Reuniting with the past - Cathy

Det var endnu en grå formiddag i Di Morga. Halvmennesket bevægede sig lettere elegant igennem mængden af individer på gågaden. Det regnede en anelse, men det var ikke nok til, at få folk til at søge i læ. Den lille spinkle skikkelse havde dog et mål i tankerne. Café Petit. Hun kunne godt bruge noget kaffe til ganen. Hendes blonde, nærmest helt hvide hår, legede blidt tagfat med vinden, som hun smøg sig igennem mængden og dernæst drejede ned af sidegaden mod den lille hyggelige Café. Som hun trådte ind, var hun imponeret over, at der alligevel ikke stod særligt mange i kø. Til hendes eget held. Efter hun havde stillet sig, lod hun de smukke blå øjne betragtede hver og én af de gæster, der sad ved bordene rundt omkring i Cafféen. Der sad et kærestepar helt bagerst, som flettede fingre og de kunne knap nok holde sig fra hinanden. Dernæst sad der de sædvanlige studerende, med hovedet nede i en bog, noter eller deres computer. Nede i det andet hjørne sad et mellemstor vennegruppe, der snakkede højlydt om weekendens sjove oplevelser. Men det der greb hendes opmærksomhed, var det par forældre der sad med deres barn, helt forelsket og fortabt i den lilles hyggelige måde at sidde og ikke mindst, at snakke på. Cathy kunne ikke lade være med, at smile lidt. ”Hvad skulle det være?” Hun blev som revet tilbage til virkeligheden, da baristaen stod med afventede mine. ”Øøøh… Kaffe latté, tak!” sagde hun og rakte pengene frem mod den bumsede barista. Pengene blev som taget ud af hånden på hende, mens hun skævede over mod den lille familie. Det var da alligevel lidt sødt. ”Værsågo!” lød det, da kaffen blev sat mod disken. Et hurtigt nik og et karakteristisk smil, der viste hendes søde smilehuller, blev sendt mod baristaen der svarede tilbage med et høfligt smil.
Cathy drejede rundt på hælen, og med kaffen i hånden, styrede hun rundt om køen af mennesker der ventede på, at komme til. Det næste der skete kom yderst uventet. Det skete så hurtigt, at hun ikke opfattede om der blev spændt ben for hende eller om hun blot faldt over sine egne ben. Men falde det gjorde hun. ”Ugghrff” lød det fra hende, da hun ramlede pladask ind i en høj ung mand. Kaffen blev spildt udover ham og til dels også hende selv. Cathy kom hurtigt på benene. De blå øjne faldt på den unge mands ansigt. ”Fuck! Ej det må du altså virkelig undskylde!” udbrød hun med det kønne porcelæn hvide ansigt, lagt i beklagende folder. Hun følte hvordan varme, langsomt bredte sig i hendes kinder, som en rødmen opstod. Hold kæft hvor var det pinligt. ”Jeg er bare så fandens klodset” fortsatte hun, mens panikken spredte sig i hendes spinkle krop. ”Er du okay?! Jeg har vel ikke brændt dig?” skyndte hun sig og spørge. Fuck, fuck, fuck fuck… hvorfor var hun også så uheldig?

Den unge mand syntes, at tage hele situationen meget rolig. Hende selv var pinlig berørt over, at hun da var så klodset. Lettelse skyllede dog indover hende, da han forsikrede hende om at den skoldhede væske ikke havde brændt ham. Hun åndede lettet ud. ”Jeg er virkelig ked af det!” undskyldte hun igen, som hun frustreret kørte en hånd igennem det næsten hvide hår. Hun skulle ikke gå i panik, sagde han til hende. Cathy var forundret over hvor godt han tog det. De fleste mennesker ville være blevet sure eller bare virkelig irriteret på hende. Men ikke ham her. Det gik pludseligt op for hende hvorfor. Hun fik endelig taget sig sammen til, at se ordentlig på ham. En tung smuk glød hang over hans væsen, og afslørede overfor alle der kendte til væsener, at han var en engel. Som en af Guds væsener, var man vel også utrolig tilgivende. Det var i hvert fald det billede, som hun havde fået af dem.
Cathy smilede flinkt tilbage til ham og uden, at hun vidste af det havde han fået bestilt nyt kaffe til hende. ”Ej det behøver du altså ikke.. Det er min egen skyld jo” men kaffen var allerede bestilt. Hun måtte nok bare sørge for, at betale englen her igen, inden de gik hvert til sit. En akavet stilhed lagde sig mellem dem. De smukke blå øjne, betragtede ham yderligere. Han virkede en anelse bekendt. Hvorfor kunne hun ikke sætte sin finger på. Oh well.. Hun havde sikkert set ham et sted i Di Morga før.
Der gik et stykke tid før, at det gik op for hende at han havde stillet hende et spørgsmål. ”Undskyld hvad?” spurgte hun, inden at spørgsmålet sådan rigtig kom til hende. ”Åh.. Øh.. Jeg hedder Cathy” sagde hun hurtigt og sendte ham et lille smil, der afslørede hendes perlerække af hvide tænder samt det lille indhug hun havde i kinden, der også var kaldet for smilehuller. ”Og hvad hedder du så?” spurgte hun, men mest for at være venlig. Hun var stadig en del pinlig berørt over, hendes uheld. Man kunne stadig se det på hendes kinder, der havde en lettere rød farve. Baristaen fra før, nåede nu hen til dem. ”Her er jeres kaffe – prøv nu ikke, at spilde den igen” sagde hun med opløftede bryn, som hun rakte dem hver deres kaffe. Cathy nikkede undskyldende til den bumsede barista, inden hun forsvandt over til disken igen.
De kønne blå øjne søgte atter englen foran hende. ”Øh.. Skal vi ikke sætte os ned?” spurgte hun så og lod blikket skimme hen over forsamlingen af mennesker. Der var et bord ledigt, ved siden af parret med det lille barn. Cathy så atter på ham og sendte et lidt bredere smil. ”Der er et bord ledigt derovre” hun pegede med pegefingeren, og satte ellers gang i bentøjet.
Hun tog plads ved bordet, stillede sin kaffe og lod kort blikket gå mod parret. Barnet forsøgte grinagtigt, at made sig selv. Det så virkelig komisk ud. Det fik et smil til, at blomstre på hendes rosa røde læber. Det var svært ikke, at smile over det.

Lukas betragtede den unge pige, mens hun langsomt så ud til at komme sig over den pinlige affære, og selvom hun dog høfligt forsøgte at afvise den allerede bestilte kaffe, så insisterede han alligevel.
"Uanset hvis skyld det var så får du altså en ny kop kaffe, basta" sagde Lukas leende, mens de fik rakt hver deres kop kaffe af den unge, bumsede barista.
De stod i et lille øjeblik og betragtede hinandens træk, og Lukas synes at han kunne se et spor af genkendelse i hendes blik, men ikke noget der videreudviklede sig til nogle særlige konklusioner.
En lille del af ham ærgede sig over, at hun ikke var i stand til at genkende ham, men på den anden side havde han jo heller aldrig nogensinde været en del af hendes liv ... men det skulle alt sammen ændre sig nu, det ville han sørge for at det gjorde!
"Cathy?" sagde Lukas smilende, og rakte sin frie hånd frem imod hende. I den anden havde han endelig fået sin espresso.
"Sikke et pænt navn. Jeg hedder Lukas Carter, men mine venner kalder mig Luke."
Måske ville hun genkende noget ved hans navn, men sandsynligheden var nok meget lille, så derfor besluttede Lukas sig for, at vente et stykke tid med at fortælle hende hvem han i virkeligheden var. Bare indtil de havde lært hinanden lidt bedre at kende.
Stilheden mellem dem blev brudt, da Cathy spurgte om de ikke skulle sætte sig ned, og selvom han egentlig gerne ville have været væk fra caféen ret hurtigt igen grundet den store mængde af folk, så lod Lukas alligevel Cathy guide dem hen til et bord lige ved siden af familien med det lille barn. Han kunne mærke det lille stik af skyld, som han altid fik når han så på et lille barn, men han kunne nu heller ikke lade være med at smile bare en lille smule.
Dagen havde allerede budt ham på en glædelig overraskelse på familiefronten, og han agtede at nyde sit barnebarns selskab i hvert eneste sekund, uanset om hun kendte til sandheden eller ej.