Hej igen (C.C.)

Max så på facaden af tatovørbutikken og skiftede uroligt vægten fra det ene ben til det andet. Det var ikke fordi, at han skulle ind og tatoveres, men det var her adressen på papiret angav, at C.C. skulle bo. Han stod med papiret i den ene hånd. Det var godt krøllet, men han havde forsøgt at rette det lidt ud og havde foldet det pænt sammen. Ikke at det hjalp så meget, men det gav ham en lidt bedre fornemmelse med det.

Det var lidt over tre uger siden, at han havde mødt C.C. oppe på taget af den høje bygning. Hvis ikke den spøjse mand var kommet derop og havde snakket til Max, var det ikke sikkert, at Max ville trække vejret i dag. Han havde været så tæt på at slutte det hele ved at skubbe sig ud over kanten og lade sig selv falde mod dødens befriende mørke. Men den anden havde snakket med ham og havde til sidst taget ham med på café. Selvom han overhovedet ikke vidste, hvem Max var. Og det havde højest sandsynligt reddet hans liv.

Den fremmede havde inviteret ham med ud at spise, på pizzadate, men Max havde ikke taget i mod invitationen. Da han var kommet hjem, var han gået i seng og havde sovet og sovet og sovet. Når han var vågen, red depressionen ham hård og han havde helt glemt, at han havde mødt ham. Indtil for en uges tid siden, hvor det pludseligt var begyndt at vende. Hvorfor vidste Max ikke, andet end at sådan var det bare. Sådan var det hver gang. Både når han røg op og ned. De havde forklaret ham, ude på den lukkede afdeling, at sådan var det, når man havde bipolar. Og at det var derfor han skulle tage sin medicin. Men han kunne ikke lide at tage pillerne, for han blev så træt og sær i hovedet af dem. Som om at hans personlighed var lukket inde i en lille kasse inde i en robotkrop. Nej, så ville han hellere føle og tage humørsvingningerne som de kom. Og gik.

Det havde været en rigtig hård omgang den her, og selvom han var på vej ud af det tunge mørke, var han absolut ikke frisk. Det ville nok tage et par uger mere, inden han begyndte at nå normalen, hvor han kunne være sig selv. Eller rettere, hvor han kunne spille tosset, som han plejede. På den ene side glædede han sig til det, for han fik meget mere ud af sin omverden på den måde, men på den anden side var det hårdt ikke at kunne vise folk sit sande jeg. Sit normale jeg. Nogle gange spekulerede han over, hvorfor han gjorde det. Hvorfor han lod som om, at han var brændt sammen i hovedet. Og så kom han i tanke om de krav, verden stillede til ham. De forventninger der var, når man var en normal ung mand. Og så vidste han godt, hvorfor han hellere ville lade verden se en sindssyg person. Det var nemmere at håndtere, især når han ikke var normal. Når manierne kom eller når han dykkede ned i depressionen. Ingen havde nogen anden forventning til ham end det.

Men han var begyndt at få det bedre og hans tankegang var kommet tilbage. Han var begyndt at tænke på manden, der havde reddet hans liv. Og som havde været så venlig og rar. Og fysisk nær. Og den dårlige samvittighed var kommet bragende, for han havde ikke takket nok. Han havde ikke gjort nok for at vise, at han var glad for den andens venlighed.
Så endeligt havde han pillet papiret med adressen ned af køleskabet og var taget af sted for at finde C.C. og sige tak.

Og nu stod han her. Foran butikken. Så vidt han kunne huske, så havde C.C. sagt, at han boede på en lejlighed oven på. Og at Max bare skulle gå ind og spørge efter ham. Forsigtigt stak han papiret tilbage i baglommen på sine løse cowboybukser. Der var køligt i dag og han havde taget en sort jakke udenover en hvid t-shirt. Det var ikke helt koldt nok til en hue endnu, så i stedet havde han sat en bowlerhat på sit lidt for lange hår. For en gangs skyld var han nyvasket og den smule skægvækst han besad var barberet af.

Efter at have taget en dyb indånding gik han hen og åbnede døren ind til butikken. En klokke bimlede og Max så sig om med et delvist nysgerrigt, delvist usikkert blik.

Inkstain Piercing & Tattoo, var ikke den største og mest kendte tatovør salon i Terre, i hvert fald ikke blandt mennesker, men blandt væsner var den ret populær. Den bestod primært af tre i personalet; ejeren, som var en småsær varulv, en flirtende asparakvinde, samt en ikke særligt snakkesalig vampyr, og derfor havde de generelt et godt greb om metoder til at pierce og tatovere væsner, som ellers havde svært ved at gå de samme steder hen, som menneskerne. De holdt åben om natten for vampyrer, havde et større arsenal af nåle, samt nogle af de mest underlige forholdsregler - som altid at have en brandslukker, hækkesaks, varmeapparat og en pose blod klar i skabene, i tilfælde af at der skete noget.

Og fordi at de netop var så kendte for at have med væsner at gøre, var de heller ikke så synlige. Det eneste som indikerede at der var noget som helst i bygningen, var et skilt udenfor, og at deres adresse kunne findes på google, hvor man også kunne bestille tid. Lige nu var det asparakvinden, Diana, og vampyren Jasper, som holdt åbent. Derfor var der helt lystæt. Der var ingen vinduer, og døren var også i solidt træ, så man ikke kunne se ind, men blot kunne se på skiltet at der var åbent.
Generelt var det et meget hyggeligt sted. Når man kom ind, gik man ned af en lille trappe, til et rum, som var utroligt stilrent og pænt. Til venstre for døren var disken, som var lavet af glas, så man kunne se alle deres forskellige smykker til forskellige piercinger, og der var kun et lille stykke som kun var i tre, for at have et sted at stille kassen. Hvis man gik lige ud, kunne man sætte sig i et hjørne med to sorte lædersofaer, som virkede til at være taget direkte ud af en møbelforhandlers reklame. Gulvet var i træ, væggene var hvide, og der hang både malerier og diverse dokumenter til forretningen på væggene. Der var nærmest klinisk rent, men alligevel lugtede der behageligt, og det var tilpas varmt, for at gøre folk mere afslappede.
Hvis man gik uden om disken, og drejede til venstre kom man ind til en lille gang med tre rum, som var hvor folk blev piercet og tattoveret, men alle dørene var lukket for ikke at tiltrække for meget opmærksomhed. Og for enden af gangen var der en dør til en trappeopgang, op til C.C.'s lejlighed.

Lige nu skete der ikke så meget, da de netop havde åbnet for en halv times tid siden. Jas sad omme bagved og var i gang med at tatovere en djævel, som havde seriøse problemer med, at han helede for hurtigt til at blækket kunne sætte sig, og Diana sad bag disken og tegnede i sin skitseblok. Fælles for dem alle var, at de alle elskede kunst. Det var deres egne værker som hang på væggene, og de tegninger på inspiration til tatoveringer, var alle sammen tegnet af dem.
Pludseligt åbnede døren til butikken, hvilket fik dørklokken til at bilme, og Diana rettede sig straks op, for at se hvem der kom ind. Et smil nåede automatisk hendes læber, og hun rejste sig op. "Velkommen til Inkstain, hvad kan jeg hjælpe dig med?"

Max bevægede sig tøvende ned af den lille trappe og ind i selve salonen. Selvom der virkede meget rent og pænt, var der alligevel en behagelig stemning. Han nåede ikke at se sig så meget omkring, før en sødt udseende ung kvinde snakkede til ham. Han gengældte hendes smil, dog ikke med et så åbent et smil som man normalt kunne finde på hans ansigt, men et oprigtigt smil, måske dog en smule forsigtigt. Hans hjerte satte farten en lille smule op, for angsten sad stadig lidt i ham, men hendes udstråling var venlig og Max gik hen i mod disken.

"Hej. Øh. Jeg leder efter ... C.C.? Han sagde, at jeg skulle spørge efter ham her." Max måtte rømme sig, det var ikke sin stemme han havde brugt mest det sidste stykke tid. Lidt automatisk rakte han op og rette lidt på sin bowlerhat. Endnu et tegn på, at det gik fremad for ham, at han havde taget sig den tid at gribe en af sine elskede hatte. Hvis man nogensinde kom hjem til ham, ville man se en noget rodet lejlighed med hatte af forskellige slags spredt over det hele. Alt fra almindelige huer til høje hatte. Max vidste ikke, hvorfor han havde en ting for hatte, men det var en af de mere uskyldige ting, man kunne have noget for, ikke?

Lyden af en tatovørnål og nogen der snakkede kom nede fra en gang bag disken. Et ort stik af misundelse gik gemmen Max. Han havde kun de tre små tatoveringer på kravebenet, men nogle gange kunne han godt tænke sig noget mere. Ha vidste bare ikke rigtigt hvad. Det var imponerende, at han ikke var dækket i små sjove tatoveringer, som han ville få lavet under sine manier, men af en eller anden grund var det ikke noget, han gik op i, når det var.
Mon det var C.C. der tatoverede? Bare at han ikke forstyrrede ham. Så ville han hellere komme igen.

Diana nikkede, da Max sagde at C.C. havde sagt at han skulle spørge efter ham. Hun mindedes ikke at have hørt at han ventede nogen, men hun stolede nu på manden alligevel. Han virkede for nervøs til at ville C.C. noget ondt. Og hey, hvis han gjorde noget, havde de en vampyr i baghånden, så det skulle nok gå. "Så du er en af hans venner? Jamen hyggeligt at møde dig, mit navn er Diana. C.C.ligger nok og sover meneh..." Hun kiggede kort på sit armbåndsur og trak på skuldrene. "... Hvis han ikke bliver forstyrret, sover han hele dagen væk, så det er nok en god idé at vække ham alligevel. Han bor lige heroppe."

Hun gik roligt ud imod gangen, og bankede på vejen på ved det midterste lokale. "Jeg går lige op og tjekker om C.C. stadig lever, så hav lige et øre ude i tilfælde af at der kommer nogen." En dyb brummen lød på den anden side af døren, og det tog Diana som bekræftelse nok til at gå over til døren for enden af gangen, og op af trapperne. Tydeligvis regnede hun blot med at Max fulgte med.

Endelig nåede de op til en dør, som rigtigt nok var lige over deres lokaler, og egentlig lignede det lidt at det ville være et opbevaringsrum. Men da Diana låste op og åbnede døren, kunne man godt se at der boede nogen. Det var en lille to-værelseslejlighed, som var indrettet meget lig lokalerne nedenunder. Igen var der lyst trægulv med hvide vægge og sorte møbler, men denne gang var det lidt mere hjemmeligt. Der stod en sort lædersofa magen til dem der var nedenunder, overfor et fjernsyn, som lige nu stod tændt som baggrundsstøj, og under det stod en Playstation 4 sammen med en gammel lilla Gamecube. Mellem fjernsynet og sofaen var der et glasbord med sort ramme, hvor der som det eneste var et glasbord. Der var rejst en halv væg mellem stuen og køkkenet, med en plade henover så det fungerede som et bord, og der var derfor stillet stole omkring det. Der var store vinduer så hele rummet var pænt belyst, men der var også sat mørklægningsgardiner op, så Jas ville kunne være der i løbet af dagen når han havde fri. Udover det, var der en hvid dør, hvor der uden tvivl var et værelse. Men før Diana gik derind, gik hun ud i køkkenet, fandt et krus og hældte kaffe fra kaffemaskinen over i et krus. "Et øjeblik. Han kan være lidt besværlig at vække op såeh... Nej, ved du hvad, kom med ind. Det kan være at han tager sig sammen når der er publikum på!" og med de ord styrede hun imod den hvide dør.

Da hun åbnede kunne man tydeligt se - og nok også lugte - at det var et soveværelse. Rummet var helt mørkt, så Diana tændte snildt for lyset, så man kunne se hvad der stod omkring dem. Langs væggen ves siden af døren var der klædeskabe, og det eneste andet i rummet var en dobbeltseng med et natbord på hver side. Umiddelbart kunne man dog ikke se nogen derinde, blot en bunke af dyner, tæpper og hovedpuder, som virkede ret tilfældigt placeret. Men Diana var ikke nem at narre. Hun stillede kruset med kaffe på det nærmeste natbord, og begyndte at skubbe lidt til masserne af dyner og tæpper, indtil hun fandt C.C., liggende på maven med ansigtet direkte ned i sin pude, og uglet hår. Han havde armene om førnævnte pude, og brummede lavmeldt ind i den, trods at han ikke rigtigt var vågen endnu.
"C.C., der er kommet en, som gerne vil snakke med dig." En utilfreds brummen lød fra ham, og hun sukkede nærmest opgivende. "Jeg har taget kaffe med." Der gik et par sekunder før C.C. skubbede sig selv op, så han hvilede sin vægt på sine albuer. Han så sig disorienteret omkring, indtil han lokaliserede sin kaffe, hvorefter han målrettet rækkede ud efter det, og endte med at bunde hele kruset på rekordtid. Han stilte dernæst kruset fra sig, og var tydeligvis på vej tilbage i sin hule, da han blev distraheret endnu en gang. Denne gang var det ikke kaffe, men at Diana kløede ham på ryggen. Han krummede ryggen op imod hendes hånd, nærmest som en kat, og sukkede tilfredst.

"Der er stadig en, som gerne vil snakke med dig."
"Mhm."
"Han sagde at du havde sagt at du bare skulle spørge efter ham."
"Mhm"
"Han er faktisk herinde lige nu.
"Mhm"
"Cecil, han kan se dig."
"... Virkelig?"
"Ja, virkelig. Så hvad med at opføre dig som en voksen mand? Måske tage noget tøj på, så du ikke kun ligger i undertøj?"
"... Overvurderet" Og med den konstatering tog C.C. fat i sin dyne, trak den over sit hoved, og så ud til allerede at være faldet i søvn i løbet af få sekunder.

Max rakte op og lettede lidt på hatten, da kvinden introducerede sig selv, men han nåede ikke at svare hende, før hun allerede havde vendte sig om for at gå ned af gangen. Han tøvede lidt. Hvis C.C. sov ville han ikke forstyrre, så kunne han bare komme igen på et andet tidspunkt. Men det virkede som om, at det var lidt lige meget, og til sidst skyndte han sig efter Diana.
Nysgerrigt så han sig omkring, som hun førte ham ned af en gang, hvor der tydeligvis var rum til at folk kunne blive tatoveret i, og op af en trappe, der ledte ovenpå.

Rummet ovenpå viste sig at se overraskende hyggeligt ud, med stue og køkken. Max sagde stadig ikke noget, som Diana hældte kaffe op, men hans ansigt udtrykte sikkert lidt undren, men også en del morskab. Det her var ligefrem spændende og det lille snært af angst og utryghed han havde haft tidligere begyndte at lette, sikkert fordi kvinden opførte sig som om, at det var helt naturligt, at en fremmed spurgte efter hendes chef, hvorefter hun skulle op at vække ham. Med kaffe.
Med et begyndende smil om læberne, fulgte han med hende hen til soveværelset, hvor sengen var fyldt op med dyner, tæpper og puder. Først var han lige ved at tro, at der ikke var nogen, men efter at have gravet lidt rundt i rodet, hev Diana noget af det til side og tryllede en sovende C.C. frem. Synet af ham gav et mindre sug i Max' mave. Han havde næsten ikke kunne huske, hvordan den anden unge mand havde set ud, det hele var druknet i depressionens tåger.

Et grin voksede frem på Max' ansigt, efterhånden som seancen mellem Diana og C.C. tog sted. Af en eller anden grund fandt han det umådeligt underholdende at se og høre på.
Da C.C. var på vej ind i sin hule igen, valgte Max at gøre opmærksom på sig selv. Han ville sige et eller andet normalt, som 'Hej C.C., kan du huske mig, Max?', men det var ikke ligefrem det, der kom ud af munden på ham.
"Det er da godt, at jeg ikke er en gammel bedstemor, så havde jeg fået et hjerteanfald ved at få et glimt af, hvad du gemmer under uniformen." Det fløj bare ud af munden på ham, og han følte sig ikke en gang pinligt berørt i forhold til, at Diana stod der. Endnu et tegn på, at han var på vej tilbage mod den gode gamle Max. Hans øjne glimtede også, både i kækhed og i morskab.
"Men jeg kan godt fake et, hvis det er?" Grinet var stadig klasket på hans ansigt, som han så på C.C.

Det var ikke helt tydeligt om C.C. allerede var faldet i søvn da Max sagde noget, men efter lidt tid blev dynen skubbet ned under C.C.'s næse, så han kunne se hvem der sagde noget. Max... Han kunne godt huske ham. Ærligt talt havde han været ret bekymret for drengen, men uden en adresse eller et mobil nummer kunne han ikke få fat i ham og høre om han var okay. Og han var jo ikke dukket op, så han kunne ikke spørge ham om det eller noget. Men nu var han her, og han så ud til at have det væsentligt bedre.

"Tak for tilbuddet, men jeg tror at jeg klarer mig uden." Endelig skubbede han sin dyne længere ned, til omkring sin talje, og strakte sig dovent. På mange båder mindede han nok mere om end kat end en hund, ironisk nok. Men uanset hvad, var han tydeligvis ikke genert på nogen måde. Desuden var det ikke meget mindre end hvad Max havde kunne se under den tanktop han havde haft på, så han tog nok ikke særligt meget skade.
I mellemtiden stod Diana måbende i baggrunden, da hun så hvor let drengen havde haft ved at vække C.C. Normalt tog det gerne en hel kande kaffe at få ham ud af sin dynebunke, og lidt mere til at få ham ud af sengen. "Jeg... øhh... Jeg smutter tilbage nedenunder så? I kalder bare hvis i får brug for noget?" Hun virkede lidt tøvende, som hun bakkede ud af døren. C.C. brummede blot som svar, og det var alting hun behøvede at høre før hun smuttede nedenunder igen.

"Du ser friskere ud end sidst" konstaterede C.C., med et lille smil spillende om sine læber. Det var beroligende at vide, at det gik fremad. Ikke at C.C. ikke ville have noget at gøre med ham, hvis han stadig havde været deprimeret, men det var altid mere rart at se folk glade. "Forresten, så forlader jeg ikke min seng, før min kaffekvote er nået, så du må selv om om du vil blive stående, hente kaffe, eller joine mig."

Max var i tvivl, om C.C. overhovedet havde hørt, hvad han havde sagt, da der gik et stykke tid, inden der kom en reaktion, men endeligt skubbede C.C. dynen lidt ned og så på ham, hvilket fik Max til at vinke med den ene hånd. Grinet på hans ansigt blev ikke mindre, da C.C. skubbede dynen ned til sin talje og Max derfor fik frit udsyn til hans overkrop. Meget kunne man sige om Max, men han kunne altid nyde synet af andres bare hud. Han havde mange laster og en af dem havde med nøgne folk at gøre. Ligegyldigt køn.
Så han så ugenert på C.C. og følte slet ikke nogen akavethed ved at stå i hans soveværelse, mens han halvnøgen lå og rodede rundt i sengen.

Kvinden virkede lidt overrasket og valgte at smutte, så Max trådte helt ind i soveværelset i stedet for at stå i døren, så hun kunne forbi.
"Tak for hjælpen." Han nåede lige at smile til hende, inden hun var væk. C.C. snakkede til ham og han vendte igen blikket i mod ham. Hans ord fik lidt af smilet til at forsvinde fra Max' ansigt og øjne.
"Jah, lidt." Hans blik faldt til gulvet og han vidste ikke helt, hvad han skulle sige. C.C. havde set ham i et af hans allersvageste øjeblikke. Og virkede glad for at se ham igen. Det hang ikke helt sammen oppe i Max' hoved. Han nåede dog ikke at sige mere, før C.C. gav ham nogle valgmuligheder. Blive stående, hente kaffe eller... joine ham. Max bed sig kort i læben og smilede så lidt skævt.
"Frist mig ikke over evne." Måske han ikke burde hoppe i med begge ben i forhold til at flirte med C.C., men han kunne simpelthen ikke lade være. Det var så stor en del af ham, og han var meget lokket til at springe op i sengen. I stedet trådte han et skridt tilbage.

"Hvis jeg nu starter med at hente noget mere kaffe, det lyder som om, at du lever af det stads." Han trådte hurtigt hen og tog kruset og skyndte sig så ud i køkkenet, hvor han tog et par dybe indåndinger. Det var lige før, at han rystede på hænderne og han skar ansigt af sig selv. Det føltes lidt som om, at han havde alle nerverne uden på tøjet. Det der med mennesker var stadig noget, der krævede alt for meget fokus. Også selvom han nu begyndte at køre lidt mere på autopilot, var han stadig meget anstrengt. Han tog en dyb indånding mere. Han kunne ikke helt finde ud af, hvordan han skulle agere i forhold til C.C.. For han var lige blevet inviteret til at joine ham i sengen, og selvom Max normalt ville trække på skuldrene med et grin og dykke ned i bjerget af dyner, tæpper og puder uden eftertanke, var der noget i vejen for det nu. For Max ville faktisk gerne lære C.C. at kende. Af en eller anden grund havde han fået et glimt af, at han måske kunne få sig en ven. Men at starte ud på et mere fysisk plan var oftest noget, der ledte til meget korte bekendtskaber.

Hurtigt hældte han noget kaffe op i kruset og efter kort tøven smed han sin jakke og lagde den over ryggen på en stol. Han fik det hurtigt for varmt og lige nu lød det til, at han var inviteret til at blive. Den hvide t-shirt havde et eller andet mønster foran. Nu man kunne se hans underarme, kunne man se nogle tynde sår, hvis sårskorpe næsten var faldet af og næsten var blevet til usynlige ar. De var et par uger gamle og kom sig af, at han i sin psykiske smerte havde skåret sig hen over undersiden på underarmene. Ikke specielt dybt, men dybt nok. Hvis man kiggede rigtigt godt efter, kunne man se mange flere, meget ældre tynde hvide ar fra de andre gange, hvor han havde haft det så skidt. De eneste ar man virkeligt kunne se, var de noget tydeligere tykke ar, der gik hen over begge hans håndled, igen ikke alle fra samme tidspunkt.

Det var ikke noget, han lige tænkte over, så han tog koppen og gik ind i soveværelset igen, hvor han rakte kruset til C.C. og derefter valgte at lave en mellemting mellem at joine og blive stående - han skubbede sine sko af og satte sig i skrædderstilling i fodenden af sengen. Det var næsten for meget i forhold til fristelsen med at joine, men det føltes passende, så det var, hvad han gjorde. Smilet var dog falmet noget og han så ned på sine hænder, der lå i hans skød.
"Jeg kom egentligt forbi for at sige tak."

C.C. kunne ikke lade være med at smile skævt, ved Max's ord. "Aww, kom nu, jeg bider ikke særligt meget." Ordene blev sagt en anelse drillende, men Max vidste næppe hvor alvorligt det egentlig burde tages. Nok kunne C.C.'s bid ikke gøre noget lige nu, men i sin varulveform kunne han gøre rigeligt med skade.
Men Max valgte at gå ud og hente kaffe, hvilket vel var omtrent lige så godt. Kaffe og at putte med folk lå ret højt på listen af ting han elskede at gøre, så han var ret tilfreds uanset hvad der blev valgt. Men alligevel var han vel lidt nervøs for om han havde skræmt drengen væk. Han havde virket glad for fysisk nærkontakt da de mødte hinanden, men C.C. havde efterhånden lært af erfaring at det jo ikke nødvendigvis betød at det var det samme, når han nu så ud til at have det bedre. Folk var svære at forstå, og nogle gange ville de have andre ting når de var glade, end når de var triste.

Mens mennesket var ude og hælde kaffe op, satte han sig lidt op af hovedgærdet med en pude bag sig, og trak sin dyne op under sin hage, og trak sine ben op til sit bryst. Selvom han havde et varmeanlæg på, kunne han godt mærke at det var ved at blive lige lovligt køligt for ham. Han havde aldrig været god med kulde, ikke en gang da han stadig boede i Spanien. Han hadede vinterene uanset hvor han var, men det var blevet meget værre efter han var flyttet til Di Morga.
Så da Max kom med kaffe til ham, nød han det lidt mere end hans første krus. Han varmede sine hænder lidt og nippede lidt til kaffen, tydeligvis ret tilfreds med den varme det gav. Han var lidt væk i sin kaffe-drømmeverden, da Max sagde noget, og skulle derfor bruge et par sekunder til at forstå ordene.
Han var kommet for at sige tak? C.C. lagde sit hoved lidt på skrå, nærmest som en småforvirret hundehvalp. "Det behøver du da ikke at sige tak for. Det var hyggeligt. Det er ikke så tit at folk jeg ikke kender, har lyst til at tage med mig på café."

Max havde ingen anelse om, hvilken race C.C. var, men selvom han havde vidst det, havde hans ord nu kun en betydning for Max, og det hjalp ikke så meget på hans i forvejen lettere misforståede tolkning af den andens tilbud om at joine ham i sengen.
Hvis han havde kendt til C.C.s usikkerhed, om han havde skræmt ham væk, havde han nok leet. Han var jordens største puttedyr og elskede fysisk nærkontakt. Det behøvede ikke kun at være den nøgne del af slagsen, al fysisk nærkontakt var velkommen. Om det så var at holde i hånd eller et nus i håret. Hans sind og krop skreg efter det og han stjal sig til alt nærhed han kunne komme til.

Max blev ved med at se ned på sine hænder, som uroligt begyndte at pille ved buksekanten på det ene bukseben. C.C. misforstod hans tak og for et øjeblik vidste Max ikke, hvad han skulle sige. For det var ikke noget, han normalt ville snakke om på nogen måde. Han sank en klump og rystede så på hovedet.
"Det var ikke så meget det. Det var mere..." Han gik i stå, men tog så en dyb indånding. "Jeg ved ikke, om du ved det, men jeg havde det ikke så godt den dag, og hvis du ikke havde valgt at snakke til mig, ville jeg sikkert ikke have været i live i dag." En trang til at græde væltede ind over ham, men hans øjne forblev tørre og hans stemme nogenlunde stabil, som han fortsatte. "Så jeg vil gerne sige tak for, at du reddede mit liv. Om du vidste det eller ej."

Hans stemme var dæmpet og monoton, som han sagde sin tak, mest fordi han var bange for at miste den lille smule kontrol han havde over sig selv, men også fordi det var forkert at tale om. Han havde altid lært, at man ikke skulle tale om sine følelser, hvilket nok også var en af grundene til, at det næsten havde lykkedes ham at slå sig selv ihjel lige før sin 18-års fødselsdag. Ingen havde vidst, at han havde det så dårligt, fordi han skjulte det. Som han stadig gjorde. For alle. Undtagen for denne ene unge mand, han var stødt på, mens han havde været på et laveste. Hvis ikke det var fordi, at han faktisk følte, at han skyldte ham en tak, ville han aldrig have bragt det op. Ikke fordi han skammede sig over nær at have begået selvmord, men fordi C.C. havde opdaget det. Hvis det gav mening.

Han havde overvejet at lade være med at opsøge ham, men den dårlige samvittighed havde fået ham til det. Så havde han overvejet at lade som ingenting og køre i sit normale høje tempo, men han havde ikke energien til det og det var jo alligevel for sent. C.C. havde set ham så sølle. Så et eller andet sted havde han bare givet op med at gemme sig ægte jeg for C.C.

C.C.'s blik blev blødere, på en måde som det sjældent gjorde. Da Max fortalte om sin situation, at han nok ikke havde været her i dag, hvis ikke C.C. havde gjort noget, var alt for velkendt. Selv havde han ikke haft et let liv fra barndommen af, og han skyldte både Jas og Diana alt efter de havde reddet ham ud af at det pis han havde været en del af for blot et par år siden. Følelsen af håbløshed og den dybe depression lå stadig og lurede i hans baghoved, men glæden og håbet som hans to venner havde givet ham, endte altid med at vinde, uanset hvor lang tid der gik.

Han stillede kruset fra sig, og klappede så på pladsen ved siden af sig, for at vise at han skulle komme nærmere. "Kom herover og sid lidt." sagde han, og fik et lille opmuntrende smil frem på læberne. Hvis Max rykkede sig over til ham, ville han løfte sin dybe op, og lægge den henover menneskets skød, og hvis ikke, ville han trække på skuldrene, og ellers fortsætte med at snakke. "Du skylder mig ingenting efter det der skete sidst. Du skylder mig ikke penge for kakaoen, eller nogen tjeneste for at snakke med dig. Hvis du opsøger mig igen, skal det kun være fordi du har lyst det. Hvis du ikke kan overskue at have en eller anden tatoveret tosse i nærheden af dig, så er det helt fint. Men omvendt må du også gerne kontakte mig. Du kan få mit nummer, og så må du ringe eller skrive hvis du gerne vil snakke om noget, eller hvis du har brug for at blive distraheret lidt. Jeg har fået at vide at jeg er rigtig god til at spille kazoo, hvis det var noget." Det sidste blev sagt lidt som en joke for forhåbentlig at for Max til at smile lidt igen.
"Du er faktisk ret hyggelig at snakke med. Både nu, men også sidst selvom du ikke var i godt humør. Det er rart at vide, at der er andre end mig, der interesserer sig for pingvin facts"

Max havde ikke rigtigt nogen forventning om, hvordan C.C. skulle reagere på hans ord. På den ene side forventede han næsten at blive smidt ud. På den anden side regnede han nok mest med, at stemningen ville blive akavet og han selv ville finde en undskyldning for at gå, selvom han ikke havde lyst.
Han hævede ikke blikket og blev ved med at stirre ned på sine hænder, så han så ikke det bløde blik i C.C.s øjne. Selv hvis han havde, ville han nok ikke have vidst, hvordan han skulle tolke det.

Da han klappede på sengen ved siden af sig, så Max lidt overrasket op. Sætte sig ved siden af ham? En smule tøvende kravlede han op til hovedenden af sengen og satte sig ved siden af C.C.. Måske en smule tættere på, end hvad andre ville gøre, ikke generet af, at C.C. ikke havde så meget tøj på. Dog ikke så tæt på, at han sad op af ham, men tæt nok til at han stødte mod ham ved skulderen og det ene ben. Dynen blev lagt over hans ben og skød og han lagde hænderne oven på den. Uroligt fortsatte de deres pillen, denne gang ved dynebetrækket.

Han lyttede tavst til C.C. uden at se på ham. Igen kom lysten til at græde, denne gang fordi de ord, som C.C. sagde, var så umådeligt venlige og fortælte Max, at han var ønsket. Der var en, som faktisk havde lyst til at tilbringe tid med ham, eller det sagde han i hvert fald. Men han sagde, at han havde lyst til at kende ham, selvom han lige havde fået at vide, at Max nær havde taget sit eget liv, fordi han havde det skidt.
Det snurrede rundt inde i hovedet på Max og der dukkede en klump op i hans hals og hans blik begyndte at blive lidt slørret.

Joken om kazooen forsvandt lidt i alle de følelser, som Max forsøgte at holde kontrol over. Han vidste ikke, hvad han skulle sige eller gøre og stirrede bare ned på sine hænder.
"Pingviner er søde." Hans stemme var lidt trykket, selvom han forsøgte at være positiv, og det varede lidt, inden han fortsatte.
"Jeg kom i dag, fordi jeg havde lyst." Han rømmede sig for at få klumpen ud af halsen. "For jeg synes du virker som en rar person, jeg gerne vil lære at kende." Uden at hive alt for meget i dynen, fik han trukket sine ben op, så han kunne lægge armene om dem og hvile hovedet på sine knæ, så han kunne se på C.C. "Jeg forstår bare ikke... hvorfor du har lyst til at lære mig at kende." Han så på C.C. med et blik, der ikke lagde skjul på, at han stadig havde det rigtigt dårligt. Han græd ikke, men hans øjne var begyndte at blive en smule blodskudte i kanten og hans hage trak sig sammen en enkelt gang.

C.C. lyttede blot til hvad Max fortalte - at det var hans egen fri vilje, der havde gjort, at han var kommet hjem til C.C., fordi han virkede flink, og et eller andet sted havde han på fornemmelsen at folk normalt var ret ligeglade med Max som person. Som om at der aldrig var nogen som havde sat sig ned og besluttet sig for at snakke med ham, med mindre de ville have noget ud af det. For Max virkede alt for berørt af en gestus, som egentlig bare var, at C.C. behandlede ham som en ven.
Efter lidt overvejelse lagde han en arm om hans skuldre, og gav ham et blidt klem, inden han svarede på Max's spørgsmål. "Fordi du virker som en virkelig flink person, der har brug for et lille skub i den rigtige retning... Og personlig tilfredsstillelse ved at møde nye mennesker." Han rodede kort i Max's hår, inden han rakte ud efter sin kaffe og begyndte at nippe til den igen. "Jeg ved godt at jeg ikke kan kurere dig, og det er heller ikke min intention at forsøge. Depression sidder dybt i en, og det føles aldrig som om at det går helt væk... Men det kan blive bedre. Og hvis jeg kan hjælpe med at gøre det bedre for dig, og du lader mig hjælpe, så gør jeg det gerne."

Max havde stadig ikke nogen anelse om, hvad han skulle forvente af den her samtale. Depressionen blev ved med at fortælle ham, at han var åndssvag, C.C. var bare venlig for ikke at gøre ham mere ked af det og at om lidt ville han få et pænt farvel og aldrig se C.C. igen. Men alt andet talte i mod dette og da C.C. lagde en arm om hans skuldre, smuldrede de negative argumenter endnu mere.

Fornemmelsen af den andens arm og den kropslige varme igennem stoffet i Max' t-shirt hylede ham først helt ud af den. Ikke at han flyttede sig eller ellers på nogen måde gjorde udtryk for, at det var ubehageligt. For det var det absolut ikke. Nej, det var stik modsat. Det var lige, hvad han havde brug for. Men berøringen var uvant og han vidste ikke, hvordan han skulle reagere på det. Så først gjorde han ikke noget, mens han lyttede til, hvad C.C. sagde. Hans ord fik Max' hjerte til at sætte farten lidt i vejret, for... igen var de så venlige og virkede så oprigtige. Da C.C. nussede ham i håret lukkede han øjnene og han gav op. Han vidste ikke, hvordan han skulle opføre sig i sådan en situation, så han valgte bare at gøre, som han normalt ville gøre og ikke spekulere mere over det.

Så uden nogen tøven, strakte han sine ben ud igen, drejede sig lidt og lænede sig op af den halvnøgne C.C. og hvilede hovedet i mod hans skulder, mens han stirrede lidt tomt ud i rummet, stadig med lysten til at græde i kroppen, men stadig uden at gøre det.
"Jeg ved ikke rigtigt, om du kan hjælpe. Om nogen kan hjælpe." Han flyttede blikket til sit ene håndled, som han lidt fraværende igen gned med en tommelfinger. Arrene, der var et bevis på, at det ikke var første gang, at han havde forsøgt at dø. "Det kommer altid tilbage igen. Dem på den psykiatriske afdeling sagde, at sådan vil det altid være." Hvorfor han sagde, hvad han sagde, vidste han ikke. Han fortalte aldrig om sin tur på den lukkede, det skræmte folk væk.

C.C. lod blot Max rykket rundt så meget som han nu en gang havde lyst til, indtil han sad komfortabelt, og han da han var kommet på plads, gav han sig igen til at nusse mennesket i håret. Andre havde nok været dårligt tilpas ved at have så lidt tøj på, og samtidig sidde så tæt med en der praktisk talt var fremmed, eller hvis de ad så tæt op af en halvnøgen fremmed person, men tydeligvis havde ingen af dem nogle store problemer. Så på den måde var det måske meget godt at de havde fundet hinanden. Så Max fandt en person, som ikke havde hæmninger og dermed kunne hjælpe på en måde som måske var mere effektiv.

Så C.C. lyttede blot til hvad Max fortalte, og det gjorde faktisk lidt ondt at høre, at Max havde været igennem psykiatrien, og bare fået at vide, at sådan var det bare. Selv havde han aldrig opsøgt hverken en psykolog eller psykiater, fordi han vidste hvad han ville få at vide.
"Men det betyder ikke at du behøver at gå igennem det alene hver gang" konstaterede han blot, og fortsatte med at nusse Max i håret. Måske var han ikke den aller bedste til at hjælpe med følelser, men måske det hjalp bare at være der for ham? På samme måde som Jas og Diana havde været der for C.C.. Det var i hvert fald et forsøg hver. Bedre end at Max gik og led alene, og endte med at tage sit liv når han var taget hjem.
Han nippede overvejende til sin kaffe, inden han stillede den tilbage på sit natbord, og nussede Max på armen med sin nu frie hånd.

Max lod C.C. nusse ham i håret alt det han ville. Hvis han var en kat, ville han nok begynde at spinde, for han kunne godt lide det, det var beroligende og dejligt. Men samtidigt var han stadig så hårdt ramt af sin depression, at han ikke nød det som han kunne gøre. I stedet for at hengive sig til det, blev han ved med at se ned på sit håndled uden helt at se på det. Der var mange minder ved de ar, som var hen over begge af hans håndled. Tunge, trælse minder. Men også en hvis portion lettelse. For hvis han ikke havde forsøgt at begå selvmord den første gang, ville han aldrig have fundet en vej ud af det forfærdelige liv, han havde haft. Han ville aldrig have sluppet ud under farens tyranni og aldrig fundet friheden ved bare at være sig selv, gøre som man ville. Han ville aldrig have fundet den her mystiske verden af væsner.

C.C.s ord stoppede hans tanker og han kastede et kort blik på hans ansigt, før han trak svagt på skuldrene og igen så ned.
"Der er ikke nogen, der vil mig, når jeg får det dårligt. Folk vil mig kun, når jeg er sjov." Han lukkede øjnene og trykkede sig lidt mere ind i mod C.C for at finde noget tryghed, lokket til mere nærhed af C.C.s berøring af hans arm. For en gangs skyld trængte han bare til nærheden og ikke, hvad der ellers burde ske, når man lå i en seng med en anden person, der ikke havde så meget tøj på.

"Jeg har slet ikke nogen. Ingen rigtige venner. Min familie vil mig heller ikke." Endeligt var det som om, at et eller andet gik i stykker, for han stemme knækkede og en pludseligt tåre gled ud af hans øjenkrog, hurtigt efterfulgt af flere. Han lukkede øjnene og vendte sit ansigt ned mod C.C.s bryst som for at skjule sin gråd, der fik hans krop til at sitre let en gang i mellem. Som sidst var gråden lydløs og næsten ubemærkelig. Han skammede sig over at græde, men forsøgte ikke at stoppe. Han kunne ikke.

C.C. havde det som om, at der var en knude i hans bryst, da han ikke bare hørte at Max gik og bar på nogle hårde ting, men også at han var tvunget til at gå igennem det hele indtil nu. Situationen var alt for bekendt, og det var svært for ham ikke bare at pakke Max ind i en dyne, bære ham med ind i stuen og nusse om ham mens de så tegnefilm der var så søde at man kunne brække sig over det, indtil mennesket havde det bedre. Men han måtte minde sig selv om, at det ikke nødvendigvis ville hjælpe Max, bare fordi det hjalp C.C. når han havde det dårligt. Nej, lige nu så han ud til at have brug for at snakke lidt om det og blive beroliget ved at få at vide, at han faktisk havde en ven. Så for nu, var det hvad han måtte gøre.

Han trak Max over til sig, og spredte sine ben, så han kunne sidde i mellem dem, og rykkede sig lidt rundt, så han kunne hvile sit hoved på Max's. Han holdt rundt om hans skuldre med sin ene arm, og med sin frie hånd, nussede han ham blidt i nakken, hvorefter han forsigtigt mumlede ned i menneskets hår. "Jeg tror det ville virke underligt hvis jeg adopterede dig som min søn, så familie-delen kan jeg ikke hjælpe så meget med, men hvis du ikke har noget imod det, vil jeg meget gerne være din ven. Uanset om du er sjov eller deprimeret."

Det var underligt at sidde og græde op af en fremmed person, men Max kunne ikke rigtigt stoppe det. Der var så meget negativt inden i ham og det havde brug for at komme ud. Han havde haft det dårligt, da han kom, men det var gået hurtigt fra bare at have en knude i brystet til at græde. De få ord han havde udvekslet med C.C. havde påvirket ham mere, end man skulle tro. Måske var det fordi, at han ikke var vant til, at folk sagde ting som det til ham. Så venlige ting.

Måske græd han ikke ret voldsomt, men for Max var det voldsomt bare at græde, specielt, når der var andre i nærheden, så han var egentligt bare langt væk i sin indre smerte, da C.C. pludseligt begyndte at flytte rundt med ham. Forskrækket holdt han op med at græde og så op. Hvad skete der? Han kæmpede dog ikke i mod, af en eller anden grund stolede han på C.C. og der skete heller ikke noget farligt. I stedet blev han skubbet ind og sidde mellem C.C.s ben med sine egne ben over hans ene. Armen lå stadig om hans skuldre og med den anden hånd begyndte C.C. at nusse ham i nakken. Da det gik op for Max, at han bare blev nusset endnu mere om, lænede han sig ind i mod C.C. igen og nød det. Sugede det til sig.

C.C.s ord var lidt forvirrende for ham og fik tårerne frem i hans øjne igen. Den anden havde lige sagt, at han ville være hans ven. Ven. Som i at man lærte hinanden at kende og lavede ting sammen. Max havde haft mange venner, inden han fik sin diagnose, men den psykiske sygdom havde skræmt dem alle væk. Eller også havde han selv skubbet dem væk. Han vidste det ikke rigtigt. Men han havde ikke kendt nogen, han kunne kalde rigtig ven siden da. Han åbnede munden for at sige noget, men det eneste der kom ud, var et dæmpet hulk. Og endnu et. Hans krop begyndte at ryste, som hulkene begyndte at vælte ud. Hans ene hånd greb fat om C.C.s arm som for at have noget at holde ved, mens han græd og han trykkede sig ind i mod den andens krop, uden at registrere, hvordan de sad og hvor lidt tøj C.C. havde på. Alting han kunne koncentrere sig om lige nu, var at græde.

Selvom han græd voldsomt, græd han ikke så længe. Til sidst mindede det mere om en gispen efter vejret, som hulkene forsvandt og tårerne stoppede. Og endeligt følte han sig bare tom og træt, som han sad lænet ind i mod C.C. med lukkede øjne. Han skammede sig og angsten sad som en knude i hans mave, men han var for udmattet til at gøre noget ved det. I stedet forsøgte han sat tro på de ord, som C.C. havde sagt. Til sidst rømmede han sig forsigtigt, stadig uden at åbne øjnene.
"Jeg vil også gerne være din ven." Det blev sagt med en meget lav stemme. "Undskyld." Han følte, at han måtte undskylde for sin gråd, for han havde altid fået at vide, at gråd var belastende og forkert. Nu havde C.C. sagt, at han ville være hans ven og så græd han bare. Max vidste godt, at for andre var gråd noget naturligt noget, men han kunne ikke komme af med følelsen af, at når han græd, var det en belastning for alle omkring ham.

C.C. fortsatte blidt med at nusse og holde om Max da han brød sammen. Blidt vuggede han mennesket frem og tilbage, i håb om at han fandt det nogenlunde beroligende. Også da han begyndte at falde mere ned, fortsatte C.C. med sit forsøg på at berolige ham. Først da Max selv sagde noget – at han gerne ville være hans ven – stoppede C.C. med at vugge ham. Han klemte blidt om Max for at vise at han havde hørt ham, og nussede sin næsetip ind imod Max's hår, nærmest som en hund.

Men Max's undskylding fik C.C. til at løfte sit hoved, og se ned på ham. ”Du behøver ikke at undskylde. Det er helt okay at du ikke altid er glad - det er der ingen der er.” Han trak dynen op omkring Max, og lidt rundt om sig selv, som prøvede han at lave et lille skjold mellem dem, og resten af verden, for lige nu virkede det til, at Max havde brug for en lille pause fra at tænke på hvad andre havde at sige om hans tilstand.
Efter at have nusset om ham, skubbede han Max en smule op og sidde, så han kunne se hans ansigt, og få en ide om, om han bare var nogenlunde okay. C.C. var absolut ikke særligt god til at læse andres ansigt, men han kunne godt se om man var tæt på at få et sammenbrud eller ej.
”Vil du have en lur? Du ser træt ud.” Han gav mennesket et lille smil, hvor man alligevel kunne aflæse den svage bekymring som han havde for drengen.

Hvis ikke Max var så fordybet i sin indre smerte, havde han nok reageret på situationen - han blev nusset, vugget og holdt om, som var han et barn, der havde slået sig. Han sad op af en halvnøgen, tiltrækkende fremmed mand, der nussede ham og rørte ved ham. Normalt ville Max ikke lade den mulighed gå forbi, men lige nu var han bare så udmattet, både psykisk og fysisk, samtidigt med, at han egentligt bare havde brug for den trøstende nærhed. Så han blev siddende med lukkede øjne, op af den varme fremmede, og lod det hele flyde ind over ham i en behagelig bølge af nærhed og tryghed.

Han kunne ikke argumentere i mod C.C.s ord om, at ikke alle var glade altid. Hvis han havde mødt ham i en af sine gode perioder, ville det virke som om, at han altid var glad. Det var han for det meste også, selvom han aldrig var helt glad indeni. Der var altid et stort tomt hul, men nogle gange forsvandt det i manierne.
Dynen blev trykket op om ham, hvilket fik ham til at gnide hovedet lidt i mod C.C.s bryst, lidt som en kat. Det var ret rart at sidde i en andens favn og føle sig... ønsket?

Pludseligt blev han skubbet lidt op at sidde og han rettede sine lidt blodskudte øjne mod C.C.s ansigt, men sænkede hurtigt blikket igen, alt for klar over, at man kunne se, at han havde grædt. Forsigtigt trak han på skuldrene. Han var træt. Meget træt. Det syntes at være en konstant tilstand for ham for tiden.
"Jeg synes ikke, at jeg laver andet end at sove," mumlede han lavt, men nikkede så. "Jeg kunne godt sove lidt." En kort tanke om at tage hjem strejfede ham, men det virkede til, at C.C. ville lade ham sove i sin seng, og han havde egentligt ikke lyst til at tage hjem. Der ville han være alene. Han hadede at være alene.

C.C. lod Max tage den tid han havde brug for, til at falde ned, og da han svarede på hans spørgsmål - både med at han allerede sov meget, men også at han alligevel var træt nok til at sove mere - nikkede C.C. for at vise at han havde hørt ham. Forsigtigt fik han løftet Max nok, til at kunne lægge ham ned ved sin side, og fik en pude lagt under hans hoved, så han lå behageligt. Han sad tæt nok op ad Max, til at han ville kunne mærke, at han ikke gik nogen steder, og da han havde formået at putte drengen nok med både dyne og tæppe, krøb han selv med under det, og lå, så Max ville kunne lægge sig, så de enten lå i ske, eller han kunne krybe ind til ham.

Med andre mennesker havde C.C. næppe været så nærgående. De fleste følte sig ikke komfortable ved at ligge så tæt op ad en person, som næsten var fremmed, og selvom C.C. ikke var den stærkeste når det kom til sociale normer, så kunne han godt respektere sådan noget. Men det virkede omvendt med Max. Som om at han kun rigtigt åbnede op, når man nussede om ham, og at han krævede det for at kunne fungere nogenlunde når han var deprimeret. Så hvem var C.C. til at sige nej? Derfor fortsatte han også med at nusse Max i håret, og nakken indtil han faldt i søvn, og blev også ved et stykke tid efterfølgende.

Da han var helt sikker på at Max var helt væk, trak han sig endelig ud fra sin dyne, og ud på sit gulv. Normalt havde han absolut ikke fået kaffe nok til at fungere, med Max's sammenbrud havde nu gjort et godt job når det kom til at vække ham. Så selv hvis han ville, kunne han næppe falde i søvn ved siden af mennesket. Derfor gik han hurtigt en tur på toilettet, så han kunne få ordnet sit, og få lidt tøj på. Det endte bare med en alt for stor hvid t-shirt - som han muligvis, muligvis ikke, havde hugget af Jas - og et par mørkegrå sweatpants. Da alt var ordnet, smuttede han ud i køkkenet, og begyndte at lave noget morgenmad. Det var ikke altid han tog sig sammen til at lave noget sådan rigtigt, for så sjovt var det ikke at lave mad til sig selv, men nu hvor Max var der, havde han en undskyldning. Så det blev til scrambled eggs, bacon, og efter lidt overvejelse lavede han en kop kakao, og smed nogle mini-pandekager i mikroovnen. Mens han var i gang med at lave morgenmad, fik han også lige tømt resten af kanden med kaffe, og sat en ny kande over.

Det hele blev fordelt ud på to tallerkener, som begge blev sat på en tyrkis plastikbakke, sammen med en kop kaffe, og kakaoen. Han lagde pænt noget bestik ved siden af, og nogle små servietter han havde liggende til når Diana og Jas - mest Diana - valgte at spise med. Med alting sat på en bakke, gik han tilbage til soveværelset. Han skubbede døren op med sin hofte, og håbede vel egentlig på at han ikke havde larmet nok til at Max vågnede.
Hvis han havde vækket ham, ville han pænt undskylde for at larme, og så gå over og sætte bakken på skødet af Max. Hvis ikke, ville han sætte bakken på bordet, og derefter vække Max ved blidt at ruske lidt i hans skulder, og fortælle ham, at han havde lavet noget morgenmad til ham.

Max oplevede igen, at C.C. flyttede rundt på ham, som vejede han ikke ret meget. Det var en underlig fornemmelse, det fik ham til at føle sig lille og svag. Ikke nødvendigvis en dårlig fornemmelse, ikke i sådan en sammenhæng. Så han lod C.C. gøre det uden at protestere. En kort nysgerrig tanke, om hvad mon C.C. var for et væsen, fór igennem hans hjerne, men det var ikke noget, han begyndte at spekulere nærmere over. Han havde kunne bare konstatere, at han ikke var vampyr, siden de havde været ude i solskin og han havde både hørt hans hjerte banke og mærket varmen fra hans krop.

Igen som var Max et barn, blev han pakket ind i dyne og tæppe og fik en pude under hovedet. Og hele tiden kunne han mærke C.C.s krop i mod sin, som en forsikring om, at det hele var okay. Til sidst lagde C.C. sig ind under dynen til ham og Max skubbede sig ind til ham, så de lå i ske. Max var meget fysisk, han elskede kropslig kontakt af næsten alle former, igen oftest gerne med så lidt tøj som muligt, men normalt var han nok klar over, at folk ikke syntes det var fantastisk at røre ved fremmede. Så han forsøgte at lade være. Men det var som om, at C.C. var lige så glad for at putte som Max, så Max havde smidt sine selvpåtvungne hæmninger og puttede sig ind mod ham. Ellers måtte den anden sige fra, men ind til videre var et ham, der havde været den, der havde startet den fysiske kontakt med Max.

Varmen under dynen, C.C.s nussen og trætheden fik hurtigt bugt med ham og ikke ret længe efter sov han tungt, tryg i den andens favn, selvom han ikke kendte ham.
Han opdagede ikke, at C.C. stod op eller bevægede sig rundt. Faktisk var det bare dejligt at høre andre i nærheden og det var kun beroligende. Der var ikke rigtigt nogle drømme i Max' søvn og da han eneligt vågnede ved, at C.C. ruskede blidt i ham, var han mest forvirret og det tog ham et øjeblik at huske, hvor han var. Duften af mad fik hans mave til at knurre og han gned sig søvnigt i det ene øjne, mens han så på C.C.
"Her dufter godt." Hans blik faldt på bakken med mad og han lyste lidt op. Selvom han oftest ikke fik noget at spise, elskede han faktisk mad. Han tænkte bare ikke ret meget over, at han skulle huske at spise. Med et gab fik han skubbet sig op at sidde i sengen med ryggen mod væggen bag sig.
"Du har været aktiv." Et smil dukkede op på hans ansigt. Han havde det lidt bedre end før, måske fordi han havde fået en kort lur, måske fordi han havde grædt lidt. Nok en blanding af begge.

Et lille skævt smil nåede C.C.'s læber, da Max's øjne lyste op ved synet af maden, og han trak lidt på den ene skulder, da mennesket dernæst kommenterede på at han havde haft travlt. "Jeg kunne ikke falde i søvn, så jeg tænkte at jeg lige så godt kunne lave noget mad, når jeg alligevel skulle hente kaffe," svarede han, som var det hverdag. Sandheden var nok at han på sine fridage var ret god til at springe morgenmaden over, spise rester til frokost, og bestille fast food til aftensmad... Men det behøvede Max jo ikke at vide endnu.

Han rejste sig fra sengen igen, tog bakken og rakte den til Max. Når han så havde taget den, satte C.C. sig i skrædderstilling lige overfor Max, tog den ene tallerken og det ene sæt bestik, og ventede på at Max gjorde det samme. Hans blik faldt på halskæden om Max's hals, og han lagde hovedet en anelse på skrå. "Er du kristen?" røg det ud af ham, uden at han tænkte mere over det. Han indså dog ret hurtigt at det ville kunne lyde beskyldende, eller fjendtligt hvorefter han straks tilføjede; "Eller, rettere, beder du inden du spiser? For jeg kan sagtens vente, hvis det er." Han nikkede imod Max selv, med øjnene på halskæden, for at vise hvor ideen kom fra. Selv var C.C. vel lidt halvkristen, og han var vokset op i en katolsk familie. Så han havde ikke noget imod, at Max muligvis kunne være det ene eller det andet. Faktisk var det mere fordi at han gerne ville respektere andres tro, og traditioner, uanset hvad det nu kunne være.

Max kunne næsten ikke få øjnene fra maden - nu hvor den stod lige under næsen på ham, gik det op for ham, hvor sulten han var. Han havde ikke fået morgenmad, og siden han ikke rigtigt fulgte reglen med tre måltider om dagen, havde hans aftensmad været så tidligt på dagen, dagen før, at det var pænt mange timer siden, at han sidst havde fået mad. C.C.s ord fik hans smil til at vokse til et grin.
"Hvis du laver mad, hver gang du går i køkkenet efter kaffe, så ville man blive godt stor af at bo sammen med dig." Han tog i mod bakken og satte de sådan, at den stod stabil nok til at fungere som bord uden at vælte med drikkevarer og mad.

Han var ved at tage sin tallerken, da C.C. spurgte, om han var kristen og henviste til halskæden, der var faldet ud af halsen på t-shirten, da han lå ned. Uden at tænke over det, søgte hans ene hånd op og han rørte ved korset med fingerspidserne. Smilet forsvandt fra hans ansigt for et øjeblik.
"Nej, overhovedet ikke." Han skubbede korset ind bag sin t-shirt igen. "Det er fra min mor." Han trak svagt på den ene skulder og et lille skævt smil dukkede op, mens han begyndte at flytte lidt rundt på tallerkenen igen. "Mine forældre er katolikker. Jeg tror min mor havde et håb om, at halskæden ville hjælpe mig på vej. De er ikke så glade for min, hm, levestil og manglende tro." På en eller anden måde lykkedes det ham at fortælle det som om, at det var et helt normalt emne at snakke om, men hans mave trak sig sammen og for et kort øjeblik var maden ikke specielt lokkende alligevel. Det var sandt, det han sagde, men han underdrev kraftigt. "Ikke så glade for" burde have heddet "de afskyr". Eller, i det mindste at hans far afskyede det. Hans mor havde tydeligvis været i konflikt mellem sin tro og kærligheden til sin yngste søn, men hun elskede ham stadig trods hans ukristne liv.

For at skubbe tankerne over på noget andet, begyndte han at spise. Det smagte godt og han måtte holde sig selv tilbage fra ikke bare at skovle ind. Han skævede til C.C. og spurgte ham midt i en mundfuld.
"Hvad med dig?" Han sank. "Du ligner ikke en, der er på vej i kloster." Han grinede lidt. Faktisk havde han det meget bedre end da han kom og det var underligt. Eller, måske ikke så meget, hans hjerne havde en tendens til at lave nogle hurtige skift i humør, og C.C.s venlighed og nærhed gjorde ham godt tilpas. Tryg. Han sippede lidt til den varme kakao.

C.C. nikkede overvejende. Så Max var ikke kristen, men hans familie var. Det med familien kunne C.C. sagtens forholde sig til, for han var i cirka samme situation, men han sagde ikke noget om det. Nu havde han ikke haft kontakt med sin familie i snart 10 år, så han kunne ikke rigtigt sige noget om hvordan de havde det med ham nu. Måske havde de sat sig ned og prøvet at forstå hans valg efter han var stukket af, eller måske var de stadig skuffede. Men han var glad og tilfreds med sit valg, for nu havde han Diana og Jas i sit liv, hvilket aldrig var sket hvis han var blevet i Spanien. Nej, han var nok fundet død på gaden før han blev 20 hvis han var blevet.

Dog blev spørgsmålet vendt mod ham, og C.C. trak lidt på skulderen. "Min familie var også katolsk, men jeg tror jeg hælder mere til den protestantiske tro" Han skubbede lidt rundt til maden på sin tallerken med sin gaffel inden han fortsatte. "Ikke at jeg tror, at der findes en gammel mand oppe i himlen, som holder øje med os alle sammen. Men jeg tror på Gud som et koncept. En eller anden form for drivkraft. Og også, at hvis vi fandt ud af præcist hvad eller hvem gud var, ville vi ikke kunne forstå det. Det er for abstrakt til at vi kan forholde os til den information. Lidt ligesom universet. Vi tror vi kan forstå konceptet af et uendeligt rum, men i virkeligheden har vi ingen ide om hvor stort det egentlig er." Han løftede gaflen lidt, og viftede den dovent rundt med sin ene hånd mens han snakkede, inden han lod den dykke ned, og samle nogle æg op fra tallerkenen. Han kom dog hurtigt til at tænke på, at det nok ikke var så interessant for Max, som netop havde sagt at han ikke var troende, så han tilføjede kort efter: "Men... Det er nok ikke så spændende at høre på når man ikke er troende... Beklager... Det var ikke meningen at jeg ville plapre sådan løs." Han gav Max et lille undskyldende smil inden han gav sig til selv at spise.

Max spiste løs af maden. Heldigvis var der rigeligt, for han var virkeligt sulten. Nydende bed han i et stykke bacon, mens han betragtede C.C., der fortalte om sin tro og sine tanker om tro. Max brugte ikke så meget tid på at spekulere på gud og de slags, fordi han havde været tvunget til det så meget som barn. Han syntes efterhånden, at han havde tænkt de tanker, der var værd at tænke om det. Men det betød ikke, at han ikke syntes det var spændende at høre, hvad andre havde af tanker om det, så han lyttede efter hvad C.C. sagde.

Han var ved at tygge af munden for at svare, da C.C. undskyldte for at snakke løs. Et trist og lidt skuffet udtryk løb over Max' ansigt, men det forsvandt hurtigt, og han trak på skuldrene, mens han prikkede lidt til maden. Han hørte godt, at C.C. sagde, at det var fordi det nok ikke var spændende for ateister at snakke mere filosofisk omkring tro, men for et øjeblik var Max sikker på, at det var fordi, at C.C. ikke troede, at han var intelligent nok til sådan en samtale. De fleste han mødte på sin vej, så jo kun den tossede Max, der virkede som om, at han ikke kunne lægge to og to sammen. Men C.C. havde slet ikke set den del af ham endnu, så han valgte at tage hans ord for sande varer. At det var fordi han mente, at det ville blive for kedeligt.

"Det gør ikke noget. Bare fordi jeg ikke tror på gud, betyder det ikke, at jeg kan have en snak om de mere filosofiske grundlag for religion og de eksistentielle tanker bag behovet for at tro på et højere bestemmende væsen, der styrer vores skæbner." Han stak tungen ud af munden for at indikere, at det var noget af en mundfuld af store ord, inden et stort grin bredte sig på hans ansigt. "Men ærligt talt vil jeg hellere snakke om homoseksuelle pingviner eller søde hundehvalpe. Det er meget sjovere. Det andet er så kedeligt." Han tog koppen med kakao og drak et par mundfulde, så han fik kakaooverskæg, inden han fortsatte med at grine sin lidt dumme grin til C.C.