A stranger in this strange country

T: 15.00
S: Søen, La marécage
O: ikke nogle, udover træer og buske
V: lidt regn

Belegion kom gående ved søens vandkant, man kunne tydeligt se at han ikke var fra byen eller fra byen, da han havde en rygsæk på ryggen hvor man lige kunne se noget af nogle pile der stak op fra toppen af rygsækken. I hans bæltet havde han et sværd , sværdet betød rigtig meget da den var gået i generation til generation i hans familie, det forklarede også hvorfor der var en ældgammel elver skrift på, som kun meget få forstå, ikke engang Belegion ham selv, han vidste bare hvad der stod noget i stil med 'Livet slår en ned, men man vægler selv at rejse sig op'.
Han stoppede han var udmattet efter en 6 timers lang gå tur fra hans lille landsby, han pustede ud, han skulle have pusten.
Han så sig rundt og håbede der var nogle der kunne vise ham vej til byen.

Anqi sad med fødderne i vandet, og kanten af den hvide og meget smukke kjole var også endt i vandet. hun så som sådan meget uskyldig ud... og også royal? hvilket hun faktisk også var!
hun var helt gennemblødt, men tog sig ikke rigtigt af det. Tanker farede rundt i hovedet på hende og havde svært ved at finde orden, og ro!
hvilket gik hende en smugle på nerverne, da hun var træt af at tænke. hun manglede afledning !
Da hun hørte en svuppende lyd af sko der gik igennem blødt eller mudret jord, stoppede tankerne for en gangs skyld, men de startede dog hurtigt igen, og denne gang kom der flere. Hun snuste et par gange og fandt ud af at det var en elver? Da han kom tæt nok på til at hun kunne se ham, smilede hun kort... Han var tydeligvis ikke van til at være her? men det var hun jo faktisk heller ikke selv.Hun overvejede at rejse sig men lod vær da hun så at han stoppede... måske havde han set hende?
Men nej det havde han vist ikke, hun lagde sig ned i det bløde dog våde græs og gav sig til at nynne.

Han trak sin bue og pil da han hørte en lyd, han så rundt et eller andet var der, han kunne ikke se det, bare høre det.
Han tog sin hætte af, for at få et bedre udsyn hvis han skulle blive angrebet bag fra, og hans spidse øre kom til syne, samt hans lange blonde hår der gik ham til halsen.
"Hvem der? Er der nogle? Giv dig selv til kende" sagde Belegion, han var anspændt, hvis han kom i problemer herude kunne han ikke få hjælp af sine venner, han var for langt væk.

Hun grinte sødt, og forførende. Men hvad han ikke vidste var det, det der nok lokkede de fleste i hendes fælde. Men hun ville først se det måske kommende offer lidt an. Han kunne jo måske bruges?
"ja der er nogen... " kom det roligt dog forførende fra hende.
Hun grinte endnu engang og så hen mod ham, hun kunne sagtens se ham. Men det var åbenbart ikke sådan omvendt.
Hun overvejede i et stykke tid om hun skulle sige sit navn eller la vær... "hvis du siger dit navn så siger jeg mit!" lød det drillende dog forførende fra hende. Det var en stemme som der var svær at sige nej til.

Belegion lagde sin bue væk og så på kvinden "Belegion, søn af Baelthi.. og hvem er du så" sagde han og så på hende, velvidende at hun prøvede på et eller andet han lagde hånden på sit sværd og gik hen mod hende.
"hvad laver en smuk kvinde som dig her ude" sagde han og så på hende, hun så ud til at være ubevæbnet men han havde dog stadig sin hånd på sværdet.

"hun så lidt på ham, og lagde hovedet en smugle på skrå " godaften" kom det forførende fra hende. "mit navn er Angulig Rose La effit... Mennn dem der har lov at udtale mit navn kalder mig for det meste Anqi" hun så længe på ham, han var åbenbart kriger? eller hvad man nu skulle kalde det? Hun havde ellers altid troet at elvere var fredelige, med mindre at man truede dem? Men hun var jo kommet for at lære, så hun lod sig ikke overraske.
"jeg prøver egentligt at finde ro... men det er åbenbart lettere sagt end gjort" hendes stemme var tænksom, dog alligevel forførende?
"og hvad laver de så her?"

Belegion så på hende, og kiggede på hende igen, hun havde ikke noget våben så han kunne godt slappe af, han fjernede hånden fra hans sværd og så på hende.
"jeg leder efter..... jeg leder efter nogle mennesker eller andre cisviserede væsner, jeg har gået i 6 timer og jeg mangler et sted at sove før det bliver mørkt" sagde han og så på hende, der var et eller andet der gjorde han ikke kunne tage øjnene fra hende.
"jeg underskylder hvis De har fået opfattelsen af at jeg er en voldsom kriger uden hjerne, men jeg må tage mine forholds regler jeg er for langt væk til at få hjælp af venner eller andre elvere generelt" sagde han og gik tættere mod hende.

Hun så ham kort i øjende men lukkede dem så. Et sødt og forførende grin undslap hendes læber. hun var vel så at sige designet til at forføre... og dræbe?
"hmm jeg er civiliseret væsen... du kan bo stort set over alt... har du et telt kan du bo her... har du penge kan du bo på et hotel... har du ingen af delende kan du bo i domkirken eller her?... eller bare banke på en tilfældig dør?... eller noget andet" Han så ham lidt an... og smilede kort og forførende, dør forsøgte hun at holde det på et minimum.
"6 timer er lang tid... sæt dig og slap af... så finder du nok vej der fra" han smilede kort da han atter talte "først troede jeg at de var som de siger nu... men nu er jeg kommet på andre tanker... og jeg forstår, hvis de er van til at kæmpe sammen med andre er det nu nok også bedst at være en smugle på vagt... især fordi de har valgt lige netop denne by"

"tak for ideen min ven" sagde Belegionm og så på hende, han havde luret hende ud, men kan skulle se hvad hun var for en, om hun var en sirene eller en andet han måtte bare finde ud af det, så han spillede bare med på den.
"måske burde jeg slappe lidt af, sidde og slappe af kan ikke skade noget vel?" sagde han og tog sin taske, bue,pile og sværd af, han satte sig ned og så på hende.
"hvorfor er du egentlig her ude? lige nu? burde du ikke være samen med venner eller sådan noget?" sagde Han og så på hende.

"ven" gentog hun kort... det kiksede kort for hende... det var der ikke mange der havde lov at kalde hende... eller ture.
Hun var ikke just en sirene... nærmere meget værre. Og hvis han gjorde det mindste forkert ville han give hende mere end rigelig grund til at dræbe ham. "det kan det vel ikke" kom det forførende fra hende. Hun smilede diskret for sig selv da han lagde både bue, pil og sværd ned. Hvilket gjorde ham helt ubevæbnet, og forsvarsløs. Hun rørte kort hans kind, som nu ville give hende lov at bruge en af sine 'metoder' mod ham.
"jeg har for mange tanker... og jeg kan ikke finde svar på dem... derfor havde jeg brug for ro... og mine venner befinder sig i mit hjemland... og det er ikke her" kom det forførende som svar. Hun bevægede kort sine fingre, hvilket automatisk fik hans fingre til at bevæge sig også... hvis hun hatså havde havde fået rørt hans hud længe nok. Men hun gjorde det skjult så han ikke kunne se at det var hende.

*hvad sker der? stop med at bevæge dig Belegion, du er stærkere end det, husk hun ved ikke at du stadig har et våben tilbage* tænkte Belegion og så på hende, han kunne ikke styre sine bevægelser overhovedet, hvad var hun for en?
Han kunne mærke hvordan hans puls begynde at stige og stige i takt med at han faldt mere og mere ind i hendes trance, hvad skulle han gøre det var jo ikke fordi han bare kunne vågne som om det var et mareridt eller en dårlig drøm, han var på røven totalt forsvarsløs eller det troede hun hvert i fald, for det ville han også gøre når han havde smidt alle synlige våben fra sig.

Hun grinte forførende og stoppede med at bevæge hans fingre... *et våben mere* tænkte hun... hun havde hørt hans tanker... og det var nok ikke så godt for ham? "hvad skal du egentligt her?" spurgte hun forførende... hendes stemme blev sværre og sværre at sige nej til.
Det var som sådan ikke noget hun gjorde med vilje... det var det hun var født til... hun kunne på sin vis ikke gøre for det? det var det hun var skabt til...
Hun knorede af sig selv da hun kom til at tænke over hvad hun var... og hvad hun var har for... Hun slog en næve i jorden, og slap ham kort. En forbandet vandskabning, det var det hun var.
Hun slog tanken ud af hovedet og så derefter igen på ham. Men lukkede hurtigt øjende. Hun smilede endnu en gang forførende til ham

"jeg.. øhm jeg skal.... øhm øhm, jeg skal bare væk fra min lille landsby" sagde Belegion og så på hende.
*Husk nu, du ved hvad du skal gøre, bare spil med på hendes lille leg og så finder du ud af hvad nu er nu det nu* tænke Belegion og smilte til hende.
Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre hvis hun nu havde et våben, så var han på røven.
"hva....hvad er du så for en race?" sagde Belegion og så på hende han håbede på hun ville sige noget i retning med menneske for menneske var hun ikke, mennesker plejede ikke at være så forførende.

Et sødt og forførende grin kom fra hende da han havde en del besvær med at fortælle hvad han faktisk ville fortælle. "lidt væk fra din landsby? ... er der kun elvere i den landsby?" spurgte hun forførende, det blev endnu engang sværre at sig nej til hende. Hun grinte atter forførende da hun hørte hans tanker... men han vidste jo ikke at hun kunne høre dem.
Hun knorede da han spurgte hvilken race hun var... og havde mest af alt løst til at sige et menneske... det ville ikke være så ydmygende "jeg er en vandskabning" sagde hun i stedet... Hun stoppede sin knoren og ventede på svar...

Belegion så på hende, "nej, hvorfor skulle der kun være i en lille landsby?" sagde han og lod sin hånd glide ned mod sin sko og trak en lille kniv og holdt den mod hendes hals.
"Vanskabning siger du? lyder spændende meget spænde" sagde Belegion og satte sig op han holdt fortsat kniven mod hende.
*der fik du hende mens hun havde forsvaret nede, du er så klog* tænkte han og så på hende, hvad var hun for en? han måtte finde ud af mere.

"hvilken vanskabning har vi så?" sagde han og smilte til hende

"hmm fortæl om den" kom det meget forførende fra hende.
Han havde set kniven, men tog sig ikke af den før han satte den mod hendes strube. Hun kom med et lydløst støn, og så faktisk mere eller mindre bange ud. "tro mig det er ikke sjovt" hun spærrede øjende mere op og så forførende på ham, og nærmest hviskede med en endnu mere forførende stemme "du vil da ikke gøre mig noget... vil du?" stemmen var ufattelig svær at sige imod, hun hørte endnu engang hans tanker... og hun smilede indvendigt... hun var forbandet god til sit skuespil.
"jeg er halv menneske" svarede hun og sagde ikke mere end det.

Belegion begynde at smile, "jeg tænkte jeg nok du ville sige noget med menneske, som ville have mig til at tro på dit lille skuespil, meget sødt hvis det ikke var falsk" sagde han og rejste sig op og tog sit bælte og sværd på.
"selvfølelig vil jeg ikke gøre dig noget, det ville være synd for dig at skade dig, hvis du har det dårligt med dig selv" sagde han og så på hende.
"hvad ville du gøre hvis jeg faldt for dit skuespil? ville du have slået mig ihjel eller ville du bare lade mig være fortabt i dig?" sagde han og lagde kniven væk.

Hun smilede forførende, og alligevel en smugle lumskt... hun havde ikke et eneste sekund været bange, hun havde bare brugt sit sædvanlige skuespil "ja men der er ikke mange der gennemskuer det før det er for sent" lød det til svar... Hun grinte sødt og forførende, hun ville stadig ikke slippe ham helt. "så du mener at jeg klare det helt fint med at pine mig selv... at det er derfor at du ikke vil skade mig?" hun var en smugle interesseret i hans svar, så derfor lød hendes stemme ikke så forførende som før?
Hun grinte kort ide hun hørte hans spørgsmål... "det vil du ikke vide" kom det let skræmmende fra hende. hun ville, åbenbart ikke svare helt på nogle af hans spørgsmål... det skulle så at sige tvinges ud af hende

Belegion tog sin pile og bue og skulderen, "jeg synes bare du skal fortætte med at prøve at lokke mænd i din fælde, jeg føler faktisk med dig" sagde han og strammede sit bælte til.
"hvorfor er det du prøver på det her? altså kan du ikke bare finde en og så blive hos den ene, eller er det fordi der har været den ene som blev kæreste med en anden og lige siden har du hadet alle mandlige væsner" sagde Belegion of gik lidt rundt om hende, hun så ikke specielt farlig ud, men han var ikke helt sikker på hun bare var harmløs

"tro mig det er ikke kun mænd der hopper i fælden" kom det lumskt fra hende... "føler med mig? hvis du vidste hvad jeg har gjort... så følte du sikkert ikke med mig!" hun så lidt på ham... og undrede sig over at han ikke var stukket af endnu. Hun rystede på hovedet af ham... "dine forslag lyder fine... men der er en mere enkel forklaring på det jeg laver.... jeg er designet til at dræbe... og jeg ved faktisk ikke hvad kærlighed er... men det gør du sikkert?" hun lukkede øjende og bankede kort hovedet med i jorden. Hvorfor fortalte hun ham det? Det kom ikke ham ved!
hun plaskede med fødderne i det kolde vand, og åbnede det ene øje for at betragte ham

"hvis jeg gjorde ville jeg ikke sige det til dig, du ville bare bruge det til at manipulere med mig, så ville jeg først være færdig, og det der kærligheds halløj er endnu et spil så kunne jeg ikke være mere lige glad med du aldrig har følt kærlighed" sagde Balegion og så på hende, han smilte til hende.
På en måde have han ondt af hende på den anden side havde han ikke eller han burde ikke hun havde jo prøvet at lokke ham i en eller anden fælde, man kunne tydeligt se at han var splittet inden i.

"jeg manipulere med alt" kom det roligt fra hende. "jeg gør ikke det med mine ofre som du tror jeg gør" kom det til svar... hun var på sin egen måde mystisk, og meget svær at bedømme. "hvis du ikke begynder på kærlighed, kan du ikke være færdig med det vel?" hun havde ikke selv rigtigt forstået hvad hun lige havde sagt.... hun havde jo aldrig prøvede kærlighed, så hvad kunne hun sige om det?
Hun så lidt undrende på ham... hvorfor smilede han til hende? Han var vist ikke helt enig med sig selv om hvad han skulle gøre?
"hmmm hvorfor sidder du dig ik ned igen?... vi kunne vel... hmmm snakke? eller er du mere trug hvis du er hævet over mig?" kom det let forførende dog også drillende fra hende

"det er ikke om hvor tryg jeg føler mig det er bare hvor tryg er jeg hvis jeg sætter mig ned? Men det skader vel ikke at snakke bare?" sagde Belegion og tog sine pile af igen og lagde sværdet lidt væk fra sig, han satte sig foran hende.
"hvad er du så helt præcist?" sagde Belegion og smilte til hende, hun virkede ellers meget sød når man så væk fra det med at hun ville lægge en eller anden fælde for ham.

"så lad vær med at sætte dig?" kom det til svar? de kunne vel også snakke selvom han ikke sad ned?... hun tog fødderne op af vandet og satte sig i skrædderstilling. "nej der gør det vel ikke" ligesom sidste gang?... men hvad hun ville nok ikke lægge en fælde for ham denne gang? eller ... det var uklart indtil videre?
"jeg er en vandskabning... " kom det fra hende, i en let kold tone...det var ikke fordi hun var sur på ham... mere sig selv?
"faktisk kan jeg ikke li at fortælle om mig... svar skal for det meste tvinges ud af mig... og det kan du ikke finde ud af" kom det drillende og udfordrende fra hende... hun var temmelig sikker på at han ikke turde

// emmm videre ? x3 //