No Jesus on these parts of the country

// Emnet er tilegnet til Heath Knights //

De mørke øjne betragtede arbejdsplanen med nogle oprullede skjorteærmer som afslørede de mange tatoveringer der var blevet tilføjet i årenes løb. Ikke en tanke var sænket til Naomi, efter deres sidste møde. Han var træt af det, og benægtede sig selv at han havde følt en form for kærlighed til hende. Han vendte blikket imod bygningsingeniøren, og påpegede nogle ændringer i arbejdsplanen, og strukturen, som han selv tegnede ned på skitsebordet, med korrekte mål. Han nikkede kort til manden, med et stramt smil for at sige at det var det. Lyden af bragende murer og fliser som blev ødelagt larmede i baggrunden. For at være ærlig, så nød han det. Han nød denne forandring. Selvom han aldrig havde været glad for forandringer, aldrig brudt sig videre om dem. Men engang imellem kunne de vel fryde. Hånden fandt frem til baglommen imens han betragtede sceneriet foran ham, og fandt lønnen frem som hans ansatte skulle have. De fik alle sammen kontant. Hans arbejde de sidste par år havde været til fortjeneste. Dermed havde han nakket hans skabers pengelager, og tømt det. Det var alligevel på høje tid at den gamle nisse fik noget andet at bekymre sig omkring, nu når hele sjælen var kommet lige lugt ned til det sted hvor han egentlig hørte hjemme.
Knights overrakte sin ingeniør pengene, for at gå sin vej. Det var tidlig aften, og solen var forsvundet over bakkekammen. En tatoveret hånd greb fat omkring hans lange frakke, og lagde den over underarmen imens han traskede afsted ned af en mindre sti. Hans veltrænede krop var indrammet med nogle habit bukser og lyseblå skjorte sammen med et sort slankt slips, mens skoene var af lak. Tatoveringerne så sig godt ud i skjorten, som fremhævede tatoveringerne. Han vampyren var netop på vej ind imod Terre igen for at få fat i en øl eller to. Han vidste at smagen ikke var meget for de i forvejen døde omvandrende zombier, men tanken omkring smagen som han kunne huske for flere hundrede år siden, kunne endnu smages i hans gane. Et kort tilfreds suk kom ud igennem hans næsebor, imens hænderne plantede sig lommerne på bukserne som han besad af.
Vejret var køligt for en sommeraften i syd Frankrig. Nogle skyer passerede langsomt forbi byen med et dovent udtrykt. De havde ikke samlet nok damp til at være formrige og afgive vand. Blikket slog sig ned imod den krusede jord af tør sand og sten som skulle være den sti der førte tilbage til den nærmeste kro der befandt sig ikke så langt derfra. Da han lige var kommet til indgangen af gågaden vendte han sig dog om og betragtede sit værk. Det varede dog ikke længe før end at han gik ind i den nærmeste kiosk og købte sig en sixpack for at gå tilbage til det samme sted hvor han havde stået for nogle ganske få minutter siden. Øjnene betragtede udsynet. Bygningen havde været så ødelagt at det ikke kostede det stor at få det hele revet ned. Han åbnede øllen med en bevægelse af tommelfinger og pegefingeren, øllen begyndte så småt sin rejse op imod munden, hvor den ville lade dets væske fylde hans mund og gane med smagen af kold aske.

Solen havde lige lagt sig til at sove, for at lade månen overtage med fuld styrke. De fleste mennesker var enden derhjemme for at gøre sig klar til at gå til ro, eller var ude og nyde nattelives goder, i et festfyrværkeri af alkohol, høj musik og kroppe der var tættere på hinanden end de normalt ville være. Også var der dem, som hanvampyren, der gik med hænderne dybe begravet i den koksgrå hættetrøje, hvis hætte var hævet hen over hoved så man ikke kunne tyde mandes ansigt. Der ud over iført nogle mørkebrune timberland støvler, samt stramme mørkeblå jeans. Hans udseende havde ikke været hans første prioritet, kunne man fra første øjekast se. Faktisk var det ikke en gang i bølgelængde med første prioritet, han var så fløjtende ligeglad med hvordan han tog sig ud og hvad andre mennesker måtte tænke når han kom gående ned af de mørklagte gader i Di Morga, hvis folk mente at han lignede en hjemløs dranker, var det fint med ham. Dette betød at største delen af menneskerne lod ham være i fred og dem som der så endelig snakkede til ham, var kun i interesse efter at få en smøg, da de kunne se at han selv havde en i kæften. Det var egentlig et sjovt koncept, med folk og smøger. Normalt plejede man ikke at stoppe folk op, i nu dagens teknologi kunne de fleste folk finde vej selv. Måske var de endda blevet så stædige om at man selv burde kunne klare at finde rundt i verden, at de fleste gange når fremmede så stoppede andre op, var det for at få en smøg. Den form for fælleskab som mennesker havde haft tilbage i tiden, var nærmest ikke eksisterende længere. Hver sin huleborer, det var hvad man kunne beskrive folk som i dag.
Han nærmede sig hurtigt sin destination, teateret som så ud til at være i gang med at få sin helt egen make over. Hans hånd gled op til hoved og tog hætten væk fra det, så man igen kunne se hans ansigt. Efter de mange måneder hvor han havde lukket sig selv inde, var han begyndt at gro et skæg, han havde dog fået klippet sit hår eller prøvet at gøre det selv var vel tættere på sandheden, som gjorde at det så en smule pjusket og ikke særlig professionelt ud. Men igen, udseendet kunne rende ham en fløjtende skid. Han var her kun af en grund og kun en grund, nemlig at ses med hans bror, måske få smækket noget fornuft ind i Seans stædige hoved. Selvom han ikke regnede med at dette var tilfældet, kunne han i det mindste aflevere hvad der var hans, nemlig konvolutten der lå og vejede i hans lomme med en masse penge.
Hans øjne skøjtede lidt rundt på pladsen hvor en masse mennesker så ud til at være i gang med at få noget bygget op igen, men der gik ikke længe før at han havde fundet personen han havde ledt efter. Med nogle hurtige skridt nåede han der hen igen ’’Hey’’ brummede den mørke stemme, som sin eneste hilsen efter et genmøde efter to år, men to år var som en uge, når man tænkte på at sidst var der gået flere hundrede år. Hvor de begge ikke havde været sikker på om den anden overhoved var i live. Sjovt som skæbnen har det med at lege med livets tråde. Og her var de så igen, stædig brødre, stadig de præcis samme personligheder, blot med en stor bagage der lå og trykkede på deres skuldre ’’Her’’ han rakte konvolutten til Sean ’’Du burde have vidst bedre, end at give tøsen penge og regnet med hun ville beholde dem…’’ grinede han og stjal en øl fra sixpakken. ’’Elsker hvordan at du holder din egen velkommen hjem fest, ved at rive teateret ned. Du spilder ikke tiden?’’ han åbnede øllen, mens hans øjne betragtede arbejde der foregik foran dem. Den kolde drik gled ned af spiserøret, han kunne endda mærke hvordan at det gled ned igennem brystkassen for til sidst at lande i maven. Han var ikke enig i hvordan hans bror havde handlet tingene, bestemt ikke hvordan han var taget afsted for at ordne ting, som var noget han ville gøre for Heath, men han orkede ikke at beklage sig, eller skændes. Han var vel et eller andet sted taknemlig for at hans bror havde tænkt på ham og prøvet at finde en metode hvor han måske kunne få sagt ordenligt farvel. Derfor sagde han ikke mere og stod bare i stilhed, med sin ene hånd igen begravet i hættetrøjens lomme og med den anden hånd, rundt omkring øldåsen.