mange forskellige racer endnu.
Alligevel så var der noget andet ved ham.

Måske skulle hun alligevel have passet mere på med ham, han virkede pludselig en kende truende.

"Nemmere? Jeg tror du ville fortryde de Ord... du skulle bare vide hvad jeg gør ved mine... ofre." Han smilede ondt.

"Den sidste fik dog lov at leve... I det håb at jeg finder hende igen." Tanken fik ham til at smile lidt bredere. Den aften havde været helt fantastisk...

"Hvad jeg mener?" Han lo kort.
"Jeg mener at jeg endnu ikke har bestemt mig for om du skal være endnu et offer."

Dana virkede tænkende ved hans ord.
Hun strøg hænderne igennem sit hår, inden hun satte sig på en sten.
En Ravn satte sig på hendes skulder, hun strøg den en smule over vingerne.

"Så.. Du ved ikke om jeg skal være et offer, hvad er den anden mulighed?" Spurgte hun tænkende.
Han havde sagt at han ikke kunne bestemme sig, det betød jo der var en anden ting han tænkte.
Det var en mærkelig ting at snakke med ham om hvad han ville bruge hende til.
Ravnen der sad ved hendes hoved, skubbede lidt til hende.

Hun strøg den igen over fjerene.
"Jeg kan nok ikke rigtigt gøre nogen gavn for dig, så hvis du vil dræbe mig er det måske en god ide" sagde hun eftertænksomt.
Rejste sig let.
"Smut med dig" ravnen fløj væk som den blev bedt om.
"Kan jeg gøre det nemmere for dig?"

Hans blik blev undrende, og han betragtede hende I stilhed I nogle sekunder.
"Den anden mulighed er at jeg intet gør dig." sagde han så.

Han tog et par skridt hen imod hende.
"Du virKer som om du næsten ønsker at jeg skal gøre det."

Hendes blik hvilede længe på ham.
"Tja.. Det lige før det kommer ud på et.. Om jeg er død eller intet ved"
Hun trak på skuldrene.
"Ingen hverken god eller ond har gjort krav på mig, så jeg er ikke savnet."

Betragtede ham som han kom imod hende.
"Og hvis det kan underholde dig et par timer er der da kommet noget ud af det"
Selvfølgelig vidste hun at han nok ikke var særligt rar.

"Det måske ikke sjovt hvis jeg ikke er bange? Jeg kan godt løbe væk?"
Det virkede næsten som om hun morede sig, hvilket nok var lidt morbidt.
At snakke med en var nu rart, oz selvom det var om hendes død.
Han virkede ikke til at være den flinkeste, og han havde også andre ofre det sagde han selv.
"Hvorfor lod du dit sidste offer gå?"

Denne pige... Hun sagde nogle vanvittige ting. Hun havde jo ingen idé om hvad han ville gøre ved hende! ...men måske var hun ligeglad?

Han stoppede op en meter fra hende.
"At løbe væk ville være mindre sjovt, da du ikke virker bange." Sagde han med et koldt smil.
"Og med hensyn til mit sidste offer..." Hans smil blev bedre, og Hans blik fyldtes med sadistisk fryd.

"Jeg lod hende leve fordi jeg gerne vil gøre de ting jeg gjorde imod hende, igen. Fordi... she was slim, so soft... and so vulnerable..."

Hun mødte hans blik og smilte lidt.
"Så bliver jeg her. Medmindre du vil have jeg gør noget?"
At løbe væk på nuværende tidspunkt ville nok resultere i en smertefuld død alligevel, så hun kunne ligeså godt få det overstået.

Hendes blå øjne lyste af nysgerrighed. Han var i sandhed farlig, det kunne der ikke være tvivl om. Alligevel var hun ikke bange. Ikke endnu, men det kom nok ganske snart.

"Jeg kan ikke en gang true dig, så vidt som jeg ved, er mine evner healing og noget med dyr, så.."
Hun grinte kort.
Strakte sig en smule og satte sig på stenen igen.

Jovist kunne hun slå fra sig, men ville det virkelig nytte overfor ham.
Nok ikke.
"Men vil hun ikke bare kunne udpege dig igen?"

Det var som om Hun ville servere sig Selv på et sølvfad for ham... han fandt det stadig underligt.
han svarede hende ikke på det første. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige.

Da hun strakte sig, gled Hans blik ned til hendes mave, og han smilede ondt igen.

"Selvfølgelig kan hun udpege mog, og jeg er også allerede ertersøgt. Men det er det hele værd." Hans blik møDTE hendes igen.

Da hans blik hvilede på hendes mave, lagde hun hovedet på skrå.
"Hvad kigger du på?"
Det virkede sikkert mærkeligt bare at give ham lov, men hvis hun stak af nu ville det ikke ændre noget.
Let lod hun hænderne glide gennem sit hår.

Hvis nu hendes vinger havde været hvide havde hun da med sikkerhed vidst hvad hun var.
Hendes var bare sorte, hvilket gjorde det svært.

"Nårh men siden du ikke har gjort mig noget, vil jeg gå. Jeg får ikke noget ud af at være her"
Hun betragtede ham igen en smule, inden hun rejste sig.
Gik hen mod lågen igen.

Ville egentlig bare gerne finde ud af noget mere om sig selv.

Han kiggede efter hende da hun begyndte at gå hen mod lågen igen.

Med ondskab gemt I stemmen sagde han: "Hvad jeg kiggede på? Bare et svagt punkt... din mave som du burde vise noget mere af... jeg overvejer nu blot Hvad jeg helst vil gøre ved den."

Han smilede. Ventede på hendes reaktion...

"Min mave?" Hun virkede undrende indtil han forklarede videre.
Trak så en smule på skuldrene.
"Det ved jeg ikke, den er da ikke noget særligt?"

Let tyggede hun sig i læben.
Hvilede hånden om en af tremmerne på lågen.
At han var ude efter hendes mave virkede underligt.
Men hver sin lyst selvfølgelig.

"Selvfølgelig er den noget særligt..." sagde han.
"Ellers ville du jo ikke vise den frem som du gør. Desuden er det et yderst sårbart, blødt område... perfekt til både kærtegn, næve og kniv og hvad man ellers kan finde på."

Han smilede ondt og Hans øjne lyste igen af sadistisk fryd.
"Nå... Hvad vil du nu gøre?" Spurgte han, ganske nysgerrig.

Dana virkede en kende tøvende.
"Så.. Du kan li min mave? Det sært.."
Kort lod hun hænderne glide gennem sit hår, inden hun så lidt hen mod kirken.

"Hvad jeg vil nu? Jeg tænker.. Jeg går ud og finder noget mad.."
Det var et godt spørgsmål.. Men hun var lidt småsulten, så det virkede smart.
Måske han havde andre ideer.
"Medmindre du har andre ideer?"

Han var stadig spændende, men hun kedede sig lidt.
Der var ikke meget at lave på en kirkegård.

Han blinkede lidt med øjnene, overrasket over hendes svar.
Havde hun ikke forstået at han ønskede at påføre hende smerte?

"Andre idéer... hmm... du kunne lade mig gøre noget med det føromtalte område af din krop."

Han smilede halvfornøjet til hende.
"Måske vil jeg endda lade dig bestemme hvad der skal ske først..."

"Ville det ikke være nemmere du bare myrdede mig?"
Hun smilte lidt. En langsomt død var ikke det hun var ude efter.
Tænkende åbnede hun lågen og bed sig i læben.

Han var uden tvivl en rigtigt farlig mand der kun ville sadistiske ting.
Hun ville ikke dø langsomt, det ville være kedeligt.

Kort sukkede hun og gik ud på gaden.